Online slægtsbog om

Slægten Rolsted fra 1760
















2. Navne oversigt

1. Find person

2. De tidligste aner

Video om Niels Bosteder

12 min.Slægtsvideo
ca. 2 min download

1. Kontakt
2. Nyheder

1. Forside

1. Tidstavle

2. Danske Krige

Stamfar
Niels Rolsted

Carl Frederik  Hermann Rolsted

Charlotte Christine Amalie Rolsted

Hans Christian
Rolsted

Eggert Christopher Rolsted

Rasmus Rolsted

Henrik Wilhelm
 Rolsted

1. Slægt & Samtid

Løvenskiold

2. Index

S T U D I E R E J S E R.


                 
Ligesom jeg i min Stilling ved Internatet følte en levende Trang til at gøre mig be­kendt med lignende Institutioner i Udlandet og gjorde forgæves Forsøg paa at opnaa Rejseunde­rstøttelse dertil, saaledes var det fuldt saa naturligt, at jeg, efter at være gaaet ind til den mig hidtil ganske ubekendte Gerning blandt de aandssvage, følte en lignende Trang. Men her havde jeg bedre Held med mig. Jeg behøvede kun at ytre Ønsket for Bestyrelsens nye Formand, Departementschef Asmussen, saa tog han straks Sagen i sin Haand og udvirkede en Statsunderstøttelse for mig, saa jeg i Juni 1888 kunde tiltræde en 4 Ugers Studierejse til Tyskland, Østerrig og Schweiz, ved hvilken jeg besøgte ikke mindre en 16 Anstalter, gjorde Bekendtskab med en Mængde flinke, elskværdige Kaldsfæller og nød den storslåede, rige og skønne Natur, især i Tyrol og Schweiz.

Jeg sendte fra denne Rejse min Hustru - der under min Fraværelse nød godt af sin gode og kærlige Søsters og Svogers Gæstfrihed i Balslev Præstegaard - en Række udførlige Breve, hvori jeg skildrede mine Indtryk af Natur, Mennesker og Anstaltsforhold, og som jeg bad hende opbevare; men de er des­vær­re gaaet tabt ved Flytningen til eller fra Ødam; ellers vilde de kunne have afgivet Bidrag til Skildringen af en interessant Rejse, som Glemselens Slør nu for en stor Del dækker. Om end en saadan Rejse kan være anstrengende nok for en samvittighedsfuld Mand, der føler det som sin Pligt at faa saa meget ud af Rejsen som muligt, saa er der dog en egen Charme og en behagelig Afvek­sling over den, som fremkommer ved, at man paa een Gang føler sig som Turist og som værende paa et Slags Familiebesøg. Man har jo nemlig til Opgave ar arbejde sig ind med mange forskellige Mennesker for derigennem at lære deres Gerning og Virksomhed at Kende. Det, at man kommer som Kaldsfælle fra et fjernt Land, aabner ikke alene Anstalterne, men ogsaa ofte Hjemmene for én, og saaledes bliver Anstaltsopholdene mange Gange hyggelige Hvilepauser, hjemlige Oaser for den ellers hurtigt "farende Svend". Jeg havde en levende Følelse heraf, blandt andet hos min Ven Direk­tør Piper i Daldorf ved Berlin og maaske endnu mere paa den store skønne beliggenhed Epileptiker-Anstalt ved Zürichersøens Bred. Endnu mere kom dog denne behagelige Følelse frem paa tilsva­rende Rejser i de nordiske Lande, ikke mindst i Norge (Rødstad) og Finland (Tavastehus), hvor jeg boede hos selve Familien. En anden Erfaring, som jeg har gjort paa disse Rejser, er den, at man langt hurtigere kommer paa fortrolig Fod med Kolleger i fremmede Lande end med dem i ens eget, noget, der maaske hidrører fra, at man over for de første ikke behøver at frygte for, at hvad man betror dem skal blive ført videre til Steder, hvor det eventuelt kunde gøre Fortræd.


Af de Bekendtskaber, jeg gjorde i Tyskland, vedligeholdtes nogle gennem Aarene, dels gennem Korrespondance, dels ved min gentagne Deltagelse i de paa forskellige Steder i Tyskland hvert 3.Aar afholdte Konferenser om Aandssvagevæsen, for enkelte Kollegers Vedkommende endelig ved Genbesøg i København. Foruden den Belæring, Udvikling og Forfriskelse mine gentagne Besøg i Tyskland ydede, gav de ogsaa en fortrinlig Lejlighed til at vedligeholde og udvikle Sprog­færdigheden. Jeg erindrer, at de Tyskere, jeg i Hamborg talte med baade paa Ud- og Hjemrejsen under min store Udflugt, udtalte deres Forbauselse over den Udvikling mit tyske Sprog havde vun­det under de 4 Ugers Omgang med Tyskere.

Efter 17 Aars Arbejde paa Gl. B. og i den "modne" Alder af 56 Aar følte jeg 1904 Lyst og Trang til atter at se mig om og navnlig til at stifte nærmere Bekendtskab med de nordiske Anstalter. Impulsen dertil var nærmest givet ved Forhandlingerne paa Abnormskolemødet i Stock­holm 1903, ved hvilket jeg indledede en Forhandling om "Vore Elevers Begavelse", til hvilket jeg i Forvejen havde indhentet statistiske Oplysninger fra Anstalter i Norge, Sverige, og Finland.
Om disse Rejser skal her dog ikke nærmere berettes, da der findes Oplysning om dem i Tidsskriftet.

 

Det festlige Liv paa G. Bakkehus med dets Julefest, Stiftelsesfest, Fastelavnsfest, Sommerskovture o.s.v. kende alle mine Børn af Selvsyn og fra delvis Deltagelse deri. Herom kan jeg derfor nøjes med at henvise til min Skildring af alle disse Herligheder i Jubilæumsbogen Side 118-21. Men for at ogsaa disse Erindringer skal bære Vidnesbyrd for mine nærmeste om, hvordan jeg saa og ser paa Anstaltens Opgaver og paa min egen Deltagelse i Løsningen deraf, vil jeg afskri­ve den Tale, jeg paa 50 Aars Stiftelsesfesten d.15/11.1905 holdt.
 

Om Morgenen samledes Elever, Lærerpersonale, Funktionærer samt Bestyrelsens For­mand, Departementschef Asmussen, i Stiftelsens Gymnastiksal til en lille Skolefest, ved hvilken Forstanderen, efter at Salmen: "vor Gud han er saa fast en Borg" var afsunget, talte omtrent saale­des.
 

Det første Ord, som skal lyde i denne Morgenstund paa vor kære Anstalts Fødselsdag, skal være en Tak til Gud, fordi han gav Held og Lykke til, at denne Stiftelse kunde grundlægges idag for 50 Aar siden, en Tak, fordi han naadig har bevaret den gennem de mange Aar og lagt sin Velsignelse til dens Gerning, saa denne er bleven til Gavn og Fremgang for mange Børn, til Trøst og Glæde og Lettelse for mane Forældre.
 

Men vi, som staar midt i Gerningen, vil ogsaa med Taknemmelighed og Ærbødighed mindes den Mand, Dr. Jens Rasmussen Hüberts, som undfangede Ideen til denne Anstalt, og de Med­stiftere, som trofast hjalp ham at føre Tanken igennem. Men ogsaa de Mænd og Kvinder, som før os har baaret Dagens Møje og Hede inde for disse Mure, vil vi mindes, og da navnlig min he­den­gangne Formand, Professor H.P. Duurloo, som i 31 Aar, under vanskeligere Forhold, end dem, vi kender, har høstet de dyrekøbte Erfaringer, paa hvilke vi nu bygger for at føre Sagen videre frem.
 

Men idet vi med Luther erkender, at vor egen Kraft den er kun svag, og hvis vor ger­ning skal lykkes, da maa vor stærke Herre i Himlen antage sig vor Sag - i denne Erkendelse vil vi idag bede Gud om, at han vil udruste os alle med Kraft og Kærlighed, Taalmod og Samdrægtighed, Mildhed og Retfærdighed, saa Gl. Bakkehus kan bære og blive et godt og kærligt Hjem, en forstan­dig ledet og velsignelsesrig Opdragelsesanstalt. Ja, gør du det; kære Gud! og hold saa nu og i al Frem­tid din stærke og kærlige Haand over dette Hus, og velsign den Gerning, som her gøres i Yd­myghed og Trofasthed!
 

Om denne Gerning - Opdragelsen - vilde jeg gerne endnu have lov til at sige et Par korte Ord til mine Medarbejder og til vore Elever; thi i den er vi alle Deltagere, store og smaa. I, kære Børn! har Part i Opdragelsen for saavidt, som der er Eder, der skal opdrages - drages opad, fra det lave til det høje, fra der smaa til det store, fra Jorden opad mod Himlen. Og vi Lærere og Lærer­inder, Plejemødre og Plejersker har hver sin Part i Opdragergerningen, en Gerning, der er lige saa vanskelig, som den, naar den lykkes, er herlig og velsignelsesrig.
 

Paa de aller første Sider i vor Børnelærdom lærer vi, at Gud skabte Adam af Jord, og derefter indblæste ham Livets Aande i hans Næse, saa han blev til en levende Sjæl. Selv om vi ikke kan forstaa disse Ord paa legemlig Maade, saa bliver der altid den store og dybe Sandhed i dem, at vor Aand, vor Sjæl, vort inderste Væsen, vort evige Jeg stammer far Gud, er i Slægt med ham, hører ham til og derfor ogsaa er bestemt til at vende tilbage til ham igen. Denne Sandhed bekræftes ogsaa ved den Længsel efter Fuldkommenhed, som findes dybt i vore Sjæle. Det er den samme Tanke, som udtrykkes i Ordet om, at Mennesket er skabt i Guds Billede; efter hans Lignelse, og det er vor Tro, at hvor lavt Mennesket end staar i aandelig Henssende, og hvor dybt det end er sunket i sæde­lig Henseende, saa kan dette Billede ikke helt udslettes, om end det kan være vanskeligt nok at finde Sporene deraf.
 

Se, det er det højeste og det mest omfattende Maal, der kan sættes for Opdragelsen, at faa dette Billede frem til Klarhed og Styrke i Barnesjælen. Thi hvad vil det vel sige andet, end at ud­rydde alt det Ukrudt, stort som smaat, hvormed ogsaa Børnesjælen er bevokset, og faa alle de barnlige og menneskelige Dyder til at gro deres velsignede Vækst, saa Barnet selv derved kan vokse i Velbehag for Gud og Mennesker.
 

Blandt de Dyder, som det saaledes gælder om at skaffe Rodfæste i Barnesindet, er der især to, som er grundlæggende, og som derfor kræver Opdragerens særlige Opmærksomhed, det er Lydighed og Sanddruhed. Hvor disse Dyder er grundfæstede, tør jeg sige, at Opdragelsen er lykke­des, og hvor de mangler, vil vanskelig andre Dyder fremspire, og Betingelserne for, at Gudsbilledet kan komme til Klarhed, mangler. Dersom nu nogen af mine Tilhørere vilde sige: "Ja, det maal, De fremstiller, er smukt; men det er alt for højt; her er jo Børn, hos hvem det ikke er muligt at finde Gudebilledet, og hvor det derfor heller ikke kan bringes frem til Klarhed; vi kan i mange Tilfælde ikke faa den herlige Kultur, De taler om, til at vokse, fordi Jordbunden er for gold". En saadan indvending er svær at svare paa, og jeg vil i Stedet for Svar henvise til det skønne Skriftsted, som staar over vor Hovedindgangsdør: De hører Dig til, Herre! Du, som elsker Sjæle; thi Din uforkræn­kelige Aand er i alle. Lad os da nøjes med overfor saadanne Børn at behandle dem med Varsomhed og Kærlighed og stole paa, at den almægtige Gud, naar hans Time kommer, nok vil forstaa at kalde det Billede frem, som vi forgæves spejder efter - saa sandt, hans uforkrænkelige Aand er i alle.

Naar jeg har sat det som Opdragelsens ideal Maal at fremhjælpe og klare Gudsbilledet i Barnenaturen, saa kunde man maaske være tilbøjelig til at tro, at det alene er gennem Religions Under­visning, gennem Bøn og Salmesang, at dette Maal skal naas. Dette ville være en stor Ensidig­hed, og derfor en stor Vildfarelse. Jeg tyer atter til vor Børnelærdom for at hent Vaaben mod denne Ensidighed. I seks Dage skal du gøre dit Arbejde, og paa den 7de skal du holde Hviledag. Saaledes lød det til os i Tidernes Begyndelse, og da Adam havde syndet, lød Herrens vise og kærlige Straffe­ord: I dit Ansigts Sved skal Du æde Dit Brød! Men ligesom Arbejdet er bleven et Middel i Guds Haand til hele Menneskeslægtens Opdragelse, saaledes er Arbejdet ogsaa en af Grundpillerne i Børneopdragelsen, og det er det ikke mindst i en Opdragelsesanstalt af GL. Bakkehuses Art. Hvis derfor nogen har Grund til at synge Arbejdets Pris, saa er det os. Det beskytter mod Fristelser, gør Sindet glad, udvikler Evnerne og styrker Viljen. Alt Skolearbejde er godt og værdifuldt men Opdra­gelsesmiddel, naar blot det kan føres frem til Glæde og Tilfredsstillelse for Lærer og Elev; men især gælder det Haandens Arbejde; fordi dette bringer en anskueligt, haandgribeligt Resultat. Og saa meget mere Vægt maa vi her lægge paa Haandens Arbejde, som mange af vore Elever ikke kan magte det almindelige boglige Skole-Arbejde, hvorimod enhver Elev, som der overhovedet kan arbejdes med, kan gøre saa meget af Haandens Arbejde, at han kan faa Del i Arbejdets Glæde. Gaa ned i en af de smaa Klasser i Forsøgsafdelingen og se, med hvilken Glæde og Stolthed de smaa Ar­bej­dere løfter deres Strikketøj i Vejret og siger: Se! Se! - Det drejer sig kun om en Muffedisse, en Støveklud eller en lille Strømpe, og Arbejdets pekuniære Værdi er kun ringe; men dets discipline­rende og opdragende Betydning er saa stor, at det rigelig lønner den store Møje og Underholdenhed fra Lærerindens og Plejerskens ide, som det mangen Gang har kostet at naa dertil. Tro derfor ikke, at vi, der arbejder højere oppe i Skolens Etager, undervurderer dette slidsomme, men dog langtfra glædeløse Begynderarbejde. Tværtimod, vi erkender, at de gør et ganske nødvendigt, ja et grund­læg­gende Arbejde for hele Skolen. Thi dette at faa et lille uroligt, udisciplineret Barn til at sidde stille, fæste Opmærksomheden paa et bestemt Punkt og udføre regelbundne Bevægelser, det er at lægge Grunden for alt videregaaende Arbejde, det er det første og besværlige Trin paa Opdragel­sens Trappestige, og skønt adskillige Børn bliver staaende paa dette laveste Trin, er det dog heldig­vis for mange et Gennemgangsled til fuldkomnere, nyttigere og smukkere Arbejder i Haandarbejds­skolen, paa Sløjdskolen, i Modellerklassen, i Snitteklassen, i Have og i Brændehuset.

I ved selv, Børn! hvor megen Glæde disse forskellige Arbejder bereder baade Jer og os Lærere, og i føler, hvordan I gennem fortsat Øvelse og ærlig Flid bliver dygtigere og dygtigere.
 

Saa kommer dertil hele Lærerskolens øvrige almindelige Skolearbejder, der skal ud­vik­le alle Eders naturlige menneskelige Evner - thi vi maa blive Mennesker først, før vi kan blive Kristne - og gennem alt dette forberedes I til ved Kristendomsundervisningen at naa frem mod det høje Maal, som jeg begyndte med at tale om, det at faa Gudsbilledet og de hellige Længsler frem i Eders Hjerter, det at blive Guds kære Børn for Jesu Christi Skyld.

Saa gid vi Lærere og Lærerinder da fremdeles maa faa Held til at udfinde gode og frugtbare Arbejdsfelter; gid vi maatte faa Lykke til at vække Elevernes Arbejdslyst og Arbejdsglæ­de, og gid saa vort og Børnenes ærlige Arbejde maatte vise sin Kraft til at udvikle os alle baade for dette Liv og for det tilkommende."
 

Efter Talen uddelte Forstanderen Belønninger til de Børn, der i det forløbne Skoleaar havde udmærket sig særlig ved Flid og god Opførsel, og som i Forvejen dertil var udpeget af det sam­lede Lærer- og Plejepersonale. Han opfordrede saavel Præmietagerne som deres Kammerater til rigtig at gøre sig Umage for, at dette behagelige Opdragelsesmiddel i Forbindelse med Ros, Op­mun­­­­tring og Formaning mere og mere kunde fortrænge det gamle og daarlige, men endnu uundvær­lige Opdragelsesmiddel "Riset", saa dette tilsidst kunde blive lagt helt paa hylden. Belønningerne blev givet i rede Penge med Frihed for Børnene til at disponere over dem, som de lystede. To brugte Pengene til Hjælp til Anskaffelse af Ur, en til en Julerejse til Hjemmet, en til at blive fotograferet for, fire til Gaver til Mødre eller Tanter, en til Moderen til at købe Mad for. Resten satte dem i Sparekassen til senere Anvendelse.

 Endelig havde Forstanderen den Glæde at kunne paa Bestyrelsens Vegne indbyde hver enkelt Funktionær fra den højeste til den laveste til at hæve en Maaneds Gage ekstra. Bestyrelsen bad modtage denne Gave som en Paaskønnelse af den Del, de ved deres ærlige Arbejde havde haft i, at Anstalten med Ære var naaet frem til denne Højtidsdag.

(Efter Beretningen for 1905/06)

Om den omtalte "Jubilæumsbog", "Aandssvageanstalten paa Gamle Bakkehus 1855-1905. Et Tilbageblik, paa Foranledning af Anstaltens Bestyrelse udarbejdet af E.V. Rolsted, For­stander", skal jeg her tilføje et Par Ord. I første Række skyldes dens Tilblivelse Departements­chef Asmussen, der i god Tid opfordrede mig til at skrive den. Gik jeg ind til Arbejdet med nogen Be­tæn­kelig­hed, begyndte det dog snart at interessere mig, og det ikke ubetydelige Arbejde, jeg ofrede paa at gennemgaa Anstaltens Arkiv, gav heldigvis ogsaa et Udbytte til Belysning navnlig af Stif­tel­sens Forhistorie.
 

Bogen kom ikke i Boghandelen men tryktes for Anstaltens Regning i 600 Eksem­pla­rer, den uddeltes til Anstaltens Funktionærer, beslægtede Anstalter i Ind- og Udland, forskellige Læger og Pædagoger o.s.v. Jeg erindrer at jeg sendte min Ven Joakim Larsen mit Manuskript med Anmodning om at sige sin Mening derom. Hans eneste Indvending var, at jeg ikke havde fulgt den for al Historieskrivning gældende Regel, at den kronologiske Orden ufravigelig følges, saa det ses, hvorledes den ene Begivenhed udvikler sig af den anden, men derimod behandlet Lægeforholdene først og saa var vendt tilbage til Anstaltens almindelige Historie. Skønt indvendingen vel nok havde sin teoretiske Berettigelse, saa jeg mig dog ikke i Stand til at omarbejde Skildringen og ansaa det heller ikke for absolut paakrævet. Der var da heller ingen af Bogens Kritikere, der opholdt sig ved dette Brud paa Kronologien, men den blev i det hele vel modtagen af Bestyrelsen, af Kolleger og i Pressen. Pastor Dalhoff, det mangeaarige Medlem af den Kellerske Anstalts Bestyrelse, hvem jeg havde sendt et Eksemplar, skrev mig et smukt Brev til og roste mig for min Upartiskhed i Bedøm­melsen af Konkurrenceforholdet mellem Gamle Bakkehus og den Kellerske Anstalt, "Jeg har læst Bogen i eet Aandedræt, og kunde ikke holde op, før det sidste Blad var læst".

Professor Knud Pontoppidan udtaler i en Anmeldelse i Hospitalstidende Nr. 41. 1905, at "Mindeskriftet ved sin livlige Form og med sine talrige Illustrationer afgiver et højst fornøjelig Læsning, og at Bogen saa meget mere maa anbefales til Lægeverdenens Opmærksomhed, som den ikke blot gør Rede for den jubilerende Anstalts Udvikling, men tillige giver en Udsigt over hele det danske Aandssvagevæsens Historie. Forfatteren har i saa Henseende indlagt sig Fortjeneste ved at foretage indgaaende Kildestudier og fremdrage Udtalelser og Diskussioner, som er i høj Grad vær­di­fulde til Belysning af den hele Bevægelses Oprindelse og Vækst. Navnlig vil det interessere at se, hvilken væsentlig Andel Lægerne Hübertz, Selmer og Eschricht har haft i den Maade, hvorpaa Sa­gen blev bragt frem og sat i Værk".

