Galleri

Løvenskiold

Aner

Nyt

Historisk

Fotos fra Niels Rolsteds bosteder.

Løvenborg Godsarkiv

Jacob Borthig
En købmand kommer til Køge

 September Nyt
Oktobrt Nyt

En bondegårds endeligt

Fra Stavnsbånd til Grundlov

Fotos af Slægtsgården 2005

Løvenskiold og Rolsted Slægterne



I Niels Rolsteds fodspor


Dagligliv omkring Baroniet Løvenborg









Slægten Rolsted fra 1760

Fra Svinedreng til Skovrider.


Niels havde en svær barndom, hvor 8 ud af hans 9 søskende dør, de sidste 2 yngre søskende sammen med forældrene i 1772, hvorpå Nils og søsteren derpå stod alene tilbage.
Det er ikke fordi det ikke hændte for andre, dengang var vilkårene svære for alle, men en sådan opvækst præger alle på den ene eller anden måde, så på den baggrund er det imponerende hvad han har fået ud af tilværelsen.
Tabet af synet på det højre øje, har også været et handicap, alligevel har han været i stand til at klare sig, først som svinehyrde, derpå var han, trods mangelfuld skolegang, skriverdreng og derpå tjener, for senere at blive skovfoged og til sidst skovrider.

I en alder af 21 år rejser han, trods stavnsbåndet, til København og oplever her livet i storbyen, først som tjener i et år, inden han i 1782 bliver ansat hos Baron Løvenskiold, hvor han forbliver i baroniets tjeneste i 54 år.
Hans hæderlighed ser vi bl.a. fra hans udtalelse i hans selvbiografi, hvor han skriver da han i en alder af 28 år skulle giftes, ”jeg nænnede ikke at narre hende”.

Hans viden om naturen får herskabets søn Carl, og dennes fætter Herman, gavn af med deres ture sammen med Niels i mark og skov.

Hans forfremmelse i 1798 til skovfoged og i 1816 til skovrider, fortæller om en mand man kunne stole på, og som passede sit job.

Huset han fik anvist i Fledskov, var i meget ringe stand og den stand han fik bragt huset i, vidner om hans flid, ikke alene blev det sat i stand, det blev også udvidet betydeligt, og haven blev anlagt med frugtbuske og træer, så stedet af baronen i 1817 fik navnet ”Skovlyst”.
At Niels i 1832 erhvervelse en pokal for 50 års tro tjeneste, siger alt om ham og hans ærlighed, flid og trofasthed, og om hans stolthed, der giver sig udslag i at han bestemmer at pokalen skal være i familiens eje for altid.

Hans omtale af hans kone og børn tyder på en stolthed over familien og hvad de havde opnået, denne stolthed har også siden vist sig at være velbegrundet.

Kort sagt var Niels en mand som man kan være stolt af at være efterkommer af.



Skovlyst i Fledskov har haft følgende beboere:

til året - 1798 Niels Olsen, Skovfoged.
fra 1798 - 1836 Niels Rolsted, Skovfoged-Skovrider.
fra. 1836 – 1845 Chr. A. Brehn, Skovrider.
fra. 1845 – 1855 C.F. Conradsen, Skovrider.
fra. 1855 – 1869 Hans Chr. Rolsted, Skovrider.
Ca. 1870 – 1901 Hans Jacob Jensen, Skovløber.
Ca. 1906 – 1922 Peter Johan Sparre, Skovfoged.
Fra. 1922 – 1956 Larsen, Skovfoged.
Ca. 1970 – 1980 Basse Seidelin, musiker.


Skovlyst oktober 1833.

Efteråret 1798, den 17. nov. kom jeg hertil som skovfoged, med 5 små børn, til denne tjeneste havde jeg længe i forvejen følt attrå, og derfor var den mig desto kærere – derfor har jeg altid i denne for mig så behagelige tjeneste stræbt efter ringe evne at opfylde de mig pålagte pligter.

Huset jeg skulle bebo var det sletteste jeg nogensinde havde set, bræddestumper var slagne for vinduerne, gulvet skulle være ler, men var sort med dybe huller i, og meget lavere end udenfor; konen græd, men jeg lo og sagde: Det bliver nok godt; men denne vinter var hård med meget sne, da den tøede blev stuen fuld af vand, så sko og træsko sejlede, på dør og vægge var der huller, så der om sommeren gik både snoge og skrubtudser ind til os; desuagtet var jeg altid glad til mode, og holdt det således ud i to vintre; men så fik jeg bygget 6 fag stuehus sommeren 1800

 – Hvad jeg ikke var glad før så var jeg nu, jeg tænkte altså på at vise mig taknemmelig ved at virke noget for skoven. Det første var, at jeg samlede 2 pund fyrrefrø på grøftebakken af de der stående fyrre, og leverede Reinboth; af dette frø er de ældste fyrre plantede i Syvendeskov, -  da planterne var 1 år blev de plantede af de endnu levende bekendte koner, vægter Jens Andersens enke og Mette, Hans Christensens kone i Galløe. Dette var begyndelsen til nåletræsplantningen der.

