Ole og Khate i Australien.


Peter Kathe Ole og David i Australien.


En beretning om Kathe og Ole Christensens liv i Australien.


Kathe og jeg levede i ''bushen” fra 1973-74, (ca. 600. km. vest for Brisbane, som ligger på østkysten af Australien) i et spændende område på grænsen af den nu verdenskendte, ”Carnavon National Park”.

Jeg blev antaget som ”Ringer” det svarer til det de i Amerika kalde ”Cowboy”, da vi startede derin-de, var der kun Bossen Peter Hafey, hans kone Carol og deres 3 små børn, plus 2 gamle fyre, Jack og Keit, som havde været på stedet i mange år, de boede i ”the mens quarters”, og så var der et andet ungt par med 2 små børn der boede i et andet hus. Madlavningen blev delt mellem Kathe og bossens kone Carol, i starten. Men da vi så begyndte at finde ud af at de 3000 stykker kvæg som stedet var officielt købt med, var langt undervurderet, begyndte hovedkontoret at sende os flere folk fra andre steder, for at hjælpe os.
Kat blev så hyret som Kok, med bedre løn end mig, for nu skulle der affodres mellem 10 - 26 sultne cowboys fra 5 morgen til 8 aften, med steak og løgsovs 3 gange om dagen, (en dag syntes hun at de skulle have lidt forandring, så hun lavede frikadeller, det gjorde hun kun en gang, for der var masser af sure miner, over de manglende STEAK).
Hvis der blev arbejdet i nærheden, med at sortere køer og kalve, brændemærke og kastrere tyre, så spiste vi i et kæmpe køkken, men ellers havde vi store humpler af kød og brød med os på hesten, og så stoppede vi og lavede bål og drak te når vi fik tid. Vi levede sådan set på hesteryg op til 12 timer om dagen i lange perioder, vi skiftede heste op til 3 gange om dagen.
En gang flyttede vi 1200 stykker blandet kvæg fra den ene ''Outstation'' til hoved kvarteret, det tog os 5 mand ca.10 dage, hvor vi sov på jorden under en presenning, som jeg hængte op mellem nogle træer, inden jeg lavede bål og fik gang i aftensmaden, (steak og løgsovs) fordi jeg var den yngste, og sikkert også den dummeste, (men det var sjovt og spændende det hele, så jeg havde ikke noget imod det.)
Inden det blev aften, prøvede vi at få kvæget ind i et hjørne mellem nogle hegn og så tog vi nattevagt på skift, 2 gange løb de om natten, den ene gang forsvandt hele flokken og det tog os 2 dage at få dem samlet sammen igen, vi tog hele flokken i lige linje gennem 2 naboers land, så der skulle også repareres hegn når de var kommet igennem, det syntes de andre også at jeg var så god til, nå men vi fik dem hjem, ca. 90 miles, omkring 140 km, og vi mistede kun omkring 30, og så samlede vi ca. 20 stykker op på vejen som ikke var brændemærket, så alle var glade og bossen tog os ind til byen 'Injune'' og drak os fulde. Jeg kørte hjem, 37 miles, fordi jeg havde drukket mindst og stadig kunne sidde op, når jeg holdt i rattet. Alle de andre lå omme på ladet og sov, mens bossen pænt sad op ved siden af mig og holdt mig med selskab, de første 5 miles, så sov han også.

Når vi ikke havde så travlt med kvæget, så reparerede vi hegn og vandpumper, de havde både vind-møller og diesel pumper i de forskellige indhegninger, der var ca. 25 km. til den vandpumpe som var længst væk fra huset, det var et kæmpe stort hus '' Homestead '' bygget i 1885 af cedertræsplanker, plus to andre huse lidt væk, til formænd m.m. og så et hus med 8 dobbelt værelser til mændene, plus kontor og lager og store skure til pumper og andet mekanik, en helt lille landsby, og med de 3 ejen-domme som hørte under vores styre, var der alt i alt lige under en million acres, jeg er ikke sikker, men jeg tror nok at der er ca. 4 acres til en hektar.

Vi havde mange spændende oplevelser - som jeg kunne skrive en hel bog om - med masser af vild-svinejagt, og fisketure med dynamit, og vi red også en masse heste til som blev solgt, for der var mange vilde heste derinde, som vi fangede af og til. Det var sjovt, især når man tænker på, at det farligste jeg nogen sinde havde redet på i Danmark var en pony ude i Dyrehaven, og der faldt jeg af og brækkede benet da jeg var 13 år gammel.

