Anna-Grethe i Afghanistan.


02-10-2009. På arbejde med militærstøvler på. Af journalist Anette Lahn Hansen.



I januar 2009 bragte TV 2 en dokumentarserie, Felthospitalet.

Den fulgte det danske sundhedspersonale på felthospitalet i Camp Bastion, bl.a. de danske bioana-lytikere, der har været udstationeret.
Journalisterne har oplevet vores arbejde, de fulgte os nemlig også, når vi havde travlt", siger bioanalytiker Anna-Grethe Rolsted.
Syv uger på det engelske felthospital i Camp Bastion blev en hård omgang for bioanalytiker Anna-Grethe Rolsted fra Køge, men både hun og kollegerne fik ros for deres indsats. Med en arbejdsuge på op til 90-100 timer var de med til at redde soldaters liv og førlighed.

Blodig august i Afghanistan.
En dansk soldat i Afghanistan hårdt såret.
Tre danske soldater dræbt i Afghanistan.
Britisk soldat dræbt.

Vi kender overskrifterne, og de gør indtryk hver gang. Læser vi lidt længere nede i artiklerne, står der som regel, at soldaterne er blevet overført til det engelske felthospital i Camp Bastion i Helmandprovinsen.

For bioanalytiker Anna-Grethe Rolsted blev avisoverskrifterne barsk hverdag, mens hun arbejdede på felthospitalet i juli og august i år.
"Efter at jeg er kommet hjem, læser jeg avisartiklerne med en ny indsigt. Jeg er kommet anderledes tæt på den hårfine grænse mellem liv og død. Herhjemme hører vi mest om de sårede og dræbte danske soldater, men dernede så jeg, hvor mange soldater fra hele verden og civile, krigen egentlig går ud over''.

Antallet af sårede og dræbte soldater er steget i 2009 i forhold til 2008, og i juli var antallet så stort, at 58-årige Anna-Grethe blev sendt af sted fra øvelseslejren i England et par dage tidligere end planlagt. På en dag var der 19 dræbte og 70 sårede i Afghanistan.

Fire, der holdt fanen højt.

Inden Anna-Grethe tog til England, var hun en uge på kasernen i Vordingborg, hvor hun bl.a. fik sit ørkenudstyr, og herefter gik turen over Kanalen til de afsluttende traume- og hospitalsøvelser.

"Det var anden gang, vi 100 danskere var på traumekursus. For os bioanalytikere var det især for at blive klædt på til opgaven med chok-pakker, og det foregår med meget livagtige øvelser. Alle procedurer med at finde blod til de sårede skal nemlig ligge fuldstændig på rygmarven", konstaterer hun.

Bioanalytikeren fra Køge skulle kun være på felthospitalet i syv uger, fordi hun delte en tre-måneders udsendelsesperiode med bioanalytiker Ole Dam fra Vejle. Gunhild Madsen fra Aabenraa skulle derimod selv være der alle tre måneder.

Gunhild er i militær sammenhæng den mest garvede af de tre bioanalytikere, fordi hun tidligere har været udsendt til Kosovo og Afghanistan. Senere viste det sig, at der var en fjerde bioanalytiker, der også havde kontrakt med militæret, men det vender vi tilbage til. Først Anna-Grethes tanker om faget og militæret:

"Jeg tror ikke, at der er ret mange bioanalytikere, der tænker på, at der også er brug for os. I øjeblikket er vi fire, men de tre er os er ikke just årsunger mere, så jeg kan kun anbefale andre at undersøge, om det er noget for dem".

Af sted efter 13 års øvelser.

Anna-Grethe har haft kontrakt med det danske militær som bioanalytiker i 13 år. Lysten til det kom, fordi en sygeplejerske på sygehuset i Køge talte varmt om det fællesskab, hun var en del af, og om øvelserne og muligheden for at komme ud og være med til at gøre en forskel.

"Afghanistan er første gang, jeg fik muligheden for at komme ud og bruge alt det, jeg kan - i militær sammenhæng. Både mit fag og de færdigheder, jeg har fået i militæret, og selvom det blev Afghanistan, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville af sted. Jeg havde fået mange informationer om stedet og havde gjort risikoen op med mig selv, og på forhånd følte jeg ikke, at felthospitalet i Camp Bastion er et specielt farligt sted at være".

Angsten kom alligevel.

Anna-Grethe følte sig fagligt klædt godt på til opgaven på felthospitalet, fordi hun er vant til at håndtere både klinisk biokemi og blodbanksarbejde fra Køge, arbejde på Grønland og militærøvelser.

"Jeg er vant til at gå alene i vagt og til at klare pressede situationer på egen hånd og har tiltro til, at jeg kan. Det er den gode sidegevinst ved at være med i militæret: Man får både selvtillid og mod på at komme ud i verden og afprøve sine faglige og personlige grænser", forklarer hun.

Psykologisk følte hun sig også godt forberedt på Afghanistan, så derfor kom det bag på hende, at hun faktisk blev meget bange, da hun sad der i et mørkelagt Herkulesfly, der skulle flyve hende til Camp Bastion.

