Slægten Rolsted fra 1760

Stamfar Carl_F Hans Christian Charlotte

Stamfar

Niels Rolsted

Carl Frederik  Hermann Rolsted

Charlotte Christine Amalie Rolsted

Hans Christian

Rolsted

Eggert Christopher Rolsted

Rasmus Rolsted

Henrik Wilhelm Rolsted

Eggert Rasmus Henrik Wilhelm

Til Slægtsprogrammet.


Emil Vilhelm Rolsted.

M I N E   E R I N D R I N G E R.

Nedskrevet 1916-1927.

Indledning, afsnit 1.


Disse "Mine erindringer" er skrevet af forhenværende Forstander for Gamle Bakkehus Åndssvage­anstalt, Emil Vilhelm Rolsted.

Den bog som Journalisten Rolsted fra Århus, Emil Vilhelm Rolsted´s barnebarn, i sin tid overlod til Poul Brodersen, der overlod den til Bramsnæs lokalarkiv, er her renskrevet af Richardt Rolsted.


Da jeg i sin tid ville skrive en slægtsbog om Slægten Rolsted, kom jeg bl.a. i kontakt med Poul Brodersen fra hvem jeg fik en del oplysninger jeg kunne bruge.

Men mærkværdigvis hørte jeg aldrig noget om Emil Vilhlem´s "Mine erindringer". Da Jørgen Rolsted i Roskilde fik oplysning om bogen lånte han den, kopierede den og gav mig et eksemplar. Da jeg fandt at den havde stor værdi og betydning for slægtens historie, besluttede jeg at renskrive de 308 sider som bogen bestod af.

Jeg har af hensyn til det historiske i beretningen, som udtryk og vendinger, benyttet nøjagtig den skrivemåde som Emil Vilhelm benyttede, altså med aa for å og navneord med stort, ligesom ord som tilsidst, afsted og saavidt, ikke er ændret til to stavelses ord.

De steder hvor ord er stavet anderledes end i dag, men hvor ordets betydning ikke er væsentlig, har jeg rettet stavemåden, bl.a. fordi disse stave(fejl) kan være opstået, en af de gange bogen er blevet renskrevet.

Erindringerne er meget detaljeret og kan i nogle passager virke noget tør, hvorimod den i mange passager er interessant og spændende, i sin helhed giver erindringerne  en god indsigt i livet dengang, men ikke mindst om livet og arbejdet i Åndssvageskolen's start og forholdene i Danmark.

Jeg håber at læserne syntes som jeg, at de nedskrevne erindringer er af en sådan værdi at de kan være interessante for mange.  


Richardt Rolsted.

Barndomshjemmet.


Ifølge Kirkebogen for Rye og Sonnerup Sogne skal jeg være født den 7/5 1848, men jeg har altid holdt min Fødselsdag d. 6. Maj og tror også, at denne er Dagen. Thi fra min tidligste Barn dom har jeg hørt mine ældre Søskende fortælle, at da jeg var arriveret som nr. 5 i Børneflok­ken, var mine Forældre i Vildrede med Hensyn til at finde på et passende Navn, hvorfor de slog op i Almanakken og fandt for den 6. Maj Helgennavnet Johan (af Portugal), hvorefter de bestemte sig at give mig dette Navn. Men mine Søskende syntes, det var så grimt og bad, om jeg ikke maatte kom­me til at hedde Emil, hvilket bevilligedes, idet jeg dog så fik Faders ene navn Vilhelm i tilgift, min ældre Broder havde allerede fået det andet Henrik.

 Jeg blev altsaa født d. 6/5.48 i Ryegaard Skovriderbolig, det saakaldte Bondhus, et Navn, hvis Oprindelse eller Betydning jeg aldrig har kunnet faa Rede paa Ja selv dets Bogstavering er vist nok usikker (Bonhus - Bondhus - Bundhus) , den ældste Skrivemåde støttes mest af Ordets almindelige Udtale. Huset ligger ved Vejen fra Ryegaard til Langtved, omtrent midt imellem begge. Det Omgives af Haver og et Vænge på 3-4 Tdr. land, og uden om det hele slutter Skoven sig, Dyrehaven mod Vest og Nord, Indhegningen mod Syd og Øst, Bond-bakken mod Øst og Nord.

Boligen er dog ikke trykket af Skovens Nærhed, idet den ligger fuldstændig solaaben til alle sider. Dyrehaven ligger rigtignok saa nær, at Stald og Ladelængen i hele sin Længde danner Grænsen mod samme. Men i den nærmest liggende Del af Skoven findes der kun enkelt gamle Kæmpe bøge, ellers skraaner Græssletten ned mod Vættermosen, og hinsides denne hæver sig Elsbjergets græs­dæk­kede Skraaning, idet Bøge Skoven først begynder paa Kammen af Bakken.

 Stuehuset ligger syd øst for Vejen, parallelt med denne, Stald og Ladebygningen på den modsatte side af Vejen ligeledes parallelt med denne, men skudt noget længere mod Vest, saa at Stuehuset har fri Udsigt over den skønne Dyrehave ved Vættermosen og Elbjerget. Noget længere mod Langtved siden, Vest for Urtehaverne ligger et mindre Udhus med Gavlen ud mod Vejen, indeholdende Huggehus, Tørve, Hønse, og Svinehus samt Lokum, hvis Udtømmelser faldt ned i Svinegaarden, hvor Svinene tog imod dem, saa intet gik til spilde. Der var vidst nok 1 a' 300 Alen fra Stuehusets Gangdør til denne Anstalt, saa i mørke, sludfulde Vinteraftener var det ingen beha­gelig Rejse derned, men ganske vidst, man var i og ved Stuehuset absolut fri for Lokumslugt.


Huggehuset, der ligger i Gavlen med Vinduet ud mod Vejen, var i en vis Periode Soveværelse for min ældste Broder Niels og mig som Dreng. Jeg erindrer, at jeg en Gang faldt ud af Sengen, som jeg delte med Broderen, og stødte min Hale paa det røde Murstensgulv. Endelig laa der inden for Dyrehavehegnet endnu 3 Bygninger, et muret Bindingsværkshus med toppet straatæk­ket Tag, der benyttedes til Vognport (for Stadsvognen og Kanen) og Rullestue, et Brændehus med risflettede Vægge og Straatag og saa et par 100 alen nede i Dyrehaven under de store skyggegi­ven­de Bøgetræer, en Jordkælder til Mælk og Øl. Da der til denne Kælder knytter sig et Barndoms­minde, maa jeg beskrive den lidt nærmere.

Den var som antydet gravet et Par Alen ned i Jorden, Væggene af Kampesten, Gulvet af Ler og Loftet af Brædder, der fra begge Sider skraanede op mod Bygningen, men for Kølighe­dens Skyld var disse Tagbrædder dækket med Tang fra Stranden. Denne saltholdige Tang ynder Hjortene at gnave i, og da det Lægtehegn, der var sat uden om Kælderen, ikke altid var i Orden, vovede Hjortene sig jævnligt op paa det jævnt skraanende Tag for at æde Tang.

En sommer skulde min voksne Søster (Henriette) og jeg ned i Kælderen for at tappe en Dunk Øl, Folkene skulde have med i Marken. Aldrig saa snart havde Henriette faaet Nøglen drejet om og Døren aabnet, før hun giver et Skrig fra sig og smækker Døren i igen. Der stod en Hjort midt paa Kældergulvet og gloede paa hende. Vi skyndte os op og meldte Fader det forefal­dende, han fulgte os straks ned i Kælderen, aabnede sagte Døren og traadte lidt til Siden for denne tillige med os 2, et Par Minutter efter satte Kalorius i et langt Spring op over alle Kældertrinene og galoperede afsted ud til sine Kammera­ter. De raadne Tagbrædder var selvfølgelig bristet under ham.

Naar jeg i det foregaaende har talt om Bygningerne, har jeg snart brugt Nutids-, snart Datidsform, idet nogle af Bygningerne er forsvundne, andre endnu (1915) eksisterer, dette er saale­des Tilfældet med Stuehuset, hvis sydvestlige Ende dog ved lidt Tilbygning er omdannet til Stald etc., samt med Tørve- og Huggehusbygningen, hvor Udhuset langs Vejen er forsvundet tilligemed Rullestuen og Brændehuset.

Bondhusets Stuebygning var et langstrakt, straatækt Bindingsværks hus uden Kælder og altsaa temmelig lavt. Stolperne var blaamalede, den mellemliggende Mur var farvet rød med vandrette og lodrette hvide Streger, der skulle imitere Kalken mellem Murstenene. Den midterste Del af Huset gav sig til kende som den ældste ved sine gamle 8-10 Tommer brede Egetræs Stolper.

Denne Del af Huset stammer sandsynligvis fra Slutningen af 18de Aarhundrede. (Fader flyttede ind i Bondhuset 1829), og da var det allerede gammelt.) De to vestligste Fag (Skabsværelset og Henri­et­tes Værelse) byggede Fader selv til, med Jens Kruse som Arkitekt, medens jeg var Dreng.

Paa Midten af Huset var en ret anselig tofløjet Fyldningsdør med smedet s-formet Haandtag med Knap. Gennem denne kom man ind i en lille firkantet Forstue med kalkede Vægge og Murstens Gulv på Kant. I denne hængte, saavidt jeg husker, ogsaa Faders Jagtbøsser. Fra Forstuen kom man gennem en paa Ydersiden "perlemalet" Klinkefaldsdør ind i Daglig- og Spisestuen. I Krogen lige inden for Døren stod en af Stuens Bøgetræs polerede Stole med grønt Hvergarns Betræk, klods op ad et - I nedslaaet Stand - lang og smalt gulmalet Fyrretræs Bord med to meget store næsten til Gulvet naaende Klapper, dette Bord brugtes som Spisebord, naar der var fremmede og stod da paa langs op igennem Stuen langs Vinduerne. Paa den omtalte Stol i Krogen havde saadanne Gæster Plads, der kom i forskellige Ærinder, f. Eks. med en Ret Fisk eller Muslinger fra Stranden, og som skulde beværtes med skaaret Smørrebrød, Øl og Snaps (sjældent Kaffe).

I den modsatte Krog (mellem Køkkenet og Sovekammeret) stod en mægtig gammel 3 Etagers Ovn med Menneskeskikkelser støbte i svære Plader, hvoraf den var opbygget. Naar Fader var hjemme, var det gerne hans Bestilling at passe den Ovn, og han havde til det brug et oplag af store Bøgetræs Knuder, af hvilke det øjensynlig var ham en Fornøjelse at proppe et ordentlig Foder ind gennem den store Indfyringsdør. Til Gengæld holdt han af, især naar han kom ude fra Kulden, at stille sig klods op ad Ovnen med Ryggen mod denne, idet han holdt Frakkeskøderne tilside. Fader taalte nemlig lige godt Varme og Kulde. I den selv samme Paaklædning, i hvilken han stod op ad Kakkelovnen, færdedes han ude, selv i den stærke Frost. Naar vi andre ved Jule- og Nytaars­tid sad og frøs i Kirken med Overfrakke paa, sad Fader nok saa strunk med sin enkle grønne Klædes Frakke, og det kendtes aldrig paa ham at han frøs, hverken i Kirken eller paa Vejen derfra.

Den omtalte Kakkelovn var i Tidernes Morgen købt af Fader paa en Auktion, vistnok i en eller anden Præstegaard. Den flyttede med Broder Henrik fra Bondhus til Jægerlund i 1885, og da han i 1914 forlod sidstnævnte Sted, blev den ført over til Godsejeren paa Trudsholm; hvor den sikkert endnu gør Nytte, den er formentlig ikke under 200 Aar gammel. Paa hver Side af Ovnen stod vistnok en Lænestol; i den ene af disse sad Moder jævnligt og spandt; men om Aftenen rykke­de hun for Lysets Skyl sin Rok hen til Bordet ved Sofaen (se nedenfor).

Ved Ydervæggen mellem de 2 Vinduer stod Moders (malede) Kommode, hvor hun blandt andet i en af Skufferne gemte sine Penge ("Smørpengene"). Op ad Væggen mellem Øverste­stuedøren og det øverste Vindue stod Fader polerede Asketræs Skatol med 3 Skabsopsatser, der var forarbejdet af Farbroder Eggert, som var Snedker og boede i Nærheden af Løvenborg. Her sad Fader og besørgede sine Regnskaber og sin Korrespondance, der dog var meget lille, saa det var kun korte Stunder , han tilbragte ved den nedslaaede Klap; saa meget kærkommere var det for mig at faa Lov at sidde ved Siden af og undersøge nogle af de mange Skuffer eller lege med Sandhuset i det fine Palisandertræs Skrivetøj, der var købt paa Geheimraadinde Rosenkrantz' Auktion.

Midt i Skatolrummet var den traditionelle lille Dør; indenfor denne en Skuffe, hvori Fader gemte sine Tegnebøger, den store og den lille, der vistnok havde hver sin Historie; den ene af dem er endnu i Broder Henriks Besiddelse. Det bedste ved dem var, at de vistnok aldrig var tomme.

Fader og Moder var gode Husholdere; de havde ikke alene altid, hvad de skulle bruge; men de sørgede for, at de altid havde mere, end de skulle bruge.

I Rummet ovenover Tegnebog-Skuffen stod en lille cylindrisk Blikdaase med Faders Smaapenge i Sølv og Kobber. Mærkeligt nok var hverken Skatolklappen eller Døren til Pengerummet nogen­sinde aflaasede. "Lejlighed gør Tyve" - som vi senere skal se.

I Krogen mellem Vinduet og Skatolet havde nogle Jagtgeværer en fredet Plads. Mellem Skatolet og Øverstestuedøren havde et Kviksølvsbarometer fra Borello i Roskilde Plads. Ved Hjælp af dette og Gigtsmerterne var Fader en ret god Vejrprofet. I den fjerde Krog af Stuen (mellem Øverstestuen og Sovekammeret) havde en værdig gammel "Bornholmer" sin Plads; vi Børn lærte tidligt at kende Klokken, da Skivernes Tal var almindelige Skrifttal, ikke Romertal. Naar Christen Urmager fra Lyngby en Gang imellem kom for at gøre dette Ur rent, var det for os Børn en meget interessant Begivenhed, at se alle Værkets Dele adskilte og lagt ud paa det store gule Bord, hvor Hjul og Cylindre rensedes med Trippelse og smurtes med Olie.


 Mellem Uret og Sovekammerdøren stod den lange meget enkle Bøgetræs Sofa med grønt hjemmegjort Hvergarns Betræk; i den har vistnok alle vi 5 Børn tumlet os fra smaa af. Den var vidst nok ogsaa i sin Tid købt paa Auktion; men den var af stærkt Materiale og stærk Konstruk­tion: den var aldrig itu i den Menneskealder, jeg har kendt den; den gik i Arv til Henrik og stod i hans Tid i Bondehusets Gæstekammer; om den fulgte med til Jægerslund, veed jeg ikke; dens senere Skæbne er mig ubekendt, men ikke Ligegyldig.

Foran Sofaen stod et malet Klapbord, omkring hvilket Familien samledes ved Maalti­derne og om Aftenen. For Bordenden ved Siden af Uret stod en Lænestol med Træarme; her var Faders Plads; Moder sad ved den anden Bordende, der jo vendte mod Køkkenet, Børnene i Sofaen og lige overfor denne.

Dagligstuen blev i min Barndom forsynet med Gibsloft (i alle andre Stuer var og blev der Bjælkeloft.) Paa Udvæggen var der Fyldnings Panel lige til Loftet, vistnok opsat i min Tid af Jens Gregersen i Langtved. Det var ligesom Dørene egemalet. Jeg har glemt, at der over Kommo­den hængte et smalt, højt Spejl i enkel Empirestil og i mørkt poleret Træ (Mahogni), over Sofaen et stort Billede af Grev Henrik Jørgen Scheel, dog først efter dennes Død.

I Dagligstuen og vistnok ogsaa i Sovekammeret var de skurede Gulve bestrøet med Sand; i de andre Værelser var der skuret Gulve uden Sand.

Øverstestuens Møbler med Undtagelse af et dobbelt (malet) Klædeskab var alle af poleret Træ: Sofa, Bord, Stole, Piedestal, Dragkiste. Dragkisten, som var af Eg, fik jeg i Arvepart; den staar nu, 1915, i min Søn Carls Spisestue, Vesterbrogade 75,3. En sort poleret Lænestol med grønt Betræk, poleret Armlæn og meget høj Ryg med halvcirkelformet Hovedlæne paa Siderne kom siden til Søster Henriette i Ejby; de andre Møbler var der intet interessant ved; deres Skæbne er mig ubekendt. Øverstestuen benyttedes kun ved fornemme Besøg eller, naar der var flere fremmede, end der kunne rummes i Dagligstuen, f.eks. paa Spilleaftener.

Sovekammeret var en venlig Stue mod S.Ø., Vinduet vendende ud mod en lille Plæne med Blomstergrupper. Lige for Vinduet stod et Bord med Stole og ved Væggen til hver Side 2 store Senge, der ved sidelængs Udtrækning kunne gøres bredere og smallere, Faders tilvenstre, Moders tilhøjre. Saavel disse som alle Husets Senge var redt udelukkende med Dyner i rigelig Mængde. Saavidt jeg erindrer, var der kun i Gæstekammersengen Madras; ellers var der i Bunden af Sengen god frisk Langhalm, der skiftedes jævnligt i Stedet for Madras. Paa Sovekammersengene var der henlagt sjældent smukke i Drejls Mønster vævede uldne Overtæpper i røde Farver; de var hjemme­gjorte og allerede gamle, da jeg var Barn. Ikke desto mindre mindes jeg endnu ved Aarhundrede­skiftet eller senere at have set en Rest af dem anvendt til Betræk paa en "Sladrebænk" paa Jægerlund.

Medens Børnene var smaa, havde Forældrene gerne et af dem hos sig hver. Jeg min­des saaledes at have været Sovekammerat med Moder paa et tidligere, med Fader paa et senere Tidspunkt.

I Gæstekammeret var det mest bemærkelsesværdige en stor, ligeledes efter Siden udtrækkelig Himmelseng med Teltloft og Omhæng og et Bjerg af Dyner. Det hørte i øvrigt til Sjældenhederne, at Familien havde liggende Gæster.

Den Del af Køkkenet, som laa nærmest ved Dagligstuen, udgjordes af Skorstensrum­met, eller som det almindelig kaldtes "Skorstenen", hvilket Rum, der vel var mindst 3 Alen efter hver Led, var den nederste brede Munding af det vældige gammeldags Skorstensrør. Kiggede man op igennem dettes ogsaa for oven forholdsvis brede Aabning, saa man den blå Himmel. Et Stykke oppe i Skorstenen fik man Øje paa et Par solide Jernstænger, der tjente til Ophængning af Flæsk og Faarelaar, naar disse Sager skulde røges.

Tilvenstre i Skorstensrummet fandtes en massiv aflang-firkantet, muret Forhøjning, der udgjorde Fyrstedet, hvor al Mad kogtes og stegtes, og hvor de var Fyr paa Morgen, Middag og Aften. Under den ene Bryggerkedel var der ogsaa daglig Fyr (der fyredes med "Kvas") for varmt Vand til Opvadskning og Rengøring af Sibøtter, Fade, Mælkespande og deslige.

Ved Hjælp af Papir, Høvlspaaner, Birkebark eller lignende dannedes her et fritliggen­de Brændebaal ovenpaa Fyrstedet; over Baalet anbragtes en solid Trefod af Jærn, og paa denne sattes Gryden eller Panden. Ved Hjælp af Tørv og ved at hylde Gløderne til med Aske kunde Ilden holdes vedlige fra Middag til Aften. Da Moder selv lavede al sin Mad, tilbragte hun megen Tid i "Skorstenen", og da der var megen Træk fra Bryggerset gennem den aabenstaaende Køkkendør og den aabne Skorstenspibe, er der ikke underligt, at Moder allerede tidligt (vistnok inden hun blev 60) samlede sig en Mængde Gigt i Underlemmerne.

I Spisekammeret var der ligesom i Køkkenet Gulv af røde Mursten, sat paa "Kant". I Spisekammeret opbevaredes tillige Mælken i den mindre varme Del af Aaret, i store Bøtter eller Fade paa lange Hylder. Jeg mindes ikke saa sjældent at have taget mig en Drik Mælk af en af disse Bøtter; men naar Moder, som havde et skarpt Øje, opdagede Mærket af min Mund i Fløden, fik jeg naturligvis Skænd for dette Griseri. Det mest bemærkelsesværdig i Spisekammeret var en vældig saakaldet "Olde"; det var et af en massiv Bøgestamme udhulet Kar af vel 3-4 Alen Længde og 5/4 Alen Bredde til Nedsaltning og Opbevaring af Flæsk og Kød; den var vistnok aldrig tom, idet Flæsket der kunde holde sig fra det ene Aars Slagtemaaned (November) til det næste.


Det daglige liv i Bondhus.


Med Hensyn til Antallet af dem, der paa een Gang deltog i det daglige Liv i Bondhus, da var dette, skønt der var 5 Børn, ingen Sinde stort, især ikke i min Barndomstid; thi dels var der en betydelig Aldersforskel mellem de ældste og de yngste Børn, dels kom disse gennemgaaende tidligt fra Hjemmet. Til Oplysning herom fremsætter jeg her nogle korte Optegnelser om mine Søskende samt en Kronologi over min egen Livsgang.

Niels, f.29/3.35, kom tidligt ud at lære Landvæsenet, frekventerede det Classenske Fideikommis Landbrugsskole paa Næsgaard, Falster, var derefter Forvalter forskellige Steder, bl.andet paa Adelsborg (Dragsholm), bestyrede i en Række Aar "Søgaard" ved Holbæk for For­pagter Marcher paa Trudsholm - indtil han blev gift og Gaardejer i Jyderup.

Kun i kortere Perioder, mellem Pladserne, havde han Ophold i Bondhus; deltog i Bedriften og delvis i Skovarbejdet (Udhugning). I denne Periode var det, jeg boede sammen med ham i Huggehuset, og fra den Tid skriver sig en lille Erindring.
Antagelig som 9 Aars Dreng, fik jeg en Aftenstund Lov at ride med Niels ned til "den Store Eng", hvor Hestene skulde græsse om Natten. Midtvejs foretrak jeg at staa af og vente, til Niels kom tilbage. Jeg krøb da op i et Bøgetræ lige ved Vejen, hvor jeg vilde afvente hans Komme, men var saa uheldig, at Grenen knækkede, og jeg faldt ned og stødte mig; her laa jeg og klynkede ved Roden af Træet, da N. kom tilbage, og paa Spørgsmaalet om, hvad jeg vilde oppe i Træet, kom det myge Svar: "Jeg vilde "spratte" Dig".

Henriette, født 12/5.37, død Decbr.1920, var saavidt jeg erindrer, uafbrudt i sit Hjem, indtil hun i 1862 blev gift med Gaardmand Christian Nielsen + Febr.21. i Ejby, men hun var allerede voksen Pige, da jeg naaede den skolepligtige Alder. Dog knytter ikke saa faa af mine Barndomserindringer sig til hende.

Henriette og Christian overdrog allerede ved Aarhundredeskiftet Gaarden til Adop­tivdatteren Gerda, der giftede sig med en Gaardmandssøn Hans Petersen af Ejby, idet de Gamle flyttede over i den lille Lejlighed i Gavlen af Ladebygningen, hvor min Moder efter Faders Død tilbragte sine sidste Leveaar og døde i Marts 1889, 83 Aar gl.

Henriette fik for en 3-4 Aar siden et let apoplektisk Anfald, der svækkede hendes Hukommelse meget, hvorimod hun vedblev at være legemlig rask -  med god Søvn og Appetit - til sin Død. Denne indtraf uden forudgaaende Sygdom formedelst en Hjerneblødning d.19/12-1920; men i det sidste Aar svækkedes hun en hel Del i aandelig Henseende, og i den aller sidste Tid maatte hun nærmest siges at gaa i Barndom, saa Døden kom som en Befrielse for den 83-aarige Kone. Efter hendes Død gik det hurtigt tilbage med Onkel Christian, og allerede d.6/3.21 sov han stille hen uden egentlig Sygdom.

Frederik, født 21/12.39, har jeg slet ingen Barndomserindringer sammen med, og vi har ikke til Stadighed boet sammen i Bondhus.
Han blev tidligt sendt i Skole (og Pension) i Holbæk (Stausholms Realskole) og kom senere til København for at læse til dansk juridisk Eksamen, hvorefter han blev Godsfuldmægtig og senere Godsforvalter. Døde i Slagelse i en Alder af 71 Aar; hans Enke overlevede ham nogle Aar og Døde i Beg.af 1921.

Henrik, født 5/7.45 + 7.Juni 1920, er den eneste af mine Søskende som jeg mindes at have været Barn sammen med i Hjemmet, og det har endda kun været i korte Perioder. En kort Tid gik vi i Skole sammen i Sonnerup; men derefter blev han sendt i Pension og til Oplærelse hos en Lærer i Klouby ved Kalundborg; i et Aar (1858) gik vi i Skole sammen på Garveriet, og endelig var vi et halv eller helt Aar i Pension sammen i Skibby Skole; men da var H. vist allerede Konfirmeret. Ikke længe efter Konfirmationen kom han ud at lære Forstvæsen hos Forstinspektør Ulrich, (Fader til General Ulrich og Skovrider Ulrich under Baroniet Gaunø) paa Juellinge under Bregentved.

Henrik tog sin Afsked som Skovrider 1/4.1914, flyttede med Wilhelm til Tølløse, hvor han havde købt sig en hyggelig Villa med god Have, hvor han levede tilfreds og lykkelig og kunde ved Grev Schulins, sin Svigersøn og Nevøs (Carl August) Velvilje og Gæstfrihed dyrke sine gamle Passioner Jagten og L'hombre næsten til sin Død; kun de sidste Maaneders Skrøbelighed hindrede ham deri. Han var vel forberedt paa Døden, saa den rolig imøde, samlede sine Børn en 14 Dags Tid forinden, beskikkede sit Hus og uddelte sin Formue mellem Børnene som en gammel Patriark og sov saa stille hen i Kredsen af alle sine hidkaldte Børn d.7/6.1920. Elleve Dage efter d.18/6 fulgte hans Søn Wilhelm ham i Døden af Kræft, efter at have brugt sine sidste Kræfter til at følge Faderen til Jorden. De hviler begge paa Rye Kirkegaard hos Hustruen og Moderen Martine.

Min egen Tidstavle stiller sig således:

00-07  Aar  hjemme Dag og Nat.
07-10   "     gik i Skole i Sonnerup
10-11   "     gik i Skole paa Garveriet
11-15   "     i Pension i Skibby Skole
15-16   "     forberedtes til Seminariet af Lærer Brasch, Tømmerup Skole, Amager
16-19   "     paa Jonstrup Seminarium.
19-24   "     Andenlærer i Rye, boende hos Forældrene.
                 Mellem 21 og 22 Aar Garder i 5-6 Mdr.
24-27   "     paa "Monrads Kursus" i København
27-35   "     Lærer v. Det kgl. Opfostringshus.
35-39   "     Forstander f. Københavns Kommunes Internat på Vesterfælledvej 108
39-67   "     Forstander for Gl. Bakkehus.
67-71   "     Pensionist paa Villa Ødam, Hillerød
67-74   "     Medlem af de sjællandske Aandssvageanstalters Bestyrelse.
71-nu         Beboer af Vesterbrogade 75, 3.

 

Til Skovriderstedet var knytte en lille Landbedrift. Jordliggendet var vist kun 12-14 Tdr. Land, tilmed af mindre god Beskaffenhed; men der var Græsning i Skoven til Køerne det meste af  Sommeren og dertil ikke saa lidt Høslet, navnlig paa Torkildstrups Indelukker, saa der holdte i Almindelighed 8 Malkekøer, en Halv snes Faar og 2, for det meste 3, Heste. Faar og Heste gik om Sommeren løse i Dyrehaven.


   Fotoet er fra 2014 og viser hvordan det der var skovriderboligen ser ud i dag.

De to gamle boede den Gang helt alene i det midt i Dyrehaven isoleret beliggende "Teglhus". En sen Efteraarsaften, da de skulde til at gaa i Seng, hørte de oppe fra Loftet over Lejligheden en underlig klagende, klynkende Lyd som af et sygt eller døende Menneske; den stand­sede og gentog sig flere Gange.


 De faldt paa den naturlige Tanke, at en Vagabond eller andet Men­ne­ske kunde være krøbet op for at søge Nattely. Dette kunde meget godt lade sig gøre; thi Opgangen til Loftet skete fra en Slags Vognport (Huggehus) i Enden af Huset, hvilket som Regel ikke var aflaaset. Fader tænder da sin Lygte og klavrer ad Stigen fra Huggehuset op paa Loftet, men finder trods omhyggelig Søgen intet mistænkeligt, ligesom Lyden heller ikke mere lader sig høre.


Han skulde lige til at gaa ned fra Loftet, da Lyden gentog sig henne fra en Krog, hvor der stod en Garnvinde med et stort Fed Uld­garn paa. Hjulet stod lodret, og paa den indvendige Side af Garnet opdager han en lille Mus, som begyndte at kravle op ad Garnets Skraaning, hvorved Hjulet af Musens Vægt drejede langsomt rundt; derved fremkom den Lyd, der havde forekommet de gamle som menneskelig Klynken.

Selskabelighed

Fader og Moders Søskende omgikkes vi paa den Maade, at vi gensidig, men sjældent besøgte hinanden uden Indbydelse. Af Faders Brødre besøgte vi en á to Gange om Sommeren Far­bro­der Hans (f.10/6.1796, + 24/1.1873), der var Skovrider paa Løvenborg og boede i Fledskov 2½ Mil fra Bondhus. Det var en Fest for os Børn, for mig i det mindste, naar disse turer gik af.

Skovriderstedet var hyggeligt beliggende lige i Udkanten af Skoven, med en prægtig, velholdt Have med Masser af dejlige Jordbær (Farbror var oprindelig Gartner). Farbroder saa vel som hans Hustru født Tronier var gæstfri, elskværdige og fornøjelige Folk, der forstod at skabe en vis Festivitas over saadan en Dag. Beværtningen var god; stundom spiste vi under de store Lindetræer udenfor, eller indtog en lille Aftendrik eller andet Traktement der.

Jeg mindes endnu, hvor hyggeligt de to gamle Brødre (Fader og Farbror) ved saadan­ne Lejligheder hjalpes ad med at flytte Borde ud og stille dem sammen, Ogsaa Farbroder Rasmus (f.8/3.1873), der var Gaardmand i Nyrup, ikke langt fra Fledskov, besøgte vi en Gang imellem. Ogsaa han var ganske gemytlig og fornøjelig, udrustet med nogen Muttervits. Jeg mindes hans gamle Søster Faster Sofie, der boede hos ham, var helt lam i Underekstremiteterne, men saa flittig og dygtig til Haandarbejde, at hun lavede de dejligste hvide Broderier i massevis.

Hos Moster Maren, gift med Gaardmand Hans Knudsen i Ordrup, kom vi ikke saa sjældent, navnlig naar vi var paa Jagt i Ordrup Skov og paa "Ejernæs" eller havde andet Ærinde der omkring.

Hun var vidst den yngste af Moders Søstre, en køn og dygtig Kone, der havde sine Ting i Orden, Jeg har spist megen dejlig Faaremælk hos hende. Stundom fulgtes jeg med Sønnen Peter hjem til Ordrup, naar vi gik fra Sonnerup Skole.

Hos Moste Ellen i Enemærkehuset kom vi Drenge ofte især om Sommeren; hun havde jævnald­ren­de Drenge, som var brilliante Legekammerater (Jens var mig nærmest i Alder). Moster var altid gæstfri og elskværdig og meget gavmild af sin Rigdom af Sommer­frugter, Pærer og Æbler, (vor egen var mest Vinterfrugt). Jeg har baaret mangen Ladning Frugt hjem derfra under min Bluse baaret af Bæltet eller paa anden Maade. En gang blev jeg flov, da jeg paa Hjemvejen med en ual­min­­delig stor Ladning Pærer under Blusen mødte Godsforvalteren Jensenius. Just som jeg tog Kasketten af for Forvalteren, gik Bæltet op, og hele Ladningen kælvede ned paa Jorden.

Drengeselskabelighed havde vi en Del af sammen med foran nævnte Moster Ellens Drenge (de fleste af disse gjorde senere Karriere i Amerika som Farmere eller Landhandlere) og Gaardmand Niels Jeppesens Drenge Jens og Hans, der boede paa Ejby Mark, lige udenfor Dyreha­ven. De kom til os og vi til dem, navnlig paa Søndage, og vi havde da herlige "Salt og Brød", "Røver! og "Skjul", hvor alle Udhuse og Skure med Loer, Lader og Høstænger blev gennempløjet.

Saa blev Skovriderfamilien jævnligt inviteret til Godsets Bønders Selskabelighed, Barselsgilder, Bryllupper og Begravelser, hvor Beværtningen gerne stod paa Risengrød og Klipfisk til Middag og allehaande Sulevarer af Svin, Kalv og Fjerkræ til Aften.

Udenfor Bondestanden antog Selskabe­ligheden nærmest Karakter af L'hombre-Selskaber og omfat­tede altsaa kun Herrerne, medens Damerne kun aflagde hinanden korte Kaffe- eller Chokolade-vistitter. Af den, der kom til L'hombre i Bondhuset, erindrer jeg Forpagteren paa Ryegaard Jørgen Hellemann, Mølleren i Rye Mølle Julius Hellemann, Skolelæreren i Rye, Bent Hansen Lund, Gods­forvalter Bartholin Jensenius, Jægerlund, Møller Christoffer Jensen, Vintre Mølle. Da mine Indtryk af de fleste af disse Mænd stammer fra min Barndom eller tidlige Ungdom, da Iagttagelses­evnen ikke var stor og Dømmekraften endnu mindre, kan den Karakteristik, jeg vilde kunne give af den, selvfølgelig ikke være meget værd. Jeg vil dog ikke tilbageholde enkelte Bemærkninger.


Forpagteren var Pebersvend og som saadan vistnok noget af en Særling. Han var høj, slank, blond og skægløs (maaske en Smule Bakkenbarder), med glat ukrøllet Haar. Han levede sammen med en Søster, der styrede Huset, et stille Liv og gjorde foruden L'hombresel­skaberne en meget sjælden Middag, en Form for Selskabelighed, der på Egnen ellers kun kendtes fra Grevefamilien, Dog gjorde Præsten (Hellemann) og maaske Godsforvalteren ogsaa en sjælden Gang Middag. Til L'hombreselskaberne gaves der altid hos mine Forældre The og Kager ved Ankomsten, senere varm Mad og Kage; om der mellem disse to Retter indskødes Smørrebrød, husker jeg ikke rigtig; men jeg tror det ikke. Den varme Mad bestod efter Aarstiden af Ande-, Gaase- eller Kalvesteg.

Moders Stege var altid fortrindlige, Saucene ligesaa. Hun havde en stor, oval Gryde, hvori der kunde steges 6 Ænder; Laaget havde en ophvælvet Rand, saa der kunde lægges Gløder ovenpaa Laaget. Moders Livkage var Romkage, der yndedes meget af Gæsterne. Den anrettedes paa store flade Fade: en kraftig Æg- og Rom-holdig gul Bund, derover et rigeligt Lag Flødeskum og over dette klatvis Syltetøj (Ribsgelé?) En anden yndet Kageret var Moders "flyvende Æbleskiver"; Navnet skulde vel betegne, at de var saa lette, at de næsten kunde flyve; i hvert Fald fløj de let ned i Maven. Hemmeligheden ved deres Velsmag var, at der til Dejgen kun anvendtes Fløde, ikke Mælk. Æbleskiverne var altid hule indeni.

Vin Fandtes aldrig i mine Forældres Hus, saa lidt som Bajersk Øl, der endnu ikke havde faaet vider Indpas paa Landet, maaske slet ikke. Til L'hombreselskaberne og ved andre selskabelige Lejligheder trakteredes med den i bedre Huse paa Egnen vel kendte af Købmand Ollendorff i Holbæk destillerede Arrac-Essents og Rom-Punch-Essents, der tilsattes med 1/3 kogen­de Vand og var meget velsmagende, men heller ikke billig. Til koldt Bord serveredes hjemmebryg­get Øl og Snaps, - ved højtidelige Lejligheder en Raritet som Trondhjems Aquavit, der havde passe­ret Linien, idet Farbroder Frederik paa Dagsrød og senere Fætter Niels i Skien en enkelt Gang send­te en Kasse deraf.

Jeg har set gamle Pastor Hellemann med stor Appetit drikke en saadan Snaps "tør" som en sjælden Likør, nippende til Glasset Gang paa Gang.

Men tilbage til L'hombreselskaberne.

Forpagter Hellmann var altsaa Pebersvend, men efterlod sig dog - med Hjortespring-Stine, en ellers hæderlig Kvinde - en ulegitim Søn (Olsen), der senere blev Ejer af Herregaarden Aagaard ved Slagelse. Hellmann var vistnok efter den Tids Forhold en dygtig Landmand; i hvert Fald var han flittig og paapasselig og sikkert meget økonomisk. Han tjente da ogsaa som Forpagter paa Ryegaard (6-700 Tdr. Land) en betydelig Formue, for hvilken han senere købte et større Gods paa Als, Rumohsegaard, hvilket han solgte ved Krigen 64, hvorefter han købte foran nævnte Aagaard.

Sidste Gang, jeg saa ham, var ved Pastor Hellmanns Begravelse paa Roskilde Kirkegaard; han staar fra den Tid for mig som en smuk gammel Mand med kraftigt kridhvidt Haar.

Som han selv var spar­­sommelig prædikede han ogsaa denne Dyd for andre, blandt andet ogsaa i mine Forældres Hus, for store og smaa. Jeg tror, han havde Interesse for dem, der lige som han selv var flittige og sparsommelige og arbejdede sig fremad; i hvert Fald viste han mine Forældre baade Interesse og Venlighed og gav vist mangen Gang Fader en Haandsrækning i Form af et Læs Halm eller lignende. Hvert Aar gav han Fader Lov til i sin Havremark at hente sig to svingende Læs Havre, hvor i Marken han vilde. Fader hentede altid Havren paa Bakkerne, for der fik han mest Kærne i Forhold til Fylden, og det gav Humør i Hestene, naar de siden fik Havrehakkelsen.
Jeg tror, at Forpagteren aldrig tog nogen L'hombregevinst med hjem fra vort Hus, men efterlod den altid til en af os Børn. Henrik var særlig hans Yngling; han fik ogsaa en Gang en Sachsisk Specie af Forvalteren, en Mynt, som jeg antager min Broder gemmer endnu.

Jeg fortjente Penge hos Forpagteren paa en anden Maade: Det har altid været min Lyst som Dreng at rode og pjaske ved Vand, især naar jeg kunde faa det til at løbe. Under og efter Regnvejr tog jeg en Spade i Haanden og fik ved at grave Sidekanaler med den Vandet til at løbe ud af de ofte dybe Hjulspor i Vejen fra Ryegaard til Langtved. Ofte traf Forpagteren mig saaledes beskæftiget, og da Vejen førte ud til 2 af hans Marker, og han saaledes var interesseret i god Vej, roste han mig altid for min Vindskibe­lighed, lod det ofte ikke blive ved Ord, men gav mig en Daler til min Sparekas­se­bog. Han vidste fra mine Forældre, at vi Børn havde hver sin Sparekassebog, og at vi blev holdt til Sparsom­melighed.

Jeg har mere end een Gang hørt H. (Hellmann) docere den Læresætning, at "hver den, som daglig bruger en Skilling mindre, end han fortjener, ender ufejlbarlig som Rigmand, medens den, der bruger en Skilling mere, end han fortjener, ufejlbarlig ender i Elendighed." Ligeledes den hermed parallelle Sætning: "Det kommer ikke saa meget an paa store Indtægter som paa smaa Udgifter".

Den som Menneske betydeligste af de nævnte L'hombrespillere var utvivlsom

B. Jensenius. Han var en smuk anselig Mand, høj, korpulent, med et rundt skægløst (dog lidt Kind­skæg) Ansigt med kloge, milde Øjne, en klar og kraftig Stemme. Jeg har ingen hørt snurre saa længe paa r-et som han, naar han kom kørende og standsede sine Hest udenfor Bondhus og raabte højlydt - for at Karlen skulde høre det - prrrr - u!

Han var ikke meget talende, men meget distrait. Naar man talte til ham, kunde det undertiden vare flere Minutter, inden Svaret kom; men saa kom det ogsaa baade klart og udtøm­men­de. Naar de andre Herrer disputerede om et eller andet, deltog han, til at begynde med, sjældent i Samtalen; men naar han saa endelig kom med en Bemærkning, viste det sig, at han havde samlet Pointen af det hele: hans Dom var inappellabel, og Disputen forbi. Han ansaas for at være en meget dygtig, og praktisk Godsforvalter og i alle Forhold en udmærket Raadgiver for Godsejeren. Og saa var han - som alle Jensenius-er - en grundhæderlig Karakter.

Møller Hellemann, en Halvbroder til Forpagteren og Præsten, var en stor, sværlem­met, noget klodset og foroverbøjet Skikkelse, men med et prægtigt jovialt Ansigt og Godheden lysende ud af de grove Træk. Hans Haand var stor og bred og neglebidt, og naar jeg tog ham i Haanden, var det som om min blev begravet i hans. Han var velbegavet, havde nydt en god Skole­undervisning, vistnok i Borgerdyd-Skolen, og kunde en Del fremmede Sprog, hvilket han ikke havde noget imod under Samtalen at vise. Han havde et Utal af Anekdoter paa Lager, og han for­talte dem gerne og godt, hvorfor han var en fornøjelig og underholdende Mand at være sammen med. I hans Anekdoter spillede han ikke sjælden selv en Rolle. Naar han kom til København yndede han at besøge de fine Schweizer-Kaféer -  han holdt meget af Kage -, men da hans Ydre nærmest var som en Bondes, skete det til Tider, at Opvarterne enten nonchalerede ham eller vilde gøre Nar ad ham: Men saa viste det sig, at de var kommet til den urette.


I sin Bedrift var han Fliden og Stræbsomheden selv; selv det groveste Arbejde holdt han sig ikke for god til. Alligevel havde Bedriften ingen Fremgang; Forklaringen var vist den, at han holdt alt for mange Folk, som han ikke forstod at holde til Arbejde, saa de blev Dagdrivere, der sad ham ud af Huset. Man havde i hvert Fald det Særsyn, at Hellemann, der en Tid var Formand i den lokale Landboforening og holdt gode landøkonomiske Foredrag, efterhaanden blev en ringe Mand i sit eget og endte med at maatte søge Alderdomsunderstøttelse.

Men han forblev en retskaffen, hæderlig og elskværdig Mand til det sidste, og han bar, tror jeg, sin Modgang med let Sind.

Bent Hansen Lund. Jeg véd ikke, hvor han var kommen fra, om fra By eller Land, eller hvem han stammede fra; men han bar Præg af at være udgaaet fra et dannet Hjem og havde vistnok mere almindelig Dannelse end de fleste Landsbylærere paa den Tid.

Han ydre Menneske var udadleligt; han havde aabenbart en god Skrædder; Klædet i hans Frakke var altid fint og smukt; hans Person bar velsoigneret og hans Optræden sikker og ugenert. Han havde vistnok ikke megen Interesse for Skolen og gjorde næppe mere Arbejde der, end han var nødt til. Alligevel stod han sig godt med Befolkningen; han forstod i hvert Fald at sætte sig i Respekt, og der kræsedes voldsomt op for ham, naar han kom til Bøndernes Gilder. Naar han spiste Risengrød, var der saaledes altid sat en stor Spølkum Fløde vad hans Plads, og var den der ikke, generede han sig ikke for at kræve den.

Han havde megen Interesse for Jagt, ejede en god Dublet og var gerne med Fader og de voksne Sønner paa Andejagterne Sommeren igennem. Han var en interesseret L'hombrespiller, men blev let gnaven, naar han tabte. Sin Gevinst opgjorde han derimod efter Spillet med stor Tilfredsstillelse: "Nu vil jeg regne, at jeg har tjent et Par Mark", sagde han en Aften med veltilfreds Mine, da han lukkede sin Pung. Lunds Ansigt var hverken kønt eller sympatisk, og hans Karakter er jeg ikke tilbøjelig at sætte højt, efter alt, hvad jeg har om ham som Barn.

Christoffer Jensen i Vintre Mølle, som jeg har kendt gennem mange Aar, ogsaa i min modne Alder, var i sin Velmagt en flittig, dygtig og energisk Forretningsmand, vel oplagt til Han­del, og i alle Maader en Hædersmand alle sine Dage. Han var stærk bygget, undersætsig. Hans skæg­løse noget rødmossede Ansigt var ikke kønt, men af energisk Udtryk og med et Blink i Øjet, der tydede paa Lune, hvilket han ogsaa var i Besiddelse af. Han var den sobreste Mand af Verden, uagtet hans brede stærkt farvede Næse kunde tyde paa det modsatte. Han vidste dette selv og ironi­se­­rede gemytligt derover.

Han fortalte en Gang følgende: "Jeg kom paa en Rejse til København i Kupé med nogle Prangere, der under livlig Praten lod "Lærken" gaa rundt. En af dem lod med et venligt, opmuntrende Nik Flasken gaa over til mig; men da jeg meddelte, at jeg ikke drak Brændevin, rystede han paa Hove­det og sagde: "Aah Sludder, drik kun væk; man kan da nok se paa Dem, at de ikke køber Deres Brystsukker hos Konditoren". Det var min Næse der gjorde Prangeren saa sikker i sin Sag" - slu­ttede Christoffer Jensen.
Jensens Hustru "Tante Mine" overgik ham maaske i Dygtighed og Energi paa sit Omraade; men hun skal ligesom flere af den dygtige Familie, hun tilhørte, have været noget heftig og galhovedet. I een Henseende var de to Ægtefolk sikkert hinandens Lige, og det var i Retning af en enestaaende og udstrakt Gæstfrihed saavel overfor "liggende" Gæster af og udenfor Familien, som overfor Egnens Folk. Jeg staar i Gæld til dette Hus for megen elskværdig og fornøjelig Gæst­frihed, ikke saa meget i Barndoms- som i Ungdomstiden.
Christoffer Jensen var vistnok en dygtig, interesseret og uforknydt L'hombrespiller; men mine Erin­dringer om ham som saadan skriver sig mere fra Broder Henriks Hus og fra min Andenlærertid i Rye end fra min Barndomstid i mine Forældres Hus.

Stemningen mellem L'homreherrene i mine Forældres Hus var altid elskværdig og fornøjelig. Storstuen var  i Brug; to Lys paa hvert Bord, kraftigt Baal i Ovnene, "Ollendorff" paa Hjørnet af Spillebordet, hvor jeg var betroet til at skænke i Glassene af Kanden på Kakkelovnen. Naar Moder ikke syslede med Maden, var hun en interesseret Tilskuer ved et af Bordene. Hun spillede selv en god L'hombre. Jeg har glemt at fortælle, at der serveredes The ved Gæsternes Ankomst. Ved Aftenbordet tror jeg ikke Moder sad til Bords med, da ikke, naar der var mange fremmede. Hun havde jo travlt med Maden og Opvartningen; Pigen kom aldrig ind i Stuen. Der brugtes ikke Servietter.Der spilledes ikke højt; Omsætningen var sjældent større end nogle faa Rigsdaler. Derfor var Spændingen heller ikke større, end at der kunde holdes op i rimelig Tid, i Reglen omkring 12.

Ourø du ser hist ude,
Forbi nu gaar en Skude;
Tæt inde ved vor Kyst
Skovsmykket Bramsnæs hviler
Og yndeligen smiler
Som Barn ved Moders Bryst;
Hinsides Munkholm vinker: Kom
Herov'r og se dig om!

Vor Fjord en Rigdom ejer  
Af Flynder, Aal og Rejer,
Af Torsk og Sild, Makrel.
Af Marsvin kan vi fange
I Bramsnæs Bugt saa mange -
Held, hvem deri har Del!
Du Fisker, som i Egnen boer,
Vær glad ved Holbækfjord.

Tillokkende maa være
Vor Egn; det kan man lære
Deraf, at højt fra Nord
Stundom begav en Hval sig,
Stundom en Sværdfisk stjal sig
Herned at se vor Fjord.
Ind vilde de her under Ø,
Se Ryegaard og dø.

Udsigten over Stranden -
Hvor finder du en anden,
Der Pris for denne bær'?
Man Grøntved Bakker Øjner,
En Mængde Kirker højner
Sig baade fjern og nær.
Skovgrupper mellem Agre staa,
Og trindt om Møller gaa.

Men la'r vi Øjet glide
Lidte til den anden Side,
Vi Aastrup Skove se.
Baggrunden de optage,
Lidt længere tilbage
Tølløse Skovene
Landskabet slutter da tilsidst
Med Ledre Skove hist.

Men Sonnerup ser jeg ikke,
Her skulde den jo ligge.
Hvor er den skjult? Kom med!
Udsigten sig forandrer
Naar man lidt fremad vandrer;
Se, her fra dette Sted
Du Byen klart fremtræde ser,
Ej skjult bag Skoven mer.

Imellem Skoven fletter
I større, mindre Pletter
Sig Agerlandet ind,
Hvor Sæden frodigt bølger,
Som Øjet gerne følger,
Man bliver glad i Sind.
Ja, Frugtbarhed med Ynde boer!
Paa dig, vor Plet af Jord!

Mens Egnen vi erindre,
Med Skønhed ej mindre
Vi mindes ham, som Lov
Os gav at holde Festen
Med Taler, Sang og Resten
Her i hans smukke Skov.
Til allersidste et Leve da
For Greve Scheel, Hurra!

Nu vil vi ej forglemme
Det Sted, hvor vi har hjemme,
:/:Vor egen Plet af Jord,:/:
Men skønsomt i en Vise
Dens Herligheder prise,
:/:Og synge højt i Kor: :/:
Hvor er Du smuk, o Ryegaard!
:/:Høst, Sommer, Vinter, Vaar.:/:

Hvor dejlig Bøgeskoven
Forneden og Foroven,
Set fra vor Bakke her!
I dens løvrige Kroner
Saa lifligt Sangen toner
Af Stillids, Drossel, Stær.
Det klinger højt fra alle Træ'r:
Hvor godt at bygge her!

Skovbunden - se, hvor vakker!
Paa Skrænt, i Dal, paa Bakker
de Blomster myldre frem
Og mellem Græsset prange
Med skønne Farver mange;
Hvor mage kender dem?
Men alles Øjne fryde de;
Som kun paa dem vil se.

Du gennem Skoven fare
Ser ej blot Ræv og Hare,
Men Daadyr og i Trop.
Stundom de roligt ligger,
Ud over Stranden kigge;
Men Naar de skræmmes op,
Saa gaar det over Stok og Sten
Med deres lette Ben.

Til Højre se, hvor Fjorden
Mod Syd og Vest fra Norden
Sig ind i Landet skær,
Med skumbeklædte Vande,
Med skovbekranste Strande;
Med Holme hist og her!
Og Livet sig langs Kysten rør',
Hør Maageflokken! Hør!

Jeg er endnu Pastor Hellemann taknemmelig for det Rundskue, han her med Kærlig­hed og Lune har givet af den af alle Danmarks skønne Egne, jeg elsker højest, vel ikke for dens Skønhed alene, men fordi jeg der er "født og baaren", og saa mange Kære Barndoms- og Ungdoms-Minder knytter sig dertil. Midtpunktet i "Herligheden" er netop Dyrehavsbakken, som H. har valgt til Udgangspunkt for sin Skildring, og ikke mindst Bakkens "Forbjerg", der skyder sig ud imod Fjorden, med sit enlige, vejrbidte Bøgetræ med Banken omkring, hvor Køerne paa solhede Som­merdage stod og lod sig gennemblæse, og hvor jeg paa lune Sommeraftener drømte mine Ungdoms­drømme.

 Hundene.

I mine Drengeår, baade som mindre og større, spillede Hundene og mit Samliv med dem en stor Rolle for mig. Der holdes paa Skovridergaarden en 5-6 Stykker, hovedsagelig store Hønsehunde af den gamle svært byggede Race (korthaarede), brunspættede eller helt brune med hvid Tegning, og saa et Par Grævlingehunde, sorte med brun Tegning, og de bekendte skæve Ben. Hundene førte en forholdsvis fri Tilværelse.


Dog undtages her fra selvfølgelig "Læretiden", da de unge Hønsehunde i 1 Aars Alde­ren skal lære at "aportere", d.e. at hente det skudte eller anskudte Fuglevildt (Ænder, Høns, Snep­per) op fra Mose, Mark, Skov og bringe det til Jægeren, som har nedlagt det, og som med høj Stem­me gentager Ordet "Aporte", indtil Hunden har gjort sin Pligt, d.v.s. har afgivet Vildtet i Jægerens Haand eller ved hans Fod - og har gjort det med "løs Mund", uden at bide saa haardt til, at Kødet skamferes. "Skoletiden" varer, saavidt jeg husker, ca.3 Maaneder, indenfor hvilket Tidsrum der øves 1 á 2 Gange daglig, ½ á 1 Time ad Gangen. Under hele Læretiden og vistnok en Maaned før dennes Begyndelse maa Hundene staa bundet og isoleret fra andre Hunde.


 Øvelsen består i, at Læreren viser Hunden en c.1 Fod lang og 1½ Tomme tyk Rund­stok, spytter paa den, kaster den bort og under Udraabet: "Aporte" opfordrer Hunden til at søge den op og bringe den. For at gøre det lettere for Hunden at gribe om Stokken med Gabet, er den i begge Ender forsynet med et Par smaa Krydspinde, der holder Stokken lidt oppe fra Jordbunden.

Naar Øvelsen med at hente den bare Stok er indøvet,  omvikles denne med Halm eller Mos, senere med Fjer udenom, og tilsidst ombyttes Stokken med en død Krage - et Tørklæde, en Sko, Træsko, Vante eller lignende.

 

I Hestestalden var der 5 Baase; i den forreste af disse, den nærmest ud mod Vejen, havde Hundene deres Nattekvarter og Sovested, idet Baasen altid var forsynet med rigelig Halm. Om Dagen havde de deres frie Gang omkring Husene og i de nærmeste Omgivelser. Hvis en eller anden viste Tilbøjelighed til at forlade Hjemmet og gaa ud at jage paa egen Haand, maatte en saadan selvføl­gelig staa bunden eller lukkes inde i den senere Hundegaard, som indrettedes nede ved Rullestuen.

En enkelt Favorit havde gerne Tilladelse til at opholde sig i Dagligstuen, hvor Pladsen under den store paa 4 solide drejede Ben hvilende Kakkelovn, var et yndet Hvilested om Vinteren. Af saadan­ne Favoritter mindes jeg Pan og Rollo; men jeg tror, at disse to tilhører en senere Tid en Barndom­men, Een Ulempe havde disse Stuebesøg, især i den Tid, Hundene fordredes med Hestekød: deres Uddunstninger var særlig ildelugtende og særlig rigelige. Naar Hunden laa strakt paa sandbestrøede Bræddegulve, kunde man se, at Sandet var pustet bort paa et langt Stykke udfor Hundens Hale.


Hunden vidste godt, at den ikke maatte parfumere, og naar det undertiden skete, at en lydelig "Fjert" undslap den, kunde den fare op i Forfærdelse over, hvad der var sket, og ile mod Døren.

Hønsehundene benyttedes ogsaa til Andejagt og var i Reglen dygtige og modige Vand­hunde. Ikke mindst udmærkede Rollo sig i denne Henseende ved sin Udholdenhed; men paa sine ældre Dage fik den ofte Krampe i Vandet, og Broder Henrik har mere end een Gang maattet svømme ud for at bjerge den Liv. Rollo var en smuk Hund, dygtig til sin Gerning, af elskværdig Karakter, og den var derfor alles Yngling. Den sad mønsterværdigt tilbords og selv ved Klapjagt­frokosten morede det stundom Jagtherrene at se ham værdigt og roligt præsidere ved Bordet paa en Stol, det brede, hvide Bryst vendende ind mod Bordet. Naar han syntes, det varede for længe, inden der faldt noget af til ham fra Bordet, lagde han blot rolig sin kraftige Forpote op paa Naboens Arm eller Skulder og udøvede et gentagende Tryk paa denne, indtil den ventede Opmærksomhed blev ham til Del. Maatte han vente længe, kunde han ikke lade være med at "savle" ved at se det velbe­satte Bord.

Hundene fodredes med Brød og Mælk eller med en særlig til dem kogt grov Vandgrød med Mælk over. Deres kæreste Føde og den, de levede af det meste af Vinteren, var dog Hestekød.

Hvert efteraar købte min Fader af Omegnens Folk en Del gamle Heste, som skulde nedlægges. Han skød dem gerne selv, paa faa Alens Afstand, enten lige i Panden eller bag Øret. Mads i Langtved og Karlen flaaede dem og tog Fedtet ud, ivrigt assisterede af os Drenge. Derefter blev Baglemmerne med det kødfulde Laar- og Hofteparti hugget fra og hængt op i de store Bøgetræer udenfor Dyre­haven, hvor Slagtningen foregik, og så blev resten af Kadaveret stillet til Hundenes uindskrænkede Disposition. Laarene kunde hænge i maanedsvis og holde sig forholdsvis friske, idet der dannede sig en lufttørret sejg hinde Udenom.

Naar Hundene senere hen paa Vinteren fik hejset saadan en Skinke ned og fik bidt Hul paa det seje Overtræk, saa Kødet frisk og rødt ud, og Hundene aad det med stor Appetit.

Naar jeg som Dreng kom hjem fra Sonnerup Skole, havde skiftet mit Skoletøj og faaet min Middagsmad, gjaldt mit første Besøg Hundebaasen, hvor jeg hentede mine kære Legekammerater.

