class="headericon"/ Beretning om Dagmar og Villy Rolsteds liv.


Dette er en beretning om Dagmar og Villy Rolsteds liv.




Forord.

Denne udgave er en forkortet erindringsudgave om mine forældres liv.
Formålet, eller ideen, med at skrive denne beretning er at skrive om mine forældre, og særligt om et helt specielt menneske, som ikke findes mere nemlig om min mor, Dagmar Alvilda Madsen Rolsted. Et menneske blandt mange andre, et menneske i mæng-den, og dog, mor var et unikt menneske, et menneske som der desværre kun er ganske få af tilbage i denne verden. Men det er også samtidig et forsøg på, at skrive om mine forældres livsforløb således, at eftertiden dvs. mine børn, børnebørn osv., får en mulighed for, at læse om deres egen families tid og forhold, og ikke kun høre en eller anden tilfældig beretning om en svunden tid.

Jeg håber også med denne beskrivelse, at inspirere andre i familien og slægt til at skrive om deres livsforløb, jeg har mange gange bedt far om at skrive ned hvad han har oplevet igennem livet, han sagde også flere gange ja til at det ville han gerne, men jeg har aldrig set noget til det. Jeg har så med dette, forsøgt at sammenfatte mine forældres liv fra vugge til grav, men det kan aldrig bliver det samme som hvis det var gjort af dem der selv har oplevet det.
Jeg har selv tænkt mig at nedskrive hvordan mit livsforløb har udviklet sig, og hvis andre gjorde det samme med deres livshistorie så kunne det efterhånden blive interessant læsning for efterkommere og slægt.

Richardt Rolsted.




Dagmar Alvilda Madsen Rolsted,
blev født en vinterdag kort før første verdenskrig, helt nøj-agtig den 2. februar 1913, i Storenor Mark, Malling Sogn.
Hendes far, min morfar, Mads Pedersen var fisker og landmand, mormor, Johanne (f. Olesen) var morfars anden kone og var 28 år yngre end ham. For dem, som for så mange andre, var hverdagen slidsom, min mor var nr. 5 i en søskendeflok på 6, og havde to af tre halv¬søskende, fra morfars første ægteskab. Mor gik i skole i Ajstrup, ca. 3. km. fra hjemmet i Norsminde, turen foregik jo til fods, så om vinteren var det med at have frisk halm i træskoene så man ikke frøs fødderne.

Om min morfar ved jeg ikke ret meget, for han døde i august 1945 i en alder af 94 år, da jeg var 5 år, han oplevede dermed afslutningen på anden verdenskrig. Jeg husker dog at han røg på en lang pibe og havde en spytbakke. Nogle avisudklip som jeg har fundet i far og mors gemmer fortæller, at han har været en aktiv mand, ud over at være både fisker og landmand, har han også siddet i sognerådet og haft flere tillids¬poster.
Jeg kan imidlertid huske at vi har været på besøg hos mormor og morfar i deres hus ved vandet, et hus som var bygget på en grund som var udstykket fra gården.
At han opnåede at holde sølvbryllup med to koner, fortæller i sig selv en hel del om ham.
Mormor husker jeg derimod ret godt, og jeg har aldrig været i tvivl om hvorfra mors milde sind og væremåde stammede. Mormor boede i mange år efter morfars død, alene i det store hus tæt ved vandet i Norsminde.
Mormor havde hele sit liv været vant til at spare og den sparsommelighed forlod hende aldrig, selv små stykker kød fra en mid¬dag eller en kartoffel, blev gemt til senere brug. Således var noget medisterpølse som vi skulle have til middag, også blevet gemt i spisekammeret, heldigvis kom vores moster Lilly på besøg den dag og hjalp så med at lave middagsmad, da hun tog pølsen opdager hun at den var helt levende, så den røg direkte ud på kompostbunken. Havde hun ikke været der, er der ikke nogen tvivl om at mor¬mor havde stegt og serveret den til middag, for hendes syn var mildt sagt ikke så godt.
Det var dejligt at være ved stranden og sjovt at udforske det store loft i huset, der var mange spændende ting at se på, bl.a. den omtalte sabel, men også hemmelige rum i møbler.
Det sidste sted vi boede i Jylland, var i et gammelt hus ved landevejen lige over for en lille skov, og her blev tvillingerne Leo og Leif født den 14. maj 1946. Jeg var jo kun 6. år men jeg husker tydeligt at far, John og jeg, lå på den anden side af vejen i kanten op til skoven og ventede, medens mor skulle føde under kyndig hjælp af en jordemor. Da den første var født ville far ind til mor, men fik at vide, at han måtte vente lidt for der var en til. Da den næste var kom-met til verden blev far kaldt ind, men inden han nåede så vidt blev der sagt, ”nej vent lidt, jeg tror der er en til” far var rystet men blev dog kort efter beroliget med, at det var falsk alarm, der var kun to. Kun to! ja, men det gav også nok at lave så jeg måtte fortsat hjælpe mor med at hente vand ind fra brønden udenfor, brænde til komfuret fra brændeskuret, plukke bær, trække rabarber og meget mere, men jeg husker tiden i det gamle hus med stor glæde og tænker ofte tilbage på den tid.