 Derefter gravede jeg Hundemoseholmen her i Fledskov og der såede af samme slags frø, hvoraf står nu temmelig store træer. Dernæst anlagde jeg de mange spadseregange med lysthuse, borde og bænke, samt den bekendte spiseplads, til herskabets megen tilfredshed, hvorfor De også den første gang de så den gav mig 10 rdl. dusør.

Året 1801 og 2 blev Nyrup skov indhegnet, derefter beplantede jeg hele hegnslinjen med elle, ask og hassel, uden nogen anmodning eller bekostning for herskabet. – Således med andre småting var det mig altid en glæde, hvor jeg kunde, at virke nogen gavn, endskønt mine kår var helt mådelige, formedelst de mange børn, var jeg dog altid fornøjet.

– Men nu kom 1817 den 6. januar ganske uventet kl. 5 om morgenen, Frederik Bødker fra Rejstrup, med et stort brev, jeg åbnede det med rystende hånd, men! Jeg havde nær kysset manden, da jeg læste ”Jeg udnævner dig herved til skovrider med løn 356 rdl. N.B. årlig” Men det blev ved at jeg skrabede alle mine skuffer for at få en rdl. at give ham.

Nu var jeg da således aflagt at jeg kunne leve uden næringssorger, og tillige holde heste og vogn, dette gav mig nu lejlighed til at forrette små kørsler som kunde forefalde her i skoven for herskabet, således har jeg siden hver gang her er skåret tømmer flyttet saveladet og kørt ege til, ja endog til og far Nyvænge, under administrationen for 4 år siden blev flyttet et stykke stengærde ved skovledet til Minelyst, da kørte jeg? til 7? - jeg har lige ligeledes kørt til Østrup skov og slæbt sten til en stenkiste ved Odersholt?, hvor ingen før har været.

– For omtrent 7 år siden var på de små gran i Syvendeskov mange grankogler, jeg lod samle her 12 sække fulde, som jeg kørte hjem og lagde på mit loft, det kostede herskabet 1½ td. Byg, af disse fik jeg meget frø dels ved hængemåtter over kakkelovnen og dels i solen at få frøet ud, hvoraf jeg leverede i 3 år til såning i planteskolen fra 5 til 8 pund årlig, hvoraf der vistnok er udplantet 50.000 i Syvendeskoven, og af samme frø har jeg sået sammesteds i firkantede? huller 12 pund omtrent, i 2½ td. land, men dette er ikke lykket efter ønske.

For 5 år siden var her mange nødder, da samlede jeg selv og børn over en tønde afhaspede nødder og såede bag Sophienberg, hvortil jeg i forvejen havde pløjet – disse står overmåde godt.

Det fik salig Baronen aldrig set, ellers havde det glædet ham, thi han elskede hasselskov. Her på Sophienberg har jeg i den senere tid anlagt en del promenader med bænke, etc.  – I afvigte sommer er vejen fra Nyrup skov over mit vænge forbi Sophienberg indgrevet? der blev lagt 3 stensluser over vejen, hvortil jeg kørte og slæbte alle stenene.

Dette var det vigtigste skoven angående, jeg har også gjort noget for huset og haven. Denne var liden og ussel med to frugttræer og en ribsbusk, jeg har 3 gange udvidet den, og nu besat den med en del gode frugttræer som jeg selv har elsket og forædlet – ligeledes har jeg her gravet og stensat en brønd med værk om, der var før kun et vandhul.

Endelig kommer jeg til stedet jeg bebor, for dette har jeg også virket noget: Således har jeg selv i alle dele holdt det ved lige med tækning, hvidtning, etc. med forbedring og forskønnelse, således at salig Baronen fandt det værdigt i året 1817 at kalde det Skovlyst, en stor ære for mig; ligeledes har jeg bygget en udlænge på 6 fag, og et fag til en anden længe – alt uden herskabets vidende eller bekostning – ligesom jeg også to gange har ladet bagerovnen omsætte – også med egen hånd lagt al den stenbro her er, i stald, gård og køkken.

Idet at jeg herved underdanigst oversender Dem, min nådige hr. Baron, denne korte oversigt om min ringe virken i den lange og for mig så kære tjenestetid, - er det ingenlunde fordi jeg vil rose mig deraf, - ej heller for at vente nogen belønning, thi denne nyder jeg årlig og daglig, idet jeg med familien i så lang tid hos Deres forfædre og nu hos Dem, haver mit gode tarvelige ophold, som jeg virkelig skønner meget på – men alene for Dem, min gode hr. Baron, som kender så lidet til det her omhandlende.

Til slutning vil jeg bede Gud om at De med Fru Baronessen må leve længe og have god helsen og sundhed, og at De stedse må beholde Deres kræfter til at styre det Dem nu.. .. .. kald, hvor De skal være som fader, … … … giver for så mange, hvis øjne og attrå … … … bliver fremdeles henvendt på Dem.



Denne beretning fra Skovlyst i 1833/34 er fundet på Tølløse Lokalarkiv.