Henrik og jeg havde en Tid oplært en af dem til at trække en lille Vogn, hvori vi skiftevis tog Plads, medens den anden trak Hunden i Snor - at styre den fra Vognen lærte vi ikke. Seletøjet bestod af en Hestegrime, der passede udmærket til Hundens Størrelse. En Gang, da vi var kørende ude ved Bondbakken, gik pludselig et Skud af hjemme ved Huset, hvorved Hunden blev vild og løb løbsk, saa det gik over Stok og Sten ad Hjemmet til, dog saavidt jeg husker uden større Kalamiteter.



Dyrehaven og  Dyrene.


Medens jeg er ved Dyrehaven, vil jeg endnu dvæle ved nogle Minder derfra. At ogsaa "de Gamle" elskede Dyrehaven, derom bærer en ældgammel, længst græsgroet Vej Vidnesbyrd, som strækker sig fra "Lysthøjen" mod N.V. hen til den nuværende Dyrehus- eller Hjortespringsvej, og som skal være anlagt og jævnlig befærdet af Statsminister, Geheimraad Rosenkranz (enten C.F. eller Niels), der ejede Stamhuset Rosenkranz (Ryegaard, Trudsholm, Barritskov m.fl. Herregaarde), før det kom i Scheelerned Besiddelse. Det, der giver Dyrehaven dens Charme - foruden det bakke­de Terræn og den smukke Beliggenhed ud imod Fjorden - har den tilfældes med andre Dyrehaver, fornemmelig med Klampenborg: de store solaabne Strækninger med det tætte, kort afbidte bløde Græstæppe, flankeret af gl. Bøgeskov foruden mange enkeltstaaende prægtige kuplede Kæmper; endvidere de fritstaaende, blomstrende Tjørnebuske, de kæmpemæssige Nøddetræer, de mange Moser og den højtliggende "Fiskedam" paa Toppen af Bakken.

Bland disse Moser var nogle mær­ke­­­­lige ved deres særegne Vegetation, navnlig "Kirkemosen" og vistnok ogsaa "Hjortefars Hul" og "Den bundløse Eng". Der var Tørvebund i Moserne; men ogsaa paa Overfladen havde dannet sig et flere Tommer tykt grønt Tæppe af Mosser, Halgræs og lignen­de. Under Tæppet var der en eller flere indtil 18 Alen Vand og Tørvemudder. Tæppet kunde paa sine Steder bære; men Foden, man satte paa det, sank dog noget ned, idet Tæppet gav efter som et udspændt Lagen, og Vandet piplede saa smaat igennem. Vi kaldte dette bølgende, forræderiske Tæppe for "Hængesæk", og det kunde være farligt baade for Mennesker og Dyr, som vovede sig ud paa det, hvor grønt og indbydende det en kunde se ud.

En Sommerdag blev jeg - som saa ofte - sendt ud i Dyrehaven for at hente vore der løsgaaende Heste. Da jeg fandt vore, saa jeg, at de havde været grundig "i Sænk", idet Mudder og Mos sad helt op paa Laar og Lænd; men jeg saa tillige, at der manglede nogle af Grevens Heste. Min Tanke faldt straks paa Kirkemosens Hængesæk; jeg satte mig paa en Hest og red derhen: Jo meget rigtig, der sad 3 af Grevens Heste i Mudder til Lænden ude af Stand til at bjærge sig.

Jeg, som vistnok den Gang var en Halvvoksen Dreng, galoperede strax til Ryegaar og meldte Ulyk­ken, hvorefter Greven (senere Folketingsmand og kongevalgt Landstingsmand C.F.R. Scheel) hur­tigt fik samlet en 12-14 Mand, som med Reb og Gjorder og Bidsler begav sig afsted med Greven i Spidsen. Denne var en ung kraftig Mand, der tog ivrigt fat med, og da Hestene ikke var langt fra det faste Land, Lykkedes det med betydelig Anstrengelse at faa dem hevet i Land.


En vinterdag, da Broder Henrik og jeg passerede Kirkemosen, saa vi, at dennes Grønne Tæppe havde lokket et Par Daadyr langt ud paa Mosen; men Tæppet havde ikke kundet modstaa Trykket af deres spidse Klove, de var faldet igennem og laa hjælpeløse derude. Vi var fornuftige nok til ikke straks at forsøge at redde dem, men skyndte os hjem efter en lang Stige, ad hvilken vi forsigtigt balancerede ud og fik trukket Dyrene op, mens de endnu var i Live; dog var de saa forkomne, at vi maatte trille dem hjem i det varme Faarehus, hvor de efter nogle Dages god Forplejning kom til Hægterne og atter kunde slippes ud.

Da Dyrehaven talte henved 100 Dyr, kunde det tarvelige Græs om Vinteren langtfra føde dem. Naar det var "Olden-Aar", det vil sige, naar Bøgetræerne bar rigelig Frugt, saa behøvedes liden eller ingen Fodring, naar da ikke Sneen laa saa tyk og skorpet, at Dyrene ikke kunde skrabe den tilside. Ellers var det nødvendigt under den strængeste Del af Vinderen at give dem daglig Foder bestaaende af Hø, dels af Havrehakkelse. Til Brug var der nogenlunde centralt i Dyrehaven, Nord for Bakken, opført et større Dyrehus paa Pæle med "Stænger" til Hø og Havre ovenpaa og med en stor Hæk til Hø paa langs ned gennem Midten, samt et mindre Halvtagshus med lægivende Vægge i Vinkel mod de værste Vinde og en fortløbende Krybbe langs Væggen til Havren.

At fodre Dyrene var enten Karlens eller Hjortespringsmandens (Hegnsmandens) Arbejde; men ofte betroedes det til Henrik og mig; der gik op i det med Lyst. Naar vi havde fyldt Hæk og Krybbe og hugget Drikkehuller i Isen paa den nærliggende Mose, krøb vi ofte op paa Stænget (Loftet) igen for at se Dyrene paa nært Hold, naar de - Hjortene først, derefter Hinder og Kalve, vovede sig ind til Hækken. Vi var da kun fjernet et Par Alen fra deres Ryg og Hoved og kunde endda kaste Havre ned paa dem mellem Stængetræerne.

I strænge Vintre kneb det ikke sjældent for Kalvene, da disse som de svageste stadig blev puffet tilside fra Krybber og Hække, navnlig af Hjortene, saa de fik utilstrækkelig Føde, blev afmagrede og udmattede, saa de vilde gaa Døden imøde - enten Straadøden eller Rævenes Bytte -, dersom de ikke blev hjulpet. Naar de var paa et saadant Svaghedstadium, saa de ikke forlod Dyre­huset, men lod sig fange, naar vi kom for at fodre, saa tog vi dem med hjem i Faarehuset, der tjente som Rekreationsanstalt for dem. En Gang laa jeg bag i Slæden, der var fyldt med Halm og passede paa saadan et Par Fyre, mens de blev kørt hjem; de var da saa tamme, at de laa og pattede paa mine Fingre. Men efterhaanden som de ved Varme og god Fodring kom til Kræfter, vendte den vilde Natur tilbage, og de sprang lige til Loftet, bare man saa paa dem. Saa snart de var kraftige nok, eller Vinteren var forbi, blev de atter sluppet ud, ofte med en Rem eller et Stykke Strømpeskaft om Halsen, for at vi kunde kende og følge vore Plejebørns senere Skæbne.

De ældste Hjorte (Skuflerne) gik udenfor Brunsttiden (Parringstiden) altid for sig selv og udgjorde en Flok paa 12-16 Stykker. De var de mest dristige og kom jævnlig paa Sommeraftener lige hjem til Møddingstedet, der laa lige udenfor Stalddørene. I Brunsttiden i Oktober kæmpede de ofte med saa stor Voldsomhed om Hunnerne, at man kunde høre Hornenes Knalden mod hinanden fra den ene Ende af Skoven til den anden. I denne periode kan de store Hjorte være farlige for Mennesker; men jeg mindes dog kun een Gang, at en Hjort er gaaet angrebsvis tilværks overfor Fader og først veg, da min ældste Broder kom til Hjælp. Om Foraaret taber Hjortene deres Horn, idet disse løsner sig fra Rosenstokken (en Udvækst paa Pandebenet); men skønt det morede os Drenge at samle Horne­ne, var det forholdsvis sjældent, vi fandt nogle; de havde da heler ingen Vædi, idet de jo som Regel var uparrede.


Der var i Forvejen tilsagt Folk fra Godset, Mænd og Drenge, til som "Klappere" at hjælpe ved Jagt­en. Denne lededes af Skovrideren med Hjælp af Assistenten (Henrik) og Skovfogederne.

Han bestemte, hvilke "Saater" (Afsnit) der skulde jages, stillede Skytterne paa Post ved hver Saat i passende Afstand langs en eller flere Udkanter af Saaten, lod Klapperne indringe de andre Sider og gav Ordre (Signal) til, naar Hundene og Klapperne under Skovfogedernes Ledelse skulde begynde at drive Saaten igennem, slaaende med deres Stokke paa Træstammerne eller gørende Alarm paa anden Maade.

Naar saa Vildtet begyndte at strømme ud mellem Skytterne, hørtes Knald paa Knald og Jagthornets Signaler opildnede Hunde og Klappere yderligere: "Hunde løs!" "Fremad, "Rævens Død", "Harens Død", Hjortens Død" o.s.v. Naar Saaten var færdig, slæbtes det nedlagte Vildt sammen, og en Vogn udsendt fra Skovridergaarden hentede senere hele Udbyttet hjem til denne, hvor Dyr og Harer blev "brækket op", Rævene flaaede og slængte paa Møddingen. En enkelt Grævling blev ogsaa nedlagt ved disse Jagter, der holdtes i November eller December.

Mellem Saaterne holdtes en Frokost enten under aaben himmel eller hos en af Skovfogederne eller Skovrideren. Naar den holdtes i Hus, var Æggekage, bagt af Skovriderkonen eller en Skovfoged­kone, altid en staaende Ret; ellers var det skaaret Smørrebrød og Drikkevarer fra Herregaarden. Efter Jagten var der stor Middag hos Greven. Min Fader var ikke anset værdig til at komme med - dertil var Afstanden den Gang for stor -, hvor­­­ imod min Broder, den senere Skovrider, altid var buden med.
Jeg mindes endnu -  under Klapjagterne - min Faders kraftige, klangfulde, højstemte Røst, naar han ved ivrige, halvt syngende Tilraab til Hundene søgte at opildne disse til yderligere Anstrengelser.

En særegen Art af Jagt havde i mine Drenge- og Ynglingeaar en betydelig Tiltrækning for mig, velsagtens fordi den havde noget røveragtig-romantisk ved sig, idet den foregik om Natten. At den var raa og ubarmhjertig, tænkte jeg den Gang ikke paa: det var Grævlingejagten. Det maatte til denne ikke gerne være blank Maaneskin, da man holder for, at Grævlingen er bange for sin Skyg­­ge og ikke gerne gaar ud i saadant Vejr; men meget mørkt turde det heller ikke være, da man saa risikerede at slaa Hundene fordærvet, naar man ikke kunde skelne dem fra Grævlingen.


Vaabnene bestod af et c.3/4 Al. langt rundt Spyd af en Lillefingers Tykkelse, fastgjort i Enden af en c.1½ Alen lang Stage; dernæst af en 1 á 1½ Al. lang Knippel til hver af de andre Deltager; disses Antal bør være mindst 2, en til at føre Spydet og en til at føre Knippelen. Og saa gælder det om at have gode, kraftige, øvede og uforknydte Hunde; thi Grævlingen bider haardt og slipper ikke - siger man -, før den hører "Benene knage". Jagten forgaar i Efteraarsmaanederne, saavidt jeg husker fra September, og fra Kl.8-9 til Kl.12-1; hovedsagelig paa Markerne (i Skoven var der for mørkt), især Græsmarkerne, hvor Grævlingen gaar ud for at gennemrode Kokasser og søge Torbister og andre Insekter. Hundene løber foran for at finde Grævlingen og Jægerne har intet at gøre, før de hører Hundene "slaa an", og Kampen imellem dem og Grævlingen gaar løs. Saa løber man, det bedste man kan, Spydmanden helt foran, da det er ham, der skal gøre det første Kup ved at jage Spydet gennem Bælgen paa Grævlingen og ned i Jorden for at holde Dyret fast, indtil Knippelmanden faar knust Pandebenet paa "Brokken".

Grævlingens Skind er ikke af stor Værdi. Dog tror jeg, dens lange Haar bruges til de flade Pensler, som Malerne bruger, naar de "aarer" ved Egemaling og lignende. Større Værdi har Fedtet, der ikke alene kan brænde i Lamper, men afgiver, blandet med Kønrøg, en udmærket Smø­relse for Lædertøj. I mine Forældres Hus, hvor alle mandlige Individer var forsynet hver med eet eller flere Par lange Vandstøvler, brugtes kun denne fortrinlige, blødgørende Smørelse. Grævlin­gens Fedt er ligesom Svinets samlet i et tommetykt Lag mellem Kødet og Huden og er saaledes let at "flænse" af.

Medens jeg taler om Jagt, maa jeg fortælle, hvordan det gik mig med en Odderjagt. I en Række Aar boede der Oddere nede i "Strandskoven", i nogle forladte Rævegrave paa Bakke­skraa­ningen ned mod Stranden, omtrent der, hvor den jernholdige Kilde er.

Det var en sen Efteraarsfag ved Solnedgang (det Aar Henrik var Soldat), at jeg bevæbnet med Dublet gik ned og tog Opstilling ved et Træ i Nærheden af Gravene, menneden for disse, for at være parat til at skyde Odderen, naar den begav sig ned i Fjorden for at gaa paa Fiskeri. Da jeg havde ventet forgæves nogen Tid, opdagede jeg tre Oddere, der allerede var i fuld Gang med Fiskeriet et Stykke ude paa Fjorden, hvor de tumlede lystig omkring. Jeg skønnede, at jeg var kommet for sent, og at der ikke var noget for mig at gøre; men jeg blev dog siddende paa en Sten, der indenfor Skud­vidde ragede noget op over Vandet. Jeg gav altsaa Ild, og Dyret tumlede ned af Stenene og gik lige ind mod Land; jeg sluttede deraf, at den var anskudt; men i Stedet for at gøre det eneste rigtige: at give den mit andet Skud, sprang jeg i min Befippelse op og begyndte at bearbejde den med Gevær­kolben, hvorved jeg slog den itu. Saa forandrede Odderen Kurs og gik atter ud i Vandet; jeg sprang efter den, skønt jeg kun havde Træsko paa og nu ikke andet Vaaben end de bare Næver.


Dyret var imidlertid temmelig medtaget, saa det lykkedes mig virkelig at gribe den; men jeg begik her en ny Dumhed; i Stedet for at gribe den i Halen og holde den ud fra mig, saa den ikke kunde bide, tog jeg den helt op i Favnen, hvorved den fik Lejlighed til at bide mig et dybt saar i Haanden, og da jeg samtidig snublede over en Sten, slap Dyret fra mig og gik tilsøs. Vaad, blodig og slukøret gik jeg saa hjem med det ituslagne Gevær og fik naturligvis en Forelæsning over min Keitethed af "den Gamle".
Et Par Dage efter kom dog Skovfogeden med Odderen, som han havde fundet død i Skoven af dens Skudsaar. Jeg fik Skindet godt betalt (9 Kr. eller 9 Daler), men det nye Skæfte til Bøssen kostede mere (13 kr. eller 13. Daler). Jeg husker Tallene, men ikke, om det var gammel eller ny Mønt.

Endnu maa jeg dvæle ved en lille Erindring, der knytter sig til Skytten Berg. Han havde været Funktionær paa en Herregaard; hvorfra han kom, eller hvorhen han gik, veed jeg ikke; men Fader tog ham af Barmhjertighed i Huset et Par Aar, tror jeg. Han var forfalden og havde haft Delirium, saa han trængte til et roligt sobert Opholdssted, hvor Fristelserne var minimale.

Det gik ogsaa ganske godt; den gamle Fyr var skikkelig og gjorde lidt Nytte - fodrede f.Eks. Dyrene om Vinteren -. Jeg mindes ikke at have set ham fuld; men en Gang havde han et lille Anfald af Deli­rium, der forløb uden større Kalamiteter: En Dag hørte Fader ham rumstere oppe paa Loftet, da Fader kom derop, gik Berg med en Høstrive og kæmmede meget ivrigt en gammel Frakke, som han havde hængt op paa et Tov. Paa Spørgsmaalet om, hvad det skulde betyde, svarede Berg: Jo, jeg maa dog se at faa alle de Mus kæmmet af; kan Skovrideren ikke se, hvor de kravler omkring alle­vegne.

Skytten Jensen fra Dragerup Skov under Eriksholm var ogsaa af og til, Sommer som Vinter, Gæst i Bondhus, mest dog, naar der var noget at skyde, hvormed han gerne, ofte paa Opfor­dring, hjalp Fader. Stundom overnattede han og nød saa en L´hombre og en Toddy om Aftenen. Han var en Kærnekarl, gemytlig og vittig, og kunde godt gøre Sjov med os Børn og unge Menne­sker. Mig kunde han lide at drille; hans stadige Tilraab til mig var: "Emil" Kryb op i en Pil!"

Han fortalte mig, at han var i Besøg i Bondhuset den Morgen (6/5.48), da jeg blev født, og at det var den skønneste Foraarsdag med halvt udsprungne Bøge og Fuglekvidder i lange Baner. - Vi besøgte ogsaa Jensens en enkelt Gang om Sommeren, idet vi roede eller lod os sejle over til Hjørnet af Dra­ge­rup Skov. Det var herlige Ture, og Traktementet var altid fortrinligt; thi Madam Jensen var en gæstfri og dygtig Kone, og da der dreves noget Gæstgiveri for Holbækkerne paa Skovfoged­stedet, var dettes Forsyn­inger altid i Orden. Jeg har en Gang senere sammen med Broder Henriks og min nuværende Kone som ganske ung Pige gjort den samme Tur, hvilken vi begge endnu husker saa grant, fordi jeg havde begyndt at "gaa paa Frierfødder".

 Fuglefangst. Vi Drenge drev gerne hvert Efteraar, naar Rønnebærene var modne, en ubarmhjertig Fangst af Kramsfugle (Solsorter og Sangdrosler) i Doner.
Donen dannedes af en tynd tvejet Gren af sejgt Træ f.Eks. Pil, hvis to Sideskud bøjedes i Vinkel og flettedes om hinanden, saa de dannede Done-Trekantens tredie, nederste Side. Midt paa denne Side fastgjordes mellem de sammenflettede Grene Stilken af en Klase Rønnebær. Lidt over Midten af de 2 andre Sider gennemboredes (flækkedes) disse i Donens Plan med et Knivsblad. I de saaledes frembragte Revner fastgjordes 2 af Hestehaar snoede Løkker, en i hver Side, saaledes, at en Knude udvendig hindrede Løkken ("Snaren") i at smutte gennem Revnen, medens de to Løkker, der mødtes i Midten fyldte en Del af Trekantens Flade. Disse Doner, af hvilke vi havde flere Dusin, anbragte vi i Mandshøjde paa Grene i Underskoven, hvor Kramsfuglene havde deres Gang.

Naar Fuglen, der elsker Rønnebær, kommer og sætter sig paa Donens nederste Side for at hakke i Rønnebærrene, kan det vanskeligt ske, uden at den stikke Hovedet gennem en af (eller begge) de udspilede Løkker, uden egentlig at mærke det, saalænge den sidder i Donen; først naar den flyver, strammes Løkken om Fuglens Hals; denne er hurtigt kvalt og hænger i den stramt udspændte Hest­haarssnare, indtil Fuglefangeren kommer og henter sit Bytte. Hestehaarene til Snaren trak vi ud af Hestenes Haler, hvis vi ikke havde været saa forsynlige at skaffe os Oplag i Hesteslagtningens Tid.



Jagter.

Jagte har jeg som voksen aldrig haft videre Interesse for. Den Vinter, min Broder Henrik laa som Soldat i Helsingør, tog jeg dog for at hjælpe Fader, Del i Jagten og skød blandt andet c.20 Stykker Raa- og Daavildt.

Andejagten deltog jeg stundom i og har ogsaa lige akkurat naaet at skyde en Sneppe eller to og ligeledes et Par Agerhøns. At gaa Ture genne Mark og Skov og Strand og glæde mig over Naturen har altid været mig en Nydelse; at gaa de samme Ture med Bøsse paa Nakken uden at faa noget Vildt har nærmest været mig en Lidelse.

Som barn interesserede jeg mig derimod for Jagt og alt, hvad dermed stod i Forbindelse og var en ivrig Medhjælper ved alt Saadant.

Dagen før Klapjagterne var jeg med til at bringe Tjørnekvas omkring og fordele et med en Portion til hver Rævegrav i det Distrikt, hvor Jagten skulde holdes, og Aftenen før Jagten, naar det var blevet mørkt, og Mikkel (og Brokken) var gaaet ud af sin Hule, har jeg fulgtes med Karlen ud til alle disse Huler, han med en Høtyv til at stoppe Tjørnet i Hullet med, jeg med Lygten for at Lyse. Paa selve Klapjagtdagen passede jeg paa Hundene, naar disse ikke var i Funktion, og var Favorit blandt Hundetrækkerne, naar Hundene skulde føres fra en "Saat" til en anden.

Fiskeri.


Broder Henrik og jeg drev jævnligt om Sommeren et ganske fornøjeligt Drenge-Fiskeri ved Hjælp af Ruser eller "Teller" d.v.s. Kasteruser. Disse lavedes, saavidt jeg husker, af en Fisker i Sonnerup og bestod af Tøndebaand af 5/4 Alens Diameter, fastgjorte til og holdte c.3/4 Al. ud fra hinanden ved 3, 2 á 2½ Al. lange Hasselkæppe; omkring dette Skelet var et Næt med 1½ á 2 Tommers Masker udspændt, saa Apparatet fik en cylindrisk Form. Rusens Endestykker var tragt­formede Net, der vendte den smalle Aabning ind mod Rusens Midte; gennem disse Aabninger skulde Fiskene gaa ind i Rusen, lokket dertil af hvide Æggeskaller, ophængte paa Snore i Rusens Indre. Til en af Længdestokkene var fastbundet Stene /f.Eks. Hulstene af Flint) af passende Tyngde til at tvinge Rusen tilbunds. Ved en anden af Stokkene var fastgjort en længere stærk Snor, hvis ene Ende beholdtes paa Land, idet Rusen kastedes saa langt ud fra Land, som ens Armkræfter tillod.

I Reglen røgtede man Rusen Morgen og Aften, eller lod den ligge paa Land om Dagen for at tørres og røgtede saa kun om Morgenen. Men var der megen Fisk i Dammen, kunde der røgtes hyppigere. Da Henrik og jeg fiskede i den store runde Park i Kalvehaven, behøvede vi kun at gaa Parken en Gang rundt for at være sikre paa ny Fangst; men saa var Fiskene ogsaa i Reglen smaa.

Det var dels Karusser, dels Suder; de første var gerne mindre, mere velsmagende, men meget rige paa vanskelige Ben; Suderne var gerne større og federe, men havde ofte en lidt mudret Smag, naar de levede paa dyndet Bund.

Vi fiskede desuden i forskellige Tørve- og Mergelgrave og kunde stundom møde med Suder paa et Par Pund, saa lidt bidrog vi da til Husholdningen.
Som Skovrider forestod Fader Godsets Fiskeri; dette var dog stedse diminutivt og op­hør­te efterhaanden ganske omtrent samtidig med min Barndom.


 
Ryegaard og Trudsholm Godsers Bønder var den Gang næsten alle Fæstere, og lige­som Godsejeren havde Jagtretten paa hele Godset, tilkom ogsaa Fiskeriet ham. Vi fiskede i Byernes Gadekær og i forskellige større og mindre Moser og Kær rundt omkring paa Godset. Fiskeredskabet var et Trække-Vaad, d.v.s. et 2-3 Alen bredt Næt med en større Nætpose paa Midten og af saadan Længde, at det saa nogenlunde kunde naa tværs over Mosen. I Nættets ene Kant var fastgjort Sten, i den anden "Flod"; i hver Ende et langt Tov, hvori Folkene trak, idet Voddet slæbedes tværs over Dammen. Det spændende Øjeblik kom, naar Nætposen begyndte at slæbe paa Grund; thi saa saas Fiskemylderet i den sprælle og slaa og plaske omkring, saa Vandet sprøjtede højt op. Naa Drætten var kommet helt paa Land, sankedes de brugbare Fisk fra; alt det smaa blev enten sluppet ud igen eller fyldt paa Tønder (med Vand) for at køres hen og udsættes som Yngel i en anden Dam.

Saavid jeg husker var Fangsten sjælden af nævneværdig Værdi, men Fiskeriet dreves maaske mest til Fornøjelse for den grevelige Familie, der af og til overværede det. Fisken bestod af Karuser, Suder og Gedder; af disse sidste fangedes en Gang nogle store Eksemplarer i Fiskedammen i Dyre­haven. Et særegent Fiskeri eller snarere Jagt drev Broder Henrik som voksen paa Laksørreder, som i Sættetiden (Æglægningstiden) gik langt op i Bække og Aaer. De huggedes enten med Jærn eller bedre skødes med Bøsse. En enkelt Vinter (Vaar) skød H. en 20-30 store dejlige Ørreder paa flere Pund Stykket.


Skovriderstedet laa kun ½ Tines Gang fra Stranden, hvad enten man regnede til Færge­kroen

Eller til Bramsnæs, denne henrivende af Bøgetræer omkransede Halvø, der - selv ret høj - kun
ved en forholdsvis smal og lav Tange hænger sammen med Langtved Marker.

Bramsnæs  er vel 50 á 60 Tdr. Land stor; dens Strandbred har omtrent samme Karak­ter
som Kysten fra Bramsnæs til Færgekroen; det som giver denne dens særegne Ynde og
iltræk­ning, er dels de dejlige af lavt og tæt Græs bevoksede Skrænter, over hvilke et smalt
Bælte af Bøge hæver deres skyggegivende Kroner, saa man straks op ad de yndefulde
Skraaninger paa samme Tid kan nyde den friske Brise fra Fjorden og efter Behag Træernes
Skygge eller den aabne Himmels Sol, dels de omgivende idylliske, delvis skovbevoksede
Kysters Nærhed, saa Fjorden, lukket mod Nord af Ourø, navnlig paa stille Sommeraftener
gør Indtrykket af en rolig Indsø, men dog har det kraftige Saltvand og Breddens Rullesten
og Bændeltang forud for denne.                                                                                                                      Langtved Færgekro som den har set ud på den beskrevne tid.                                                      
             Hele den Del af Issefjorden, der stækker sig Syd for Holbæk Fjord færger nu - siden Søminestatio­nen ved Dragerup Skov er blevet anlagt - Navn af Bramsnæs Vig; men i Fiskernes Sprogbrug var det, saavidt jeg er rigtig underrettet, oprindelig kun den lille Vig mellem Bramsnæs og Ejby Strand, hvilken dette Navn med Rette Tilkom. I alle de til denne Del af Issefjorden stødende Landsbyer: Kyndeløse, Ejby, Langtved, Englerup, Ordrup, Aagerup, Arnakke o.s.v. boede og boer der Fiskere, som søger deres Erhverv paa Fjorden, ofte i Forbindelse med en Smule Landbrug.

I min Barndom var næsten alle Fiskerne fattige: Deres Baade var smaa, Fiskeredskaberne tarvelige og Afsætningsforholdene daarlige. Efter at Kalundborgbanen blev aabnet og Motorbaadene begynd­te at blive almindelige, blev Holbæk et udmærket Afsætningssted, hvormed man stod i hurtig og let Forbindelse, og Fiskeriet, navnlig Aale- og Sildefiskeriet - tog et stort Opsving, samtidig med at Velstanden blandt Fiskerne tiltog efter en glædelig Maalestok.


Et særegent Vinterfiskeri dreves - hovedsagelig Nord for Ourø - paa de talrige højnordiske Dykænder, f.Eks. Edderfugle, som især i strenge Vintre besøgte vore Kyster og fangedes i sænkede Garn, naar de dykkede ned efter Føde. De fleste af disse Dykænder er mere eller mindre trannede i Smagen; men ved god sagkyndig Tilbe­redning (som moder forstod) afgav de dog en ret velsmagende Spise. Fiskeriet paa Fjorden dreves dels ved "løse" Garn, dels ved Bundgarn, der støttedes til lange i Bunden nedrammede Pæle, og dannede en indelukket "Gaard" med en lille Indgangsaabning, hvorfra et langt Spærrenet strakte sig ind imod Kysten.

Når Bundgarnet skulde røgtes, lagde Baaden sig tæt op ad "Gaarden", og Fiskerne hev lidt efter lidt Garnet, der dækkede Gaardens Bund og Sider, op, indtil tilsidst kun en lille med Fang­sten fyldt Sæk var tilbage og væltedes med Indholdet ind over Baadens Ræling. Det var en stor Fornøjelse, naar jeg en Gang imellem fik Lov at gaa ud med Fiskerne og røgte disse Garn. En endnu større Fornøjelse var det at være med ved Marsvinsfiskeriet, der dreves efter lignende Principper som Bundgarnsfiskeriet. Disse Dyr, der var 5-6 Fod lange, 1½ Fod i Gennemsnit paa Midten, sorte paa  Ryg og Sider, hvide paa Bugen, kom i Besøg paa Fjorden i Foraarstiden og blev der til hen imod den Tid, da Bøgeskoven grønnedes. Røgtningen af Garnene, der selvfølgelig havde store stærke Masker, foregik paa lignende Maad som ve Bundgarnene. Det spændende Øjeblik kom, naar Kalorius skulde hives ind over Baadens Ræling. Der skulde kraftige, faste Tag og en sikker Haand til, thi Dyret er trindt og glat, og kun den tobladede hale afgiver Støttepunkt for et godt Greb. Dyret dræbtes  ligesom et Svin ved et Stik i Halsen med en Slagtekniv.


Paa Strandbredden har Fiskerne et Fyrsted med Kedel, hvor Spækket efter at være afflenset smeltes til Tran, der har en Værdi af 4-5 Kroner pr. Dyr. Kadaveret gives til Svinene eller faar Lov at raadne paa Strandbredden.   - - - - - -

Forinden jeg forlader Fiskeriet og Fiskerne paa Bramsnæs Vig, maa jeg dog med et Par Ord omtale disse Fiskeres oprindelige Hovedsæde: de saakaldte "Røde Huse". Disse omfattede vel en 10-12 Stæder med lidt Jordtilliggende spredte paa Kysten af Ejby Strand fra S. til N. Navnet hidrører fra, at Husene oprindelig var teglhængte; men allerede i min Barndom var Teglene for­svun­det fra hver eneste. Til deres Oprindelse knyttede sig den Fortælling, at Geheimraad Rosen­krantz, i Slutningen af 18de eller Begyndelsen af 19.Aarhundrede, lod dem opføre for der at skabe et Fisker- og Skipperleje, ja maaske en Købstad, der kunne gøre det lige over liggende Holbæk Rangen stridig, hvorfor Navnet ogsaa skulde have været "Trods Holbæk". Hvis den gamle Geheim­raad virkelig har næret saadanne Forhaabninger, vilde han, om han have levet længe nok, have ser dem grundig skuffede. Der er nu intet som helst, der minder blot om Rudimenterne til en Købstad. Først for en ca.15 Aar siden anlagdes en lille Skibsbro, hvortil en lille Fragt- og Persondamper et Par Gange om Ugen løber ned fra Holbæk og Ourø - det er alt!


De paa de foregaaende Sider optegnede Erindringer er, som det ses, ikke kronologisk ordnede, da det ikke har været mig mulig med nogenlunde Sikkerhed at tidfæste Begivenhederne. Jeg har derfor foretrukket at ordne disse Erindringer efter de forskellige Omraader, under hvilke de hører hjemme, uanset, at de hidrører dels fra den tidligere eller senere Barndom, del fra Ungdoms­perioden. Fra det Tidspunkt, da jeg begyndte at gaa i Skole, lader de herhen hørende Erindringer sig lettere tidsfæste, hvorfor jeg i det følgende skal gruppere dem om 1) Sonnerup-Tiden fra 7. til 10, Aar, 2) Garvertiden fra 10. til 11.Aar og Skibbytiden fra 11. til 15.Aar.

Sonneruptiden 1855 - 58.


Bondhuset laa i Rye Sogn; vi hørte altsaa til Rye Skoledistrikt; dog har saavidt jeg ved ingen af mine Søskende nogensinde gaaet i Rye Skoe. Min Søster blev oplært sammen med Garver Schackes Børn af Lærerinde Frk. Reenberg, og de 4 Drenge gik – forsaavidt de ikke var sendt til Holbæk eller andre Skoler – hos Lærer Bache i Sonnerup. Jeg har aldrig hørt mine Forældre angive Grund dertil, og jeg er i saa Henseende henvist til mine egne Formodninger.

Der var al den tid jeg kan huske, intet Uvenskab med Lærer Lunds i Rye; tværtimod: vi omgikkes selskabeligt, og Lund var jævnlig med paa Jagterne, hvorimod vi aldrig har haft Omgang med Baches. Lund var, som tidligere omtalt, ikke anset for nogen videre dygtig og navnlig ikke videre nidkær Lærer, skønt han brugte Tampen flittigt nok. Bache var derimod anset for en dygtig, flittig og alvorlig Lærer, hvilket rimeligvis har været Grunden til, at han blev fortrukket frem for Lund. Jeg har ingen Mening  om, hvorvidt han bragte mig godt frem i de 3 Aar; men han tog sig i hvert Fald omhyggelig af mig og lærte Tysk med mig efter den egentlig Skoletid. Jeg tror, han holdt af mig; i hvert Fald skiltes han meget kærlig fra mig, da jeg forlod Skolen. Men han lærte heller ikke at kende de dårlige Sider af mig, som senere sal omtales.

Fra selve Undervisningen og Livet i Skolen har jeg saa godt som ingen Minder. Dog husker jeg, at jeg, der havde min Plads lige neden for Katederet, en gang sad og legede med gamle Staalpenne i Stedet for at skrive. Jeg stak Spidserne ned i Revnen mellem Bordbrædderne og ved at bøje Pennen til side og derefter slippe den, fik jeg den til at springe frem eller til vejrs; men én var saa stærkt elastisk, at den sprang lige op i Hovedet paa Bache. Hvor naadigt jeg slap, husker jeg ikke; men meget haardt tog han ikke paa mig.


Bache havde en udmærket Frugthave; han opbevarede Frugten paa Loftet over Skole­stuen; i et Hjørne af denne, var der skaaret et firkantet Hul gennem Bræddeloftet, antagelig for Ventilations Skyld. Der var i Skolen nogle forslagne Knægte, som klatrede op paa Bordene henne under Hullet, stak Armen op gennem dette og ragede de Æbler til sig, som de kunde naa. Jeg tror nok, at Broder Henrik var med til denne Sport, der saavidt erindres ikke blev opdaget; jeg derimod ikke; jeg var ogsaa for lille.

Vejen til Skole var temmelig lang; jeg beregnede gerne en Time til den; men den kunde vist ved rask Gang tilbagelægges i ½. Vejen førte ad Skov- og Markstier forbi mange Moser, og jeg havde Ord for at være en rigtig ”Vandhund”, der sjældent kom hjem med tørre Fødder. Naar Isen var saa tynd, at den til Nød kunde bære, men dog endnu kunde stampes itu med Foden, havde den mest Tiltrækning for mig; men det gav som sagt ogsaa jævnlig vaade Fødder og stundom mere end det, skønt jeg om Vinteren havde gode Vandstøvler med ”firkantede” Snuder, der den gang ikke var i Mode, men som vor Leverandør, Skomageren i Englerup, til vor Sorg altid udrustede os med. Der var Skole Formiddag og Eftermiddag, men 1 Times Middagspause til at spise vor med­bragte Mad. Mine Forældre havde skaffet mig et Tilholdssted til dette Brug hos Hvedbrødskonen Kirsten Kochs, der beboede en Fløj, vistnok den fornemste, af Kommunens Fattiggaard, de saa­kaldte ”Brakker” (skal vel være Barakker). Hun var en flink og ordentlig Kone og var god ved mig. Mange, mange Gange har jeg trukket mine Strømper af og hængt til Tørre ved hendes Kakkelovn, og en enkelt Gang, naar jeg var falden i Gadkæret til midt paa Livet eller mere, har hun lagt mig i sin Seng, mens hun ovntørrede Tøjet. I Barakkerne boede paa den Tid et Par af Egnens Originaler: Marie Bruuns og Johanne Steens, begge professionelle Tiggere, af hvilke den første udmærkede sig ved sin ualmindelige Malproperhed, idet hendes Ansigt, Hænder og Arme (og formodentlig hele Kroppen) altid var dækket af et tykt Lag gammelt Snavs; den sidste var ”Kalkæder” og gjorde som saadan et stærkt mystisk Indtryk paa min barnlige Fantasi. Naar hun passerede Bondhuset, hvad jævnlig skete (paa hendes Tiggergang) og gik gennem den Laage, der for nederste Ende af Udhuset førte ind i Dyrehaven, standsede hun gerne der, spredte sit Forklæde ud op imod den kalkede Væg og skrabede med Neglene en Del af de yderste Kalklag ned i Forklædet; paa Vejen hen gennem Dyrehaven, ad Ejby til, kunde man se hende gaa og spise af den saaledes opsamlede Kalk.


Sonnerup Gadekær laa et Stykke fra Skolen, fuldstændig skjult for dennes Vinduer, saa naar Drengene færdedes paa Isen der, var de ganske uden Opsigt og Kontrol, hvorfor det ogsaa ofte gik vildt og forvovent til; men forfærdelig ”sjov” var det. Saa længe Isen ikke var meget tyk, løb vi "Svejteis" paa den.

En 5-6 Drenge eller flere tog hverandre i Haanden og løb saaledes fra den ene Ende af Gadekæret til den anden frem og tilbage, indtil Isen begyndte at Gynge, idet den stadig slog Revne paa Revne, til den til sidst linede et Spindelvæv af bare Revner;  men saa ”svejtede” den ogsaa saa stærkt, at Drengene stadig befandt sig i en Bølgedal og stadig maate løbe op ad Bakke for at komme frem. Jo stærkere Isens Bevægelse var, jo stærkere var ogsaa Jubelen. Tilsidst gik der naturligvis Hul i Isen; men den Dreng, som traadte Hullet, blev af sine to Naboer hurtigt slæbt over, saa han slap for det meste med en vaad Hosesok eller en tabt Træsko.

Når isen var bleven flere Tomer tyk og ikke længere kunde ”svejte”, laante vi Økser og huggede ”Pramme”, d.v.s. vi huggede løs en Række firkantede c.2 Alen store Isstykker, saa disse med en vis Bevægelighed laa og svømmede i det saaledes opstaaede langagtige Hul. Saa løb vi enkeltvis eller to og to paalangs hen over alle disse Flager. Hver gang vi traadte paa en, begyndte den at synke, og det gjaldt saa om at komme over paa den næste, inden den første sank for dybt.

Det var særdeles spændende, dette gyngende Løb, og jo længere man turde blive paa den enkelte ”Pram”, des  modigere var man jo. Faldt man paa en af Prammene var det ikke uden Fare; det skete en Gang for mig; jeg kunde ikke faa rejst mig; Prammen sank og sank, og havde Sofie Lars Niels´ Andres fra Englerup, en stor rask Dreng, ikke i sidste Øjeblik faaet fat i Armen og hevet mig op, var jeg vist kommet under Prammen og rimeligvis druknet. Jeg husker ikke, om jeg den Gang kom paa Kirsten Kochs Sanatorium, eller jeg blev sendt hjem; men jeg var vaad omtrent over det hele.

I Sonneruptiden indtraadte min sædelige Forfaldsperiode, der dog heldigvis blev stop­pet ved mine Forældres, navnlig min Moders alvorlige, forstandige og kærlige Indskriden.
Det drejer sig om intet mindre end Løgn, Skulkeri og Tyveri; jeg tror næsten Tyveriet startede først, og det var ganske uafhængigt af de to andre Skavanker; blev aldrig opdaget, skønt det gentog sig mange Gange.


Som det fremgaar af mine Skildringer af det daglige Liv og Levemaade i Bondhus fik vi Børn sjældent eller aldrig Slikkeri: Mine Forældre vidste, hvad Penge er værd og lærte os at sætte vore Skillinger i Sparekassen i Stedet for at købe Slikkerier for dem.  Det var meget sjældent, at der faldt en Sukkerkringle af, naar Hvedebrødskonen var der. Alligevel havde disse i hvert Fald for mig, en stor Tiltrækning. Og det var sikkert denne, der drev mig til at forgribe mig paa Faders i det uaflaasede Skatol staaende Blikdaase, hvor jeg kneb snart en 4 Skilling, snart en 8 Skilling, en enkelt Gang en Mark; højere naaede jeg ikke. Pengene omsatte jeg altid i Hvedbrød – andet var der ikke at give dem ud til – og jeg var bestandig ret spendabel, navnlig overfor Anders Per Fyns Drenge, der var mine stadige Følgesvende største Delen af Skolevejen. Hvor længe jeg drev denne Trafik, og hvad der gav Anledning til at den ophørte, erindrer jeg ikke; opdaget blev den aldrig. Da mit Store skulkeri blev opdaget og afstraffet, gjorde dette et saa dybt og varigt Indtryk paa mig, at det er sandsynligt, Tyverierne med det samme ophørte.

Skulkeriet begyndte som alle den Slags Ting i det smaa: Jeg bad mig en Gang imellem fri en Eftermiddag under Foregiven, at jeg skulde et eller andet Besøg med mine Forældre. Jeg drev saa om paa Isen , hvis det var om Vinteren, gik paa Fuglefangst, hvis det var i Redetiden, gik paa Bramsnæs for at bade, eller sneg mig hjem bag Havegærdet og fløjtede Hundene til mig for at for­dri­ve Tiden sammen med dem, indtil jeg turde komme ind ved den sædvanlige Skoleafsluningstid.

En taaget kedelig Efteraarsmorgen syntes jeg, da jeg med min Skoleaske traskede ned gennem Indhegningen, at det var et meget tris Perspektiv Skoledagen stillede mig foran. Jeg rev saa hanken af Skoletasken, der var en Slags smal Kurv, og gik hjem og fortalte, at jeg ikke kunde bære Mad og Bøger uden Hanken. Min Søster fik imidlertid hurtig sat en Snor i, stedet for Hanken, hvor­efter hun vilde sende mig i Skole igen; men nu brølede jeg, fordi jeg saa vilde komme for sent og faa Skænd eller Prygl; saa kom Fader til med den sorte Ridepisk og gav mig en Omgang, hvorefter jeg atter traskede ad Skolen til, mismodig over de fejlslagne forhaabninger.

Jeg er ikke i Stand til med Bestemthed at tidfæste mine Skulkerier udover det, at de foregik mellem mit 7de og 10de Aar. Dog tror jeg ikke, de strakte sig ud over eet Aar, og er nær­mest tilbøjelig til at mene, at de foregik omkring de 9de Aar; thi jeg véd, at jeg endnu en god Stund vedblev at gaa i Sonnerup Skole, efter at skulkerierne var ophørt, hvilket skete ved den Katastrofe, som jeg nu skal fortælle.


Jeg havde skulket 2 hele Sommerdage; det maa have været i August; thi de røde ”Skovfogedæbler” var modne. Et Par Timers Tid efter, at jeg om Morgenen var gaaet hjemme fra, vendte jeg tilbage og fortalte, at Børnene havde faaet fri, fordi Læreren var syg. Jeg fik saa mit Skoletøj af og det gamle paa, og efter en kort Lektielæsning kunde jeg slutte mig til mine kære Kammerater Hundene og tilbringe Dagen med dem og mine andre Sysler.

Tredie Dagen, da jeg blev sendt af sted til Skolen, turde jeg dog ikke fortsætte Skulkeriet, men meldte mig paa Skolen, hvor der jo nu maate en ny Løgn til for at dække de gamle: Jeg fortalte Læreren, at jeg havde været syg. Men denne 3die Dag skete der noget, der førte til Opdagelsen.

I Bondhuset havde vi meget Frugt; men det var næsten udelukkende Vinterfrugt (Gravenstener, Flaskeæbler, Pingelinger og Madæbler). Anders Per Fyn, som boede paa Skolevejen, og hvis Drenge jeg gerne fulgtes med derhen, havde derimod et stort gammelt meget rigtbærende Træ med ”Skovfogedæbler”, og han plejede for det meste hvert Aar at forære os en Posefuld.

Dette skete netop en af de nærmeste Skoledage efter Skulkningen, og Anders var selv ovre med Æblerne. Ved Samtale med ham fandt Moder ud, at Læreren ikke havde været syg, og at jeg altsaa matte have løjet. Ved min Hjemkost fra Skolen kaldte Moder mig højtidelig ind i Sovekammeret, foreholdt mig Fakta og fik mig straks til at gaa til Bekendelse, hvorefter hun gik hen og løftede Sengetæppet op, fremtog et nylavet Birkeris og bød mig knappe Bukserne ned. Men de alvorlige og dybt bedrøvede Øjne, hvormed Moder saa paa mig før og efter Afstraffelsen, gjorde utvivlsomt et langt stærkere og variere Indtryk paa mig end selve Straffen; thi saavel hendes ærlighed som hendes Sorg stod saa tydelig præget i hendes Ansigt, at jeg forstod – saa godt, som en 9 Aars Dreng kan forstaa den Slags Ting – det var den haarde Nødvendighed, der tvang hende til at paaføre mig den Smerte – thi Afstraffelsen var alvorlig nok; det varede flere Uger, inden min blodsprænge Bagdel var fuldstændig lætg. Saa meddelte min Moder mig, at jeg skulde have et Brev med til Bache, der ikke burde være uvidende om, hvad for en daarlig Dreng jeg var.

Jeg fik saa mine Skolebøger og sad og læste paa Salmen: ”Evig Fader, som kærlig regerer Himmel og Jord ved dit vældige Bud..”;  men jeg græd Eftermiddagen igennem mere, end jeg læste. Moder sad i Dagligstuen, jeg sad i Sovekammeret; af og til saa hun ind til mig, og hen paa Eftermiddagen spurgte hun mig, hvad jeg græd for, om det var for Pryglene eller for Brevet, jeg skulde have med. Da jeg sagde, at det var Brevet, blev jeg benaadet i saa Henseende. Moder skønnede vel efter sin Iagttagelse, at Straffen havde virket tilstrækkeligt paa mig. Og det havde den ogsaa. Fra den Tid har jeg været en ganske god og navnlig en sandhedskærlig Dreng, der ikke voldte mine Forældre næv­ne­værdige Sorger. Hvor stor Betydnig denne min Moders Tugt og Maaden, hvorpaa den gaves, har haft for min fremtidige Udvikling, kan ingen sige med Sikkerhed.

Jeg selv tillægger den stor Betydning, og er ikke langt fra at betragte denne Katastrofe som et Vendepunkt. Jeg har derfor ogsaa mange Gange i mit Liv – i mit stille Sind – takket Moder baade for hendes Tugt og for hendes Kærlighed.

Efter at jeg ikke alene selv har faaet Børn, men efter en større Maalestok er bleven Opdrager for andres Børn, er mine Tanker tit vendt tilbage til min Moder og hendes Opdragelse, og jeg vurderer hende meget højt som Opdrager. For det første var hendes eget Eksempel i alle Retnin­ger ulasteligt. Hendes Flid. Ordenssans, Sparsommelighed, husmoderlige Dygtighed og Opofrelse var eksempelløs. Hun var klog og derfor ikke let at narre. Hendes Ro, Besindighed og Selvbeher­skelse var enestaaende. Jeg har aldrig set hende heftig og aldrig hørt et uoverlagt Ord komme over hendes Læber. Hun var dog fjernt fra al Selvretfærdighed, havde et ydmygt Sind; hendes Alvor og Strenghed var derfor parret med Mildhed, og hun undte os gerne alt godt, ogsaa uskyldige Glæder. Paa Grund af alt dette var Moders Formaninger og Advarsler ikke til at komme uden om; de ramte, hvor de skulde, og havde altid en Forbundsfælde i vor egen Samvittighed, der maatte sige Ja og Amen til dem. Som Følge heraf var der i Barnekredsen derhjemme aldrig Tale om Ulydighed eller Opsætsighed.

Vor Underkastelse under Forældrene var ubetinget. Jeg siger udtrykkelig "under For­ældrene"; thi skønt Moder var den klogeste og af Karakter betydeligste, stod Forældrene dog altid som en Eenhed for os; vi hørte aldrig Uenighed imellem dem, allermindst om Opdragelse. Har der været saadanne, er de bleven udjævnede i Eenrum.  Moder har sikkert haft megen Indflydelse paa Fader og sandsynligvis i vigtige Spørgsmaal været den ledende. Fader hørte gerne hendes Mening og Raad og var taknemmelig for dem og for den Trøst og Støtte, hun ydede ham under Livets Vanskelig­heder, overfor hvilke Moderhavde den største Bærekraft. Et Eksempel herpaa erindrer jeg: Fader var meget tjenstvillig og kunne daarlig sige Nej. Han imødekom en Mængde Smaakaarsfolks An­mod­ning om Laan; jeg har en Gang set en lille Bog, hvori en Mængde saadanne Poster var optegne­de; det var mest smaasummer under 50; Fader spandt sikkert ikke Silke derved; thi Renter beregne­de han ikke altid. En Gang havde han laant Garver Weitzscke i Holbæk 2000 Rdlr., en efter Faders Forhold stor Sum. Fader stod i Forretningsforbindelse med ham, idet han solgte ham sine Ræve­skind og Hestehuder. Om Fader havde Pant i den gamle Ejendom eller kun i varebeholdningen veed jeg ikke; men Resultatet blev, at W. spillede fallit og der var intet til Dækning af Laanet, saa de 2000 var totalt tabt. Fader tog sig Tabet meget nær og havde svært ved at komme over der; men Moder, der ellers til daglig var den mest paaholdende og nøjeregnende, og som vel nok i dette Tilfælde skønnede, at Fader havde disponeret daarligt, trøstede og beroligede ham paa sin rolige og kærlige Maade.

Det var ikke alene over for sine Børn, at Moder var en udmærket Opdrager; men der udgik - syntes det mig - ligesom en opdragende Kraft fra hende over for alle hendes Omgivelser, Piger, Koner, Slægt, Venner og Naboer, som enten direkte søgte hendes Raad eller mere tilfældigt kom i Samtale med hende. Hendes Betragtninger og Paavirkninger pegede altid fremad og opad mod, hvad der var forstandigt og rigtigt og godt.

De paa de foregaaende Sider refererede Udskejelser fra min Sonnerup-tid har jeg i min senere Virksomhed som Pædagog ofte genkaldt i mine Erindringer og gjort til Genstand for Eftertanke.

Her har vi en Dreng, der i enhver Henseende er opvokset under de lykkeligste Forhold, omgæret af gode Eksempler, kærlig og forstandig Vejledning og Paavirkning fra Forældre og Søskende, en flink Lærer, gode Skolekammerater, slet ingen direkte, ude fra kommende Fristelser, Og alligevel opvokser fra en saadan Drengs Indre i en tidlig Alder Ukrudtsplanter som Løgn, Skulkeri og Rap­seri. Og dog tror jeg, at min medfødte Natur ikke kan betegnes som særlig vanskelig - tværtimod,  snarere som Folk er flest. Altsaa er jeg mest tilbøjelig til at betragte min Drengenatur som et Billede paa den menneskelige (Gennemsnits-) Natur i Almindelighed med dens medfødte, iboende Skrøbe­ligheder.

Om Rapseriernes Syndighed og Strafværdighed havde jeg kun en meget taaget Bevidsthed; Pengene var let tilgængelige; Skillinger var der nok af; ingen savnede dem eller led Skade ved, at jeg tog dem - og Sukkerkringlerne smagte forbistret godt. - saadan tænker jeg om­trent, mit Ræsonnement var; dersom jeg overhovedet har ræsoneret.

Det er ikke for at undskylde mig; - men jeg tror ikke, man skal lægge alt for stor Vægt paa saadanne Rapserier i saa ung en Alder. Men selvfølgelig skal man være glad ved at kunne sætte en Stopper for denne som for andre Udskejelser saa tidlig som muligt, for Vanen Magt er altid farlig.

Det er forklarligt, at Erindringerne om min egen Barndom har gjort mig forstaaende og mildt døm­mende over for andre vildfarende Børn, jeg fik med at gøre, navnlig paa Københavns Kommunes Internat, Disse var ofte udgaaet fra Hjem, hvor social Elendighed var parret med moralsk Forfald, det være sig i Retning af Usædelighed, Drik eller Tyveri. Dertil kom, at de fleste af disse Børn til at begynde med havde været udsatte for Forførelser af Skolekammerater eller konfirmerede unge Vaga­bonder og Vaneforbrydere.

Det er umuligt at drage en Sammenligning her uden at mindes Ordet: "Gaar det saaledes med det grønne Træ, hvordan skal det saa gaa med det tørre?"

Mine Skulkerier m.m. forblev Lærer Bache altsaa uvidende om, og Forholdet mellem ham og mig var godt gennem de 3 Aar; jeg mindes aldrig at have faaet Straf af ham; han tog sig af mig efter Skoletid ved oppe paa Katederet at give mig lidt Undervisning i Tysk.

Jeg formoder, at anhan holdt af mig. I hver Fald gav han mig et Kys, da han tog Afsked med mig efter de 3 Aars Skole­gang.

Et minde der ganske vist mere angaar Broder Henrik en mig, maa vistnok tidsfæstes ved Slutningen af Sonnerup-Perioden og skal derfor omtales her. Under vor Skoletid i Sonnerup var H. af og til noget haard ved mig; jeg mindes, at han en Gang slog mig med Klatretougene, og at de andre Skoledrenge tog mig i Forsvar. Men der var en - ganske vist meget kort - Periode, hvor jeg var ham overlegen i Kræfter, hvilket viste sig en Gang, vi trillede Jord; det var lige efter hans Hjem­komst fra Klouby. Hermed hænger det saaledes sammen.

Mine Forældre vilde gerne paa bedste Maade sørge for deres Børns Opdragelse og Undervisning; men de vilde ogsaa gerne spare saa meget som muligt. Fader havde stor Tiltro til, hvad der stod paa Tryk og skænkede derfor Avisernes* Annoncer stor Tiltro. Saa var der en Gang et meget billigt Tilbud fra en Skolelærer i Klouby v. Kalundborg, jeg tror, han hed Jakobsen, om at tage Drenge i Pension og til Oplærelse. Fade entrerede  og kørte en skønne Dag de mange Mile med Henrik og hans Habundgut, Sengeklæder etc. til Klouby. Hvor længe han blev der, veed jeg ikke bestemt; men det varede vist ikke mere end et Aar.

At det var galt fat dernede, opklaredes under et Feriebesøg i Hjemmet, hvor den Omstændighed, at H. var befængt med Lus, gav Moder anledning til grundig at eksaminere og undersøge ham.

Det viste sig, at han var i betydelig Grad underernæret, og at Behandlingen af Drengene dernede (der var 1 foruden H.) i det hele var under al Kritik. Rigtig mæt blev Drengene kun paa de Dage, de var med ude til Bøndergilder, og ved saadanne Lejligheder provianterede de for længere Tid og gemte Fetalierne i Sengene. Hjemme spiste Drengene for sig selv, og naar Middagsmaden bares gennem det Værelse, hvor de spiste, ind til Mand og Kone, bares Beholderne saa højt, at Drengene ikke kunde se, hvad der var i dem.

Saavidt jeg  erindrer, vendte H. ikke tilbage til Klouby efter denne Ferie; men Fader kørte straks ned og hentede hans Sager. Det var efter denne Sultekur jeg en kort Tid kunde trium­fere over H.; men det har næppe varet længe, før Moders gode, solide og rigelige Kost bragte ham paa Fode igen. Senere kom han en kort Tid - efter Konfirmationen - i Pension hos Lærer Bering i Skibby, hvor jeg var; men her var et godt Madsted.

* Saa langt, som jeg kan huske tilbage, holdtes i mit Hjem "Berlingske Tidende", hvis Føljetoner, saavel Moder som min Søster læste med største Iver og Interesse; de kappedes om at faa Bladet i Hænde, og jeg hørte dem ikke sjældent drøfte Indholdet og den forventede Løsning paa en spændende Intrige. Berl. Tid, indeholdt den Gang som at udkomme.nu talrige Annoncer, og henimod den Tid, da Fader gjorde sin aarlige Københavnsrejse, saa vi ham ofte gøre flittige Udklip af saadanne Salgstil­bud. Fader sparede ingen Ulejlighed med at løbe omkring efter de forskellige Adresser.

Om de saaledes gjorte Indkøb var fordelagtige, kan jeg ingen Mening have om. Dog er jeg paa det rene med, at da Fader - ogsaa efter Annonce - i Skindergade købte Møbler til mig som Andenlærer i Rye, gik han godt i Byen. Navnlig var Stolene udmærkede stærke; de eksister vistnok endnu - 49 Aar efter - hos Henriette i Ejby.
Foruden Berl.Tid. holdt Fader "Den danske Bondeven", saa længe dette Organ vedblev at udkomme.


Garverperioden 1858 - 59.


Umiddelbart op til Færgekroen, hvor Overfarten a' 6 skilling pro persona skete til det lige overfor liggende Munkholm ved Eriksholm, hvorfra Vejen førte (ca. 1 Mil) til Holbæk, laa et Garveri, der i tidligere Tid dreves efter en ret stor Maalestok; men som i min Barndom under Garver Schacke vistnok var i Tilbagegang.

Men med Familien Schacke havde vi ikke saa lidt Omgang, og dette førte til - eller var en Følge af - at de to Familier til tider lod deres Børn undervise sammen ved private Lærer.