Man mærker ligesom et Suk fra Professoren, hvor han beretter om, hvorledes Tyng­depunktet ved Hübertz Død flyttedes fra Lægevidenskaben til Pædagogikken, hvorved Lægens Stilling nærmest blev en Huslæge. Men han er dog retfærdig nok til at indrømme, "at selv om Læ­gen ikke deltager i Anstaltens Ledelse, er han ingenlunde afskaaret fra at øve Indflydelse og gøre de lægevidenskabelige Synspunkter gældende. I saa Henseende vil en liberal Bestyrelse og en forstaa­ende Forstander altid yde Betingelser for et frugtbart Samarbejde.

 Men det maa fremdeles henstaa som et aabent Spørgsmaal, om det ikke vil være det naturligste "at lade disse Institutioner glide over i Lægernes Hænder. En Ting er givet, at en virkelig lægeviden­ska­belig Benyttelse af Materialet først bliver mulig, naar Aandssvageanstalterne fra at være Skoler og Opdragelsesanstalter gaar over til at blive Sygeanstalter. Lige saa sikkert er det, at de pædago­gi­ske Resultater, der er opnaaet ved den hidtidige Form for Ledelse, er bleven beskeden". Thi "hvor intet er, har Kejseren tabt sin Ret".

Professoren slutter sin Anmeldelse saaledes:
 "Forstander Rolsteds Jubilæumsskrift drager ikke blot Minder frem, men vækker og­saa Tanker om Fremtidens Opgaver til Live. Det maa anbefales Lægestanden at benytte denne Lej­lighed og dette gode Førerskab til at forskaffe sig Indblik paa et Omraade, der jo dog falder ind un­der dens eget Fag".
 Imod ovenstaaende understregede Linier tog jeg til Genmæle i Abnormtidsskriftet for 1905, Side 257.

I en Anmeldelse af Jubilæumsbogen i Abnormtidsskriftet for 1905 Side 252 betegner Professor Keller denne som en velskreven og splendid Bog, der vil læses med lige stor Interesse af den med Aandssvagesagens Udvikling ukendte Læser som af den i Sagen mere bevandrede. Han fremhæver lige som Pontoppidan Bogens Fortjeneste af at have fremdraget Meddelelser fra Anstal­tens Arkiv, der belyser Aandssvagesagens Forhistorie herhjemme og hine Tiders Arbejde og Kamp til Bedste for den aandssvage. "Imidlertid" skriver Keller, "er Bogen ikke simpelthen historisk og refererende; Forfatterens personlige Anskuelser kommer overalt for Dagen og vidner om den rolige, kritiske Ædruelighed, der ogsaa tidligere kendes som Forstander Rolsteds Styrke". Denne Dom tror jeg er rigtig, for den hænger nøje sammen med min medfødte Natur, om end udviklet ved Selvop­dra­gelse gennem Livets Skole.

 I en Anmeldelse af Forstander Fr. Bech i Berlingske Tidende for 16/11.05 hedder det bland andet ".... i Festskriftet finde man i Overensstemmelse hermed en sympatisk og gennemgaa­en­de fuldstændig objektiv Skildring af Fortidens Personligheder, medens Forfatteren "heldigt har klaret Jegromanens skær - der saa ofte skæmmer netop festskrifter - ved ganske at overlade dom­men over nutidens mænd og kvinder til Efterverdenen".

I en Anmeldelse af Jubilæumsskriftet i Tidsskriftet for nordisk Retsmedicin og Psyki­atri, udgivet af Overlæge H.A. Th. Dedichen hedder det blandt andet: " I Dagens Anledning har Forstander Rolsted udgivet et Jubilæumsskrift, som er i høj Grad læseværdigt. Det meddeler en meget fængslende fortalt Historie med adskillige Portrætter og Billeder af Anstalten i dens forskel­lige Udviklingstrin". ...."Det er en smuk Fremgang, og de udmærkede Mænd, som i denne sam­fundsvigtige Sags Tjeneste har nedlagt et stort og opofrende Arbejde, fortjener al den Ros, Forstan­der Rolsted af et taknemmeligt Hjerte bringer dem. Kun en af dem syntes ikke at faa, hvad han til­kommer: den Mand, som snart i 20 Aar har været Anstaltens Forstander: Forfatteren selv. Det fore­liggende Arbejde af ham "vidner om den dybe Kærlighed, hvormed han omfatter Aandssvagean­stalten, og uden hvilken Arbejdet i dets Tjeneste aldrig bliver, hvad det kan og bør være, men som dog desværre ikke alle har".

Det er formentlig en af mine norske Venner, der har skrevet denne Anmeldelse.

Forsaavidt nogen af mine Efterladte kan døje mere Fest- og Jubilæumsskrift-Referat, findes saadant til Overflod i en i mit Værge værende Scrap Book.

Forinden jeg forlader min Gamle Bakkehus-Virksomhed skal endnu omtales Kong Frederik VIII's Besøg der den 19/3-1910; men da saavel M. Damm i Tidsskriftet, som jeg i Aarsbe­retningen har givet Referat af Begivenheden, sker det kun ganske kort.
Besøget var i høj Grad improviseret, idet Kammerherre Bull, Kongens Adjudant, den nævnte Dag kl. 10½ telefonerede til mig, at Kongen samme Dag kl. 2½ ønskede at aflægge Anstalten et Besøg.

Kl. 2½ pr. rullede den kgl. Vogn med Hs. Majestæt og Prinsesserne Thyra og Dagmar ind for Hoved­døren uden nogen Ledsagelse, og naar det ca. 2 Timers Ophold, som det syntes forløb til alles Tilfredshed, skyldes det ikke mindst Kongens Peron og Optræden. Thi det er sikkert rigtigt, hvad baade Damm og jeg fremhæver, at Kongens Ligefremhed og Hjertelighed overvandt hos Funktionærerne hver Gran af den Nervøsitet som dog ellers let fremkaldes ved et saa improviseret og højt Besøg; hos Eleverne var det Kongens venlige Smil og ualmindelige Evne til at tale med Børn, der vandt Hjerterne. Den Interesse og Evne til at iagttage og spørge, som Kongen under vor Vandring og under Overværelse af Undervisningen i Haandarbejde, Sløjd, Gymnastik, Sang og Musik, lagde for Dagen, gjorde mit Hverv lige saa let som behageligt.

Det var i det hele taget en af Gamle Bakkehus' lyseste Solskinsdage, ikke mindst for Henrik Wadum, der som Opmuntring for det smukke Sybord, han var i Færd med at lave som Kon­firmationsgave til sin Kusine i Vordingborg, fik 40 Kr. af Kongen til Konfirmationsrejsen.
Som Kuri­osum skal jeg tilføje - hvad der selvfølgelig ikke staar noget om i de officielle Beretninger - at da Kongen vendte tilbage til Hovedbygningen fra sit Besøg i Køkkenet, sagde han henvendt til mig: "Det er en køn Husholderske, De har", hvortil jeg diplomatisk svarede: "Ja, og hun er dygtig til sin Gerning og sørger godt for Børnene". Kongen havde jo for saavidt Ret, som Frk. Hulda Olsen jo havde et kønt ovalt Ansigt, smukke brune Øjne og en kraftig vel proportioneret Bygning. Men hav­de Kongen kunnet se hendes tykke, aareknudrede Ben, vilde hun vel nok være sunket noget i hans Omdømme.

Da Kongen steg til Vogns, inviterede han mig og Inspektør Damm til Middag paa Ama­lienborg den paafølgende Tirsdag. Takket være Kongens, Dronningens, Prinsessernes og Prins Gustavs Ligefremhed og Elskværdighed forløb de to smaa Timer hurtigt og behageligt. Af Mid­dags­maden husker jeg kun "Kraasesuppen", rimeligvis fordi jeg ikke havde ventet at faa en saa borgerlig Ret ved Kongens Bord.

- - - - o o O o o - - - -

Efterhaanden som jeg avancerede opad i Tresserne, og Arbejdet stadig tog til, begynd­te jeg ogsaa saa smaat at føle dettes Tryk i Form af nogen nervøs Hovedpine og Nervetræthed. Det var heller ikke saa underligt: Ved min Tiltrædelse af Embedet i 1887 var Skolen kun paa 50 Elever, hvortil kom 80 Asylister og voksne arbejdsføre, der kun lagde ringe Beslag paa Forstanderens Tid, og "Familieplejen" eksisterede den Gang slet ikke. Den 1/1 1915 forefandtes derimod en Skole paa 200 Elever og Familieplejen omfattede 167 Personer, spredt i Familier rundt om paa Øerne, enkelte endog i Jylland, og disse skulde som Regel tilses mindst een Gang om Aaret, medens Kostpengene tilsendtes Plejehjemmene hvert Fjerdingaar. Korrespondancen, der de første Aar omfattede 4-500 Skrivelser aarlig, var i 1914 steget til 1648 udgaaende Skrivelser. Ogsaa Regnskabsvæsenet var navnlig ved Familieplejen tiltaget betydelig i Omfang. Selv havde jeg fremdeles alle Traadene i min Haand, idet jeg ingen selvstændig Hjælp havde ud over den af Inspektør Damm ydede ved Udar­bej­delsen af Timeplaner og af de første Censurer over nykommne Børn. Til Afskrivning af Censurer og Timeplaner, Diktate, Gennemgang af Regninger og lignende mekaniske Arbejder paa Kontoret, kunde jeg anvende en beskeden Sum (300 Kr.) til Timebetaling. Ellers gjorde jeg alting selv. hvor­om talrige "Folianter", dels Regnskabs- dels Kopibøger, aflægger troværdige Vidnesbyrd. Den he­le Gerning (Tilsynet, Skolen, Forplejningen, Regnskabet, Korrespondancen, og ikke mindst min egen Lærergerning) var mig dog fremdeles kære.

Dog havde den berørte Damm-Hoffmanske Konflikt, der skilte Skolepersonalet i 2 Partier, af hvilken det ene maatte have talt og skrevet Usandhed, efterladt en svag Understrøm af Utryghed, Ubehag i mit Bevidsthedsliv, der maaske gjorde Samlivet noget mindre tryg og kært. Saaledes var da Tanken om at trække mig tilbage, inden jeg var helt udslidt, begyndt at dukke op, og denne Tan­ke fandt Næring ved de trykkende hjemlige Forhold under Mors aarelange tiltagende nervøse Lidel­ser, der var lige pinlige for hende, for Huset og for mig. Vor kære, gode Søn Carl saa Misëren og for­stod, at den næppe kunde overvindes, saa længe vi blev paa Bakkehuset, men mulig, naar vi kom ud i Fred og Ro.

Heller ikke Formandsskiftet i Bestyrelsen (1/8.14) bidrog til at binde mig til Anstalten. I 27 Aar havde jeg arbejdet i Fred og Ro og god Forstaaelse med Departementschef Asmussen, der altid paa loyal Maade støttede mig i mine Bestræbelser for efter bedste Evne at fremme Anstaltens, Børnenes og Funktionærernes Vel. Og skønt Samarbejdet i de 7 Maaneder, jeg tjente under Provst Nielsen som Formand gik meget godt, havde jeg dog set og hørt nok til at skønne, at han ikke vilde blive nogen let Formand at arbejde under, og at han manglede nogle af de Betingelser, som en For­mand efter mit Skøn bør være i Besiddelse af.

Altsaa indgav jeg d. 1/2.15 Andragende om i en nærmere Fremtid og senet d. 1/4.16 at maatte fratræde Forstanderstillingen og da jeg faa Dage efter fik at vide, at Andragendet vilde blive bevilget, sendte jeg d.7/2.15 Formanden en motiveret Skrivelse, hvori jeg søgte at stemme ham gun­stigere for Damms Kandidatur, hvilken han oprindelig var temlig afgjort imod. Efter resultatet maa jeg antage, at det lykkedes, og det fremgaar desuden ret tydelig af den i ret varme og stærke Udtryk holdte Afskedstale, som Damm ofrede mig d.1/4.15, og som jeg rigtig gættede havde faaet sin Far­ve­tone fra den Omstændighed, at Provsten havde ladet han forstaa, at han væsentlig havde mig at takke for, at han var bleven min Eftermand.

Om den lille Festlighed i Skolehjemmets Gymnastiksal, hvortil Formanden havde ladet mig indbyde om Morgenen d.1/4, og hvortil han, Funktionærerne og Eleverne var tilstede, skriver Damm i Aarsberetningen: "Ved en prunkløs, men stemningsfuld lille Højtidelighed tog Elever og Personale d.1/4.15 Afsked med den fratrædende Forstander. Medens Forstanderens Kon­tor af venlige Hænder i Løbet af Dagen blev smykket med en Rigdom af det tidlige Foraars Blom­ster, var der i Skolens Gymnastiksal, hvor Højtideligheden fandt Sted, gjort festligt med Flag og grønne Planter. Efter en Sang med Harmoniumsledsagelse bragte Bestyrelsens Formand i hjertelige Ord den afgaaende Forstander en Tak for hans lange og udmærkede Tjeneste og bød ham velkom­men som Medlem af Anstaltens Bestyrelse, hvorefter den tiltrædende Forstander talte paa Børnenes og Personalets Vegne og sluttede med en personlig Tak for det gode og følgeværdige Eksempel, Forstander Rolsted baade som Menneske og som Embedsmand stedse havde været ham gennem deres 28aarige Samvirke paa Gamle Bakkehus. Efter at Forstander Rolsted havde talt og takket for hvert et Tegn paa Tillid og Hengivenhed, der fra Store som Smaa havde mødt ham i hans nu tilen­debragte Gerning, sluttedes der af med en Sang. Børnene gik til deres Plejehjem, hvor de traktere­des med Chokolade og Wienerbrød, medens Bestyrelse og Funktionær ved et Glas Vin og en Kage endnu tilbragte en Times Tid paa Stedet i hyggelig Samvær".

Med Hensyn til denne Udnævnelse fremsattes følgende "forhistoriske" Bemærkninger:

I de Maaneder, Provst N. var min Foresatte, maa han formentlig have faaet nogen Til­lid til og Sympati for mig, eftersom Tanken om at faa mig ind i Bestyrelsen efter min Afgang som Forstander, opstod hos ham i denne Periode. Den første Gang, han talte til mig derom, var ved Jule­festen 1914, efter at jeg havde holdt min sædvanlige lille Juletale til Funktionærer og Børn, hvilken han følte sig tiltalt af som af Festens hele Forløb. Da jeg de første Dage i Februar havde faaet min Afskedsbegæring bevilget, drøftede han atter Sagen med mig, lod mig vide, at hans Kolleger (Etats­raad Hoff og Hofjægermester, Direktør for Landbohøjskolen F. Friis) var enige med ham om min Kandidatur, og at Hofjægermesteren ønskede at trække sig tilbage 1/4.15. Banen syntes saaledes at være aaben for mig; der manglede kun, at Formanden skulde forebringe Sagen for Ministeriet og erhverve dettes Sanktion - og saa var hele Sagen dog lige ved at strande. I de Samtaler, jeg fra Tid til anden havde ført med Provsten, havde denne vist en især for en Præst paafaldende Mangel paa Forstaaelse af Aandssvage-Undervisningens og Opdragelsens Betydning og Berettigelse. Paa Grund af dens Bekostelighed var den ham en Torn i Øjet. Thi han var gaaet ind i Bestyrelsen - hvad han ikke lagde Skjul paa - først og fremmest for at praktisere en økonomisk Administration, idet han betragtede den hidtil førte som urimelig ødsel. Netop i de Dage, da min Kandidatur skulde forebrin­ges Ministeriet, udtalte han sig yderst tvivlende om Undervisningens Nytte, derunder indbefattet Religionsundervisningens, og skønt han aldrig havde paahørt min Religionsundervisning, tillod han sig dog at udtale, at naar jeg holdt saa meget af at undervise i Religion, saa kunde det naturligvis ikke skade, at jeg fortsatte dermed. Disse Udtalelser faldt mig saa stærkt for Brystet, at jeg, efter at have overvejet Dagen et Par Dage, den 10/2. tilskrev Provsten følgende Brev: "Det er gaaet mere og mere op for mig, at jeg - paa Grund af Deres Anskuelser om Skolehjemmets og Undervisningens Betydning - ikke kan træde ind i Bestyrelsen sammen med Provsten uden at bryde Staven over min egen Livsgerning og komme til at tage Medansvar for Ting, der strider mod min Overbevisning. Jeg beder derfor Hr. Provsten ikke at gaa til Ministeriet, men opgive enhver Tanke paa mig som Med­lem af Bestyrelsen".

At denne Skrivelse faldt Provsten stærkt for Brystet, var saa meget naturligere, som det af vor paa­følgende Samtale fremgik, at han allerede havde talt om min Kandidatur med Ministeriets Embeds­mænd; han søgte da ogsaa at afdæmpe sine Udtalelser om Undervisningen og i det hele taget at over­bevise mine Betænkeligheder; i nogen Grad lykkedes dette, og da jeg ved fornyet Overvejelse og Raadførelse med Joakim Larsen gik ud fra, at jeg dog maaske ved min Indtrædelse kunde holde Haanden over noget af det, jeg holdt af og afværge det værste - og hvis ikke, altid senere udtræde af Bestyrelsen, saa lod jeg Sagen gaa i Orden, og nu, da jeg paa 6te Aar sidder i Bestyrelsen, maa jeg trods alt sige, at jeg ikke har fortrudt det. Thi omend Provsten trods sin personlige Elskværdighed mangler nogle af de Egenskaber, der skaber den heldige Formand, og omend jeg har maattet tage mere end een Dyst med ham, saa staar Skolen dog faktisk uberørt, omend der ikke er givet den saa gode Arbejdsvilkaar, som den kunde og burde have haft (Udrensning af Asylister), og Arbejdet indenfor Bestyrelsen er gaaet nogenlunde.

Da jeg i Marts Maaned gennem Formanden havde erfaret, at der blandt Funktionæ­rerne indsamledes til en Afskedsgave til mig, takkede jeg i en venlig Fællesskrivelse for den smuk­ke tanke, men bad dem indtrængende opgive den, da de jo for 3 Aar siden ved smukke Jubilæums­gaver tilstrækkelig havde vist deres Sindelag imod mig, og da jeg nok - ogsaa uden Gaver - skulde vide at bevarede hver enkelt af dem i Taknemmelig Erindring.

Denne Appel hjalp imidlertid ikke; alligevel lod Funktionærerne fremstille et meget smukt voluminøst Album med mit Billede (det ved Skrivebordet) paa forreste Side og derunder en kunstnerisk kalligraferet Adresse, underskrevet med 60 Navne, og saa en Samling af 44 (ved Frk. Hoffmann udførte) fotografiske Gengivelser af alle de kendte, kære Steder og Interiører fra Gamle Bakkehus, en virkelig meget kærkommen Gave, der altsaa blev mig overrakt ved Afskedsfesten.

                                                                                                                  Adressen lyder saaledes:  


 E.V. Rolsted.
 Forstander for Aandssvageanstalten paa Gamle Bakkehus, R. af Dbg.
   1887 - 1. April - 1915.


Idet de som Forstander træder ud af vor Kreds, beder vi Dem modtage dette Album med fotografiske Gengivelser af de Steder, hvor De nu gennem 28 Aar daglig har færdedes som den ledende, og hvor Deres, for os og for den Gerning, vi er knyttede til, saa betydningsfulde Virksom­hed har udfoldet sig.

Vi beder Dem i dette beskedne Erindringstegn se et Udtryk ikke blot for den Højag­telse og Hengivenhed, hvormed enhver af os har følt og stedse vil føle sig knyttet til Dem, men og­saa for den Taknemmelighed, vi er bleven Dem skyldig for Deres dygtige Førerskab og for det føl­ge­værdige Eksempel, De baade som Forstander og som Menneske har givet os ved Deres hele ret­sin­dige Vandel og Livsførelse.

Alle vor gode Tanker følger Dem, idet De forlader os.

Gl. Bakkehus, d. 1. April 1915.
(Underskrifterne) 60 i Tallet.

Den næste af de Medarbejdere, det faldt i mit Lod at knytte til Anstalten, var Sløjdlæ­rer O.T. Hansen, en Mand, der ved sin Karakter og sin Gerning vandt min fulde Hengivenhed.
I Min­de­ordene om ham ved hans Død (9/11 1919) skrev jeg blandt andet:

"Naar han trods skrøbeligt Helbred holdt ud i omtrent en Menneskealder og gjor­de udmærket Fyldest, indtil Kræfterne i det sidste Par Aar begyndte at svigte, saa skyldes det sik­kert hans store Kærlighed til Gerningen - og saa en egen Art sejg, taalmodig Energi.