Til Højvelbårne hr. baron Løvenskjold


BARON AF LØVENBORG

FRIHERRE TIL BARONIET LØVENBORG

UNDERDANIGST AF


Sign.N. Rolsted


UDTJENT SKOVRIDER PÅ BARONIET

Skovlyst 1833/34

MIT LEVNETSLØB

TILEGNET

HØJVELBAARNE HR. HOFJÆGERMESTER

BARON AF LØVENBORG

FRIHERRE TIL BARONIET LØVENBORG

UNDERDANIGST AF

NIELS ROLSTED

UDTJENT SKOVRIDER PÅ BARONIET

1841

Overherrer havde jeg nok af: Reinboth, Steenum og 2 á 3 Aar Stolze, saasnart den ene tog bort, kom den anden; naar Brændevinsflasken stod paa Bordet, var alting godt, men manglede den, var ingenting tilpas, navnlig for de to førstnævnte. Dog, jeg holdt ud med dem alle. Stoltze, den Humaneste af dem kom snart bort; han var den, som satte vor begyndte Naaletræ-Opelskning og -Plantning i en god Orden, den havde ellers næppe blevet det, den er; jeg lærte meget af ham. Steenum, som var Skovrider, døde først, da blev jeg constitueret i hans Sted og fik den dengang meget bekjendte Polak at ride paa, naar jeg skulle ud; den stod paa Minelyst. Hidtil havde jeg maattet gaa paa mine Fødder, hvor jeg skulde hen, ofte til Løvenborg - 2 Mil; skulde jeg engang med min Familie kjøre en Tur, maatte jeg søge Bonden, og det skulde betales. Omtrent 2 aar var jeg saaledes constitueret Skovrider; imidlertid døde ogsaa Reinboth, som var Holzførster, om Sommeren 1815, og hele dette Aar, indtil Julen var forbi, kom det aldrig i mine Tanker eller var min Forventning, at jeg nogensinde skulde vorde Skovrider. Mit første høje Herskab af den Løvenskjoldske Familie var allerede flere Aar forud indgaaet til de evige Boliger. Den ædle Baronesse døde Aar 1804 og Hr. Baronen 1807, den 9de April. I 25 Aar havde jeg tjent dette ejegode Herskab. - Deres førstefødte Søn, Baron Carl Severin Christian Herman Løvenskjold havde taget Baroniet Løvenborg i Besiddelse, og jeg havde allerede tjent denne Herre i 8 Aar som Skovfoged i Fledskov, uden som sagt at gøre mig mindste Forestilling om at avancere videre. - Men 1816 - den 6te Januarii - o, min Gud, hvor blev jeg overrasket!


Tidligt om Morgenen, førend nogen af os var opstaaet, kommer En og banker paa Døren; jeg stod op og saae, det var Frederik Bødker fra Reistrup, der bragte mig et stort Brev. - "Skal vi have Jagt?" spurgte jeg. "Nej", svarede han. "Hvad er det da?" gjentog jeg. "Det ved jeg ikke", var Svaret. - Jeg blev næsten bange og tænkte "dette store Brev saa tidligt om Morgenen". Jeg fik tændt Lys og begyndte at læse: "Fra 1ste Januarii d. A. udnævner jeg Dig til Skovrider ved Friherskabet Løvenborg etc. etc." Jeg op til min Kone. "Moer! Moer! jeg er bleven udnævt til Skovrider". - "Er Du gal!" svarede hun mig fra Sengen. - "Nej! Nej! her staar det jo, og med saa megen Løn; staa op og giv den Man noget at leve af". - Derpaa vendte jeg mig til Manden og Spurgte: "Men Frederik, hvorfor er han kommet saa tidligt?" "Jo", svarede han, "Hr. Baronen gav mig strænge Ordre, at jeg skulde være her, førend han stod op, og saa skulde jeg sige, at Baronen kom herop i dag".

Nu vilde jeg give Bødkeren en god Douceur, men neppe var det, jeg formaaede at skrabe 1 Rdlr. sammen til ham, som jeg derpaa afskedigede med saa stor Glæde. - Inderligt fornøjede det min gode Herre saaledes at overraske mig og derpaa samme Dag at komme til mig, for at se mit glade Ansigt og modtage sin tilbørlige Tak af mig og mine. -

Gud, hvor jeg nu følte mig glad og lykkelig! Nu først kunne jeg spise mit Brød uden Bekymring. Siden efter fik jeg Heste og Vogn, Ploug og Øvrige Avlsredskaber, saa jeg selv kunde dyrke og behandle min Jord samt befordre mig og Familien uafhængig af andre. Alt gik nu meget godt for mig i en Række Aar; mine Børn fik jeg ud, efterhaanden som de voxte til, jeg havde Glæde af deres Opførsel og saa de fleste af dem velforsørgede; Tiden gled godt hen, jeg ældedes, men havde stedse godt Helbred. røgtede mit Kald og levede uden Næringssorg. -


Men 1831 faldt min Ædle Velgjører i en haard Sygdom, hvoraf han døde em Efteraaret i Kjøbenhavn. Hans Ældste Søn, Hr. Baron Herman Frederik Løvenskjold, tog da Baroniet i Besiddelse og blev og er saaledes mit tredje Herskab paa dette Sted. Det bør siges, at vare de tvende hedengangne salige Herskaber mig gode, min nulevende Høje Herre er mig sandeligen ikke mindre god.