Schacke staar for mig som en høj Mand med et markeret, uskønt Ansigt med et mørkt, usympatisk Udtryk. Ellers ved jeg intet og mindes intet om ham; men gennem mine Forældre hørte jeg, at han kom daarligt ud af det med Hustruen.

Denne havde været gift før med Stevenius, af hvilket Ægteskab der var to voksne Døtre, jævnaldrende med min Søster, som en Tid undervistes sammen med dem af Schackes Lærer­inde Frk. Reenberg. Af 2.  Ægteskab var der flere Døtre og een Søn Johan Christian Bjerring, der var jævnaldrende med Henrik og mig. Madam Schacke var en Datter af Sognepræst og Professor Bjerring i Vig i Odsherred, der var bekendt for sin gode Latin og sin udmærkede L'hombre, den han ogsaa har dyrket i mine Forældres Hus.

Det var altsaa sammen med Sønnen Johan Christian Bjerring Schacke, at Henrik og jeg skulde undervises, og til at udføre dette Arbejde havde Schackes engageret en halvgammel - jeg antager ca. 40 Aar - teologisk Kandidat, Kofod, som var Bornholmer af Fødsel. Schackes kostede og husede ham, Fader lønnede ham - vistnok med 400 Rdl. om Aaret. Kofod har næppe hverken været noget betydeligt Menneske eller betydelig Pædagog. I hvert  Fald har jeg ikke bevaret det mindste Minde om hans Undervisning eller øvrige Paavirkninger. De paagældende Forældre har heller næppe sat ham synderlig højt, eftersom Forholdet blev af saa kort Varighed. Han var høj, blegnæbet skægløs og havde vist ikke det bedste Helbred. Han spiste megen Kamfer, og jeg har aldrig kendt noget Menneske med en saa udpræget Tilbøjelighed til at bore Fingrene op i Næsen som han; han brugte dertil meste Lillefingeren, og jeg tror ikke, jeg gør ham Uret, naar jeg siger, at samme Finger, som han trak ud af Næsen, stak han derefter ind i Munden - som om han spiste "Bussemændene". Kofod forlovede sig under Opholdet paa Garveriet med den allerede da ikke unge Lærerinde Frk. Reenberg; men heller ikke denne Forbindelse blev af lang Varighed.

Mere end til Skolen - der holdtes i den store Stue til Venstre for den udvendige, høje Dobbeltrappe paa Hovedbygningens Facade - knytter sig mine Erindringer til Garveriet med dets mystiske i Gulvet forsænkede store Kar, hvori Huderne laa til Garvning i lange Tider, med dets Barkmølle drevet af Bækken ved Hjælp af et stort Underfaldshjul, til Garveridammen med Sommer- og Vintersport og maaske allermest til Stranden med daglig Badning, Svømning, Roning, Krabbefangst m.m. Den ualmindelige Naturskønhed ved og omkring Færgekroen og Garveriet, havde vi som Børn ikke videre Sans for. Derimod øvede den saakaldte "Krorende" stor Tiltrækning paa os; det er en forholdsvis dyb Kløft, der strækker sig fra Langtved til Fjorden, og hvis skraa­nin­ger er bevokset med Bøgeskov, medens Bækken snor sig frem langs Bunden, mellem Mængder af store og smaa Sten som forhindringer. Her tilbragte vi om Sommeren vor Middagsfrihed og her byggede vi vore pragtfulde "Løvhytter" af nylig udsprungne Majgrene. - Johan Christian tabte vi tidlig af Syne; hans Søster Anna, der vist er lige gammel med mig, har derimod endnu en god Stil­ling som Overplejemoder paa Ebberødgaard, og en anden Søster Vilhelmine har en lille Haand­ger­ningsskole i Brøndbyvester. Hende er jeg i disse Dage ifærd med som Formand for Københavns Amts Skoleraadsudvalg at faa bevilget en Understøttelse af Skolefonden.

Efter dette Aars Skolegang paa Garveriet kom jeg, 11 Aar gammel til Skibby Skole og var saa - bortset fra Ferierne - borte fra mit Hjem til mit 19. Aar, 1867, da jeg blev Andenlærer i Rye. Jeg har ikke før omtalt den prægtige Kjælke-Sport - Slædekørselen paa Dyrehavens Bakker -, som vi Drenge drev, og som for mit Vedkommende i det væsentligste maa være faldet før min Bortrejse fra Hjemmet.

Minderne herom deler jeg navnlig med Broder Henrik og med vor nære Nabo: Teglbrænderens Jens. Vi havde altid gode Slæder, og vi forstod godt at styre dem, altid med Fød­derne, aldrig som nu med Styrestang, Jens Grejsen i Langtved var vor Slædefabrikant, og Fader leverede os Materialet. Mederne var af Eg, Dubberne og de to Sæder gerne af Ask. De var aldrig skoede med Jern, og det behøvedes heller ikke; thi det haarde gamle Eg blev slidt saa glat og fast, at det gled lige saa let, som en Jernskinne vilde have gjort, og saa slap Træ-Meden  tilmed over de bare Steder og over Jordknolde og Muldvarpeskud lettere end en beslaaet Slæde vilde have gjort.
Vi havde Baner baade paa Elsbjerget, Sandbakken og Dyrehavebakken; paa sidstnævnte Bakke førte en Bane ad en smal Ryg mellem to Lergrave lige ned mod Teglbrænderens Hus - det samme Hus, som Fade og Moder flyttede ind i, efter at Fader havde taget sin Afsked.

Der maate styres godt, Bakken var stejl og Turen spændende; men vi var stolte, naar Slæden tog den sidste Spurt op ad Lergravsfordybningen og svingede lige op foran Huset. Naturligvis væltede vi af og til; men der skete dog ingen Uheld paa denne Bane. Derimod fik vi en Gang vore bedste Slæde Fuldstændig knust paa Elsbjerget. Saavel her som paa de andre Bakker maatte vi jo styre mellem de talrige store Bøgetræer,og vi klarede i Reglen ogsaa Skærene; men her gik det galt - af Uagtsomhed eller fordi vi havde for stærk Fart - jeg veed det ikke, Henrik og jeg sad paa Slæderne, og Jens stod bagpaa. Uden at nogen af os egentlig vidste, hvordan det var gaaet til, fandt vi Slæden knust ved Roden af et Træ, mig omfavnende Træet, Henrik omfavnende mig og Jens Henrik; men ingen af os kom i mindste Maade til Skade.


Skibby-Tiden 1859 - 63.


Jeg har fortalt om Broder Henriks uheldige Anbringelse hos Skolelæreren (Jakobsen) i Klouby ved Kalundborg. Saa var vore Forældre heldigere med min Anbringelse hos Lærerfamilien Bering i Skibby i Horns Herred, 1½ Mil Nord for mit Hjem, hvor forøvrigt ogsaa Henrik tilbragte et halvt Aars Tid efter sin Konfirmation, hovedsagelig for at perfektionere sig i Dansk og Stil. Om det skyldes denne "Efterkur" eller hans øvrige Skolegang eller - hvad der maaske er det sandsynligste - hans egene Anlæg, veed jeg ikke; men Faktum er, at hans Haandskrift og Retskrivning blev lige fortrinlige og langt bedre, end man kunde vente ifølge hans spredte  og ikke særlig udmærkede Skoleundervisning. Jeg erindrer ogsaa, at han af Grev F.C.R. Scheel, der selv skrev en udmærket og meget karakteristisk Haand. betroedes til at skrive det Dokument, som omkring 1870 blev nedlagt i Grundstenen til det nybyggede Ryegaard Slot.

Skønt Skibby kun laa 1½ Mil fra Ryegaars, var der dog en stor Forskel paa Bonde­standens Levefod og sociale Stilling paa de to Egne, hvilket vel nærmest havde sin Grund i, at Bøn­derne i Skibby og Omegn gennem­gaa­ende var Selvejere, hvilket vistnok skyldtes den ogsaa paa andre Maader (Plantningen om Bøndergaardene) af Egnen fortjente Gehejmeraad N.A. Holten til Lindegaarden og Krabbesholm, hvis Enke endnu boede paa Lindegaarden (C.F. Bricka VIII 66), medens Bønderne paa Ryegaards Gods paa den Tid saa godt som udelukkende var Fæstere og gennemgaaende sad smaat i det.

Jeg bed hurtig Mærke i, at medens Traktementet ved Bøndergilderne (Barslerl, Begra­velser, Bryllupper) paa min Fødeegn var Risengrød spist af store fælles Lerfade med et Smørhul i Midten, hvori hele den nærmeste Kreds dyppede, og saa Klipfisk, fik man i Skibbyegnen Sagosup­pe, serveret paa Tallerkner, flere slags Stege og til Dessert forskellige Kager, navnlig Lagkager, dertil Sherry eller Gin. Ogsaa klædedrag­ten stod adskillige Grader over min Fødeegns, hvad Stof og Snit angaar, og Bønderpigerne havde ret almindelig begyndt at kaste ”Hovedtøjet”. Ogsaa Bygnin­gerne var bedre med almindelig anvendelse af Grundmur, Gibslofter og Oliemalede Vægge.

Skibby var allerede den gang en stor og statelig Landsby med Præstegaard, Lægebolig, Købmands­forretning, Kro og en anselig grundmuret gul skolebygning, mange Gaard med veltilplantede Haver.


Skolen laa lige ved Landevejen med en veltilplante Have mellem denne og Huset.

Paa modsat Side af Landevejen det store Gadekær og bag dette Gaardejerne Jens Carlsens og Lars Rasmus­sens store Haver med mange Træer. Ved Skolebygningens Nordre Gavl laa en forholdsvis lille, trekantet Gymnastik- og Legeplads, fra hvilken en Laage førte ind til en for offentlig færdsel tværs over Kirkegaarden tilgængelig Gangsti. Selve Skolebygningen dannede i hele sin Længde den vestlige Grænse for Kikegaarden, til hvilken Bygningens til den Side lavtsid­dende Vinduer vendte ud. Ved Skolens søndre Gavl var en lille brolagt Gaard og syd for denne under ret Vinkel med Hoved­bygningen et ret rummelig Bindingsværks Udhus med Kælder.

I dettes mod Gaden vendende gavl var indrettet et par Værelser, som til forskellige Tider anvendtes af forskellige Familiers Med­lem­mer, mest til Sovekammer. Syd for Udhuset strækker sig Urte- og Frughaven hen til Naboens Skomagerens Have, hvortil Grænsen dannes af en stor Nøddehæk.

Skolebygningens Hovedindgang var midt paa Facaden og førte ind til Børnenes For­stue, hvorfra man t.V. kom ind i den store Skolestue, t.H. ind i Familiens mindre Entré, og lige ud førte en Dør, tror jeg nok, ind til Køkkenet. Fra Familiens Entré kom man ind i en stor 2 Fags, state­lig velmøbleret lys og venlig Dagligstue med Fortepiano. Fra denne kom man ind i en rummelig Spisestue med Vinduer mod Kirkegaarden. Her stod bag et stort rundt Spisebord en Slags Sofapuf, der kunde trækkes ud til en bred Seng, i hvilken Hr. og Fru Bering i nogle af Aarene under mit Ophold i Skibby sov (til en anden Tid havde de Sovekammer ovre i Udhuset). Nord for Spisestuen, ogsaa med Vinduer ud mod Kirkegaarden laa Sovekammeret, hvor Husets Bedstemoder og Døtrene sov. Om der imellem dette og Køkkenet var endnu et lille Værelse, husker jeg ikke.
I Loftsetagen var der et godt Værelse i den søndre Gavl; her boede Guvernanten, og hun holdt Skole enten der eller i Spisestuen; i hvert Fald læste vi Lektier her. I den modsatte Gavl indrettedes i min Tid 2 Værelser, begge smaa; det ene var Pigens; det andet havde Sofus Olsen og jeg en Tid til Sove­kammer. Jeg husker disse Værelser grant, fordi de var opført af et Bygningsmateriale, som jeg hver­ken før eller senere har set anvendt: Lette "Skæretørv" sammenføjet som Mursten med alm. Kalk­mørtel. Da Tørvene var uregelrette, blev Væggene det ogsaa; de bølgeformede Flader var dog betrukne med Tapet, hvilket vi daarligt kunde dy os for at gennembore for at komme ind til de interessante Tørv.

Jeg kommer nu til Beboerne og skal da først omtale Læreren Jens Anders Bering, der var en langt betydeligere Mand, end jeg den Gang vidste af, og hvad jeg her først meddeler om ham, har jeg dels fra Brickas biografiske Leksikon dels fra Berings i 1862 hos Gad udkomne Bog:  Den christelige Almueskole i Danmark og den Reformbevægelse før og nu". Denne bog forærede han mig ved dens Fremkomst og tilegnede mig den ved følgende Ord paa forreste Blad: "Til min kjære Elev, i Haabet den vordende Skolelærer, Emil Rolsted, venligst af Bering!; men det er først i min modnere Alder, jeg med Interesse har studeret denne Bog.

Ifølge Bricckas biografiske Leksikon blev B. født d. 7/3.1812 som Søn af Skolelærer i Maarup, Randers Amt, Rasmus Andersen, dimitteret 1831 fra Lyngby Seminarium. Han var i 2. Aar Huslærer, blev derefter Almueskolelærer i Stavstrup til 1840, i Viby v. Aarhus til 1855 og i Skibby i Horns Herred til sin Død, 29/11.72 B. var fra 1836 en af Førerne for den Bevægelse blandt Lærer­ne, der ved Petitioner til Stænderne og ved Forhandlinger i Pressen og paa Skolemøder søgte at frem­kalde en Reform af Almueskolevæsenet, dog med Bevarelse af Skolens Forbindelse med Stat og Kirke. Foruden talrige Bladartikler forfattede B. 1844 en Beskrivelse over Jyllands og 1859 en almindelig Beskrivelse over Landsbyskolernes Embeder i Danmark, den sidste ledsaget af Persona­lia over alle de ansatte Lærere.

Bering var altsaa ved min Ankomst til Skibby 47 Aar, en lidt firskaaren Mand af Mid­del­højde med blond, blødt, frit opstrøget Haar, blondt Kindskæg, ellers glatbarberet; Ansigtet uden Rødmen i Forhold til Alderen noget markeret;  Øjnene lyse og livlige. Bering var, maalt med Datid­ens Gennemsnitsmaal for Lærerdannelse, en i Henseende til Sproget, Kundskaber, Interesser og ydre Optræden ualmindelig dannet Mand, sikkert i Stand til at færdes i alle Kredse uden Anstød. Han var i Besiddelse af en sund Ærgerrighed og bestræbte sig med Held for at være Gentleman baade i det ydre og i det indre. Han havde en god Skrædder i København, og saavel Stof som Snit var altid dadelfrit. Familien bestod af hans Hustru, en køn, forstandig, maaske lidt smaatskaaren Kone, der med Orden og Smag holdt sit pæne Hus i ulastelig Stand; dennes Moder, Enkefru Lassen var vel omkring 70 Aar, men rask og rørig, livlig og energisk, Hun forstod godt at sætte sig i Respekt hos os Drenge, og naar vi hørte Bedstemoders Stok nærme sig (hun var halt og gik altid med stok), var vi altid manerlige. Hende var Husholdningen i det væsentligste betroet og vi betrag­tede hende ikke uden Grund som vor "Madmor", og som saadan var vi veltilfreds med hende; thi Maden var altid rigelig og god, og mangen ekstra "Skalk" (d.v.s. "Endeskive") stak hun ud til os mellem Aar og Dag.
Der var 3 Børn: en voksen, vel 17-18 aarig Datter Caroline, køn, lady-like og elskværdig, men vist­nok ikke videre begaver; Sønnen Peter var c. 14 Aar og Familiens yngste, Datteren Hanne, der var jævnaldrende med mig. Dertil kom en 12-13-aarig Pensionær Conrad Vallentin, en velhavende Gros­serers Søn fra Odense, en køn og fin Dreng, som vi gennemgaaende kom godt ud af det med, skønt der maaske nok var nogen Vanskeligheder ved ham. Senere, efter at Conrad var rejst, kom dertil som Pensionær Sofus Olsen, en Søn af den første Hofbager Olsen i Store Strandstræde 10, København.

Jeg vil med det samme nævne, hvad der senere er bleven af disse mine Husfæller i Skibby.

Fru Bering overlevede sin Mand i mange Aar, blev vistnok op imod 80 Aar og boede til sin Død sammen med den ugifte Datter Hanne, der med Uddannelse som Privatlærerinde (Frk. Quistgaards Institut) havde opnaaet en Stilling som Kommunelærerinde i Taarbæk, hvorfra hun for et Par Aar siden afgik med en Pension af 1100 Kroner. Hun lever endnu (14/2.17).

Caroline indgik et vistnok meget lykkeligt Ægteskab med Dampskibsekspeditør Gundel, med hvem hun vistnok havde en Søn og Datter. Caroline overlevede sin Mand nogle Aar og er selv afgaaet ved Døden i 1915. Peter var en ganske godmodig, omgængelig og fornøjelig Dreng, altid parat til en rask Drengestreng; men han havde næppe nogen videre grundfæstet Karak­ter og besad heller ikke Evner og Energi nok til at tilfredsstille Faderens Ønske om at bringe det til noget ad boglig vej. Hans Lyst gik i praktisk Retning og han fik saa Lov til at følge denne ved at søge Uddannelse som praktisk Forstmand, hvilket skete paa Jægerspris Skovdistrikt under Skov­rider Wellendorf. Jeg tabte ham tidligt af Syne, men veed, at han opnaaede en Skovfogedplads under Grevskabet Bregentved, hvor han dog nok heller ikke havde videre Fremgang; jeg veed ikke, om han endnu lever.

Conrad Vallentin var vel i Skibby en 2-3 Aar, men blev dog, saavidt jeg erindrer, ikke konfirmeret der. Jeg veed ikke  andet om den velbegavede unge Mand, end at han forfaldt til Drik, udvandrede til Amerika, hvor han afgik ved Døden i en ung Alder. Med Sofus Olsen derimod beva­re­de jeg Kammerat- og Venskabsforholdet gennem hele Livet lige til hans Død d. 7.Maj. 1914, som Bagermester i St. Pederstræde Nr.29, en Forretning han havde oparbejdet og været Indehaver af lige fra sin tidlige Ungdom (22-23-Aars Alderen).


Undervisningen var ordnet paa den Maade, at vi Pensionærer, Berings egne Børn og Gaardejer Lars Poulsens 2 Børn, Karen og Laurits undervistes af Bering selv i Religion og Dansk, det første Fag sammen med Almueskolens ældste Klasse, Dansk i særlige Timer. Han var en dygtig Lærer i begge Fag. Jeg bevarede et blivende Indtryk af ham som tilforladelig Religionslærer, der i Undervisningen gav sig selv og ikke gav sig ud for at være kommen videre frem, end han virkelig var. Jeg mindes ogsaa, at han stundom ved Indledningen eller Afslutningen af Læremøder holdt smaa opbyggelige Taler, der vidnede om ærlig Tro og alvorlig Stræben. I dansk Stil gav han os et godt Grundlag, der for mit Vedkommende ikke var uden blivende Betydning.

I alle de alm. Skolefag samt i Tysk, Engelsk, Tegning og Naturhistorie undervistes vi af Guvernanten, og denne Undervisning var sandsynligvis hverken værre eller bedre en den, saa­dan­ne Damer paa den Tid formaaede at præstere. Naar Resultaterne nu syntes mig temmelig tarve­lige, er det maaske tildels, fordi jeg er tilbøjelig til at maale dem med den sener pædagogiske Maa­le­s­tok. Vi havde i Løbet af de 4 Aar (59-63) vistnok 3 Lærerinder, men kun i Frk. G. Lewerentzen bevarer jeg Erindringen om et kærligt Menneske med et lyst og mildt Sind; hun var elsket og skattet af hele Familien, og stor og almindelig var Sorgen, da hun pludselig afgik ved Døden, vistnok af Tyfus eller en anden farlig Sygdom. Hvad der ved dette Dødsfald stærkest prægede sig i min Erin­dring var den Maade, hvorpaa den afdødes Moder bar denne sorg. Hun var en i smaa Kaar siddende Bagerenke fra København, og Georgine var hendes eneste Barn. Jeg havde tidligere sammen med Datteren besøgt hende i København og blandt andet være med dem i Varto Kirke og hørt Biskop Grundtvig, af hvem de begge var stærkt paavirket. Den gamle Kone var saa endelig gennemtrængt af Troen paa, at alle Ting tjente dem tilgode, som elske Gud, og bar sit store Tab med en saa røren­de næsten glad Gudhengivenhed, at hun, der selv skulde synes at trænge saa haardt til Trøst, endog havde Kraft og Kærlighed til at trøste andre. Denne Begivenhed er bleven mig en uforglemmelig Paamindelse om, at hvor Gud lægger en Byrde paa sine Børn, der giver han ogsaa Kraft til at bære den.

Større Betydning for mig end selve Undervisningen havde maaske det daglige Samliv med den dannede Familie, der med Interesse omfattede Dagens og Aarets Begivenheder i Politik, Litteratur og Religion. Bering, der utvivlsomt hørte til det nationalliberale Parti, endskønt han ikke gav sig af med praktisk Politik, holdt foruden Skole- og Ugeblade "Dagbladet", redigeret af Bille og "Fædrelandet". redigeret af Ploug, og han var altid parat til at optage en Diskussion om Skole- polit­iske eller litterære Spørgsmaal med Kolleger eller andre tilfældige Gæster, især med den nærboende livlige og elskværdige Doktor Gundel, der gerne kiggede indenfor flere Gange om Ugen.
Bering var medlem af en Læsekreds, og om Aftenen, især i Frk. Lewerentzens Tid, læstes jævnlig højt af ældre eller nyere æstetisk Litteratur, efter Læsningen blev Bøgernes Indhold diskuteret, ofte livlig og varmt. Det var dog kun undtagelsesvis, at vi Børn var Tilhørere; vi havde jo vore Lektier at passe. Egentlig Selskabelighed var der ikke meget af; de nærmeste Kolleger samledes en Gang imellem til en L´hombre, Musik eller Passiar.

Undervisningen gik fredelig og godt saavel hos Bering som hos Lærerinden, og jeg mindes ikke i Skibby at have faaet korporlig Straf enten for Dovenskab eller for Optøjer; vi havde alle god Respekt for Bering og en Trussel fra Lærerinden om at tilkalde ham, naar vi gjorde hende Helvede hedt, øvede i Reglen den forønskede Virkning.

I Fritiden kom vi som Regel udmærket godt ud af det; vel var et Slagsmaal ikke ude­luk­ket, og Conrad kunde til Tider være heftig og voldsom; en Gang kastede han saaledes en stor Brosten ned i en mørk Kælderhals, hvor han vidste, at et Par af os havde skjult sig. Men det er alde­les overvejende kun glade Minder, der knytter sig til vore muntre Lege med Hus, Have, Kirkegaard og Gade som Legeplads. Ofte forlagdes Legepladsen hen til vore Kammerater hos Gaardejer Lars Poulsen, i hvis store Udhus og Have det gik lystigt til; ofte var vi ligefrem indbudte og blev da over­daadig beværtede af de elskværdige og gæstfri Folk, der begge staar ganske levende for mig endnu.

I Slagtetiden var vi til prægtige Pølsegilder, og hvis jeg ikke tager fejl, smagte jeg der for første og vistnok sidste Gang Blodpølser, hvor Indmaden var stoppet i skindet af Gaase-Halse. Som foran nævnt maatte Kirkegaarden, ja selv Klokketaarnet og Loftet over Kirken, holde for som Legeplads eller som Gemmested. Jeg mindes saaledes at have opbevaret Nødder, indsamlet i Sko­ven ved Svanholm, mellem Muren og Taget paa Kirkeloftet. I over en Maaned - medens den gamle Klokker haltede efter at have hugget sig i Benet med en Le - fungerede jeg som Klokker hver Aften, og det var aldrig med Ængstelse, at jeg i Skumringen færdedes alene i Taarnet.

Et uhyggeligt Minde, som jeg havde svært ved at faa rystet af mig, knytter sig til vor Færden paa Kirkegaarden. Vi var bestandig interesserede Tilskuere, stundom Medarbejdere, naar der blev gra­vet nye Grave, thi de jævnlig fremdragne Menneskeknogler eller Stumper af gamle Kister havde en mystisk-uhyggelig Tiltrækning paa os. En Gang blev der kastet et helt Kranium op med paasid­den­de sammenfiltrede Haarmasser. I Kaadhed tog Berings Peter en stor Tot haar og vilde anbringe den paa min Hals. Med et Skrig søgte jeg at undløbe, og nu gik det over Stok og Sten, jeg skrigende foran og Peter med Haartotten bagefter, indtil det lykkedes ham at indhente mig og anbringe Haare­ne paa min Skulder. Nervøs, forskræmt, som jeg var, turde jeg ikke selv fjerne Haarene men fortsat­te mit vilde Løb, brølende og stadig skævende til Haartotten. Peter blev nu selv ængstelig for at være gaaet for vidt, satte efter mig og naaede tilsidst at faa Haarene af mig, men længe efter kunde jeg ikke beherske mig eller lade være med, med Rædsel i Blikket at skotte til den ulykkelige Skul­der, Kort efter skulde vi have Time med Bering, og da denne af mit forgrædte og forskræmte Udse­ende, kunde slutte, at der var noget galt, maatte Peter gaa til Bekendelse og undgik ikke en Dragt Prygl for sin raa Sport.

I den Periode, da Peter, Conrad og jeg (maaske ogsaa Henrik) havde Sove- og Læse­stue i Udhusgavlen, havde vi der en mere ukontrolleret Tumleplads for vor Spilopper. Om Sønda­gen tog vi os en længere Skraber derovre, og det var svært at faa os op. En Morgen drev vi det saa vidt, at Pigen Grete, som virkelig eller fingeret Udsending fra Bering kom hæsblæsende over højt raabende: "Pæder og Ku-unrad, I maa skynde Jer op! Degnen han er saa gal, saa gal".  Naar der var Højvande i Portemonæerne, skillingede vi sammen til "en Gang Sukkerkringler", som jeg i Reglen maatte hent hjem fra Bager Carlsen; var der mange, trak jeg dem paa en Snor og bar dem saaledes hjem i Trumf, svingende dem lystig over Hovedet. Om Sommeren gik Ekspeditionerne til den modsatte Side, ind i Maren Skomagers Have, hvor vi altid fik mange Æbler for faa Skillinger.
Det nedfaldne fik vi tilmed gratis - med eller uden Forlov - der var ingen anden Hegn mellem Haverne end den før omtalte Nøddehæk, der tilmed havde en officiel Gennemgang.


22/1.1918

Efter at dette Manuskript har henligget urørt i omtrent et Aar, tager jeg nu atter lidt fat, tilskyndet dertil af nogle af Børnene; endog Ejgil i Canada, hvem jeg lejlighedsvis havde fortalt, at jeg, naar jeg havde Tid tilovers, anvendte den til at sysle med mine Barndomserindringer, opfordre­de mig kraftigt til at føre Skildringen helt op til Nutiden. Da det jo nærmest er med Tanke paa Bør­nene, at jeg har begynder disse optegnelser, vil jeg altsaa nu tage fat igen; men hvis jeg virkelig skal gøre mig haab om at naa Enden, bliver jeg vist nødt til at snævre Skildringernes Bredde betydeligt ind. Skulde jeg saa endda ikke blive færdig, gaar mine Efterkommere ikke derfor tabt af meget. Det er jo kun et jævnt almindeligt Dusinmenneske, der skildrer et lige saa jævnt - roligt fremskridende, men lykkeligt Levnedsløb.

I Vinteren 1862-93 gik jeg tillige med Hanne Bering til Konfirmationsforberedelse hos Sognepræst Storck i Skibby. Denne - som var Fader til den endnu levende Arkitekt H.B. Storck - var allerede den Gang en ældre Mand (f.1797 + 1880); han staar for mig som en ret stor, svær Mand med rundt rødmosset Ansigt hans Forkyndelse i Kirken var vistnok temmelig tør, og der var sjældent ret mange i Kirken.  Ogsaa han Konfirmationsundervisning var tør moraliserende;  jeg mindes egentlig kun hans Advarsler mod Drik og Usædelighed. Brændevinens Navn qua vit forslog han forandret til aqua mort, og Konfirmandinderne lagde han paa Sinde, at en Pige, der havde født et Barn, var ikke mere estimeret og havde tabt sine Chancer for Livet. Christendommens Midtpunkt stod han vist ret fjernt, og om nogen egentlig Paavirkning eller Hjælp til at blive ført ind i Christen­dommens Rigdom og Herlighed var der ikke Tale. Efter Konfirmationen og Altergang, efter hvilken sidste jeg med Bering og Familie var til Middag hos Præstens, rejste jeg hjem til Bondhus.

Naar henses til de 4 lykkelige Aar, jeg tilbragte i Skibby Skole, og til den Taknem­me­lighedsgæld, hvori jeg virkelig følte mig til min kære Lærer Bering saa vel som til hele Familien, kunde man vente, at jeg havde bevaret Forbindelsen med Familien paa en varmere og livligere Maade, end Tilfældet blev. Grunden kan vel have være den, at jeg ved at rejse til Amager og senere til Jonstrup blev saa langt fjærnet fra Skibby, at Besøgene ifølge Sagens Natur maatte blive sjældne; men selv efter at jeg var kommet til Rye som 2. Lærer, blev Besøgene ikke meget hyppigere. Maa­ske skyldes det ogsaa en vis Tilbageholdenhed fra min Side overfor Husets yngste Datter. I Konfir­mationstiden havde Hanne og jeg - som saa mange Børn i den Alder - en vis faible for hinanden, og vi vedligeholdt ogsaa i et Par Aar, tror jeg, en meget venskabelig Korrespondance; men jeg beva­rede dog som sagt en vis Tilbageholdenhed - enten fordi jeg følte mig alt for grøn til at indlade mig i et virkeligt Kærlighedsforhold, eller fordi jeg følte, at der ikke var tilstrækkelig Grundlag for et saadant Forhold. Fra Berings Død 1872 ophørte Forbindelsen saa at sige ganske, idet jeg dog senere i Livet nogle Gange har truffet sammen med Hanne i min Ven Sofus Olsens Hus, mens denne laa paa Landet i Klampenborg, og hun var Lærerinde i Taarbæk.


Til Erindringerne fra Skibbytiden hører ogsaa mine Hjemture fra Lørdag Eftermiddag til Mandag Morgen, hvilke foregik som Regel hver 14. Dag, og ved hvilke jeg jævnlig havde Ledsa­gelse af en eller flere Kammerater, som altid modtoges med Gæstfrihed af de Gamle i Bondhus. Baade Peter og Konrad har været med mig; men oftest var Sofus Olsen min Ledsager; ham var jeg jo ogsaa i længst Tid sammen med.

Jeg mindes en Fastelavn, hvor vi indesneede i Bondhus, og hvor vi fordrev Tiden med Kortspil, navnlig Firkort, om Aftenen, Slædekørsel og Tumlen i Sneen om Dagen. Vi gik altid hele Vejen hjem; men Mandag Morgen blev vi kørt paavej, i Reglen til Krabbesholm. Disse ture var en kærkommen Afbrydelse paa Skolelivet, skønt jeg ofte drillede Sofus ved at løbe fra ham tværs over Pløjejorderne, hvor han med sine korte Ben ikke kunde vinde med, saa satte han megen Pris paa Turene og gjorde Gengæld ved i Ferierne af og til at tage mig med ind til det store, rige Bagerhus i St. Strandstræde 10, hvor vi ogsaa havde glade Dage sammen. En Fest var det for alle i Skibby Skole, naar Hofbager Olsen kom paa besøg, i Reglen med eget Køretøj lige fra København og med de kendte langstrakte firkantede Sukatkasser fyldte med herligt Bagværk af alle Slags. Olsen var den Gang en Mand i sin bedste Alder, altsaa jævnaldrende med Bering, og det var en Fornøjelse at se, hvor udmærket de to Mænd kom ud af det sammen. Olsen var em høj, anselig smuk Mand, uden Skæg med bølgende lyst graanende Haar, en streng Mand i sin Forretning og som Husfader, men livlig, fornøjelig og udrustet med et godt Humør; han var en god Ven af Gl. H.C. Lumby, med hvem han vist godt kunde slaa en Basseralle.

Jonstrup Seminarium set fra syd 1858 - 1881

Jonstrup Seminarium

Paa Amager 1863 - 64.

Allerede længe før jeg blev konfirmeret, havde mine Forældre drøftet Spørgsmaalet om at faa mig gjort til Skolemester. De havde jo to Lærere, en til hver side - der begge sad i gode Embeder og sad - som man siger, lunt og godt i det; det var Stillinger, der socialt set var ligestillede med deres egen, og Uddannelsen til Stillingen var overkommelig, saa det var i og for sig naturligt, at de gode gamle Forældre søgte at faa en af deres 4 Drenge forsørget af den Vej.


Bering, som selv med Liv og Sjæl gik op i sit Kald, og som i en Menneskealder med Begejstring havde kæmpet for sin Stands sociale og aandelige Fremgang, bestyrkede mig i at blive Lærer, og jeg selv havde intet derimod. Kort efter min konfirmation i 15 Aars Alderen blev jeg derfor sendt til Lærer J. Chr. I. Brasch i Tømmerup-Ullerup Skole. c. 1 Mil ude paa Amager, ikke lang fra Kongelunden. Hvem der m.H.t. denne Anbringelse var mine Forældres Raadgiver, eller hvem der havde givet Anvisning paa Hr. Brasch, ved jeg intet om, men Manden og Stedet var godt nok. Brasch var den Gang en Mand i sin bedste Alder (47 Aar),  havde fra 1847-53 været Semina­rielærer (Skrivning og Gymnastik) ved Jonstrup og var 1853 kommet til det vistnok ret gode Embede paa Amager.

Brasch var en ganske køn firskaaren Mand af Middelstørrelse med stærkt, blond, bølget Haar og kort Kindskæg rundt om det glatbarberede Ansigt. Han var en energisk, viljestærk Mand, der forstod at holde paa sin Ret og nok kunde være stridbar, naar nogen gik ham for nær. Men han var opofrende over for sine Venner og dem, der trængte til hans Hjælp og var altid parat til at gaa i Il­den for dem uden Hensyn til egne Interesser. Hans Hustru, født Delcomyn, var 13 Aar ældre end han og havde 4 voksne Børn af første Ægteskab, af hvilke jeg kun lærte at kende Købmand Møller i Dragør. Hun var en dannet, elskværdig og godlidende, men noget svagelig Kone, der i alle Maader sørgede godt for os unge Mennesker. Foruden mig blev nemlig en Lærersøn fra Stevns, Holm, og en Gaardmandssøn fra Hollænderfælled, Hans Jacobsen, forberedt til Seminariet af B. Medens Jacobsen og jeg i sin Tid med Glans bestod Optagelsesprøven paa Jonstrup, kneb det for Hans at slippe igennem, og ved den første Juleeksamen paa Seminariet opnaaede han det hidtil uovertrufne Resultat i negativ Retning af minus 17 points; hermed var hans seminaristiske Løbebane afsluttet; men det forhindrede ham ikke i at blive en ganske dygtig Mejerist og senere Politibetjent i Køge.


 Det daarlige Resultat for Holms Vedkommende kan ikke lægges Brasch til Last; thi han forberedte os, som den Slider han var, med Iver og Dygtighed. Han skrev en nydelig Haand, var en dygtig Stilist og havde vistnok i det hele gode Kundskaber, skønt han paa den Tid ikke læste meget. Hans Hovedinteresse udenfor Skolen laa i Haven. Selve Skolelodden havde han forpagtet, men forinden lagt noget af den ind under Haven, saa denne var meget stor, vistnok over en Tønde Land.

Den var hyggelig, veltilplantet, forsynet med Læbælter og frembød alle Slags gode Sager; Træfrugt, Buskfrugt, Urter; det var dog kun en ringe Del, der solgtes; men meget foræredes bort, og Fru Brasches Syltekrukker var vel forsynede. B. sled i Haven som en Arbejdsmand; han var meget stærk og tillige nævenyttig, saa han kunde lave omtrent, hvad det skulde være; egenhændig opførte han - ogsaa hvad Murerarbejdet angik - et temmelig stort Drivhus, hvori trivedes dejlig Vin og mange Blomster.

Haven var et kært Opholdssted for os; i Drivhuset sad jeg ofte Foraar og Efteraar og læste. Vi unge hjalp stundom B. lidt med Haven; anden Hjælp mindes jeg ikke, han havde.
Af Husfællerne maa jeg endnu nævne Plejedatteren Hanne, der var lidt yngre end vi andre, og som senere blev gifte med Jacobsen, der allerede for mange Aar siden døde som Lærer i Glostrup, og efter hvem hun vistnok endnu lever som Enke uden Børn. Og saa gjorde jeg her i Huset for første Gang Bekendtskab med en Idiot, tilmed en rigtig fuldblods:  Det bar Aksel  Augu­sti­nus, en Søn af den rige Fabrikant A. paa Amagerbrogade. Han var vel en 15-16 Aar, nærmest en Kretin-Type, kort, tyk, klodset, med rødrandede kirtelsvage Øjne oppustet rødt Ansigt med glans­fuld, tyk, uelastisk Hud, Sproget fattigt og urent, Karakteren i det hele godmodig. Han havde en mærkelig Passion, som jeg ikke senere har truffet paa:  Han var lysten efter at klemme Folks store Taa mellem sine Fingre. "Rojsted, maa Aksel føle Din store Taaj" hed det ofte, naar vi var sammen; naar jeg saa føjede ham og han tog Skoen af, knælede han ned, fattede Taaen mellem begge sine Tommel- og Pegefingre og klemte lidenskabelig til af al sin Kraft og med synlig Velbehag.

Som alle Lærerfamilier paa Landet paa den Tid blev ogsaa Brasch's budt med til Bøndernes selskabelige Sammenkomster, og gæstfri som Amagerne er, blev vi unge Mennesker som oftest bedt med. Saavel herigennem som ved den jævnlige Omgang med Jacobsens Forældre og Søskende og andre Naboer og ved af og til at køre med dem til og fra Hovedstaden lærte jeg Amagerne at kende som yderst flittige, morgenduelige Mennesker, der Dagen igennem enten sysle­de paa Marken med deres Køkkenurter eller i den tidlige Morgenstund kører deres svulmende Læs til Torvet i København eller rundt omkring i Byens Gader, fra Grøntbutik til Grøntbutik, hvor de har deres faste Kunder. De er som allerede sagt meget gæstfri og dertil omgængelige, venligtsindede og tjenstvillige. Kaffekedlen staar altid paa Ilden, og naar en Amager ikke har faaet 7 Gange Kaffe, synes han ikke, Dagen har været god.

Deres daglige Forbindelse med København og deres Omflakken i Byen til alle deres Handelsforbindelser fremmer formentlig denne evindelige Kaffedrikken. Den samme daglige Om­gang med Københavnerne er muligvis heller ikke uden Indflydelse paa Amagernes høflige Væsen og omgængelige Sind. Men trods denne Omgang holdt Amagerkvinderne - Koner som Piger - endnu paa den Tid ubrødelig fast ved deres Nationaldragt Deres Udtale er vel nok i nogen Grad paavirket af den københavnske; men alligevel var der ved Amagernes Udtale er særegent Tonefald, som er vanskelig at karakterisere.

Under mit Ophold paa Amager faldt Frederik d.7des Død og Krigens Udbrud. Da Kongens Lig paa Dampskibet Slesvig førtes fra Lyksborg Slot, hvor han døde, til København, var vi unge taget til Hovedstaden for at overvære Indsejlingen, der foregik om Aftenen. Vi fandt en god Opstillingsplads paa nogle Bræddestabler langs Havnen, og det var et højtideligt, stemningsbe­væget Øjeblik, da Skibet, paa hvilket der brændte Fakler, og Gardere med Bjørneskindshuer stod Vagt, gled langsomt og højtidelig frem gennem Havnen i den mørke, stille Efteraarsaften til Lyden af Koraler fra et Hornorkester ombord. Mindre heldig var vi, da vi nogle Dage senere skulde ind og se Kongen ligge paa "castrum doloris" paa Chr.borg Slot. Adgangen for Publikum skete fra Marmor­broen v. Fr.holms Kanal, og vi var af Politiet inddelt i Hold langs hen ad Buegangen tilhøjre; men Avancementet forekom det store Publikum for langsomt, og lige med eet brød dette Afspærringen ved Portalen og langs med Buegangen og styrtede tværs over Ridebanen over mod Kolonnaden, hvor Opgangen til Slottet var.

Politiet, forstærket med Borgervæbningen, fik dog her trukket en ny Afspærring og masede med opløftede Geværkolber Publikum tilbage under Skrigen og Klagen; under det voldsom­me Pres blev jeg med opløftede Hænder baaret af Omgivelsernes Tryk en 10-15 Alen uden at røre Jorden med Fødderne. Vi og Folkemassen mærkede imidlertid, at det var Alvor og søgte uvilkaarlig tilbage henimod Udgangen og slap da nogenlunde helskindede ud af Sværmen og traskede saa hjem ad Amager til - men uden at have faaet nogen castrum doloris at se.

Af Vinterfornøjelser mindes jeg, at vi ofte løb paa Skøjter paa Kalvebod Strand, stundom helt ind til København; Sporten var ufarlig, da vi stadig holdt os paa det meget udstrakte Lavvand.

Brasch blev 1876 Førstelærer og Inspektør ved Sundbyøster Skole og havde Aaret i Forvejen giftet sig, atter med en Enke, denne Gang en med 2 Børn. Jeg holdt ikke Forbindelsen vedlige med ham; men jeg veed, at hans Alderdom var ret kummerlig og Ægteskabet ikke Lykke­ligt; jeg besøgte ham under hans sidste Sygdom, og da græd han sine modige Taarer, nervøst ned­brudt som han var. - Ogsaa min forrige Lærer Bering besøgte jeg paa hans Dødsleje (Kræft); ogsaa han var grædende. Det var to sørgelige Besøg, der gjorde dybt Indtryk paa mig.


Fra Skibby skole med læreren Jens Bering ved skoleklassen..

Jonstrup-Tiden 1864-67.


Den Periode, i hvilken min Seminarietid faldt, var en god Tid for Seminariet. Tilgan­gen var stærk; der mødte ofte dobbelt saa mange til de aarlige Optagelsesprøver, som Seminariet kunde modtage; dette kunde derfor ved at skærpe sine Fordringer og vrage de mindre dygtige sikre sig en flink Besætning af Elever. De aarlige Afgangseksaminer i dette Tidsrum viste derfor ogsaa udmærkede Resultater, og en stor Stab af dygtige, kundskabsrige Lærere spredtes over Landet. Naar jeg her nævner Navnene paa en Del af de mere bekendte Mænd, der i disse Aar udgik fra Jonstrup, maa jeg straks tilføje, at der sikkert er et langt større Tal, som fuldtud staar Maal med de nævnte, og som, om end i mindre fremskudte Stillinger, udfører et lige saa fortjenstfuldt Arbejde Landet over.


 Forhv. Skoledirektør, Etatsraad Joakim Larsen
 Skoleinspektør, Redaktør af Nationt. L. Wiggers.
            "    R.C. Lassen København
            "    A. Nissen,         "
            "    Emil Larsen,         "
            "    Boye Jensen         "
            "  senere  Viceskoledirektør H.K.V. Rolsted , København.
            "     H.E. Saul, Næstved
     Kr. Kroman, Prof, i Filosofi v. Universitetet
     Zakarias Nielsen, Forfatter
     Emauel Henningsen, Forfatter
     Fredr. Mygin, Sognepræst.
     I.C.A. Manniche, Sognepræst.
     H.I. Lassen, Døvt. Lærer, Inspektør
     M. Abrahamsen, L. i Kildebrønde, i mange år et anset Medlem af Skolelærereksamenskommissionen..
     C.E.V. Frank, Stabsintendant i Hæren.
     C.F.V. Boock, Højskolelærer, senere Landinspektør i København.
     Frederik Smidt, Lærer i Himmelev, Udgiver af et over hele Landet
     bekendt og benyttet Læreapparat t. B.v. Underv. i skriftlig Dansk.
     Hans Stefan Jørgensen, Overintendant og Udgiver af et landskendt køn- og Haandskriftsystem.
     Georg Larsen, Lærer og mangeårig Regnskabschef v.de. Ferslewske Blade.
     Hans Nielsen, Lærer v. Vridsløselille, senere i 28 Aar Forst. for Kbh. Kom.'s Internat
     O. Malling, Frimenighedspræst.


Naar Seminariet paa den Tid kunde udføre sine Funktioner paa fuldt tilfredsstillende Maade og med godt Resultat, skyldes det hovedsagelig de flittige, samvittighedsfulde og jævnt dyg­tige Mænd, der som Forstander og Lærere forstod at hævde god Orden og Disciplin, at lære Elever­ne at arbejde og at Foregaa dem med et godt Eksempel. Lad mig nævne disse Mænd,  give nogle faktiske Oplysninger om dem og dertil knytte enkelte Bemærkninger angaaende min Opfattelse af dem.


Forstander Jens Jensen, f.1796, var en Hjulmandssøn fra Holbæk Amt, frekventerede Seminariet 1814-17, studerede derefter Teologi, blev Kandidat 1826, Andenl, v. Seminariet 38 og Forstdr. fra 1841-1869, + 75. Hans Begavelse var næppe ud over det almindelige; men han var ud­rustet med en Jernflid, stor Omhu, Samvittighedsfuldhed og Akkuratesse i Udførelsen af alle sine Pligter, Eleverne kunde ikke have nogen bedre Eksempel til Efterfølgelse for Øje end deres øverste foresatte, hvad enten det gjalt hans private Liv eller hans offentlige Virksomhed.


Hans Undervis­ning, forekommer det mig, var nærmest tør, forstandsmæssig og noget pertentlig; men han sørgede for, at vi fik grundige Kundskaber og lærte os at ordne vore Tanker og lægge en fornuftig Disposition. Hans Lærebøger var som hans Undervisning. Alligevel saa jeg for mit Ved­kommende paa ham som Lærer med en vis Sympati paa Grund af hans store Omhu, og fordi han utvivlsomt gav os det bedste, han evnede. Dette sidste sagde han os udtrykkelig i den sidste Religi­onstime, han havde med os, vel i ydmyg Selverkendelse af, at han vist ikke helt tilfredsstillede vor Trang og vort Krav.

            Men en saadan Udtalelse forsoner og afvæbner Kritikken - især, naar man senere som Lærer selv har følt, hvor ofte man blev tilbage for det Ideal, man dog gerne vilde naa. Mærkeligt er det, at jeg trods denne tørre, rationalistiske Religionsundervisning aldrig har været saa stærkt religiøst vakt som i mit sidste Seminarieaar. Det er mig umuligt at paavise nogen ydre Paavirkning i saa Hense­ende; men Evangeliets egen Forklaring om Aandens Paavirkning maa vel ogsaa være nok; det er med den som med Vejret: man veed ikke hvorfra det kommer eller hvorhen det farer.


 Hans Mortensen, Fiskersøn fra Falster, født 1825, dimitteret fra Jonstrup m.1ste Ka­rak­ter med Udmærkelse 1845, studerede v. Polyteknisk Læreanstalt 1847-49, Lærer v. Næsgaard Agerbrugsskole 1849-53. Lærer v. Jonstrup 1856 i Naturfagene og Geografi. Har udgivet forsk. Lærebøger og Botaniske Arbejder som "Nordsjællands Flora"; var i den lærde botaniske Verden kendt og anset som en udmærket praktisk Botaniker; har vandret Hundrede af Mile med sin store grønne Botaniserkasse, og paa saadannet Ture var den ellers tungsindige og indesluttede Mand rigtig i sit Es. Hans Ægteskab skal ikke have været lykkeligt; i hvert Fald kæmpede han med smaa Kaar, idet han efterhaanden fik elleve Børn. H. Mortensen var vistnok en meget godt begavet Mand; jeg tror, han i Dybden  af sin Karakter gemte en  Rigdom og Følelse, som Livets Genvordigheder og Skuffelser mulig  var paa vej til at kvæle, og som han i hvert Fald sjældent lukkede op for.

Som oftest var han - ogsaa som Lærer - mørk og tilknappet, og i ondt Lune var han en Skræk for Eleverne; han kunde da kalde en Række Elever op til Katederet, den ene efter den anden, og permit­tere dem igen med et Nul uden at sige et eneste Ord.

Nogle af Eleverne frygtede og hadede ham; jeg kom ganske godt ud af det med ham og kunde trods alt ganske godt lide ham. Skønt han besad ikke saa lidt indre Dannelse, var hans ydre Fremtoning kantet og alt andet end "gentleman-like".

Jørgen Beyerholm var Gaardmandssøn fra Sønderjylland, f.1829, dim. fra Skaarup 1850 med 1. Karakter, ansat v. Jonstrup 1857 uden anden Dannelse end den seminaristiske. Han var ogsaa den af Lærerne, som besad mindst Almen-Dannelse, skønt han var en smuk Mand (35 Aar). Men han var en dygtig Faglærer, hvem særlig jeg, der kom med ringe Forberedelse i Regning og slet ingen i Matematik, skylder meget - ogsaa for hans private Manuduktion i det første Aar, Naar jeg med mine ringe Forudsætninger og uden særlige Anlæg for Matematik og Regning gik ud af Seminariet med mg og ug i disse to Fag, skyldes det Beyerholms dygtige Vejledning.

Carl Mortensen var Lærersøn fra Kerteminde, d. 1832, dim. fra Jonstrup m.1. Karakter m. Udmærkelse 1851, samme Aar, altsaa i 19-Aars-Alderen, ansat som 3. Lærer ved Jonstrup - i Tegning, Skrivning, Musik og Sang. Skønt M. altsaa ikke havde anden Uddannelse end Semina­ri­ets, naar undtages et Kursus i Tegning (1856-57), var han dog saa fortrinlig  begavet, særlig da som Lærer i Skrivning, Sang og Musik, at han sikkert maatte siges at gøre god Fyldest. Derhos var hane en dannet Mand, ikke Mindst i ydre Henseende, og kunde staa som et godt Eksempel for Eleverne i Retning af net Væsen og Ydre og Korrekt Optræden. Han var gift med Forstanderen, Etatsraad Jensens Datter Louise. Han har udgivet fortrinlige Skønskrivningshefter, Harmoni- og Orgelskoler, forskellige Sanghefter og har  komponeret flere Sange, af hvilken den bekendteste maaske er "Nattens dæmrende Taage".

Som Lærer i Sang og Musik viste han kun ringe Interesse for de Elever, der ikke havde synderlig Begavelse. Da jeg hørte til disse, opgav han mig tidlig, saa jeg opnaaede hverken at faa Karakter som Kirkesanger eller Orgelspiller. Dette Forhold afskar mig trods mine ellers gode Uddannelse fra de bedste Embeder paa Landet, da disse som oftest er forbundne med Kirkesang, og var vel nok en medbestemmende Aarsag til at jeg søgte yderligere Uddannelse i København.

Frederik Dahlerup, f. 1830, Søn af Provst D. i Ballerup, gift med Præstedatteren Frk. van Wülich, der sagdes at have været "Nikolaj"s Model til en af de unge Piger i "Nøddebo Præste­gaard". Han blev theol. Kandidat 1854 og var Andenlærer v. Seminariet fra 1863 til 70. Han var en vel begavet og kundskabsrig Mand med en retlinet Karakter og med gammel, nedarvet kultur. Han var Lærer i Dansk, Literaturhist. og Historie. Hans Undervisning var grundig og omhyggelig - vel nok noget tør, men kunde dog stundom være interessant. Et Træk fra hans Lærevirksomhed i dansk Stil: Vi  havde i Klassen en Kammerat Niels Jensen, hvis Stile som oftest var svulstige, højtravende og unaturlige. Dette var allermindst noget for den sobre og formelle Dahlerup, der altid holdt sig ved Jorden. Det var ham da ogsaa en synlig Fornøjelse at gennemhøvle N.J. for hans svulst.
Ved en saadan Lejlighed gav han ham og os alle en god Lære gennem den simple og lige for Haan­den liggende Sentens: "Vær dig selv", en Sentens, jeg har holdt fast ved til denne Dag og givet Ræk­­ke­vidde langt ud over den danske Stil. Dahlerup blev Sognepræst i Fuglede v. Kalundborg, tog Afsked, da han var godt oppe i 70erne og døde paa Fr.berg, da han var noget over 90.

Foruden de nævnte Lærere fungerede i min Tid Sergent af Artilleriet Olsen som Lærer i Gymnastik og Svømning (Søndersøen). Han var en høj, køn Mand med megen faglig Dygtighed og noget over Gennemsnittet af Underofficersdannelse. Han var elskværdig og omgængelig og stod altid i godt Forhold til Eleverne.

Som det af ovenstaaende ses, stod Flertallet af Seminariets Lærere i Kundskab og Dan­nelse ikke væsentlig over det Niveau, hvortil det var deres Opgave at hæve Eleverne. Dette var vel nok i og for sig en Mangel. Havde disse Mænd foruden den Lærerdygtighed, som de utvivlsom besad, staaet Videnskaben nærmere og haft noget mere Aands- og social Dannelse, vilde de mulig have kunnet hæve deres Elever noget højere op, aabne den Udsigt til Kundskabs- og dannelses­idealer, som vel aldrig naas, men altid bør eftertragtes, ligesom det formentlig da vilde være dem mere magtpaaliggende at bringe Eleverne en ydmyg Erkendelse af, hvor forsvindende ringe deres Viden er, selv om de gaar ud af Seminariets Port med 1. Karakter med Udmærkelse.

Paa den anden Side har som bekendt Begrænsningen ogsaa sin Styrke. Dette at være grundigt hjemme i og have fuldstændigt Herredømme over det Kundskabsstof, som man skal doce­re, giver en Sikkerhed og Maalbevidsthed under Arbejdet, som ikke kan undervurderes. Og naar vore Lærere udrettede saa meget med os, som de gjorde, skyldes det maaske ikke mindst denne Begrænsning og denne Sikkerhed.

Sætningen om Begrænsningens Styrke finder Bekræftelse fra et andet Omraade: Under min militære Uddannelse (som Menig ved Garden) gjorde jeg Bekendtskab med et andet Lærerkorps: Underofficersstanden, hvis Begrænsning var endnu betydelig større en Seminarie­lærernes, men paa det begrænsede Omraade, hvortil deres Viden og Kunden og Færdigheder var indskrænket, havde de om muligt endnu fastere Grund under Fødderne en Seminarielærerne paa deres. Her arbejdede de imidlertid med stor Dygtighed, støttede af den faste Haand og udmærkede Disciplin, der stod i saa stærk Modsætning til Nutidens Slaphed og Blødsødenhed indenfor Hæren. Resultatet var da ogsaa en, som det syntes mig, fuldt tilfredsstillende Indøvelse af Soldaterne i, hvad de bør vide og kunde. Trods Underofficerstandens let iøjnefaldende Skavanker, ser jeg dog - med min Soldatererindringer in mente - paa Standen baade med Respekt og Sympati, ligesom jeg trods Bajonetfægtningen, Haandvægtøvelserne og Stroppetures Strabadser ser tilbage paa min Rekruttid med Glæde og Taknemmelighed som den sunde og gavnlige Folkeopdragelse, den er.

Om Livet paa Jonstrup skal jeg fatte mig i Korthed, saa meget mere, som en Kollega af mig Viggo Danø i 1907 har udgivet "Seminarieliv i Halvfemserne", Erichsens Forlag, 95 Sider.

Som det allerede fremgaar af tidligere Antydninger var de 3 Seminarieaar en udpræget Arbejdstid; men dette udelukker ikke, at der var levnet tilstrækkelig baade Tid og Frihed til, at ungdommelig Lystighed, kammeratligt Samliv i selve "Borgen" som Seminariet kaldtes, Anlæget eller den dejlige Jonstrup Vang, i tilbørlig Grad kunde Trives. Livet paa Seminariet i den Tid var ordnet fuldstændig kasernemæssigt. De tre Klasser talte hver nogle og 20 Elever, ialt altsaa henimod 80 unge Menne­sker i Alderen fra 16-17 til 19-20 Aar. Disse sov fordelt paa 4 Sovesale, hver under Tilsyn af en Elev af ældste Klasse, der officielt hed Opsynsmand, men almindelig gik under Navn af "Vægter", fordi han blandt andet havde den Pligt - paa Omgang m. de andre Vægtere - at kalde Eleverne op om Morgenen.

I Undervisningstiden, fra 8-2 tror jeg, var Eleverne selvfølgelig paa Klasseværelserne; men i Fritiden og Overlæsningstiden var vi alle 80 henvist til den store Spisesal, hvor vi ogsaa ind­tog vore tarvelige Maaltider, med en Opsynsmand ved hver Bordende. Bordene var opstillede paa begge Sider langs med Vinduerne, men midt ned igennem Salen lod Bordene en stor bred og lang Plads aaben til Promenadegulv. En Eftermiddag eller Aften frembød Spise- og Samlingsstuen omtrent følgende Billeder.

Langs med de lange brunmalede Spiseborde eller paa Taburetter i Vinduesfordybningerne sad Elever, som Regel parvis, flittigt læsende, skrivende Stile, løsende Opgaver eller gemytlig passia­­ren­de, de fleste indhyllede i tætte Tobaksskyer, medens en ret stor Del af Eleverne sad parvis, Arm i Arm, vankende op og ned ad den brede Midterpassage, skiftevis foredragende for hinanden det Pen­sum, som de just nu havde gennemgaaet og memoreret henne ved Bordene. Der var selvfølgelig en Trampen og Summen som i en Bikube, og inden man blev vant til det, var det svært at arbejde eller samle sine Tanker under disse Forhold; mangen Læser, navnlig blandt "Spirerne" (yngste Klasses Elever), saa man da ogsaa sidde med begge Hænder fast pressede mod Ørene. Dog: Øvelse gør Mesteren, og det gik efter Omstændighederne godt med Forberedelserne.