Vi tjente også gode penge ved at skyde Kænguruer i et års tid, det gjorde vi samtidig med at vi pas-sede vores arbejde på farmen, for Kænguru skydning forgik dengang om natten med en spot-light, skindene blev garvet til læder og kødet blev dengang brugt som hundemad, det var meget hu-mant. De ville kun have dem hvis de var skudt i hovedet, så skindet ikke var ødelagt. Vi lavede vores egen ammunition og havde en masse sjov.

Vi var på '' farmen'' fra januar 73 til march 74 hvor vi flyttede ind til den nærmeste by, Mitchell, og der blev vores søn Peter født 4. april 1974. Da han var en måned gammel pakkede vi og kørte til Darwin, ca. 3000 km. hvor vi var så heldige at løbe ind i nogle søde mennesker, Axel og Eva, ovre på Mica Beach, hvor de havde en flok Aboriginals boende på deres land, så der slog vi os også ned for et par måneder, de sorte blev så glade for vores lille lyserøde Peter at de gav ham et Aboriginal navn ''Wolonga ''

Efter vores tid på farmen, og et smut i Darwin, kørte så til Brisbane, hvor vi boede i min bror, Pauli´s hus og passede deres firma, medens de (Pouli, Gurli, Robert, Otto og Andy) rejste på en 3 måneders ferie til Danmark. Da de så kom tilbage, rejste Kathe og jeg hjem til Danmark, på det tids-punkt havde vi været i Australien i ca. 3 ½ år.
Mens vi var i Danmark fik Kathe fat i en lejlighed i Rantzausgade, midt på Nørrebro, hun så nede fra gaden at den var tom, så hun gik ind og spurgte om hun måtte leje den, det sagde ejeren ja til, og jeg fik også et godt job. Men det eneste vi tænkte på efter en måneds tid var at komme tilbage til Australien, til stor sorg for vores forældre, som jo var blevet meget glade for vores lille søn Peter. Vi rejste lige så snart han var gammel nok til at få sin koppe vaccination, og inden vores 1 års re-entry visa til Australien udløb.
Vi landede så tilbage i Brisbane, august 1975. Denne gang fløj vi herned, den første gang sejlede vi. Dengang varede turen 7 uger, ombord på et lille Fransk fragt skib fra Marseilles, det havde plads til 300 passagerer i 3 klasser, med os i 3. selvfølgelig. Vi sejlede ud fra Gibraltar, over til Syd Amerika og ned igennem Panama Kanalen, med af og pålæsning på en masse små Franske øer, men det er en historie for en anden gang.

Da vi landede i Brisbane, og familien kom og tog imod os i lufthavnen, tilbød min bror Pouli og hans kone Gurli os, at vi kunne blive partnere i deres skiltefirma, så det var jo et fint skub i den rigtige retning. Vi lejede så et hus i Ipswich, en lille by cirka 50 km. vest for Brisbane, i et par måneder indtil vi fik skrabet penge nok sammen til udbetaling på et gammelt hus på træpæle, de fleste huse dengang var bygget op fra jorden på den måde, mest for ventilation, men også for oversvømmelser og krybdyr.
Oversvømmelse har vi aldrig haft problemer med, da vi er ret højt oppe, men min ældste bror Leif's hus gik under helt op til tagrenden i 1974, da Brisbane havde en meget stor oversvømmelse, hvor det meste af byen og mange af de omkring liggende kommuner gik helt under. Det har de senere fået styr på ved at bygge nogle store damme.
Det var vores mening at gøre lidt ved huset i fritiden og så finde noget bedre, men da vi først kom i gang, og begyndte at bygge om og løfte huset op så vi fik mere plads, ja så... vi bor her stadig og har stadig samme firma. Pouli stoppede for ca. 10 år siden, hans søn Robert som blev udlært hos os, arbejder sammen med mig stadigvæk, og til jul, 2009 er det Kathes og min tur til at stoppe, så håber vi at få set resten af Australien.

Vi mangler stadig '' Western Australia '', de fleste andre steder har vi nået at få oplevet mens vi har boet her, og vi har da også været i Danmark flere gange. Men den største '' Jetsetter '' var vores mor Ulla, hun nåede at rejse herned 14 gange i alt, den sidste gang hun kom på besøg var hun 87 år gammel.

Kathe's forældre var her også flere gange inden de døde, og nåede en gang temmelig langt omkring i en lille bil som vi fandt til dem, de oksede rundt i 6 måneder den gang, men havde siden mange 2-3 måneders besøg her.
Inden man ser sig om er tiden jo gået, det er nu 33 år siden vi bosatte os her, og vi regner med at blive båret herfra. Men… inden det sker, skal vi ud og se noget mere af denne store spændende ”Ø”.


I dag 2014, nydes pensionisttilværelsen.