Niels Rolsted.

I Provinsen Fyen, i Rolfsted By og Sogn, Annex til Rønninge, beliggende imellem Nyborg og Odense, er jeg født til Verden Aar 1760.

Min Fader, Rasmus Nielsen, var hoverigjørende Bonde på Godset Hellerup, hvis daværende Ejer var en Etatsraad Schmidt, Tolder og Postmester i Nyborg.
Jeg var den sjette af 10 Børn. Da jeg var 4 aar gammel, blev mine Forældre satte fra Gaarden og fik til Beboelse et jordløst Hus i Byen.

Med megen Fattigdom ernærede min Moder, som kunde væve, mig og mine mindre Sødskende omtrent i 5 Aar. Et Par Somre var jeg ude at tjene Bønder; min Beskjæftigelse var da at kjøre Plov og at vogte Creaturerne paa Marken.


Blandt mine Barndomsminder staar efterfølgende mig mest levende i Minde:

Jeg blev en Dag sendt til Hove på Torpegaard, som da ejedes af en Capitain Steensen, at tage Hø fra paa Stænget. De større Drenge omvældede mig der med saa meget Hø, at jeg saagodtsom var begravet i dette, og næsten qvalt og ikke maatte eller kunde komme ned. Endelig kom dog en Mand, som drog mig ud af mit mørke Gjemme og hjalp mig ned i Gaarden; jeg græd og var som kogt. Da kom en lille Dreng, en Søn af Capitainen, og spurgte mig, hvad der fattedes mig o.s.v.; jeg fortalte ham min Hændelse, og han sagde deltagende: "Kom med mig, saa skal Du faa Mad og Øl, Du er vel tørstig?" Jeg kom op i Kjøkkenet og fik Spise og Drikke; men her mødte mig tillige et Syn, jeg aldrig har haft før eller siden, nemlig: at en Hund vendte Stegen over Ilden paa Skorstenen.


Aar 1769 døde begge mine Forældre samt en voksen Broder og et lille Barn i en Tid af 4 Uger af Springler; jeg mistede i samme Sygdom Synet paa mit højre Øje.

Nu var jeg og en Søster, endnu to Aar yngre, ene tilbage; vi gik omtrent et halvt Aars Tid omkring paa Omgang hos Folk i Byen og fik Føden; derefter kom vi til Herregaarden Hellerup, hvor hun blev Hønsepige og jeg Svinehyrde. En Foged og en Husholderske havde Bestyrelsen paa Gaarden. Vi fik her Føde og Klæder til Sparsomhed og naadelig Renlighed. Da jeg voxede noget til, blev jeg Stalddreng og kjørte Møllevognen; jeg fik tillige den Bestilling at pudse Fogdens Støvler og gule Skindbuxer, for hvilket jeg modtog mangt et Ørefigen. Denne Forvalter var en Jyde ved Navn Just; jeg har senere ofte erindret mig den Udskrift paa Brevene, som Gaardens Ejer, som boede i Nyborg, skrev til sin Forvalter, saaledes: "A. Monsieur, Monsieur Just, Administrateur a Hellerup".


Jeg var nu omtrent 14 Aar gammel, men havde kun gaaet lidet i Skole, først i Rolfsted og senere i Søllinge. Paa begge Steder var Degnen meget gammel, han paa første Sted hed Reesen og paa sidste Sted Leth. Jeg læste aldrig andet end "A-B-C", Luthers Catechismus og Evangeliebogen; Skrivepen havde jeg aldrig haft fat paa i nogen af Skolerne; derimod lærte jeg hos en Gartner paa Hellerup at skrive Bogstaverne.


Nu kom jeg i Guds Navn til Nyborg, hvor jeg blev Tjener og Skriverdreng paa Postcontoiret hos Hellerupgaards Ejer, der - som meddelt - var Posmester. Her fik jeg Klæder og Renlighed, alt meget godt, for hvilket jeg dog mest kan takke Frøkenpigen Grethe Torps, der tillige friserede mit Haar og lærte mig at varte op ved Bordet. Hun var en smuk, rødmusset, trindfed Pige; det gik hende meget skævt, hvilket var besynderligt nok. Mange Aar efter stødte vi sammen paa Lundegaarden, hvor hun var Børneopvarterinde for daværende Grev Knuths Børn, af hvilke et var vor nuværende Stiftamtmand, Højvelbaarne Hr. Kammerherre, Greve af Knuth. Hun døde paa Knutenborg. I Nyborg blev jeg confirmeret af Sognepræsten, Hr. Schønning, en gammel Mand, hvis Søn døde, ligeledes meget gammel, for faa Aar siden som Sognepræst for Skamstrup og Frydendahl.