I 90erne blev der dog opført en ny Bygning med saa mange mindre Læseværelser, at hver 2. Elever i hvert Fald i de øverste Klasser, kunde faa deres eget Læseværelse. I min Tid var det kun henimod Afgangseksamen, at det tillodes Eleverne parvis at skaffe sig Læseværelser hos de næ­rboende Jordbrugere i Jonstrup Vang, hvis der ikke tilfældigvis kunde anvises dem et lille Hum­mer et eller andet sted i Seminariet. Jeg og min Læsekammerat Christian Mattisen var saa heldige at faa overladt et Kvistværelse af Etatsraadinden (Forstanderens Hustru), og her trakterede hun os til­med ikke saa sjældent med en Kop Kaffe eller Chokolade. Dette vort hyggelige Samvær paa Kvis­ten med det lille Stænk af Familieliv, som den elskværdige, livlige og forstaaende Etatsraadinde lod os tilflyde, staar endnu som en af Solstraalerne fra mit Seminarieliv.
Da saa godt som alle Eleverne var fra Sjælland, rejste de altid hjem i de længere Feri­er; i de kortere tog stundom de Seminariet nærboende de fjernereboende, f.Eks. Lollikkerne, med sig hjem; jeg husker saaledes at have haft den høje smukke Lollik Tarp (død 1916) med hjem.

Af de aarlige tilbagevendende Festligheder, der spredte lidt Lys over det ensformige Sliderliv paa Seminariet, skal jeg nævne Dusgildet, der i min Tid formede sig om en herlig Skovtur til Frederiks­dal i den allerskønneste Tid Maj eller Juni, kort efter at de nye Elever var optaget. I sluttet Trop marcherede Lærere og Elever gennem de herlige Skove de henved halvanden Mil forbi Søndersø, Kulhus, langs Furesøen til Frederiksdals Kro, hvor Eleverne vejledte af de ældre stedkendte Kam­mer­ater spredtes om Skydeskiver, Gynger og lignende eller slog sig ned ved Bredden af Søen, indtil Fællesmaaltidet hen paa Eftermiddagen holdtes og efterfulgtes af et fornøjeligt Punschesold, hvor talrige Taler holdtes saavel af Lærerne som af Elever, og hvor alle de ældre Elever drak Dus med os unge begejstrede og beærede "Spirer", der først nu rigtig følte os optagne i Kammeraternes Kreds.


 Jeg bevarer de lyseste Minder fra disse Frederiksdalsture. Vi Elever følte ingen som helst snærende Baand hverken paa Hen- og Hjemturen eller under hele Opholdet paa og omkring Fr.Dal. Vi kunde frit hengive os til Nydelsen af den skønne Natur eller til de beskedne, uskyldige fornøjelser, som Ste­det frembød, eller som vi selv med ungdommelig Munterhed skabte os gennem Leg og Kom­mers. Der var et godt Forhold mellem Lærere og Elever; de første lagde som sagt ingen unødige Baand paa de sidste, og jeg mindes heller ikke at disse nogensinde gik over Stregen, om end Puns­chebollerne blev godt fyldte og godt tømte, saa vi gennemgaaende kom i høj stemning, og enkelte af os vel kunde trænge til en kammeratlig Arm at støtte sig til paa Hjemvejen, en Villighed, der altid blev ydet med Glæde. Disse Dusgilder, og den fornøjelige Maade hvorpaa de forløb, til Glæde saa­vel for Lærere som Elever, kan vist betragtes som et Bevis for, at Disciplinen og Aanden paa Semi­nariet i de Tider var sund og god. Mange Venskaber sluttedes paa disse Ture,  og selv ældste Klas­ses Elever nedlod sig paa den elskværdigste Maade til venskabeligt Samkvem med "Spirerne", som paa deres Side følte sig løftede ved for første Gang at tilhøre et stort og - i deres Øjne - glorværdigt Samfund. Til at forhøje og forædle Stemnin­gen den skønne Sommeraften ved Furesøens Bred bi­drog mægtigt de prægtige flerstemmige Sange, som vekselvis blev sungne af en flink og dygtig af Eleverne selv dannet og ledet Dobbelt-Kvartet og af samtlige Elever.

Paa Vejen hjem fra Fr.dal sluttede jeg mig som "Spire" til en af Opsynsmæn­dene i ældste Klasse, H.P.Olsen fra Suserup, der venlig tog sig af mig og indviede mig i alt, hvad en god "Borger" og Kammerat bør vide og gøre. Ham bevarede jeg Forbindelsen med indtil hans tidlige Død. Han blev nemlig Huslærer i Rye Mølle, senere Lærer i Lyngby ved Roskilde Fjord, i hvilken han - den gode Svømmer - fandt sin Død ved Kuldsejling med en lille Baad.


Sang ved Dussegildet paa Frederiksdal 1864.

Mel: Der er et yndigt Land. (Når de lyse lærker synger over Danmark)


Naar Somrens Ynde gæster Danmarks Strande
Og smykker Eng og Dal med Blomsterdragt
Naar Himlen smiler blaa og Søens Vande
Maa bølge sig for Vestenvindens Magt,
Da bli'r det kvalmt bag Klassens tykke Mure
- De skærmer godt i barske Vinterslud -;
Men naar, som nu, alt smiler i Naturen,
Da maa vi frit som Fuglen flagre ud!

Og Brødre! nu vi er, hvor Glæden vinker
Til os her under Bøgens grønne Top;
Se, hisset Søens Flade til os blinker;
Ja, Venner, det er os en Højtidsdag!
Derfor vi ogsaa nu vil Glæden hylde
Og kaste bort hver unødvendig Tvang.
Er Glasset tømt, vi vil det atter fylde,
Og lystig tone skal vor muntre Sang.

Og lad os nu en kraftig Hilsen bringe
Til vore unge Brødre, som vil bo
Med os i Jonstrup Vang - Kom lad os klinke
Med dem og ønske Enighed og Ro,
At Brodersind maa stedse hos os bygge
Der hist bag Søen, hist bag Egeskov.
Vi drog her ud i Skovens dunkle Skygge,
Men hist som her lad Venskab altid bo!
  P. Rasmussen.


En Gang i Vinterens Løb arrangerede Elever med allerhøjeste Tilladelse et meget pænt fornøjeligt Bal, til hvilket alle "Borgens" Damer fra Etatsraadinden og nedefter var indbudne;  ligesom de unge Damer fra nærmereboende Lærerfamilier og saa Elevernes Søstre og unge kvin­de­lige Slægtninge eller Bekendte. Disse Baller var vistnok ikke uden Betydning for Elevernes selska­belige Dannelse, der jo for de flestes Vedkommende i høj Grad trængte til Ophjælpning, og det vil­de derfor have været gavnligt, om Tid og Omstændigheder (Penge) havde tilladt lidt flere saadanne Sammenkomster. Man maa jo erindre, at Eleverne gennem de tre Aar var ganske afskaaret fra alt Familieliv, og denne Mangel, der i Længden straffer sig, vilde i nogen Maade kunne været modvir­ket ved noget mere Selskabelighed paa Seminariet. Dog Seminariet var jo først og fremmest en Arbejdstid - og vor gamle, brave Forstander var jo en udpræget Arbejdets Mand.

Foruden det aarlige store Bal, havde vi - gerne ved Fastelavnstid en Aftenunde­rhold­ning med Musik, Komediespil og gerne en lille Dans ovenpaa. Aftenunderholdningen d. 9/3.67 Kl.7 indlededes med følgende Prolog af Chr. Mattesen:


Prolog.

Som alle vide bringer Fastelavn
Jo Mælk og Brød og Brød og Mælk og Løjer
Saavel paa Landet som i København
Man spiser Boller, klæ'r sig ud og spøger.
Selv Jonstrup her, der ellers ej har Ord
For grumme meget Gøgleri at lide,
Og bag hvis Mure Livets Alvor boer,
Idag har lagt sin Værdighed tilside!
Jeg skal forklare, hvori Grunden ligger,
- Thi for alt en Grund kan føres an:
Det er et Folk, man kalder Katolikker;
De er katolske, som man tænke kan!
De har en Mængde underlige Skikke -
Som for Eksempel den at faste tidt;
De tør da hverken spise eller drikke,
Og gør de det, saa er det meget lidt!
Men førend denne Faste skal begynde,
Ta'r de Erstatning for den magre Tid
Og more sig med at slaa Kat af Tønde,
Og alt er lutter Munterhed og Vid.
Saalunde de Katolske Afsked tager
Med livets Glæder for at lide Savn
Og vie sig til Sult og Tørst og Plager,
Og Afskedsdagen -  det er Fastelavn.

Paa Jonstrup vi nu ogsaa snart skal faste,
- Forstaa mig, det figurlig kun forstaas;
Thi Dagene imod Eksamen haste,
Og man for Løjerne maa lukke Dør i Laas;
Dog først vi ret skal strænge an vort Snille;
Vi ofre vil en Aften "blot til Lyst"
Og nogle muntre Løjer for Dem spille;
Men De maa bære over med vor Brøst:
Vor Scene er et ringe Kunstens Tempel
Som, rent ud sagt, paa Jonstrup her er gjort,
Og det er ikke paatrykt Kunstens Stempel,
En Ting, som dog i vor Tid ej gør stort.
Det vigtigste vi har: Her er Kulisser
Og Baggrund, alt med dejlig rød Kulør,
Og Tæppe, som kan hisses op i Tridser,
Orkester, Lamper, Lys og en Sufflør.

Hvad dem angaar, som selve Kunsten øve,
Da vente de en mild og skaansom Dom,
Og at vort Publikum vil ej berøve
Os Bifald, hvis vort Spil De synes om.
Dog maa jeg forud be' Dem ta' tiltakke
Med vore Damers mandige Figur;
Thi naar man først er vant at gaa i Frakke
Er Snøreliv og Skørter ren Tortur.
De Elskerinder, vi Dem præsenterer
Er fremmed for alt lavt og alt gement;
Men een Ting dem i høj Grad dog generer:
De kan ej at' de høje Toner rent.
- Dog, jeg har sikkert snakket alt for længe
Og vil til Slutning derfor gunstigst be',
At De vil ikke være alt for strænge
Og med Kritikken gennem Fingre se!

Mel: Lott' ist todt. (Lotte er død)


Og har du hørt de gruelige
Ting, man nu fortæller?
Hvis ikke, hør det da, min Ven!
Og det jo før jo heller.
Thi Kopperne nu rigtig har
Begyndt her at grassere;
Man drøfter, om det ikke var
Det bedste at spadsere.
Nej tænk, nej tænk,
Hvor vidt den Snak kan gaa;
Det er dog rent forfærdelig,
Hvad folk kan finde paa.


Og Kuren, som her bliver brugt,
Den kender du ej heller.
Ja saa, min Ven, saa hør nu smukt,
Hvad jeg om den fortæller:
Man lægges i et Kammer pænt;
The der man ingen skader,
Hvor Termometret staar omtrent
Paa minus 13 Grader.
Nej tænk, nej tænk...

Dog, det betyder ikke stort;
Nej, der er noget andet:
Al Sygepleje falder bort,
Den koster saa forbandet.
Tænk blot, at spare Staten for
En Udgift paa en Daler!
Naar Pengemanglen er saa stor,
Hvad gør den syges Kvaler!
Nej tænk, nej tænk

Men Lægen, kommer han da ej
Den syge at kurere?
Jo, Doktor B.,  den - stop dog, nej
Jeg siger ikke mere!
Han ordinerer stræng Diæt,
Det mildner alle Smerter;
Især skal man sig komme let
Af Kaal og Flæsk og Ærter
Nej tænk, nej tænk  …


Og svært forsigtig Manden er,
Just derfor jeg ham priser;
Thi saasom Smitten farlig er,
Han Døren for ham laaser.
Det er kun Patienten da,
At Kopperne genere,
Og kommer han sig ikke, ja,
Saa la'r man ham krepere.


Se nu, min Ven, har jeg fortalt
Dig, hvad man her fortæller;
Du fatter det ej rigtig - alt;
Ja, jeg s'gu ikke heller -
Men svar mig kun endnu paa eet:
Den kære Sjæl, som byder
Og raader os til det og de
Har han ej skønne Dyder?
Jo vist, han er en prægtig Mand, lad gaa,
Men det er rent forbausende,
Hvad han kan finde paa.

Af andre smaa festlige Afbrydelser i det daglige Livs Ensformighed kan nævnes, at Seminariet paa Stiftelsesdagen, Kongens Fødselsdag og vistnok ogsaa Mikkels- og Mortensaften gav Steg og Punsch, hvilket var saa meget kærkommere, som den daglige Forplejning var saa tarve­lig, som den paa nogen Maade kunde være. Saa holdtes der i Aarets Løb af større eller mindre Kred­se adskillige "Sold" enten i Ballerup Kro eller paa selve Seminariet.

Klassekammeraterne Buchmann, Mattisen og jeg, der holdt Fødselsdagsgilde med nogle faa nær­staaende Venner hos "Pilus" alias Portner Olsen. Stemningen var høj, og skønt Kredsen af Gæster ikke var større, end at den let kunde overses, erindrer jeg dog, at de mange Talere, hver Gang krav­lede op paa Stolen for fra dette høje Stade at give Ordene mere Vægt.

Så gjorde Eleverne sig, enkelt- eller parvis, stundom en Tur til København, besøgte Museer og - naar Portemonæen tillod det - Theatrene.  Rejsen var jo i Forhold til den ringe Afstand (2½ Mil) ret besværlig: Først den halve Mils Spadseretur til Ballerup og saa med Dagvognen Res­ten af Vejen, da Frederiksundsbanen den Gang endnu ikke var etableret. Stundom gik vi ogsaa hele Vejen til København.

Da Eleverne maatte skiftes til daglig at hente Seminariets Post i Ballerup Kro, fik vi efterhaanden maaske lidt mere Forbindelse med denne Institution end ønskeligt var. Et Sold og i det hele Lystighed fremkaldt ved Spiritus havde en ikke saa ringe Tiltrækning over for os. Naar vi paa vore Ferierejser kørte i lejede Vogne fra Jonstrup til Roskilde, havde vi altid en Flaske Rom med, og denne gik flittig rundt blandt Vognlagets Medlemmer, idet vi ved at gnide Proppen op ad Flas­kens Sider frembragte en pibende Lyd og dertil sang: Lærken synger! Lærken synger! Dette Drikke­ri var dog nærmest et Udslag af misforstaaet ungdommelig Raskhed: vi syntes, det hørte med til at være "rigtige Mandfolk", "raske Svende". Det gik derfor heller ikke over Stregen og førte ikke til Fortræd; men jeg skønner dog, at der paa dette Omraade laa en Fare i Horisonten.

Sædelighedstilstanden blandt Eleverne var derimod fuldkommen ulastelig - ; der var jo heller ingen nærliggende fristelser i Omraadet.

Et par Ord maa jeg sige om Bespisningen. Som allerede i Forbigaaende nævnt var denne tarvelig: Morgen og Aften en skaal kogt Mælk med bart Smørrebrød til og - saavidt jeg hus­ker - en Mellemmad med belagt Smørrebrød og Øl; endelig de hver Ugedag tilbagevendende lidt sløje og kedelige Middags-Retter. Men vi kunde dog holde Livet ved denne Kost, selv om vi ikke fik noget tilskud fra Hjemmet i Form af Smør, Ost, Pølse, Æg, The og Kaffe, hvad de fleste af os fik, især Lollikkerne i brede Baner.
Jeg husker ikke, om der i min Tid blev officielt klaget over Maden; men saadanne Klager fremkom vistnok ellers ret jævnligt gennem Aarene i Seminariets Historie, Jeg har liggende for mig en af de Klagesange, som i denne Anledning blev sunget allerede 1851, og af hvilken jeg skal afskrive et Par Vers:


Det Flæsk, det var i Randen grønt
og spillede saa underskønt
i alle Regnbu-Farver.
Paa Randen var en saadan Svær,
at den var god til Saalelæ'r,
naar den kom til Garver.

Naar man til Næsen satte det,
saa var det først, at man fik ret
Begreb om Flæskets Goder.
Det lugtede saa stramt og ful,
og desuagtet var det Sul
bestemt for os til Foder.


En Episode, der vist er enestående i Seminariets 100-aarig Historie, og som indtraf i Vinteren 1863-64, maa jeg berøre med et Par Ord: En Elev i 1. Klasse, N.P. Christiansen blev an­gre­­bet af Kopper og henlagt uden Sygeplejerske eller Tilsyn i et meget isoleret koldt Værelse ovre i Gymnastikbygningen. Seminariets Læge Dr. Busck i Ballerup, der i Forvejen var ilde lidt af Elever­ne, mentes tilmed at forsømme Patienten, der vistnok kun blev tilset, naar et Bud kom op med hans Mad. De nærmere Omstændigheder erindrer jeg ikke; men da en Henvendelse fra Eleverne til For­standeren ikke bar Frugt, blev Forargelsen og Forbitrelsen - vel delvis isprængt med Frygt for Smitte - saa stor, at Eleverne paa et Møde enstemmig besluttede uden Tilladelse at forlade Semina­riet og rejse hjem, og det uagtet vi til Opsynsmand havde saa rolige og besindige Folk som Joakim Larsen, H.P. Olsen og Julius Petersen ( Skuldelev) og Malling. Det var en Aftale mellem os om, at de Seminariet nærboende Elever skulde underrette os om, naar Smitteform var forbi og give os Signal til Tilbagerejse.

Den saakaldte "Koppeferie" varede 3 Uger; paa den averterede Dag mødte vi alle prompte paa Seminariet og blev naturligvis modtaget af "Fatter" med en straffetale for vor Oprør; men om egentlig Straf kunde der ikke være Tale. Jeg formoder, at Sagen over for Seminariets Di­rek­tion er blevet forklaret som en Panik, der med en uimodstaaelig Magt havde grebet Eleverne; men om en Panikken vel har været et Aarsagsmoment, var den i hvert Fald ikke det eneste, næppe en Gang det væsentligste. For vor gamle 69-aarige af Autoriteterne højt estimerede Forstander, der jo frem for alt var Ordenens og Disciplinen Mand, maa dette Oprør have været et langt haardere Slag, end nogen af hans Elever vistnok den Gang forstod. Begivenheden er foreviget af Christian Mattesen i følgende Vise:

En af de Somre, jeg opholdt mig paa Jonstrup, overgik der mig, hvad der ikke før eller senere er sket. Jeg havde en Søndag gjort en Tur for at besøge min Barndomsven fra Skibby Skole Sofus Olsen, som paa den Tid lærte Landvæsenet hos Proprietær Lichtenberg paa Kvistgaar ved Helsingør. Da jeg paa Hjemvejen havde forladt Lyngby Station, var kommen forbi Frederiks­dals Kro og havde slaaet end paa den sædvanlige Skovsti, tabte jeg paa een Gang, under de tætte Bøge­kroner, Fodstien og mærkede, at jeg sjokkede om i det løse Bøgeløv. Jeg vendte om og gjorde mig al optænkelig Umage hor atter med mine Fødder at finde Fodstien; thi om end det var en skøn Som­meraften, var det dog bælgmørkt i den tætte Skov.

Det lykkedes mig ikke at finde Stien, og jeg besluttede saa at forsøge at gaa lige frem i en og sam­me Retning i Haab om saa omsider enten at naa ud af Skoven eller ud til Vej eller Sti. Jeg vandrede saaledes en to tre Timer, var begyndt at blive træt og havde egentlig gjort mig fortrolig med at over­natte i Skoven, hvilket ikke særlig ængstede mig - fra Barndommen af godt kendt med Skovlivet, som jeg var. Kort efter kom jeg imidlertid ud paa en Kørevej; men min onde Skæbne vilde, at jeg nu fulgte denne i den forkerte Retning og kom ned til Gl. Frederiksdal. Jeg vidste dog nu, hvor jeg var, vendte om og fulgte da de slagne Veje ad Jonstrup til og naaede hjem henad Morgenstunden, dødtræt. Det var den Nat, Valby v. København brændte, og en stor Del af Vejen kunde jeg se det svære Brandskær.


Gennem Generationer var det baade før og efter vor Tid Skik og Sæd paa "Borgen" at udgive en Avis. I vor Tid hed den Poppedrengen, udkom een Gang om Maaneden og afskreves ("trykkes") skiftevis af Klassens Elever. Bladets smukke Hoved, var tegnet af Kammerat Valdemar Carlsen (nu i Hvalsø). Halvfemsernes Blad hed Kanonen og blev autograferet i København.

En anden Skik, der ogsaa havde lange Tiders Hævd, bestod i, at ældste Klasses Elever henimod den Tid, da den virkelige Afgangseksamen fandt Sted, udvalgte af sin Midte en Kommission af 3 Med­lem­mer til at holde Eksamen i alle de Kundskaber og Færdigheder, som Seminarielivet og Kamme­rat­skabet udviklede. Der udfærdigedes en formelig Dimissionsattest, der paa selve Dimissionsdagen under højtidelige Former med Taler og Sang overleveredes de lykkelige Dimittender. Der var hos Eleverne en vis Ærgerrighed for ogsaa ved denne Eksamen at opnaa et godt Resultat.

Jeg erindrer saaledes, at jeg, der ikke før havde røget, en Maanedstid før Eksamen med Iver lagde mig efter denne Sport for dog at opnaa en Karakter. V. Carlsen havde med stor Fær­dighed i et tykt Tavleskaar udskaaret et Signet af henved 3 Tommers Diameter, i hvilket Symboler­ne Uglen, Tobakspiben, Glasset, Kaffekoppen, Støvlen og Hjertet med Piben indrammedes af Orde­ne: "Alvor og Gammen passer sammen". Da Sandheden af dette Ord illustreres godt af mine to Dimis­sionsattester, og da jeg tillige med en vis Stolthed ser tilbage paa den Alsidighed, disse to Do­ku­menter til sammen tagne lægger for Dagen, afskriver jeg dem paa omstående Sider, dog noget for­kortet. Til Forklaring tjener, at "Rævetrækket" var omtrent synonym med Skulkeri. Naar en Elev blev kaldt op for at løse en Opgave eller klare et Spørgsmaal og ikke kunde det, kaldtes det "at tage en Støvle".

Blandt Minderne fra Jonstrup bør ikke glemmes den ældgamle (60 'a 70 aar) uopsli­de­lige saakaldte "Jonstrup Nationalsang", en March-Sang, der altid gjorde Tjeneste paa vore Udture og er bleven sungen gennem Generationer i og udenfor Jonstrup af gamle Jonstrupper. Den er udsat af Carl Mortensen (4 Stemmer), fandtes - som Danø oplyser - i sin Tid i Tivolis Konsertsals Arkiv, og blev givet der paa Forlangende, naar ved Skolemøder eller lignende Sammenkomster et større Antal Jonstrupper var tilstede. Melodien findes i Danøs "Seminarister i Halvfemserne".


:/:   Og hør, du gode, gamle Borger,
       vil du aldrig vaagne mer? :/:
       Og falder Vejen dig besværlig og lang,
       saa syng blot denne hersens gamle, gamle Sang.
       Tra la la ........ tra la la!


 I 1890, i Anledningen af Seminariets 100 Aars Jubilæum, ved hvilken Erik Bøgh var tilstede, skrev denne en ny "Nationalsang" til samme Melodi. Den findes i Danø's Bog.


DIMMISSIONSATTEST. (Gammen").

Aar 1867, d. 20 Maj, tilkendte den dertil beskikkede Kommission Emil Vilhelm Rolsted, som har opholdt sig som Elev her paa Seminariet, følgende Karakterer for de Kundskaber og Kapaciteter, som han i Besønderlighed haver vindlagt og haft Lejlighed til at erhverve den for­nødne Færdighed udi saavel ved andres Forgang, som ved den "indbyrdes Undervisning" her paa "Seminariet".


Gemytlighed  mg       Lapseri  ug

Soldefærdighed ug    Driveri  mg

Rævetrækkeri mg     Opposition  godt

Appetit  ug               Morskabslæsn. mg

Tobaksrøgning mdl.  Danselyst  mg

Sovefærdighed ug     Vaaseri  ug

Kortspil  godt           Kurmageri  mg

Støvlefærdighed mg


 Overenst. m.disse Specialkarakterer tilkendes der E.V. Rolsted Hovedkarakteren,
"Meget duelig" med 180 Points, hvorhos bemærkes, at han "udmærket" kan forestaa et Gilde ......"

   Jonstrup kgl. Skolel. Seminar.

             H. Christiansen.   A. Lund.    C. Mattesen.


 (Seglet)
Skaaret i Skifter  i 3"
    i Gennemsnit


 

DIMMISSIONSATTEST.  ("Alvor").

E.V. Rolsted har under sit Ophold her paa Semin. udvist et meget godt Forhold og været Opsynsmand. Ved Afgangseksam. tilkendes Sem.'s Direktion og de øvrige Censorer ham


I   Følgende Specialkarakterer:


Religionskundskab ug        Matematik  mg

Praktisk Færdighed mg     Naturhist. & Naturl. mg

Mundvig Dansk ug            Pædagogik  ug

Skriftlig Dansk mg             Sang    0

Regning  ug                       Violinspil    0

Skrivning  mg                    Tegning  mg

Historie  ug                       Gymnast. & Svømning mg

Geografi  ug


II  Den af samme uddragne Hovedkarakter:
  Meget duelig (192 Points)

 til at forestaa Skolelærerembede.
              Han kan ikke forestaa Kirkesang
                     ej heller spille Orgel.

 Det kgl. Skolelærerseminarium paa Jonstrup

  den. 21. Juni 1867.

   I Overensstemmelse m. Protokollen

        sign.  J.Jensen


                     (Seglet)



Aaret efter, at jeg blev dimitteret, søgte den 72aarige Forstander Jensen sin Afsked, og den 19/12. 68 samle-des et stort Tal af hans gamle Elever paa Jonstrup for at tage Afsked med ham. Hans Mortensen udsang paa sin stilfærdige Maade i følgende Strofer sin....

Medens Carl Hansen fra Stenløse i mere højstemte Toner sang sit…

Med disse Afskedsord til vor gamle Lærer og Forstander vil jeg afslutte mine Erindringer fra Jonstrup. Men som et Supplement til disse og til yderliger Illustration af Elevpoesien paa den Tid, vil jeg endnu afskrive et Par Prøver, der den Gang vakte meget Bifald og for den førstes Vedkom­mende ved den fortræffelige Udførelse voldte os megen Fornøjelse.

TAK!

Som Sædemanden sig fryder i Løn
Ved trofast Arbejde og ydmyg Bøn,
Ved Markens svulmende Grøde, -
Som Hyrden vogter sin Hjord med Lyst
Paa grønne Enge ved Søens Kyst,
Mens Aftenens Straaler gløde; -

Saa frydes Lærerens trofaste Sind,
Naar Herren følger ham ud og ind
I Sorg og Glæde og Gammen;
Naar Bøn og Arbejd' forenes smukt,
Naar Møjen bærer velsignet Frugt,
Og Bønnen forjætter Amen.

Vor gamle Lærer! du virked' med Flid
Med Kærlig Troskab den lange Tid;
Og Himlens Naade nedsmilte;
Og Herren fulgte Dig før som nu,
Og Glæden fulgte Din Sjæl og Hu,
Velsignelsen over Dig hvilte.

Tak for den gode og frugtbare Sæd,
Du lagde trofast i Hjerterne ned
Til rige Frugter at bære!
Tak for den ædle og sjældne Flid,
Hvormed som Hyrde den lange Tid
Du vogted' din Hjord med Ære!


Farvel!

Hyld dig i Sorg, Vor Gamle Borg!
Lad Afskedstaaren rinde;
Den bedste Søn. Med Tak i Løn
En Hæderskrans du binde;
Som ham du ejer ingen fler,
- Men skal du ej ham favne mer',

I trofast Aand, Med sikker Haand
Din Børneflok hen ledte,
En Æra ny, Med Glans fra Sky
Han om din Isse spredte,
Og ej som Lejesvenden kold,
Men som en Stridsmand djærv og bold
Han dine Mure fredte.

Han ofred' dig en Vaar saa rig
En frodig Sommer Grøde,
Et Efteraar trods Sne i Haar
En Gylden Aftengrøde.
Lad nu den Gamle hvile lidt,
Det eneste, han glemte tidt
Ved Dagens Strid og Møde!

Fra Skov og Vang en Aftensang
Dig naar paa Vindens Vinger,
Mens Alfer smaa med Øjne blaa
Nu Mindets Banner svinger,
I bygged' sammen her saa glad,
Ej uden Graad I skilles ad,
- Et tungt Farvel de bringer.

Se, Olding kær! en Sønnehær,
Der fostret blev herinde,
Som mild i Aand med kærlig Haand
Du monne til Dig binde,
Dig byder vemodsfuldt Farvel,
- Vor Bøn for dit Dit og dines Held
Skal Vej til Himlen finde.

Vort gamle Hus! Om du i Grus
Skal styrte inden længe,
Om Daarskabs Raad og Avinds Braad
Skal dine Porte stænge
Og kaste Dig i Glemsels Favn
- Jens Jensens hæderkronte N
avn
Skal ingen Magt fortrænge.


I. Mel: Kommer hvo, som komme vil.


Komme hvo, som komme vil
kommer hid at høre;
her er Sang og Strengespil,
som kan Hjertet røre!
Om en Brændehugger fæl
som slog en Barber ihjel
:/:lystelig jeg sjunger.:/:

Gift han havde en Gang væ't,
men var separeret,
for hans Kone drak saa tæt,
at hun alt spoleret;
men han tænkte atter paa
ind i Ægtestand at gaa
:/:med en Melmands Enke.:/:


Bent var Navnet paa den Mand,
som i nu skal kende,
og sin Mad fortjente han
ved at save Brænde;
men hans største fejl var den:
Flasken var hans bedste Ven,
:/:som saa mange andres.:/:

Hendes Billed' Dag og Nat
for hans Tanke svæved';
kun for hende og sin Skat,
Flasken, Bent her leved.
Gerne havde hun sagt Jo;
men en anden hendes Tro
:/:havde forud faaet.:/:


II. Mel: Gadevisen: Den varme Mad.

Og ind i Stuen traadte Bent
hvor Enken havde Bo.
Han sa'e: Madam, nu har jeg brændt
for Dem foruden Ro!
Nu maa jeg Heden svale,
og derfor vil jeg tale;
men De maa Fanden gale
mig inte gøre Nar!
Jeg mit Hjerte for Dem ned-
lægger i al Ydmyghed;
giv mig nu en god Besked
sig Ja! saa er De rar.


Og Enken tog fra Kind sin Haand,
hun smilede saa mildt;
saa svared' hun, den Liljevaand:
"Ak, Deres Ord er spildt!
Jeg gerne svare vilde
Dem Ja, men det er ilde;
De kommer lidt for silde:
De har alt en Rival".
"Sig mig, hvem han er, den Rad,
saa skal han faa sin varme Mad,
saa skal jeg ham sgu splitte ad,
for nu, nu er jeg gal".

Se nu, Madam, nu vil jeg først
gaa hen og faa en Pæ'l,
og naar jeg saa har slukt min Tørst,
saa slaar jeg ham ihjel.
Den Karl jeg inte døjer,
tro bar ej jeg spøger;
nej, det er inte Løjer;
han skal min s'æl ha' Bø'st!
Jeg skal konfirmere ham.
jeg skal balsamere ham,
uh, jeg skal skamfere ham,
det er dog en Slags Trøst


III.
Mel. Jeg raader blot den Bø'ste o.s.v.

Barberen stod og sleb sin aller skarpeste Kniv
og tænkte ikke paa, han skulde miste sit Liv;
da styrted' Bent ad Døren ind og brøled', den Stud:
"Nu slar jeg Dig ihjel, og saa ta'r jeg din Brud!

"Det hjælper nu slets inte, at Du skriger Gevalt;
Du fried' til Madammen, det skal Du ha' betalt,
og dersom Du nu barestens mig laaner Din Kniv,
saa skal jeg paa Minuten støde den i Dit Liv".

Af Skræk paa Gulvet tumlede omkuld den Barber;
han aned, at han ikke skulde rage Folk mer;
han sprætted og han raabte højt paa Hjælp og Politi!
men Bent sa' blot: "Hold Munden, det nu snart er forbi!"

IV.
Mel: Peder Schiøtt.

Højt Barberen sig nu vaander
Ved at se den skarpe Kniv;
han ej næsten mere aander:
krækken gør ham ganske stiv,
og det blanke, skarpe Staal
ham berøver Mæle, Maal.Og den grumme Morder stikker
Kniven dybt i den Barber,
saa han ganske blodig ligger,
siger aldrig noget mer.
Derpaa ud i Natten sort
flygter saa den Morder bort.

V. Mel: Skøn Jomfru, luk dit Vindue op.


Madamme, luk Deres Vinneve op,
her er Deres Hjertenskær.
Barberen han er nu alt krepert,
af ham er De inte mer generet;
Madamme, luk Deres Vinneve op;
thi Deres Ven er her.


Madamme, ræk mig nu Deres Haand,
for nu er De jo fri.
Da holde vi vort Bryllup med Lyst
o, elskte Madamme, kom til mit Brys
Madamme, ræk mig nu Deres Haand,
til Jylland rejse vi.

VI, Mel: Elsk mig lidt, og elsk mig længe.


O min egen Brændehugger,
saa er du nu min egen Mand!
Du, for hvem jeg altid sukker,
hvem jeg ene elske kan!
Jeg mit Hjerte dig vil skænke,
snart skal Hymen fast dig lænke
til din ømme Melmandsenke.


Ovre paa den jyske Hede;
ved det vaade Vesterhav
skal vi bo i Lyst og Glæde,
tjene Penge ved din Sav!
Der vi for hinanden sukker,
der vi Elskovs Blomster plukker
o, min egen Brændehugger!

VII. Mel: Singdudelejda.


Saa rejste de begge til Jylland afsted;
de tænkte at leve i Ro og i Fred;
Barberen, ham tænkte de slet ikke paa,
og derfor det ogsaa dem galt monne gaa.

Thi da de var kommet til Jydernes Land,
blev Bent arresteret og grebet paa Stand,
fordi han nu slet ikke kunde la' vær'
at stikke sin Kniv i den arme Barber.



VIII. Mel: Peder Schiøtt i Barndoms Alder.

Bent blev brungen til Skafottet
For at lide der sin Straf,
og med Hals og Nakke blottet
faar han Hovedet hugget af -
Han skuld' hellere la' væ't
med at myr'e Mennesket.

IX. Mel: Signelil.


Enken hun ganger med Sorg i Sind,
tænker med Sorg paa sin Mage;
Taarerne rinde saa trindt over Kind:
"Aldrig han kommer tilbage!
Skaf mig min Brændehugger igen;
han var den bedste af mine Mænd;
jeg ulyksalige Kone!
jeg mig nu selv vil drone!"

Enken hun ganger til salten Strand,
ned til de skummende Vover:
"Saa, nu skal Sorgen over min Mand,
tænker jeg, hurtig gaa over!"
Saa tar hun Tilløb med udslagne Haar,
og ud i Dybet paa Hovedet hun gaar,
synker, mens Bølgerne larme -
saa er hun væk - den arme!

  Chr. Mattesen


Savskærerens Flugt
eller

"Ulykkelig Kærlighed paa Vestkysten af Jylland".
Storartet Romancecyklus til Melodier, hentet fra Classikerne.

Udført ved en Aftenunderholdning paa Jonstrup
1865 af Emil Clausen og Christiansen Mattesen.


Paa Foden af den Afskrift, jeg har benyttet, skrev Forfatteren følgende Anmærkning: "Da man paa Jonstrup morede sig over "Ferdinands og Carelines Masker", skrev jeg til en Aftenun­der­holdning "Brændehuggeren", der end havde til Hensigt at vække et Øjebliks Munterhed. Ved E. Clausens udmærkede Udførelse af en Gadesangerskes Rolle fremkaldte "Savskæreren" ogsaa Latter, og det var i Virkeligheden alt, hvad disse Viser gjorde Fordring paa.

"Ferdinands og Carelines Masker", der vist ogsaa var forfattet af Mattesen, har jeg ingen Afskrift af; men de udførtes ligesom Savskæreren af Clausen og Mattesen.

Dette Fødselsdags-Poêm er forfattet af min kære og nærstaaende, flegmatiske, joviale, gemytlige og godmodige Klassekammerat Chr. Nielsen, der var en Søn af Garderobeforvalteren ved det kgl. Teater.



                P r o l o g.

Jeg næppe tror, at jeg er lyvende,
naar jeg forsikrer, at den 24de
November er en saadan Dag.
af alle - baade store, smaa,
af Mand og Kvinde, ung og graa.
Det var endda slet ej for meget,
om vi idag blev bedre plejet,
fik Gaasesteg og Risengrød
til Minde om, at du blev fød.
Dog - hvis jeg Økonomen kender,
saa tror jeg ikke, dette hænder.
Men det skal  ikke Glæden mindske:
Jeg lader blot Pegasen vrinske,
saa faar Du det, som vel er bedre:
et Digt, som din Person skal Hædre.

Idag for nitten Vintre siden
da var du ganske, ganske liden
og lignede dig nu saa lidt
som Osten - Pølsen, Smørret - Fedt.
Men siden er du større blevet
og haver mange Ting bedrevet;
Du altid har din Slægt fornøjet
og altid godt din Mad fordøjet;
se, saadan er dit Levnedsløb
fra den Dag af, du laa i Svøb.
Og derfor vil vi ogsaa prise
dig i en køn Geburtsdags-Vise.
 Kor af Gratulanter:
Vi ønsker dig, du tykke!
 Ekko: tykke! tykke!
At aldrig du maa mangle Lykke.
 Ekko: Lykke.
At Sorg og Støvler aldrig maa dig trykke,
at Sundhed altid maa din Bane smykke.
Gid længe end du blandt os maa ha' Sæde
og saa for øvrigt aldrig mangle Glæde:
 Hvad vil du mere?

 Ekko: Æde, æde!


Andenlærer i Rye 1867-72.

4/3.1918


Som det af min Beretning om den foregaaende (3-aarige) Periode fremgaar, bevarer jeg kun gode og fornøjelige Minder fra mit Seminarieliv med dets Arbejde, dets Fornøjelser, dets Venskabs- og Kammeratskabsforhold, og mine Lærere der kan jeg kun tænke paa med Agtelse, Sympati og Taknem­me­lighed. Dette udelukker dog ikke, at Seminarielivet havde sine sure og drøje Timer og Tider, at man mangen Gang længtes efter sit gode Hjem, var begejstret hver Gang man i Ferierne drog afsted til det, og at man mod Slutningen glædede sig for hver Dag, der gik, og var jublende glad den Dag man drog afsted, med sin Dimissionsattest i Lommen.

Det er et viist og kærligt Forsyn, der indretter det saaledes for os dødelige, at medens vi bevarer alle vort Livs lyse og gode Minder ned gennem Aarene, saa lader det os paa en mærk­vær­dig grundig Maade glemme Sorgerne, Skuffelserne og Genvordighederne, eller lader dem i hvert Fald træde saaledes tilbage i Bevidst­hedens Dyb, saa de ikke træder mellem de lyse Minder, men disse synes at danne en ubrudt sammenhæn­gende Række. Dette er selvfølgelig en almen men­neskelig Erfaring; men det udelukker muligvis ikke, at der ogsaa i denne Henseende kan være noget individuelt forskelligt hos de forskellige Naturer.

Jeg selv er nærmest selv forbauset - men tillige naturligvis taknemmelig  - over, hvordan Minder om tunge Aar fra mit senere Liv ligesom fuldstændig er sunket ned, overskygget og overvokset af alle de gode Minder.

Men bort fra Filosoferen og tilbage til det nye Afsnit af min Hverdagshistorie, det den i Ordets egentlige Betydning er - roligt og jævnt løbende Tusinder og atter Tusinder af andre Men­ne­skers Liv er gledet hen.

Der skulde kun forløbe kort Tid efter min Afsked med Seminariet, før min Lærer­duelighed blev sat paa Prøve i mit første Embede.

Den gamle Bent Lund i Rye havde forlængst nedlagt Ferle og Bøsse og var i 1865 blevet afløst af Christen Hansen, under hvem Børnetallet hurtigt voksede saa meget, at der i 1867 maatte oprettes en Andenlærerplads. Denne blev just opslaaet, da jeg kom hjem fra Seminariet, og intet var derfor naturligere, end at jeg søgte dette umiddelbart ved mit Hjem beliggende Embede. Jeg havde imidlertid en farlig Konkurrent i H.P. Olsen, der var Huslærer i Rye Mølle, 2 Aar ældre Seminarist og lige saa god Eksamen som jeg. Det, der skulde hjælpe mig, var, at jeg var barnefødt i Sognet, og at mine Forældre var vel ansete og vel lidte af Befolkningen.

Min gamle trofaste Far sparede sig saa lidt ved denne som ved nogen anden Lejlig­hed, hvor han kunde gavne sine Børn, men travede trolig omkring med mig til alle de ni Sogneforstandere. Disse gav mig da ogsaa alle deres Stemmer; men dette vilde ikke have været nok. Havde der ikke blandt de ni været en, der var klog nok til at vide, hvad der skulde til, og energisk nok til at gøre det. - Denne Mand var Hmd. Lars Hansen af Ørnenæbshuset. Han havde intet imod H.P. Olsen, hverken personligt eller sagligt; men han vidste, at fik denne alle Stemmerne, vilde han blive først indstillet og faa Embedet.

Altsaa stemte han imod Olsen; denne fik 8 Stemmer, men jeg 9 og Embedet. Saa heftig var Kampen, og saa lille Embedet.


Men skønt det var det mindste Embede, jeg nogensinde har haft, saa har der aldrig til nogen af mine andre Ansættelser været knyttet saa store Dokumenter, Segl, Underskrifter og Bevis­ligheder. I mit Kaldsbrev til Stempel Takst 2 Rigsdaler gør Stiftamtmand Simony og Domprovst Gude under deres Haand og Segl vitterligt, at vi under 12/8.67 have beskikket Seminarist E.V. Rolsted til Andenl. v.Rye Skole. I dette Embede vil han nyde en aarlig Løn af 200 Rdl., fri Bolig for en udgift og 3 Favne Brænde til Skolestuens og eget Brug samt Andel i Skolepenge efter Lov af 8/3.56.

Og Sjællands Biskop Hans Lassen Martensen bevidner ligeledes under sin Haand og Segl i den for mig udstedte Kollats, at jeg "er en ret beskikket Andenlærer ved Rye Skole paa de Vilkaar, at han efter den af ham aflagte Ed dette Embede troligen og vel forestaar, i Særdeleshed ved utrættelig Flid og Aarvaagenhed antager sig Skolebørnenes Undervisning, bidrager til, saavidt det staar i hans Magt, at Skolegangen ikke forsømmes, og at ethvert Barn oplæres efter dets Alder, Begreb og Kundskaber, fører et gudfrygtigt, stille og ærbart Levnet, er sin Øvrighed og Foresatte hørig og lydig, nøje iagttager Hans Majestæt Kongens Lov og Anordninger, saavidt samme ham vedkommer, og i alt forholder sig saaledes, som det en kristelig, flittig og redelig Skolelærer egner og anstaar".

"Saa længe han dette sit Embede vedbørlig og vel forestaar og fører et ustraffeligt Levnet, skal han beholde Tjenesten og i samme nyde de Indtægter og Emolumenter, som er denne tillagte.

Jeg beder derfor samtlige Tilhørere i ovennævnte Rye Skoledistrikt, at de velbemeldte Seminarist E.V. Rolsted som en ret beskikket Andenlærer ved Distriktets Skole velvilligen modta­ge, hvornæst jeg tilønsker enhver især Naade, Fred og Velsignelse af Gud Fader formedelst Sønnen Jesus Christum ved den Helligaand".

Saa tog jeg da efter Sommerferien 1867 trøstig fat paa min Skolegerning i Rye, den fortsatte i 5 Aar, dog med ½ Aars Afbrydelse som Rekrut ved Garden.

Min Medlærer, Førstelærer Christian Hansen var den gang en Mand i sin bedste Alder 38 Aar; han var en Husmandssøn fra Bringe v. Jonstrup Seminarium, havde i en Række Aar været Lærer v. Østre Betalingsskole (Sølvgade) i København under Inspektør, Kaptajn Petersen - Fader til Oldgranskeren Henry Petersen -, med hvem han under sin Virksomhed i Rye vedblev at staa i ven­skabelig Forhold. Hansen var en flittig og dygtig Lærer, der bragte sin Elever godt frem og præste­rede gode Resultater ved Eksaminer og Visitatser, blev ogsaa under sin Virksomhed i Rye udnævnt til Danebrogsmand. Vi kom godt ud af det sammen i de 5 Aar, men nogen egentlig - navnlig ikke dybere  - Venskabsforhold udviklede der sig ikke. Dertil var - tror jeg - H. for meget Facademen­neske. Han havde altid de ydre Former i Orden og paa hans borgerlige Hæderlighed var der intet at sige; men hans hele ydre Menneske syntes ikke at være fremvokset af en dyb, ærlig, sandhedssø­gende Karakter. Der manglede derfor den velgørende Harmoni mellem det ydre og indre, og i Om­gangen med ham stødte man aldrig paa de dybe Kildespring, der udgaar fra et ædelt Hjertes Grund, og som derfor vækker Tillid og Sympati,

tiltrækker og stifter Venskab. Saadan omtrent dømmer jeg om denne Mand efter bedste Skøn; men det er godt, at Dommen ikke hører Mennesker til, men Gud; thi vor Dom er jo saare stykkevis og ufuldkommen; hvem kan ransage Hjerter og Nyrer?


Hans Hustru, født Hvidberg, var en Skolelærerdatter fra Jylland, ikke videre sympa­tisk; Børnene, der var smaa, var vistnok godt begavede, men noget aparte; begge Dele var i hvert Fald Tilfældet med den ældste Søn Niels Christian, der, naar der var Fremmede, krøb omkring under Spille- eller Spisebordet og kneb Gæsterne i Benene. Han er Lærer v. Roskilde Skolevæsen, ugifte, har foretaget Studierejser og skrevet i "Vor Ungdom", specielt om Regneundervisningen.

Min Skolestue var beskeden, lavloftet, ikke ret store Vinduer, tilbygget i Bindings­værk til den gl. Skolebygning og havde fælles Entré med Førstelærerens Klasse, der laa til Gaden.

I en anden (grundmuret) Tilbygning havde jeg en god lys Dagligstue og et lille Sovekammer. Far tog med mig til København og købte pæne Mahogny Møbler til mig. Da jeg senere flyttede til København og Forældrene til Teglhuset, købte Fader atter Møblerne af mig og brugte dem vist i Teglhuset til sin Død. I Begyndelsen sov jeg i Lejligheden og holdt mig der (vel nok ved Moders Hjælp) med "Tør Kost" og gik saa hjem og spiste til Middag. Det varede dog ikke længe, før jeg helt flyttede hjem til Bondhus og fik hele min Forplejning der "gratis omsonst og uden Betaling".

Om mit Skolearbejde skal jeg fatte mig i Korthed: Hansen havde indrettet det saa, at han underviste yngste og ældste, jeg begge Mellemklasserne i alle Fag. Ordningen, der selvfølgelig havde Skoledirektionens Sanktion, var for saa vidt plausibel, som det at lægge Grunden hos Begyn­delsen og foretage Afslutningen med Konfirmanderne vel nok krævede de største pædagogiske Betingelser og derfor naturligt overlodes til den ældre, erfarne Lærer. Men for mig var Ordningen mindre tilfredsstillende: De begavede Børn kom rigtignok tidlig ind til mig, men passerede ogsaa hurtigt mine Klasser og kom op i den øverste, hvor de tilbragte største Delen af deres Skoletid.

De daarlig begavede naaede altid op i mine Klasser; men her blev de hængende aarevis, og adskil­lige naaede aldrig op i øverste Klasse. Jeg fik saaledes i Hovedsagen de daarligste Børn at undervise og delvis tillige ogsaa de vanskeligste. Jeg indgik derfor efter et Aars Tids Forløb med et motiveret Andragende til Skoledirektionen om at faa indført Fagundervisning, saa hver Lærer Underviste i sine visse Fag hele Skolen igennem. Ved den forudgaaende Drøftelse af Sagen med Hansen stillede denne sig i Begyndelsen modvillig, maaske tildels af pekuniære Grunde, fordi han frygtede for at gaa glip af nogle Indskrivningspenge; men efterhaanden opgav han Modstanden og sluttede sig til Andragenet, der ogsaa blev bevilget, hvorved der bragtes lidt mere Solskin over min Skolegerning, som i det hele tilfredsstillede mig; jeg kom gennemgaaende godt ud af det med Eleverne, bragte dem ogsaa tilfredsstillende fremad, vandt gennemgaaende Forældrenes Sympati, var en velset Gæst saavel ved deres Gilder som ved alm. Besøg, fik ogsaa stundom Gavn af dem, især Faaremælk, min Livret, stundom Penge; een Gang et Svinehoved! - jeg Ungkarl. Men jeg havde ogsaa Uvenner iblandt dem. Til disse hørte saaledes Hmd. Ejler Petersen af Langtved, der i 1870 indgav Klage over mig til Skolekommissionen for formentlig Misbrug af Straffemyndigheden; da Kommissionen af­vis­te Klagen, gik han til Skoledirektionen, og da denne ogsaa afviste ham, tror jeg nok han gik til Ministeriet og endte hos Kongen; men fik dog ingen Ret over mig. Ejler Petersen førte i sin Klage som Vidner paa Straffemærkerne (blaa Striber) Høker Frans Christensen og Skipper Jørgen Ras­mus­sen og Klagen var endvidere bilagt med en Udtalelse fra Hmd. Anders Hansen af Rye, en Ud­talelse, der ved sin Form og Retskrivning er saa karakteristisk, at jeg skal afskrive den:


"Ann ders hases Søn Niens Hansen har motragene
"seix slav tam vor ved der fan des hul i mellem
"laarned vaar der ved be kreftes ed vis det
"paa kræfes

  "Ans Ders Hansen".


Den ret urimelige Klage faldt det mig ikke svært paa Opfordring fra Skolekommis­sio­nen at tilbagevise skriftlig; men ved nu at opfriske Sagen kan jeg ikke lade være at tænke paa, at hvis den berygtede §8 den Gang havde eksisteret, vilde mine Uvenner sikkert ikke have undladt at benytte den for eventuelt at faa mig afskediget.

Under min Virksomhed i Rye var jeg et virksomt Medlem af Egnens Skytteforening, ved hvilken jeg bl.andet virkede som gymnastiklærer og fik derved Lyst til at forsøge at virke lidt til Gavn og Glæde for dem ved at holde Aftenskole, idet jeg dog ikke tog de almindelige Skolefag op, men indskrænkede mig til at holde frie Foredrag. Af nogle gamle Optegnelser ser jeg, at jeg blandt andet behandlede følgende Emner: "Luftsejlads", "Vulkaner og Jordskælv!. Et Foredrag om Fr.d. 3die gav mig Anledning til at mane til Fædrelandskærlighed, Offervilje og Forsvarsvilje.

I tilslutning til den nystiftede Skole-Bogsamling manede jeg til flittig Benyttelse af denne og viste, hvad der kan opnås af Kundskaber og Udvikling for Forstand, Aand og Hjerte ved Læsning af Bøger. I samme Foredrag ivrede jeg med den herskende Materialisme og mindede om, at Menne­sket lever ikke af Brød alene. Manede til modigt at træde op imod alt, hvad Samvittigheden siger os, der er falsk eller urent og stygt, ikke at være bange for at sige sin Mening, selv om det vækker Mis­hag og mulig skaber os Uvenner.

Saavidt jeg husker var Foredragene ret godt besøgt. Af jævnaldrende Omgang stod jeg i hele min Rye Tid i Forbindelse med de til enhver Tid fungerende Huslærere i Rye Mølle: H.P. Olsen, Bechmann, Poul Geleff og Carl Nielsen. Af disse kom jeg i nærmest og dybest Venskabs­forhold til sidstnævnte, der senere blev Lærer i Hyllinge og gift m. Pastor Hellemanns Datter. Det var en Mand, for hvem jeg den Dag i Dag nærer høj Agtelse, Venskab  og Hengivenhed paa Grund af hans udmærkede Evner og retlinede Karakter, og hvem det var mig en Glæde at have til Gæst her d.3. og 4. August 1917 sammen med mine andre Jonstrupkammerater. Poul Geleff var Slesviger af Fødsel, en nationalt og frihedssindet und Mand, der før han kom til Rye havde været Redaktør af Bladet "Heimdal".  Han var gemytlig og fornøjelig i Omgang, og der var sikkert ikke en ond Blods­draabe i ham; han blev senere Socialdemokrat og er bekendt som saadan, idet han i 70erne blev dømt tillige med Pio og Brix. Han elskede Søbade, og den Sommer vi var sammen, gæstede vi jævn­lig Stranden ved Færgekroen, hvor vi holdt Svømmeøvelser, og hvor jeg for første Gang svømmede mellem de to Brohoveder fra Færgekroen til Munkholm.

Iøvrigt kom jeg - mest til Kortspil - sammen med Egnens Familier: Lærer Hansen, Pastor Hellemann, Godsforvalter Jensenius, Møllerne Hellemann, Andersen og Chr. Jensen; sjæld­nere kom jeg til Lærerne Hansen i Hyllinge, Fr. Smith i Sæby og Bering i Skibby.

Med Klassekammeraterne fra Jonstrup stod jeg i denne Periode i en ret levende Brevveksling.

Jeg kunde en Gang imellem gøre mig en Tur til København og besøge Teatrene; thi da jeg havde mit Ophold fuldstændig frit, var der ret godt Forslag i de fattige 5 a' 600 Kr., hvori min Løn alt iberegnet bestod. Jeg begyndte ogsaa at anlægge en beskeden Bogsamling: Nordisk Konver­sa­­tionsleksikon, Niels Baches Nordens Historie, Allens Haandbøger, Fr. Barfods Fortællinger af Fædrl.'s Historie, Molbechs Ordbog, Meyers Fremmedordbog, P. Hansens Antologi og nogen Skønilitteratur stammer fra den Tid. Mit første Bogskab i "Spidsbuestil", i 2 Etager, med Dobbelt­døre leverede Snedker Dann mig - jeg tror nok Nøddetræsmalingen iberegnet - for 12 Rigsdaler. Det har fulgt mig til denne Dag, gjorde i mange Aar i uforandret Skikkelse Tjeneste som Bogskab for vore Børn. Først ved Flytningen til Ødam blev det hvidlakeret og gør nu Tjeneste som Glasskab for Mor, og jeg er stolt af, hvor festligt det ser ud i denne Egenskab i den hyggelige Mellemstue.


Imidlertid var Andenlærerembedet i Rye jo et tarveligt Levebrød, og min Mangel paa Evne til at undervise i Sang og forestaa Kirkesang afskar mig fra at søge de fleste og navnlig de bedre Embe­der paa Landet. Jeg forsøgte mig derfor med forskellige jævnt gode Købstadsembeder, men da dette heller ikke lykkedes, modnedes eftermanden min Beslutning om at søge yderligere Uddannelse, dels altsaa for at øge mine Kvalifikationer, men ogsaa af Lyst til at skaffe mig flere Kundskaber. Ærgerrighed med Hensyn til akademisk Udannelse har jeg aldrig lidt af, og da min Skolegerning i og for sig var mig saare kær, ønskede jeg kun at blive ved denne, men paa en mere fremskudt Plads. Det laa da lige for at søge Adgang til de saakaldte Monradske Kursus, der oprettedes i 1856 paa Monrads Initiativ, medens han var Overskoledirektør, og hvis Maal var gennem et 2½ aarigt Kursus i København at uddanne "fortrinlig begavede Seminarister til dygtige Lærere i Tysk. Engels, Mate­matik, Naturfag og Tegning i de for nylig oprettede højere Borgerskoler" i Købstæderne, hvilke Skoler kæmpede ned store Vanskeligheder for at faa disse Fag besat med brugbare Lærere.

Jeg søgte Kurset forgæves i 1870, gentog Ansøgningen i 1872 og tiltraadte Kurset efter Sommerferien samme Aar.

 Etatsraad Jensen gav mig i denne Anledning følgende Anbefaling:
"Det er mig kært at kunde bevidne, at min kære forhenværende Elev
"Emil Rolsted var til sin Tid en af sin Klasses flinkeste og mest agtede Elever.
"Hans fortrinlige Dimissionsattest vidner om en !ingenlunde almindelig Begavelse;
"det er da allerede af den Grund naturligt, at han ønsker at arbejde sig videre frem og skaffe sig
"ved forhøjet Dannelse en endnu større Adkomst; men dertil har han endnu en sæegen Grund.
"Han er nemlig ganske blottet for musikalsk Anlæg og derved udelukket fra mangfoldige og det af "de bedste Embeder paa Landet, hvortil hans øvrige Begavelse ellers vilde henvise ham.

"Faar han den Understøttelse, hvorom han søger, vil Vejen langt lettere blive ham aabnet til højere "Lærerposter, og da navnlig ved Skoler med flere Lærere.
"Jeg er vis paa, at Rolsted med Held og Ære vil benytte den Adgang til yderligere Uddannelse,
"som han attraar, og hvortil jeg paa bedste Maade anbefaler denne velbegavede og i hver henseende "agtværdige unge Mand".

 Førend jeg gaar over til dette Afsnit af mit Liv, maa jeg dog sige et Par Ord om min første Norgesrejse og om min Soldatertid.