I efteråret 1947 flyttede vi til Smørumvej 37 i Husum, hos min faster Gurli og onkel Vilhelm.
Jeg havde lige nået at gå ca. 14 dage i skole i Ajstrup skole hvor vi gik to klasser sammen, nemlig 1. klasse og så vidt jeg husker 3. klasse. Vi havde der skrevet med griffel på en skiffertavle, så der var tale om en stor omvæltning da jeg kom på Kettevejen skole i Husum. Vi boede i faster og onkels rækkehus på 1. sal, de havde selv fire børn, så med far og mor og os 4, var der trængsel i huset i den tid vi boede der, hvilket var omkring et år, så vidt jeg erindrer.

Fra Husum flyttede vi til Hvidovre i Strandmarksparken som lå på Gl. Køgevej, her boede vi vel omkring 2 år, inden vi i nov. 1950 flyttede til Beringparken på Gl. Køgevej 275 B, 2.
Her blev Preben født den 20. december 1951. Nu var vi så 5 børn og far havde mange forskellige job lige fra metalstøber, drivhusmaler, arbejde på vejen, ved kommunen og ved DSB.
Økonomien blev nu langsomt bedre medens vi boede i Hvid-ovre, og i 1952 besluttede far og mor sig til at købe en grund i Herlev og selv bygge et hus. Grunden kostede 5.000 kr. og huset skulle kunne bygges for 37.000 kr., vel at mærke et hus med kælder med bl.a. 2 værelse, en stueetage med 2 stuer, køk-ken, gang, entre og badeværelse og på første sal tre værelser.
Venner og bekendte var skeptiske, eller nærmere rystede, det var et stort vovestykke, tænk at en arbejderfamilie, oven i købet med fem børn, troede at de kunne klare at bygge et hus selv. Rent praktisk var det en stor mundfuld, og så endda uden at far havde en håndværkeruddannelse, men især økonomisk var det et vovestykke at satse så mange penge. Men huset blev bygget, og medens det skete boede vi på grunden i en gammel jernbanevogn fra DSB.
Alle gav vi et nap med og ikke mindst mor sled bravt i det, samtidig med at hun lavede mad og holdt orden på den meget beskedne plads der var i togvognen. Varmt vand var der ikke noget af, så vasketøjet blev skyllet i koldt vand ude på for perronen af togvognen, også om vinteren
Huset blev færdigt i løbet af 1953, og de første år var bestemt ikke noget at prale af, økonomien var stram, så mor måtte tage hjemmearbejde med at sy hynder til bl.a. havestol.
Efterhånden kunne det dog mærkes at økonomien blev bedre, og haven, der var en gam¬mel losseplads hvor men fandt alskens ting fra cykelstel til natpotter og rustne dåser, blev anlagt, og blev til en have som blev beundret af mange. Da jeg blev konfirmeret i 1954 var der for første gang råd til at samle en stor del af familien til en dejlig fest.
Alt begyndte nu at gå bedre og bedre, jeg husker også mange gode stunder hvor far læste op af bl.a. Jack Londons bøger. Ofte sad vi også og sang sammen alle sammen, en ting mor satte stor pris på og nød meget. Fjernsynet var nu opfundet, men var ikke noget den almindelige familie havde endnu, i stedet sad vi klistret til højttaleren i radioen og lyttede til radioteatret, bl.a. Siva skriget og Gregory mysteriet.

Det slidsomme liv begyndte at sætte sine spor på mor, bl.a. fik hun leddegigt som hun fik flere guldkure mod, før hun til sidst måtte lade først det ene, så de andet håndled operere stive, for at slippe fri af smerterne. Alligevel klarede hun alting i hverdagen uden at kny.
På et tidspunkt begyndte far og mor at gå til folkedans og det blev deres helt store interesse, så meget, at far blev folkedanseleder, først i Herlev og siden i Frederiksværk, for til sidst at slutte i en nystartet forening i Melby. Men også i amtet gjorde far et stort stykke arbejde bl.a. som Amtsleder. Til at hjælpe sig når nye trin skulle indøves, havde far stor hjælp af mor, som således var en slags hjælpeleder.