Den gamle Etatsraad Schmidt, der hidtil havde været min Velynder og Forsørger, have 4 Børn: 2 Sønner og 2 Døtre. Sønnerne vare Militairstanden, den ene ved Cavalleriet, den anden ved Søetaten, men Begge blev for Liderlighed og dumme Stregers Skyld degraderede. Døtrene gik det bedre; den ene blev gift med Justitsraad og Amtsforvalter Buschmann i Odense, den anden med Commandeur, siden Admiral, Ramshort, efter at jeg var kommen til Nyborg. Endelig døde min gamle, gode Etatsraad Schmidt og mit lykkelige Ophold i hans Hus havde en Ende; her havde jeg nyt den bedste Renlighed og modtaget fornødne Klæder af Uldent og Linned, men dem, jeg her tjente med, fløj nu hver til sin Side, og jeg maatte med. Jeg var den Tid 19 Aar gammel, vildtfremmed for mig selv, og dertil var jeg ikke vant.

Da føjede det sig saa, at jeg kom til Odense og blev Tjener i et meget stort Hus hos Hr. Kammerherre Bentzon paa Sct. Knuds Kloster, lige op til Sct. Knuds Kirke. Han førte som sagt et meget stort Hus, han havde 6 Sønner og 4 Døtre; de 2 ældste Sønner var Kammerjunkere og opholdt sig mest i Kjøbenhavn; den yngste blev Major, jeg saa ham siden engang paa Løvenborg. Vi Tjenere, som vare mange, fik her en ringe Løn, kun 20 Rdlr. Aarlig og et maadeligt Livrée, ingen Frakke, blot Kjole, Vest og Buxer; der skulde hænge paa os altid, hvorover vi snart blev pjaltne og nøgne. Fordi vi var saa mange, var der megen Fristelse til Ledigggang, Tiden skulde da fordærves ved at spille Kort til Brændevin; om Morgenen gav Kokken Frokost; imellem skulde vi ogsaa i Byen paa Keglebane; dette trak ogsaa Skillingen af Lommen. Nytaarsgave".

Dog til Lykke for mig var jeg her kun i 2 Aar; thi en Sypige sagde flere Gange til mig: "Du bliver baade nøgen og liderlig her, Du skulde rejse til Kjøbenhavn, der har jeg en Familie, som kunde skaffe Dig en bedre Tjeneste hvor der faas større Løn og tillige Jeg lod mig overtale, og Mikkelsdag 1781, som da var Skiftedag, forlod jeg Odense, og med 9 Mark i Lommen rejste jeg med en Skipper fra Stege til Kjøbenhavn; vi vare 4 á 5 Passagerer, simple Folk ligesom jeg. Tre Dage og Nætter vare vi paa den lille Jagt, inden vi kom til at sejle; Skipperen var i Land, og vi laa vel over 1/4 Mil fra Land ude i Fjorden; det var Blæst og meget koldt, vi maatte mest opholde os i Kahytten, det var drøjt saalænge at sidde og ligge paa det bare Gulv og med lidet Proviant. Endelig kom vi til sejls og efter 11/2 Dags Forløb laa vi ved Toldboden i Kjøbenhavn, hvor vi da gik iland.


Her i denne store By saa det nu atter og i egentlig Forstand broget ud for mig. Jeg havde Adressen til den, som havde fæstet mig derind, men han boede i Lavendelstrædet; jeg gik op ad de store, brede Gader til Amalienborg og spurgte om Vej til Lavendelstræde; "gaa kun ligefrem over Kongens Nytorv og Østergade og spørg saa videre", hed det, men jeg kjendte hverken det ene eller det andet.

Endelig naaede jeg Kongens Nytorv, og som jeg der stod og gloede paa Hesten og Manden, som red paa den, kom en skelmsk Dreng hen imod mig og siger: "Saadan En har han nok ikke set før?" Med denne Dreng indlod jeg mig og fik ham for 4 Skl. til at følge mig til Lavendelstrædet; men da jeg kom der, erfarede jeg, at de Folk, jeg søgte, vare flyttet til Adelgaden. Drengen maatte jeg da give andre 4 Skl. for at føge mig derud, og da jeg endelig her traf dem, som skulle anvise mig det Herskab, som jeg skulde tjene, hørte jeg, at dette boede paa Christianhavn og var en Etatsraad Bagger, Svigersøn af en Etatsraad Borre, hos hvem han boede.


Denne Etatsraad Bagger havde været Assessor i Højesteret, men havde nu, som man siger, en Skrue løs i Hovedet og var udygtig til Forretninger. Om Vinteren gik han ofte i Byen om Aftenen at besøge Familien, dog kom han oftest hos en Justitsraad Schlegel paa Nørregade. Jeg havde Ordre hver Aften at følge ham, ellers kom han mangen Nat slet ikke hjem. Engang hen i Vinteren kom vi fra Nørregade, han gik da mod Sædvane ned ad Vimmelskaftet og ind paa Løve Apotheket, jeg maatte imidlertid staa udenfor. Da han kom ud igjen, gik vi ned over Amagertorv, der sagde han til mig: "Hør Du! nu gaar vi etsteds ind og drikke en Flaske Vin; der skal Du kalde mig Cousin og jeg Dig det samme". Vi Spadserede op i Smaagaderne ved Nicolaj Kirke og kom ind i et lidet smalt Stræde, som jeg senere fik at vide kaldes Nellikegangen; han prikkede her paa et Vindue, strax viste sig en Tøs med Hilsen: "God Aften, Hr. Etatsraad!" og hun lukkede os ind i et lidet Kammer. Her forlangte han en Flaske Vin, som strax blev hentet tilligemed 3 Glas. Hun skænkede i for os alle tre, og vi drak og sagde: "Skaal Causin!" Derefter gik vi igjen, men ude paa Gangen hviskede hun mig i Øret og spurgte: "Hvor er den anden Tjener blevet af i Aften?" Jeg svarede: "Jeg er ikke Tjener". "Jo pyt", gentog hun, "jeg ved F.... tage mig nok Besked!" - Dog nok herom; det var første Gang. -