Min Gardertid


I Sommeren 1869 aftjente jeg min Værnepligt som Rekrut ved Garden. Denne korte Soldatertid i den gode Aarstid staar for mig som en sund, fornøjelig, behagelig og paa sin Vis udviklende Afbrydelse i Skolegerningen. Vel var Anstrengelserne i de første 6 Uger betydelige; navnlig Haandvægtsøvelserne og Bajonetfægtningen tog stærkt paa mig og gjorde mig i Forening med de andre Øvelser, Gymnastik, Marsch og Løb, saa mør og øm i alle Lemmer, som om jeg var gennembanket, og i Skinnebenene fik jeg som saa mange af Kammeraterne en let Benhindebe­tæn­delse, der smærtede ikke saa lidt; men det hele var jo kun en Overgang af ikke lang Varighed.

Og hvor styrket følte man sig saa ikke ved disse forskellige legemlige Anstrengelser, og hvor herlig var ikke de daglige Marschture fra Kasernen til Fælleden i skønne dugfriske Sommermorgener gennem de duftende Lindealléer - med Tromme og Pibere i Spidsen, og senere med det hele herlige Gardens Musikkor. Og saa denne Blanding af Repræsentanter fra alle Folkets Lag og fra alle Pro­vinser: Grever og Baroner overfor tunge Vestjyder, blødttalende, lidt syngende Fynboer og rapmun­dede Københavnske Slagtersvende. lapsede Grosserersønner og jævne Arbejdere. Det var en sund og gavnlig Præsentation, og Kammeratskabet kunde godt gøre sig gældende trods de forskellig­ar­tede Elementer, der maaske ved Garden var mere forskellige end ved nogen af Hærens andre Afdelinger. Vores Underofficerer havde vi intet at klage paa, og flere af dem havde vi megen Fornøjelse af. Det var beundringsværdigt saa nogle af dem i lange Baner, som sande Virtuoser paa dette Omraade, kunde skælde ud og bande -  som efter noder - paa den mest harmløse Maade uden Spor af Ondsindethed. Dette var for Eks. Tilfældet med Gardens kæmpehøje "Tambourmajor" Sergent Schrøder; men hans Kone fik ogsaa af os Rekrutter ved 1. Kompagni et godt Sølvcylinderur med Inskription, da Rekruttidenvar forbi - at sige: Uret var i Virkeligheden til Schrøder selv; men da Reglementet forbød Soldaterne at give deres overordnede Gaver, overleverede vi det pro forma til Fruen.

Jeg var en jævnt flink Soldat, men heller ikke mere. Kun 21 Aar, tynd og spinkel, var jeg i legemlig Henseende daarligere udrustet end de allerfleste af mine Kammereter. Jeg havde lige netop Garderhøjden 67 Tommer og var derfor altid paa venstre Fløj af Deling og Kompagni.

Jeg mindes endnu Sergent Andersens Tilraab: "Hvad F. i H. er det for et Kosteskaft, der staar og gemmer sig ned paa Fløjen, vil han se, han kommer frem med sig!"
 Jeg blev da ogsaa fri for at være Underkorporal, og da Vintertjenesten med den evin­delige Vagt kun er triviel uden at være udviklende, foretrak jeg at stille for mig i de vistnok 8 Maa­ne­der det gjaldt om. Jeg måtte give hele min Løn til Stillingsmanden, men havde jo Mors gode Køkken at falde tilbage paa.

Næste Sommer havde jeg den i de Tider obligatoriske Indkaldelse til Lejren ved Hald i Jylland og fik der et frisk Pust fra den mig til da ganske ukendte Hedenatur. Det var under den fransk-tyske Krig, i hvilken vi jo var nær ved at komme med. Man sagde den Gang, at det skyldtes Grev Frii's kloge Raad, hvilket Chr. IX havde æsket, skønt Friis paa den Tid ikke var Minister, at vi ikke kom med.

Lejren blev dog det Aar tidligere hævet en normalt, og vi blev sendt til København, hvor vi en 14 Dags Tid laaa i Feltlejr paa Rosenborg Eksercerplads og ventede paa den endelige Afgørelse. I den Tid blev vi fuldstændig feltudrustede. Ved at nævne Rosenborg Eksercerplads kommer jeg til at mindes en lille Episode, som forresten gentog sig. Nede i det Hjørne af Eksercer­pladesen, der vender ud mod Rosenborg Slotshave, var de store Palisader (lodrette tykke firkantede, foroven tilspidsede c. 3 Al. høje Stolper) opstillede, som vi Rekrutter skulde øve os i at klatre over. Jeg var just ingen Virtuos til denne Øvelse og tog mig næppe videre flatterende ud. Det ærgrede mig derfor, at to ganske unge Damer stod ved Rosenborgstakittet og haanede mig, naar jeg ikke kunde komme over. De unge Damer var Frøknerne Amalie og Clara Pedersen.

Et andet Minde dukker op: Da Rekruttiden var forbi, blev der arrangeret det traditio­nelle Rekrutbal; om vi selv maatte skyde til eller Bataillonen gav det hele, husker jeg ikke; men det stod i Gothersgade Eksercerhus; der var selvfølgelig vor egen udmærkede musik; Damer var der ogsaa nok af; deres Kvalitet, hvor de kom fra eller hvor de gik hen husker jeg ikke noget om; i det hele er der kun en enkelt lille Episode, der staar klart for mig: En af Gardens aller smukkeste Officerer Premierløjtnant Poulsen, som formodentlig maa være kommen fra en bedre Middag, gav sig til at Drikke med Garderne, blev ganske overkørt og kunde ikke klare sig selv, Til alt Held havde Underkorporal Abel - den nuværende Forpagter paa Glorup -, der hørte til Poulsens Kom­pagni  - Aandsnærværelse og Smidighed nok til at faa ham under Armen, snakke sig til Rette med ham og faa liste ham ud af Lokalet og hjem, saa Skandalen, der i øvrigt var oplagt, kun blev af kort Varighed. Abels store Styrke kom ham til Nytte; men dog maatte han søge Hjælp af en anden Garder til at faa Løjtnanten Bjerget.

Dette var en herligt beliggende Land- og Skov­ejendom, ½ Times Gang fra Holden Værk ved Skiens Elven, der her dannede en lille Fos, hvis Brusen hørtes paa Dagsrød Dag og Nat. Ejendommens Størrelse var vel højst et Par 100 Tdr. Land; dens største og værdifuldeste Del var en særdeles vel konserveret Fyrreskov. Agerbruget led under Jordens Kulde og Fugtighed, der vel nok delvis skyldes Mangel paa kyndig og grundig Behandling. I Skoven var der rigelig Græsning til en halv Snes gode Kør der leverede en Mælk, hvis Fedme jeg ikke før havde smagt Magen til. Gaardens Bygninger bestod af gode, solide Træhuse.

Til Ladebygningens Loft førte udvendig en c.15 M. lang, ret stejl Kørebro af Fyrrestammer fra Jord­­en op til en Port i den ene Gavl; her maatte de smaa stærke norske Heste trække Høstlæssene op ad. Stuehuset var hyggeligt og vel indrettet med malede Gulve i alle Stuer. Jeg tror at Nordmæn­dene, der jo anvender Træ til Beboelseshuse i langt større Udstrækning end vi, ikke holder af at se de bare Gulvbræder og derfor anvender mer Maling paa dem end vi.

Min Onkel havde i sine yngre Aar været Forvalter ved Holden Jernværk, var nu allerede en Mand paa 76 Aar, men rask, rørig og fornøjelig, fungerede endnu som Lensmand, et Retsembede, der, saavidt jeg skønner, ligger imellem vor Sognefoged- og  Herredsfogedstilling. I en Sidefløj havde han sin Tingstue, hvor Retten blev sat; men jævnlig maatte han køre hen og holde Forhør paa andre Steder. Han levede som Enkemand sammen med sine 2 elskværdige Døtre, Berta paa 41 og Marie paa 32; den første var meget musikalsk og havde faaet en fortrinlig Uddannelse; jeg følte mig især tiltalt af en Komposition "Farvel til Wermeland", som hun ofte spillede.

Jeg holdt dog mest af Marie, som jeg passiarede og turede meget sammen med, og som jeg gennem flere Aar holdt Korrespondance vedlige med.

Dagsrød laa ved Foden af et ret anseligt for største Delen skovbevokset 1200 Fod højt Fjeld "Nukefjeld", hvis Top det fra den første Dag var mit Maal at bestige, og som jeg mente at kunne naa paa en halv Times Tid. Da det kom til Stykket viste det sig, at en Tur op og ned tog 4-5 Timer, og saa havde jeg, en Gang jeg ene vovede mig derop, nær ikke fundet ned igen formedelst uoverstigelige Kløfter. Det interesserede mig at se, at medens Birkene nede ved Dagsrød forlængst var udsprungne, stod de paa Toppen af Nuke endnu med ganske smaa Knopper.

En Dag var der en kirkelig Fest (Provste- eller Bispevisitats) i en af Nabolagets Kirker. Denne var stuvende fuld af festklædte Bønder af alle Aldre og begge Køn og jeg havde her en udmærket Lejlighed til at se de smukke brogede Nationaldragter, især da vi alle i Flok vandrede fra Kirken ned mod de forskellige Holdepladser.

En Ting stødte mig dog ved disse Dragter, navnlig for de unge Pigers Vedkommende: de bar syede mørke Vadmelsstrømper med kulørt Broderi paa; men paa Grund af Strømpens Frem­stil­lingsmaade kunde den jo ikke slutte om Smalben og Læg, men dannede delvis Folder og Læg som en Vandstøvle. De unge Pigers formentlig pæne Ben, som de korte Skørter ellers havde ladet komme tilsyne, kom saaledes ikke til deres Ret; og det var Synd, syntes jeg.
 
En og tyve Aar senere besøgte jeg Dagsrød igen og for sidste Gang. Det var i 1888, at jeg sammen med Fætter Hans (Viceskoledirektøren) efter at have overværet det nordiske Skole­møde i Christiania, foretog en Fodtur fra Kongsberg gennem Telemarken forbi Hitterdals Stavkirke og endte hos vor Fætter Byfoged R., der havde overtaget Dagsrød efter sin i 1875 afdøde Fader og boede der om Sommeren. Vi kom støvede og svedte og jeg mindes endnu, med hvilken Velbehag vi straks gik ned i Haven, hvor der i en forbirislende Bæk var improviseret et Styrtebad, og nød dette.


Mine Norgesrejser.


Formentlig som en Belønning for min gode Eksamen tog Fader mig i Juni Maaned 1867, altså umiddelbart efter min Dimission med paa et Besøg hos sin Broder Lensmand Fr. Rolsted paa Dagsrød i Telemarken, en Rejse, paa hvilken Fader tillige opfriskede sine egne Ungdomserindringer fra sit Ophold og sine Jagter i Norge i Baron Løvenskjolds Følge.

Skønt Rejsen var af begrænset Omfang, idet den ikke strakte sig længere end til Byerne langs Skienfjorden og den nærmeste Egn omkring Dagsrød, staar den dog ret levende for mig. Sindet var jo ungt og modtageligt, saa den norske Fjeldnatur og de brogede norske National­dragter gjorde et stærkere Indtryk paa mig end det meget og langt mere storslaaede, som jeg paa mine senere Rejser har set. Vi sejlede med en Damper over Frederikshavn til Langesund og over­nat­tede paa Høyers store Hotel der, hvor vi sov paa 1. Sal. Jeg var tidlig oppe om Morgenen og opdagede, at der fra Hovedbygningens 1ste Sal førte en Bro tværs over Gaarden til et større Udhus; bag dette laa der en lille Strimmel Have, fra hvilken der hævede sig en næsten lodret Fjeldvæg vel en Snes Alen i Vejret, og oven over denne saa jeg, at der atter laa Huse.

Dette lille Billede bed sig uudslettelig fast i Sletteboerens Erindring, der jo var vant til kun at se Huse ligge ved Siden af og ikke ovenover hinanden. Fra Langesund sejlede vi saa med en lille Fjorddamper op ad Skiensfjord­en; men det var jo lige i Begyndelsen af Sommeren, da Snesmeltningen paa Fjeldene var stærk; som Følge deraf var Strømmen i det snævre Vand op imod Skien saa betydelig, at den svage Baad ikke kunde arbejde sig op imod Strømmen, skønt den holdt sig tæt op ad Kysten, hvor Strømmen var svagest.

En halv Times Gang fra Byen matte vi staa af og spadsere op til Skien, hvor vi spiste til Middag hos min Fætter Overretssagfører Niels Rolsted, den senere Byfoged. Han fulgte os om eftermiddagen - atter ved Baadfart op ad Skiens-Elven - til Dagsrød.  


Her ses ladebygningen med den 15m lange rampe, og her til højre lige efter laden, ses Stuehuset.

Tilbage til Skolegerningen.


Efter Afslutningen af det Monradske Kursus gjaldt det om atter at faa sat Skoleploven i Furen; thi trods den ministerielle Understøttelse af 20 Rigsdaler og 80 Skilling om Maaneden hav­de Forældrene dog mattet skyde lidt til, og desuden gjaldt det jo ogsaa om at komme i Virksomhed for min pædagogiske Fremtids Skyld.  I de faa Maaneder fra Februar til Sommerferien søgte og tog jeg, hvad jeg kunde faa og havde i alt tre Ansættelser. 1, Et kort Vikariat i Kommuneskolen i Lars­lejsstræde under Inspektør, Cand. Theol. Høyer, hvem jeg mindes som en jovial og ganske elskvær­dig Mand, der dog næppe var skabt til Skolemand. Efter hans Udtalelser  maatte man tro, at han betragtede Skoledrenge i Almindelighed som Væsener, Gud havde skabt i sin Vrede for dermed at plage gamle skikkelige Skoleinspektører, der helst vilde have Fred paa Kontoret. 2. Dernæst havde jeg Ansættelse ved Skolebestyrer Jagds Privatskole for Drenge, der som jeg senere erfarede - tidli­gere havde haft Domicil paa Frederiksberg, men af Autoriteterne, der var bleven fortrængt derfra paa Grund af hans Liberalitet m. H. t. Elevernes Skoleforsømmelser, idet de for ham kunde forsøm­me saa meget, de vilde, uden at der skete dem noget ondt, naar bare de betalte deres maanedlige Skolepenge.

Saadanne Forældre, der helst vilde beholde deres Børn hjemme fra Skolen, men ikke skøttede om at betale de høje Multer, som Kommuneskolerne dikterede, var i Virkeligheden hans bedste Kunder; de gav Penge i Kassen og gjorde ringe Ulejlighed. Paa den Tid, jeg havde den Ære at undervise i Jagds Skole, laa denne paa Nørrebro. Jeg blev straks tituleret "Overlærer" og blev blandt andet  betroet til at undervise alle Skolens Klasser paa een Gang i Historie een Time om Ugen. At Jagd til dette Stykke Arbejde ikke kunde have nogen ringere Kapacitet end en "Over­læ­rer" er jo forstaaeligt.

Jeg slap dog med Livet og holdt ud til Sommerferien. 3. Endelig var jeg i 3 Maaneder Timelærer i Tysk i Frk. Agnes Schmidts højere Pigeskole, hvor Sproget taltes i Timerne, og hvor jeg altsaa havde god Lejlighed til at praktisere, hvad jeg nylig havde lært hos Adjunkt Kaper.

At ingen af disse Virksomheder kunde faa Betydning for min Lærerdygtighed og pæ­dagogiske Udvikling i det hele - uden for saa vidt som jeg hos Jagd lærte, hvordan en Skole ikke skal ledes - siger sig selv.

Dette blev derimod i høj Grad Tilfældet med min følgende 8-aarige Virksomhed som inspektionshavende Lærer ved -

Paa Monrads Kursus 1872-75.


Den første Tanke om Fortsættelse af Læreres Uddannelse, som dette Kursus tilsigtede, blev allerede fremsat i "den store Skolekommission" i 1814 af Landboreformens store Forkæmper og  Skoleforbedringens ypperste Organisator Chr. D.F. Reventlow, der i Modsætning til andre Med­lemmer af Kommissionen, der vilde udvide Jonstrup Seminarium til en Læreanstalt for vordende Købstadlærer, hævdede Betydningen af, at der blev givet "udvalgte Seminarister fra alle Seminarier en Fortsættelsesuddannelse i København". 42Aar senere optog D.G. Monrad som Overskoledirektør denne Tanke og foranledigede, at der paa Finansloven for 1856-57 optoges en Bevilling af 2500 Rigsdaler "til Uddannelse af fortrinlige Seminarister ved et Undervisningskursus i København for vordende Købstadslærere". Den 1. Aug. 1856 mødte de første "Monradister" i København og fik af Monrad selv Vejledning til det Studium, der skulle begynde.

Ved Sommerferiens Slutning 1872 pakkede Andenlæreren i Rye altsaa sin Randsel, forlod for sidste Gang sit Fædrenehjem, der nu var flyttet fra Bondhus til det lille "Teglhus" - en forhenværende Teglbrænderbolig -  ved Foden af Dyrehavsbakken, i Læ af denne og af de vældige Bøgekroner, hvor jeg havde det lille Værelse tilhøjre for Indgangen.

Fader havde - under min Rye-tid - søgt sin Afsked som Skovrider i 79 Aars Alderen, han trængte ogsaa dertil. Gigten havde i mange Aar hærget ham og gjort det ene Ben ikke saa lidt kortere end det andet, saa han haltede en Del. Broder Henrik, der var praktisk uddannet Forstmand, havde været Assistent hos ham nogle Aar, og da de Gamle flyttede over i Teglhuset som Pensionist­bolig, giftede H. sig og flyttede som Skovrider ind i Bondhuset; Greven havde i øvrigt bygget et godt Hus i Rye -  det som Jens Carlsen i mange Aar beboede -, hvilket han havde tiltænkt mine For­ældre; men disse foretrak det hyggelige og idyllisk beliggende, men yderst beskedne Teglhus, - de kunde ikke tænke sig at forlade deres kære Skov.

Der var altsaa ved Sommerferien1872, at jeg 24 Aar gammel gav Møde paa polytek­nisk Læreanstalt i Studiestræde sammen med mine 3 Studiekammerater for de nærmest følgende halvtredeie Aar; disse var: Holger Matthissen, den senere Skoleinspektør i Nakskov, der tog sin Afsked for et Par Aar siden og nu bor ved Pederstrup paa Lolland, hvor hans Svigersøn er Godsfor­valter; Frederik Nørgaard, den senere Skoleinspektør paa Frederiksberg, som efter sin Afsked endnu boer paa Frederiksberg, og L.N. Sørensen, den senere Bestyrer og Ejer af Navigationsskolen paa Fanø, død af Kræft paa Hosp. i Kbhvn. 1916.

Docent N.I. Fjord, som var Kursusets Inspektør fra 1858 til sin Død 1891, modtog os selv paa Anstalten og instruerede os m.H.t. vort forestående Arbejde. Dette var anlagt saaledes, at vi dels hørte offentlige Forelæsninger sammen med Polyteknikerne (Prof. Holten i Fysik, Prof. Julius Thomsen i Kemi, Prof. Johnstrup i Jordbundslære) dels og hovedsagelig havde vore egne af  Mini­ste­riet dertil beskikkede Lærere: Prof. Didrichsen i Botanik, Docent (senere Prof.) C. Christiansen i Fysik, Prof. I.C. Schiødte i Zoologi, Docent Sejdelin i Matematik, Prof. Gislason i Oldnordisk, Prof. Listov i Engelsk og Adjunkt Kaper i Tysk. I geometrisk Tegning nød vi Under­visning sammen med de studerende paa polyteknisk Læreanstalt og i Frihaandstegning undervistes vi privat - 2 Timer faglig i et Aar af  Professor Helsted.

Vi var spændt godt for, havde gennemsnitlig 6 Timers Forelæsning og Øvelser om Dagen, og da disse foregik paa 6-7 forskellige Steder, dels i Lærernes private Hjem, dels paa Læreanstalten, Zoologisk Musæum, Kemisk Laboratorium o.s.v., medgik en ikke ringe Del af Dagen til Forelæsninger, hvorfor der ofte maatte lægges Beslag paa sene Aftentimer til Forberedel­sen. Matematik var det Fag, som voldte mig størst Vanskelighed, og de mange trigonometriske og andre Opgaver, som vi overdængedes med, maatte jeg ofte søge Assistance til Løsningen af hos L.N. Sørensen, der i dette Fag var den mest begavede af os, skønt han ellers besad den mindste almindelige Dannelse. Mangen Vinteraften søgte jeg ud til ham paa Nørrebro, hvorfra jeg lidt efter Midnat vendte tilbage til St. Pederstræde 29 med mine ved hans Hjælp "knækkede Nødder". Jeg boede nemlig i den første Tid hos min Barndomsven Bagermester Sofus Olsen; men i det sidste Aar, da Arbejdet maatte yderligere sættes op, flyttede jeg ud i et stort godt Kvistværelse i Aagade nr. 30 (Nu Aaboulevarden) for mere uforstyrret at kunne arbejde.

Efter mit Skøn var Arbejdet i øvrigt lagt godt tilrette,  og der var sørget for dygtige, samvittighedsfulde og elskværdige Lærere; de fleste af disse var jo, hver paa sit Felt, virkelige Viden­skabsmænd, og at komme i nær Berøring med disse, saaledes som der jo var Lejlighed til i de private Timer, var af stor befrugtende og udviklende Betydning for os. Som Videnskabsmand og vistnok ogsaa som Menneske, som Karakter, ragede Prof. Schiødte efter mit Skøn betydelig op over de andre Lærere, og da han tillige besad udmærkede Lærergaver og stor almindelig Dannelse, som han ofte lod os nyde godt af, saa staar hans Timer for mig som de bedste, kæreste og mest udvik­lende jeg nogensinde har deltaget i. Schiødte var paa den Tid en Mand paa 57 Aar, en høj, kraftig og imponerende Skikkelse med et Ansigt, hvis Udtryk vidnede om den Energi, Viljekraft og Intelligens, der boede i ham. Hans Øjne var skarpt fikserede, noget, der formodentlig stod i Forbin­delse med den udstrakte Anvendelse af Mikroskop, der nødvendiggjordes af hans ihærdige Studium af Insekterne og deres ydre og indre Bygning. Han var i Ordets sande Betydning en selfmade Mand; født og opvokset under smaa Kaar forlod han - dels af denne Grund, dels for hurtigere at komme frem - Borgerdydsskolen på Christianshavn i 17-Aars Alderen, Aaret før han skulde være Student, hørte derefter i et halvt Aar Forelæsninger ved det kirurgiske Akademi, ernærede sig saa i 4 Aar -  fra sit 18de til 22de - som Lærer i Naturhistorie ved den Skole, hvorfra han var udgaaet, men an­vendte samtidig al sin Fritid til Ekskursioner og Zoologiske Studier, navnlig af Insektverdenen, Studier, der gennem de videnskabelige Værker, han i 1841 begyndte at udgive, paa een Gang skaf­fe­de ham europæisk Berømmelse allerede i hans 26de Aar. Men som Ordsproget siger: Ingen Profet er agtet i sit Fædreland - saaledes gik det ogsaa til en Tid Schøidte, idet han i den jævnaldrende, an­sete Naturforsker Japetus Steenstrup gennem en lang Aarrække fik en bitter og mægtig Modstander, der lagde ham alle mulige Hindringer i Vejen, og blandt andet kvalte, "Naturhistorisk Tidsskrift" og derved unddrog Schøidte dennes videnskabelige og polemiske Talerør, samt holdt S. uden for det naturvidenskabelige Fakultet saa længe, det stod i hans Magt; tilsidst kom S. dog til sin Ret, afkas­te­de Steenstrups Aag, blev denne jævnbyrdig i Musæets Bestyrelse, holdt zoologiske Forelæsninger ved Universitetet og fik paany Statsunderstøttelse til "Naturhistorisk Tidsskrift".

Naar vi i Timerne kom for Skade at nævne Steenstrups Navn, fortrak Schøidtes Ansigt sig i en Grimace, og han spyttede foragteligt, men han talte sjældent direkte nedsættende om ham.

Som Lærer i sit Fag var Schøidte enestaaende. Han stillede ikke store Fordringer til Udenadlæsning, men lærte os at se og forstaa Naturen og dens Fænomener. Hans Undervisning var udpræget Type-Undervisning, idet han for hver enkelt Slægt eller Klasse udvalgte en typisk Repræ­sentant, der blev yderst omhyggelig gennemgaaet - ofte tillige ved Dissektion, hvad den indre Byg­ning angaar - og bragt til vor fuldkomne Forstaaelse, ikke mindst hvad "Tilpasningsforholdene" angaar. Ud fra denne Type faldt det ham derefter let at forklare os, hvorledes de beslægtede Arters Afvigelser i Bygning, Farve, Angrebs- eller Forsvarsvaaben o.l. netop gjorde dem skikkede til at udnytte de noget forskellige Levevilkaar, hvorunder de var stillede. - Drejede det sig om et vanske­ligt Spørgsmaal i Anatomi eller Fysiologi, som vi ikke straks forstod, kunde han sige: "Bryd Dem bare ikke om det! det skal nok komme; vi kommer tilbage til det igen ad anden Vej og paa anden Maade". - Og han fik altid Ret: der forblev intet Punkt uforstaaet, som han vilde, at vi skulde for­staa. Timerne hos Schøidte har ubetinget gjort mig, i det mindste, til en dygtigere Lærer, end jeg ellers vilde være bleven - ikke alene i Naturhistorie, men vel nok særlig i dette Fag. Som Lærer ved Opfostringshuset ved jeg, at der gik megen Ry af min Naturhistorieundervisning. Ved Eksaminerne overværede Skoledirektøren Professor Holbech jævnlig denne Undervisning og Borgmester Hansen af og til, ligesom Professor Jensen (Forstanderen) tidt kom ind i de daglige Naturhistorietimer, Et Bevis paa, at man satte Pris paa min Naturhistorieundervisning fik jeg ved en Anmodning fra Borg­mester Hansen om at give hans 2 unge Døtre private Timer i Naturhistorie.
Under disse Timer opholdt Pigebørnenes ældre Broder, nuværende Rektor H.P. Hansen, der den­gang vist allerede var Student, sig i et Naboværelse for aaben Dør.

Medens jeg saaledes som Lærer staar i stor Taknemmelighedsgæld til I.C. Schøidte, er der ogsaa en anden af mine Kursuslærere, hvis Undervisning jeg har haft Udbytte af som Pædagog, men ganske vist ad negativ Vej: det var Docent Sejdelin. Der var det mærkelige ved hans matema­tiske Forelæsninger, at vi som Regel aldrig forstod noget af dem, men bagefter ved Selvstudium af Lærebøgerne maatte klare Begreberne. - Men naar han en enkelt Gang ved Begyndelsen af en Fore­læsning sagde: "Idag maa jeg bede Dem passe godt paa, for det er et vanskeligt Stof, jeg skal gen­nem­gaa" - saa forstod vi saa godt som altid Foredraget. Man lærer heraf, at enhver Lærer gør vel i altid at betragte det, man har at meddele eller forklare sine Elever, som svært for disse, om end han selv betragter det som let.

En lille Episode fra mit Kursusliv, der let kunde have Faaet afgørende Betydning for min Fremtid, skal jeg kort referere:

En af Kursets dygtigste Faglærere Professor I. Listov var den Gang en Mand paa knap 50 Aar, men ikke desto mindre allerede ikke saa lidt pirrelig, nervøs og ubehersket, rimeligvis som Følge af sit uophørlige og ihærdige Slid som Lærer i Engelsk ved københavnske højere Skoler, ved Hjemmearbejde med Udgivelse og jævnlige Omarbejdelser af sine talrige engelske Lærebøger og Stileøvelser og ved at anvende sine Skoleferier til engelske Studier i London, Timerne gav han os i sin rummelige Ungkarlelejlighed, Hjørnet af Nørrevold og Larslejsstræde 1. Sal. En Dag under Øvelserne i Engelsk Version sad jeg med Fingeren bag i Bogen ved Glosesamlingen, hvor jeg nu og da slog et Ord op. Dette saa han sig i den Grad gal paa, at han som Lyn fra klar Himmel pludselig overfaldt mig med impulsiv Heftighed, bebrejdede mig Dovenskab, erklærede mig uværdig til at deltage i Kurset og bød mig forlade hans Timer. Jeg meddelte straks Kursussets Inspektør Docent Fjord dette og udtalte, at jeg efter denne Behandling ikke mere kunde deltage i Listovs Timer og altsaa maatte trække mig tilbage fra Kursusset. Samtidig havde jeg henvendt mig til en bekendt Landinspektør paa Frederiksberg for at faa Underretning om Betingelserne for Studiet til Landin­spektøreksamen, hvilket Studium i flere Fag løb parallelt med vort Studium, og som jeg derfor mente at kunne tilendebringe i Løbet af et Par Aar. Men Fjord, som fra de kvartalsvise Indberetnin­ger om os fra Lærerne vidste, at jeg ikke var doven - tværtimod, og som kendte Listovs Heftighed, men ogsaa hans udmærkede Lærerdygtighed, mente øjensynlig, at han ikke burde miste nogen af os; thi om Aftenen kom han op til mig paa mit Kvistværelse paa Nørrebro og talte saa klogt og roligt og faderlig-venligt med mig om det uheldige for min Fremtid i nu saa nær ved Kursussets Afslutning ( det var i det sidste Aar) at afbryde dette og begynde paa noget nyt, og det lykkedes ham at overtale mig til at gaa til Listovs Timer igen og "lade som ingenting". Da jeg kom til den følgende Time, var Listov yderst venlig, og der var efter den Tid ingen Disharmoni imellem os;  men nogen direkte Undskyldning fra Listovs Side erindrer jeg ikke at have faaet. Jeg har altid senere været Fjord taknemmelig for hans velmenende og faderlige Optræden i denne Sag. Fjord havde selvfølgelig Ret: det kunde kun blive til Skade for mig at forlade Kursusset og svigte den Livsvej, som jeg forlængst havde valgt, som jeg formentlig var skabt til, og som jeg i næsten et halvt Aarhundrede omfattede med Kærlighed.

Denne Fjords faderlige Indgriben i min Skæbne - selvfølgelig ikke bare for min, men ogsaa for Kursussets Skyld -  har jeg berørt i et af mine Indlæg i den vidtløftige Strid om "Docent Fjords Minde", der i August og September 1906 førtes i Nationaltidende i Anledning af det nylig af Professor Dr. H. Olrik udgivne Jubilæumsskrift om "Danmarks Lærerhøjskole 1856-1906". (Se min "Scrap-book"!)

Efter ca. 2½ Aars Studium fik jeg da lykkelig afsluttet dette ved en Eksamen, der afholdtes i Januar 1875.



Det kongelige Opfostringshus
1875-87.


Om Opfostringshusets Historie se: A.T. Høy: "det kgl. Opfostringshus gennem halvandet hundrede Aar 1753-1903". Det nord. Forlag 1903.
 Det var i Sommeren 1875, at Pladsen som inspektionshavende Lærer ved det kgl. Opfostringshus stod opslaaet i Bladene, idet dens hidtidige Indehaver Cand. Polyt. Møller var ble­ven antaget til Bestyrer af Borgerdydskolen i København sammen med Professor Jean Pio. Og det var mærkeligt nok Frk. Clara Pedersen fra Platanvejen Nr. 19, til hvem jeg paa den Tid havde et godt Øje, der opdagede Bekendtgørelsen i Berl. Tid. og lod Opdagelsen gennem sin Søster Laura gaa videre til mig. Da Pladsen var ganske god, og jeg gerne vilde blive i København, søgte jeg den, fik den og holdt mit Indtog paa den gamle Stiftelse den 1. September kl. 8 om Formiddagen ved Lovsangen, der paa den skønne Efteraarsdag holdtes nede i Hjørnet af den store Baggaard, der hvor Forstanderen havde en ganske lille firkantet Blomsterhave. Ved Lovsangen Morgen og Aften, der om Vinteren holdtes i den store Legestue, stod Skolens 4 Klasser opstillet i Karré, hver Klasse dannende en Side i Firkanten, og den inspektionshavende Lærer i det ene Hjørne, hvorefter en Dreng i ældste Klasse (paa Skift) traadte frem og bad Fadervor, der efterfulgtes af en Salme.

Det var den anden Lærer, cand. fil. Fritz, der den Dag havde Vagt (Inspektion); men Forstanderen var tilstede og bød mig efter Lovsangen Velkommen med nogle venlige Ord, før jeg tog fat paa min første Skoledag paa Opfostringshuset.

Her havde jeg min Lærer- og Opdragelsesgerning i 8 Aar, fra mit 27. til mit 35. Aar, under heldige Forhold for min pædagogiske Udvikling, baade hvad min nærmeste foresatte, mine Kolleger og Eleverne angaar. Min Fritid benyttede jeg flittig til pædagogisk Læsning, deltog jævn­ligt i Møderne i "der pædagogiske Selskab - et Selskab jeg nu har været Medlem af  i 50 Aar - og førte desuden daglig pædagogiske Smaadiskussioner med mine nærmeste Medarbejdere, Forstdr. Jensen og Lærer Fritz.

Opfostringshuset var jo paa den en Slags Belønningsskole, i hvilken der efter Adgang­sprøve optoges de flinkeste af de Elever, der fra Kommuneskolerne søgte derhen. Det var saaledes gennemgaaende en Flok af velbegavede, flinke og elskværdige Elever, som det var en Fornøjelse at arbejde med, og da Samlivet med dem strakte sig over hele Dagen, saavel i Skole - som i Fritiden; var der gode Betingelser tilstede saavel for at lære Eleverne at kende og faa virkelig Indflydelse paa dem som for selv at samle Erfaringer og lære Barnenaturen at kende - i godt saavel som i ondt.

Da jeg i denne Periode, der vel maa siges at ligge paa Grænsen af Ungdoms- og Manddomsalderen, tilmed selv blev gifte og fik Børn, er det kun naturligt, at jeg følte disse Aar som en Tid, der mod­nede mine Evner og Kræfter saavel som min Karakter, og gjorde mig vel sikkert til derefter at over­tage selvstændigt  Ansvar for en vanskelig Gerning. Jeg ser derfor tilbage paa disse Aar med Tak­nem­melighed baade mod Gud, som gav mig Gerningen, og mod de Mennesker, jeg kom til at leve og virke sammen med, ikke mindst mod Forst. Jensen, der var en Mand, som man trods hans let iøjnefaldende Fejl kom til at agte og ære og holde af. Lad mig derfor begynde med at sige lidt om ham. Han var Søn af min gamle Seminarieforstander paa Jonstrup Etatsraad Jensen og havde taget i Arv en god Del af dennes Flid, Iver og Retskaffenhed saavel som en varm Interesse for sin Gerning. Fra Moderen havde han i Arv sit lyse, friske, glade og vennesæle Sind og sit gode Humør. Det er muligt, at hans sangvinske Naturel, den springende Lethed, hvormed han gik over fra en Tankeræk­ke til en anden, og den mindre grundige og omhyggelige Underbygning, hvorpaa hans Domme stundom hvilede - ogsaa kan føres tilbage til Moderen;  dog kendte jeg denne for lidt til derom at turde have nogen bestemt Mening. Jeg tror, at disse sidste Egenskaber gjorde hans Undervisning og hans Opdragergerning nogle Grader ringere, end den ellers vilde have været. Det var ejendommeligt for ham, at den Dreng, han een Gang havde faaet Tillid til, tiltroede han ikke at kunne gøre noget ondt, og omvendt; den Dreng, han ansaa for en daarlig Fyr, tiltroede han ikke at kunne gøre noget godt. Derved kunne han ikke undgaa stundom at blive uretfærdig; men kom han senere til bedre Erkendelse, var han rede til at tage Konsekvenserne deraf. Kategorisk Afgørelser var almindelige for ham. Dog, hans Fejl som Opdrager mer end opvejes af hans mange gode Egenskaber som saa­dan, først og fremmest af hans uskrømtede Kærlighed til Drengene, hvilken stadig lod ham stræbe efter at gavne og glæde disse. Saa havde han udmærket Forstaaelse af Drengenaturen, havde utvivl­somt selv været en rask og uforknyt Dreng som Elev paa Herlufsholm, han bevarede meget af Dren­ge­naturens Umiddelbarhed og Friskhed helt op til de graa Haar.

Derfor kunde han udmærket spøge med dem, holde dem i Humør og i det hele behandle dem med en vis liberal Kammeratlighed; kunde tilgive dem en kaad Streg, selv om den havde slemme Følger, men gav ikke Køb, hvor det drejede sig om disciplinære Forseelser. I denne Henseende tog han fra første Færd skrapt fat, og det var maaske nødvendigt, da der havde været flere Maaneders Interregnum mellem Forstander Elvius Afgang og Jensens Tiltrædelse af Embedet. - Da jeg paa min første Inspektionsdag gik Aftenrunden paa Sovestuerne, efter at Drengene var kommet i Seng, hørte jeg ikke en Lyd eller et Kny fra en eneste af dem, og jeg var imponeret over denne Disciplin, da en ny Mand jo ellers som Regel skal "prøves"; men jeg tvivler heller ikke om, at de Advarsler, Drengene forud havde faaet, var af en ganske alvorlig Natur, saa de vidste, hvad der ventede dem, hvis de havde "lavet Fest".  

Jensen havde kun været Forst. et Aar, da jeg ansattes, og han var kun 8 Aar ældre end jeg; han behandlede mig da ogsaa fra første Færd med kollegial Elskværdighed, og vi kom i det hele - trods Uligheden i Natur og Karakter - udmærket godt ud af det. Var der en enkelt Gang noget i Vejen, hidrørte det, tror jeg, gerne fra hans oven omtalte Tilbøjelighed til at drage overilede Slutnin­ger og fælde overilede Domme. Men det skal siges til hans Ros, at han i saadanne Tilfælde taalte at høre Sandheden uden at bære Nag.

 Jensen var en høj, smuk, vel proportioneret Mand, der aldrig blev korpulent, og som bevarede sin ranke Holdning og sin lette, elastiske Gang helt ud over "Støvets Aar". Han var altid vel soigneret og i det Hele en Person, som Professortitlen klædte godt. Medens han som Student og ung Kandidat kom paa Jonstrup, var han vel nok "lapset"; i hvert Fald stod han for os Seminarister som et Unikum paa Flothed, et ganske uopnaaeligt Ideal for dem af os, der efter fattig Lejlighed havde Lyst til at lapse sig.

Den anden inspektionshavende Lærer, der i Forening med Forstanderen og mig skiftevis delte det daglige Tilsyn med Børnene, var cand. fil. Fritz, en Mand paa nogle og 50, der den Gang allerede havde været Lærer ved Stiftelsen i 20 Aar. Han havde Klumpfod og gik altid med Stok, saa Drengene hørte og kendte hans Fodtrin paa lang Afstand. A. T. Høy skriver om ham:  "Han var i mangfoldige Aar et skattet Medlem af Studenterforeningen, og han vedblev ogsaa i sin Alderdom at bevare noget i god Betydning studentikost, ligesom han altid roses for sit trofaste, vennesæle og loyale Sind". - en Dom, som jeg fuldt ud kan tiltræde.

Den Inspektion, som Forstanderen, Fritz og jeg saaledes skiftevis udførte hver 3die Dag, var ret anstrengende og paa sludfulde, mørke Vintermorgener ret ubehagelig, navnlig paa Grund af Bygningernes spredte Beliggenhed, og naar man tager i Betragtning, at vi desuden havde vore Timer at passe, Forstanderen 4, Lærerne 6 om Dagen.

En Vinterinspektionsdag forløb omtrent saaledes:

Op om Morgenen 5 3/4, ifører sig sin Slængkappe og varmt Fodtøj, Afmarch kl. 6 til de langt nede i Baggaardens Sidefløj beliggende Sovestuer for at kalde Drengene op; overvaage deres Opstaaen, Paaklædning og Sengereden samt Udluftning af Sovestuerne; ledsage Drengene holdvis tværs over Baggaarden til et elendigt, staldlignende, hundekoldt Vaskerum med Stengulv; paase, at de vaskede sig ordentlig rene paa Hals og Øren; inspicere ved Morgenmaaltidet (Ølle­brød); Samling i Legestuen (Opholdsstuen) til Morgenandagt - Bøn og Salmesang; Opmarch fra Baggaardens Lokaler til Skolelokalerne i Forhuset (mod St. Kongensgade), hvor man skulde ind­træf­fe Kl. 7½. Overvaage Overlæsningen fra 7½-8; undervise fra 8-10; inspicere ved Frokosten fra 10 til 10½ (Smørrebrød eller Fedtebrød med og uden Paalæg). 10½ til 11 spise sin egen Frokost. 11-2 undervise. Inspicere ved Middagsbordet Kl. 2-2½, der læses tilbords og fra bords. Kl. 2½-3 spise egen Middagsmad. Undervise i en af Timerne mellem 3 og 6. Kl. 6-6½ overvære Aftensmaal­tidet (som Frokosten) Kl. 7-8 overvære Overlæsningen.

Kl. 9-9½ overvære Aftenandagten og Drengenes Sengegang indtil der var Ro paa Sove­stuerne og man kunde sige "Godnat". Efter 10 gjordes derhos endnu en Runde paa Sovestuerne - og saa kunde man gaa træt i Seng og sove de retfærdiges Søvn.

Det maatte navnlig være en svær Dag for en gammel Kavaler som Hr. Fritz, der blev ved i Gerningen, til han var henved 70 Aar. At Forstanderen nogle Aar efter min Tiltræden blev fri­ta­get for denne Inspektion ved Ansættelse af en 3die inspektionshavende Lærer (N.P, Christiansen), var kun i sin gode orden.

Af de andre Lærere - i Sang. Tegning, Gymnastik og Skrædderi - skal jeg kun omtale den ejendommelige "mester" Christensen, som i en lang Række af Aar lærte Eleverne at sy deres nye og reparere deres gamle Tøj, og som tilbragte en Mængde Timer daglig blandt Drengene paa Skrædderværkstedet. Han var Broder til den grundtvigianske Sognepræst Christensen i Rønne og var selv fuldblods Grundtvigianer.

A.T. Høy siger om ham: "Naar han og Drengene er paa Værkstedet, da lyder der Fædrelandssange, og der er Lystighed og Glæde; thi "Mester" er en stor Børneven, og han er endnu lige saa ungdommelig, som da han gik frivillig med i Treaarskrigen".

I sin Bog "Personligheder fra svundne Dage ved det kgl. Opfostringshus, 1875-1920" giver Jens Marton en af Humor og varm Sympati præget Skildring af Mester Christensen, hvori det bl.a. hedder: "Til de gamle af Aar hører ogsaa Mester. Andet gammelt var der ikke ved ham. Man behøver blot at nævne Navnet; enhver, som har kendt ham, vil i Mindet straks føres hen til en lille ejendommelig lysende Verden af Ungdom og Glæde. Jeg regner det for en Lykke at have kendt og i mange Aar dagligt omgaaedes et saadant Menneske, et af de bedste, jeg har mødt. Alle vil sige det samme. Et Hjerte som en aaben Favn, et uskyldigt Sind som et Barn, en Tænkemaade, som var ledet af Finfølelse og medfødt Takt, der netop viste sig ved, at han ofte brød de ydre Former uden at støde eller saare, men altid kun glædede og morede dem, han var sammen med. Han var en Orig­inal i bedste Betydning. Som saa ofte for gode Mennesker var hans Liv, bag ved den Glans, der stod af det; en Tragedie. Men intet kunde dræbe dette glade Mod, intet plette denne blanke Sjæl". Som frivillig var han under 3 Aars Krigen med ved Fredericia og Isted. "Gamle Officerer har fortalt, at han vandt alle ved sit straalende Humør, sin Optimisme og sit Kammeratlige Hjerte. Syngende gik han paa. Det raske Mod svigtede aldrig. Det lette Københavnersind fløj foran og drog de sindige Jyder med". . "Mester blev populær hvor han end viste sig. Hans Ydre alene hendrog Opmærksom­heden paa ham; den lille ildfulde Skikkelse med de graciøse, hjertelige Bevægelser, det store bru­sende Sølvhaar om det skægløse Ansigt, det bløde grundtvigske Underskæg, den mægtige sorte, bløde Hat, det altid uregerlige Kravetøj og hele det spillende Liv, der udstraalede fra hans store, lyse Hjerte". - Ved Omtale af et Sommerbal paa en af de smukke Villaer ved Skodsborg, i hvilken Mester og Marton blev tilfældige Gæster hos fremmede, elskværdige Folk, og hvor Mester med Liv og Lyst deltog i Dansen med "disse sø'e, sø'e Stumper", holdt han en af sine improviserede, gaade­fulde Taler, som altid gjorde Lykke ved den elskværdige Festlighed, hvormed de uklare Ord blev sagt".

"Havner vi i et Elysium efter Døden er Mester en sikker Mand der paa en Plads blandt de bedste, ikke de bedste Skræddere, men de bedste Mennesker. Der drikker han da Guder­nes Nektar og holder maaske Taler, som er klarere end hans Jordiske". I Martons Bog findes Side 16, 20 og 23 fire fortræffelige Billeder af denne mærkelige Mand i forskellige Situationer. Den 22/1.23 døde Marton 50 Aar gammel.

Som Skrædder var han ingen stor Kunstner, som Lærer vel næppe heller; men han elskede Drengene, havde et eget, men godt Greb paa at omgaas dem og et ofte skarpt Blik til at finde "Kærnen" i en Dreng; Mellem ham og Forst. kom der af og til Smaakurrer paa Traaden, vist nærmest fordi Mester ikke altid havde den bedste Orden paa sine Ting og ikke lod sig indordne un­der den Disciplin, som Forstandere satte Pris paa. Chr. var en varm Fædrelandsven, havde en ideal Tænkemaade og "et stort Hjerte", kunde ikke taale, at Folk var Uvenner og helede ikke, før han fik dem forligt, navnlig da, naar det var nogen han holdt af (han forligte saaledes Fru Fritz og Fru Rolsted, da Fritz skulde have 25 Aars Jubilæum). Han var selskabelig anlagt, og skønt han havde flere Børn og sad i ret smaa Kaar, holdt han ofte Selskaber i sin lille Lejlighed i et ældgammelt Hus foran paa Kalkbrænderivej. Jeg kom jævnlig hos ham sammen med idealt anlagte Mennesker som han selv,  f. Eks. Forfatteren og Politikeren Dr. phil. C. Rosenberg, Fader til P.A. Rosenberg, den bornholmske Folketingsmand, Lærer og Artillerikaptajn Luciano Kofod og flere, og det kan nok være, at Diskussionen gik saadanne Aftener til et godt Glas Punch - efter den obligatoriske Forlorne Skildpadde m.m. var sat til Livs.

Mester havde sjældent Penge, naar han selv skulde bruge dem; men var der nogen, der trængte og skulde hjælpes, havde han altid Penge - eller skaffede dem - og gav saa med rund Haand. Jeg tager min Hat dybt af for Mester Christensens Hjerte og anser mig selv for en snusfornuftig Spids­­borger i Sammenligning med ham.

Ogsaa Forstander Jensen var en udmærket Selskabsmand - hjemme og ude. Han sam­lede af og til Lærerne i sit Hjem og havde ved saadanne Lejligheder saavel som ved de store Skov­ture udmærket Evner til at faa En til at glemme Dagliglivets Slid og Skærmysler. Han hævdede ogsaa i Teori som i Praksis, at ved selskabeligt Samvær og et godt Glas jævner man lettest de Uover­ensstemmelser, som fra Tid til anden kan opstaa under det daglige, nære Samliv og Samar­bejde.

Til min Lærerstilling hørte et Par gode, høje Værelser paa 1ste Sal mod St. Kongens­gade i det gode og velbyggede Forhus, der endnu staar med sin "Muslingeskal" over Porten med Inskription: "Fattige Børns Opfostringshus" - kun med den Forandring, at der senere er bygget en fuld Etage og en Kvistetage paa, saaledes at den Kvistetage, jeg som gift beboede, laa et Stokværk lavere end den nuværende. Til denne min Ungkarlelejlighed knytter sig denne lille komiske Sø­mands­historie. Opfostringshuset laa tæt ved Hjørnet af Toldbodvej, hvor der daglig færdedes mange saavel danske som fremmede Søfolk, og hvor der laa adskillige Brændevinsknejper, hvor ogsaa de mange Arbejdere fra Holmen og Værfterne søgte, som hver Dag færdedes her. Paa morgenture kunde man iagttage, hvorledes der paa Diskene stod opstillede hele Geledder af 1 Glas Mælk og ½ Pægl Brændevin - parvis - til de faste Kunder, for at disse i en Fart kunde blive betjent og komme afsted til deres Arbejde. Bland Kunderne kunde man iagttage ikke faa Delirister, der med stærkt rystende Haand greb deres Morgensnaps og saaledes styrkede med faste Skridt og sikker Haand marcherede videre.

Mine Værelser laa paa 1ste Sal, lige for den brede Hovedtrappe, og med Dør, der uden Entré førte lige ind i stuen, - altsaa let tilgængelig. En Dag bankede det beskedent paa Døren, og en tarvelig, men ordentlig og absolut ædru svensk eller finsk Skipper traadte ind og begyndte en Forkl­aring, som det var mig ganske umulig at forstaa, skønt jeg dog er vant til at tale med Svenskere, saa han maa under alle Omstændigheder have været langt borte fra. Efter mange forgæves Forsøg paa at gøre sig forstaaelig afbrød han endelig sine - efter hans Mening formentlig fine Talemaader og ud­brød med Fortvivlelsens Selvhjælp: "Hos os kalder vi det Schitehus". Saa forstod vi hinanden! Jeg gav ham smilende Nøglen, og han blev forløst. Med mangfoldige Buk og Taksigelser kom den høf­lige Svensker straks efter op med Nøglen.

Værelset fik jeg pænt møbleret, men af disse møbler har jeg nu kun tilbage en Piede­stal og det lille spidsbuede Bogskab, der trofast har fulgt mig fra Rye Skole i 1867 over St. Peder­stræde 29, Aagade 30, St. Kongensgade 108, Kalkbrænderivej 48, Vesterfælledvej 108, Rahbeks Allé 21 og 19, Ødam 1915. Det er altsaa nu over 51 Aar gammelt. Piedestalen stammer derimod først fra den Tid, da jeg flyttede til København for at studere (1872) og er altsaa kun 46. Aar. - Medens jeg som Ungkarl boede her i St. Kongensgade, holdt jeg mig selv med tør Kost og fik Morgen- og Aftendrik samt Middagsmad fra Portnerkonen Md. Nielsen, der ogsaa holdt mine Værelser istand. De to Portnerfolk havde begge tjent hos Forstanderens Svigeforældre Provst Dahlerups i Ballerup. De omfattede mig med megen Hengivenhed og overførte senere denne Følelse paa min Hustru. Vi paa vor Side satte ogsaa megen Pris paa disse retskafne, velvillige og elskværdige Folk og bevarede Forbindelsen med dem længe efter, at vi havde forladt Opfostrings­huset.

Aaret efter min Ansættelse forlovede jeg mig (5/3.76) og atter et Aar sener (10/11.77) giftede jeg mig med Clara Pedersen (f.30/7.57) og lejede i denne Anledning den hidtil af Cand. polyt. Møller beboede 3 Værelsers Lejlighed paa Kvisten i samme Hus, medens mine to møblerede Ungkarleværelser lejedes ud til en nervøs, halvgamle Pebersvend cand.polit. Hertel. Assistent eller Fuldmægtig i Matrikelkontoret. Han var meget modtagelig for Træk og byggede i den Anledning - til stor Moro for Clara - en hel Kalesche over Hovedgærdet af Sengen.

Da han betalte en Del mere for de 2 Værelser, end vi gav for de tre, hjalp denne For­ret­ning med til at bringe Balance i vort Husholdningsregnskab. Da jeg giftede mig, ejede jeg ved mine Forældres Godhed og ved deres og egen fra Barnsben tilvante Sparlommelighed 12000 kr. Renten heraf i Forbindelse med min Løn - der efterhaanden steg - udgjorde knapt 2000 kr., og denne Sum kom vi i Begyndelsen ganske godt ud af det, og kunde endda holde nogen Selskabe­lig­hed paa vor efter Forholdene ganske hyggelige Kvistlejlighed, der bestod af to meget rummelige og ret høje 2 Fags Værelser uden Skraavæge, men med udbyggede Vinduer og dybe Vinduesfordyb­ninger. Disse Værelser anvendtes til Spisestue og Dagligstue; de var meget net udstyrede, skønt for meget smaa Penge i Sammenligning med, hvad vore Børn i Nutiden giver ud for Møbler.

 Af vore Udstyrsmøbler er der nu ikke meget tilbage - Buffet, Kaffebord, Mors Skrive­bord - ; men hvad der er, omfatter jeg for mit Vedkommende med stor Kærlighed; dette gælder ikke mindst vor 42-aarige Buffet, der den Gang kostede 105 Kroner, og som endnu ser meget borgerlig anstændig - ja jeg syntes endog - pyntelig - ud. Og hvad betyder saa ikke det, at dette kære gamle Møbel har fulgt os og tjent os tro gennem alle de Aar og i alle de - 7 - forskellige Hjem. Jeg vilde ikke skille mig fra den, selv om jeg fik det 4-dobbelte for den. I Dagligstuen havde vi et smukt skotsk Gulvtæppe over hele Gulvet, men selv denne Luksus kostede jo i de tider ikke saa meget. Alligevel maatte jeg, for at faa hjemmet i Stand, tage Hul paa min Kapital - hvor stor, husket jeg ikke; thi Svigerfader, som var en paaholdende Mand, gav kun Datteren 2000 Kr. i Udstyr. Det 3die Værelse, Sovekammeret, var et "rigtigt" Kvistværelse med skraa Væg og skraat Vindue til at lukke op og stive af med en alm. Jernbøjle, som dem, der bruges til Tagvinduer. Saa var der et ganske godt Køkken med Spisekammer og et lille Pigeværelse.
I denne Lejlighed boede vi henved 2 Aar, og her paa Kvisten under det skraa Tagvin­due fødtes vor ældste Søn Carl. Clara var temmelig syg under og efter Fødselen, og det kneb med at komme til Kræfter under Diegivningen til den store Dreng, der tilmed var ret urolig om Natten. Naar han var rigtig slem, hjalp jeg til med at passe ham, idet jeg inde i Dagligstuen marcherede op og ned ad Gulvet med ham, syngende med uendelige Gentagelser og Monoton Melodi: "Fire hvide, fem graa - fir hvide, fem graa - saa mange Gæs har min Moder - saa mange Gæs har min Moder". Men efter at Mor en Gang ved at spejde gennem Ruden i Sovekammerdøren fandt mig sovende i Gyngestolen med Drengen i Skødet, tror jeg nok, at jeg blev sat fra Bestillingen.
 Den 28. Juni 1880 flyttede vi ud i det nye Opfostringshus paa Kalkbrænderivej - som de første af alle Husets Beboere -, idet Forstanderen havde anmodet os om at være derude i For­vejen, for at paase, at alt var parat til at modtage samtlige Beboere næste Morgen og de mange ind­budte Gæster, hvoriblandt Kongen og Kronprinsen, Kl. 10. Om denne betydningsfulde og højtide­lige Dag findes Beretningen i A. T. Høys Bog, Side 381-85.

Jeg mindes, at da de kgl. Herskaber paa deres Runde skulde ind og se vor smukke, fuldt færdige Lejlighed, stod Clara og Søster Line ved Indgangen og tog imod, og det var aabenbart Søster Line en Svir at gøre sin dybeste, i Forvejen vel indøvede Reverens, men det lykkedes hende derimod ikke at faa den yngre Søster saa dybt i Knæ, som hun havde ønsket. - Da Herskaberne senere var nede at se paa Drengenes udmærkede Gymnastik, erindrer jeg, at Kronprinsessen udtalte Ønsket om at have lige saa stærke og raske Ben som Drengene - hun havde nok haft Ledevand og var ikke stærk i Knæene -. Da jeg i 1910 var til Middag paa Amalienborg efter Kongens Besøg paa Gl. Bakkehus d. 19/3, behagede Dronningen at konversere mig om min Fortid, og jeg mindede da hendes Majestæt om dette Besøg, ligesom jeg fortalte hende, at jeg som Livgardist sammen med mine Kammerater havde dannet Espalier (Æresvagt) fra Toldboden til Christiansborg paa hendes Indtogsdag som Kronprinsesse d. 28/7.69.

I sin Tale ved det nye Opfostringshus' Indvielse sagde Borgmester Hansen bl.a.:
"Det er ikke blot en Skole, det er tillige et Hjem der her skal tages i Brug.... kun det Hjem er lykke­ligt, hvor Barnet tidlig lærer at kende, at Arbejde er en Velsignelse, og at det bør have Hovedparten af vort Liv hernede. I fuld Erkendelse heraf har vi ikke taget i Betænkning over vort Huus Indgang fra Børnenes Legeplads at sætte Skriftens Ord: "Det er en Mand godt, at han har baaret Aag i sin Ungdom".  Men ved Siden heraf vil vi erindre, at den Mand, hvis Navn stedse bør nævnes i taknem­melig Ihukommelse, hvor Opfostringshusets Oprettelse omtales, Grev J.H.E. Bernstorff, satte over det Hus, hvor han havde sit Sommerophold, at "mellem Arbejde er Hvile Hæderlig". Gid da her maa findes flittige og arbejdsomme Drenge, men tillige lystige Gutter.