Som Menneske var Hansen af et roligt, behersket Temperament, en retlinet Karakter, et trofast, kærligt Sind - ejegod. Dertil besad han den sunde og naturlige Hjertets Dannelse, som det er saa velgørende at møde i alle Livets Forhold, men som har særlig Betydning i den Plads, hvorpaa H. var stillet. Ved disse Egenskaber vandt han sine Medarbejderes Agtelse, Sympati og Hengiven­hed og sine Elevers Kærlighed. Derfor faldt Skolegerningen ham ogsaa let trods alle Vanskelig­he­der. Eleverne hængte ved ham, og intet Sted tyede de hellere hen i deres Fritid end til Sløjdskolen, hvor Hansen gerne skaffede dem en lille Plads og et lille Arbejde. Disciplinære Vanskeligheder havde han saa at sige aldrig; stilfærdigt, roligt og vel tilrettelagt gik Arbejdet fra Haanden; thi den Ordenssans og Akkuratesse, der var Hansen "i Kødet baaret", var just for denne særlige Skoleger­ning af uvurderlig Nytte. Læreren saavelsom Eleverne vidste paa en Prik, hvor hver Elevs Værktøj og Arbejde var - omhyggelig hengemt, hver i sin Kasse" ....... "Da vaklende Helbred i 1916 tvang Hansen til at skilles fra Gerningen og dermed fra Kammerater og Elever, har Skilsmissen sikkert været forbunden med Vemod paa begge Sider; men alle de, der holdt af ham glædede sig over, at han med sin Hustru kunde trække sig tilbage til det hyggelige lille Hus med Have, som han havde købt i den smukke Næstved egn, tæt ved sin gifte Datters Møllegaard, for der at nyde sit Otium".

Nu er ogsaa dette forbi, og det er paa een Gang med Vemod og Taknemmelighed, at jeg lægger en Krans paa denne trofaste, ejegode Mands Grav.

Samtidig med Damm ansattes (1/7 1887) som den første Lærerinde under mit Forstan­derskab Frk. Hulda Hansen. Hun var et velbegavet, livligt og elskværdigt Menneske med god Kul­tur og af god Familie. Som Lærerinde var hun livlig og dygtig, kærlig mod Børnene og havde en god Indflydelse paa dem. Som Eksempel paa hendes Livlighed som Lærer erindrer jeg følgende Episode: Paa min Skolerunde standsede jeg ved en stærk Tummel og Støj i hendes Klasse, hvilket var saa meget mere paafaldende, som hun ifølge Skoleplanen skulde have Bibelhistorie. Igennem Kighullet saa jeg, at et Par Drenge "red Højhest" og en tredie laa saa land han var paa Gulvet. Jeg traadte ind for at udbede mig en Forklaring, eventuelt give en "Røffel"; men da jeg hørte, at det drejede sig om "den barmhjertige Samaritan", satte jeg mig rolig ned og bad Frøkenen fortsætte Fortællingen og Demonstrationen ganske som hun havde begyndt. Enderesultatet var imidlertid saa godt, baade hvad Lærerens og Elevernes Ydelser angaar, at jeg gemte min Røffel og gav et Par op­mun­trende Ord i Stedet. Frk H. var levende interesseret for sin Gerning og besad som Lærerinde den rette Ærgærrighed; men hun var i det mindste lige saa ærgærrig paa Anstaltens Vegne som paa sine egne, og det var hende en virkelig Glæde, naar alt gik godt til Ære for Anstalten saavel i det daglige Liv som ved Eksminer, Fester, Opvisninger, Udstillinger og lignende; med andre Ord: hun følte sig solidarisk med Anstalten; dennes Fremgang og Ære følte hun sig som Parthaver i - baade ydende og nydende. Denne Dom maa ikke opfattes som en Forklejnelse af det øvrige Personale; i det hele var dette besjælet af den samme gode Aand; men Frk. Hansen var vel nok en Foregangs­mand. Ved sin Utrættelighed, sit Initiativ og sin gode Smag var hun ubetalelig, naar noget skulde arrangeres som ved Fester og Udstillinger.

Saa havde hun den for et "Anstaltsmenneske" værdifulde Egenskab at kunne virke som et Slage "Kit", naar der kom en Kurre paa Traaden mellem 2 eller flere Personer, saa det skilte atter bøjede sig sammen. Hun var omtrent jævnaldrende med min Kone, der i den første Del af min Forstandertid blandede sig mere med Personalet ved Fester, Udflugter og lignende. I de Tider deltog Funktionærerne fra Gl. Bakkegaard i langt større Udstrækning end sener i Høstfesterne paa Ebbe­rød­­­gaard, som da ofte var ret fornøjelige, maaske fordi vi den Gang alle var unge eller dog yngre.

Ogsaa Departementschef Asmussen, der selv havde stor Tilknytning og Kærlighed til Ebberød, hvis Fader han jo var, bidrog ved sin jævne, hyggelige og vennesæle Færd til at faa os til at rykke ud og til at holde ud, helst til Frokost den næste Dag. Der blev saa redt store "Søstersenge" paa Gulvet til Lærerinderne, og min Kone og Frk. H. var ikke de mindst livlige Deltagere i det nat­lige Kommers, som disse fælles Senge gav Anledning til. Næste Dag, naar Septembersolen lyste, var Asmussen en udmærket Fører til alle de smukkest Steder i den omgivende store Ruder Skov, og efter Frokosten gik Turen saa gerne over Rungsted eller Holte hjem, for den smukke Køreturs Skyld. Frk Hulda virkede ved G.B. i 12 Aar til 1899, da hun giftede sig med den omtrent jævnald­rende Rentier, cand. phil, Kiellerup, der dog faa Aar sener efterlod hende som Enke; hun flyttede da sammen med sine Søskende og sin Moder, og lever endnu - efter Moderens Død -  sammen med 2 Søstre og Broderen Etatsraad Hinchelday Hansen.

To Aar senere end Frk. Hansen ansattes (1889) Frøken Emma Fausbøll, der forinden i 10 Aar havde el lille Privatskole i Tølløse, hvor hun havde erhvervet sig - og længe efter bevarede - mange Venner. Hun var en dannet kundskabsrig Dame, en dygtig og samvittighedsfuld Lærerinde, en fast og retlinet Karakter, hvem jeg alle Dage nærede stor Agtelse og Sympati for, og som jeg be­trag­tede som en af Skolehjemmets og mine gode og trofaste Støtter. Desværre maatte hun efter 19 Aar Arbejde trække sig tilbage (1908) paa Grund af tiltagende Synssvækkelse (Claucom), skønt hun endnu i øvrigt var i fuld legemlig og aandelig Vigør. Hun havde i sin Lærerindetid været saa spar­som­melig, at hun kunde købe sig ind i Lærerindestiftelsen, Virginiavej 12, hvor hun endnu lever - rolig resigneret og tilfreds - endnu levende interesseret saavel for den Gerning, hun tidligere var Part­haver i, som for Samtidens Rørelser i det hele.

I Tilslutning til min Omtale af Anstaltens første fortræffelige Gymnastiklærer C.F. Hansen vil jeg gerne her fremhæve, at det for Skolen og Ungdommen i Almindelighed og for Aands­svageskolen i Særdeleshed saare vigtige Fag i langt over et Aarhundrede, lige ned til Nytiden, har haft udmærket Ledere og staaet paa et højt Udviklingstrin paa Gl. Bakkehus. De tre Navne, som her fortjener at nævnes er:  C.F. Hansen 1856-92. C.A. Senn 1892-1910.   Sofus Jensen 1910-1919.

C.A. Senn, der var uddannet som Gymnastiklærer i Hæren, blev 1892 Hansens Aflø­ser som Gymnastiklærer og to Aar senere som Husfader i Drengeafdelingen, var under hele sin Funk­tionstid i sin bedste Alder og gjorde i begge Stillinger udmærket Fyldest. Ved Udflugter med Drengene og ved praktiske Anliggender i eller udenfor Anstalten var han altid tjenstvillig og tjene­ste­ivrig, omsigtsfuld og paalidelig; han var ved sin forstandige Optræden, sin sunde Dom om Dren­gene saa vel som om de Forhold, hvorunder de levede i kontrolleret Familiepleje ogsaa brugbar til Inspektioner paa dette Omraade og var mig i det hele en god Støtte i det daglige Arbejde saavel som ved ekstraordinære Lejligheder. Desværre blev han i Slutningen af sin Funktionstid angrebet af en Nervelidelse med tilhørende Pirrelighed og Mangel paa Sindsligevægt, der nødte ham til at træde over i Hvilestand. Heldigvis var han saaledes stillet, at han i Forening med sin Hustru (pensioneret Kommunelærerinde) kunde købe sig en Villa, Kongens Tværvej 9, hvor han endnu boer og har det nogenlunde.

Sofus Jensen, der var uddannet ved Flaaden, faldt det i Begyndelsen svært at arbejde med det uvante Materiale og syntes ikke selv, han kunde faa noget rigtigt ud af Arbejdet. Men han kom dog snart over Begyndervanskelighederne og blev en ligesaa støt og dygtig Lærer som sine to Forgængere. Naar Skolen havde Fremmedbesøg, og man havde gaaet rundt i Klasserne, hvor det jo stundom kunde gaa mindre godt, følte man sig altid i sikker Havn, naar man kom ned i Gymnastik­salen. Desværre søgte S. Jensen sin Afsked (1/8 1919) for helt at hellige sig til sin Gerning ved Kom­muneskolerne og til sin store private Danselærervirksomhed.

Indtil 1889 besørgedes ogsaa Pigernes Gymnastikundervisning af Hr. Hansen; men fra dette Tidspunkt virkede som Lærerinder for Pigebørnene først Frk. A. Thorsen (til 1986, da hun gik over til Frederiksberg Skolevæsen) og derefter Frk. Mary Rasmussen, og navnlig om den sidste kan det siges, at hun med Ære hævdede Spindesidens Renommé overfor Mændene. Det har altid været mig en Fornøjelse at overvære Frk. R.'s Undervisning. Hun var en Søster til Anna Rasmussen, hvem Anstalten skylder tak for 6 Aars dygtigt og loyalt Arbejde som Lærerinde i Læseskolen, hvorefter hun som eksamineret Lærerinde gik over til Københavns Skolevæsen, Søsterparret var i dobbelt For­stand Gl. Bakkehusianere, idet de var Børnebørn af det gamle Portnerpar Dinesen.

Lige som jeg lægger stor Vægt paa Gymnastikkens Betydning for Aandssvage­opdra­gelsens, saaledes har jeg ogsaa altid hævdet Dansens Betydning for de aandssvages Udvikling.

Det er jo Aandssvageopdragelsens Opgave i det hele at hæve den aandssvage saa nært som muligt op til vort eget -  det norma­le - Stade i aandelig og legemlig Henseende, altsaa ogsaa i deres hele ydre Færd og Optræden. Paa Grund af den aandssvages mangelfulde Nervesystem føres der gennem dette ikke et saa energisk og hurtigt virkende Herredømme over Muskler og Sanser som hos den nor­male. Den aandssvages Be­væ­gelser er derfor ofte mere træge, langsomme, klodsede og ube­hjælp­somme end den normales. Paa samme maade virker ogsaa den aandssvages Sanser trægt, ufuld­kommet og langsomt: En Befa­ling maa ofte gentages flere Gange, før den rigtig opfattes gen­nem Øret og Nerveledningerne naar til Hjernen, og det samme gælder de Tegn, Vink og Befalinger, der skal opfattes gennem Synet. I denne Henseende har saavel Gymnastik som Dans og maaske til en vis Grad ogsaa Musik en udviklende Opgave at løse, og navnlig skulde Dansen fremhjælpe en lettere, nettere og mere harmonisk Førelse af Krop og Lemmer.

Det er de samme 3 Navne - Hansen, Senn, Jensen -, der har været de førende paa Dan­sens Omraade som paa Gymnastikkens - og med et lignende, godt Resultat.
Som mere festlige Afbrydelser i Dagliglivets Ensformighed har Dansen haft sin Be­tyd­ning, ligesom den kastede en vis Glans over de festlige Sammenkomster.

Et andet Specialefag - som dog først kom frem efter Skolens Organisation i 1887 - er Tegning. Der er to Navne, som her i en Menneskealder har været førende, og som begge har været det med Ære. Det er Frøknerne Hêlen Dohlmann (1890-1892) og Ellen Frederiksen, gift Hjortlund, 1920 til nu. Den første var af Kunstnerslægt og opgav ogsaa omsider Pædagogikken for Billedhug­gerkunsten, i hvilken hun utvivlsomt har vist Talent; hun havde allerede lige i Begyndelsen af Aar­hun­dredet et Arbejde paa Salonen i Paris; det var en sørgende Kvindeskikkelse i naturlig Størrelse henkastet over en Grav. Det blev senere udstillet her og husedes i adskillige Aar i det gamle Rah­bek­­ske Hus; jeg ved ikke, om hun senere har faaet det solgt. Fra vore egne Udstillinger mindes jeg en henrivende fløjtespillende Dreng, og paa mit Skrivebord staar et allerkæreste lille Pigehoved som en Erindring om den ogsaa ved sine personlige Egenskaber værdifulde og skattede Medarbejder.

Haand i Haand med Tegningen og under samme Ledelse gik i en Aarrække til ikke ringe Glæde for Børnene Lersløjden, af hvis mange fornøjelige Produkter en Mængde blev brændte op opbevaredes paa Gl. Bakkehus.

De fleste Lærerindeudnævnelser faldt i Aarene 1892 og 93, da Skolens Udvikling tog Fart efter Udflytningen til Ebberød af samtlige Asylister og arbejdsføre. Omtrent samtidig ansattes saaledes Elisabeth Duurloo og Engelske Malling Hansen. Den første var Datter af min Formand i Arbejdet Professor D., den anden af den som Anstaltsleder og Videnskabsmand fortjente Forstander og Præst Rasmus Malling Hansen. Jeg erindrer, at jeg ved min Indstilling gjorde opmærksom paa, at der blandt de mange Ansøgninger var enkelte andre, der maatte anses som lige saa kvalificerede, men at jeg mente, at naar Kvalifikationerne stod omtrent lige, var det berettiget at tage Hensyn til den store Indsats de 2 Damers Fædre havde gjort i Abnormsagen, saa meget mere, som Døtrene nu stod faderløse. Gl. B. var ogsaa vel tjent med dem begge. Frk. D. har nu snart i 28 Aar gjort et flit­tigt og dygtigt Arbejde i Aandssvageskolen. Med gode Evner forenede hun et vist Talent for - eller Greb paa at indterpe sit Pensum, var altsaa hvad man kalder en rutineret Lærerinde; hun vidste der­for altid, hvad hendes Elever kunde, og hvad de ikke kunde; man kunde derfor, naar man overvæ­rede hendes Undervisning, altid være sikker paa, at hun fik svar paa sine Spørgsmaal, idet hun vidste at undgaa eller gaa let hen over det, de ikke kunde. I Modsætning dertil vil jeg nævne, at Inspektør Damm havde en vis - formentlig ubevidst - Tilbøjelighed til at blive "hængende" ved, hvad den eksaminerede tilfældigvis ikke kunde. Det var ret pinligt under den knapt tilmaalte Tid Eksamens-eksaminationen raadede over at blive Vidne til, at Halvdelen af Tiden stundom gik med til at konstatere, hvad børnene ikke Kunde. Frk. Malling Hansen var maaske den dygtigste Lærer­inde Gl. Bakkehus har haft. Intelligensen lyste ud af hendes Ansigt; alt faldt hende let; men hun "tog ikke let", d.v.s. overlegent paa nogen Ting; gennemtænkte tværtimod sin Fremgangsmaade omhyggeligt og havde sin Lommebog fuld af Notatet Undervisningen vedrørende; der var - i god Forstand - noget overlegent, noget frigjort ved hendes Person, der ogsaa kom hendes Undervisning tilgode. Hun havde et i Forhold til sin Evner og sin Begavelse passende Maal af Selvbevidsthed, der dog altid begrænsedes af hendes Selvkritik, Hendes Karakter var sikkert retlinet som hendes Faders. Hendes Virksomhed ved G.B. blev desværre kun kort (6 Aar), idet hun gik over til en bedre lønnet Stilling under Blindeinstituttet.

I 1893 knyttedes atter et udmærket Lærerindepar til G.B. Louise Hostrup og Emilie Hoffmann, der begge endnu virker ved Skolehjemmet, den førstnævnte tillige som Overlærerinde. Men dem skal jeg ikke nærmere omtale her, da jeg kan henvise til de korte Skildringer, jeg gav af dem og deres Virke i Tidsskriftet for Abnormvæsen for 1918 i Anledning af deres 25 Aars Jubilæ­um.

Da den Kellerske Anstalt i 1899 begyndte at røre paa sig for at flytte til sit nybyggede Hjem i Brejning ved Vejle, var der enkelte af de derværende Lærerinder, der ved Slægtskabsbaand var saa stærkt knyttet til København, at de ikke kunde lægge Fyn og to Bælter mellem sig og Hjem­met. Til dem hørte Eleonora Gjødesen, som fra den Tid af har hørt til Gl. Bakkehuses Stab. Hun var en stilfærdig og beskeden Dame, der nærmest gjorde et ubetydeligt Indtryk. Det efterfølgende viser, at hun var alt andet end ubetydelig. Jeg ventede heller ikke i hende at faa mere end en jævnt dygtig, erfaren og samvittighedsfuld Lærerinde; men jeg fik meget mere. Hun fik fra første Færd sin Virk­somhed blandt de svagest begavede Elever i de laveste Forsøgsklasser, der residerer i Afdeling B, og der har hun nu virket i 20 Aar. Med stor Interesse, Forstaaelse og Kærlighed omfattede hun de smaa, stedmoderligt begavede Børn, kendte dem ud og ind, ja ikke alene dem, men ogsaa deres hjemlige Forhold, idet hendes forstaaende Interesse ogsaa strakte sig til Hjemmene. Skulde der der­for tages Bestemmelse om en af hendes Elevers Fremtidsskæbne, kunde man altid være sikker paa hos Frk. G. at faa en paalidelig Vejledning til Bedømmelse, saavel af Barnets Evner og Karakter, som af Hjemmet og dets Forhold. Som ledende (inspektionshavende) Lærerinde paa Afdelingen har hun derfor ogsaa i mange Aar paa fyldestgørende Maade kunnet skrive de aarlige Censurer. Frk. G. har sjældne Evner til at omgaas saavel Medarbejdere som Eleverne og deres Forældre, hvilket sidste nærer stor Tillid til hende. Paa et specielt Omraade har Frk. G. indlagt sig særlig Fortjeneste, nemlig med Hensyn til Indførelsen og Udviklingen af Undervisningen i Vævning som Fag i Aandssvage­skolen.

I Anstaltens Aarsberetning for 1907-08 har jeg omtalt denne Virksomhed. Efter nogle Betragtninger om Vævningens fremskudte Stilling i den svenske Aandssvageskole skriver jeg Side 21-22: "Det var i Marts 1905, at Vævningen optoges i Gl. Bakkehuses Forsøgsafdeling. I den første Tid anvendtes kun 2 mindre Væve, som Anstalten fra tidligere Tid var i Besiddelse af; men da For­sø­gene gav over Forventning gode Resultater, anskaffedes efterhaanden -  ved Kollegers velvillige Hjælp - flere større og bedre Væve, saa at der i Øjeblikket er 6 i Gang. Da Hovedformaaalet med Prøven var at skaffe sig personlig Erfaring for Vævningens Anvendelighed som Beskæftigelse for aandssvage paa et saa lavt Trin, at Bibringelsen af almindelige Skolekundskaber helt maatte opgi­ves, prøvedes der kun med de daarligste Elever. Af de 7 ved Vævningen beskæftigede Børn kan saaledes kun en tælle og gøre Rede for Tallenes Værdi til 5, og en anden til 10, medens de øvrige ganske mangler Talbegreb. Alligevel har de lært forskellige Vævearter, saasom Lærred, Bygkorn, Gaaseøje, Slangokipper og lette Rosengangsmønstre, og de har lært at betjene sig af et Dragrust­ningsapperat (Mønstervævning), idet man, ved at give Rubrikkerne i Mønstret og Dragrustnings­ap­peratets Haandtag tilsvarende Farver, udnyttede Elevernes Evner til at adskille Farver, hvilken de alle var i Besiddelse af, til at bøde paa deres manglende Talbegreb.