"Vi havde alle sammen fuld uniform på med fragmenteringsvest og hjelm og skydevåben. Humøret var o.k., mens vi fløj ind over Kandahar-ørkenen, indtil piloten begyndte at kredse over landingsstedet, fordi han syntes, det var for farligt at lande. Så blev der godt nok stille i flyet, og mit hjerte hamrede helt vildt. Pludselig gik det op for mig, hvor farligt der er uden for lejren, og at det er meget sårbart at lande i dagslys. Efter en time valgte piloten at flyve os til Oman, og vi fløj først tilbage, da det var mørkt.

Lyden af krig.

Dagen efter var der rundvisning i lejren og på felthospitalet, og så var hun og Gunhild klar til at begynde arbejdet. Kollegerne var to engelske og to amerikanske bioanalytikere, uddannet inden for militæret.

"Det kunne vi godt mærke. Der var en kulturforskel, og vi følte, at vi blev set lidt an, fordi vi var civile. Men vi kunne faktisk mere end amerikanerne, for de kunne ikke lave blodbanksarbejde, og det var egentlig besynderligt på netop et felthospital", konstaterer Anna-Grethe.

I lejren blev hun konstant mindet om, at Afghanistan er en krigszone.

"Vi kunne konstant høre skyderi og raketter. I begyndelsen lød det, som om det var tæt på, men jeg vænnede mig til det- og lyden mindede os om, at det her er alvor, hvor modige soldater sætter livet på spil".

Af nye lyde skulle hun også vænne sig til at arbejdet foregik på engelsk, og i den sparsomme fritid var der også altid lyde og snak omkring hende. I hendes og Gundhilds telt boede der f.eks. to andre danskere og fem englændere.

Et rigtigt sygehus.

Der er et par hundrede ansatte på felthospitalet, og af dem var ca. 100 danskere. Og nej: Felthospitalet er ikke et telt, som vi kender fra MASH-serien, men et rigtigt hus med bl.a. skadestue, operationsafdeling, laboratorium, afdelinger med ca. 20 senge og 8 intensivpladser, og sygehuset har aircondition.

"Aircondition er helt uundværlig, fordi der er over 40 grader udenfor, og vi skal passe vores arbejde iført uniform og have ulideligt tunge militærstøvler på hele tiden. Vi spurgte flere gange, om vi ikke måtte bruge sandaler på sygehuset. Svaret var et klart nej, og så måtte vi klappe støvlehælene sammen og beholde dem på. Lejren er meget engelsk, og fuld uniform med knappet jakke og hat på hovedet er også obligatorisk, når vi skal gå fra vores telte til hospitalet. 50 grader eller ej".

Ud over det akutte arbejde fungerer felthospitalet også som almindeligt hospital for de ca. 60.000 soldater og hjælpepersonel, som er tilknyttet Camp Bastion.

"Vi servicerer med alle de almindelige analyser, når personellet får f.eks. blindtarmsbetændelse, infektioner, diare eller hedeslag. Vi laver både klinisk biokemi, blodbanksarbejde og lidt mikrobiologi".

Både soldater og civile.

Langt hovedparten af bioanalytikerarbejdet på felthospitalet er dog at sørge for blod til sårede patienter, der er blevet skudt, har trådt på en mine eller været udsat for de frygtede vejsidebomber. Hovedparten af de sårede er engelske, amerikanske og danske soldater, men der kommer også en del afghanere.

"Vi tager ikke selv blodprøverne, men får dem bragt til laboratoriet. Derfor ser vi som regel ikke patienterne, og det er jeg glad for. For mig er det den distance, der gør, at jeg kan holde arbejdet ud. Det er langt sværere at være læge eller sygeplejerske, og man kan høre på dem, at deres arbejde påvirker dem meget".

Alligevel hænder det, at bioanalytikerne selv må løbe på OP med blod, fordi personalet har så travlt, at de ikke kan nå at hente det.

"Så kan vi med egne øjne se, hvor slemt det kan være, og forstå, hvorfor lægerne tit må amputere arme og ben for at redde soldaternes liv. Det er barskt".

De civile sårede er ofte folk, der er kørt på en mine eller er skadet på anden måde. Enkelte gange er det også folk, der er mistænkt for at være talebankrigere.

"Det virker lidt paradoksalt at skulle lappe dem sammen og redde deres liv, når de måske lige har forvoldt død hos nogle af vores soldater, men sådan er konventionerne nu en gang", forklarer hun.

Litervis af blod.

Laboratoriet bruger mindst 50 portioner blod, 50 portioner plasma og 10 portioner trombocytter om ugen og nogle gange meget, meget mere.

"En nat brugte vi 172 portioner til en ung brite. Han overlevede og blev fløjet hjem, og siden har vi hørt, at han har været lidt oppe at gå. Sådan noget er jo fantastisk at være en del ar, understreger Anna-Grethe.