Vor Lejlighed laa paa 2.sal over Skolelokalerne og bestod af 4 udmærkede, rummelige Værelser, der alle vendte ud mod det dejlige Sund, med dets livlige Trafik af store og smaa Dam­pere og Sejlere; mellem Sundet og Opfh. laa Melkiors Landsted "Rolighedens" store og smukke Have og Park. Til Lejligheden hørte en lille Have paa nogle Kv. Alen, begrænset af Rolighedens Grund, Gymnastikhuset, Legepladsen og Fritz's tilsvarende Have. Paa modsatte Side af Legeplad­sen laa Forst.'s store, smukke Have, og ud mod Kalkbrænderivej var der en velholdt Forhave. Paa den anden Side af Vejen var der Ohlsens store Handelsgartneri, og iøvrigt var Stiftelsen omgivet af Villahaver, saa Beliggenheden var smuk. Her boede vi i 5 Aar til sommer 1883, her fødtes Kirsten d.16/8.1881, og her gennemgik hun vistnok 1½ Aar gl. en Tyfus, der bragte hende Døden nær, og da hun var kommen over Krisen, og den Spænding, Clara havde gaaet i under denne, ophørte, faldt ogsaa hun sammen og maatte tage til Kommunehospitalet og udstride sin Tyfus. Ogsaa vor trofaste Pige Ana blev smittet og kom paa Hospitalet saa jeg gik med en Kone til at passe Kirsten og en mid­lertidig fremmed Pige til at passe Huset. Lille Carl havde Tante Amalie taget ud til sig. Iøvrigt befandt vi os vel og tilbragte lykkelige Aar paa Opfostringshuset.

Medens jeg boede paa det nye Opfh. kom jeg til at hjælpe Forstanderen for Døvstum­meinstituttet Malling-Hansen med hans Beregninger vedrørende Børns Tilvækst i Vægt og Højde m.m., hvis Resultater, da de offentliggjordes, vakte megen Opsigt og gav Forfatteren Ry for Geni­alitet.

Jeg fortjente derved et Par 100 kr., ved Hjælp af hvilke jeg kunde deltage i det i 1880 afholdte store nordiske Skolemøde i Stockholm. Som saa ofte var det ogsaa her en Tilfældighed, der bragte mig i Forbindelse med Malling-Hansen. Paa Opfh. foretoges der allerede den Gang maanedlige Vejninger af Eleverne, hvilket Arbejde jeg havde paataget mig. Fra Tid til anden aflagde jeg Beretning om Resultatet i Opfh.'s Aarsberetninger, og i en af disse havde jeg som et Kuriosum udregnet, hvad det kostede opfh. at producere et Pund Drengekød - det var meget dyrt, men jeg husker ikke mere Prisen.

De­tte morede M-H., da han læste det, og kort efter fik han gennem Forstdr. Jensen fat i mig.
Førend jeg forlader Opfh., vil jeg gerne sige et Par Ord om dettes og vor øverste Foresatte.

Borgmester H.N. Hansen, af den bekendte Handelsslægt Hansen, Søn af Bankdirektør H.P. Hansen - f.1835, d.1910. I 1973 ombyttede han sin Højesteretsadvokatstilling med Stillingen som Borgmester for Magistratens 1ste Afdeling, hvorved han altsaa tillige blev Opfostringshusets øverste Chef (se Side    ). Han var en høj, statelig Mand nærmest af engelsk Type, smukt, ovalt glatbarberet Ansigt med kortklippede Whiskers, stor Øjenbryn over de smukke Øjne; til daglig havde han et noget tilknappet Væsen og et alvorligt, til Tider barsk Udtryk; men talte han om noget, der havde hans Interesse og Kærlighed, kom der det elskværdigste Smil og det mildeste Udtryk i hans Ansigt, og man fik et tilforladeligt Indtryk af, at han ikke alene havde Forstanden, men ogsaa Hjertet paa rette Sted. Han var sikkert en lykkelig Ægtefælle og en kærlig Fader, der elskede sit Hjem. Man mærkede, at han havde Interesse for sine Underordnede, ogsaa hvad deres private For­hold angik. Det var betegnende for ham, at naar han mødte en eller kom til en paa Skolen. lød hans Hilsen altid: Goddag Rolsted, hvordan gaar det - og hvordan har De det privat.

Københavns Kommunes Internat 1883-87.


Forstdr. Jensens Anbefaling.

 

Hr. E. Rolsted har været ansat her ved det kgl. Opfostringshus siden 1. Septbr.1875.

Det er mig en kær Pligt at kunne udtale, at han i enhver Henseende fuldtud har fyldestgjort de gode Forventninger, hvormed vi modtog ham ved hans Ansættelse.
 Som Lærer har han opnaaet fortrinlige Resultater, idet han har forstaaet at vække og vedligeholde Børnenes Interesse, samtidig med, at han fastholder sit Maal klart og bestemt uden noget Øjeblik at tabe det af Syne. Hans Metode er gennemtænkt og naturlig, hans Undervisning rolig, behagelig og vækkende.

Som inspektionshavende har Hr. Rolsted forstaaet at sætte sig i det rette Forhold til Børnene, som har stor Tillid og Kærlighed til ham; ogsaa paa dette Omraade maa hans rolige, kon­sekvente og venlige Optræden fremhæves. Han omfatter denne Side af sin Gerning, hvortil han med­bringer de gode Gaver, med Interesse og Lyst og tager den op med Samvittighedsfuldhed, saa­ledes at han ikke trættes ved de mange Smaating, som her spiller saa stor en Rolle i det daglige Liv, men ej heller fortaber sig i dem, saa han derved taber den store Opgave af Syne tidlig og silde at indvirke paa Børnenes Opdragelse.

Naar hertil kommer, at Hr. Rolsted er en kundskabsrig og dannet Mand, der med Interesse og Dygtighed følger Udviklingen paa Skole- og Opdragelsesvæsenets Omraade, tør jeg med god Samvittighed udtale, at jeg anser ham for i ganske særlig Grad kvalificeret til at opnaa den af ham attraaede Post, og medgive ham min varmeste Anbefaling, hvor nødig vi end her vil slippe ham.

Da jeg var kommet midt op i Trediverne og havde faaet 2 Børn at forsørge, begyndte jeg at tænke paa og længes efter at komme i selvstændig Virksomhed, dels for Virksomhedens egen Skyld og dels for at forøge mine Indtægter. Jeg havde i saa Henseende ret gode Chancer. Min Virk­som­hed som Inspektionshavende og som Lærer var anerkendt saavel af Forstanderen som af Skole­direktør Holbech og Borgmester Hansen, hvilken sidste var et af Skoledirektionens 3 stemmebe­ret­tigede Medlemmer, hvorimod Skoledirektøren kun havde Sæde, men ikke Stemme i Direktionen. Det blev dog mærkelig nok hverken Skoledirektøren eller Borgmesteren, jeg fik at takke for min Forfremmelse, skønt de begge nærede Sympati for mig, men derimod en Mand, som ikke kendte mig personlig, - kun gennem mine Anbefalinger, nemlig Formanden for Skoledirektionen Overpræ­sident Finsen. Hermed gik det saaledes til: I Forsommeren 1883 døde Forstanderen for det 4 Aar i Forvejen oprettede Internat, og da Pladsen blev opslaaet, skønnede jeg, at jeg som Ansøger til denne Post vilde have langt færre farlige Konkurrenter, end som Ansøger til en Skoleinspektørpost i Kø­ben­havn, da min Stilling som Inspektionshavende Lærer ved en Opdragelsesanstalt her gav mig et værdifuldt Plus. Da jeg derfor besluttede mig til at søge den, gjorde jeg det ogsaa med al Kraft og benyttede mig af en tilfældig Omstændighed og en lang Omvej, der viste sig at blive den afgørende - den uden hvilken alle mine Anbefalinger og Kvalifikationer ikke vilde have nyttet.


Overpræsidenten havde en Broder, der var Stiftsforvalter paa Vallø; hos denne havde min ældste Broder Godsforvalter Fr. Rolsted i mange Aar været en dygtig og højtskattet Fuldmæg­tig, der tillige var Omgangsven i Stiftsforvalterens Hus. Jeg satte min Broder ind i Forholdene, send­te ham en Afskrift af alle mine Anbefalinger og Eksamensbeviser, og spurgte ham, om han, efter det Forhold, hvori han stod til Stiftsforvalteren, kunde og vilde forsøge at gøre noget for mig gennem denne. Det viste sig, at Vejen ikke alene var farbar, men at den ogsaa førte til Maalet, idet de Herrer Finsen, der begge var Mænd, som baade havde Indflydelse og Lyst til at benytte den, af al Magt lagde sig i Selen for mig. Det var sikkert ogsaa nødvendigt; thi jeg havde i hvert Fald een far­lig Konkurrent Seminarist A. Rudbeck, der var 6 Aar ældre end jeg, havde 10 Aar mere Anciennitet som Lærer ved Københavns Kommuneskoler, ved hvilke han tilmed i 8 Aar havde fungeret som Vice­skoledirektør - og saa var han Skoledirektørens Husven og Favorit. Overfor disse Kvalifika­ti­oner stod jeg ganske vist med en gennem Monrads Kursus erhvervet alsidigere 3 Aars Uddannelse og saa med mine 8 Aars Arbejde ved en Opdragelsesanstalt af beslægtet Art. Forholdet var efter mit Skøn saadan, at hvilken af os der end blev valgt, havde den tabende ikke stort at beklage sig over.

Det viste sig, at medens Borgmester Hansen støttede Skoledirektørens Indstilling af Rudbeck, gik Direktionens 3die Medlem Stiftsprovst C. Rothe til Overpræsidentens Side, og det er næppe troligt, at den Omstændighed, at Rothe havde konfirmeret min Kone og viet mig, har bidra­get til at bestemme hans Stilling; men hvis saa er, beviser dette yderligere, at min Udnævnelse helt og holdent kom til at hvile paa Tilfældigheder. Da jeg var oppe hos Borgmesteren for at takke ham for Udnævnelsen, sagde han aabent, at jeg ikke havde noget at takke ham for, - "for jeg syntes, det gik saa godt paa Opfostringshuset, at jeg gerne havde beholdt Dem der lidt endnu - og til Skolein­spektør kunde vi jo altid have gjort Dem".

Forstanderposten, jeg saaledes tiltraadte d.1/8.83, var iøvrigt ret beskeden, baade hvad Lønnen (2500 kr. stigende til 3300; Brændsel, Lys og Havesager) og de ydre Rammer angaar: 24 Elever og 3 Funktionærer foruden Forstanderen. Ved min Ansættelse var der hengaaet et Interreg­num paa flere Maaneder under Lærerens cand.filol. C.M. Jensens Ledelse. Der var - som rimeligt - ikke den bedste Orden; navnlig erindrer jeg, at Beklædningen var i en ynkelig Forfatning; men ved min Kones og vor trofaste Anes Hjælp kom der snart Orden i Tingene, først og fremmest i et Bjerg af udslidte, snavsede Strømper. Lejligheden var ogsaa beskeden, men særdeles hyggelig og udmær­ket beliggende for Sol og Lys. Saa var der en pæn Forhave, ved hvis Ydergrænse mod Vesterfælled­vej, midt for Huset, stod en ældgammel Hvidtjørn, hvis pragtfulde, kuplede Kæmpekrone skyggede over en hyggelig Siddeplads, til hvilken Svigerinde Caroline forærede os den smukke og magelige formede Havebænk, der efter 35 nu (1927) Aars Forløb uden Tegn paa Alderdomssvaghed, og uden at der nogensinde har været kostet andet end Maling paa den, endnu pryder og gavner i vor Have paa Ødam. Bag Hovedbygningen og parallelt med denne laa et Bindingsværks Udhus, der rummede Gymnastiksal og Værktøjsrum, og som begrænsede Legepladsen mod Vest, medens denne mod N. og S. var indelukket ved høje Plankeværker, dem letbenede Drenge dog af og til klatrede over. Bag Gymnastikhuset laa den mindst 1 Tønde Land store Køkken- og Frugthave, der mod Vest grænsede op til Gl. Carlsbergs store Park og Have, Ved denne Grænse var opkastet en Forhøjning, fra hvilken man havde den landligste og skønneste Udsigt over Markerne, Kalvebodstrand og Amager.

 Drengene, der var i alle Aldre far 8-14 Aar, dog hovedsagelig fra 11-13, undervistes, samlet, men maatte i visse Fag deles i flere Hold eller endog have Ekstratimer.
 Skolearbejdet, der deltes mellem Forstanderen (1/3) og Læreren (2/3) gik for sig om Formiddagen, medens Drengene om Eftermiddagen beskæftigedes i Haven eller om Vinteren og under daarligt Vejr ved manuel Beskæftigelse i det dertil indrettede store og lyse Lokale i Tageta­gen. Arbejdet her bestod af Værkpilning for de smaa; for de større af Kurvefletning, Forarbejding af Tøjsko med Rebsaaler og Tændstikæsker, en lille Smule Træsløjd - alt under Ledelse af Skole­be­tjenten; Stopning af Strømper og Lapning af Tøj under Ledelse af Husholdersken. De paalidelige Drenge huggede og savede Brænde paa egen Haand og gik tilhaande ved alle Slags huslige Arbej­der; en enkelt var betroet til at gaa Byærinder.

Internatet var oprindelig bestemt for Drenge, som Skole og Hjem paa Grund af Skul­keri, Løgn og Ulydighed var ved at tabe Herredømmet over, og om hvem der derfor kunde være Haab om ved et Par Maaneders regelmæssigt og uomgængeligt Arbejde paa Internatet at bibringe den Erkendelse, at det var bedre at passe sin Skole, opføre sig ordentligt og saa for Resten bevare sin Frihed - fremfor at sætte denne helt overstyr ved en Indespærring i Internatet. Ved Tidernes Ugunst navnlig paa Grund af en mangelfuld Lovgivning blev den Flok Drenge, der efterhaanden anbragtes paa Internatet, af en meget blandet Slags. 1. Drenge, hvis Hjem i og for sig er hæderligt og i social Henseende ret velstillet, men hvor Mangel paa den rette Myndighed og Tugt har befor­dret Udviklingen af Ulydighed og Vildskab, Løgn og Skulkeri. Saadanne Drenge længes som oftest meget efter Hjemmet, begræder deres Daarlighed og kan i Reglen efter et kortere Ophold udskrives med Haab om et godt Resultat. 2. Forsømte og ulykkelige Børn, hvis Hjem paa Grund af social Elen­­dighed, ofte parret med sædelig Fordærvelse, maa siges at være værre end intet Hjem; men hvis oprindelig gode Karakter kun i ringe Grad er bleven besmittet af den slette moralske Atmosfære, i hvilken de er opvokset. Disse Drenge trænger til et blivende Hjem, hvor de gennem en fornuftig og kærlig Opdragelse kan arbejde sig op til en lysere og lykkeligere Fremtid ("Holsteinsminde­drenge")  Den 3. Gruppe bestaar af forvildede Drenge ("Flakkebjergdrenge"), hvis slette Tilbøjeligheder, ofte nærede af slette Omgivelser, har ført dem de første Skridt ind paa Forbryderbanen, hvor det ikke sjældent er kommet til gentagne Sammenstød med Øvrigheden. Saadanne Naturer tør man vistnok kun gennem et fleraarigt Ophold paa en Opdragelsesanstalt for forvildede Børn vente at bringe saa vidt, at de uden Fare kan gives tilbage til friere Forhold.
 Naar en ny Dreng optages i Internatet, maatte det være Forstanderens naturlige Op­gave saavidt muligt og saa snart som muligt at faa konstateret, til hvilken af disse 3 Grupper den paagældende Dreng hører - og saa at handle derefter. Fra den indlæggende Skoleinspektør med­fulgte selvfølgelig en Del Oplysninger om Drengen til Hjælp ved denne Konstatering; men en værdi­fuld Supplering hertil var de Oplysninger, jeg straks efter Drengens Indlæggelse indhentede i hans Hjem, hos Vicevært eller andre Beboere i det Hus, hvori han boede, eller hos de Folk, hos hvem han eventuelt havde været Bydreng; saalænge disse Undersøgelser stod paa, sædvanlig 2 'a 3 Dage, holdtes Drengen isoleret i Cellen, da Forholdene som oftest krævede gentagne Samtaler med eller Forhør over ham - og det er lettere "at faa Hul paa Drengen", at komme i Forbindelse med ham, saa længe han ikke er kommen i Flok med de andre Drenge.

Ved dette daglige Samliv med Drengene gjorde man saa sine Iagttagelser i Forening med Lærer og Skolebetjent og kunde saa i Reglen i Løbet af faa Maaneder danne sig et Skøn om, hvad Drengen trængte til, og hvad der altsaa burde gøres for ham.

Men naar denne Erkendelse er vundet, begynder først Vanskelighederne. Thi lige saa lidt, som en Dreng - ifølge den da gældende Lovgivning - uden Forældrenes Samtykke kunde ind­læg­ges paa Internatet, lige saa lidt kunde han uden dette Samtykke anbringes i en anden Opdragel­sesanstalt, være sig Holstensminde eller Flakkebjerg. Da Samtykket i mangfoldige Tilfælde ikke kunde opnås, stod man over for Valget mellem at beholde en saadan Dreng i længere Tid end pro­grammæssigt eller at udskrive ham til et fordærvet Hjem og forbryderiske Søskendes Forfølgelse - med overvejende Sikkerhed for, at hans Fremtid vil blive en Forbryders. Saaledes motiveres de forlængede Ophold - endog med Konfirmation og Anbringelse i Lære som Enderesultat.

Alligevel arbejdede jeg med Iver og med stigende Held paa at faa saadanne Børn bor­tsendt til Opdragelsesanstalter eller paa anden Maade, som i modsat Fald efter al Sandsynlighed vilde gaa tilgrunde. I Treaaret 1884/86 bortsendte jeg saaledes dobbelt saa mange (30), som der bortsendtes i Femaaret 1879/83 (14). Endda blev der en betydelig Rest tilbage, som maatte sendes tilbage til Skole og Hjem trods den paapegede store Fare derved. De gode Resultater, som Internatet ellers vilde kunne have opnaaet, blev derved nødvendigvis forringet.

Naar disse Resultater ses paa Baggrund af Drengenes Vidnesbyrd ved Optagelsen og af de respektive Hjems Tilstand og Forhold, kan man næppe være berettiget til at vente dem bedre: Af de i 1884 optagne 44 Drenge, indlagdes 6 for Skulkeri alene; hos 12 var Skulkeriet forbundet med Vagabonderen i indtil 40 Dage og Nætter; hos 26 vides Skulkeriet at være forbundet med Tyve­ri; 13 havde været anholdt, 5 offentlig straffede, de 2 endog 2 Gange; 15 af de 44 havde mistet Fader eller Moder eller begge Forældre; 29 havde begge Forældre levende; men i 14 af disse Tilfæl­de levede Forældrene ikke sammen, og i adskillige af de Tilfælde, hvori de endnu levede sammen, levede de i stadig Ufred med hinanden. Dertil kommer, at i over Halvdelen af samtlige Hjem vides enten Drikfældighed, Usædelighed eller Tyvagtighed at herske. Kun 8 Hjem kunde betegnes som "gode", naar derved forstaas, at Forældrene er borgerlig retskafne og flittige Folk, der lever ordent­lig sammen.

Forholdene i de følgende 2 Beretningsaar - 1885 og 1886 svarer omtrent til ovenstaa­ende baade hvad de optagne Drenges Karakter og Forhold, og dermed Hjemmenes Beskaffenhed angaar. Det er derfor naturligt, at Resultaterne af Arbejdet for disse Aars Vedkommende omtrent svarer til Resultaterne for 1884.

Af det her fremsatte fremgaar det formentlig, at Virksomheden som Forstander for Internatet for en Mand, der som jeg gik op i den med Liv og Sjæl, maatte være baade interessant og lærerig; men det vel ogsaa forstaas, at Arbejdet ikke kunde være fuldt tilfredsstillende; dertil var det alt for pinligt at staa overfor de mangfoldige Tilfælde, i hvilke man ikke kunde faa Lov at gøre netop det for en Dreng, som han ifølge sin Karakter og Hjemmets Forhold øjensynlig trængte til, men maatte være passivt Vidne til, at han forblev i eller vendte tilbage til de fordærvede Forhold, der næsten med Nødvendighed maatte føre ham længere ned ad Fordærvelsens Skraaplan.

Da denne Tingenes sørgelige Tilstand i første Række havde Grund i en manglende Lovgivning, saa jeg snart, at det maatte blive en af mine Hovedopgaver ved Instituttet at samle en saadan Række af Erfaringer og Kendsgerninger, der kunde staa som uomstødelige Beviser for Nød­vendigheden af en Reform af denne Lovgivning. Jeg søgte til den Ende at opnaa en saa grundig Kend­skab til og Forstaaelse saavel af Børnenes som Hjemmenes Karakter og Forhold; jeg satte mig i Forbindelse med Skolerne, fra hvilke jeg modtog Drengene, og med vore beslægtede Opdragelses­anstalter herhjemme, særlig da med dem, til hvilke jeg fra Tid til anden maatte sende adskillige af mine Internatsdrenge. Mine nærmeste Foresatte (Skoledirektionen) fik jeg i Tale gennem Aarsberet­ninger, der vandt Skoledirektør Holbechs fulde Anerkendelse, og i Modsætning til min Formands optrykte in extenso i de af Direktionen udgivne Aarsberetninger om Hovedstadens offentlige Skole­væsen. I det hele maa jeg sige, at Etatsraad Holbech, skønt han i mig ikke fik den Forstander, han ønskede, dog under hele sin Funktionstid viste mig den fulde Loyalitet og Anerkendelse, hvilket og­saa fremgaar af den Anbefaling, han gav mig, da jeg - forgæves, søgte Rejseunderstøttelse til Udlandet.

For at faa fast Grund under Fødderne i Kampen for at skaffe bedre Betingelser ikke alene for Internatets Virksomhed, men for hele vort Opdreagelsesvæsen vedrørende de forsømte og vildfarne Børn, var det nemlig ikke nok at kende vore egne Forhold. Jeg begyndte derfor omtrent lige fra min Ansættelse at sætte mig ind i Litteraturen vedrørende andre Landes Fremgangsmaade for at frelse den forsømte og brødefulde Ungdom. Amerikanske og engelske Tidsskrifter og Aarsbe­ret­ninger var særlig værdifulde i saa Henseende; thi mærkeligt nok er det disse de frieste Lande i Verden, der først satte Børnenes og Samfundets Interesser over Forældrene ved at give Lovhjemmel for, at Forældremyndigheden kan tages fra Forældrene, som ved Vanrøgt, Mishandling, Forargelse eller Forførelse føre deres Børn i social Elendighed eller sædelig Fordærvelse, og lægges over paa Staten eller dennes Institutioner. Ligeledes er det disse Lande, der er gaaet i Spidsen m.H.t. Opret­telse af talrige saavel strengere som mildere Opdragelsesanstalter for forsømte og forbryderiske Børn og unge Mennesker, alt efter Graden af disses Fordærvelse: Reformskoler, Arbejdsskoler, Skulkeskoler og Dagarbejdsskoler. I en Artikel i Nordisk Tidsskrift for Fængselsvæsen, 9. Aargang 1886, gjorde jeg Rede for disse forskellige Anstalter og de Principper hvorefter de virker og sendte Særtryk deraf til Skoledirektionen, Borgerrepræsentationen etc. - I senere Artikler - efter min Af­gang fra Internatet - i Berl.Tid. 3/12.96, Nationalt. 8/1.97 og 11/1.97 har jeg under Henvisning til den senere - med den amerikanske analoge - Udvikling i Tyskland, Frankrig og Norge atter slaaet til Lyd for, at Forældremyndigheden i de oven angivne Tilfælde overgaar til det offentlige (Opdragel­ses­anstalterne).

Da det var bestemt, at jeg skulde forlade Internatet, holdt jeg d.10/1.87 et Foredrag, gengiv. i Berl.Tid., og indlede en Diskussion.

Om forsømte og forvildede Børns og unge Menneskers.
Opdragelse, med særligt Hensyn til københavnske Forhold.i hvilket Foredrag jeg stillede følgende Hovedfordringer til Lovgivningen:

1.   at den klart og bestemt hævder Øvrighedens Ret til at overgive til Opdragelsesanstalters
      Behandling Børn og unge Mennesker under 18 Aar, som har gjort sig skyldig i visse nærmere       
      angivne Forbrydelser og Forseelser, deriblandt ogsaa Skulkeri;
2.   at Anbringelse til Opdragelse i saa Tilfælde træder i Stedet for Straf, i det mindste for Børn
      under 15 Aar;
3.   at Loven hjemler vedkommende Anstalts Bestyrelse Formynderskabet over de den betroede
      Børn til det 21.Aar.

 Disse Krav er sener blevet imødekommet ved nedennævnte Love:
1.   Børneloven af 1905 d.v.s. Lov Nr. 72 af 14. April 1905
2.   Lov om Værgeraadsforsorg m.m. af 12/6.1922.
3   Lov Nr. 55 af 31/3.1926 (om Ændringer i ovennævnte Lov om Værgeraadsforsorg).


Opfostringshuset på Kalbrænderivej, det nuværende Randersgade.

Fra indgangspartiel på opfostringshuset

Der sidder ved sin Jubelfest -
en Sol imellem Sole -
vor Direktør som Hædersgæst
med Ordner paa sin Kjole,
han, som i Kongens København
har vundet sig sit kendte Navn
i Spidsen for vor Skole.

Ved Ungdomstidens Vendepunkt -
som Kandidat med "bedste" -
til Randers By han som Adjunkt
en Tid lang lod sig fæste;
han lever der i gammel Stil,
og efter Arbejd fulgte Hvil
"und Abends frohe Gäste".

Snart flytted' han med "der die das"
fra Gudenaaens Enge
og fæsted' Bo paa Frue Plads
blandt de latinske Drenge.
Der gik han med sin brede Ryg
og bar sin Byrde glad og tryg,
der vil han mindes længe.

Han var en kraftig, hel Figur
der holdt paa Tugt og Ave,
og med en praktisk, sund Natur,
der var hans Vuggegave.
Saa blev tilsidst, som Ærens Spids,
han Overgartner anno Tres
i Almueskolens Have.

Hans gerning er saa vidt kendt,
hvor god Oplysning skinner,
og blomstrende hans Regiment
eksaminerte Kvinder.
Om ej det skabtes ved hans Ord,
han samled' dog det flinke Kor
af fagre Lærerinder.

Ved al hans Idræt og Bedrift
vi kunde længe dvæle;
men i vor Skolesagas Skrift
skal staa hans Eftermæle.
og der skal staa: vor Jubilar
har haft et Hjerte som en Far
for atten Tusind Sjæle.

Og der skal staa: paa højeste Trin
i Skolens Trappestige
han kunde skelne Sølv fra Tin
og lod sig ikke svige,
og - Hersker i en lille Stat -
han var og blev en Demokrat
og Smaafolks Ven tillige.

I Dag har Skolen lukt sin Dør
til manges Fryd og Lise,
og deres brave Direktør
vil ung og gammel prise.
Om alt, hvad han har tænkt og gjort,
hans Hjærtelag i smaat og stort
vi synge denne Vise.


Til
     Hr. Forstander E.V. Rolsted

  J e n s  H o l b e c h .
          1815-85.

Da jeg i 12 Aar af min Skolevirksomhed (1875-87) har staaet i Forhold til denne Mand som Overordnet, og da jeg bevarer ham i sympatifuld og taknemmelig Erindring som Menne­ske og som Foresat, bør han have en lille Omtale i mine Erindringer: Skønt han var teologisk Kan­di­dat, stod hans Hu dog fra første Færd til "Skolen" og hele hans Livsgerning faldt da ogsaa inden for dennes Rammer, først som Adjunkt og Overlærer i Randers og ved Metropolitanskolen og der­næst i 25 Aar (1860-85) som "Direktør for Borger- og Almueskolevæsenet i København". Mit før­ste Møde med ham var som Censor ved Afgangseksamen fra Jonstrup Seminarium, og jeg fornyede saa mit Bekendtskab med ham under min Virksomhed ved Opfostrh. og Internatet.

Han var en human, retsindig og dygtig Tilsynsmand, der ved sit joviale, ligefremme elskværdige Væsen vandt Sympati og Hengivenhed i Skolerne hos store som smaa. Med sin høje, kraftige og fyldige Person, sit glatbarberede, dobbelthagede Ansigt, omgivet af det glat siddende hvide Haar og den Høje Silkehat blev han hurtig en kendt og typisk Skikkelse i det københavnske Skole- og Gade­liv, efterhaanden "paa Hat" med det halve København.

Den fest, hvormed han d.16/3.85 fejredes paa den kgl. Skydebane i Anledning af hans 25.Aars Jubilæum som Skoledirektør, og hvori jeg havde den Glæde at deltage, vandt da ogsaa ualmindelig Tilslutning, idet hver Plads i Etablissementets største Sal var optaget.
 
                 En af Festtalerne sammenlignede Holbech med en gammel Eg, og som han stod der - rank og kraftig som altid - og svarede med Fynd og Humør paa de mange Taler syntes han ogsaa at være fuld Livskraftig trods sine 70 Aar. Ikke desto mindre sygnede han hen den paafølgende Som­mer, maatte forlænge sin Ferie ved et Rekreationsophold i Klampenborg, hvor jeg paa en skøn, sol­rig Septemberdag havde min sidste Samtale med ham i Hotelhaven ved Bellevy. Den 23. December 85 afgik han ved Døden.

Overlærer ved Metropolitansk. Henrik Smith besang Jubilaren i et større Epos: "Jens Holbechs samlede Værker (Fordord, 1. Del: Den lærde Skole. 2. Del: Almueskolen. 3. Del: Eksam­menskommissionen. 4. Del: Den hygiejniske Kommission. Tillæg). Men et smukt, sandt og sympa­tisk Billede af Jens Holbech giver Skoleinspektør H.J. Greensteen i følgende Sang:

Skoledirektøren.
Kbhvn. d.16.11.1885.

Vedlagte Ansøgning fra Forstanderen for Københavns Kommunes Internat Hr. E.V. Rolsted, anser jeg det for min Pligt at give min varmeste Anbefaling, Da han tidligere havde været inspektionshavende Lærer ved det kgl. Opfostringshus og der havde haft Lejlighed til at godtgøre særlige Gaver til at have med Drengebørns Opdragelse at gøre, valgtes han af Skoledirektionen til Internatets Forstander, uagtet han var den yngste af alle Ansøgere.

De gode Forventninger, hvormed man betroede ham denne vanskelige og ansvarsfulde Stilling, har han i fuldt Maal opfyldt. Han lever og aander kun for sin Gerning, og forstaar at forene Alvor og Strenghed med Mildhed og Kærlighed og har saaledes den fornødne Myndighed over alle sine Drenge. Hvor det end er nødvendigt, sætter han sig i Forbindelse med Hjemmene, der natur­ligvis ofte er meget uheldige. I det hele har han været heldig i sin Virksomhed, og mangen Dreng, der kom ind paa Internatet med meget daarlige Vidnesbyrd, har han kunnet dimittere som en skik­kelig og paalidelig Dreng.

Hr. Rolsted hører til de Mennesker, der vil bringe et virkeligt Udbytte hjem med sig fra en Udenlandsrejse; hans Maal er at gøre sig bekendt med Anstalter af lignende Art som den, han daglig arbejder for. Jeg tør indestaa for, at han vil benytte Tiden godt; med sit skarpe Blik og hurti­ge Opfattelse vil han samle Indtryk, der kan komme til god Nytte her hjemme ved vort Internat. Det skulde glæde mig, om han maatte være saa heldig at opnaa den ansøgte Rejseunderstøttelse, hvortil jeg atter og atter anbefaler ham paa det bedste.
                                                                                                     I. Holbech


 Foranstaaende kan jeg fuldt ud tiltræde og knytter ogsaa min Begæring til Forstander Rolsteds om, at den attraaede Rejseunderstøttelse maatte blive ham tilstaaet.
                                                                                      København d. 21.11.1885.
                                                                                                                                H.N. Hansen
                                                                                                                               Borgmester.

        Direktionen
f. Borger- og Almueskole-
   væsnet i København
          d.28/3.87.


I det Direktionen herved bringer Dem sin Lykønskning i Anledning af den ny og betro­ede Stilling, De snart skal tiltræde, bringer den Dem samtidig en varm Tak for den Tid, i hvilken De har forestaaet Københavns Kommunes Internat.

Vi har bestandig haft en bestemt Følelse af, at Internatet under Deres sikre, kyndige og humane Ledelse paa en særdeles fyldestgørende Maade har virket i Opdragelsens Tjeneste over for de forsømte, vildledte eller fordærvede Børn, der har været betroet Deres Omsorg, og vi ønsker at udtale for Dem, inden De forlader os, at lige som vi i høj Grad beklager Deres Bortgang, saaledes er det paa den anden Side vor Overbevisning, at det er lykkedes Dem i den forholdsvis korte Tid, i hvi­lken De har været knyttet til denne Gerning, at bringe den i et Spor, som utvivlsomt vil have sin blivende Betydning for Internatets hele Udvikling som Led i Hovedstadens Skolevæsen. Ikke blot ved Deres Personlighed, der paa en heldig Maade forener de forskellige Egenskaber, der udkræves af den, der skal forestaa en Institution af denne Art, men tillige ved den Samvittighedsfuldhed og Loyalitet, hvormed De bestandig har arbejdet paa Opgavens Løsning, har De skabt en Tradition, som - det er i det mindste vort Haab - vil gaa i Arv til Deres Eftermand og bære Frugt i Fremtiden.

                                 Benson.                                       H.N. Hansen.                                            C. Rothe.

Gamle Bakkehus 1887-1915.


Som jeg har fortalt, var det tilsyneladende Tilfældigheder, der bevirkede, at jeg fik Stillingen som Forstander for Internatet. Noget lignende kan ogsaa gøres gældende med Hensyn til mit næste og sidste Avancement.

Under min 4-aarige Virksomhed ved Internatet var Lægestillingen ved denne Insti­tu­tion hele Tiden beklædt med Korpslæge, senere Overlæge, i Hæren I.F. Nielsen - en med mig om­trent jævnaldrende, stor og smuk Mand med praktiske Anlæg og sundt Blik, absolut fri for "lærde" Prætensioner. Han var samtidig Læge ved Aandsvageanstalten paa Gl. Bakkehus og havde paa den Tid ikke saa lidt Indflydelse hos Bestyrelsen, der da bestod af: Departementschef, Kammerherre P. Lind, fhv. Raadmand F.C. Bülow, Sognepræst C. Ewaldsen, Skibsmægler S.N. Rømer, Justitsraad, senere Etatsraad; Læge C.E.N. Petit.

Ved vort Samarbejde paa Internatet havde Dr. Nielsen Lejlighed til at lære mig at kende, og har formodentlig faaet Tillid til og Sympati for mig; thi da Forstanderposten ved Gl. Bakkehus i 1887 blev ledig ved Prof. H.P. Duurlovs Afgang, opfordrede han mig til at søge denne Post - noget, der ellers aldrig vilde være faldet mig ind, eftersom Aandssvage og Aandssvagevæsen for mig var et fuldstændigt terra incognita, idet jeg i mit hidtidige Liv kun havde kendt een aands­svag, nemlig den omtalte Aksel Augustinus.

Forslaget førte til adskillige Drøftelser mellem N. og mig og til et Besøg, som jeg sam­­men med ham aflagde i Anstaltens forskellige Afdelinger. Levende som det var sket igaar, staar endnu mit Besøg i den mandlige Plejeafdeling, hvor den saakaldte "Skrige-Peter" laa i sin Spænde­trøje sammenkrøben under en Bænk, gnavende paa et af dennes Ben, der allerede var halvt over­gnavet, og hvor en stor Flok af disse mere eller mindre uhyggeligt udseende Individer, der sjældent saa fremmede, flokkedes tæt om mig med den kæmpehøje, skælvende Hugo Gørtes i Spidsen.  Idet denne Kæmpeskikkelse, der var et Hoved højere end jeg, hældede sig ind over mig, tabte han den Kalot, han bar, og blottede derved et nøgent Kranium, der ikke bar et eneste Haar, medens Kalot­tens Indhold af hans dyre Skatte: Klude og Trævler og kulørte Papirstumper regnede ned over mig. Om end jeg bevarede Anstanden, kunde jeg vel næppe helt skjule det uhyggelige Indtryk, Afde­lingen og dens Beboere havde gjort paa mig, og Resultatet af Besøget blev da ogsaa, at da jeg havde sovet paa det, skrev jeg til Overlæge Nielsen - eller til Etatsraad Petit, der var indviet i Planen, at jeg havde opgivet Tanken om at søge Pladsen. I nogen Grad bidrog muligvis ogsaa hertil, at der paa G.B. var nogen Slendrian og nogle uduelige og uværdige Funktionærer, som jeg ikke var sikker paa at kunne faa fjærnet.

Imidlertid arbejdede Dr. N. videre med mig, støttet af Petit, der ikke mente at kunne bruge nogen af de andre Ansøgere. Det lykkedes dem omsider at overvinde mine Betænkeligheder, og det er mig en Glæde og en Trang her at fastslaa, at jeg aldrig har fortrudt, at min længste og bed­ste Livsgerning kom til at ligge paa dette sted - tværtimod.
 Da Sagen var afgjort, gik jeg ned for at hilse paa Professor Duurlov, og da min Hustru havde Lyst til at se sit tilkommende Hjem, gik hun med. Vi blev meget venligt modtaget af Fami­li­en; men Indtrykket af Lejligheden var yderst slet paa Grund af dens Yderlige Forsømthed og Forfal­denhed, der muligen nok stod i Forbindelse med Anstaltens slette finansielle Status paa denne Tid, da dens mangeaarige Lotteri havde begyndt at give Underskud og Staten endnu kun i ringe Grad havde begyndt at støtte den. Clara var saa fortvivlet over den store, malpropre og uhyggelige Lejlighed med Køkken i Kælderen og mørk Trappe førende ned dertil, at hun knapt var kommen udenfor Anstalten, før Taarene randt.

En Sammenligning med den lille, lyse og hyggelige Lejlighed paa Internatet faldt unægtelig ogsaa uheldig ud. Det lykkedes mig dog - om end med nogen Besvær - at faa Best. til at indrømme mig endnu et Værelse, saa jeg kunde faa Køkken og Spisekammer indrettet oppe i Stue­etagen, samt til at bygge en Veranda ved Havestuen og gøre Lejligheden pænt i Stand, saa vi fik i Virkeligheden et smukt og ret behageligt Hjem, vel nok det herskabeligste vi har haft.

Imidlertid kunde vi paa Grund af betydelige Istandsættelsesarbejder ikke flytte ind d.1/4.87, men boede i de 3 første maaneder i det gamle Rahbekske Hus, i hvis mange gammeldags-herskabelige, præstegaardsagtige Værelser med Fløjdøre mellem alle Hovedværelserne, vi fik det saa hyggeligt, at vi næsten var kede af at skulle derfra.
 Ligesom der ved min Overtagelse af Internatet var en Del at komme igennem, før der kom Orden i Tingene, saaledes ogsaa her;  kun at Forholdene i den vidt forgrenede Anstalt med dens mange Funktionærer var saa meget større. Jeg kom dog forholdsvis let gennem den Uhygge og det Utrygge, der vel altid - i hvert Fald for Mennesker med min Natur - er forbundet med at skulle arbejde sig ind i nye, ukendte Forhold og med mange ukendte Mennesker, og jeg tror, at de aands­svage bidrog meget til at gøre mig Overgangen let ved den umiddelbare, tillidsfulde og elskværdige Maade, hvorpaa de kom mig i Møde fra den aller første Dag. Jeg mindes endnu, hvordan den typi­ske 17-18-aarige aandssvage Dreng Vhr. Jensen. "Tykke" kaldet, kom hen til mig den første Mor­gen med sit tykke, runde, altid smilende Ansigt, klappede mig paa Skulderen og sagde: "God morgen Forstander! Hvordan har du det? Hvordan har du sovet i nat? Hvordan har din kone det?" - som om vi havde kendt hinanden i mange Aar. Dette og mange lignende Træk gjorde, at jeg hurtig kom til at føle mig hjemme paa Bakkehuset, og at jeg lige saa hurtig kom til at holde af de aands­svage. Og jeg er taknemmelig og glad ved at tænke paa, at disse 2 Følelser: Hjemfølelsen og Kærligheden til de aandssvage holdt ud i de 28 Aar paa G.B., uagtet det jo heller ikke der var Solskin altid.

Om "Tykke" maa jeg med det samme fortælle endnu et Par Træk. Han blev snart efter vor Bydreng og Husassistent og færdedes som saadan ofte langs Vesterbrogade med sin Bykurv og blev hurtig gode Venner med alle de Handlende ikke mindst med Butiksjomfruerne, som han om­gik­kes paa en egen galant, jeg kunde næsten sige chevaleresk Maade, uden nogensinde paa upas­sen­de Maade at blive  nærgaaende -; men kunde han faa Lov at trykke dem et lille Kys paa Haanden, var han baade stolt og glad.

Han hed ikke "Tykke" for ingen Ting, og var heller ikke tyk af ingen Ting. Han var derfor meget modtagelig for de Gaver, der faldt af til ham hos Spækhøkere, Bager og Urtekræmmer. En dag mødte jeg ham paa Vesterbrogade, Bykurven i den ene Haand, i den anden en stor sort Pølse, som han med god Appetit gnavede løs paa. Han fik imidlertid i Aarenes Løb saa mange Venner og Ven­in­der paa Vesterbro, at Bygangen paa Grund af de mange Visitter og de mange Smaapassiarer snart tog Timer i Stedet for Kvarter, og jeg stod omsider over for det Alternativ enten at sætte ham fra Bestillingen eller lade ham rejse til Ebberød; det første vilde gøre ham ulykkelig; jeg valgte derfor det sidste Haab om, at han der snart vilde glemme Slaraffenlivet paa Vesterbro; dette lykkedes ogsaa, idet han paa Ebberød snart blev ansat som "Køkkenkarl" og kunde tage Revanche for Afsavn af Niels Jensens sorte Pølser. Han blev da ogsaa endnu tykkere; end han var paa G.B. Nogle Aar efter døde han, men sikkert ikke af Mangel paa Mad.

Tykke og Mor var næsten altid gode Venner, men vred kunde han dog blive, ogsaa paa hende; en Gang fandt han Afløb for sin Vrede i følgende pudsige Trussel: "Du kan tro, Du skal ikke faa nogen Krans af mig, naar Du er død!"

 Den Husstand, hvormed vi d.1/4.1887 drog ind paa Bakkehuset bestod foruden Mor og Far af Carl, 9 Aar, født paa det gl. Opfostringshus, Kirsten, 6 Aar, født paa det nye Opfostrings­hus og Hans 3 Aar, født paa Internatet. Flytningen begyndte allerede flere Dage før 1. April, idet vi ved Internatsdrengenes og Skolebetjent Berggrenes Hjælp om Aftnerne bar en stor Del Løsøre der­op, og Sadelmager Olsen, Sortedamsgade 3, der 10 Aar i Forvejen havde sørget for vort Udstyr og hjulpet os med Indflytningen i St. Kongensgade 108 i 1877 og paa Kalbrænderivej 48,2 i 1880, stod os ogsaa trolig bi med begge Flytningerne her. I Anstaltens Hovedbygning blev vi dog kun boende i godt 6 Aar til Efteraaret 1893; her fødtes Ejgil 1887, Emil 1889 og Sofus 1892.

 Når jeg nu skal gaa over til at skildre mit Liv og min Virksomhed ved Gl. Bakkehus, maa jeg aller først henvise til min Bog, om Anstaltens Historie fra 1855-1905, en Bog, som jeg for­æ­­rede hver af mine Børn, for hvem disse Erindringer nærmest er skrevne, et Eksemplar af.
Min Fremstilling vil derfor antagelig blive ret fragmentarisk, men personlig, intim.

Først syntes jeg, jeg bør tale lidt om min Formand i Embedet. Saadan som jeg mindes ham fra den Tid, jeg afløste ham og fra de 5 Aar han levede efter min Afgang, staar han for mig som en høj, statelig, fin gl. Mand med et intelligent, alvorligt Ansigt, en rank smuk Holdning lige indtil sin Død. Han var jo teologisk Kandidat, men havde næppe teologiske Interesser, ofrede sig derimod for Pædagogikken, dels i Normalskolen, dels i Døvstummeskolen; men de, der kendte Duurlov nøjere, mener, at han hverken der eller i Aandssvageskolen var kommen paa sin rette Hylde, om end en saa begavet Mand som D. paa dette som paa ethvert andet Omraade vilde være i Stand til at udrette et dygtigt Arbejde. Han var i Besiddelse af et ualmindeligt mekanisk Talent, ar­bej­dede lige let i Metal som i Træ og efterlod sig ikke faa navnlig fysiske Apparater. Det er muligt, at Duurlov vilde have følt sig lykkeligere ved at se sin Livsgerning paa dette Felt.

Thi vil man være retfærdig, maa det indrømmes, at den Opgave, som D. paa Gl. Bak­kehus gik ind til, og som temmelig uforandret vedblev at foreligge i alle de 31 Aar, han virkede der, var vanskelig og utaknemmelig for ikke at sige umulig, naar henses til, at de Hjælpemidler, der stod til Raadighed for ham som Lærer og Pædagog, viste sig virkningsløse - og maatte vise sig virk­nings­løse - over for største Parten af de Individer, han fik at arbejde med. Anstalten kaldte sig nem­lig fra første Færd "Helbredelsesanstalt", og da Fordelen ved at faa sine aandssvage Børn "hel­bred­te" var desto større, jo mere angrebne de var, saa strømmede fortrinsvis angrebne ind; helbredes kunde de jo imidlertid ikke, som oftest end ikke nævneværdigt forbedres, og da Anstalten ikke havde Raad til at skille sig ved de godt betalte Asylister, naar ingen udviklingsdygtige meldte sig til de ledige Pladser, saa blev Følgen den, at Asylister og Halvasylister i mange Aar, ja saa godt som hele Duurlovs Funktionssted, levede under Tag, ja ofte i Klasse sammen med udviklelige Børn.

Om D. kunde have forandret dette Forhold ved at hidføre en hurtigere Udskillelse af de umulige og en bedre Klassificering af de tiloversblevne - dette er ikke et Spørgsmaal om D's Forstaaelse af Sagens Store Betydning; thi denne maa have staaet ham klar, men et Spørgsmaal om hans Initiativ og Energi og om de samme Egenskaber og den samme Forstaaelse hos de Mænd, der sad i Bestyrelsen, samt endelig om Samarbejdet og Forstaaelsen mellem Bestyrelsen og Forstan­de­ren indbyrdes.
 Paa dette sidste Punkt var der periodevis en Brist, ikke mindst i den sidste Del af D's Funktionstid. Og skønt D. vistnok var en noget stejl Natur med Evne og Lyst til at bruge Ironiens Vaaben, saa har Fejlen dog næppe ligger ene paa hans Side.

Men hvordan det nu end forholdt sig, saa var Resultatet i 1887 det, at den Skole paa nogle og 60 Elever, som jeg tog i Arv efter D. bestod for Fjerdepartens Vedkommende af rene Asy­lister, medens Resten for en stor Del var langt ude over Skoleaarene, tildeles højt oppe i Tyverne, og nogle havde gaaet i Skole i 12-16 Aar. I Plejeafdelingen for voksne, hvor Kønnene først kort i Forvejen var blevet adskilte, levede endnu lavtstaaende Asylister sammen med forholdsvis velud­viklede, arbejdsduelige Individer.

Der var saaledes nok at reformere; men om hele denne Udvikling giver min Bog tilstrækkelig Oplysning.
 Jeg vender mig derfor mod de mere personlige Forhold og begynder med at forestille for Læseren den Bestyrelse, som havde kaldet mig, og med hvilken jeg altsaa fra først af kom til at samarbejde.

Formanden, den 72-aarige Departementschef A.C.P. Linde, var en høj, smuk, fint­dan­net Mand med nedarvet Kultur, elskværdig og ligefrem, yderst velvillig, flittig, akkurat og sirlig med alt, hvormed han havde at gøre. Han havde arbejdet sig op ad alle Embedsstigens og Rangsti­gens Trin - Kancellist, Fuldmægtig, Kontorchef, Departementschef, Kancelliraad, Justitsraad, Etatsraad, Konferensraad, Kammerherre.  Han var en meget behagelig Mand at arbejde sammen med; men da han med al sin Elskværdighed forbandt en noget svag Karakter, og da der i Besty­rel­sen paa hans Tid sad kraftige Viljer, havde han næppe den Indflydelse i Bestyrelsen, som en for­mand helt bør have. Jeg arbejdede kun et Aar under ham, da han allerede i Marts 1888 afgik ved Døden.

Raadmand F.C. Bülow var Anstaltens ældste Bestyrelsesmedlem saavel af Aar som af Anciennitet, idet han vistnok var 76 Aar gl. og havde siddet i Best. siden 1862. Han var vist oprin­de­lig Landmand og ejede paa den Tid Gaarden Helleruplund i Hellerup, men var tillige stor Grund­ejer i København. Saavel Bülowsvej paa Frederiksberg som Bülows Allé i Hellerup har Navn efter ham. Han ejede ogsaa Ejendommen Ny Bakkegaard tæt ved Anstalten - der, hvor nu Brygger Ja­cob­sens store Villa ligger. En hel Del af Anstaltens sydlige Grund har tilhørt ham. Han var utvivl­somt en meget praktisk Mand, Asmussen siger om ham (efter hans Død d. 15/12.90) i Beretningen for 1890-91, at hans rige Erfaring paa mangfoldige, praktiske Omraader altid har været Bestyrelsen til megen Nytte, samt at han ydede Anstalten økonomisk Støtte af forskellig Art. Jeg har intet Ind­tryk af hans indre Menneske, men mindes ham som en ejendommelig, ret imponerende Patriark­skik­kelse - stor og bred, det fyldige, glatbarberede Ansigt helt omgivet af graat Kindskæg og et vældigt bølgende Haar. Han minder mig om de Billeder, jeg har set af Eventyrdigteren Asbjørnsen.

Den næste i Rækken er Sognepræsten paa Frederiksberg Christen Ewaldsen, der sad i Best. fra 1880 til sin Død 1893. I sine yngre Aar var han Præst i Flensborg, blev i 1865 2. Præst v. Frue Kirke, hvorfra jeg mindes ham sen en især af Damerne søgt Modepræst, og i 1876 Sognepr. paa Frederiksberg. Han var en myndig Prælat, med noget af en Sømands Djærvhed, maaske ned­arvet fra Faderen, der var Skipper i Randers. Forkælet som en Mode- og Damepræst jo let bliver, var han "stor" og yndede at vise sin Magt og Myndighed især over for dem, der ikke paa Forhaand "laa paa Maven" for ham. Mig gav han saaledes en alvorlig Dukkert i den samlede Bestyrelses Nær­værelse lige i Begyndelsen af min Virksomhed paa Gl. B.: Slagter Matthisen i Smallegade, som paa den Tid var Leverandør til Anstalten og vistnok var bleven det paa Ewaldsens Anbefaling, hvad jeg ikke vidste, havde ganske vist godt Kød, men var uforskammet dyr. Ved at tage Tilbud fra 2 andre Slagtere fik jeg ham trykket nogle Øre ned; men han løb straks til Ewaldsen og beklagede sig, og ved næste Bestyrelsesmøde blev jeg kaldt over og fik en Tilrettevisning af E. fordi jeg havde hand­let egenmægtigt uden først at gaa til ham. Resultatet blev, at M. kom op paa sine gamle Priser. Ret­fær­dighed mod Etatsraad Petit byder mig dog at notere, at denne spagfærdig udtalte, at Best. dog maatte være mig taknemmelig for mine Bestræbelser for at administrere billigt.

Det fjerde Medlem af Bestyrelsen var Etatsraad, Læge C.C.N. Petit, f. 1817, d. 1893, i Best. fra 1882-93. han var en ivrig Botaniker, ernærede sig i de Yngre Aar delvis som Lærer ved Skoler og for de forststuderende, var fra 52-73 praktiserende Læge i Fredensborg, flyttede saa til København, boede i sin smukke Villa paa Frederiksberg, men praktiserede ikke mere (han var rigt gift). Han omfattede sin Gerning som Bestyrelsesmedlem med stor Interesse og udførte et ikke ringe Arbejde som saadan, bl. andet som Medlem af Kommissionen (Udvalget) af 1886 til Udar­bejdelse af Forslag til Anstaltens Reformering (se Beretning for 1886 og 87); men nogen betydelig Mand var han ikke, hverken fra Hjertets eller Forstandens Side; snarere forekom han mig noget "smaat skaaren". Betegnende er i saa Henseende det Træk, at den første Beretning (1886-87) efter Forstanderskiftet skulde udgives og befordres i Trykken, tilbød han Formanden Kammerherre Linde at besørge dette Arbejde imod at blive Etatsraad (han var den Gang Justitsraad). Jeg gjorde det sam­me Arbejde i de paafølgende 27 Aar; men skønt jeg ikke derfor blev Etatsraad, misunder jeg ham dog ikke i hans Grav.
 Det 5te og sidste Medlem var Skibsmægler S.N. Rømer, der sad i Best.  fra 1880 til sin Død 30/1.06 og paa den Tid, da jeg traadte til, vel nok en Mand i Beg. af 50-erne. Han var en anselig, svær, noget forspist, men ganske køn Mand med mørkt Fuldskæg, stærkt skaldet. Han var utvivlsomt en dygtig Forretningsmand, flittig og energisk, tjente mange Penge, men brugte ogsaa mange (store flotte Selskaber).  Asmussen paaskønner hans varme Interesse for de ham nærmest underlagte Grene af Anstaltsvirksomheden og siger, at hans store Forretningssans og vidtstrakte Handelsforbindelser ogsaa i andre Henseender kom Anstalten til Gode. Sandt er det, at han gerne handlede paa Anstaltens Vegne og yndede at gøre store Indkøb til Lageret; men efter mit Skøn kunde disse Handler nok kritiseres, og da han lod Anstalten sælge den værdifulde Ejendom paa Købmagergade, hvorfra det nedlagte Industrilotteri var bleven administreret, til sin Svigersøn Arkitekt Wittrock, handlede han utvivlsomt mere i dennes end i Anstaltens Interesse.

Een Reform fortjener han dog ubetinget Æren for: Indførelsen af kraftige Frokoster ved Betyrelsesmøderne:  Da disse holdte imellem 10 og 12 'a 1 og da Formændene - Linde, Asmus­sen- fra Mødet maatte gaa lige i Ministeriet og Rømer maaske paa Børsen, var der ikke noget at sige til, at de indtog Frokosten paa Anstalten. I Lindes Tid var Frokosten imidlertid meget spartansk: Bouillon m. ristet Franskbrød + Kaffe; men efter hans Tid fik R. indført 2 varme Retter + koldt Bord, Vin, Kaffe og Bagværk. Rømers første Gang, naar han kom til Møde, var altid over i Køk­kenet til Husholdersken: "Naa, Frk. Randrup, hvad har De saa til os idag?".

Nu er Bestyrelsesfrokosterne (fra Formand Nielsens Tid) helt afskaffede;  men da Med­­lemmerne nu i Modsætning til den Gang faar deres gode Honorarer, vilde det være Uret af mig som nuværende Medlem af Bestyrelsen at misunde Rømer og hans Kolleger deres gode Frokost; det var jo det eneste Vederlag, de fik for deres Arbejde.
 I Anstaltens Statutter af 1862 hedder det §12, at "Bestyrelsens enkelte Medlemmer varetager efter deres specielle Indsigt de særskilte forskellige Retninger, hvori Anstaltens Virksom­hed deler sig".  Denne Bestemmelse blev af den daværende Bestyrelse - i hvert Fald delvis - prakti­seret paa den Maade, at et Bestyrelsesmedlem paa sit Omraade uden om Forstanderen kunde give Ordrer til de under Forstanderen sorterende Funktioner. Denne umulige Ordning havde vistnok sin Del i, at Prof. Duurlov kom i et skævt Forhold til nogle af Best.'s Medlemmer, navnlig Ewaldsen og Rømer, der begge var myndige Mænd, der ikke havde noget imod at holde Forstanderen nede og vise ham deres Magt. Ogsaa jeg maatte i Begyndelsen finde mig i, at Ewalden, hvem Haven var underlaget, gav Gartneren Ordrer uden om mig. Men i min Instruks af Januar 1888 fik jeg optaget den Bestemmelse, at Forstanderen kun gennem Bestyrelsen eller dens Formand var forpligtet til at modtage Ordrer.

Naar jeg derefter vende mig mod den Stab af Funktionærer, for hvilken jeg den 1/4.87 blev Foresat, vil jeg begynde med den fortræffelige gamle Gymnastiklærer og Husfader i den mand­lige Plejeafdeling Krigsassessor C.F. Hansen. Han var en høj og statelig Mand med et smukt eller i hvert Fald meget tiltalende Ansigt. Skønt udgaaet fra Underofficersklassen, kunde han ved sin smuk­ke og værdige Holdning, sin altid vel soignerede Person og sin ulastelige ydre og almindelige Dannelse godt gælde for Kammerherre. Man vil faa et godt Indtryk af Mandens Karakter og Ger­ning ved at læse, hvad jeg skriver om ham i Aarsberetningen for 1891-92: Foruden de hvert Aar tilbagevende Fester har vi i Aar haft den Glæde at kunne fejre en ekstraordinær og særdeles vellyk­ket lille Festlighed i Anledning af Krigsassessor C.F. Hansens 70 Aars Fødselsdag d.10/1.92 og hans samtidige Tilbagetræden fra Stillingen som Lærer i Gymnastik og Dans. I denne Anledning havde Anstaltens Bestyrelse indbudt ham til en Sammenkomst i den festlig smykkede Gymnastik­sal, hvor han modtoges af den samlede Bestyrelse, Lærerpersonalet og Børnene, og hvor Forman­den Departementschef Asmussen, efter at Børnene havde afsunget en Salme, tolkede ham Besty­relsen Tak for hans 36-aarige dygtige, trofaste og sjældent frugtbringende Virksomhed samt over­rakte ham som en Paaskønnelse deraf fra Hans Majestæt Kongen Dannebrogsmændenes Hæders­tegn og fra Bestyrelsen en smukt forarbejdet Sølvvinkande,  hvorefter Forstanderen oplæste og overrakte ham paa egne og hele Lærerpersonalets Vegne en Adresse, hvori de udtrykte deres Høj­agtelse og Hengivenhed for hans Person og deres Beundring for hans Arbejde, samt overrakte ham en til Vinkanden svarende Pokal. Saavel ved den egentlige Fest som ved den derefter følgende Festfrokost viste det sig ret, i hvor høj Grad Assessor Hansen som den levende Repræsentant for alle gode Traditioner var bleven Midtpunktet for alles Agtelse og Sympati. ..... Til denne Beretning maa jeg føje det lille halvt komiske, halvt rørende Træk, at da Gæsterne rejste sig fra Frokostbordet, gav Skibsmægler Rømer Assessoren et rigtig Smækkys lige midt paa Munden.