Etatsraad Borre gik i denne Vinter fallit; min Herre maatte da ingen Tjener holde, hvorfor han anmodede mig om at søge mig en anden Tjeneste, da han ellers skulde give mig et Fjerdingsaars Løn og Kostpenge. Det traf sig da, at der just paa den Tid kom til mig fra Odense en Medtjener, jeg der havde havt, ved Navn Anton Darbes. Han var en Holstener, havde været Løber hos Grev Holck paa Eckhoff, og laa hos mig en lang Tid om Natten; han traf paa Reinboth, hvem han kjendte og som var med Herskabet: Baron Løvenskjold i Kjøbenhavn. Kort efter blev han hos dette Herskab antaget som Løber; jeg havde endnu ingen Tjeneste faaet, og det var nær Paaske, som da var Skiftetid; men netop 8 Dage før kom han, Anton, til mig og fortalte, at hos hans Herskab var nu Condition ledig for en Domestik, thi en Tjener havde der stjaalet et Sølvgehæng-Spænde og var derover jaget bort. Jeg gik med ham til Baronen, som bød mig følge sig til Hr. Geheimeraad Numsen, der boede i samme Gaard, nemlig Herslens Gaard ved Sandkisten. Efterat Hr. Geheimeraaden og Hr. Baronen havde gjort mig nogle Spørgsmaal, blev jeg strax antaget, og otte Dage efter rejste Herskabet ud til Vognserup, hvor de boede. Dette skete Paaske 1782. Jeg har siden ofte tænkt paa, hvor faderligen Forsynet fører et Menneske omkring i Verden, og inderligen takket min Gud, at jeg kom til dette saa gode Herskab, hvor jeg siden har havt mit Ophold og kan vente at nyde det indtil min Død.


Denne Periode - fra Paaske 1782 til April 1788 - 6 Aar, regner jeg til den behageligste og lykkeligste i mit Liv. Hos dette gode Herskab vare vi 2 Tjenere foruden Reinboth, som opvartede Baronen; vi to vartede op ved Bordet, om hvilket kun 4 Personer samlede sig, nemlig: Baronen og Baronessen, Fuldmægtig Bech og Forvalter Friis.
Vi dækkede ikke Bordet, dækkede det ej heller af, og havde intet at bestille med at polere enten Sølvtøj eller Glas; thi Herskabet havde antaget en sort Pige, som havde disse og flere andre Bestillinger. Vi havde megen Frihed, Herskabet talte stedse saa godt til os, og naar der gaves Lejlighed, vilde det altid fornøje os; jeg for min Part var altid glad, naar Klokken ringede, at jeg skulde over, o.s.v. o.s.v.


Men nu kom der, som man siger, en Kurre paa Traaden imellem mig og en Pige; Meningen er, jeg saa mig i den Nødvendighed at gifte mig med hende, hvilket nok var meget for tidligt, endskjønt jeg dog var 28 Aar; men jeg havde Intet og nænnede ikke at narre hende. Partiet var Herskabet meget imod, hun tjente det for Stuepige og var Datter af den gamle Jæger Grønbech, som da var Pensionist og boede i Trønninge i det Hus, som nu Stine Gjordemoder beboer. Tiden kom, at vi skulle holde Bryllup, men i hendes Forældres Hus, saa ussel en Hytte som dette dengang var, kunde vi ikke have det, og fordi vor Forbindelse var Herskabet imod, vilde dette slet ikke hjælpe os. Endelig fik vi da holdt vores Bryllup, det stod hos Daniel Leerbech i den saakaldte store Gaard i Trønninge den 4. April 1788. Alt, hvad vi behøvede til Brylluppet, maatte jeg kjøbe, endogsaa Grønkaalen - som paa den Aarstid var vanskelig at faa - til en Flæskeskinke, vi havde paa Bordet. Men mine Medtjenere, som jeg havde indbudt, Fuldmægtig Bech, Forvalter Friis og nogle Contorister, gave gode Brudegaver, saa jeg kan sige, jeg fik min Kaal og min Skinke godt betalt.