Det har vist sig, at Børnene nærer stor Interesse for Arbejdet ved Væven og har megen Glæde deraf; men Faget kan sikkert ogsaa faa opdragende og disciplinerende Betydning for vanske­lige Elever. Saaledes var den tidligere nævnte E.R. et meget besværligt Barn, griset og ondskabsfuld og derfor til stor Gene for sine Omgivelser. Som et sidste Forsøg, forinden han overflyttedes til Asyl, sattes han til Vævning, og hans opførsel har nu bedret sig betydeligt; han arbejder hurtigt og interesseret og kan endog yde brugbar Hjælp ved Opsætning af Væve. Disse svagtbegavede Indivi­der, der ellers i Anstaltssproget betegnes som "Halvasylister", og som snart stunder til at glide over i Arbejds- og Plejehjemmene, har saaledes tilegnet sig en Færdighed, der til Glæde for dem selv og til nogen Gavn for Anstalten vil kunne føres videre i Arbejdshjemmet. Thi medens i Sverige den af Anstalten udgaaede Elev altid i Hjemmet vil kunne finde Vejledning og Tilskyndelse til at vedlige­holde og udvikle den i Skolen erhvervede Vævefærdighed, fordi Vævningen i Sverige endnu er en Nationalbeskæftigelse i de fleste Hjem, saa vilde det i Danmark være forgæves at uddanne i Væv­ning de Elever, der i Henhold til deres hele legemlige og aandelige Udvikling er skikkede til at ven­de tilbage til Hjemmene, fordi de ikke her, hvor Vævningen som Husflid er lagt paa Hylden, vilde kunne faa den nødvendige Tilskyndelse og Vejledning.

Det maa dog tilføjes, at Vævningen under de her skildrede smaa Forhold i vor egen Anstalt næppe vilde være lykkedes saa vel, dersom ikke Lærerinde Frk. E. Gjødesen med sin Tro paa og sin Kærlighed til Sagen havde forenet en sjælden Udholdenhed og Dygtighed.

Af Lærerinder ansatte i dette Hundredaar vil jeg endnu nævne et Par: Frk. Caja Madsen, der ansattes 1901, var en Datter af Politiinspektør Madsen, havde i nogle Aar været Guver­nante for min Broder Skovrider Rolsteds Børn og var af denne Familie højt skattet som dygtig Lære­rinde og retlinet, elskværdig Karakter, en Dom, som jeg efter mit i Aarenes Løb erhvervede Kend­skab til hende fuldt ud kan tiltræde. Udrustet med fortrinlige Evner og gode Kundskaber, be­sad hun særlige Lærergaver, ikke mindst i Regning, hvor det altid var en Fornøjelse at høre hendes rolige, klare og vel gennemtænkte Undervisning. Det glædede mig ved Eksamen forrige Aar at kon­statere, at hun - skønt forlængst Hustru og Moder - ikke har slaaet af paa Fordringen til sig selv som Lærerinde.

Frk. Helen Schiønnemann, der ansattes 1903, har gennem mange Aar gjort sig fortjent som en dygtig og samvittighedsfuld Lærerinde i Religion; som saadan deltog hun med mig i Forbe­re­delsen af Konfirmationsholdet og udfører vistnok nu alene dette Forberedelsesarbejde.

Frk. Margrethe Poulsen mindes jeg med Vemod, fordi hendes Liv og Gerning blev saa kort. Hun blev opdraget paa Stiftelsen Jægerspris, hvor en af hendes Lærerinder Frk. Bruun tog sig af hende med moderlig Kærlighed, førte hende frem til Privatlærerindeeksamen (eller maaske Præ­li­mi­næreksamen) og tog hende, efter at have taget Afsked fra Jægerspris, til sig i sit Hus i Køben­havn. Jeg var glad ved at kunne give Frk. P. en Haandsrækning til at komme lidt frem i Solen - og hun fortjente det; thi lige som hendes lille Person og Ansigt bar Præg af ydre Finhed, saaledes hav­de hun sikkert en fin og retskaffen Karakter, og som Lærerinde var hun meget mere end "brugbar". Syv Aar efter sin Ansættelse paa Gl. B. kastedes hun paa Sygelejet af en vistnok nedarvet Tuberku­lose. Efter at hun forgæves havde søgt Helbredelse paa Nakkebølle Sanatorium, tog Frk. Bruun hende hjem til sig igen. Her førte hun i nogle Uger en rørende, men ikke helt sejrrig Kamp for at gøre sig fortrolig med og forsone sig med sin Skæbne, indtil Frk. Bruuns kærlige Hænder lukkede hendes trætte Øjne. Gud glæde hendes Sjæl i sit Himmerige!

I 1908 ansattes Frk. Josefine Nielsen som tilsynsførende Lærerinde, og hun har i de efterfølgende Aar fungeret baade som Plejemoder og som Lærerinde, begge Dele med ubestridelig Dygtighed. Der mangler hende imidlertid noget ret væsentligt som Menneske for at hun kunne naa det bedste; men jeg tror, hun maaske endnu er i Udvikling og Brydning, og jeg vil ikke omtale hen­de nærmere, før jeg ser og forstaar mere, end jeg nu gør.

Forinden jeg forlader Skaren af mine kære Medarbejdere paa Bakkehuset, er der end­nu to - begge hensovede -, som jeg gerne vil vie et Par Ord: Den ene er Frk. Annanie Randrup, der i 1889 kom til os som Husholderske (Økono­ma) efter den omtalte uheldige Fru Nielsen. Som Datter af Snedkermester i Viborg var hun af god borgerlig Ekstraktion; men havde fra sin Ungdom helliget sig Landhusholdningen og kom til os i 50 Aars Alderen fra Godsejer, Kaptajn Thalbitzers Enke paa Bjørnsholm i Jylland. Hun var en tilta­len­de og hyggelig Type paa en Herregaards-Husjomfru og havde som saadan gennemgaaet en god For­skole for Gerningen paa Gl. B. Hun havde staaet i nært personligt Forhold til Fru Thalbitzer og hen­des 2 Børn, og dette Samliv havde i nogen Grad og paa heldig Maade præget hendes Person og Op­træ­den, Fru T. havde den største Tillid til Frk. Randrup og anbefalede hende saa varmt og i saa dra­sti­ske Udtryk, at jeg erindrer, det var nær ved at gøre mig betænkelig: "Jeg vil lægge mit Hoved paa Blokken", sagde hun, "om De ikke bliver fornøjet med Frk. R." Det viste sig imidlertid, at Gods­ejer­fruen ikke havde overdrevet: Anstalten fik i Frk. Randrup en Husholderske, der med overlegen Dygtighed og stor Økonomisk Sans administrerede de betydelige Værdier, som aarlig gik igennem hende Hænder, og med sindig Betænksomhed og ubestikkelig Retfærdighed lod hun enhver komme til sin Ret, hvad Forplejningen angik. Da Frk. R. i Oktober 1906 fratraadte Stillingen og kort efter afgik ved Døden, kunde jeg derfor skrive til Fru Thalbitzer, at hvis hun havde flere af saadanne Men­nesker at anbefale, kunde hun godt bruge lige saa kraftige Udtryk som dem, hun anvendte om Frk. Randrup.

Den anden er Frk. Molly Jensen, der som uddannet Sygeplejerske og midt i 30erne overtog Plejemoderstillingen ved den nyoprettede Forsøgsafdeling paa Gl. B. (1/10.1992). Hun er utvivlsomt den dygtigste Plejemoder, Anstalten i min Tid har haft. Sørgeligt derfor, at det kun skul­de vare saa kort. I Aarsberetningen for 1906-07 hedder det om hende: Medens Frøknerne Hoffman (Plejemoderen) og Randrup ved deres Afgang stærkt nærmede sig Støvets Aar, blev Plejemoder ved Forsøgsafdelingen Frk. Molly Jensen i sin bedste Alder pludselig bortrevet fra en Gerning, hun kun i 4 Aar havde varetaget, men hvortil hun var udrustet med saa alsidig Begavelse og saa ualmindelig Energi, at hun i den korte Tid formaaede at sætte sin Personligheds Præg paa hele den Afdeling hun var Leder af. Hun døde af Lungesvindsot d.17/7.06.

Om Sang- og Musiklærer Hans J. Larsen, der virkede ved DL. B: fra 1899 til 1914 skriver jeg i Aarsberetningen 1913/14 Side 15: "Sang- og Musiklærer H.J. Larsen saa sig d.31/3.14 nødsaget til at opgive sine Timer her for at kunne koncentrere sin Virksomhed indenfor de københavnske Kommuneskoler.

Ved sin faglige Dygtighed og pædagogiske Evne saavel som ved sin enestaaende Flid og Kærlighed til Ger­ningen, er det lykkedes Hr. Larsen i de 15 Aar, han virkede her, at hæve Undervisningen i sine Fag til en sjælden Højde. Det vil være en smuk Opgave for hans Eftermand, Hr. Darup-Jensem, at holde de nedarvede Traditioner i Hævd".
 L. havde, saavidt jeg ved, kun Kommuneskoleuddannelse, og saa Uddannelse som Musiker, ikke som Lærer; men han havde en pædagogisk Sans og et pædagogisk Greb, som mangen Pædagog med 1ste Klasses Uddannelse maatte misunde ham, og saa var han helt igennem et ud­mær­ket Menneske. I den store Flok af ret uensartede Elementer, der paa een Gang gaves ham til Undervisning i Sang, holdt han en fortrinlig og letvunden Disciplin, hvilket Fænomen jeg sætter i Forbindelse med den enestaaende Maade, hvorpaa han satte hele sin Person, al sin Kraft og Energi, hele sin Kunnen og Villen ind i Gerningen og derved ligesom elektricerede eller hypnotiserede Ele­verne til ogsaa at sætte alle deres Evner og al deres Opmærksomhed ind. Jeg har længe betragtet L. som min og mig som Larsens Ven. Det var mig derfor en stor Glæde at erfare, at Forstander Ottesen ved Vajsenhuset d.7/1.1929 hædrede L. ved en Middag og efterfølgende smuk Fest i Anledning af hans 25 Aars Jubilæum som Lærer ved Vajsenhuset. Det var mig et Vidnesbyrd om, at Ottesen ser paa Larsen med omtrent de samme Øjne som jeg, hvilket ogsaa bekræftedes ved Festens Forløb.

Jeg benyttede denne Lejlighed til at skænke Larsen det smukke illustrerede Værk: "Tonekunsten Mestre", af Anna Erslev, Bogen er ham til megen Nytte ved Undervisning i Musikhistorie i de øvrige Klasser, skriver han.

Gamle Bakkehus 1887-1915.


Som jeg har fortalt, var det tilsyneladende Tilfældigheder, der bevirkede, at jeg fik Stillingen som Forstander for Internatet. Noget lignende kan ogsaa gøres gældende med Hensyn til mit næste og sidste Avancement.

Under min 4-aarige Virksomhed ved Internatet var Lægestillingen ved denne Insti­tu­tion hele Tiden beklædt med Korpslæge, senere Overlæge, i Hæren I.F. Nielsen - en med mig om­trent jævnaldrende, stor og smuk Mand med praktiske Anlæg og sundt Blik, absolut fri for "lærde" Prætensioner. Han var samtidig Læge ved Aandsvageanstalten paa Gl. Bakkehus og havde paa den Tid ikke saa lidt Indflydelse hos Bestyrelsen, der da bestod af: Departementschef, Kammerherre P. Lind, fhv. Raadmand F.C. Bülow, Sognepræst C. Ewaldsen, Skibsmægler S.N. Rømer, Justitsraad, senere Etatsraad; Læge C.E.N. Petit.

Ved vort Samarbejde paa Internatet havde Dr. Nielsen Lejlighed til at lære mig at kende, og har formodentlig faaet Tillid til og Sympati for mig; thi da Forstanderposten ved Gl. Bakkehus i 1887 blev ledig ved Prof. H.P. Duurlovs Afgang, opfordrede han mig til at søge denne Post - noget, der ellers aldrig vilde være faldet mig ind, eftersom Aandssvage og Aandssvagevæsen for mig var et fuldstændigt terra incognita, idet jeg i mit hidtidige Liv kun havde kendt een aands­svag, nemlig den omtalte Aksel Augustinus.

Forslaget førte til adskillige Drøftelser mellem N. og mig og til et Besøg, som jeg sam­­men med ham aflagde i Anstaltens forskellige Afdelinger. Levende som det var sket igaar, staar endnu mit Besøg i den mandlige Plejeafdeling, hvor den saakaldte "Skrige-Peter" laa i sin Spænde­trøje sammenkrøben under en Bænk, gnavende paa et af dennes Ben, der allerede var halvt over­gnavet, og hvor en stor Flok af disse mere eller mindre uhyggeligt udseende Individer, der sjældent saa fremmede, flokkedes tæt om mig med den kæmpehøje, skælvende Hugo Gørtes i Spidsen.  Idet denne Kæmpeskikkelse, der var et Hoved højere end jeg, hældede sig ind over mig, tabte han den Kalot, han bar, og blottede derved et nøgent Kranium, der ikke bar et eneste Haar, medens Kalot­tens Indhold af hans dyre Skatte: Klude og Trævler og kulørte Papirstumper regnede ned over mig. Om end jeg bevarede Anstanden, kunde jeg vel næppe helt skjule det uhyggelige Indtryk, Afde­lingen og dens Beboere havde gjort paa mig, og Resultatet af Besøget blev da ogsaa, at da jeg havde sovet paa det, skrev jeg til Overlæge Nielsen - eller til Etatsraad Petit, der var indviet i Planen, at jeg havde opgivet Tanken om at søge Pladsen. I nogen Grad bidrog muligvis ogsaa hertil, at der paa G.B. var nogen Slendrian og nogle uduelige og uværdige Funktionærer, som jeg ikke var sikker paa at kunne faa fjærnet.

Imidlertid arbejdede Dr. N. videre med mig, støttet af Petit, der ikke mente at kunne bruge nogen af de andre Ansøgere. Det lykkedes dem omsider at overvinde mine Betænkeligheder, og det er mig en Glæde og en Trang her at fastslaa, at jeg aldrig har fortrudt, at min længste og bed­ste Livsgerning kom til at ligge paa dette sted - tværtimod.
 Da Sagen var afgjort, gik jeg ned for at hilse paa Professor Duurlov, og da min Hustru havde Lyst til at se sit tilkommende Hjem, gik hun med. Vi blev meget venligt modtaget af Fami­li­en; men Indtrykket af Lejligheden var yderst slet paa Grund af dens Yderlige Forsømthed og Forfal­denhed, der muligen nok stod i Forbindelse med Anstaltens slette finansielle Status paa denne Tid, da dens mangeaarige Lotteri havde begyndt at give Underskud og Staten endnu kun i ringe Grad havde begyndt at støtte den. Clara var saa fortvivlet over den store, malpropre og uhyggelige Lejlighed med Køkken i Kælderen og mørk Trappe førende ned dertil, at hun knapt var kommen udenfor Anstalten, før Taarene randt.

En Sammenligning med den lille, lyse og hyggelige Lejlighed paa Internatet faldt unægtelig ogsaa uheldig ud. Det lykkedes mig dog - om end med nogen Besvær - at faa Best. til at indrømme mig endnu et Værelse, saa jeg kunde faa Køkken og Spisekammer indrettet oppe i Stue­etagen, samt til at bygge en Veranda ved Havestuen og gøre Lejligheden pænt i Stand, saa vi fik i Virkeligheden et smukt og ret behageligt Hjem, vel nok det herskabeligste vi har haft.

Imidlertid kunde vi paa Grund af betydelige Istandsættelsesarbejder ikke flytte ind d.1/4.87, men boede i de 3 første maaneder i det gamle Rahbekske Hus, i hvis mange gammeldags-herskabelige, præstegaardsagtige Værelser med Fløjdøre mellem alle Hovedværelserne, vi fik det saa hyggeligt, at vi næsten var kede af at skulle derfra.
Ligesom der ved min Overtagelse af Internatet var en Del at komme igennem, før der kom Orden i Tingene, saaledes ogsaa her; kun at Forholdene i den vidt forgrenede Anstalt med dens mange Funktionærer var saa meget større. Jeg kom dog forholdsvis let gennem den Uhygge og det Utrygge, der vel altid - i hvert Fald for Mennesker med min Natur - er forbundet med at skulle arbejde sig ind i nye, ukendte Forhold og med mange ukendte Mennesker, og jeg tror, at de aands­svage bidrog meget til at gøre mig Overgangen let ved den umiddelbare, tillidsfulde og elskværdige Maade, hvorpaa de kom mig i Møde fra den aller første Dag. Jeg mindes endnu, hvordan den typi­ske 17-18-aarige aandssvage Dreng Vhr. Jensen. "Tykke" kaldet, kom hen til mig den første Mor­gen med sit tykke, runde, altid smilende Ansigt, klappede mig paa Skulderen og sagde: "God morgen Forstander! Hvordan har du det? Hvordan har du sovet i nat? Hvordan har din kone det?" - som om vi havde kendt hinanden i mange Aar. Dette og mange lignende Træk gjorde, at jeg hurtig kom til at føle mig hjemme paa Bakkehuset, og at jeg lige saa hurtig kom til at holde af de aands­svage. Og jeg er taknemmelig og glad ved at tænke paa, at disse 2 Følelser: Hjemfølelsen og Kærligheden til de aandssvage holdt ud i de 28 Aar paa G.B., uagtet det jo heller ikke der var Solskin altid.

Om "Tykke" maa jeg med det samme fortælle endnu et Par Træk. Han blev snart efter vor Bydreng og Husassistent og færdedes som saadan ofte langs Vesterbrogade med sin Bykurv og blev hurtig gode Venner med alle de Handlende ikke mindst med Butiksjomfruerne, som han om­gik­kes paa en egen galant, jeg kunde næsten sige chevaleresk Maade, uden nogensinde paa upas­sen­de Maade at blive  nærgaaende -; men kunde han faa Lov at trykke dem et lille Kys paa Haanden, var han baade stolt og glad.

Han hed ikke "Tykke" for ingen Ting, og var heller ikke tyk af ingen Ting. Han var derfor meget modtagelig for de Gaver, der faldt af til ham hos Spækhøkere, Bager og Urtekræmmer. En dag mødte jeg ham paa Vesterbrogade, Bykurven i den ene Haand, i den anden en stor sort Pølse, som han med god Appetit gnavede løs paa. Han fik imidlertid i Aarenes Løb saa mange Venner og Ven­in­der paa Vesterbro, at Bygangen paa Grund af de mange Visitter og de mange Smaapassiarer snart tog Timer i Stedet for Kvarter, og jeg stod omsider over for det Alternativ enten at sætte ham fra Bestillingen eller lade ham rejse til Ebberød; det første vilde gøre ham ulykkelig; jeg valgte derfor det sidste Haab om, at han der snart vilde glemme Slaraffenlivet paa Vesterbro; dette lykkedes ogsaa, idet han paa Ebberød snart blev ansat som "Køkkenkarl" og kunde tage Revanche for Afsavn af Niels Jensens sorte Pølser. Han blev da ogsaa endnu tykkere; end han var paa G.B. Nogle Aar efter døde han, men sikkert ikke af Mangel paa Mad.

Tykke og Mor var næsten altid gode Venner, men vred kunde han dog blive, ogsaa paa hende; en Gang fandt han Afløb for sin Vrede i følgende pudsige Trussel: "Du kan tro, Du skal ikke faa nogen Krans af mig, naar Du er død!"

Den Husstand, hvormed vi d.1/4.1887 drog ind paa Bakkehuset bestod foruden Mor og Far af Carl, 9 Aar, født paa det gl. Opfostringshus, Kirsten, 6 Aar, født paa det nye Opfostrings­hus og Hans 3 Aar, født paa Internatet. Flytningen begyndte allerede flere Dage før 1. April, idet vi ved Internatsdrengenes og Skolebetjent Berggrenes Hjælp om Aftnerne bar en stor Del Løsøre der­op, og Sadelmager Olsen, Sortedamsgade 3, der 10 Aar i Forvejen havde sørget for vort Udstyr og hjulpet os med Indflytningen i St. Kongensgade 108 i 1877 og paa Kalbrænderivej 48,2 i 1880, stod os ogsaa trolig bi med begge Flytningerne her. I Anstaltens Hovedbygning blev vi dog kun boende i godt 6 Aar til Efteraaret 1893; her fødtes Ejgil 1887, Emil 1889 og Sofus 1892.

Når jeg nu skal gaa over til at skildre mit Liv og min Virksomhed ved Gl. Bakkehus, maa jeg aller først henvise til min Bog, om Anstaltens Historie fra 1855-1905, en Bog, som jeg for­æ­­rede hver af mine Børn, for hvem disse Erindringer nærmest er skrevne, et Eksemplar af.
Min Fremstilling vil derfor antagelig blive ret fragmentarisk, men personlig, intim.

Først syntes jeg, jeg bør tale lidt om min Formand i Embedet. Saadan som jeg mindes ham fra den Tid, jeg afløste ham og fra de 5 Aar han levede efter min Afgang, staar han for mig som en høj, statelig, fin gl. Mand med et intelligent, alvorligt Ansigt, en rank smuk Holdning lige indtil sin Død. Han var jo teologisk Kandidat, men havde næppe teologiske Interesser, ofrede sig derimod for Pædagogikken, dels i Normalskolen, dels i Døvstummeskolen; men de, der kendte Duurlov nøjere, mener, at han hverken der eller i Aandssvageskolen var kommen paa sin rette Hylde, om end en saa begavet Mand som D. paa dette som paa ethvert andet Omraade vilde være i Stand til at udrette et dygtigt Arbejde. Han var i Besiddelse af et ualmindeligt mekanisk Talent, ar­bej­dede lige let i Metal som i Træ og efterlod sig ikke faa navnlig fysiske Apparater. Det er muligt, at Duurlov vilde have følt sig lykkeligere ved at se sin Livsgerning paa dette Felt.