Med Bestyrelsens Sanktion fortsatte Personalet Festen om Aftenen ved et Slags Sam­men­skudsgilde, til hvilket jeg husker, Mor bidrog med Sylte og Grisetær.
Det er mig en Glæde at vide, at det lykkedes mig saavel til daglig som ved Fest at sprede lidt Solskin paa den sidste Del af denne fortræffelige Mands Livsvej.

Saa var der en Række af Funktionærer, hvem jeg mindes med Glæde og Taknem­melighed som flinke op paalidelige Arbejdere hver paa sit Onraade; hertil hører Haandgernings­læ­rer Stiler, Fyrbøder H. Hansen, Ægteparret Dinesen, Portner og Oldfrue, Vaskeribestyrerinde Fru C. Jensen, Sygeplejerske Fru K. Nielsen, der alle holdt ud med mig en kortere eller længere Aarrække, indtil Kræfterne slap op. Den eneste af dem, der endnu lever, er Fyrbøder Hansen, der skønt højt oppe i 70erne ser stærkere og kraftigere ud nu, end medens han fungerede.

Plejemoderen Frk. Emilie Hoffmann, der tidligere var Lagerbestyrerinde, havde bety­delig Indflydelse og indtog en fremskudt Stilling. Hun var mig daarlig anbefalet af Overlæge Niel­sen, der mente, at hun maatte ofres tillige med Frk. Borre for at der kunde blive Ro og Tilfredshed og Ligelighed mellem Funktionærerne, idet hendes Stilling og Indflydelse efter hans Mening ikke skyldtes hendes Dygtighed, men den Omstændighed, at hun var "Pot og Pande" med Professorens Damer (Fruen og dennes Søster Frk. Jakobsen), der gerne og ofte med Held blandede sig i Ansta­ltens Anliggender. Noget var der i det, men Professorens Damer var jo nu borte, og den nye For­stan­ders Hustru blandede sig hverken nu eller nogen Sinde senere i Anstaltens Anliggender; og skønt hun omgikkes Funktionærerne med Venlighed, hvor de mødtes, havde hun baade Karakter og Forstand nok til at gøre Modstand, naar nogen søgte at erobre hende for sine Interesser eller Ansku­elser, hvad der f.Eks. var Tilfældet med en hende ret nærstaaende Funktionær - Plejemoderen Fru Krohn.
Hvad Frk. Hoffmann angaar, viste hun sig at være brugbar, naar hun blev stillet paa sin rette Plads. Som Plejemoder paa Hovedbygningen - den mest repræsentative Plejemoderpost - havde hun gode ydre Betingelser for at gøre Fyldest: en høj, statelig Dame med et dannet og venligt Væsen, en rolig og behersket Optræden. Hun stod stadig i venskabeligt Forhold til Børnenes Foræl­dre og var god imod Børnene. I Forhold til sine underordnede havde hun ikke heller nævneværdige Vanskeligheder; men de fik maaske ogsaa lidt for meget Lov til at gøre, hvad de selv vilde, hvorfor det ogsaa til Tider skortede lidt paa Renligheden i Huset.

Af Karakter var hun veg og vigende, havde ikke Evne eller Mod til overfor Modstand at fastholde og forsvare en bestemt Mening. Man var derfor ikke sikker paa, hvor man havde hende. Noget for meget lod hun sit Forhold til Omgivelserne beherske af Sympatier og Antipartier, men under mit Forstanderskab frafaldt hun dog sin Tilbøjelighed til Klikkedannelse og i det hele maa det siges, at hun i de 29 Aar tjente Anstalten med Ære.

Af de gamle Funktionærer vil jeg dog ogsaa nævne Organisten v. Vartou Kirke Viggo Kalhauge, der var Sanglærer i den lange Række af 37 Aar (1866-1903). Han var en høj, smuk, anse­lig Mand, dannet og intelligent, musikalsk, begavet, komponerede et Par mindre Arbejder for d.kgl. Teater. Han syntes at have alle ydre Betingelser for at holde god Disciplin, og dog var dette hans svage Punkt og vel nok en af Hovedgrundene til, at han som Lærer udrettede saa overordentlig lidt i Forhold til, hvad man kunde have ventet. Dertil kom, at han - i min Tid i det Mindste - var kørt træt, havde tabt Interessen og Energien - hvis han da overhovedet havde haft nogen saadan -. Han brugte altid Klaveret ved Sangundervisningen og hamrede saa voldsomt i det, at man fristedes til at tro, det skete for at overdøve Sangens Mangler. Iøvrigt var han en godmodig og elskværdig Mand, med hvem jeg stod paa den venskabeligste Fod. Han gik af med en god Pension - den han trængte haardt til - et Par Aar før han døde.

Endnu maa jeg nævne blandt mine første og mangeaarige Medarbejdere Ditmarskeren Gartner I.C. Lübeke (1881-1908). Han udmærkede sig ikke som Gartner og manglede den for en saadan Stilling saa vigtige Ordenssans. Man han var en yderst retskaffen og bundskikkelig Mand, med hvem jeg havde den største Medfølelse, dels paa Grund af hans Fattigdom, men især paa Grund af hans ulykkelige Ægteskab med en ren Zantippe, der tilmed var saa grim, som en Heks, skelende, halvblind tilsidst, og beskidt; bestilte ikke stort andet end at skælde Manden ud i Tide og Utide.

Jeg beundrer Lübeke for den enestaaende Taalmodighed, hvormed han bar sit Kors uden nogensinde at sige et beklagende eller nedsættende Ord om sin Livsledsager.

 Om Anstaltens eneste eksaminerede Lærerinde Frk. Anna Rasmussen (1886-1901) skal jeg kun bemærke, at hun skyldte Ewaldsen sin Ansættelse, var overlegen overfor Kolleger og Gerning og ikke udrettede meget; hun blev senere som Kommunelærerinde (København) gifte med Kommunelærer cand. Theol. Schad og virker endnu ved en af Skolerne paa Vesterbro.

De andre 2 Lærerinder, der ikke havde Uddannelse som saadanne var Frk. A. Skov­gaard og Frk. J. Borre; den første var vistnok en retlinet Karakter, en flittig og samvittighedsfuld Lærerinde, men allerede 70 Aar og gik derfor af 1/7.87; den anden var der ikke meget ved hverken som Menneske eller Lærerinde - daarlig Anstaltselement; hende maatte jeg dog holde ud med i hen­ved 2 Aar.

Det samme var Tilfældet med den mest uværdige af de Funktionærer, jeg i 1887 kom til at arbejde med, og det endskønt jeg meget hurtig kom paa det rene med, at hun burde fjernes. Det var Husholdersken Enkefru J. Nielsen (1/3.84 - 1/2.89). Hun var ansat af Ewaldsen 3 Aar i Forvej­en; Ewaldsen benyttede enhver Lejlighed til at rose hende og viste hende sin Bevaagenhed; med den Karakter, hun havde, følte hun sig derfor hurtig sikker i Sadlen og troede efterhaanden hun kun­de gøre hvad hun vilde, saa meget mere, som hun ikke manglede Dygtighed. Omtrent hver Søndag havde hun mange fremmede, som hun bespiste godt; men jeg skønnede snart, at hun ogsaa var di­rek­­te uærlig; imidlertid følte jeg, at jeg maatte have gode Kort paa Haanden for at styre hende, og jeg maatte vente længe, til de Folk, der skulde hjælpe mig dermed, havde lært mig nogenlunde at kende og faaet Tillid til mig. Først efter Nytaar 1889 havde jeg i de 2 Køkkenpiger (hvoraf den ene var den nuværende Portnerkone Fru Olsen) Vidner, jeg kunde stole paa, medens Køkkenkarlen Laurits, der havde samme Viden som Pigerne, og iøvrigt var en skikkelig Karl ikke vilde lege med.

Jeg gik saa den paagældende Dag til Bestyrelsens Formand (Asmussen) og bad ham tage Affære. Han kom straks ned tillige med Etatsraad Petit, og jeg holdt saa i deres og Fru N.'s Nærværelse Forhør over de 2 Piger, hvorved det sloges fast, at hun mange Fange og især ved Stif­telsesfesten havde sendt Varer fra Anstaltens Beholdninger ud af Huset, ved sidste Fest saaledes 2 Ænder. Hun gjorde ikke Forsøg paa at benægte, og der blev da ogsaa gjort kort Proces med hende, idet hun anmodedes om straks at forlade Anstalten. Et komisk Intermesso udspandt sig dog forinden ve blev hende kvit, idet denne tykke "Skruppe" med sit store hvide Forklæde paa ilede hen og om­fav­nede den sirlige spinkle Etatsraad Petit og med Taarer i øjnene udbrød: " Er det da ogsaa saa slemt? Kan det da ikke tilgives? Kan jeg dog ikke faa Lov at blive".

Da hun mærkede, at intet hjalp, gik hun resolut over og pakkede sit Tøj; men efter de to Pigers senere Vidnesbyrd pakkede hun tillige en god Del Fetalier med - saa hun blev i Rollen til det sidste. Det mest graverende for hendes Karakter var, at hun ikke selv var trængende, og den gif­te Datter, som væsentlig nød godt af Tyverierne, sad i ganske gode Kaar.

Da Departementschef Asmussens Indtræden i Bestyrelsen Som Formand d.1/4.88 efter Kammerherre Lindes Død gav Stødet til den store Reform af Gl. Bakkehusanstalten, som betegnes ved Oprettelsen af Arbejdes og Plejehjemmet paa Ebberødgaard saa vil jeg, forinden jeg gaar over til denne Reformperiode, der ogsaa var min Periode, kort omtale denne Mand, som jeg havde den Glæde og Lykke at samarbejde med i 26 Aar.

Han er født i Flensborg 15/11.40 som Søn af Glarmester A. dersteds og blev Student fra Flensborg Skole 1858. Han begyndte som Volontør i det slesvigske Ministerium, blev Translatør i Tysk 1873, var Assistent paa Sjællands Bispekontor 1869-78 og derefter Revisor ved Stiftets gejst­lige Enkekasse, men fik sin Hovedvirksomhed i Kulturministeriet som Assistent, Kontor- og Departementschef far 1887 til 1912, da han tog sin Afsked.

Han var i sin bedste Alder, da jeg traadte i Forhold til ham; han var udrustet med en ualmindelig Arbejdskraft, stor Flid, Ordenssans og Akuratesse samt et rigt Initiativ. I disse Hense­ender stod han som et udmærket Forbillede for sine Underordnede. Han bevarede hele Livet igen­nem sin medfødte jævne Borgerlighed; enhver var han god, naar han samvittighedsfuldt gjorde sin Pligt, hvad Stilling han saa beklædte. At han med disse Egenskaber var en elskværdig og behagelig Foresat følger af sig selv. Dog havde han som Foresat overfor et stort Personale en Mangel: Han formaaede ikke at give en vel turneret Røffel, selv om han saa, den var vel fortjent, kunde ærgrer sig derover og tale til andre derom. Denne Mangel hængte vel i nogen Grad sammen med, at han ikke var nogen udpræget Karakter og ikke var særlig godt skaaret for Tungebaandet.

Jeg har kun een Gang i de 26 Aar haft en Konflikt med ham, og da den kaster et Strejflys over den her berørte Side af hans Karakter, skal jeg omtale den. Jeg havde ladet en i min Lejlighed værende Gasledning forlænge ud i Køkkenet for at kunne faa Kogegas, hvilket jeg ansaa for en ganske naturlig Ting, da jeg jo selv betalte mit Gasforbrug; jeg gjorde derfor heller intet For­søg paa ved Posteringen paa Regningen at skjule det, hvad jeg meget vel kunde have gjort. Kaptajn Carlsen var den Gang Revisor og Rømer var Decisor. Det var altsaa disse to Mænd, der bar Ansva­ret for, at Antegnelse og Decision gik ud paa, at jeg skulde betale, hvad ledningen kostede, saa vidt jeg husker ca. 35 Kr. Jeg gik saa til Asmussen og forklarede ham som Bestyrelsens Formand, hvad jeg allerede havde anført i min Besvarelse af Revision antegnelsen, at det dog var min naturlige Ret, naar der var Gas i Lejligheden, saa at benytte den til Kogning, og selv om man maatte mene, at jeg burde have spurgt Bestyrelsen om Tilladelse til at forlænge Ledningen, var der dog ingen Grund til at forlange, at jeg skulde betale Ledningen, naar man dog ikke vilde nægte mig at bruge den Koge­gas, som jeg selv betalte. Jeg skød altsaa min - som jeg mente - retfærdige Sag ind under min nær­me­ste Foresatte og bad ham drage Omsorg for at jeg blev fri for at betale, ikke saa meget for Penge­nes Skyld som for Honnørens, idet det jo kunde se ud, som jeg havde villet tilsnige mig en Begun­stigelse, der ikke med Rette tilkom mig. Asmussen mente ikke at kunne gøre noget for mig i saa Henseende, men henviste mig til Decisor, hvis jeg vilde opnå noget. Dette erklærede jeg mig uvillig til, men erklærede ogsaa bestemt, at jeg ikke vilde betale det omhandlende Beløb. Jeg hørte aldrig senere noget om Decisionen og blev ikke afkrævet Pengene, som altsaa blev i min Lomme.


Ved Omtalen af mit Samarbejde med Asmussen maa jeg nævne, at jeg under alle hans Planer og Forarbejder til Grundlæggelse af Arbejds- og Plejehjemmet paa Ebberødgaard efter bed­ste Evne stod ham bi med Raad og Daad. Asmussen erkendte ogsaa dette og paaskønnede det blandt andet ved at foranledige, at det Ridderkors, som jeg siden har baaret, om Morgenen den 26/5 1892 (Christian IX og Dronning Louises Guldbryllupsdag) bragtes mig af Postbuddet i en almindelig Kon­­volut, en Fremgangsmaade, der formentlig skyldes den stor Mængde af Udnævnelser, som faldt hin Dag. Jeg var den Gang 44 Aar og havde beklædt Forstanderstillingen paa Gl. Bakkehus i 5 Aar.

Den nævnte store Reform af Gl. Bakkehus tog allerede i 1887 sin Begyndelse med Op­­ret­telsen af Børneasylet i det gamle Rahbekske Hus, hvorved Skolen frigjordes for alle de uud­vik­lelige Børn. Bevægelsen fortsattes med Indkøbet af Ejendommen Ebberødgaard. (10/5 1890), og Reformen fuldførtes i 1892, da det der indrettede Arbejds- og Plejehjem toges i brug, idet samtlige paa Gl. Bakkehus værende voksne arbejdsføre og samtlige Asylister af alle Aldre og begge Køn flyt­tede derud, hvorved Gl. Bakkehus for første Gang blev det, hvortil det oprindelig var bestemt: et rent Skolehjem.

Det er udelukkende Asmussens Ære at have "fundet" den interessante, gamle yderst forfaldne, men ved sin skønne og tilpas isolerede Beliggenhed til Anstaltsbrug vel egnede Ejendom Ebberødgaard. Og jeg var den første, som paa Embedsvegne af Asmussen blev sendt ud for at skøn­ne, om Ejendommen egnede sig til dette Brug. Mit køn faldt i høj Grad sammen med Asmussens, og jeg har heller aldrig hørt andet, end at de forskellige Beboere af Anstalten i de siden da forløbne 27 Aar har været vel tilfreds med Beliggenheden, I Aarsberetningen for 1891-92 har jeg Side 32-39 udtalt mig saavel om Ejendommen som om Betydningen af Reformen.

Den Udvikling af Skolehjemmet, som blev Følgen af den store Udflytning af Asylis­terne til Ebberødgaard, medførte i 1892 at de nærmeste Aar der omkring Ansættelsen af en stor Mængde Funktionærer, navnlig Lærerinder. Da en saadan Anstalt og dens Plejebørns Ve og Vel i aller højeste Grad afhænger af, om den er i Stand til at erhverve og bevare en Stab af dygtige, sam­vit­tighedsfulde og trofaste Funktionærer i de forskellige Stillinger, ved Undervisningen, Plejen og Forplejningen, saa følger deraf, at Ansættelsen af nye Funktionærer er en Sag af vital Betydning. Fremgangsmaaden var den, at medens Forstanderen paa eget An- og Tilsvar ansatte (og afskedi­ge­de) det egentlige Tyende samt Plejersker, blev alle andre Pladser opslaaet ledige, hvorefter Forstan­deren ved en motiveret Indstilling til Bestyrelsen henledede dennes Opmærksomhed paa de efter hans Mening mest kvalificerede Ansøgere - i Reglen 3 af disse, stundom flere, stundom færre.

Jeg var under hele min Funktionstid yderst samvittighedsfuld med ved disse Indstillinger kun at tage saglige Hensyn til, hvad der efter min Overbevisning tjente Anstalten best. Der bliver jo ved saadanne Besættelser taget uvedkommende Hensyn - til Familieforhold, til Ansøgerens formaaende Velynderes Ønsker, stundom ogsaa Barmhjertighedshensyn til selve Ansøgeren - og vil man gøre sit til, at kun saglige Hensyn bliver afgørende maa man først og fremmest selv respektere disse.

Ser jeg tilbage paa mit 28-aarige Samarbejde med Bestyrelsen, paa dette Område, maa jeg fuldt ud paaskønne Bestyrelsens Loyalitet, idet den bestandig tog skyldige Hensyn til mine Indstillinger og yderst sjældent gik udenfor dem. Resultatet blev da ogsaa tilfredsstillende, og ved at se tilbage paa den lange Række af Navne, der i min Tid knyttedes til Gl. Bakkehus, er det mig en Glæde at konsta­tere, at disse Navne repræsenterer en dygtig og hæderlig Funktionærstab, hvis Virksomhed i det hele blev til Gavn og Ære for Anstalten. De faa Undtagelser bekræfter i saa Henssende kun Regelen.

Der ansattes i min Funktionstid i alt 6 Lærere, 36 Lærerinder, 7 Plejemødre, 4 Syge­plejersker, 3 Husholdersker, i Portner, 1 Fyrbøder, m.fl.

Af alle disse 66 Funktionærer var kun een - Fyrbøder Spath - absolut uværdig og bur­de aldrig have været knyttet til Anstalten. At han blev det skyldtes en ovenud fortrinlig Anbefa­lings­skrivelse fra Pastor Ussing til Departementschef Asmussen og dennes Ønske om at rette sig derefter. En anden - Frk. Tuxen - havde gode ydre Betingelser for at udføre en Plejemoders Ger­ning, men tog ikke Arbejdet op med Flid og Samvittighedsfuldhed, hvorfor det ikke var noget Tab, da hun efter 4 Aars Forløb forlod Gl. Bakkehus. Derimod vakte det Forundring, at man uden at for­høre sig under Haanden paa Gl. Bakkehus betroede hende Stillingen som Forstanderinde for Dron­ning Louises Børnehospital, en Stilling, hun da ogsaa snart maatte opgive.

Alle de andre var brugbare, de allerfleste maa betegnes som samvittighedsfulde og duelige, og ikke faa er det mig en Glæde at betegne som fortrinligt skikkede til at udfylde deres Plads som Led i en stor Stab af Arbejdere, der samdrægtig bør gaa op i den fælles  Gerning til Gavn for de umyndige, der paa den ene eller den anden Maade var dem betroet.

Da en Opdragelses- og Undervisningsanstalt af den Art som Gl. Bakkehus ikke kan udføre sin Mission, løse sin Opgave til Gavn og Glæde for sine Myndlinge og til Ære for sig selv uden en trofast og paalidelig Skare af Medarbejdere, følger det af sig selv, at jeg i Aarenes Løb kom til at staa i Taknemmelighedsgæld til alle disse Mennesker, og da jeg følte, at mange af dem med trofast Opofrelse for Gerningen forenede personlig Hengivenhed for mig, saa er det ligsaa naturligt, at der til min Taknemmelighedsfølelse knyttede sig en varm Hengivenhed.

Den, der er chef for et større Personale, med hvilket han lever i daglig Berøring, er ofte udsat for den Fristelse blandt Personalet at udkaare Favoritter, d.v.s. at foretrække og udmærke visse Personer frem for andre og ud over deres virkelige Fortjeneste. Dette bliver jo en Uretfær­dig­hed mod de andre; det fremmer Klikkedannelser og hemmer harmonisk Samarbejde i god Aand. Jeg har altid været mig denne Fare bevidst og efter bedste Evne stræbt at undgaa den. Jeg tror, at mit Naturel og min Karakter maaske har gjort mig dette lettere end mangen anden. Den rolige, nøgterne og lidenskabsløse Vurdering af Forhold og Personer og disses Karakter og Ydelser i Forhold til deres Evner og Gaver - har altid faldet mig naturlig og let, og jeg tror, min Bedømmelse og min Behandling af Personalet har været retfærdig. I min daglige Færd iblandt dem var det mig altid kært at kunne lade et rosende Ord falde - og dette faldt, Gud ske Lov, ikke sjældent i mit Lod - og jeg lod ingen være i Tvivl om, at hans eller hendes Velfærd og Tilfredshed laa mig paa Sinde. I det hele stræbte jeg efter at være og blive det rolige, faste og tilforladelige Midtpunkt for Funktionærerne, som en god Husfader er for sin Familie. Som et ydre Symbol herpaa betragter jeg mine talrige Van­dringer fra Afdeling til Afdeling med Kurve fulde af Aarets Frugthøst, saavel til Børn som til Funk­tionærer. Det var mig altid en kær og taknemmelig Beskæftigelse, Jeg har aldrig stræbt efter "Popu­laritet", naar derved forstaas andet end den Yndest og Tilslutning, som alene hviler paa Kendskab til Erfaring om ens Tænke- og Handlemaade, ens hele Menneske fra inders til yderst, og som ikke er fremkaldt ved mere eller mindre kunstige, uægte Midler.


Desto kærere var det for mig alligevel at mærke, dels sporadisk, paa Tomandshaand, dels ved særlige Lejligheder som Anstaltens og  mit eget Jubilæum saavel som ved min Afsked -, at jeg havde vundet mere Sympati, Tillid og Hengivenhed, end jeg havde ventet, selv hos dem, hvem det ligesom mig faldt naturligt til daglig Brug at vise en forholdsvis kølig Overflade.

Ved at opfriske Erindringer om de mange mig virkelig kære Venner, jeg i Aarenes  Løb Vandt blandt mine Medarbejdere paa Gl. Bakkehus, og ved dertil at knytte Erindringen om de Hundreder af kære, og gode Børn, der med deres umiddelbare, letvundne Kærlighed hængte ved mig i deres egen, halvt ubevidste Trang til Kærlighed, føler jeg bedst, med hvor mange Baand jeg var - og i Erindringen endnu er - knyttet til Livet og Gerningen og Menneskene paa Gl. Bakkehus og til dette Sted i al dets hyggelige, sommerlige Skønhed. Men ind i Mindernes Kreds slynger sig ogsaa min Gerning paa Kontoret, hvor vel nok de fleste af mine Arbejdstimer faldt - hvad enten de­tte var rigtigt eller galt. Se der staar nu som det fattige, støvede, glemte og "gudsforladte" Minde om denne Gerning vel 30-40 store Kopibøger i Folio og vel lige saa mange Protokoller og Regsnskabs­bøger af forskellig Art, af hvilke en og anden nu og da bliver fremdraget, naar et eller andet Spørgs­maal skal undersøges. Vel fortæller disse Bøger, hver paa sin Vis lidt om den, der skrev dem, vel kan der maaske hist og her findes Udtryk for Tanker, der kan have nogen Betydning ud over Øje­blikket, i hvilket de er nedskrevne, og vel fortalte Provst Nielsen i sin Afskedstale til mig den 1/4 1915, hvorledes han udaf Kopibøgerne  - nej ud af Bestyrelsens Arkiv; hvor saa mange af Origina­lerne til Kopibøgernes Skrivelser opbevares - havde læst sig til, hvor god en Forstander jeg havde været, alligevel staar disse "samlede Værker" som synligt Udtryk for Ens Livsarbejde langt tilbage for de fleste haandarbejdende Damers skønne og farverige Produkter, der endog ved at nedarves kan fremkalde Skønhedsindtryk og sprede Glæde til kommende Slægter. Ja, selv de aandssvage Pigebørn - især under Frk. Hoffmanns skønsomme, iderige og sikre Ledelse, formaaede at skabe "Værker", der langt overtraf Forstanderens fineste Skrivelser og akkuratesse Regnskaber.

Disse Bemærkninger skal dog ikke være et Udtryk for Misundelse paa Kvindekønnet for dettes Skaberevnes Skyld - tværtimod: denne Evne bliver jo ogsaa til Glæde og Gavn for os Mænd.  Og saa har Kontorarbejdet - trods alt - ogsaa sin Charme: Naar et Maaneds- eller Aarsregn­skab ligge fiks og færdigt, i god Form; naar Tallene har maattet lystre, saa de stemmer til Øre og Hvid, da efterlader ogsaa dette Arbejde en Tilfredshedsfornemmelse, en "Lystfølelse", som Filo­sof­ferne kalder det, saaledes som Tilfældet jo i Grunden er med ethvert vel udført Arbejde. - Og hvad Korrespondancen angaar, da bringer denne jo En i Forbindelse med Omverdenen, den nærmere og fjernere; man føler sig som en nyttig Tjener, der strøer Oplysning, Vejledning og Forklaring - eller Trøst og Beroligelse ud til Højre og Venstre; ja mellem Kontoret og Forældre, man aldrig har set, kan der stundom spindes usynlige Traade af Sympati, Tillid og Hengivenhed, især naar Børnene ved Besøg i det fjerne Hjem fortæller os, hvor godt de har det paa Bakkehuset, og derved giver hine Følelser Næring. Det er den gamle Historie om, at "den, der tager Barnet ved Haanden, tager Foræl­drene ved Hjertet". En endnu mere levende Følelse af at være en nyttig Samfundstjener faar man ved personligt Samvær paa Kontoret med de mange Forældre eller Værger, der mellem Aar og Dag søger Vejledning om, hvordan de bedst skal bære sig ad med deres aandssvage Børn eller Paarøren­de. Det er en tilfredsstillende Følelse, naar man efter en slig Konference mærker, at den paagælden­de gaar tilfredsstillet bort, trøstet og vejledt. Og naar Vedkommende saa gør Undskyldninger, fordi han har gjort Ulejlighed, faar han gerne det Svar: "Der er ingen Grund til at gøre Undskyldninger: det (Ulejligheden) faar vi jo Kost og Løn for og er tilmed glade, naar vi kan give Dem en Haands­rækning".

Naar jeg dvæler ved Mindets Traade, som stadig forbinder mig med Gamle Bakkehus, maa jeg ogsaa sige et Par Ord om min Lærergerning der.

Som Lærer gik det stadig tilbage med mig, hvad Elevernes Kvalitet angaar. Paa Op­fos­­­tringshuset var det nærmest Elite-Børn, udvalgte fra Kommuneskolerne; paa Internatet var det mere eller mindre forhutlede Børn fra daarlige Hjem, og endelig paa Gamle Bakkehus var det Under­maalere i intellektuel Henseende. Ikke desto mindre var Lærergerningen mig stadig kær, og jeg veed, at jeg ogsaa paa Gamle Bakkehus fik noget ud af den. I alle de 28 Aar underviste jeg ugentlig 6 Timer, altid i Religion i øverste Klasse, som jeg forberedte til Konfirmation, og saa Anskuelse eller Regning i en af de lavere; al Undervisningen interesserede mig; men Religions­under­visningen var mig særlig kær; Eleverne var gennemgaaende interesserede og modtagelige, og de opnaaede Resultater kunde i mangt og meget maale sig med dem, der opnaas i mange normal Klasser. Dette Forhold kom særlig frem ved Konfirmationerne, navnlig under Provst Glahn. Denne kom i de sidste Maaneder før Konfirmationen 2 á 3 Gange om Ugen ned og læste med Konfirman­derne, og skønt det altsaa kun drejede sig om et begrænset Antal Timer, maa jeg sige, at han - med det foreliggende Materiale - udrettede overordentlig meget. Men han var ogsaa en udmærket Lærer, med mangeaarig Øvelse fra Schneekloths Skole. Navnlig besad han en særlig Evne til ud af Stoffet at udsondre, tilrettelægge og indprente det væsentlige, det centrale, det, som er Hovedsagen i Chris­ten­dommen - og saa samle dette til et harmonisk Hele. Jeg overværede ofte hans Undervisning og har ikke lært så lidt af ham. Hans Overhøring, eller Samtale med Børnene, paa selve Konfirmations­dagen var enestaaende og beredte alle os, som havde haft med Børnene at gøre, stor Glæde; for mig var disse Konfirmationer ligefrem Fest. Af Provst Glahns egen - saavel som af hans Hustrus - Mund veed jeg ogsaa, at denne Gerning var Provsten selv meget kær, kærere endog end hans Arbejde med den store Flok af normale Konfirmander. Hertil bidrog utvivlsomt ogsaa selve de aandssvages ejen­dommelige Naturel: deres barnlige, aabne Modtagelighed for alle Indtryk og den glade Frimodig­hed, hvormed de atter lukker op for og kommer frem med, hvad der bor i dem, saa snart der kaldes paa det. Dette i Forbindelse med Lærerens (Præstens) store Kærlighed til Gerningen, hans fulde Indlevelse i Christendommen og hans sjælelige Lærergaver forlenede Overhøringerne med en Friskhed og Glæde, ja en Festivitas, der forplantede sig fra Præst og Konfirmander til modtagelige Tilhørere -. Mange, mange Gange har jeg overværet Overhøringerne i Frederiksberg Kirke ved de normale Konfirmationer, ogsaa mine egne Børns; men aldrig har jeg derved fundet saa meget af Liv og Stemning som ved vore kære Gamle Bakkehus-Børns Konfirmation. Tværtimod var der som oftest fra de normale Konfirmanders Side en - ja var det Tilbageholdenhed, Træghed eller Uviden­hed, eller var det mangel paa forudgaaende Samarbejde (Samleven) med Præsten, der jo umulig i den korte Forberedelsestid kunde blot tilnærmelsesvis lære de henved et par Hundrede Konfirman­der at kende, endsige komme i personlig Forhold til dem. Anderledes med den lille Kreds af vor Konfirmander paa Gl. Bakkehus. Fra den første Dag til den sidste under Forberedelsen modtog de Præsten med forventningsfuld Glæde. Og lige som "Tykke" den første Dag, han mødte mig paa Gl. Bakkehus, modtog mig som en kær, gammel Ven, saaledes var Præst og Konfirmander hos os straks Venner og bekendte: "Isen var brudt".

Efter Glahns Død udførte hans Svigersøn Pastor L. Valentiner i nogle Aar et smukt og godt Arbejde med vore Konfirmander.

Hvad min egen Undervisning op Opdragergerning i det hele angaar, da bør der derom tales saa sagte; det er jo i særlig Grad et Arbejde i Tro og Haab, en Sædemandsgerning, hvis Resul­tater ikke straks kommer tilsyne, og som derfor ikke kan kontrolleres som saa mange andre Ar­bejds­­resultater. Men saa er det til Gengæld et Arbejde, der ligger i et højere Plan, i en ideellere Sfære end de fleste andre - jeg taler her om Opdragelse og Undervisning, Religionsundervisning, i Almindelighed, ikke særlig for de aandssvage -; thi Arbejdsstoffet er jo Menneskesjæle, Menneske­viljer, Menneskeskæbner, og Maalet: at faa disse retvendt baade for dette Liv og for det tilkommen­de, altsaa et Maal, der endog har evig Rækkevidde.

Hvordan nu end Resultatet af min Religionsundervisning har været for Eleverne, saa har den haft stor Betydning for mig selv personlig, ikke alene derved, at den var mig inderlig kær, men ogsaa derved, at den - saaledes føler jeg det - har bidraget til at øge min egen Tro og maaske bevare mit religiøse Liv fra at udtørre. Mon ikke andre end jeg har haft den samme Fornemmelse, at naar man forkynder Guds Kærlighed i Jesus Christus for andre, saa virker dette fornyende og styrk­ende paa ens eget Troesliv.

Selv i min første Lærertid i Rye Skole, da jeg ikke altid følte mig oplagt ved Timens Begyndelse og stundom helst havde lagt Faget tilside, men i Pligtens Bud tog fat, skønt jeg følte mig som en fattig Mand - havde jeg den Oplevelse, at det, der manglede mig ved Timens Begyn­delse, kom som en Gave under selve Arbejdet og gjorde, at jeg kunde slutte Timen glad og Tak­nem­melig.

Den første og vigtigste af dem, jeg efter min Tiltrædelse fik Lejlighed til at ansætte, var Inspektør og 2. Lærer Marius Damm, født 1861 som Søn af afdøde Lærer D. i Lynge ved Sorø. Mit Valg af ham var baade et Fornuft- og et Inklinationsparti. Han var i en passende Alder (26Aar), havde paa Seminariet tilegnet sig fortrinlige Kundskaber (1ste Karakter med Udmærkelse), som han siden flittig havde øget; han havde fleraarig Praksis som Døvstummelærer og en kortere Praksis som Kommunelærer i København; var fortrinlig anbefalet fra begge Virksomheder. Han var derhos en Mand med repræsentativ Ydre, et dannet og tiltalende Væsen.

Hans mangeaarige Virksomhed ved Gamle Bakkehus fyldestgjorde ogsaa de Forvent­ninger, man i Henhold til ovenstaaende var berettiget til at nære. Det viste sig at han havde let ved at sætte sig ind i ukendte Forhold og tage nye Opgaver op. Han studerede med Interesse Aandssvag­heden og beslægtede Emner, havde videnskabelige Anlæg og Evner til skriftligt at behandle vanske­lige Problemer som f.Eks. "Centrale Talelidelser" etc. (se Abnormtidsskkriftet 1899). Som praktisk Lærer var hans Evner og Præstationer derimod ikke ud over det almindelige, og hans Interesser var næppe heller stærkt koncentrerede paa dette Punkt. Derimod gjorde han et godt og interesseret Arbej­de som Instruktør i Fonetik for de Lærerinder, der gav de "talelidende" Børn Undervisning heri. For almindelige pædagogiske saavel som for administrative Spørgsmaal var han stedse interes­seret, og da han dertil var samvittighedsfuld og paalidelig, kunde jeg altid med Tryghed lægge Styret i hans Haand, naar jeg var bortrejst eller holdt Ferie.

Trods disse og andre gode Egenskaber, som jeg stedse har erkendt og endnu erkender, var der dog noget ved Damms Naturel, der ikke altid gjorde Samarbejdet med ham let og stundom førte til Konflikter mellem ham og andre Funktionærer (Senn, Plejemødrene E. Hoffman og E. Hansen, Sanglærer Larsen og Lærerinde Hoffman),  Konflikter, der stundom syntes ulægelige eller dog satte Spor gennem Rækker af Aar. Naar jeg skulde angive, hvor Vanskeligheden laa, tror jeg, at den hovedsagelig hidrørte fra hans høje Vurdering af sig selv og af sin egen Betydning. I nær For­bin­delse hermed stod hans Rethaveri, der sjældent tillod andre end ham selv at have det sidste Ord, hvad enten Ordvekslingen var skriftlig eller mundtlig (se blandt andet Fejderne i Abnormtidsskrif­tet). Skønt hans Stilling paa Gl. Bakkehus ikke var nogen stærk underordnet Stilling, tværtimod nærmest overordnet overfor Størsteparten af Medarbejderne og skønt Stillingen i Aarenes løb for­bedredes økonomisk, saa han kunde have ført en sorgfri og lykkelig Tilværelse, saa var det ham dog noget af en Pine og en Ydmygelse ikke at indtage den 1ste Plads og forgæves at have søgt 1ste Rangs Stillinger andet Steds. (Døvstumme-Institutet Nyborg, Blinde-Institutet Kbhvn.) Denne Stemning gav sig synlig Udslag, da han ved 25-Aarsfagen for sin Ansættelse skriftlig frabad sig enhver Demonstration fra Personalets Side i den Anledning. Jeg husker ikke Ordlyden af dette betegnende Dokument paa nogle faa Linier; men Meningen var ikke til at tage fejl af: den var, at der saa lidt var Grund til at gratulere, at der snarere var Grund til at kondolere, fordi han i 25 Aar havde maattet slide sine overlegne Evner i en Stilling som denne. En af hans Underordnede har engang sagt, at vil man være gode Venner med ham, skal man blot give ham Lejlighed til at gøre En en Tjeneste. Jeg tror, det passer, især hvis han ved at yde Tjenesten faar Lejlighed til at vise sin Magt eller Indflydelse. Det var ham altid kært hos mig at kunne udvirke Fordele for sine Under­ordnede.

I det hele og store var vort Samarbejde godt, og virkelige Konflikter sjældne. Den alvor­ligste og den, som gjorde mig mest ondt, fordi den skilte Personalet i 2 Lejre, af hvilken enten den ene eller den anden undlod at sige Sandheden, uden at jeg kunde bevise - hvilken af dem, fandt Sted et af de sidste Aar i min Funktionstid og var oprindelig en Konflikt mellem D. paa den ene, Sanglærer Larsen og navnlig Lærerinde Hoffman paa den anden Side. Om den ligger der en hel Dokumentpakke i Anstaltens Arkiv; men det bliver for vidtløftigt at gaa nærmere ind derpaa her.

Det korte Tidsrum fra August 1914 til Udgangen af Aaret var tilstrækkeligt til, at den nye Formand Provst Nielsen havde faaet saa meget imod Damm, at han var ret utilbøjelig til at tage ham til Forstander. Skønt jeg aldrig var kommen til at staa Damm nær eller til at nære egentlig Sym­pati for ham, saa vilde jeg dog finde det ubilligt, om en Mand, der i en lang Aarrække havde udført et samvittighedsfuldt og dygtigt Arbejde under en vis Administration, ikke skulde faa en Chance, naar der under samme Administration, aabner sig en Stilling, til hvilken han havde uom­tvis­telige faglige Kvalifikationer, selv om man kunde nære nogen Tvivl om, hvorvidt hans fysiske og aandelige Naturel vilde gøre ham skikket til i det lange Løb at gøre lige god Fyldest i alle Hen­sender. I en Skrivelse af 7/2 1915 til Formanden fremsatte jeg alt, hvad der efter mit Skøn kunde tale baade for og imod hans Ansættelse i Forstanderstillingen. Resultatet blev altsaa, at han fik den, og skønt jeg ikke i vort nye Forhold er kommen til at staa ham nærmere, uagtet at han ved, at jeg anbefalede ham til Stillingen, saa har jeg dog ikke haft Grund til at fortryde, at jeg gjorde mit til at forfremme ham. I Abnormitetsskriftet skrev jeg en Nekrolog over Damm.


Ved idag, kort efter vort Guldbryllup, at gennemblade dette Hefte og støde paa Damms Navn, mindes jeg, at det var ham, der skrev Festsangen til vort Sølvbryllup, hvortil var indbudt saa mange af Slægten og Vennerne, som kunde rummes i de to største Værelser paa 1ste Sal i Nr. 19, hvor vi ved festlige Lejligheder dækkede Bord gennem Fløjdøren fra den ene Stue til den anden.

 Denne Sang fortjener ogsaa at faa et Blad i denne Mindebog.

Venligt - som en sollys Have -
ligger Ægteparrets Hjem;
Jordens allerbedste Gave,
rigt tilmaalt, er skænket dem;
otte Børn, som Hjemmet pryde,
blomstrende er vokset frem.
:/: festligt vil det derfor lyde,
naar vi synger lidt om dem. :/:

Carl er første Skud paa Stammen,
Fører for den unge Slægt;
Far og Mor, ja, allesammen
skylder vi ham stor Respekt.
Endnu ung han drog i Lære
udenlands, - som trofast Søn
:/: lod han fare "Guld og Ære"
for at følge Moders Bøn. :/:


Lys og skær - som Bøgelunden,
naar den nys er sprunget ud, -
staar med Solskinssmil om Munden
Faders Datter, ung og prud.
Smilet, veed vi, gælder Lykke
hos den Ven, hun kaared' sig;
:/: ja, gid Lykken, Troskabs Smykke
sprede Sol paa deres Vej! :/:

Naar til Marts Hr. Aspiranten
hist til Slottet drager op,
faar han gylden Snor i Kanten
paa sin Frakkes Skulderstrop;
men han snart vil avancere,
tro mig, - det er ikke Pral!
:/: vi tilsidst ham titulere,
tænk maaske Hr. General. :/:

Se saa her 3 raske Gutter,
Sofus, Ejgil og Emil,
og til dem sig dristigt slutter
Søster Ellen, kæk og snild;
men som Alderdommens Trøster,
naar engang der holdes Hvil,
:/: kommer sidst den mindste Søster,
sød og kær og fuld af Smil, :/:


Ja, en venlig, sollys Have
ligner Ægteparrets Hjem;
Livets Allerstørste Gave,
gode Børn er skænket dem.
Naar da silde Aftnens Skygger
liste over Haven ind,
:/: rund omkring den trofast hygger
Ungdomsglæde, Ungdomssind. :/:

  M.D.

Den næste af de Medarbejdere, det faldt i mit Lod at knytte til Anstalten, var Sløjdlæ­rer O.T. Hansen, en Mand, der ved sin Karakter og sin Gerning vandt min fulde Hengivenhed.
I Min­de­ordene om ham ved hans Død (9/11 1919) skrev jeg blandt andet:

"Naar han trods skrøbeligt Helbred holdt ud i omtrent en Menneskealder og gjor­de udmærket Fyldest, indtil Kræfterne i det sidste Par Aar begyndte at svigte, saa skyldes det sik­kert hans store Kærlighed til Gerningen - og saa en egen Art sejg, taalmodig Energi.

Som Menneske var Hansen af et roligt, behersket Temperament, en retlinet Karakter, et trofast, kærligt Sind - ejegod. Dertil besad han den sunde og naturlige Hjertets Dannelse, som det er saa velgørende at møde i alle Livets Forhold, men som har særlig Betydning i den Plads, hvorpaa H. var stillet. Ved disse Egenskaber vandt han sine Medarbejderes Agtelse, Sympati og Hengiven­hed og sine Elevers Kærlighed. Derfor faldt Skolegerningen ham ogsaa let trods alle Vanskelig­he­der. Eleverne hængte ved ham, og intet Sted tyede de hellere hen i deres Fritid end til Sløjdskolen, hvor Hansen gerne skaffede dem en lille Plads og et lille Arbejde. Disciplinære Vanskeligheder havde han saa at sige aldrig; stilfærdigt, roligt og vel tilrettelagt gik Arbejdet fra Haanden; thi den Ordenssans og Akkuratesse, der var Hansen "i Kødet baaret", var just for denne særlige Skoleger­ning af uvurderlig Nytte. Læreren saavelsom Eleverne vidste paa en Prik, hvor hver Elevs Værktøj og Arbejde var - omhyggelig hengemt, hver i sin Kasse" ....... "Da vaklende Helbred i 1916 tvang Hansen til at skilles fra Gerningen og dermed fra Kammerater og Elever, har Skilsmissen sikkert været forbunden med Vemod paa begge Sider; men alle de, der holdt af ham glædede sig over, at han med sin Hustru kunde trække sig tilbage til det hyggelige lille Hus med Have, som han havde købt i den smukke Næstved egn, tæt ved sin gifte Datters Møllegaard, for der at nyde sit Otium".

Nu er ogsaa dette forbi, og det er paa een Gang med Vemod og Taknemmelighed, at jeg lægger en Krans paa denne trofaste, ejegode Mands Grav.

Samtidig med Damm ansattes (1/7 1887) som den første Lærerinde under mit Forstan­derskab Frk. Hulda Hansen. Hun var et velbegavet, livligt og elskværdigt Menneske med god Kul­tur og af god Familie. Som Lærerinde var hun livlig og dygtig, kærlig mod Børnene og havde en god Indflydelse paa dem. Som Eksempel paa hendes Livlighed som Lærer erindrer jeg følgende Episode: Paa min Skolerunde standsede jeg ved en stærk Tummel og Støj i hendes Klasse, hvilket var saa meget mere paafaldende, som hun ifølge Skoleplanen skulde have Bibelhistorie. Igennem Kighullet saa jeg, at et Par Drenge "red Højhest" og en tredie laa saa land han var paa Gulvet. Jeg traadte ind for at udbede mig en Forklaring, eventuelt give en "Røffel"; men da jeg hørte, at det drejede sig om "den barmhjertige Samaritan", satte jeg mig rolig ned og bad Frøkenen fortsætte Fortællingen og Demonstrationen ganske som hun havde begyndt. Enderesultatet var imidlertid saa godt, baade hvad Lærerens og Elevernes Ydelser angaar, at jeg gemte min Røffel og gav et Par op­mun­trende Ord i Stedet. Frk H. var levende interesseret for sin Gerning og besad som Lærerinde den rette Ærgærrighed; men hun var i det mindste lige saa ærgærrig paa Anstaltens Vegne som paa sine egne, og det var hende en virkelig Glæde, naar alt gik godt til Ære for Anstalten saavel i det daglige Liv som ved Eksminer, Fester, Opvisninger, Udstillinger og lignende; med andre Ord: hun følte sig solidarisk med Anstalten; dennes Fremgang og Ære følte hun sig som Parthaver i - baade ydende og nydende. Denne Dom maa ikke opfattes som en Forklejnelse af det øvrige Personale; i det hele var dette besjælet af den samme gode Aand; men Frk. Hansen var vel nok en Foregangs­mand. Ved sin Utrættelighed, sit Initiativ og sin gode Smag var hun ubetalelig, naar noget skulde arrangeres som ved Fester og Udstillinger.

Saa havde hun den for et "Anstaltsmenneske" værdifulde Egenskab at kunne virke som et Slage "Kit", naar der kom en Kurre paa Traaden mellem 2 eller flere Personer, saa det skilte atter bøjede sig sammen. Hun var omtrent jævnaldrende med min Kone, der i den første Del af min Forstandertid blandede sig mere med Personalet ved Fester, Udflugter og lignende. I de Tider deltog Funktionærerne fra Gl. Bakkegaard i langt større Udstrækning end sener i Høstfesterne paa Ebbe­rød­­­gaard, som da ofte var ret fornøjelige, maaske fordi vi den Gang alle var unge eller dog yngre.

Ogsaa Departementschef Asmussen, der selv havde stor Tilknytning og Kærlighed til Ebberød, hvis Fader han jo var, bidrog ved sin jævne, hyggelige og vennesæle Færd til at faa os til at rykke ud og til at holde ud, helst til Frokost den næste Dag. Der blev saa redt store "Søstersenge" paa Gulvet til Lærerinderne, og min Kone og Frk. H. var ikke de mindst livlige Deltagere i det nat­lige Kommers, som disse fælles Senge gav Anledning til. Næste Dag, naar Septembersolen lyste, var Asmussen en udmærket Fører til alle de smukkest Steder i den omgivende store Ruder Skov, og efter Frokosten gik Turen saa gerne over Rungsted eller Holte hjem, for den smukke Køreturs Skyld. Frk Hulda virkede ved G.B. i 12 Aar til 1899, da hun giftede sig med den omtrent jævnald­rende Rentier, cand. phil, Kiellerup, der dog faa Aar sener efterlod hende som Enke; hun flyttede da sammen med sine Søskende og sin Moder, og lever endnu - efter Moderens Død -  sammen med 2 Søstre og Broderen Etatsraad Hinchelday Hansen.

To Aar senere end Frk. Hansen ansattes (1889) Frøken Emma Fausbøll, der forinden i 10 Aar havde el lille Privatskole i Tølløse, hvor hun havde erhvervet sig - og længe efter bevarede - mange Venner. Hun var en dannet kundskabsrig Dame, en dygtig og samvittighedsfuld Lærerinde, en fast og retlinet Karakter, hvem jeg alle Dage nærede stor Agtelse og Sympati for, og som jeg be­trag­tede som en af Skolehjemmets og mine gode og trofaste Støtter. Desværre maatte hun efter 19 Aar Arbejde trække sig tilbage (1908) paa Grund af tiltagende Synssvækkelse (Claucom), skønt hun endnu i øvrigt var i fuld legemlig og aandelig Vigør. Hun havde i sin Lærerindetid været saa spar­som­melig, at hun kunde købe sig ind i Lærerindestiftelsen, Virginiavej 12, hvor hun endnu lever - rolig resigneret og tilfreds - endnu levende interesseret saavel for den Gerning, hun tidligere var Part­haver i, som for Samtidens Rørelser i det hele.

I Tilslutning til min Omtale af Anstaltens første fortræffelige Gymnastiklærer C.F. Hansen vil jeg gerne her fremhæve, at det for Skolen og Ungdommen i Almindelighed og for Aands­svageskolen i Særdeleshed saare vigtige Fag i langt over et Aarhundrede, lige ned til Nytiden, har haft udmærket Ledere og staaet paa et højt Udviklingstrin paa Gl. Bakkehus. De tre Navne, som her fortjener at nævnes er:  C.F. Hansen 1856-92. C.A. Senn 1892-1910.   Sofus Jensen 1910-1919.


C.A. Senn, der var uddannet som Gymnastiklærer i Hæren, blev 1892 Hansens Aflø­ser som Gymnastiklærer og to Aar senere som Husfader i Drengeafdelingen, var under hele sin Funk­tionstid i sin bedste Alder og gjorde i begge Stillinger udmærket Fyldest. Ved Udflugter med Drengene og ved praktiske Anliggender i eller udenfor Anstalten var han altid tjenstvillig og tjene­ste­ivrig, omsigtsfuld og paalidelig; han var ved sin forstandige Optræden, sin sunde Dom om Dren­gene saa vel som om de Forhold, hvorunder de levede i kontrolleret Familiepleje ogsaa brugbar til Inspektioner paa dette Omraade og var mig i det hele en god Støtte i det daglige Arbejde saavel som ved ekstraordinære Lejligheder. Desværre blev han i Slutningen af sin Funktionstid angrebet af en Nervelidelse med tilhørende Pirrelighed og Mangel paa Sindsligevægt, der nødte ham til at træde over i Hvilestand. Heldigvis var han saaledes stillet, at han i Forening med sin Hustru (pensioneret Kommunelærerinde) kunde købe sig en Villa, Kongens Tværvej 9, hvor han endnu boer og har det nogenlunde.

Sofus Jensen, der var uddannet ved Flaaden, faldt det i Begyndelsen svært at arbejde med det uvante Materiale og syntes ikke selv, han kunde faa noget rigtigt ud af Arbejdet. Men han kom dog snart over Begyndervanskelighederne og blev en ligesaa støt og dygtig Lærer som sine to Forgængere. Naar Skolen havde Fremmedbesøg, og man havde gaaet rundt i Klasserne, hvor det jo stundom kunde gaa mindre godt, følte man sig altid i sikker Havn, naar man kom ned i Gymnastik­salen. Desværre søgte S. Jensen sin Afsked (1/8 1919) for helt at hellige sig til sin Gerning ved Kom­muneskolerne og til sin store private Danselærervirksomhed.

Indtil 1889 besørgedes ogsaa Pigernes Gymnastikundervisning af Hr. Hansen; men fra dette Tidspunkt virkede som Lærerinder for Pigebørnene først Frk. A. Thorsen (til 1986, da hun gik over til Frederiksberg Skolevæsen) og derefter Frk. Mary Rasmussen, og navnlig om den sidste kan det siges, at hun med Ære hævdede Spindesidens Renommé overfor Mændene. Det har altid været mig en Fornøjelse at overvære Frk. R.'s Undervisning. Hun var en Søster til Anna Rasmussen, hvem Anstalten skylder tak for 6 Aars dygtigt og loyalt Arbejde som Lærerinde i Læseskolen, hvorefter hun som eksamineret Lærerinde gik over til Københavns Skolevæsen, Søsterparret var i dobbelt For­stand Gl. Bakkehusianere, idet de var Børnebørn af det gamle Portnerpar Dinesen.

Lige som jeg lægger stor Vægt paa Gymnastikkens Betydning for Aandssvage­opdra­gelsens, saaledes har jeg ogsaa altid hævdet Dansens Betydning for de aandssvages Udvikling.

Det er jo Aandssvageopdragelsens Opgave i det hele at hæve den aandssvage saa nært som muligt op til vort eget -  det norma­le - Stade i aandelig og legemlig Henseende, altsaa ogsaa i deres hele ydre Færd og Optræden. Paa Grund af den aandssvages mangelfulde Nervesystem føres der gennem dette ikke et saa energisk og hurtigt virkende Herredømme over Muskler og Sanser som hos den nor­male. Den aandssvages Be­væ­gelser er derfor ofte mere træge, langsomme, klodsede og ube­hjælp­somme end den normales. Paa samme maade virker ogsaa den aandssvages Sanser trægt, ufuld­kommet og langsomt: En Befa­ling maa ofte gentages flere Gange, før den rigtig opfattes gen­nem Øret og Nerveledningerne naar til Hjernen, og det samme gælder de Tegn, Vink og Befalinger, der skal opfattes gennem Synet. I denne Henseende har saavel Gymnastik som Dans og maaske til en vis Grad ogsaa Musik en udviklende Opgave at løse, og navnlig skulde Dansen fremhjælpe en lettere, nettere og mere harmonisk Førelse af Krop og Lemmer.

Det er de samme 3 Navne - Hansen, Senn, Jensen -, der har været de førende paa Dan­sens Omraade som paa Gymnastikkens - og med et lignende, godt Resultat.
 Som mere festlige Afbrydelser i Dagliglivets Ensformighed har Dansen haft sin Be­tyd­ning, ligesom den kastede en vis Glans over de festlige Sammenkomster.

Et andet Specialefag - som dog først kom frem efter Skolens Organisation i 1887 - er Tegning. Der er to Navne, som her i en Menneskealder har været førende, og som begge har været det med Ære. Det er Frøknerne Hêlen Dohlmann (1890-1892) og Ellen Frederiksen, gift Hjortlund, 1920 til nu. Den første var af Kunstnerslægt og opgav ogsaa omsider Pædagogikken for Billedhug­gerkunsten, i hvilken hun utvivlsomt har vist Talent; hun havde allerede lige i Begyndelsen af Aar­hun­dredet et Arbejde paa Salonen i Paris; det var en sørgende Kvindeskikkelse i naturlig Størrelse henkastet over en Grav. Det blev senere udstillet her og husedes i adskillige Aar i det gamle Rah­bek­­ske Hus; jeg ved ikke, om hun senere har faaet det solgt. Fra vore egne Udstillinger mindes jeg en henrivende fløjtespillende Dreng, og paa mit Skrivebord staar et allerkæreste lille Pigehoved som en Erindring om den ogsaa ved sine personlige Egenskaber værdifulde og skattede Medarbejder.

Haand i Haand med Tegningen og under samme Ledelse gik i en Aarrække til ikke ringe Glæde for Børnene Lersløjden, af hvis mange fornøjelige Produkter en Mængde blev brændte op opbevaredes paa Gl. Bakkehus.

De fleste Lærerindeudnævnelser faldt i Aarene 1892 og 93, da Skolens Udvikling tog Fart efter Udflytningen til Ebberød af samtlige Asylister og arbejdsføre. Omtrent samtidig ansattes saaledes Elisabeth Duurloo og Engelske Malling Hansen. Den første var Datter af min Formand i Arbejdet Professor D., den anden af den som Anstaltsleder og Videnskabsmand fortjente Forstander og Præst Rasmus Malling Hansen. Jeg erindrer, at jeg ved min Indstilling gjorde opmærksom paa, at der blandt de mange Ansøgninger var enkelte andre, der maatte anses som lige saa kvalificerede, men at jeg mente, at naar Kvalifikationerne stod omtrent lige, var det berettiget at tage Hensyn til den store Indsats de 2 Damers Fædre havde gjort i Abnormsagen, saa meget mere, som Døtrene nu stod faderløse. Gl. B. var ogsaa vel tjent med dem begge. Frk. D. har nu snart i 28 Aar gjort et flit­tigt og dygtigt Arbejde i Aandssvageskolen. Med gode Evner forenede hun et vist Talent for - eller Greb paa at indterpe sit Pensum, var altsaa hvad man kalder en rutineret Lærerinde; hun vidste der­for altid, hvad hendes Elever kunde, og hvad de ikke kunde; man kunde derfor, naar man overvæ­rede hendes Undervisning, altid være sikker paa, at hun fik svar paa sine Spørgsmaal, idet hun vidste at undgaa eller gaa let hen over det, de ikke kunde. I Modsætning dertil vil jeg nævne, at Inspektør Damm havde en vis - formentlig ubevidst - Tilbøjelighed til at blive "hængende" ved, hvad den eksaminerede tilfældigvis ikke kunde. Det var ret pinligt under den knapt tilmaalte Tid Eksamens-eksaminationen raadede over at blive Vidne til, at Halvdelen af Tiden stundom gik med til at konstatere, hvad børnene ikke Kunde. Frk. Malling Hansen var maaske den dygtigste Lærer­inde Gl. Bakkehus har haft. Intelligensen lyste ud af hendes Ansigt; alt faldt hende let; men hun "tog ikke let", d.v.s. overlegent paa nogen Ting; gennemtænkte tværtimod sin Fremgangsmaade omhyggeligt og havde sin Lommebog fuld af Notatet Undervisningen vedrørende; der var - i god Forstand - noget overlegent, noget frigjort ved hendes Person, der ogsaa kom hendes Undervisning tilgode. Hun havde et i Forhold til sin Evner og sin Begavelse passende Maal af Selvbevidsthed, der dog altid begrænsedes af hendes Selvkritik, Hendes Karakter var sikkert retlinet som hendes Faders. Hendes Virksomhed ved G.B. blev desværre kun kort (6 Aar), idet hun gik over til en bedre lønnet Stilling under Blindeinstituttet.