I 1957 købte far og mor et møntvaskeri i Herlevhuse, og det gik rigtig godt med økonomien, der blev købt en bil, så vasketøjet kunne køres ud, selv om der jo egentlig var tale om selv-betjeningsvaskeri. Fjernsyn blev der også købt, så nu havde vi det endeligt som gennemsnitsdanskeren havde det, eller måske endda, en lille smule bedre.
Men ak! maskinerne var gamle og ved at være udslidte, og nye var pokkers dyre, nej! så kunne man lige så godt købe et helt nyt vaskeri som netop var færdigt i Frederiksværk.
Nu var der bare det, at møntvaskeri ideen, ikke var kommet helt til provinsen endnu, og når de så blev snydt af den der købte vaskeriet i Herlev, således at far og mor ikke fik de penge ud af det som de havde regnet med, ja så var det meget svært at få det til at løbe rundt.
Det endte da også med at de måtte opgive det hele og finde på noget andet. En kort tid arbejdede far på Stålvalseværket, men en mand der havde fået vasket hos mor og far, havde et lysestøberi med hånddyppede lys i Asserbo, han kunne godt bruge en mand og ansatte far.
De fandt så et hus i Nødebohuse, et anneks der hørte til et tidligere pensionat som nu brugtes til bolig for de mange Jugoslaviske arbejdere der arbejdede på Stålvalseværket. Det hus lejede de i første omgang, og far begyndte sin karriere som lysestøber. I 1966 overtog far støberiet og drev det i to år fra adressen på Kastanievej i Asserbo.
Driften af lysestøberiet gik så godt, at far og mor kunne købe det hus de havde lejet og sætte det i stand, bl.a. med en udvi-delse af stuen og et nyt køkken og badeværelse.
Så en dag hvor vi var på besøg hos far og mor, formodentlig for at hjælpe med byggeriet, spurgte far om jeg ikke kunne tænke mig at købe den gamle gård der var til salg på Kongelysvej 12. Far havde kun et år tilbage af sin lejekontrakt i Asserbo så han ville meget gerne finde nogle andre lokaler i stedt for at forlænge kontrakten, og på gården kunne der indrettes nogle rigtigt gode lokaler. Mit svar faldt prompte, ”det gamle lort!, jeg vil hverken eje eller have det”.
Alligevel endte det med at vi købte gården, og efter en større ombygning flyttede lysestøberiet dertil.
Helt godt gik de dog ikke med økonomien, måske mest fordi far ikke rigtig havde taget højde for, at hånddyppede lys i høj grad var et modefænomen, og da dypningen af lys - hvor netop det, at det blev dyppet i stedt for støbt - blev automatiseret og dermed blev billigere, var der ikke længer de store penge i det.
Far og mor boede nu i flere år i deres hus i Nødebohuse, og efter at far gik på pension nød de virkelig livet i deres hus og have, så meget at de ikke ville væk derfra da det begyndte at knibe med at holde det hele i stand.
I foråret 2001 blev far meget dårlig men ville ikke søge læge, først da jeg bestilte tid, accepterede han at tage til lægen. Da jeg kom for at hente ham ville han alligevel ikke med, jeg fik så lægen til at komme og se på far, hvorefter han omgående blev indlagt på hospitalet, for første gang i sit liv.
Far lå på hospitalet i omkring en måned uden den store frem-gang. Da han fik lov at komme hjem i påsken, skete der en stor ændring, og det gik derpå så godt fremad, at han kort efter blev udskrevet fra hospitalet.
Desværre fik mor problemer med sin ene hofte igen, hun havde ellers tidligere, efter utallige hofteskred, fået sat en slags ”låsering” ind, således at hoften ikke kunne skride ud. Men der var jo ikke megen sund og stærk knogle at sætte den fast i, så det gik altså galt igen. Til sidst havde mor det så dårligt at far ikke kunne klare at se på det, og den 4. juli 2003, døde mor efter en sidste måned, der både var uværdig og ikke særlig rar for hende eller familien.

Efter mors død gik der kun kort tid inden far også kom på plejehjem, for han kunne ikke rigtig tage sig sammen til noget. Han levede ligesom i en anden verden og jeg tror egentlig der gik et halvt år før det rigtig gik op for far, at mor ikke levede mere.
Efter den tid begyndte det gradvist at gå ned af bakke for far, han mistede lysten til at leve og blev på alle måder passiv.
Far blev indlagt flere gange bl.a. med lungebetændelse, og også et par gange med dehydrering, hvor hospitalet direkte udtalte deres kritise¬rede af, at de skulle tage imod en patient fra et plejehjem pga. dehydrering.
Fars livslyst var brugt op, og han døde den 29. april 2004.




Far og mor har generelt set haft et godt liv, det har ind imellem været hårdt, bl.a. med arbejdsløshed i perioder, men også mors fingre, hofter og knæ har voldt problemer som har betydet hospitalsind¬læggelse i flere omgange, hvorimod fars første hospitalsophold var så sent som i 2001, men her var han også nær gået bort.
Et kapitel er slut og et nyt kan skrives, sådan er livet og vil altid være det. Ingen går gennem livet uden at have op eller nedture, nogle større end andre, og nogle klarer det bedre end andre.
Jeg har altid respekteret og holdt meget af far og mor, vel har vi under tiden haft vore uoverensstemmelser (med far), men den gensidige respekt for hinanden, betød også, at vi altid blev gode venner igen.

Richardt Rolsted