Thi vil man være retfærdig, maa det indrømmes, at den Opgave, som D. paa Gl. Bak­kehus gik ind til, og som temmelig uforandret vedblev at foreligge i alle de 31 Aar, han virkede der, var vanskelig og utaknemmelig for ikke at sige umulig, naar henses til, at de Hjælpemidler, der stod til Raadighed for ham som Lærer og Pædagog, viste sig virkningsløse - og maatte vise sig virk­nings­løse - over for største Parten af de Individer, han fik at arbejde med. Anstalten kaldte sig nem­lig fra første Færd "Helbredelsesanstalt", og da Fordelen ved at faa sine aandssvage Børn "hel­bred­te" var desto større, jo mere angrebne de var, saa strømmede fortrinsvis angrebne ind; helbredes kunde de jo imidlertid ikke, som oftest end ikke nævneværdigt forbedres, og da Anstalten ikke havde Raad til at skille sig ved de godt betalte Asylister, naar ingen udviklingsdygtige meldte sig til de ledige Pladser, saa blev Følgen den, at Asylister og Halvasylister i mange Aar, ja saa godt som hele Duurlovs Funktionssted, levede under Tag, ja ofte i Klasse sammen med udviklelige Børn.

Om D. kunde have forandret dette Forhold ved at hidføre en hurtigere Udskillelse af de umulige og en bedre Klassificering af de tiloversblevne - dette er ikke et Spørgsmaal om D's Forstaaelse af Sagens Store Betydning; thi denne maa have staaet ham klar, men et Spørgsmaal om hans Initiativ og Energi og om de samme Egenskaber og den samme Forstaaelse hos de Mænd, der sad i Bestyrelsen, samt endelig om Samarbejdet og Forstaaelsen mellem Bestyrelsen og Forstan­de­ren indbyrdes.
Paa dette sidste Punkt var der periodevis en Brist, ikke mindst i den sidste Del af D's Funktionstid. Og skønt D. vistnok var en noget stejl Natur med Evne og Lyst til at bruge Ironiens Vaaben, saa har Fejlen dog næppe ligger ene paa hans Side.

Men hvordan det nu end forholdt sig, saa var Resultatet i 1887 det, at den Skole paa nogle og 60 Elever, som jeg tog i Arv efter D. bestod for Fjerdepartens Vedkommende af rene Asy­lister, medens Resten for en stor Del var langt ude over Skoleaarene, tildeles højt oppe i Tyverne, og nogle havde gaaet i Skole i 12-16 Aar. I Plejeafdelingen for voksne, hvor Kønnene først kort i Forvejen var blevet adskilte, levede endnu lavtstaaende Asylister sammen med forholdsvis velud­viklede, arbejdsduelige Individer.

Der var saaledes nok at reformere; men om hele denne Udvikling giver min Bog tilstrækkelig Oplysning.
Jeg vender mig derfor mod de mere personlige Forhold og begynder med at forestille for Læseren den Bestyrelse, som havde kaldet mig, og med hvilken jeg altsaa fra først af kom til at samarbejde.

Formanden, den 72-aarige Departementschef A.C.P. Linde, var en høj, smuk, fint­dan­net Mand med nedarvet Kultur, elskværdig og ligefrem, yderst velvillig, flittig, akkurat og sirlig med alt, hvormed han havde at gøre. Han havde arbejdet sig op ad alle Embedsstigens og Rangsti­gens Trin - Kancellist, Fuldmægtig, Kontorchef, Departementschef, Kancelliraad, Justitsraad, Etatsraad, Konferensraad, Kammerherre.  Han var en meget behagelig Mand at arbejde sammen med; men da han med al sin Elskværdighed forbandt en noget svag Karakter, og da der i Besty­rel­sen paa hans Tid sad kraftige Viljer, havde han næppe den Indflydelse i Bestyrelsen, som en for­mand helt bør have. Jeg arbejdede kun et Aar under ham, da han allerede i Marts 1888 afgik ved Døden.

Raadmand F.C. Bülow var Anstaltens ældste Bestyrelsesmedlem saavel af Aar som af Anciennitet, idet han vistnok var 76 Aar gl. og havde siddet i Best. siden 1862. Han var vist oprin­de­lig Landmand og ejede paa den Tid Gaarden Helleruplund i Hellerup, men var tillige stor Grund­ejer i København. Saavel Bülowsvej paa Frederiksberg som Bülows Allé i Hellerup har Navn efter ham. Han ejede ogsaa Ejendommen Ny Bakkegaard tæt ved Anstalten - der, hvor nu Brygger Ja­cob­sens store Villa ligger. En hel Del af Anstaltens sydlige Grund har tilhørt ham. Han var utvivl­somt en meget praktisk Mand, Asmussen siger om ham (efter hans Død d. 15/12.90) i Beretningen for 1890-91, at hans rige Erfaring paa mangfoldige, praktiske Omraader altid har været Bestyrelsen til megen Nytte, samt at han ydede Anstalten økonomisk Støtte af forskellig Art. Jeg har intet Ind­tryk af hans indre Menneske, men mindes ham som en ejendommelig, ret imponerende Patriark­skik­kelse - stor og bred, det fyldige, glatbarberede Ansigt helt omgivet af graat Kindskæg og et vældigt bølgende Haar. Han minder mig om de Billeder, jeg har set af Eventyrdigteren Asbjørnsen.

Den næste i Rækken er Sognepræsten paa Frederiksberg Christen Ewaldsen, der sad i Best. fra 1880 til sin Død 1893. I sine yngre Aar var han Præst i Flensborg, blev i 1865 2. Præst v. Frue Kirke, hvorfra jeg mindes ham sen en især af Damerne søgt Modepræst, og i 1876 Sognepr. paa Frederiksberg. Han var en myndig Prælat, med noget af en Sømands Djærvhed, maaske ned­arvet fra Faderen, der var Skipper i Randers. Forkælet som en Mode- og Damepræst jo let bliver, var han "stor" og yndede at vise sin Magt og Myndighed især over for dem, der ikke paa Forhaand "laa paa Maven" for ham. Mig gav han saaledes en alvorlig Dukkert i den samlede Bestyrelses Nær­værelse lige i Begyndelsen af min Virksomhed paa Gl. B.: Slagter Matthisen i Smallegade, som paa den Tid var Leverandør til Anstalten og vistnok var bleven det paa Ewaldsens Anbefaling, hvad jeg ikke vidste, havde ganske vist godt Kød, men var uforskammet dyr. Ved at tage Tilbud fra 2 andre Slagtere fik jeg ham trykket nogle Øre ned; men han løb straks til Ewaldsen og beklagede sig, og ved næste Bestyrelsesmøde blev jeg kaldt over og fik en Tilrettevisning af E. fordi jeg havde hand­let egenmægtigt uden først at gaa til ham. Resultatet blev, at M. kom op paa sine gamle Priser. Ret­fær­dighed mod Etatsraad Petit byder mig dog at notere, at denne spagfærdig udtalte, at Best. dog maatte være mig taknemmelig for mine Bestræbelser for at administrere billigt.

Det fjerde Medlem af Bestyrelsen var Etatsraad, Læge C.C.N. Petit, f. 1817, d. 1893, i Best. fra 1882-93. han var en ivrig Botaniker, ernærede sig i de Yngre Aar delvis som Lærer ved Skoler og for de forststuderende, var fra 52-73 praktiserende Læge i Fredensborg, flyttede saa til København, boede i sin smukke Villa paa Frederiksberg, men praktiserede ikke mere (han var rigt gift). Han omfattede sin Gerning som Bestyrelsesmedlem med stor Interesse og udførte et ikke ringe Arbejde som saadan, bl. andet som Medlem af Kommissionen (Udvalget) af 1886 til Udar­bejdelse af Forslag til Anstaltens Reformering (se Beretning for 1886 og 87); men nogen betydelig Mand var han ikke, hverken fra Hjertets eller Forstandens Side; snarere forekom han mig noget "smaat skaaren". Betegnende er i saa Henseende det Træk, at den første Beretning (1886-87) efter Forstanderskiftet skulde udgives og befordres i Trykken, tilbød han Formanden Kammerherre Linde at besørge dette Arbejde imod at blive Etatsraad (han var den Gang Justitsraad). Jeg gjorde det sam­me Arbejde i de paafølgende 27 Aar; men skønt jeg ikke derfor blev Etatsraad, misunder jeg ham dog ikke i hans Grav.
Det 5te og sidste Medlem var Skibsmægler S.N. Rømer, der sad i Best.  fra 1880 til sin Død 30/1.06 og paa den Tid, da jeg traadte til, vel nok en Mand i Beg. af 50-erne. Han var en anselig, svær, noget forspist, men ganske køn Mand med mørkt Fuldskæg, stærkt skaldet. Han var utvivlsomt en dygtig Forretningsmand, flittig og energisk, tjente mange Penge, men brugte ogsaa mange (store flotte Selskaber).  Asmussen paaskønner hans varme Interesse for de ham nærmest underlagte Grene af Anstaltsvirksomheden og siger, at hans store Forretningssans og vidtstrakte Handelsforbindelser ogsaa i andre Henseender kom Anstalten til Gode. Sandt er det, at han gerne handlede paa Anstaltens Vegne og yndede at gøre store Indkøb til Lageret; men efter mit Skøn kunde disse Handler nok kritiseres, og da han lod Anstalten sælge den værdifulde Ejendom paa Købmagergade, hvorfra det nedlagte Industrilotteri var bleven administreret, til sin Svigersøn Arkitekt Wittrock, handlede han utvivlsomt mere i dennes end i Anstaltens Interesse.

Een Reform fortjener han dog ubetinget Æren for: Indførelsen af kraftige Frokoster ved Betyrelsesmøderne:  Da disse holdte imellem 10 og 12 'a 1 og da Formændene - Linde, Asmus­sen- fra Mødet maatte gaa lige i Ministeriet og Rømer maaske paa Børsen, var der ikke noget at sige til, at de indtog Frokosten paa Anstalten. I Lindes Tid var Frokosten imidlertid meget spartansk: Bouillon m. ristet Franskbrød + Kaffe; men efter hans Tid fik R. indført 2 varme Retter + koldt Bord, Vin, Kaffe og Bagværk. Rømers første Gang, naar han kom til Møde, var altid over i Køk­kenet til Husholdersken: "Naa, Frk. Randrup, hvad har De saa til os idag?".

Nu er Bestyrelsesfrokosterne (fra Formand Nielsens Tid) helt afskaffede;  men da Med­­lemmerne nu i Modsætning til den Gang faar deres gode Honorarer, vilde det være Uret af mig som nuværende Medlem af Bestyrelsen at misunde Rømer og hans Kolleger deres gode Frokost; det var jo det eneste Vederlag, de fik for deres Arbejde.
 I Anstaltens Statutter af 1862 hedder det §12, at "Bestyrelsens enkelte Medlemmer varetager efter deres specielle Indsigt de særskilte forskellige Retninger, hvori Anstaltens Virksom­hed deler sig".  Denne Bestemmelse blev af den daværende Bestyrelse - i hvert Fald delvis - prakti­seret paa den Maade, at et Bestyrelsesmedlem paa sit Omraade uden om Forstanderen kunde give Ordrer til de under Forstanderen sorterende Funktioner. Denne umulige Ordning havde vistnok sin Del i, at Prof. Duurlov kom i et skævt Forhold til nogle af Best.'s Medlemmer, navnlig Ewaldsen og Rømer, der begge var myndige Mænd, der ikke havde noget imod at holde Forstanderen nede og vise ham deres Magt. Ogsaa jeg maatte i Begyndelsen finde mig i, at Ewalden, hvem Haven var underlaget, gav Gartneren Ordrer uden om mig. Men i min Instruks af Januar 1888 fik jeg optaget den Bestemmelse, at Forstanderen kun gennem Bestyrelsen eller dens Formand var forpligtet til at modtage Ordrer.

Naar jeg derefter vende mig mod den Stab af Funktionærer, for hvilken jeg den 1/4.87 blev Foresat, vil jeg begynde med den fortræffelige gamle Gymnastiklærer og Husfader i den mand­lige Plejeafdeling Krigsassessor C.F. Hansen. Han var en høj og statelig Mand med et smukt eller i hvert Fald meget tiltalende Ansigt. Skønt udgaaet fra Underofficersklassen, kunde han ved sin smuk­ke og værdige Holdning, sin altid vel soignerede Person og sin ulastelige ydre og almindelige Dannelse godt gælde for Kammerherre. Man vil faa et godt Indtryk af Mandens Karakter og Ger­ning ved at læse, hvad jeg skriver om ham i Aarsberetningen for 1891-92: Foruden de hvert Aar tilbagevende Fester har vi i Aar haft den Glæde at kunne fejre en ekstraordinær og særdeles vellyk­ket lille Festlighed i Anledning af Krigsassessor C.F. Hansens 70 Aars Fødselsdag d.10/1.92 og hans samtidige Tilbagetræden fra Stillingen som Lærer i Gymnastik og Dans. I denne Anledning havde Anstaltens Bestyrelse indbudt ham til en Sammenkomst i den festlig smykkede Gymnastik­sal, hvor han modtoges af den samlede Bestyrelse, Lærerpersonalet og Børnene, og hvor Forman­den Departementschef Asmussen, efter at Børnene havde afsunget en Salme, tolkede ham Besty­relsen Tak for hans 36-aarige dygtige, trofaste og sjældent frugtbringende Virksomhed samt over­rakte ham som en Paaskønnelse deraf fra Hans Majestæt Kongen Dannebrogsmændenes Hæders­tegn og fra Bestyrelsen en smukt forarbejdet Sølvvinkande,  hvorefter Forstanderen oplæste og overrakte ham paa egne og hele Lærerpersonalets Vegne en Adresse, hvori de udtrykte deres Høj­agtelse og Hengivenhed for hans Person og deres Beundring for hans Arbejde, samt overrakte ham en til Vinkanden svarende Pokal. Saavel ved den egentlige Fest som ved den derefter følgende Festfrokost viste det sig ret, i hvor høj Grad Assessor Hansen som den levende Repræsentant for alle gode Traditioner var bleven Midtpunktet for alles Agtelse og Sympati. ..... Til denne Beretning maa jeg føje det lille halvt komiske, halvt rørende Træk, at da Gæsterne rejste sig fra Frokostbordet, gav Skibsmægler Rømer Assessoren et rigtig Smækkys lige midt paa Munden.

Med Bestyrelsens Sanktion fortsatte Personalet Festen om Aftenen ved et Slags Sam­men­skudsgilde, til hvilket jeg husker, Mor bidrog med Sylte og Grisetær.
Det er mig en Glæde at vide, at det lykkedes mig saavel til daglig som ved Fest at sprede lidt Solskin paa den sidste Del af denne fortræffelige Mands Livsvej.

Saa var der en Række af Funktionærer, hvem jeg mindes med Glæde og Taknem­melighed som flinke op paalidelige Arbejdere hver paa sit Onraade; hertil hører Haandgernings­læ­rer Stiler, Fyrbøder H. Hansen, Ægteparret Dinesen, Portner og Oldfrue, Vaskeribestyrerinde Fru C. Jensen, Sygeplejerske Fru K. Nielsen, der alle holdt ud med mig en kortere eller længere Aarrække, indtil Kræfterne slap op. Den eneste af dem, der endnu lever, er Fyrbøder Hansen, der skønt højt oppe i 70erne ser stærkere og kraftigere ud nu, end medens han fungerede.

Plejemoderen Frk. Emilie Hoffmann, der tidligere var Lagerbestyrerinde, havde bety­delig Indflydelse og indtog en fremskudt Stilling. Hun var mig daarlig anbefalet af Overlæge Niel­sen, der mente, at hun maatte ofres tillige med Frk. Borre for at der kunde blive Ro og Tilfredshed og Ligelighed mellem Funktionærerne, idet hendes Stilling og Indflydelse efter hans Mening ikke skyldtes hendes Dygtighed, men den Omstændighed, at hun var "Pot og Pande" med Professorens Damer (Fruen og dennes Søster Frk. Jakobsen), der gerne og ofte med Held blandede sig i Ansta­ltens Anliggender. Noget var der i det, men Professorens Damer var jo nu borte, og den nye For­stan­ders Hustru blandede sig hverken nu eller nogen Sinde senere i Anstaltens Anliggender; og skønt hun omgikkes Funktionærerne med Venlighed, hvor de mødtes, havde hun baade Karakter og Forstand nok til at gøre Modstand, naar nogen søgte at erobre hende for sine Interesser eller Ansku­elser, hvad der f.Eks. var Tilfældet med en hende ret nærstaaende Funktionær - Plejemoderen Fru Krohn.

Hvad Frk. Hoffmann angaar, viste hun sig at være brugbar, naar hun blev stillet paa sin rette Plads. Som Plejemoder paa Hovedbygningen - den mest repræsentative Plejemoderpost - havde hun gode ydre Betingelser for at gøre Fyldest: en høj, statelig Dame med et dannet og venligt Væsen, en rolig og behersket Optræden. Hun stod stadig i venskabeligt Forhold til Børnenes Foræl­dre og var god imod Børnene. I Forhold til sine underordnede havde hun ikke heller nævneværdige Vanskeligheder; men de fik maaske ogsaa lidt for meget Lov til at gøre, hvad de selv vilde, hvorfor det ogsaa til Tider skortede lidt paa Renligheden i Huset.

Af Karakter var hun veg og vigende, havde ikke Evne eller Mod til overfor Modstand at fastholde og forsvare en bestemt Mening. Man var derfor ikke sikker paa, hvor man havde hende. Noget for meget lod hun sit Forhold til Omgivelserne beherske af Sympatier og Antipartier, men under mit Forstanderskab frafaldt hun dog sin Tilbøjelighed til Klikkedannelse og i det hele maa det siges, at hun i de 29 Aar tjente Anstalten med Ære.

Af de gamle Funktionærer vil jeg dog ogsaa nævne Organisten v. Vartou Kirke Viggo Kalhauge, der var Sanglærer i den lange Række af 37 Aar (1866-1903). Han var en høj, smuk, anse­lig Mand, dannet og intelligent, musikalsk, begavet, komponerede et Par mindre Arbejder for d.kgl. Teater. Han syntes at have alle ydre Betingelser for at holde god Disciplin, og dog var dette hans svage Punkt og vel nok en af Hovedgrundene til, at han som Lærer udrettede saa overordentlig lidt i Forhold til, hvad man kunde have ventet. Dertil kom, at han - i min Tid i det Mindste - var kørt træt, havde tabt Interessen og Energien - hvis han da overhovedet havde haft nogen saadan -. Han brugte altid Klaveret ved Sangundervisningen og hamrede saa voldsomt i det, at man fristedes til at tro, det skete for at overdøve Sangens Mangler. Iøvrigt var han en godmodig og elskværdig Mand, med hvem jeg stod paa den venskabeligste Fod. Han gik af med en god Pension - den han trængte haardt til - et Par Aar før han døde.

Endnu maa jeg nævne blandt mine første og mangeaarige Medarbejdere Ditmarskeren Gartner I.C. Lübeke (1881-1908). Han udmærkede sig ikke som Gartner og manglede den for en saadan Stilling saa vigtige Ordenssans. Man han var en yderst retskaffen og bundskikkelig Mand, med hvem jeg havde den største Medfølelse, dels paa Grund af hans Fattigdom, men især paa Grund af hans ulykkelige Ægteskab med en ren Zantippe, der tilmed var saa grim, som en Heks, skelende, halvblind tilsidst, og beskidt; bestilte ikke stort andet end at skælde Manden ud i Tide og Utide.

Jeg beundrer Lübeke for den enestaaende Taalmodighed, hvormed han bar sit Kors uden nogensinde at sige et beklagende eller nedsættende Ord om sin Livsledsager.

Om Anstaltens eneste eksaminerede Lærerinde Frk. Anna Rasmussen (1886-1901) skal jeg kun bemærke, at hun skyldte Ewaldsen sin Ansættelse, var overlegen overfor Kolleger og Gerning og ikke udrettede meget; hun blev senere som Kommunelærerinde (København) gifte med Kommunelærer cand. Theol. Schad og virker endnu ved en af Skolerne paa Vesterbro.

De andre 2 Lærerinder, der ikke havde Uddannelse som saadanne var Frk. A. Skov­gaard og Frk. J. Borre; den første var vistnok en retlinet Karakter, en flittig og samvittighedsfuld Lærerinde, men allerede 70 Aar og gik derfor af 1/7.87; den anden var der ikke meget ved hverken som Menneske eller Lærerinde - daarlig Anstaltselement; hende maatte jeg dog holde ud med i hen­ved 2 Aar.