I 1893 knyttedes atter et udmærket Lærerindepar til G.B. Louise Hostrup og Emilie Hoffmann, der begge endnu virker ved Skolehjemmet, den førstnævnte tillige som Overlærerinde. Men dem skal jeg ikke nærmere omtale her, da jeg kan henvise til de korte Skildringer, jeg gav af dem og deres Virke i Tidsskriftet for Abnormvæsen for 1918 i Anledning af deres 25 Aars Jubilæ­um.


Da den Kellerske Anstalt i 1899 begyndte at røre paa sig for at flytte til sit nybyggede Hjem i Brejning ved Vejle, var der enkelte af de derværende Lærerinder, der ved Slægtskabsbaand var saa stærkt knyttet til København, at de ikke kunde lægge Fyn og to Bælter mellem sig og Hjem­met. Til dem hørte Eleonora Gjødesen, som fra den Tid af har hørt til Gl. Bakkehuses Stab. Hun var en stilfærdig og beskeden Dame, der nærmest gjorde et ubetydeligt Indtryk. Det efterfølgende viser, at hun var alt andet end ubetydelig. Jeg ventede heller ikke i hende at faa mere end en jævnt dygtig, erfaren og samvittighedsfuld Lærerinde; men jeg fik meget mere. Hun fik fra første Færd sin Virk­somhed blandt de svagest begavede Elever i de laveste Forsøgsklasser, der residerer i Afdeling B, og der har hun nu virket i 20 Aar. Med stor Interesse, Forstaaelse og Kærlighed omfattede hun de smaa, stedmoderligt begavede Børn, kendte dem ud og ind, ja ikke alene dem, men ogsaa deres hjemlige Forhold, idet hendes forstaaende Interesse ogsaa strakte sig til Hjemmene. Skulde der der­for tages Bestemmelse om en af hendes Elevers Fremtidsskæbne, kunde man altid være sikker paa hos Frk. G. at faa en paalidelig Vejledning til Bedømmelse, saavel af Barnets Evner og Karakter, som af Hjemmet og dets Forhold. Som ledende (inspektionshavende) Lærerinde paa Afdelingen har hun derfor ogsaa i mange Aar paa fyldestgørende Maade kunnet skrive de aarlige Censurer. Frk. G. har sjældne Evner til at omgaas saavel Medarbejdere som Eleverne og deres Forældre, hvilket sidste nærer stor Tillid til hende. Paa et specielt Omraade har Frk. G. indlagt sig særlig Fortjeneste, nemlig med Hensyn til Indførelsen og Udviklingen af Undervisningen i Vævning som Fag i Aandssvage­skolen.

I Anstaltens Aarsberetning for 1907-08 har jeg omtalt denne Virksomhed. Efter nogle Betragtninger om Vævningens fremskudte Stilling i den svenske Aandssvageskole skriver jeg Side 21-22: "Det var i Marts 1905, at Vævningen optoges i Gl. Bakkehuses Forsøgsafdeling. I den første Tid anvendtes kun 2 mindre Væve, som Anstalten fra tidligere Tid var i Besiddelse af; men da For­sø­gene gav over Forventning gode Resultater, anskaffedes efterhaanden -  ved Kollegers velvillige Hjælp - flere større og bedre Væve, saa at der i Øjeblikket er 6 i Gang. Da Hovedformaaalet med Prøven var at skaffe sig personlig Erfaring for Vævningens Anvendelighed som Beskæftigelse for aandssvage paa et saa lavt Trin, at Bibringelsen af almindelige Skolekundskaber helt maatte opgi­ves, prøvedes der kun med de daarligste Elever. Af de 7 ved Vævningen beskæftigede Børn kan saaledes kun en tælle og gøre Rede for Tallenes Værdi til 5, og en anden til 10, medens de øvrige ganske mangler Talbegreb. Alligevel har de lært forskellige Vævearter, saasom Lærred, Bygkorn, Gaaseøje, Slangokipper og lette Rosengangsmønstre, og de har lært at betjene sig af et Dragrust­ningsapperat (Mønstervævning), idet man, ved at give Rubrikkerne i Mønstret og Dragrustnings­ap­peratets Haandtag tilsvarende Farver, udnyttede Elevernes Evner til at adskille Farver, hvilken de alle var i Besiddelse af, til at bøde paa deres manglende Talbegreb.

Det har vist sig, at Børnene nærer stor Interesse for Arbejdet ved Væven og har megen Glæde deraf; men Faget kan sikkert ogsaa faa opdragende og disciplinerende Betydning for vanske­lige Elever. Saaledes var den tidligere nævnte E.R. et meget besværligt Barn, griset og ondskabsfuld og derfor til stor Gene for sine Omgivelser. Som et sidste Forsøg, forinden han overflyttedes til Asyl, sattes han til Vævning, og hans opførsel har nu bedret sig betydeligt; han arbejder hurtigt og interesseret og kan endog yde brugbar Hjælp ved Opsætning af Væve. Disse svagtbegavede Indivi­der, der ellers i Anstaltssproget betegnes som "Halvasylister", og som snart stunder til at glide over i Arbejds- og Plejehjemmene, har saaledes tilegnet sig en Færdighed, der til Glæde for dem selv og til nogen Gavn for Anstalten vil kunne føres videre i Arbejdshjemmet. Thi medens i Sverige den af Anstalten udgaaede Elev altid i Hjemmet vil kunne finde Vejledning og Tilskyndelse til at vedlige­holde og udvikle den i Skolen erhvervede Vævefærdighed, fordi Vævningen i Sverige endnu er en Nationalbeskæftigelse i de fleste Hjem, saa vilde det i Danmark være forgæves at uddanne i Væv­ning de Elever, der i Henhold til deres hele legemlige og aandelige Udvikling er skikkede til at ven­de tilbage til Hjemmene, fordi de ikke her, hvor Vævningen som Husflid er lagt paa Hylden, vilde kunne faa den nødvendige Tilskyndelse og Vejledning.

Det maa dog tilføjes, at Vævningen under de her skildrede smaa Forhold i vor egen Anstalt næppe vilde være lykkedes saa vel, dersom ikke Lærerinde Frk. E. Gjødesen med sin Tro paa og sin Kærlighed til Sagen havde forenet en sjælden Udholdenhed og Dygtighed.

Af Lærerinder ansatte i dette Hundredaar vil jeg endnu nævne et Par: Frk. Caja Madsen, der ansattes 1901, var en Datter af Politiinspektør Madsen, havde i nogle Aar været Guver­nante for min Broder Skovrider Rolsteds Børn og var af denne Familie højt skattet som dygtig Lære­rinde og retlinet, elskværdig Karakter, en Dom, som jeg efter mit i Aarenes Løb erhvervede Kend­skab til hende fuldt ud kan tiltræde. Udrustet med fortrinlige Evner og gode Kundskaber, be­sad hun særlige Lærergaver, ikke mindst i Regning, hvor det altid var en Fornøjelse at høre hendes rolige, klare og vel gennemtænkte Undervisning. Det glædede mig ved Eksamen forrige Aar at kon­statere, at hun - skønt forlængst Hustru og Moder - ikke har slaaet af paa Fordringen til sig selv som Lærerinde.

Frk. Helen Schiønnemann, der ansattes 1903, har gennem mange Aar gjort sig fortjent som en dygtig og samvittighedsfuld Lærerinde i Religion; som saadan deltog hun med mig i Forbe­re­delsen af Konfirmationsholdet og udfører vistnok nu alene dette Forberedelsesarbejde.

Frk. Margrethe Poulsen mindes jeg med Vemod, fordi hendes Liv og Gerning blev saa kort. Hun blev opdraget paa Stiftelsen Jægerspris, hvor en af hendes Lærerinder Frk. Bruun tog sig af hende med moderlig Kærlighed, førte hende frem til Privatlærerindeeksamen (eller maaske Præ­li­mi­næreksamen) og tog hende, efter at have taget Afsked fra Jægerspris, til sig i sit Hus i Køben­havn. Jeg var glad ved at kunne give Frk. P. en Haandsrækning til at komme lidt frem i Solen - og hun fortjente det; thi lige som hendes lille Person og Ansigt bar Præg af ydre Finhed, saaledes hav­de hun sikkert en fin og retskaffen Karakter, og som Lærerinde var hun meget mere end "brugbar". Syv Aar efter sin Ansættelse paa Gl. B. kastedes hun paa Sygelejet af en vistnok nedarvet Tuberku­lose. Efter at hun forgæves havde søgt Helbredelse paa Nakkebølle Sanatorium, tog Frk. Bruun hende hjem til sig igen. Her førte hun i nogle Uger en rørende, men ikke helt sejrrig Kamp for at gøre sig fortrolig med og forsone sig med sin Skæbne, indtil Frk. Bruuns kærlige Hænder lukkede hendes trætte Øjne. Gud glæde hendes Sjæl i sit Himmerige!

I 1908 ansattes Frk. Josefine Nielsen som tilsynsførende Lærerinde, og hun har i de efterfølgende Aar fungeret baade som Plejemoder og som Lærerinde, begge Dele med ubestridelig Dygtighed. Der mangler hende imidlertid noget ret væsentligt som Menneske for at hun kunne naa det bedste; men jeg tror, hun maaske endnu er i Udvikling og Brydning, og jeg vil ikke omtale hen­de nærmere, før jeg ser og forstaar mere, end jeg nu gør.

Forinden jeg forlader Skaren af mine kære Medarbejdere paa Bakkehuset, er der end­nu to - begge hensovede -, som jeg gerne vil vie et Par Ord: Den ene er Frk. Annanie Randrup, der i 1889 kom til os som Husholderske (Økono­ma) efter den omtalte uheldige Fru Nielsen. Som Datter af Snedkermester i Viborg var hun af god borgerlig Ekstraktion; men havde fra sin Ungdom helliget sig Landhusholdningen og kom til os i 50 Aars Alderen fra Godsejer, Kaptajn Thalbitzers Enke paa Bjørnsholm i Jylland. Hun var en tilta­len­de og hyggelig Type paa en Herregaards-Husjomfru og havde som saadan gennemgaaet en god For­skole for Gerningen paa Gl. B. Hun havde staaet i nært personligt Forhold til Fru Thalbitzer og hen­des 2 Børn, og dette Samliv havde i nogen Grad og paa heldig Maade præget hendes Person og Op­træ­den, Fru T. havde den største Tillid til Frk. Randrup og anbefalede hende saa varmt og i saa dra­sti­ske Udtryk, at jeg erindrer, det var nær ved at gøre mig betænkelig: "Jeg vil lægge mit Hoved paa Blokken", sagde hun, "om De ikke bliver fornøjet med Frk. R." Det viste sig imidlertid, at Gods­ejer­fruen ikke havde overdrevet: Anstalten fik i Frk. Randrup en Husholderske, der med overlegen Dygtighed og stor Økonomisk Sans administrerede de betydelige Værdier, som aarlig gik igennem hende Hænder, og med sindig Betænksomhed og ubestikkelig Retfærdighed lod hun enhver komme til sin Ret, hvad Forplejningen angik. Da Frk. R. i Oktober 1906 fratraadte Stillingen og kort efter afgik ved Døden, kunde jeg derfor skrive til Fru Thalbitzer, at hvis hun havde flere af saadanne Men­nesker at anbefale, kunde hun godt bruge lige saa kraftige Udtryk som dem, hun anvendte om Frk. Randrup.
 Den anden er Frk. Molly Jensen, der som uddannet Sygeplejerske og midt i 30erne overtog Plejemoderstillingen ved den nyoprettede Forsøgsafdeling paa Gl. B. (1/10.1992). Hun er utvivlsomt den dygtigste Plejemoder, Anstalten i min Tid har haft. Sørgeligt derfor, at det kun skul­de vare saa kort. I Aarsberetningen for 1906-07 hedder det om hende: Medens Frøknerne Hoffman (Plejemoderen) og Randrup ved deres Afgang stærkt nærmede sig Støvets Aar, blev Plejemoder ved Forsøgsafdelingen Frk. Molly Jensen i sin bedste Alder pludselig bortrevet fra en Gerning, hun kun i 4 Aar havde varetaget, men hvortil hun var udrustet med saa alsidig Begavelse og saa ualmindelig Energi, at hun i den korte Tid formaaede at sætte sin Personligheds Præg paa hele den Afdeling hun var Leder af. Hun døde af Lungesvindsot d.17/7.06.

Om Sang- og Musiklærer Hans J. Larsen, der virkede ved DL. B: fra 1899 til 1914 skriver jeg i Aarsberetningen 1913/14 Side 15:

"Sang- og Musiklærer H.J. Larsen saa sig d.31/3.14 nødsaget til at opgive sine Timer her for at kunne koncentrere sin Virksomhed indenfor de københavnske Kommuneskoler.

Ved sin faglige Dygtighed og pædagogiske Evne saavel som ved sin enestaaende Flid og Kærlighed til Ger­ningen, er det lykkedes Hr. Larsen i de 15 Aar, han virkede her, at hæve Undervisningen i sine Fag til en sjælden Højde. Det vil være en smuk Opgave for hans Eftermand, Hr. Darup-Jensem, at holde de nedarvede Traditioner i Hævd".
 L. havde, saavidt jeg ved, kun Kommuneskoleuddannelse, og saa Uddannelse som Musiker, ikke som Lærer; men han havde en pædagogisk Sans og et pædagogisk Greb, som mangen Pædagog med 1ste Klasses Uddannelse maatte misunde ham, og saa var han helt igennem et ud­mær­ket Menneske. I den store Flok af ret uensartede Elementer, der paa een Gang gaves ham til Undervisning i Sang, holdt han en fortrinlig og letvunden Disciplin, hvilket Fænomen jeg sætter i Forbindelse med den enestaaende Maade, hvorpaa han satte hele sin Person, al sin Kraft og Energi, hele sin Kunnen og Villen ind i Gerningen og derved ligesom elektricerede eller hypnotiserede Ele­verne til ogsaa at sætte alle deres Evner og al deres Opmærksomhed ind. Jeg har længe betragtet L. som min og mig som Larsens Ven. Det var mig derfor en stor Glæde at erfare, at Forstander Ottesen ved Vajsenhuset d.7/1.1929 hædrede L. ved en Middag og efterfølgende smuk Fest i Anledning af hans 25 Aars Jubilæum som Lærer ved Vajsenhuset. Det var mig et Vidnesbyrd om, at Ottesen ser paa Larsen med omtrent de samme Øjne som jeg, hvilket ogsaa bekræftedes ved Festens Forløb.

Jeg benyttede denne Lejlighed til at skænke Larsen det smukke illustrerede Værk: "Tonekunsten Mestre", af Anna Erslev, Bogen er ham til megen Nytte ved Undervisning i Musikhistorie i de øvrige Klasser, skriver han.

Indholdsfortegnelse over Emils erindringer.

Barndomshjemmet

Dagligdag i Bondhus

Beklædning

Selskabelighed

Søn og Helligdage

Dyrehaven og dyrene

Hundene

Jagter

Fiskeri

Sonneruptiden 1855-58

Garveritiden 1858-59

Skibbytiden 1859-63

På Amager1863-64

Jonstruptiden1864-67

Andenlærer i Rye 1867-72

Mine Norgesrejser

Gardertiden

På Monrads kursus

Tilbage til Skolegerningen

Det Kongelige Opfostringshus

Forstandr Jensens Anbefaling

Gamle Bakkehus 1887-1915

Side 2.


Studierejser

Villa Ødam Tiden

Taler

Familien - Ellen - Moder

Guldbryllupsfesten 1927


Søn og Helligdage.

Ved Omtalen af disse er det naturligt at dvæle ved det religiøse Liv, saaledes som det rørte sig i Hjemmet.
Som tidligere omtalt delte jeg som ganske lille Dreng Seng med Moder og senere Fader. Fra disse Perioder erindrer jeg meget levende, at hver af Forældrene, før de lagde sig til at sove, med stille, men dog for mig hørlig Stemme, fremsagde deres Fadervor og en Tak for Guds Godhed "i Jesus velsignede Navn". Grundbetingelserne for religiøst Liv og Tro var saaledes til­stede, dybest og kraftigst og inderligst, men dog saare stilfærdig, hos Moder. Hendes religiøse Liv var mere indadvendt end udadvendt. Det var, som om hun hægede og værnede om en Hellig­dom i sit Indre, der egentlig ikke kom andre ved, skønt hun følte den som et uskatteligt Gode, hvilket hun sikkert ønskede maatte forplante sig til os Børn.

Men direkte, positiv Paavirkning i religiøs Retning mærkede vi meget lidt til. Dog tvivler jeg ikke om - skønt jeg ikke kan huske det - at Moder har lært os som smaa at bede "Fadervor" og - direkte eller indirekte - sørget for, at dette blev os en Vane.

At Forældrene hørligt bad deres Aftenbøn i Barnets Nærværelse, talt jo ogsaa sit stille Sprog og var maaske heller ikke uden Hensigt. Hvorom alting er: Selv om Moders religiøse Blufærdighed forhin­drede hende i at tale vider om, hvad der boede i hende, saa var vi Børn dog aldrig i Tvivl om, hvor hun stod, og hvor hun ønskede, at vi skulde staa. Hertil bidrog ikke mindst Moders Søndagsandag­ter, der med uudslettelige Træk staar indskrevet i mit Hjerte mere end i min Hukommelse.


 Søndag eftermiddag, naar Middagen og Kaffen var besørget, og Moder var iført sin kønne rødter­nede Hvergarns Kjole, satte hun sig med sine Briller, sin Salmebog og Leths Huspostil = post illa = efter dette, nemlig efter Skrifteordet, Evangeliet, i sin Lænestol, læste Evangeliet og Prædikenen og sang sine Salmer, medens milde Taarer fra hendes velsignede Øjne rullede ned over Kinderne.

Dette Billede er for mig bleven en stille Paamindelse om Ægtheden og Sandheden og Alvoren af religiøst Liv. Og da dette hos mig kom i forholdsvis kraftig Udvikling under mit Jonstrup Ophold, var jeg ganske sikker paa hos Moder at finde Forstaaelse af, hvad der da rørte sig hos mig, og i adskillige Breve til Hjemmet fra den Tid flød Pennen over med, hvad Hjertet var fuldt af.

Moder opfordrede hverken Mand eller Børn til at overvære sin Andagt, men hun saa det vistnok gerne; Fader var stundom tilstede; jeg ikke saa sjældent; da jeg blev større - eller stor - læste jeg selv stundom en Prædiken op. Ogsaa Fader har jeg hørt gøre det.

Fra Kirken var kun liden eller ingen Vækkelse eller Fornyelse af det religiøse Liv at hente; thi Pastor Hellemanns Prædikener var i Reglen tørre og uden vækkende Kraft, uagtet han selv godt kunde blive rørt over, hvad han sagde. Ved Højtiderne havde H., der besad en poetisk Aare, ofte digtet kønne religiøse Digte, som han fremsagde fra Prædikestolen, og som blev modtaget med Taknemmelighed.

Menigheden var død og Kirkegangen svag. Ikke sjældent var ingen Gudstjeneste ("Messefald" kaldet) flere Søndage i Træk, fordi der ingen Folk var, eller meget faa; i sidstnævnte Tilfælde var Lund gerne tilstede i Vaabenhuset eller udenfor Kirken og lod  et Ord falde om, at der ikke var megen Mening i at holde Gudstjeneste for det Par Mennesker, hvorefter de mødte rolig tøflede hjem, bøjende sig for Autoriteten. Jeg antager, at Lund her handlede paa eget Ansvar, for det kunde dog næppe være Sognepræsten behageligt overfor sine Overordnede, at Kirkens bar Vidnesbyrd om disse hyppige "Messefald". Lund, som iøvrigt var en dygtig Orgelspiller, var utvivlsom glad over at blive fri for dette Arbejde, især Vinterdage, da Fingrene let blev valne under Spillet, idet der jo paa den Tid ikke var Varme i Kirkerne.

Kirkegangen fra Hjemmet naaede da heller ikke ud over de store Højtider og saa en Gang imellem om Søndagen. Der var heller ikke i denne Henseende nogen Tvang, maaske dog en let Tilskyndelse. Moder var den, som sjældnest kom i Kirke, for hun var allerede tidligt saa gigtsvag i Underlemmerne, at Gangen til Kirken var umulig eller besværlig. Forældrene gik vist efter Tidens og Egnens Skik til Alters 2 Gange om Aaret; hvad Børnene gjorde veed jeg ikke. Jeg selv blev jo konfirmeret i Skibby og var borte fra Hjemmet fra Konfirmationen, og indtil jeg ansattes som Anden­lærer i Rye. I min Andenlærertid gik jeg vist heller ikke vider til Alters. - Hvad iøvrigt Søn­da­gen i Hjemmet angaar, da skilte den sig ikke meget meget ud fra de søgne Dage.


Vi Børn var selvfølgelig fri for Skolen, havde vores Søndagstøj paa, havde stundom Børnefrem­mede eller kom ud til de foran nævnte Kammerater. Om Sommeren kom Farbroderfamilierne og Købmand Gottschalcks et Par Gange i Besøg og omvendt.

Imod Julen bragtes Forplejningsforholdene i god Orden, og Moder bagede Søsterkage, Æbleskiver og Klejner til at holde paa med, indtil Julen ved Hellig Tre Konger regnedes for at være forbi; thi ingen maatte i denne Periode "bære Julen ad Døren", det vil sige, gaa uden at blive bevær­tet. Til Juleaften fik vi som Regel Risengrød og Gaasesteg, og Julen igennem stod Forplejningen nogle Grader højere en sædvanlig, f.Eks. hvad Sigtebrød og Kage angik.

Derimod har vi i mit Barndomshjem aldrig haft Juletræ. Denne Skik var for 60 Aar siden forbau­sende lidt trængt igennem, navnlig paa Landet. Nu er det gaaet til den modsatte Yderlighed, især i Byerne og København, hvor de mangfoldige Forenings-Juletræer nærmest bidrager til at forjaske den smukke Skik, og hvor en "driftig" Kommuneskoledreng med "driftige" Forældre godt kan naa at være med til op imod en halv Snes Juletræer.

Nytaarsaften fik vi Drenge Lov til at skyde Nytaar ind hos de Nærmeste Naboer, hvor vi saa til Tak for Æren blev budt ind paa Æbleskiver og hos Moster Ellen paa god hjemmelavet Mjød.

Mod Paaske havde jeg travlt med at skrabe Lav af Bøgetræernes Bark til Brug ved Farvning af Paaskeæg, hvoraf der blev tilstaaet hver af os Børn et rundeligt Tal, hvormed vi kunde "trante" Paaskeæg og "pikke Haardeæg". Til den første Sport brugte vi en Teglsten (Tagsten), stillet paaskraa op ad en Væg med Strandsand forneden paa Overgang mellem Sten og Gulv. Første Mand lod saa et Æg rulle ned ad Stenen og ud paa Gulvet. Anden Mands Opgave var at ramme det første Æg med sit, naar dette rullede ud; ramte han, saa var det ramte Æg vundet o.s.v. Den anden Sport gik saaledes til: A. holdt sit Æg i den sammenfoldede Haand med den spidse Ende opad.

B. holdt ligeledes sit Æg i Haanden, men med den spidse Ende nedad og slog saa sit Æg ned mod A,s. Den, hvis Æg gik itu, havde tabt. Der kunde saaledes være en ret stor Omsætning. Sovekammeret var gerne stillet til Disposition til Trantning.

Hver Sommer var der gerne en stor Grundlovs-, Skytte- eller Skovfest med Taler, Sang, Musik, Dans o.s.v. i Dyrehaven. Det var en slem Forstyrrelse for Dyrene og fristede Folk til at krybe over Dyrehavehegnet og knække Lægterne, saa Dyrene kunde løbe ud; men Greven kunde ikke godt sige Nej, og Dyrehaven var jo et henrivende Sted at holde saadan en Fest i.

Ved Grundlovsfesten d.5.Juni 1871 forherligede Pastor Hellemann Dyrehaven og Egnen ved følgende Sang: Mel: Im Wald und auf der Heide.

Moder var en udmærket Administrator af Mejeriet som af Husvæsenet i det hele. Hun var Bondefødt. (Gaardmand Søren Larsen, Kyndeløse, var hendes Fader), opdraget til Arbejdet, havde været ude at tjene for sit Brød før hun blev Gift. Hun var vel begavet, havde lige saa gode Anlæg for, som Lyst til alt husligt og Kvindeligt Arbejde og vedblev at være en saare flittig Kone lige til sin høje Alder. Strikkestrømpen svigtede hun næppe før sin Død (83 Aar). Hun producerede godt Smør og havde derfor let ved at afsætte det, enten til Egnens Folk (Frk. Jensenius) eller til København, hvorhen det sendtes med Møllervognen fra Vintre Mølle, som hver Uge kørte ind med Gryn. Indtægten af Mejeriet var hendes; hun førte nøjagtig Regnskab derover, og jeg tager ikke fejl, naar jeg angiver den aarlige Indtægt til 5-600 Rigsdaler, og saa leverede hun selvfølgelig desuden Husstandens Forbrug af Mælk, Fløde, Ost og Smør.

Husstanden bestod foruden Familien af en Karl, en Pige og, om Sommeren i det mindste, en Dreng, Af og til en Husmand - til Høst- og Tærskearbejde. Saavidt jeg erindrer, fededes der ikke mere end 2 svin om Aaret; disse slagtedes i November, og af dem havde vi Flæsk nok Aaret rundt. Alle Kalvene slagtedes til eget Brug efter at være opfødte til en passende Størrelse med skummet Mælk. Om Efteraaret slagtedes ogsaa gerne et Par Faar; derimod hørte det til Sjælden­hederne, at der slagtedes et Lam; de blev som Regel solgt til Slagteren. Saa gav Hønse- og Ande­gaar­den deres Bidrag til Forplejningen, og endelig var Strandens Nærhed Aarsag til, at vi ofte fik Fiskespiser - Flynder, Torsk, Aal, Sild, stundom Lakseørreder, som Moder røgede over Røgbaal af Egespaaner eller Grankogler paa Skorstenen. Mangfoldige Fiskeretter fik vi forærende af Fiskerne, hvem Fader ofte maatte hjælpe tilrette med Aalestænger, Bundgarns- pæle og deslige.
Ogsaa Bønderne, som havde faaet udvist Tørveskær eller Tømmer til Nybygninger kom jævnlig med en Gaas, et Par Ænder, Kyllinger eller en Snes Æg.

Jagten gav ogsaa sit Bidrag til Husholdningen. Alt stort Vildt (Raadyr og Daadyr) blev jo (egenhændigt af Fader) "brækket op" inden det sendtes til Herregaarden eller solgtes, og Lever, Hjerte og Tunge tilfaldt Skytten. Leveren gav altid en Middag, og af Hjertet og Tunge lavede Moder gode Frikadeller; Leveren var ret velsmagende, men noget tør, og blev der skudt mange Dyr, som ved Klapjagterne, kunde vi nok blive kede deraf.
            Der var ingen daglige Udgifter til Husholdningen. Naar Rugen var tærsket, kørtes et Læs Rug op til Rye Mølle og Bageri og deraf fik vi Rugbrød (og Sigtebrød) hele Aaret; det var i min senere Barndom; i den tidligere Barndom bagte vi selv. Moder lagde selv Dejgen - Dagen i forvejen tror jeg nok - i et 3 Al. langt Dejtrug, og Pigen maatte ælte den, hvilket var et strængt Arbejde. Brødene var store, c.16 Pund, aflang-runde; en afskaaren "Rundtenom" var omtrent 8" lang og 5" bred og havde saadan form; (tegning) vore "Mellemmader" serveredes gerne i halve "Rundtenomer", og c.4 af disse udgjorde et normalt Maaltid.
 
            Øllet bryggede vi selv; Maltet dertil tror jeg ogsaa, vi selv beredte; i hvert Fald fore­kommer det mig, at jeg paa Loftet har set fugtigt, spiret varmt Byg ligge tildækket. Humlen voksede paa Havegærdet. Byggryn til Grød og Vælling kunde vi tilbytte os for Byg i Vintre Mølle.

Moder lavede saavel Knap- og Myseost som fortrindelig Sødmælkost, der tilstrækkelig lagret kunde være er ret Lækkerbisken. Ved Svineslagtningen produceredes store Mængder af herlig Spegepølse til Smørrebrødpaalæg Aaret rundt; ogsaa Medisterpølserne kunne gemmes længe, naar de nedlagdes i smeltet Fedt. Ved Slagtning af Kalv, Faar og Lam lavedes der altid yderst velsmagende Rullepøl­ser, som navnlig paa Fedtebrød var herlig, Fedt havde vi altid, og Fedtebrød vekslede altid paa behagelig maade med Smør, Gaasefedt, Andefedt, Stegefedt af fersk eller saltet Flæsk og alm. Flommefedt fra Efteraarsslagtningen. Det manglede saaledes aldrig paa godt Paalæg, og det var meget sjældent, at et Middagsmaaltid ikke var af Husets egne Produkter eller af Fisk fra Stranden, som var kommet tilveje for smaa eller slet ingen Penge.


 Fersk Kød købtes saa godt som aldrig. For at faa lidt mere Afveksling i Middags­ma­den og navnlig lidt oftere fersk, var det blevet almindelig Skik, at naar vi slagtede, bar vi Børn "Slagtemad" til en eller flere af vore dygtige og elskværdige Mostre, af hvilke en 3-4 Stykker boede i Nabolaget, og disse gjorde saa Gengæld, naar de slagtede.
En lignende Byttehandel fandt Sted med Rugbrød hver Gang Familierne bagede; thi vel var Brødet, som havde Skorpe helt rundt omkring, meget holdbart og saftigt i Sammenligning med Nutidens Brød; men naar man havde spist af den samme Bagning en 2-3 Uger, længes man dog efter friskt. Fint Brød hørte til Sjældenhederne; Moder bagte aldrig selv saadant undtagen ved Højtiderne, og "Basse. Margrete", som en Gang imellem kom med sine Brødkurve i Aag, fik sjæl­dent Afsætning. Det var en Raritet, naar der kunde falde en Skillings Sukkerkringle af til hver af os Børn. Naar Fader derimod var i Holbæk, hvilket vel næppe skete een Gang om Maaneden, havde han altid i Forvejen bundet 1 Mark = 16 Skilling = 33 Øre, ind i Hjørnet af et af sine store røde mønstrede Lommetørklæder, og naar vi paa Tilbagevejen naaede Bageriet ved "Dammen", maatte jeg, der gerne var med paa Holbækturene, springe af Vognen og faa omsat Marken i Halvskillings Kryddertvebakker, der var Faders Ynglingsspise, og saa længe Tørklædets Indhold varede, tillod han sig den Luksus om Aftenen at spise saadan to Tvebakker uden Smør, opblødt i Teen (akkurat som jeg selv ynder at gøre det endnu den Dag idag). Fader plejede ofte, naar han nød sine Tvebak­ker, at sige: "Naar jeg bliver velhavende, vil jeg hver Aften spise mine to Tvebakker".
Jeg har ofte fortalt mine egne Børn dette Træk, der saa tydelig viser, hvor beskedne Fordringer til Livsnydelser var i den Tid og i den Kreds.

Af Husholdningsfornødenheder blev der saaledes ikke andet tilbage end Urtekram­varer, ved hvilke det gik løs paa Skillingen, og disse gjaldt det derfor om ikke at bruge for meget af.

I min tidlige Barndom fik ingen af Husstanden Te eller Kaffe om Morgenen. Vi Børn fik Mælke­brød, d.v.s. Rugbrød skaaret i Terninger med kogt Mælk over. Folkene fik det samme eller Mælke­grød, maaske med Tillæg af Spegesild. Til Frokost gaves heller ikke Te eller Kaffe. Efter Middag fik de voksne derimod Kaffe. Om Aftenen stod det paa Mælkegrød, i Tidernes Morgen vistnok over hele Linien, senere fik vi Te inde; - om og naar denne Aftendrik naaede Folkene, husker jeg ikke.

Urtekramvarer og andre Sager til Bedriften hentedes hjem fra Købmand Gottschalck i Holbæk; det var en jovial og fornøjelig Mand og en elskværdig Familie; det var en stor Fornøjelse for mig at gøre disse Ture med; det var som oftest om Lørdagen, og vi var saa altid Familiens Gæster til Middag - Fader roste altid Øllebrøden; men jeg var ikke begejstret for denne Ret - dog noget maatte der ofres for Turen.

En yndet Morgenret i Efteraars- og Vintertiden var Finker. De bestod - saavidt jeg da veed - af hakket Lever af Svin eller Faar, som henkogtes og opbevaredes maanedsvis i store Kruk­ker. De spistes opvarmede med lidt syrligt Tilsætning og med Brød til. Vi Børn holdt som sagt me­get af denne Ret; derimod tror jeg ikke, nogen af os kunde lide en anden Ret, der kom i Følge med Slagtetiden; nemlig Fedtegrever; det var den Del af det faste Væv, som blev tilbage, efter Fedtet var smeltet af "Flommerne" fra Svinets Indvolde; de var brune og brankede, men for fede for os Børn. Derimod var Fedtegrever en af Faders Livretter; han var i det hele taget ikke bange for det fede.

Ligesom Husholdningen altsaa ingen nævneværdige Udgifter havde til alt hvad der skulde puttes i Munden, Spise saavelsom Drikke (foruden Øl, Mælk, Kærnemælk), saaledes var alt henhørende til Brændsel og Belysning ogsaa gratis. Af Brænde og Tørv fik vi alt, hvad vi havde Brug for fra Skov og Tørvemose. Petroleum kendtes den Gang ikke. Belysningen bestod enten i Tællelys eller Lamper, mest dog Lys. Stearinlys var derimod en yderst sjælden Vare; jeg er ikke en Gang sikker paa, om de anvendtes paa L'hombre-Aftenerne, Tællelysene støbte Moder selv enten af Faarenes eller af Hjortenes Talg; de første var de bedste, lyste bedst og var pæne hvide; Hjortenes lys gullig­brune af Farve, - om det var fordi Blodet ikke kommer ud af det skudte Vildt, veed jeg ikke - og der var ikke sjældent smaa Fedtegrever inde ved Vægen, og naar man kom ned til dem, vilde Lyset gerne sprutte og brænde uklart.

Støbningen foregik i Støberør af Blik, som gerne sad 3 og 3 sammen; gennem Rørens Midte blev der først trukket og stramt fastbundet Væger, vistnok af Bomuld, hvorefter Formen fyld­tes med smeltet Talg, idet den spidse Ende holdtes nedad og lukket, Naar Talgen var størknet, kunde Lysene, hvis Vægen var bundet til en Pind, der laa tværs over Rørene, trækkes ud, og saa var de færdige. Til Lamperne havde vi ingen Bekostning, hvad olie angik; thi vi brændte enten Græv­lingefedt eller Hestefedt. Lampen i Dagligstuen havde Glas og Kuppel omtrent som vore Lamper; men ude paa den ene Side under Kuppelringen sad en flad lukket Beholder, hvor det smeltede Grævlingefedt flød ind til Midten af Lampen, hvor Vægen havde sin Gang.

Borgerstuelampen interesserede mig imidlertid meget mere end denne, skønt den måtte nøjes med Hestefedt og var meget enkel af Bygning. Den bestod af to firkantede Jernskaale, den øverste lidt mindre en den nederste, begge forbundne med en Jernopstander forsynet med Krog, saa Apparatet kunde hænge i den nederste Skaal, som kun var bestemt til at optage Spild fra den øverste, var forsynet med smaa lave Fødder, saa Apparatet ogsaa kunde staa. I den øverste Skaal, hvis Vægge hvælvede  udad især i Hjørnerne, var det helt eller halvt smeltede Hestefedt anbragt. Tværs (diagonalt) over samme Skaal, fra Hjørne til Hjørne laa en grov - jeg tror Blaargarns-Væge, hvis ene Ende blev trukket lidt ud over Hjørneranden og tændt; naar Lampen begyndte at lyse mindre godt, maatte man med en Syl, Naal elle Pind hive Vægen lidt længere ud over Randen, saa Flammen blev større; en Gang imellem maatte den forbrændte Ende klippes af. Det var disse Operationer, der interesserede mig i saa høj Grad, og jeg kunde ikke blive ked af at rode ved det lille Apparat, at Dyppe Smaapinde i Fedtet til de blev gennemvædede, tænde Ild i den og lave Ekstra­blus ogsaa i de andre Hjørner. En gang havde jeg under denne Sport det Uheld at sætte Ild i Hørtotten paa Pigens Rok, der sad og spandt tæt ved Lampen. (Det var i Borgerstuen).

Naar Moder støbte Lys, lavede hun ogsaa nogle saakaldte "Praase"; det skete ved nogle Gange at dyppe en c.1 Fod lang Væge i smeltet Talg, dog med saa lange Mellemrum, at Tællen paa Vægen kunde størkne imens. Saadanne Praase brugte man, naar man f.Eks. om Aftenen skulde ud i Køkkenet eller Spisekammeret at hente et eller andet - det var Nutidens Vokskerter. Blev man ved at dyppe Praasen saa tidt, at den fik et Lys' Tykkelse, saa havde man et saakaldet "Spædelys"; saadanne saa man ofte hos Bønderne, men deres uregelmæssige Form og ujævne Overflade satte dem straks i en ringere Klasse en "Formlysene". Men hvad enten man arbejdede ved Form- eller Spædelys, maatte man være forsynet med Lysesaks, dersom man da ikke vilde bruge Fingrene som saadan; thi Tællelysets Væge bøjede sig ikke som Stearinlysets ud til Siden og blev fortæret i den nærmeste, yderste Del af Flammen. Lysesaksen, der havde et Rum, hvor afklippede Tander kunde rummes til Aftenen var omme, findes afbildet i Troels Lunds "Dagligt Liv i Norden i det 16. Aarhundrede"

Under Krigen, 1914-18, da man ikke kunde faa Petroleum og Stearinlys ikke var at opdrive selv for høj Betaling, begyndte vi i Hillerød at brænde Tællelys; men det var mig ikke muligt hverken i Hillerød eller København at opdrive et saa antikveret Apparat som en Lyssaks. En henvendelse til Onkel Henrik, om der hos ham ikke skulde være levnet en af vore Forfædres mange Lyssakse, var ogsaa frugtesløs.

Som det allerede fremgaar af det foregaaende, var Forplejning i Bondhus om end tar­ve­­lig saa dog rigelig og god, og paa grund af Forholdene ikke saa lidt mere varieret end en almin­delig Landhusholdning paa den Tid. Saavel hvad Afveksling som Godhed angaar stod Kosten ikke saa faa Grader over Omegnens Bønders. Vi fik altid 2 Retter udmærket godt tillavet Middagsmad, og hvad de andre Maaltider angaar, saa gav man sig altid med den største Appetit i Lag med Moders forskelligt belagte dejlige "Sidestykker"; naar disse kom ind paa Frokost- eller Aftensmads-Tallerkner, tog jeg altid et Skøn over dem, inden jeg begyndte at spise, og klassificerede dem efter Paalægets Godhed. I Modsætning til det gamle Princip om "Himmerigsmundfulden" tilsidst, spiste jeg altid det lækreste først, for jeg vilde for alt ikke løbe den Risiko at komme til at levne det bedste. Af Retter, som jeg ikke har faaet andre Steder end i mit Hjem, vil jeg nævne den såkaldte Fløjels­grød eller, som Folkene kaldte den, Smutgrød, fordi den smuttede saa let ned. Den var lavet af Kar­tof­felmel; dette sidste tilberedte Moder ogsaa selv; jeg kan ikke beskrive, hvordan det dermed gik til, men jeg veed, at Kartoflerne blev revet paa Rivejærn, og jeg erindrer, at paa et vist Stadium stod en hvide Masse under  Vand i et stort Kar. Det færdige Mel var meget fint og hvidt; derfor blev Grøden ogsaa Hvid og fin - bævrende, næsten gele'agtig.

Mere yndet end denne var dog den egentlige "Kartoffelgrød", nærmest en Mos, der spistes med Smør og Mælk til. Moders Frikadeller var aldeles enestaaende i Velsmag; der var vist saa godt som ingen Jævning paa; Tilberedningsmaaden gik i Arv til min Søster og derfra vider til min Kone, saa traditionen holdes ved lige efter Evne. Moders Rødgrød var ligeledes enestaaende, især naar den skulde være det. Kærkommen Sommerretter var Oplagtmælk og Tykmælk; denne sidste serveredes ikke i Tallerkner, men vi fik en hel Mælkebøtte eller et Fad fra Spisekammeret sat midt ind paa Bordet vel belagt med revet Rugbrød og Sukker. Saa langede vi flittigt til Fadet, hver fra sin side, indtil Flødeøen i Midten blev mindre og mindre og tilsidst forsvandt; den tilbageblevne Tykmælk, der jo var den største Del, var velkommen Hundeføde. Dersom nogen af os i Iver for at naa frem skummede for let, blev en venlig Paamindelse fra Moder om at gaa dybere altid taget tilfølge.

Om sommeren fik vi Børn ofte i stedet for Smør paa Mellemmadderne belagt vort Brød med et tykt Lag "Syltemælk"; denne lignede meget Oplagtmælk, men var lidt mere tyndtflydende.

Da vore Faar aldrig blev malkede, idet Lammene fik Lov at patte, saa længe der var Mælk i Yveret, saa producerede vi ikke selv Faaremælk; men fik ikke saa sjældent denne herlige Ret foræret af Egnens Bønder. I de Aar, jeg var Andenlærer i Rye, hørte Faaremælk ogsaa til de Foræringer, Børnenes Forældre bragte mig, da de vidste, det var min Yndlingsspise  (en enkelt Gang fik jeg et Svinehoved forærende!). Faaremælken anvendtes kogt (tykt dejligt Skind!) enten til Æblegrød eller at spise koldt til Smørrebrød. Jeg er ofte blevet drillet med følgende: En Gang blev Henrik og jeg hos Søster Henriette i Ejby trakteret med Faaremælk, som vi spiste af en fælles skaal. Jeg syntes, at Henrik huggede saa voldsomt i sig, at jeg slet ikke kunde vinde med, og da det var paa Heldningen af Skaalen, skal jeg have spyttet i den for at sikre mig Resten af Indholdet, hvilket ogsaa lykkedes. Historien er vist desværre rigtig nok, skønt den ikke er videre smigrende for mig, der den Gang var over Konfirmationsalderen.


Beklædning.

Min Moder og Søster bevarede hele Livet igennem deres Bondebe­klædning, der navnlig kendetegnedes ved "Hovedtøjet" med "Korsklæde" af Kniplinger, fastholdt ved en bred Silkesløjfe under Hagen. Senere afløstes Forklædet hos Henriette af "Linned" med stor Gyldennakke. Til Hverdags og ofte ogsaa til Stads brugtes hjemmegjorte Hverdagsgarns, forskelligt farvede, ofte mønstrede Kjoler, hvorom bares et Forklæde af Bomuldstøj eller Silke.

Til Stads brugtes uldne Kjolestoffer fra Købstaden; til Silke naaede vistnok hverken Moder eller Søster nogensinde. Fader bar, saalænge jeg kan huske, en toradet Frakke (Diplomat) af mørkegrønt, fint, svært 1.ste Klasses Klæde, med nedfaldende Krave og Omslag, men dog indrettet til at knappe helt op i Halsen, naar det paakrævedes; den var en Mellemting mellem Diplomatfrakke og Militær­frakke og brugtes baade til lange Støvler og til lange Benklæder; til Stads var disse ogsaa af Klæde; ellers af forskelligt; da "lange Støvler" bares meget almindelig, saa man ikke saa meget til Benklæ­derne, der dog altid var syet med Smæk, jeg tror nok, at Fader den meste Tid havde sin (ganske flinke) Skrædder i Holbæk. Vesten var gerne toradet og af Klæde, til Stads af mønstret sort Silke, for oven til at aabne for Kraven, der bares over den hjemmegjorte Skjorte.
Om Halsen bares et stort svært 1.ste Klasses firkantede Silketørklæde; der sammenlagt slyngedes 2 Gange om Halsen og bandtes foran i en smuk flad Knude med de frie Ender ud til Siden. Under og ovenover Halstørklædet bares stive Flipper, der var høje fortil ved Kinderne, men tabte sig henimod Nakken under Tørklædet. Hovedbeklædningen var Kasket, om Vinteren lodden Pelsværkshue, eller Hat, mest graa eller grønlig blød Filthat, - til Begravelse høj Silkehat af ubestemmelig Alder.

Selv naar Fader bar Blankstøvler, havde disse altid lange Skafter, der gik op under Benklæderne.

Da Fader blev gammel og stiv, brugte han altid to med Træhaandtag forsynede Jernkroge, hvormed han tog fat i Støvlestropperne, naar han skulde tage Støvler paa. Som tidligere omtalt var Fader meget haarfør over for Kulde og alt Slags ondt Vejr, som han ufortrødent færdedes i til Fods, Vogns eller Hest. Han ejede aldrig Kørepels, men benyttede paa sine mange ofte lange Køreture kun en ikke særlig svær, ofte gammel Kappe. Naar han bar Handsker, var det svære Hjorteskinds.

Om Fødderne frøs han aldrig, selv om han ved Jagter færdedes nok saa meget i Væde og Morads, og ved saadanne Lejligheder - som overhovedet - skaanede han aldrig sig selv.

Vi Drenge var til Hverdagsbrug - ogsaa Skolen - "hjemmegjorte" fra inderst til yderst -  Skjorter, Strømper, Strømpebaand, "Buller" d.e. Underliv, Veste og Trøjer, som mindre: Bluser, Yderbeklædning for det meste af graat Hvergarn. Kun til Stads havde vi som smaa uldne Bluser af Købetøj, som større Trøjer eller Jakker af Klæde. Skrædder Smith i Langtved syede for os.

Han havde den Mode at gøre Benklæderne vide for neden og ved Presning og stift Foder fik han Benklæderne til at staa stift ud omkring Foden til alle Sider, som om der var Krinoline under. Jeg erindrer, at da jeg i min Skibby-Tid var i Feriebesøg hos Hofbager Olsen i København, maatte jeg høre meget for mine Krinoline-Bukser, ikke så meget af Sofus Olsen, der var vant til at se dem i Skibby, som af den drillevorne Holger Dahl (Musikeren), som kom der i Huset. Jeg husker ogsaa, at da jeg - det var efter min Konfirmation - en Gang var i København med min Fader, havde jeg en mærkværdigt udseende, afstikkende Overfrakke paa - Gud ved, hvor den var kommet fra - ; den var gulbrun af Farve og laadden, som visse Plaider er paa Vrangsiden. Min Broder Frederik, som vi traf derinde, og som vist allerede var Fuldmægtig og fint klædt fra Johan Bigler i Grønnegade, korsede sig over den og gjorde Fader ked af den, saa han gik hen til Johan Bigler og købte mig en ny.

Denne store engros Skrædder eller "Hosekræmmer" var derefter i flere Aar Skræder for mig og delvis ogsaa Fader og Brødrene. Broder Frederik sendte mig nogen Tid efter 100 Kr., eller snarere Daler, til at forbedre min Beklædning med; jeg var vist den Gang paa Jonstrup Seminarium. Dette maa paa ingen Maade tjene til Forklejnelse af mine Forældre; de handlede i dette som i alle Forhold efter deres bedste og sparsommelige Skøn. Og hvad de sparede paa Børnenes Beklædning som smaa, det kom tifold igen paa anden maade senere.    


Meden jeg taler om Beklædningen, maa jeg ogsaa dvæle ved Moders udstrakte

og som det syntes mig enestaaende Husflid. Mine Forældre dyrkede jævnlig Hør,
den smukke, fine Plante med sin ranke indtil en Alen høje Stængel og med fine
smalle Blade og nydelig blaa Blomst i Top­pen. Den høstedes ikke med Le, men
ruskedes" op med Rode, for at intet af den dyrebare Stængel skulle gaa tabt.

Efter Ruskningen laa den i længere Tid spredt i Tynde Lag paa en Græs­mark,

udsat for Sol og Regn. Derefter blev den "brændt", det vil vel nærmest sige

vntørret. Dette var en hel "Begivenhed" for os Børn og gik til paa følgende Maade:

Ude paa Marken eller i Skoven gravedes en c.3 Al. dyb Grav af Størrelse som
Kirkegaardsgravene; i Bunden af denne optændtes et stort Brændebaal, over Graven
lagdes et Lag Stænger, og paa disse spredtes Hørren i Lag af passende Tykkelse; saa
snart et Lag var tilstrækkelig tørret, skiftedes det med nyt, medens Baalet fra Tid til anden blev fornyet.


Efter denne Operation var Hørren færdig til at "brydes", hvilket skete med et særlig dertil indrettet Apparat (bryder) og bestod i, at den stive Stængel blev brudt eller bøjet paa mangfoldige Steder, saa dens haarde Dele hængte i Stumper og Stykker; disse sidste fjernedes ved den næste Behandling "Skætningen"; I venstre Haand holdt man en Tot Hør hængende ned over Kanten af et lodret staaende Bræt, medens man med et kraftigt Træsværd i højre Haand bearbejdede den samme Tot ved lodret dog skraat faldende Slag, indtil Stænglernes haarde Dele var faldet fra.

Det kunde dog ikke undgaas, at enkelte af de bløde Taver fulgte med; disse fik ikke Lov at gaa til Spilde, men opsamledes under
Navn af Skættefald og forarbejdedes senere til meget groft Lærred, der benyttedes til Gulvklude, Køkkenforklæder, stundom også
til Lagner, Den skæt­tede Hør bliver derefter "heglet" d.v.s. trukket Tot for Tot gennem Heglen, et aflangt firkantet Brædt, hvis ene
Ende var tæt besat med c.3 Tommer høje Jernpigge.

De kortere, daarligere Taver, som blev hængende i Heglen eller faldt ned bag denne, kaldtes for Blaar,  hvoraf lavedes
"Blaar­lærred". De længste og bedste Taver, der taalte at gaa igennem Heglen gav Stof til det fineste og bedste "Hørlærred".

Men før Hørren naaede saa vidt, laa der et stort Arbejde imellem med Spinden, Tvinden og Vinden. Naar dette var overstaaet, gik
Turen til Væveren, gamle Jens Herman ude ved Enghaven. Paa denne Tur, der gerne varede det meste af Dagen, fik jeg som lille
Dreng Lov at gaa med. Moder maatte hele Tiden hjælpe Væveren med at "rende" d.v.s. sætte Rendegarnet i Væven og faa de utallige
Traade stukket igennem de fine Aabninger (Søllerne).

Naar saa Stykket efter Ugers eller Maaneders Forløb var vævet af, kom J. Herman med den store Rulle Lærred paa Nakken og fik
sin Betaling foruden en god Beværtning paa den omtalte Stol i Krogen ved det gule Bord.

 Saa blev Lærredet lagt paa Bleg paa Græsmarken udenfor Haven, og jeg lavede Has­sel­pinde til at sætte i Stropperne langs Lærredets Kanter, for at stramme det glat ud og faa det til at ligge fast for Vinden. Jeg blev ogsaa betroet til med en Bruse-Vandkande at vande Lærredet fra Dag til Dag, vel sagtens for at Solen skulde bløde bedre paa det.

Efter Blegningen blev Lærredet enten hengemt paa Loftet eller straks sat i Arbejde til Lagner, Linned o.desl. Alt dette besørgede Moder selv; men Linnedsyningen overkom hun ikke; Pigen hjalp hende med en Del; men en Del blev ogsaa syet uden for Huset (Moster Ellens Sofie syede saaledes en hel Del "voksne" Skjorter til mig). Det drejede sig nemlig ikke blot om Produk­tion til det daglige, aarlige Forbrug, men om Oplag til Udstyr for Datter og 4 Sønner, saaledes som god gammel Bondeskik krævede det. Til mig havde Moder f.Eks. en Klædekiste med hvælvet Laag staaende paa Loftet, hvori hun gemte et Utal af Skjorter, en Del Lagner, Haandklæder og noget Dækketøj, denne Kiste med dens Indhold fik jeg udleveret ved mit Giftermaal d.10/11.77 og den fulgte mig fra det gl. til det nye Opfostringshus, derfra til Internatet og saa til Gl.Bakkehus og Rahbeks Allé 19. Men da vi i Juni 1915 skulde flytte til Villa Ødam, viste det sig, at den pænt malede og solidt udseende Kiste var saa ormædt, at den ikke kunne flyttes, men faldt fra hinanden og maatte brændes. Indholdet var der godt Forslag i, navnlig de 5 Dusin Skjorter, der nu kun gjorde Tjeneste som Natskjorter.

Paa Internatet kom der en Gang en svag og sygelig udseende Mand, der fortalte, at han lige var kommen ud af Hospitalet, og bad om en Skjorte, som han fik. Men det mærkelige var, at i de føl­gen­de Dage kom der efter hinanden 4-5 forskellige Mænd og bad om Skjorter; hvor mange af dem der fik, erindrer jeg ikke, men jeg veed da, at vi tilsidst sagde Stop.

Den gamle Glarmester Jørgensen, som fulgte mig fra Internatet til Gl.Bakkehus, hvem Konen var løbet fra, og som tilsidst daarlig kunde klare sig, fik vistnok mine sidste Ungkarleskjorter.

Men Hørren repræsenterer kun den ene Side af Moders Husflid; Ulden gjorde den anden. Om Foraaret blev alle Faarene vadsket og derefter klippet med de bekendte og ejendom­melige Uldsakse. Bundne om Benene og oplagte paa Borgerstuebordet eller et Bord i det frie - foregik Klipningen, og udført af Kvindfolket, mens vi Drenge hjalp til med at indfange Faarene efter Tur og styre ved dem under Klipningen. Det første Arbejde, der saa fulgte, bestod i med Fingrene at pille Uldtotterne ud fra hinanden, saa det hele blev en ensartet ret finfordelt Masse.

Jeg tror, dette Arbejde kaldes at "tese" Ulden, og i det kunde alle Familiens Medlemmer deltage.
Saa var Ulden færdig til at behandles med "Karderne"; disse bestod af to aflange-firkantede Bræder, af Længde som denne Bog sammenlagt, men et par Tommer smallere, hver forsynet med et Haand­tag midt paa Bredsiden, Fladerne tæt besatte med fine svagt bøjede elastiske Staaltænder.


Man lagde saa en Tot Uld af passende Størrelse mellem Karderne og bevægede disse Gang Gaa gang hen over hinanden med Tændernes Krumning vendt mod hinanden, indtil Ulden var tilstræk­kelig gennemkæmmet, hvorefter den formedes til en elegant, i hele sin Længde lige tyk og lige tæt, saakaldet "Toje" af Tykkelse som en tynd Medisterpølse og af Længde som en Karde. Moder deltog ikke selv saa meget i Kardningen - enten fordi denne tilsmudsede Stuen ved Støv og Fnok, eller fordi Moder havde nok at gøre med Spinding, Tvinding og Vinding af Garnet.

Tøjerne opstabledes saa let paa flade Kurve, og naar en saadan kom ind fra Borgerstuen (hvor pigen kardede) i Stuen, saa snurrede Moders Rok lystigt, ofte til sene Aftentimer, kun afbrudt ved Madens Tilberedning, Syslen i Køkken og Spisekammer, Læsning af Berl.Tid.s Føljeton eller ved Stopning, Strikning eller Reparation af Tøj. Naar det spundne Uldgarn skulde bruges til Strømper, maatte det først "tvindes", hvilket ogsaa skete paa Rokken og bestod i, at to eller flere Traade snoedes sammen til een. Fader gik med hvide Strømper, Moder med sorte, vi Drenge med blaaspraglede, idet en blaafarvet Traad blev tvundet sammen med en eller to hvide. Vi brugte altid lange Strømper - til op over Knæet -, men ingen Underbukser. Strømpen fastholdtes ved et langt, 1 Tom. bredt, strikket, elastisk Uldstrømpebaand, der snoedes flere Gange om Benet neden for Knæet.

Disse Strømpebaand kunde vi Drenge selv strikke, og jeg producerede adskillige; de var for det meste ufarvede. Til at vinde Garn med brugtes en "Garnvinde". Disse bestod udeluk­kende af Drejearbejde, var sorte af Farve og forarbejdedes af Drejeren i Langtved; han boede i det lille Hus ved Bakken, der efter ham fik Navn af Drejerbakken.
Vinden bestod af et rundt d.v.s. skiveformet Fodstykke paa 3 Ben, hvorfra en lodret Opstander hævede sig. Opstanderen bar for oven saavel en lodret som en vandret Akse. Om en af disse Akser drejede sig et Hjul, paa enden af hvis Radier (Arme), der i dertil indrettede Huller kunde anbringes Pinde med flade Hoveder til at holde Garnet. Naar det gjaldt at faa Garnet vundet af Tenen anbrag­tes Hjulet paa den vandrette Akse saaledes, at Hjulet altsaa indtog en lodret Stilling, Pindene en vandret. Ved Haandtag paa Hjulet drejedes dette rundt, hvorved Traaden fra Tenen efter først at være fastgjort til en af Pindene, blev vundet rundt omkring disse i et stedse tykkere Lag. Skulde det saaledes opvundne Garn derefter vindes i Nøgler, anbragtes Hjulet først paa den lodrette Akse, hvorefter Vindingen kunde begynde.


 Til en saadan Garnvinde knytter sig en lille Oplevelse fra den Tid, da mine Forældre boede i Teglhuset. Den viser at de ofte uforklarlige Lyde, som i sene Aften- og Nattetimer kan høres næsten i ethvert Hus, især paa Landet, altid har en naturlig Forklaring, naar man blot har tilstrækkelig Mod, Udholdenhed eller Held til at søge og finde den.