Når der kommer sårede, er den normale procedure, at bioanalytikerne bliver varskoet eller bippet, så de kan finde blod frem og tø plasma op på forhånd. Andre gange kan de selv høre helikopteren komme.

For at kunne starte med at give med blod med det samme laver de først 10 portioner O neg. blod og 10 AB pos. plasma klar til de sårede - men inden patienten får det, skal der være taget type og forlig-kvantiteter.

Til hårdt sårede udleverer bioanalytikerne blodet med det samme og laver type og antistof bagefter. Typen laves i glas og forlig på gelkort.

"Derefter giver vi så vidt muligt typeforligeligt blod, men laver ikke længere forlig, fordi patienten udelukkende har fremmed blod i kroppen. Ofte er der hårdt sårede på alle tre OP-lejer og lettere sårede i skadestuen på en gang, så der kan være meget travlt. Det giver et stort arbejde med at holde styr på papirgangen, for efterfølgende skal vi jo vide, præcis hvem der her fået hvad".

De gange, hvor der er brug for ekstra fuldblod, har lejren selv et donorkorps, der bliver tappet. Som regel slår blod og plasma til, mens det kan knibe mere med trombocytbeholdningen.

"Når vi løb tør, gik et par specialuddannede sygeplejersker i gang med afarese-tapning af donorerne, hvor dehøstede trombocytter, mens donoren fik resten af blodet igen".

Bioanalytikerne melder hele tiden ind, hvor mange poser blod og plasma og trombocytter de har brugt, og så kommer der nyt blod fra England og lidt fra USA.

"Mens arbejdet med de sårede oftest er om dagen til ud på aftenen, er det natarbejde at modtage blodet og måle temperatur og registrere portionerne og komme dem på køl og frys. Det tager let 3-5 timer".

Hviletid, hvad er det?

Egentlig skulle der være seks bioanalytikere til at klare et arbejde svarende til 2.000 point i et særligt militært normeringssystem, men først blev den ene amerikaner forflyttet, og bagefter viste det, sig afbioanalytikernes arbejde faktisk var på 5.000 point.

"I normeringen var der ikke taget højde for, at antallet af sårede steg så meget, så vi arbejdede for to-tre mand hver og havde 90-100 timer om ugen. Fritid var der stort set ikke, så det blev højst til lidt snak i teltet og så på langs på feltsengen. Havde vi endelig en halv time til at kommunikere med omverdenen, røg vi tit ind i det problem, at internettet var lukket ned et døgn eller to ad gangen, når der var dræbte eller hårdt sårede patienter. De pårørende skal naturligvis først underrettes af de officielle kilder, men det gjorde det svært for os at holde kontakten til omverdenen. Og det trænger man til".

At det var hårdt at arbejde på felthospitalet, kan ses af denne mailbeskrivelse af en enkelt af Anna-Grethes arbejdsdage:

"I går blev jeg kaldt kl. 6.20 og så op og på arbejde uden bad og tandbørstning. Jeg arbejdede til kl. 20.30, og så hjem og i bad og i seng. Kl. 21.30 blev jeg kaldt igen og var på til kl. 1.00, og det var ellers ikke mig, der var på førstekald".

Gunhild skaffer hjælp.

Arbejdsbyrden var for stor, og Gunhild Madsen meldte ud, at hvis bioanalytikeme ikke fik aflastning nu, så kunne de ikke klare arbejdet længere. Det hjalp.

"Det var flot klaret af Gunhild, for vi var ved at segne af træthed. Heldigvis var der stor lydhørhed hos ledelsen, for man vidste godt, at vi arbejdede som gale, og vi har også fået mange store skulderklap for vores indsats i en meget presset situation".

Hjælpen var et edb-system som kørte fra dag et, og en ekstra bioanalytiker.

"De første fem uger fyldte papirarbejdet i blodbanken uendelig meget. Vi registrerede og dobbeltregistrerede alt manuelt. De sidste to uger hjalp systemet virkelig på arbejdsbyrden - også om natten".

"Der blev også indkaldt en ekstra bioanalytiker, Frederik Holt fra Herlev. Vi vidste slet ikke, at der var endnu en bioanalytiker under de danske faner, så det var en dejlig overraskelse, og selvom han ikke havde nået at være på traumeøvelser i England, gik han fint ind i arbejdet efter en kort oplæring. Han var en meget stor hjælp. Frederik og edb-systemet gav os mulighed for endelig at få en sovedag indimellem, hvor vi kunne lade op".

De sidste 14 dage, Anna-Grethe var på felthospitalet, var med til at give lidt tiltrængt luft, og derfor er hun villig til at tage en tørn mere i Afghanistan.

"Hvis jeg var blevet spurgt, da vi havde allermest travlt, havde jeg sagt nej. Nu er jeg stolt over, hvad jeg og de andre har præsteret, og at vi har været med til at gøre en forskel. Jeg synes også, at jeg har lært meget om mine egne styrker og svagheder, og jeg er parat til at forny min kontrakt med militæret for endnu en periode", siger hun.