Det samme var Tilfældet med den mest uværdige af de Funktionærer, jeg i 1887 kom til at arbejde med, og det endskønt jeg meget hurtig kom paa det rene med, at hun burde fjernes. Det var Husholdersken Enkefru J. Nielsen (1/3.84 - 1/2.89). Hun var ansat af Ewaldsen 3 Aar i Forvej­en; Ewaldsen benyttede enhver Lejlighed til at rose hende og viste hende sin Bevaagenhed; med den Karakter, hun havde, følte hun sig derfor hurtig sikker i Sadlen og troede efterhaanden hun kun­de gøre hvad hun vilde, saa meget mere, som hun ikke manglede Dygtighed. Omtrent hver Søndag havde hun mange fremmede, som hun bespiste godt; men jeg skønnede snart, at hun ogsaa var di­rek­­te uærlig; imidlertid følte jeg, at jeg maatte have gode Kort paa Haanden for at styre hende, og jeg maatte vente længe, til de Folk, der skulde hjælpe mig dermed, havde lært mig nogenlunde at kende og faaet Tillid til mig. Først efter Nytaar 1889 havde jeg i de 2 Køkkenpiger (hvoraf den ene var den nuværende Portnerkone Fru Olsen) Vidner, jeg kunde stole paa, medens Køkkenkarlen Laurits, der havde samme Viden som Pigerne, og iøvrigt var en skikkelig Karl ikke vilde lege med.

Jeg gik saa den paagældende Dag til Bestyrelsens Formand (Asmussen) og bad ham tage Affære. Han kom straks ned tillige med Etatsraad Petit, og jeg holdt saa i deres og Fru N.'s Nærværelse Forhør over de 2 Piger, hvorved det sloges fast, at hun mange Fange og især ved Stif­telsesfesten havde sendt Varer fra Anstaltens Beholdninger ud af Huset, ved sidste Fest saaledes 2 Ænder. Hun gjorde ikke Forsøg paa at benægte, og der blev da ogsaa gjort kort Proces med hende, idet hun anmodedes om straks at forlade Anstalten. Et komisk Intermesso udspandt sig dog forinden ve blev hende kvit, idet denne tykke "Skruppe" med sit store hvide Forklæde paa ilede hen og om­fav­nede den sirlige spinkle Etatsraad Petit og med Taarer i øjnene udbrød: " Er det da ogsaa saa slemt? Kan det da ikke tilgives? Kan jeg dog ikke faa Lov at blive".

Da hun mærkede, at intet hjalp, gik hun resolut over og pakkede sit Tøj; men efter de to Pigers senere Vidnesbyrd pakkede hun tillige en god Del Fetalier med - saa hun blev i Rollen til det sidste. Det mest graverende for hendes Karakter var, at hun ikke selv var trængende, og den gif­te Datter, som væsentlig nød godt af Tyverierne, sad i ganske gode Kaar.

Da Departementschef Asmussens Indtræden i Bestyrelsen Som Formand d.1/4.88 efter Kammerherre Lindes Død gav Stødet til den store Reform af Gl. Bakkehusanstalten, som betegnes ved Oprettelsen af Arbejdes og Plejehjemmet paa Ebberødgaard saa vil jeg, forinden jeg gaar over til denne Reformperiode, der ogsaa var min Periode, kort omtale denne Mand, som jeg havde den Glæde og Lykke at samarbejde med i 26 Aar.

Han er født i Flensborg 15/11.40 som Søn af Glarmester A. dersteds og blev Student fra Flensborg Skole 1858. Han begyndte som Volontør i det slesvigske Ministerium, blev Translatør i Tysk 1873, var Assistent paa Sjællands Bispekontor 1869-78 og derefter Revisor ved Stiftets gejst­lige Enkekasse, men fik sin Hovedvirksomhed i Kulturministeriet som Assistent, Kontor- og Departementschef far 1887 til 1912, da han tog sin Afsked.

Han var i sin bedste Alder, da jeg traadte i Forhold til ham; han var udrustet med en ualmindelig Arbejdskraft, stor Flid, Ordenssans og Akuratesse samt et rigt Initiativ. I disse Hense­ender stod han som et udmærket Forbillede for sine Underordnede. Han bevarede hele Livet igen­nem sin medfødte jævne Borgerlighed; enhver var han god, naar han samvittighedsfuldt gjorde sin Pligt, hvad Stilling han saa beklædte. At han med disse Egenskaber var en elskværdig og behagelig Foresat følger af sig selv. Dog havde han som Foresat overfor et stort Personale en Mangel: Han formaaede ikke at give en vel turneret Røffel, selv om han saa, den var vel fortjent, kunde ærgrer sig derover og tale til andre derom. Denne Mangel hængte vel i nogen Grad sammen med, at han ikke var nogen udpræget Karakter og ikke var særlig godt skaaret for Tungebaandet.

Jeg har kun een Gang i de 26 Aar haft en Konflikt med ham, og da den kaster et Strejflys over den her berørte Side af hans Karakter, skal jeg omtale den. Jeg havde ladet en i min Lejlighed værende Gasledning forlænge ud i Køkkenet for at kunne faa Kogegas, hvilket jeg ansaa for en ganske naturlig Ting, da jeg jo selv betalte mit Gasforbrug; jeg gjorde derfor heller intet For­søg paa ved Posteringen paa Regningen at skjule det, hvad jeg meget vel kunde have gjort. Kaptajn Carlsen var den Gang Revisor og Rømer var Decisor. Det var altsaa disse to Mænd, der bar Ansva­ret for, at Antegnelse og Decision gik ud paa, at jeg skulde betale, hvad ledningen kostede, saa vidt jeg husker ca. 35 Kr. Jeg gik saa til Asmussen og forklarede ham som Bestyrelsens Formand, hvad jeg allerede havde anført i min Besvarelse af Revision antegnelsen, at det dog var min naturlige Ret, naar der var Gas i Lejligheden, saa at benytte den til Kogning, og selv om man maatte mene, at jeg burde have spurgt Bestyrelsen om Tilladelse til at forlænge Ledningen, var der dog ingen Grund til at forlange, at jeg skulde betale Ledningen, naar man dog ikke vilde nægte mig at bruge den Koge­gas, som jeg selv betalte. Jeg skød altsaa min - som jeg mente - retfærdige Sag ind under min nær­me­ste Foresatte og bad ham drage Omsorg for at jeg blev fri for at betale, ikke saa meget for Penge­nes Skyld som for Honnørens, idet det jo kunde se ud, som jeg havde villet tilsnige mig en Begun­stigelse, der ikke med Rette tilkom mig. Asmussen mente ikke at kunne gøre noget for mig i saa Henseende, men henviste mig til Decisor, hvis jeg vilde opnå noget. Dette erklærede jeg mig uvillig til, men erklærede ogsaa bestemt, at jeg ikke vilde betale det omhandlende Beløb. Jeg hørte aldrig senere noget om Decisionen og blev ikke afkrævet Pengene, som altsaa blev i min Lomme.

Ved Omtalen af mit Samarbejde med Asmussen maa jeg nævne, at jeg under alle hans Planer og Forarbejder til Grundlæggelse af Arbejds- og Plejehjemmet paa Ebberødgaard efter bed­ste Evne stod ham bi med Raad og Daad. Asmussen erkendte ogsaa dette og paaskønnede det blandt andet ved at foranledige, at det Ridderkors, som jeg siden har baaret, om Morgenen den 26/5 1892 (Christian IX og Dronning Louises Guldbryllupsdag) bragtes mig af Postbuddet i en almindelig Kon­­volut, en Fremgangsmaade, der formentlig skyldes den stor Mængde af Udnævnelser, som faldt hin Dag. Jeg var den Gang 44 Aar og havde beklædt Forstanderstillingen paa Gl. Bakkehus i 5 Aar.

Den nævnte store Reform af Gl. Bakkehus tog allerede i 1887 sin Begyndelse med Op­­ret­telsen af Børneasylet i det gamle Rahbekske Hus, hvorved Skolen frigjordes for alle de uud­vik­lelige Børn. Bevægelsen fortsattes med Indkøbet af Ejendommen Ebberødgaard. (10/5 1890), og Reformen fuldførtes i 1892, da det der indrettede Arbejds- og Plejehjem toges i brug, idet samtlige paa Gl. Bakkehus værende voksne arbejdsføre og samtlige Asylister af alle Aldre og begge Køn flyt­tede derud, hvorved Gl. Bakkehus for første Gang blev det, hvortil det oprindelig var bestemt: et rent Skolehjem.

Det er udelukkende Asmussens Ære at have "fundet" den interessante, gamle yderst forfaldne, men ved sin skønne og tilpas isolerede Beliggenhed til Anstaltsbrug vel egnede Ejendom Ebberødgaard. Og jeg var den første, som paa Embedsvegne af Asmussen blev sendt ud for at skøn­ne, om Ejendommen egnede sig til dette Brug. Mit køn faldt i høj Grad sammen med Asmussens, og jeg har heller aldrig hørt andet, end at de forskellige Beboere af Anstalten i de siden da forløbne 27 Aar har været vel tilfreds med Beliggenheden, I Aarsberetningen for 1891-92 har jeg Side 32-39 udtalt mig saavel om Ejendommen som om Betydningen af Reformen.

Den Udvikling af Skolehjemmet, som blev Følgen af den store Udflytning af Asylis­terne til Ebberødgaard, medførte i 1892 at de nærmeste Aar der omkring Ansættelsen af en stor Mængde Funktionærer, navnlig Lærerinder. Da en saadan Anstalt og dens Plejebørns Ve og Vel i aller højeste Grad afhænger af, om den er i Stand til at erhverve og bevare en Stab af dygtige, sam­vit­tighedsfulde og trofaste Funktionærer i de forskellige Stillinger, ved Undervisningen, Plejen og Forplejningen, saa følger deraf, at Ansættelsen af nye Funktionærer er en Sag af vital Betydning. Fremgangsmaaden var den, at medens Forstanderen paa eget An- og Tilsvar ansatte (og afskedi­ge­de) det egentlige Tyende samt Plejersker, blev alle andre Pladser opslaaet ledige, hvorefter Forstan­deren ved en motiveret Indstilling til Bestyrelsen henledede dennes Opmærksomhed paa de efter hans Mening mest kvalificerede Ansøgere - i Reglen 3 af disse, stundom flere, stundom færre.

Jeg var under hele min Funktionstid yderst samvittighedsfuld med ved disse Indstillinger kun at tage saglige Hensyn til, hvad der efter min Overbevisning tjente Anstalten best. Der bliver jo ved saadanne Besættelser taget uvedkommende Hensyn - til Familieforhold, til Ansøgerens formaaende Velynderes Ønsker, stundom ogsaa Barmhjertighedshensyn til selve Ansøgeren - og vil man gøre sit til, at kun saglige Hensyn bliver afgørende maa man først og fremmest selv respektere disse.

Ser jeg tilbage paa mit 28-aarige Samarbejde med Bestyrelsen, paa dette Område, maa jeg fuldt ud paaskønne Bestyrelsens Loyalitet, idet den bestandig tog skyldige Hensyn til mine Indstillinger og yderst sjældent gik udenfor dem. Resultatet blev da ogsaa tilfredsstillende, og ved at se tilbage paa den lange Række af Navne, der i min Tid knyttedes til Gl. Bakkehus, er det mig en Glæde at konsta­tere, at disse Navne repræsenterer en dygtig og hæderlig Funktionærstab, hvis Virksomhed i det hele blev til Gavn og Ære for Anstalten. De faa Undtagelser bekræfter i saa Henssende kun Regelen.

Der ansattes i min Funktionstid i alt 6 Lærere, 36 Lærerinder, 7 Plejemødre, 4 Syge­plejersker, 3 Husholdersker, i Portner, 1 Fyrbøder, m.fl.

Af alle disse 66 Funktionærer var kun een - Fyrbøder Spath - absolut uværdig og bur­de aldrig have været knyttet til Anstalten. At han blev det skyldtes en ovenud fortrinlig Anbefa­lings­skrivelse fra Pastor Ussing til Departementschef Asmussen og dennes Ønske om at rette sig derefter. En anden - Frk. Tuxen - havde gode ydre Betingelser for at udføre en Plejemoders Ger­ning, men tog ikke Arbejdet op med Flid og Samvittighedsfuldhed, hvorfor det ikke var noget Tab, da hun efter 4 Aars Forløb forlod Gl. Bakkehus. Derimod vakte det Forundring, at man uden at for­høre sig under Haanden paa Gl. Bakkehus betroede hende Stillingen som Forstanderinde for Dron­ning Louises Børnehospital, en Stilling, hun da ogsaa snart maatte opgive.

Alle de andre var brugbare, de allerfleste maa betegnes som samvittighedsfulde og duelige, og ikke faa er det mig en Glæde at betegne som fortrinligt skikkede til at udfylde deres Plads som Led i en stor Stab af Arbejdere, der samdrægtig bør gaa op i den fælles  Gerning til Gavn for de umyndige, der paa den ene eller den anden Maade var dem betroet.

Da en Opdragelses- og Undervisningsanstalt af den Art som Gl. Bakkehus ikke kan udføre sin Mission, løse sin Opgave til Gavn og Glæde for sine Myndlinge og til Ære for sig selv uden en trofast og paalidelig Skare af Medarbejdere, følger det af sig selv, at jeg i Aarenes Løb kom til at staa i Taknemmelighedsgæld til alle disse Mennesker, og da jeg følte, at mange af dem med trofast Opofrelse for Gerningen forenede personlig Hengivenhed for mig, saa er det ligsaa naturligt, at der til min Taknemmelighedsfølelse knyttede sig en varm Hengivenhed.

Den, der er chef for et større Personale, med hvilket han lever i daglig Berøring, er ofte udsat for den Fristelse blandt Personalet at udkaare Favoritter, d.v.s. at foretrække og udmærke visse Personer frem for andre og ud over deres virkelige Fortjeneste. Dette bliver jo en Uretfær­dig­hed mod de andre; det fremmer Klikkedannelser og hemmer harmonisk Samarbejde i god Aand. Jeg har altid været mig denne Fare bevidst og efter bedste Evne stræbt at undgaa den. Jeg tror, at mit Naturel og min Karakter maaske har gjort mig dette lettere end mangen anden. Den rolige, nøgterne og lidenskabsløse Vurdering af Forhold og Personer og disses Karakter og Ydelser i Forhold til deres Evner og Gaver - har altid faldet mig naturlig og let, og jeg tror, min Bedømmelse og min Behandling af Personalet har været retfærdig. I min daglige Færd iblandt dem var det mig altid kært at kunne lade et rosende Ord falde - og dette faldt, Gud ske Lov, ikke sjældent i mit Lod - og jeg lod ingen være i Tvivl om, at hans eller hendes Velfærd og Tilfredshed laa mig paa Sinde. I det hele stræbte jeg efter at være og blive det rolige, faste og tilforladelige Midtpunkt for Funktionærerne, som en god Husfader er for sin Familie. Som et ydre Symbol herpaa betragter jeg mine talrige Van­dringer fra Afdeling til Afdeling med Kurve fulde af Aarets Frugthøst, saavel til Børn som til Funk­tionærer. Det var mig altid en kær og taknemmelig Beskæftigelse, Jeg har aldrig stræbt efter "Popu­laritet", naar derved forstaas andet end den Yndest og Tilslutning, som alene hviler paa Kendskab til Erfaring om ens Tænke- og Handlemaade, ens hele Menneske fra inders til yderst, og som ikke er fremkaldt ved mere eller mindre kunstige, uægte Midler.

Desto kærere var det for mig alligevel at mærke, dels sporadisk, paa Tomandshaand, dels ved særlige Lejligheder som Anstaltens og  mit eget Jubilæum saavel som ved min Afsked -, at jeg havde vundet mere Sympati, Tillid og Hengivenhed, end jeg havde ventet, selv hos dem, hvem det ligesom mig faldt naturligt til daglig Brug at vise en forholdsvis kølig Overflade.

Ved at opfriske Erindringer om de mange mig virkelig kære Venner, jeg i Aarenes  Løb Vandt blandt mine Medarbejdere paa Gl. Bakkehus, og ved dertil at knytte Erindringen om de Hundreder af kære, og gode Børn, der med deres umiddelbare, letvundne Kærlighed hængte ved mig i deres egen, halvt ubevidste Trang til Kærlighed, føler jeg bedst, med hvor mange Baand jeg var - og i Erindringen endnu er - knyttet til Livet og Gerningen og Menneskene paa Gl. Bakkehus og til dette Sted i al dets hyggelige, sommerlige Skønhed. Men ind i Mindernes Kreds slynger sig ogsaa min Gerning paa Kontoret, hvor vel nok de fleste af mine Arbejdstimer faldt - hvad enten de­tte var rigtigt eller galt. Se der staar nu som det fattige, støvede, glemte og "gudsforladte" Minde om denne Gerning vel 30-40 store Kopibøger i Folio og vel lige saa mange Protokoller og Regsnskabs­bøger af forskellig Art, af hvilke en og anden nu og da bliver fremdraget, naar et eller andet Spørgs­maal skal undersøges. Vel fortæller disse Bøger, hver paa sin Vis lidt om den, der skrev dem, vel kan der maaske hist og her findes Udtryk for Tanker, der kan have nogen Betydning ud over Øje­blikket, i hvilket de er nedskrevne, og vel fortalte Provst Nielsen i sin Afskedstale til mig den 1/4 1915, hvorledes han udaf Kopibøgerne  - nej ud af Bestyrelsens Arkiv; hvor saa mange af Origina­lerne til Kopibøgernes Skrivelser opbevares - havde læst sig til, hvor god en Forstander jeg havde været, alligevel staar disse "samlede Værker" som synligt Udtryk for Ens Livsarbejde langt tilbage for de fleste haandarbejdende Damers skønne og farverige Produkter, der endog ved at nedarves kan fremkalde Skønhedsindtryk og sprede Glæde til kommende Slægter. Ja, selv de aandssvage Pigebørn - især under Frk. Hoffmanns skønsomme, iderige og sikre Ledelse, formaaede at skabe "Værker", der langt overtraf Forstanderens fineste Skrivelser og akkuratesse Regnskaber.

Disse Bemærkninger skal dog ikke være et Udtryk for Misundelse paa Kvindekønnet for dettes Skaberevnes Skyld - tværtimod: denne Evne bliver jo ogsaa til Glæde og Gavn for os Mænd.  Og saa har Kontorarbejdet - trods alt - ogsaa sin Charme: Naar et Maaneds- eller Aarsregn­skab ligge fiks og færdigt, i god Form; naar Tallene har maattet lystre, saa de stemmer til Øre og Hvid, da efterlader ogsaa dette Arbejde en Tilfredshedsfornemmelse, en "Lystfølelse", som Filo­sof­ferne kalder det, saaledes som Tilfældet jo i Grunden er med ethvert vel udført Arbejde. - Og hvad Korrespondancen angaar, da bringer denne jo En i Forbindelse med Omverdenen, den nærmere og fjernere; man føler sig som en nyttig Tjener, der strøer Oplysning, Vejledning og Forklaring - eller Trøst og Beroligelse ud til Højre og Venstre; ja mellem Kontoret og Forældre, man aldrig har set, kan der stundom spindes usynlige Traade af Sympati, Tillid og Hengivenhed, især naar Børnene ved Besøg i det fjerne Hjem fortæller os, hvor godt de har det paa Bakkehuset, og derved giver hine Følelser Næring. Det er den gamle Historie om, at "den, der tager Barnet ved Haanden, tager Foræl­drene ved Hjertet". En endnu mere levende Følelse af at være en nyttig Samfundstjener faar man ved personligt Samvær paa Kontoret med de mange Forældre eller Værger, der mellem Aar og Dag søger Vejledning om, hvordan de bedst skal bære sig ad med deres aandssvage Børn eller Paarøren­de. Det er en tilfredsstillende Følelse, naar man efter en slig Konference mærker, at den paagælden­de gaar tilfredsstillet bort, trøstet og vejledt. Og naar Vedkommende saa gør Undskyldninger, fordi han har gjort Ulejlighed, faar han gerne det Svar: "Der er ingen Grund til at gøre Undskyldninger: det (Ulejligheden) faar vi jo Kost og Løn for og er tilmed glade, naar vi kan give Dem en Haands­rækning".

Naar jeg dvæler ved Mindets Traade, som stadig forbinder mig med Gamle Bakkehus, maa jeg ogsaa sige et Par Ord om min Lærergerning der.