 

Nu var jeg da gift; for min Kone lejede jeg Kost og Logi hos Jæger Fischer i Lodskov, og hen i Sommeren havde vi der et Barselsgilde. Paaske derefter fik jeg Konen til Trønninge i er lidet Hus, som tilhørte Herskabet, her var hun et Aar; disse mine tvende første Ægteskabsaar vare drøje for mig. Derefter fik jeg det Hus - ved Vognserup, - som nu beboes af Nils Gudmanson; her fik jeg tillige Ildebrændsel samt en Ko fodret og græsset; thi Herskabet var nu bleven os naadige igjen. - Herskabets ældste Søn - Baron Carl - og hans Fætter Herman vare nu hen ved 6 Aar gamle; det var mig betroet daglig at gaa en Time ud med dem omkring i Haugen og i Marken, hvor jeg vilde, og at fortælle dem Lidet af det, jeg vidste om Naturen. Traf vi paa en Orm eller en Sommerfugl, matte jeg sige dem, hvorledes deres Forvandling gik for sig; thi jeg kjendte Lidet til Insectologien og havde tilvejebragt en Del af den Insectsamling, salig Baronessen opbevarede. Naar jeg gik ud med Børnene, havde jeg altid til dette øjemed min Insectstang i Haanden, en Æske i Lommen og Knappenåle i Ærmet. Om Vinteren skulde jeg ogsaa lege en Time om Aftenen paa Vognserup med disse gode Drenge, samt tillige lære dem at bruge en Kniv og andet smaat Værktøj; jeg forfærdigede saaledes til dem, i det Smaa, Avlsredskaber, saasom Ploug, Harve, Grebe, Skovle, River otc. Endnu da salig Baronessen døde, fandtes nogle af disse Ting paa Løvenborg.


I det føromtalte Hus ved Vognserup, Herskabet havde overladt mig, blev min første Søn født, Baronessen var da saa naadig at tilbyde at holde ham til Daaben, hvilket skete i Octbr. 1791. Jeg beboede dette Hus i 5 Aar; her døde vores 2 første Pigebørn og her fødtes 3 af vore andre Børn, nemlig: Frederik, Charlotte og Sophie. I 13 Aar var jeg Tjener hos dette gode Herskab.


Sommeren 1794 blev paa Butterup Præstekalds Annexjord paa Tudse Mark bygget en nye Bondegaard; denne vilde Herskabet, jeg skulde have, thi Hr. Baronen troede mig duelig dertil, og jeg troede det selv; jeg tiltraadte den altsaa og havde den i 3 Aar; jeg modtog den med Intet og forlod den med Intet. Da jeg skulde have Gaarden, laante jeg 400 Rdlr., som hendes Naade Baronessen gik i Caution for; dem fik jeg igjen i Afstaaelse af Gaarden, saa det gik lige op. Dette skete i Foraaret 1798.


Herskabet var nu flyttet fra Vognserup til Løvenborg, men vedblev ædelmodigen at sørge for mig, thi det overlod mig for den Sommer Beboelseslejlighed paa Vognserup, hvor jeg fortjente Føden som Tømmermand ved Arbejde, Hr. Baronen lod gjøre og for hvilket han betalte mig rundeligen. Jeg satte den Tid et helt nyt Rækværk langsmed Krogdammen til Bagerhuset, nogle Marklede o.s.v.

Men Efteraaret 1798 kom jeg i det Element, hvortil jeg længe havde følt Lyst; Hr. Baronen beskikkede

mig nemlig til Skovfoged i Fledskov her i Uggerløse Sogn. Den 17de November flyttede jeg ind i den

usleste Hytte, jeg nogensinde har set.

Lergulvet var ganske optraadt, havde store Huller og laa ½ Alen lavere end Jordsmonnet udenfor.

I Stuen var 2 smaa Fag Vinduer, hvori det halve Antal Ruder vare itu, og for Hullerne var der slaaet

Bræddestumper; en Lervæg var faldet ud, og Aabningen tilstoppet med et Knippe Ærtehalm; Husets

eneste Dør i Gavlen eller Enden vendte ud til Skoven og var saa aaben, at den første Sommer krøb ofte

Skruptudser og 2 Gange Snoge ind i Stuen til os. Min Kone græd den Aften, vi kom dertil; men jeg stillede

hende tilfreds saa godt jeg kunne og trøstede hende med, at næste Sommer fik vi nok bygget et nyt

Stuehus, hvilket ogsaa skete, dog først det andet Aar efter Tiltrædelsen, nemlig 1800. Paa dette Sted

var jeg Skovfoget i 16 Aar; jeg fik med Hensyn til de Tider god Løn og Maanedssæd; desuagtet var det stedse overmaade knapt, ja næsten fattigt for mig, formedelst de mange Børn, hvormed Gud velsignede mig.

Strax efter at han var kommen til Regjeringen, kom jeg til Løvenborg, nemlig 2den Paaskedag 1832. Hr. Baronen spurgte mig da i Fleres Overværelse, hvor længe jeg havde tjent han Familie. Jeg svarede: "Det er 50 Aar just idag, anden Paaskedag, siden jeg første Gang kom hertil fra Kjøbenhavn med Herskabet". - Vinteren derefter ved en Jagt i Fledskov leverede Hr. Baronen mig en Ɔske "med - som han sagde - noget i til mig". Hvad var vel dette? Intet mindre end en stor Sølvpocal, indvendig forgyldt, og udvendig udgravet mit Navn, Aarstallet 1832 og "For 50 Aars Tjeneste". Inderligt rørte mig dette Bevis paa min Ædle Herres Bevaagenhed; det var langt mere end jeg nogensinde kunde vente eller havde fortjent. - Om denne Pocal har jeg bestemt, at den skal forblive i min Familie fra en til anden, saalænge nogen af dem er til, at mine Efterkommere deraf skulde se, deres Stammefader ikke har været nogen Bogfinke.