Som Lærer gik det stadig tilbage med mig, hvad Elevernes Kvalitet angaar. Paa Op­fos­­­tringshuset var det nærmest Elite-Børn, udvalgte fra Kommuneskolerne; paa Internatet var det mere eller mindre forhutlede Børn fra daarlige Hjem, og endelig paa Gamle Bakkehus var det Under­maalere i intellektuel Henseende. Ikke desto mindre var Lærergerningen mig stadig kær, og jeg veed, at jeg ogsaa paa Gamle Bakkehus fik noget ud af den. I alle de 28 Aar underviste jeg ugentlig 6 Timer, altid i Religion i øverste Klasse, som jeg forberedte til Konfirmation, og saa Anskuelse eller Regning i en af de lavere; al Undervisningen interesserede mig; men Religions­under­visningen var mig særlig kær; Eleverne var gennemgaaende interesserede og modtagelige, og de opnaaede Resultater kunde i mangt og meget maale sig med dem, der opnaas i mange normal Klasser. Dette Forhold kom særlig frem ved Konfirmationerne, navnlig under Provst Glahn. Denne kom i de sidste Maaneder før Konfirmationen 2 á 3 Gange om Ugen ned og læste med Konfirman­derne, og skønt det altsaa kun drejede sig om et begrænset Antal Timer, maa jeg sige, at han - med det foreliggende Materiale - udrettede overordentlig meget. Men han var ogsaa en udmærket Lærer, med mangeaarig Øvelse fra Schneekloths Skole. Navnlig besad han en særlig Evne til ud af Stoffet at udsondre, tilrettelægge og indprente det væsentlige, det centrale, det, som er Hovedsagen i Chris­ten­dommen - og saa samle dette til et harmonisk Hele. Jeg overværede ofte hans Undervisning og har ikke lært så lidt af ham. Hans Overhøring, eller Samtale med Børnene, paa selve Konfirmations­dagen var enestaaende og beredte alle os, som havde haft med Børnene at gøre, stor Glæde; for mig var disse Konfirmationer ligefrem Fest. Af Provst Glahns egen - saavel som af hans Hustrus - Mund veed jeg ogsaa, at denne Gerning var Provsten selv meget kær, kærere endog end hans Arbejde med den store Flok af normale Konfirmander. Hertil bidrog utvivlsomt ogsaa selve de aandssvages ejen­dommelige Naturel: deres barnlige, aabne Modtagelighed for alle Indtryk og den glade Frimodig­hed, hvormed de atter lukker op for og kommer frem med, hvad der bor i dem, saa snart der kaldes paa det. Dette i Forbindelse med Lærerens (Præstens) store Kærlighed til Gerningen, hans fulde Indlevelse i Christendommen og hans sjælelige Lærergaver forlenede Overhøringerne med en Friskhed og Glæde, ja en Festivitas, der forplantede sig fra Præst og Konfirmander til modtagelige Tilhørere -. Mange, mange Gange har jeg overværet Overhøringerne i Frederiksberg Kirke ved de normale Konfirmationer, ogsaa mine egne Børns; men aldrig har jeg derved fundet saa meget af Liv og Stemning som ved vore kære Gamle Bakkehus-Børns Konfirmation. Tværtimod var der som oftest fra de normale Konfirmanders Side en - ja var det Tilbageholdenhed, Træghed eller Uviden­hed, eller var det mangel paa forudgaaende Samarbejde (Samleven) med Præsten, der jo umulig i den korte Forberedelsestid kunde blot tilnærmelsesvis lære de henved et par Hundrede Konfirman­der at kende, endsige komme i personlig Forhold til dem. Anderledes med den lille Kreds af vor Konfirmander paa Gl. Bakkehus. Fra den første Dag til den sidste under Forberedelsen modtog de Præsten med forventningsfuld Glæde. Og lige som "Tykke" den første Dag, han mødte mig paa Gl. Bakkehus, modtog mig som en kær, gammel Ven, saaledes var Præst og Konfirmander hos os straks Venner og bekendte: "Isen var brudt".

Efter Glahns Død udførte hans Svigersøn Pastor L. Valentiner i nogle Aar et smukt og godt Arbejde med vore Konfirmander.

Hvad min egen Undervisning op Opdragergerning i det hele angaar, da bør der derom tales saa sagte; det er jo i særlig Grad et Arbejde i Tro og Haab, en Sædemandsgerning, hvis Resul­tater ikke straks kommer tilsyne, og som derfor ikke kan kontrolleres som saa mange andre Ar­bejds­­resultater. Men saa er det til Gengæld et Arbejde, der ligger i et højere Plan, i en ideellere Sfære end de fleste andre - jeg taler her om Opdragelse og Undervisning, Religionsundervisning, i Almindelighed, ikke særlig for de aandssvage -; thi Arbejdsstoffet er jo Menneskesjæle, Menneske­viljer, Menneskeskæbner, og Maalet: at faa disse retvendt baade for dette Liv og for det tilkommen­de, altsaa et Maal, der endog har evig Rækkevidde.

Hvordan nu end Resultatet af min Religionsundervisning har været for Eleverne, saa har den haft stor Betydning for mig selv personlig, ikke alene derved, at den var mig inderlig kær, men ogsaa derved, at den - saaledes føler jeg det - har bidraget til at øge min egen Tro og maaske bevare mit religiøse Liv fra at udtørre. Mon ikke andre end jeg har haft den samme Fornemmelse, at naar man forkynder Guds Kærlighed i Jesus Christus for andre, saa virker dette fornyende og styrk­ende paa ens eget Troesliv.

Selv i min første Lærertid i Rye Skole, da jeg ikke altid følte mig oplagt ved Timens Begyndelse og stundom helst havde lagt Faget tilside, men i Pligtens Bud tog fat, skønt jeg følte mig som en fattig Mand - havde jeg den Oplevelse, at det, der manglede mig ved Timens Begyn­delse, kom som en Gave under selve Arbejdet og gjorde, at jeg kunde slutte Timen glad og Tak­nem­melig.

Den første og vigtigste af dem, jeg efter min Tiltrædelse fik Lejlighed til at ansætte, var Inspektør og 2. Lærer Marius Damm, født 1861 som Søn af afdøde Lærer D. i Lynge ved Sorø. Mit Valg af ham var baade et Fornuft- og et Inklinationsparti. Han var i en passende Alder (26Aar), havde paa Seminariet tilegnet sig fortrinlige Kundskaber (1ste Karakter med Udmærkelse), som han siden flittig havde øget; han havde fleraarig Praksis som Døvstummelærer og en kortere Praksis som Kommunelærer i København; var fortrinlig anbefalet fra begge Virksomheder. Han var derhos en Mand med repræsentativ Ydre, et dannet og tiltalende Væsen.

Hans mangeaarige Virksomhed ved Gamle Bakkehus fyldestgjorde ogsaa de Forvent­ninger, man i Henhold til ovenstaaende var berettiget til at nære. Det viste sig at han havde let ved at sætte sig ind i ukendte Forhold og tage nye Opgaver op. Han studerede med Interesse Aandssvag­heden og beslægtede Emner, havde videnskabelige Anlæg og Evner til skriftligt at behandle vanske­lige Problemer som f.Eks. "Centrale Talelidelser" etc. (se Abnormtidsskkriftet 1899). Som praktisk Lærer var hans Evner og Præstationer derimod ikke ud over det almindelige, og hans Interesser var næppe heller stærkt koncentrerede paa dette Punkt. Derimod gjorde han et godt og interesseret Arbej­de som Instruktør i Fonetik for de Lærerinder, der gav de "talelidende" Børn Undervisning heri. For almindelige pædagogiske saavel som for administrative Spørgsmaal var han stedse interes­seret, og da han dertil var samvittighedsfuld og paalidelig, kunde jeg altid med Tryghed lægge Styret i hans Haand, naar jeg var bortrejst eller holdt Ferie.

Trods disse og andre gode Egenskaber, som jeg stedse har erkendt og endnu erkender, var der dog noget ved Damms Naturel, der ikke altid gjorde Samarbejdet med ham let og stundom førte til Konflikter mellem ham og andre Funktionærer (Senn, Plejemødrene E. Hoffman og E. Hansen, Sanglærer Larsen og Lærerinde Hoffman),  Konflikter, der stundom syntes ulægelige eller dog satte Spor gennem Rækker af Aar. Naar jeg skulde angive, hvor Vanskeligheden laa, tror jeg, at den hovedsagelig hidrørte fra hans høje Vurdering af sig selv og af sin egen Betydning. I nær For­bin­delse hermed stod hans Rethaveri, der sjældent tillod andre end ham selv at have det sidste Ord, hvad enten Ordvekslingen var skriftlig eller mundtlig (se blandt andet Fejderne i Abnormtidsskrif­tet). Skønt hans Stilling paa Gl. Bakkehus ikke var nogen stærk underordnet Stilling, tværtimod nærmest overordnet overfor Størsteparten af Medarbejderne og skønt Stillingen i Aarenes løb for­bedredes økonomisk, saa han kunde have ført en sorgfri og lykkelig Tilværelse, saa var det ham dog noget af en Pine og en Ydmygelse ikke at indtage den 1ste Plads og forgæves at have søgt 1ste Rangs Stillinger andet Steds. (Døvstumme-Institutet Nyborg, Blinde-Institutet Kbhvn.) Denne Stemning gav sig synlig Udslag, da han ved 25-Aarsfagen for sin Ansættelse skriftlig frabad sig enhver Demonstration fra Personalets Side i den Anledning. Jeg husker ikke Ordlyden af dette betegnende Dokument paa nogle faa Linier; men Meningen var ikke til at tage fejl af: den var, at der saa lidt var Grund til at gratulere, at der snarere var Grund til at kondolere, fordi han i 25 Aar havde maattet slide sine overlegne Evner i en Stilling som denne. En af hans Underordnede har engang sagt, at vil man være gode Venner med ham, skal man blot give ham Lejlighed til at gøre En en Tjeneste. Jeg tror, det passer, især hvis han ved at yde Tjenesten faar Lejlighed til at vise sin Magt eller Indflydelse. Det var ham altid kært hos mig at kunne udvirke Fordele for sine Under­ordnede.

I det hele og store var vort Samarbejde godt, og virkelige Konflikter sjældne. Den alvor­ligste og den, som gjorde mig mest ondt, fordi den skilte Personalet i 2 Lejre, af hvilken enten den ene eller den anden undlod at sige Sandheden, uden at jeg kunde bevise - hvilken af dem, fandt Sted et af de sidste Aar i min Funktionstid og var oprindelig en Konflikt mellem D. paa den ene, Sanglærer Larsen og navnlig Lærerinde Hoffman paa den anden Side. Om den ligger der en hel Dokumentpakke i Anstaltens Arkiv; men det bliver for vidtløftigt at gaa nærmere ind derpaa her.

Det korte Tidsrum fra August 1914 til Udgangen af Aaret var tilstrækkeligt til, at den nye Formand Provst Nielsen havde faaet saa meget imod Damm, at han var ret utilbøjelig til at tage ham til Forstander. Skønt jeg aldrig var kommen til at staa Damm nær eller til at nære egentlig Sym­pati for ham, saa vilde jeg dog finde det ubilligt, om en Mand, der i en lang Aarrække havde udført et samvittighedsfuldt og dygtigt Arbejde under en vis Administration, ikke skulde faa en Chance, naar der under samme Administration, aabner sig en Stilling, til hvilken han havde uom­tvis­telige faglige Kvalifikationer, selv om man kunde nære nogen Tvivl om, hvorvidt hans fysiske og aandelige Naturel vilde gøre ham skikket til i det lange Løb at gøre lige god Fyldest i alle Hen­sender. I en Skrivelse af 7/2 1915 til Formanden fremsatte jeg alt, hvad der efter mit Skøn kunde tale baade for og imod hans Ansættelse i Forstanderstillingen. Resultatet blev altsaa, at han fik den, og skønt jeg ikke i vort nye Forhold er kommen til at staa ham nærmere, uagtet at han ved, at jeg anbefalede ham til Stillingen, saa har jeg dog ikke haft Grund til at fortryde, at jeg gjorde mit til at forfremme ham. I Abnormitetsskriftet skrev jeg en Nekrolog over Damm.


Ved idag, kort efter vort Guldbryllup, at gennemblade dette Hefte og støde paa Damms Navn, mindes jeg, at det var ham, der skrev Festsangen til vort Sølvbryllup, hvortil var indbudt saa mange af Slægten og Vennerne, som kunde rummes i de to største Værelser paa 1ste Sal i Nr. 19, hvor vi ved festlige Lejligheder dækkede Bord gennem Fløjdøren fra den ene Stue til den anden.

 Denne Sang fortjener ogsaa at faa et Blad i denne Mindebog.

Det kongelige Opfostringshus
1875-87.

Om Opfostringshusets Historie se: A.T. Høy: "det kgl. Opfostringshus gennem halvandet hundrede Aar 1753-1903". Det nord. Forlag 1903.

Det var i Sommeren 1875, at Pladsen som inspektionshavende Lærer ved det kgl. Opfostringshus stod opslaaet i Bladene, idet dens hidtidige Indehaver Cand. Polyt. Møller var ble­ven antaget til Bestyrer af Borgerdydskolen i København sammen med Professor Jean Pio. Og det var mærkeligt nok Frk. Clara Pedersen fra Platanvejen Nr. 19, til hvem jeg paa den Tid havde et godt Øje, der opdagede Bekendtgørelsen i Berl. Tid. og lod Opdagelsen gennem sin Søster Laura gaa videre til mig. Da Pladsen var ganske god, og jeg gerne vilde blive i København, søgte jeg den, fik den og holdt mit Indtog paa den gamle Stiftelse den 1. September kl. 8 om Formiddagen ved Lovsangen, der paa den skønne Efteraarsdag holdtes nede i Hjørnet af den store Baggaard, der hvor Forstanderen havde en ganske lille firkantet Blomsterhave. Ved Lovsangen Morgen og Aften, der om Vinteren holdtes i den store Legestue, stod Skolens 4 Klasser opstillet i Karré, hver Klasse dannende en Side i Firkanten, og den inspektionshavende Lærer i det ene Hjørne, hvorefter en Dreng i ældste Klasse (paa Skift) traadte frem og bad Fadervor, der efterfulgtes af en Salme.

Det var den anden Lærer, cand. fil. Fritz, der den Dag havde Vagt (Inspektion); men Forstanderen var tilstede og bød mig efter Lovsangen Velkommen med nogle venlige Ord, før jeg tog fat paa min første Skoledag paa Opfostringshuset.

Her havde jeg min Lærer- og Opdragelsesgerning i 8 Aar, fra mit 27. til mit 35. Aar, under heldige Forhold for min pædagogiske Udvikling, baade hvad min nærmeste foresatte, mine Kolleger og Eleverne angaar. Min Fritid benyttede jeg flittig til pædagogisk Læsning, deltog jævn­ligt i Møderne i "der pædagogiske Selskab - et Selskab jeg nu har været Medlem af  i 50 Aar - og førte desuden daglig pædagogiske Smaadiskussioner med mine nærmeste Medarbejdere, Forstdr. Jensen og Lærer Fritz.

Opfostringshuset var jo paa den en Slags Belønningsskole, i hvilken der efter Adgang­sprøve optoges de flinkeste af de Elever, der fra Kommuneskolerne søgte derhen. Det var saaledes gennemgaaende en Flok af velbegavede, flinke og elskværdige Elever, som det var en Fornøjelse at arbejde med, og da Samlivet med dem strakte sig over hele Dagen, saavel i Skole - som i Fritiden; var der gode Betingelser tilstede saavel for at lære Eleverne at kende og faa virkelig Indflydelse paa dem som for selv at samle Erfaringer og lære Barnenaturen at kende - i godt saavel som i ondt.

Da jeg i denne Periode, der vel maa siges at ligge paa Grænsen af Ungdoms- og Manddomsalderen, tilmed selv blev gifte og fik Børn, er det kun naturligt, at jeg følte disse Aar som en Tid, der mod­nede mine Evner og Kræfter saavel som min Karakter, og gjorde mig vel sikkert til derefter at over­tage selvstændigt  Ansvar for en vanskelig Gerning. Jeg ser derfor tilbage paa disse Aar med Tak­nem­melighed baade mod Gud, som gav mig Gerningen, og mod de Mennesker, jeg kom til at leve og virke sammen med, ikke mindst mod Forst. Jensen, der var en Mand, som man trods hans let iøjnefaldende Fejl kom til at agte og ære og holde af. Lad mig derfor begynde med at sige lidt om ham.

Han var Søn af min gamle Seminarieforstander paa Jonstrup Etatsraad Jensen og havde taget i Arv en god Del af dennes Flid, Iver og Retskaffenhed saavel som en varm Interesse for sin Gerning. Fra Moderen havde han i Arv sit lyse, friske, glade og vennesæle Sind og sit gode Humør. Det er muligt, at hans sangvinske Naturel, den springende Lethed, hvormed han gik over fra en Tankeræk­ke til en anden, og den mindre grundige og omhyggelige Underbygning, hvorpaa hans Domme stundom hvilede - ogsaa kan føres tilbage til Moderen;  dog kendte jeg denne for lidt til derom at turde have nogen bestemt Mening. Jeg tror, at disse sidste Egenskaber gjorde hans Undervisning og hans Opdragergerning nogle Grader ringere, end den ellers vilde have været. Det var ejendommeligt for ham, at den Dreng, han een Gang havde faaet Tillid til, tiltroede han ikke at kunne gøre noget ondt, og omvendt; den Dreng, han ansaa for en daarlig Fyr, tiltroede han ikke at kunne gøre noget godt. Derved kunne han ikke undgaa stundom at blive uretfærdig; men kom han senere til bedre Erkendelse, var han rede til at tage Konsekvenserne deraf. Kategorisk Afgørelser var almindelige for ham. Dog, hans Fejl som Opdrager mer end opvejes af hans mange gode Egenskaber som saa­dan, først og fremmest af hans uskrømtede Kærlighed til Drengene, hvilken stadig lod ham stræbe efter at gavne og glæde disse. Saa havde han udmærket Forstaaelse af Drengenaturen, havde utvivl­somt selv været en rask og uforknyt Dreng som Elev paa Herlufsholm, han bevarede meget af Dren­ge­naturens Umiddelbarhed og Friskhed helt op til de graa Haar.

Derfor kunde han udmærket spøge med dem, holde dem i Humør og i det hele behandle dem med en vis liberal Kammeratlighed; kunde tilgive dem en kaad Streg, selv om den havde slemme Følger, men gav ikke Køb, hvor det drejede sig om disciplinære Forseelser. I denne Henseende tog han fra første Færd skrapt fat, og det var maaske nødvendigt, da der havde været flere Maaneders Interregnum mellem Forstander Elvius Afgang og Jensens Tiltrædelse af Embedet. - Da jeg paa min første Inspektionsdag gik Aftenrunden paa Sovestuerne, efter at Drengene var kommet i Seng, hørte jeg ikke en Lyd eller et Kny fra en eneste af dem, og jeg var imponeret over denne Disciplin, da en ny Mand jo ellers som Regel skal "prøves"; men jeg tvivler heller ikke om, at de Advarsler, Drengene forud havde faaet, var af en ganske alvorlig Natur, saa de vidste, hvad der ventede dem, hvis de havde "lavet Fest".  

Jensen havde kun været Forst. et Aar, da jeg ansattes, og han var kun 8 Aar ældre end jeg; han behandlede mig da ogsaa fra første Færd med kollegial Elskværdighed, og vi kom i det hele - trods Uligheden i Natur og Karakter - udmærket godt ud af det. Var der en enkelt Gang noget i Vejen, hidrørte det, tror jeg, gerne fra hans oven omtalte Tilbøjelighed til at drage overilede Slutnin­ger og fælde overilede Domme. Men det skal siges til hans Ros, at han i saadanne Tilfælde taalte at høre Sandheden uden at bære Nag.

Jensen var en høj, smuk, vel proportioneret Mand, der aldrig blev korpulent, og som bevarede sin ranke Holdning og sin lette, elastiske Gang helt ud over "Støvets Aar". Han var altid vel soigneret og i det Hele en Person, som Professortitlen klædte godt. Medens han som Student og ung Kandidat kom paa Jonstrup, var han vel nok "lapset"; i hvert Fald stod han for os Seminarister som et Unikum paa Flothed, et ganske uopnaaeligt Ideal for dem af os, der efter fattig Lejlighed havde Lyst til at lapse sig.

Den anden inspektionshavende Lærer, der i Forening med Forstanderen og mig skiftevis delte det daglige Tilsyn med Børnene, var cand. fil. Fritz, en Mand paa nogle og 50, der den Gang allerede havde været Lærer ved Stiftelsen i 20 Aar. Han havde Klumpfod og gik altid med Stok, saa Drengene hørte og kendte hans Fodtrin paa lang Afstand. A. T. Høy skriver om ham:  "Han var i mangfoldige Aar et skattet Medlem af Studenterforeningen, og han vedblev ogsaa i sin Alderdom at bevare noget i god Betydning studentikost, ligesom han altid roses for sit trofaste, vennesæle og loyale Sind". - en Dom, som jeg fuldt ud kan tiltræde.

Den Inspektion, som Forstanderen, Fritz og jeg saaledes skiftevis udførte hver 3die Dag, var ret anstrengende og paa sludfulde, mørke Vintermorgener ret ubehagelig, navnlig paa Grund af Bygningernes spredte Beliggenhed, og naar man tager i Betragtning, at vi desuden havde vore Timer at passe, Forstanderen 4, Lærerne 6 om Dagen.