Aar 1834 døde min Kone, efter at vi havde levet i Ægteskab sammen i fulde 46 Aar. Det var godt, at Herren kaldte hende til sig; thi i de sidste Aar var hun meget svagelig og var 1 Aar ældre end jeg. Hun var mig en trofast Medhjælp og Ledsagerinde igjennem Livet. Med moderlig Omhue, med klog Sparsommelighed og Nøjsomhed stod hun mig bie ved vore mange Børns Opfostring og Opdragelse. Skjønt vi i den Tid kun havde Lidet, holdt hun dem dog altid rene og hele, Gud lønne hende! Jeg glæder mig i Haabet om snar og evig Gjenforening med hende.


To Aar efter hende Død, 1836, behagede det min naadige Hr. Baron at entledige mig fra min Tjeneste; jeg følte ogsaa, at jeg nu kunde trænge dertil, thi jeg var 76 Aar gammel og savnede fornøden Kraft og Dygtighed til længere at forestaa min Bestilling. Men mit ædle Herskab har nu godeligen sørget for, at mine sidste Leveaar kunne henrinde blideligen for mig; thi det giver mig aarligen en Pension af 80 Rbdlr. og 2 Favne Brænde, hvilket er langt mere, end jeg havde Grund til at haabe.
 

Med denne Pension har jeg nu siden Maj 1836 - i 5 Aar - her i Nyerup hos min Søn Rasmus havt mit gode Ophold

og fortrøster mig til at nyde det indtil mine Dages Ende, der nu ikke kan være saa langt borte. For denne naadige

Forsorg takker jeg i mit stille Sind daglig min ædle Herre og nedbeder hver Dag Guds rige Velsignelse over ham og

hans dyrebare Familie.


I min Ægtestand har jeg havt 10 Børn, af hvilke de tvende første, som meldt, døde tidligt, det ene 2, det andet

½ Aar gamle. Min ældste Søn, Frederich, er nu 50 Aar; i sit 20de Aar kom han til Norge, hvor han i 26 Aar har

været og endnu er Forvalter ved Hollen Jernværk. Den yngste, Albrecht, som nu er 36 Aar, kom, da han var

4 Aar, ligeledes til Norge; i 22 Aar havde han ogsaa en Post ved Jenværket og var i en Del af disse Aar Forvalter

ved Magazinet paa Graaten, men det sidste Aar tog han derfra og handler fortiden søværts. -


Min ældste Datter, Charlotte, 49 Aar gammel, boer i et lille Hus ved Minelyst. Min anden Datter, Sophie, 47 Aar, er i Nyerup hos mig. da hun var 2 Aar, frisk og sund, blev hun en Nat med et contract i Underlemmerne: Laar og Ben, samt i den højre Haand, saa hun, til hun var 16 Aar, kun kunde bevæge sig frem ved at krybe paa Hænder og Knæer. Da fik vi vænnet hende til paa Krykker at slæbe sig over Gulvet. Nu er hun saa corpulent, at hun med største Besvær kan flytte sig fra Sted til andet. I øvrigt er hun sund og frisk, ogsaa munter, ser godt ud og er overordentlig duelig og stræbsom. Hun kan forrette alt siddende Fruentimmerarbejde, saasom: karte, spinde, sye alle Slags Uldent og Linned, især er hun øvet i fin Udsyening og udfører Alt med venstre Haand. Saalænge jeg lever, har hun det fornødne; men skal hun blive gammel og sygelig, ser det ikke godt ud for hende, og dette er min daglige Sorg saa ofte jeg tænker herpaa. -


Min næstældste Søn, Hans Christian, er nu 45 Aar og Gartner paa Løvenborg.

Den efterfølgende Egget Christopher, er Snedker og boer i Højmandshuset ved Fledskov. Han er nu 43 Aar,

men har i 12 til 13 Aar lidt, som man formener, at Kolik og ikke havt Helbred. Mine 3 andre Sønner: Rasmus,

Henrich og Albrecht ere fødte i den for mig saa kjære Fledskov. Rasmus, 41 Aar gammel, har i Fæste en af

Baroniets Gaarde i Nyerup. Henrich, 39 Aar gammel, er Skytte og Skovrider ved Ryegaard.



Dette mit Levnedsløb har jeg selv optegnet i mit toogfirsenstyvende Aar, fornemmelig i den Hensigt og med det Ønske, at det maatte behage Baroniet Løvenborgs nærværende Besidder, Højvelbaarne Hr. Hofjægermester, Baron af Løvenskjold, mit høje Herskab, der har været og vedblivende er mig saa bevaagen, at værdige det Gjennemlæsning, for deraf at see en Mands Levnedsløb, hans Herkomst, Opdragelse og Livsskjæbne, der nu i 59 Aar har været i denne Ædle Families Tjeneste og hos den nydt Forsørgelse.