En Vinterinspektionsdag forløb omtrent saaledes:

Op om Morgenen 5 3/4, ifører sig sin Slængkappe og varmt Fodtøj, Afmarch kl. 6 til de langt nede i Baggaardens Sidefløj beliggende Sovestuer for at kalde Drengene op; overvaage deres Opstaaen, Paaklædning og Sengereden samt Udluftning af Sovestuerne; ledsage Drengene holdvis tværs over Baggaarden til et elendigt, staldlignende, hundekoldt Vaskerum med Stengulv; paase, at de vaskede sig ordentlig rene paa Hals og Øren; inspicere ved Morgenmaaltidet (Ølle­brød); Samling i Legestuen (Opholdsstuen) til Morgenandagt - Bøn og Salmesang; Opmarch fra Baggaardens Lokaler til Skolelokalerne i Forhuset (mod St. Kongensgade), hvor man skulde ind­træf­fe Kl. 7½. Overvaage Overlæsningen fra 7½-8; undervise fra 8-10; inspicere ved Frokosten fra 10 til 10½ (Smørrebrød eller Fedtebrød med og uden Paalæg). 10½ til 11 spise sin egen Frokost. 11-2 undervise. Inspicere ved Middagsbordet Kl. 2-2½, der læses tilbords og fra bords. Kl. 2½-3 spise egen Middagsmad. Undervise i en af Timerne mellem 3 og 6. Kl. 6-6½ overvære Aftensmaal­tidet (som Frokosten) Kl. 7-8 overvære Overlæsningen.

Kl. 9-9½ overvære Aftenandagten og Drengenes Sengegang indtil der var Ro paa Sove­stuerne og man kunde sige "Godnat". Efter 10 gjordes derhos endnu en Runde paa Sovestuerne - og saa kunde man gaa træt i Seng og sove de retfærdiges Søvn.

Det maatte navnlig være en svær Dag for en gammel Kavaler som Hr. Fritz, der blev ved i Gerningen, til han var henved 70 Aar. At Forstanderen nogle Aar efter min Tiltræden blev fri­ta­get for denne Inspektion ved Ansættelse af en 3die inspektionshavende Lærer (N.P, Christiansen), var kun i sin gode orden.

Af de andre Lærere - i Sang. Tegning, Gymnastik og Skrædderi - skal jeg kun omtale den ejendommelige "mester" Christensen, som i en lang Række af Aar lærte Eleverne at sy deres nye og reparere deres gamle Tøj, og som tilbragte en Mængde Timer daglig blandt Drengene paa Skrædderværkstedet. Han var Broder til den grundtvigianske Sognepræst Christensen i Rønne og var selv fuldblods Grundtvigianer.

A.T. Høy siger om ham: "Naar han og Drengene er paa Værkstedet, da lyder der Fædrelandssange, og der er Lystighed og Glæde; thi "Mester" er en stor Børneven, og han er endnu lige saa ungdommelig, som da han gik frivillig med i Treaarskrigen".

I sin Bog "Personligheder fra svundne Dage ved det kgl. Opfostringshus, 1875-1920" giver Jens Marton en af Humor og varm Sympati præget Skildring af Mester Christensen, hvori det bl.a. hedder: "Til de gamle af Aar hører ogsaa Mester. Andet gammelt var der ikke ved ham. Man behøver blot at nævne Navnet; enhver, som har kendt ham, vil i Mindet straks føres hen til en lille ejendommelig lysende Verden af Ungdom og Glæde. Jeg regner det for en Lykke at have kendt og i mange Aar dagligt omgaaedes et saadant Menneske, et af de bedste, jeg har mødt. Alle vil sige det samme. Et Hjerte som en aaben Favn, et uskyldigt Sind som et Barn, en Tænkemaade, som var ledet af Finfølelse og medfødt Takt, der netop viste sig ved, at han ofte brød de ydre Former uden at støde eller saare, men altid kun glædede og morede dem, han var sammen med.  

Han var en Orig­inal i bedste Betydning. Som saa ofte for gode Mennesker var hans Liv, bag ved den Glans, der stod af det; en Tragedie. Men intet kunde dræbe dette glade Mod, intet plette denne blanke Sjæl". Som frivillig var han under 3 Aars Krigen med ved Fredericia og Isted. "Gamle Officerer har fortalt, at han vandt alle ved sit straalende Humør, sin Optimisme og sit Kammeratlige Hjerte. Syngende gik han paa. Det raske Mod svigtede aldrig. Det lette Københavnersind fløj foran og drog de sindige Jyder med". . "Mester blev populær hvor han end viste sig. Hans Ydre alene hendrog Opmærksom­heden paa ham; den lille ildfulde Skikkelse med de graciøse, hjertelige Bevægelser, det store bru­sende Sølvhaar om det skægløse Ansigt, det bløde grundtvigske Underskæg, den mægtige sorte, bløde Hat, det altid uregerlige Kravetøj og hele det spillende Liv, der udstraalede fra hans store, lyse Hjerte". - Ved Omtale af et Sommerbal paa en af de smukke Villaer ved Skodsborg, i hvilken Mester og Marton blev tilfældige Gæster hos fremmede, elskværdige Folk, og hvor Mester med Liv og Lyst deltog i Dansen med "disse sø'e, sø'e Stumper", holdt han en af sine improviserede, gaade­fulde Taler, som altid gjorde Lykke ved den elskværdige Festlighed, hvormed de uklare Ord blev sagt".

"Havner vi i et Elysium efter Døden er Mester en sikker Mand der paa en Plads blandt de bedste, ikke de bedste Skræddere, men de bedste Mennesker. Der drikker han da Guder­nes Nektar og holder maaske Taler, som er klarere end hans Jordiske". I Martons Bog findes Side 16, 20 og 23 fire fortræffelige Billeder af denne mærkelige Mand i forskellige Situationer. Den 22/1.23 døde Marton 50 Aar gammel.

Som Skrædder var han ingen stor Kunstner, som Lærer vel næppe heller; men han elskede Drengene, havde et eget, men godt Greb paa at omgaas dem og et ofte skarpt Blik til at finde "Kærnen" i en Dreng; Mellem ham og Forst. kom der af og til Smaakurrer paa Traaden, vist nærmest fordi Mester ikke altid havde den bedste Orden paa sine Ting og ikke lod sig indordne un­der den Disciplin, som Forstandere satte Pris paa. Chr. var en varm Fædrelandsven, havde en ideal Tænkemaade og "et stort Hjerte", kunde ikke taale, at Folk var Uvenner og helede ikke, før han fik dem forligt, navnlig da, naar det var nogen han holdt af (han forligte saaledes Fru Fritz og Fru Rolsted, da Fritz skulde have 25 Aars Jubilæum). Han var selskabelig anlagt, og skønt han havde flere Børn og sad i ret smaa Kaar, holdt han ofte Selskaber i sin lille Lejlighed i et ældgammelt Hus foran paa Kalkbrænderivej. Jeg kom jævnlig hos ham sammen med idealt anlagte Mennesker som han selv,  f. Eks. Forfatteren og Politikeren Dr. phil. C. Rosenberg, Fader til P.A. Rosenberg, den bornholmske Folketingsmand, Lærer og Artillerikaptajn Luciano Kofod og flere, og det kan nok være, at Diskussionen gik saadanne Aftener til et godt Glas Punch - efter den obligatoriske Forlorne Skildpadde m.m. var sat til Livs.

Mester havde sjældent Penge, naar han selv skulde bruge dem; men var der nogen, der trængte og skulde hjælpes, havde han altid Penge - eller skaffede dem - og gav saa med rund Haand. Jeg tager min Hat dybt af for Mester Christensens Hjerte og anser mig selv for en snusfornuftig Spids­­borger i Sammenligning med ham.

Ogsaa Forstander Jensen var en udmærket Selskabsmand - hjemme og ude. Han sam­lede af og til Lærerne i sit Hjem og havde ved saadanne Lejligheder saavel som ved de store Skov­ture udmærket Evner til at faa En til at glemme Dagliglivets Slid og Skærmysler. Han hævdede ogsaa i Teori som i Praksis, at ved selskabeligt Samvær og et godt Glas jævner man lettest de Uover­ensstemmelser, som fra Tid til anden kan opstaa under det daglige, nære Samliv og Samar­bejde.

Til min Lærerstilling hørte et Par gode, høje Værelser paa 1ste Sal mod St. Kongens­gade i det gode og velbyggede Forhus, der endnu staar med sin "Muslingeskal" over Porten med Inskription: "Fattige Børns Opfostringshus" - kun med den Forandring, at der senere er bygget en fuld Etage og en Kvistetage paa, saaledes at den Kvistetage, jeg som gift beboede, laa et Stokværk lavere end den nuværende. Til denne min Ungkarlelejlighed knytter sig denne lille komiske Sø­mands­historie. Opfostringshuset laa tæt ved Hjørnet af Toldbodvej, hvor der daglig færdedes mange saavel danske som fremmede Søfolk, og hvor der laa adskillige Brændevinsknejper, hvor ogsaa de mange Arbejdere fra Holmen og Værfterne søgte, som hver Dag færdedes her. Paa morgenture kunde man iagttage, hvorledes der paa Diskene stod opstillede hele Geledder af 1 Glas Mælk og ½ Pægl Brændevin - parvis - til de faste Kunder, for at disse i en Fart kunde blive betjent og komme afsted til deres Arbejde. Bland Kunderne kunde man iagttage ikke faa Delirister, der med stærkt rystende Haand greb deres Morgensnaps og saaledes styrkede med faste Skridt og sikker Haand marcherede videre.

Mine Værelser laa paa 1ste Sal, lige for den brede Hovedtrappe, og med Dør, der uden Entré førte lige ind i stuen, - altsaa let tilgængelig. En Dag bankede det beskedent paa Døren, og en tarvelig, men ordentlig og absolut ædru svensk eller finsk Skipper traadte ind og begyndte en Forkl­aring, som det var mig ganske umulig at forstaa, skønt jeg dog er vant til at tale med Svenskere, saa han maa under alle Omstændigheder have været langt borte fra. Efter mange forgæves Forsøg paa at gøre sig forstaaelig afbrød han endelig sine - efter hans Mening formentlig fine Talemaader og ud­brød med Fortvivlelsens Selvhjælp: "Hos os kalder vi det Schitehus". Saa forstod vi hinanden! Jeg gav ham smilende Nøglen, og han blev forløst. Med mangfoldige Buk og Taksigelser kom den høf­lige Svensker straks efter op med Nøglen.

Værelset fik jeg pænt møbleret, men af disse møbler har jeg nu kun tilbage en Piede­stal og det lille spidsbuede Bogskab, der trofast har fulgt mig fra Rye Skole i 1867 over St. Peder­stræde 29, Aagade 30, St. Kongensgade 108, Kalkbrænderivej 48, Vesterfælledvej 108, Rahbeks Allé 21 og 19, Ødam 1915. Det er altsaa nu over 51 Aar gammelt. Piedestalen stammer derimod først fra den Tid, da jeg flyttede til København for at studere (1872) og er altsaa kun 46. Aar. - Medens jeg som Ungkarl boede her i St. Kongensgade, holdt jeg mig selv med tør Kost og fik Morgen- og Aftendrik samt Middagsmad fra Portnerkonen Md. Nielsen, der ogsaa holdt mine Værelser istand. De to Portnerfolk havde begge tjent hos Forstanderens Svigeforældre Provst Dahlerups i Ballerup. De omfattede mig med megen Hengivenhed og overførte senere denne Følelse paa min Hustru. Vi paa vor Side satte ogsaa megen Pris paa disse retskafne, velvillige og elskværdige Folk og bevarede Forbindelsen med dem længe efter, at vi havde forladt Opfostrings­huset.

Aaret efter min Ansættelse forlovede jeg mig (5/3.76) og atter et Aar sener (10/11.77) giftede jeg mig med Clara Pedersen (f.30/7.57) og lejede i denne Anledning den hidtil af Cand. polyt. Møller beboede 3 Værelsers Lejlighed paa Kvisten i samme Hus, medens mine to møblerede Ungkarleværelser lejedes ud til en nervøs, halvgamle Pebersvend cand.polit. Hertel. Assistent eller Fuldmægtig i Matrikelkontoret. Han var meget modtagelig for Træk og byggede i den Anledning - til stor Moro for Clara - en hel Kalesche over Hovedgærdet af Sengen.

Da han betalte en Del mere for de 2 Værelser, end vi gav for de tre, hjalp denne For­ret­ning med til at bringe Balance i vort Husholdningsregnskab. Da jeg giftede mig, ejede jeg ved mine Forældres Godhed og ved deres og egen fra Barnsben tilvante Sparlommelighed 12000 kr. Renten heraf i Forbindelse med min Løn - der efterhaanden steg - udgjorde knapt 2000 kr., og denne Sum kom vi i Begyndelsen ganske godt ud af det, og kunde endda holde nogen Selskabe­lig­hed paa vor efter Forholdene ganske hyggelige Kvistlejlighed, der bestod af to meget rummelige og ret høje 2 Fags Værelser uden Skraavæge, men med udbyggede Vinduer og dybe Vinduesfordyb­ninger. Disse Værelser anvendtes til Spisestue og Dagligstue; de var meget net udstyrede, skønt for meget smaa Penge i Sammenligning med, hvad vore Børn i Nutiden giver ud for Møbler.

Af vore Udstyrsmøbler er der nu ikke meget tilbage - Buffet, Kaffebord, Mors Skrive­bord - ; men hvad der er, omfatter jeg for mit Vedkommende med stor Kærlighed; dette gælder ikke mindst vor 42-aarige Buffet, der den Gang kostede 105 Kroner, og som endnu ser meget borgerlig anstændig - ja jeg syntes endog - pyntelig - ud. Og hvad betyder saa ikke det, at dette kære gamle Møbel har fulgt os og tjent os tro gennem alle de Aar og i alle de - 7 - forskellige Hjem. Jeg vilde ikke skille mig fra den, selv om jeg fik det 4-dobbelte for den. I Dagligstuen havde vi et smukt skotsk Gulvtæppe over hele Gulvet, men selv denne Luksus kostede jo i de tider ikke saa meget. Alligevel maatte jeg, for at faa hjemmet i Stand, tage Hul paa min Kapital - hvor stor, husket jeg ikke; thi Svigerfader, som var en paaholdende Mand, gav kun Datteren 2000 Kr. i Udstyr. Det 3die Værelse, Sovekammeret, var et "rigtigt" Kvistværelse med skraa Væg og skraat Vindue til at lukke op og stive af med en alm. Jernbøjle, som dem, der bruges til Tagvinduer. Saa var der et ganske godt Køkken med Spisekammer og et lille Pigeværelse.

I denne Lejlighed boede vi henved 2 Aar, og her paa Kvisten under det skraa Tagvin­due fødtes vor ældste Søn Carl. Clara var temmelig syg under og efter Fødselen, og det kneb med at komme til Kræfter under Diegivningen til den store Dreng, der tilmed var ret urolig om Natten. Naar han var rigtig slem, hjalp jeg til med at passe ham, idet jeg inde i Dagligstuen marcherede op og ned ad Gulvet med ham, syngende med uendelige Gentagelser og Monoton Melodi: "Fire hvide, fem graa - fir hvide, fem graa - saa mange Gæs har min Moder - saa mange Gæs har min Moder". Men efter at Mor en Gang ved at spejde gennem Ruden i Sovekammerdøren fandt mig sovende i Gyngestolen med Drengen i Skødet, tror jeg nok, at jeg blev sat fra Bestillingen.

Den 28. Juni 1880 flyttede vi ud i det nye Opfostringshus paa Kalkbrænderivej - som de første af alle Husets Beboere -, idet Forstanderen havde anmodet os om at være derude i For­vejen, for at paase, at alt var parat til at modtage samtlige Beboere næste Morgen og de mange ind­budte Gæster, hvoriblandt Kongen og Kronprinsen, Kl. 10. Om denne betydningsfulde og højtide­lige Dag findes Beretningen i A. T. Høys Bog, Side 381-85.

Jeg mindes, at da de kgl. Herskaber paa deres Runde skulde ind og se vor smukke, fuldt færdige Lejlighed, stod Clara og Søster Line ved Indgangen og tog imod, og det var aabenbart Søster Line en Svir at gøre sin dybeste, i Forvejen vel indøvede Reverens, men det lykkedes hende derimod ikke at faa den yngre Søster saa dybt i Knæ, som hun havde ønsket. - Da Herskaberne senere var nede at se paa Drengenes udmærkede Gymnastik, erindrer jeg, at Kronprinsessen udtalte Ønsket om at have lige saa stærke og raske Ben som Drengene - hun havde nok haft Ledevand og var ikke stærk i Knæene -. Da jeg i 1910 var til Middag paa Amalienborg efter Kongens Besøg paa Gl. Bakkehus d. 19/3, behagede Dronningen at konversere mig om min Fortid, og jeg mindede da hendes Majestæt om dette Besøg, ligesom jeg fortalte hende, at jeg som Livgardist sammen med mine Kammerater havde dannet Espalier (Æresvagt) fra Toldboden til Christiansborg paa hendes Indtogsdag som Kronprinsesse d. 28/7.69.

I sin Tale ved det nye Opfostringshus' Indvielse sagde Borgmester Hansen bl.a.:
"Det er ikke blot en Skole, det er tillige et Hjem der her skal tages i Brug.... kun det Hjem er lykke­ligt, hvor Barnet tidlig lærer at kende, at Arbejde er en Velsignelse, og at det bør have Hovedparten af vort Liv hernede. I fuld Erkendelse heraf har vi ikke taget i Betænkning over vort Huus Indgang fra Børnenes Legeplads at sætte Skriftens Ord: "Det er en Mand godt, at han har baaret Aag i sin Ungdom".  Men ved Siden heraf vil vi erindre, at den Mand, hvis Navn stedse bør nævnes i taknem­melig Ihukommelse, hvor Opfostringshusets Oprettelse omtales, Grev J.H.E. Bernstorff, satte over det Hus, hvor han havde sit Sommerophold, at "mellem Arbejde er Hvile Hæderlig". Gid da her maa findes flittige og arbejdsomme Drenge, men tillige lystige Gutter.

Vor Lejlighed laa paa 2.sal over Skolelokalerne og bestod af 4 udmærkede, rummelige Værelser, der alle vendte ud mod det dejlige Sund, med dets livlige Trafik af store og smaa Dam­pere og Sejlere; mellem Sundet og Opfh. laa Melkiors Landsted "Rolighedens" store og smukke Have og Park. Til Lejligheden hørte en lille Have paa nogle Kv. Alen, begrænset af Rolighedens Grund, Gymnastikhuset, Legepladsen og Fritz's tilsvarende Have. Paa modsatte Side af Legeplad­sen laa Forst.'s store, smukke Have, og ud mod Kalkbrænderivej var der en velholdt Forhave. Paa den anden Side af Vejen var der Ohlsens store Handelsgartneri, og iøvrigt var Stiftelsen omgivet af Villahaver, saa Beliggenheden var smuk. Her boede vi i 5 Aar til sommer 1883, her fødtes Kirsten d.16/8.1881, og her gennemgik hun vistnok 1½ Aar gl. en Tyfus, der bragte hende Døden nær, og da hun var kommen over Krisen, og den Spænding, Clara havde gaaet i under denne, ophørte, faldt ogsaa hun sammen og maatte tage til Kommunehospitalet og udstride sin Tyfus. Ogsaa vor trofaste Pige Ana blev smittet og kom paa Hospitalet saa jeg gik med en Kone til at passe Kirsten og en mid­lertidig fremmed Pige til at passe Huset. Lille Carl havde Tante Amalie taget ud til sig. Iøvrigt befandt vi os vel og tilbragte lykkelige Aar paa Opfostringshuset.

Medens jeg boede paa det nye Opfh. kom jeg til at hjælpe Forstanderen for Døvstum­meinstituttet Malling-Hansen med hans Beregninger vedrørende Børns Tilvækst i Vægt og Højde m.m., hvis Resultater, da de offentliggjordes, vakte megen Opsigt og gav Forfatteren Ry for Geni­alitet.

Jeg fortjente derved et Par 100 kr., ved Hjælp af hvilke jeg kunde deltage i det i 1880 afholdte store nordiske Skolemøde i Stockholm. Som saa ofte var det ogsaa her en Tilfældighed, der bragte mig i Forbindelse med Malling-Hansen. Paa Opfh. foretoges der allerede den Gang maanedlige Vejninger af Eleverne, hvilket Arbejde jeg havde paataget mig. Fra Tid til anden aflagde jeg Beretning om Resultatet i Opfh.'s Aarsberetninger, og i en af disse havde jeg som et Kuriosum udregnet, hvad det kostede opfh. at producere et Pund Drengekød - det var meget dyrt, men jeg husker ikke mere Prisen.

De­tte morede M-H., da han læste det, og kort efter fik han gennem Forstdr. Jensen fat i mig.
Førend jeg forlader Opfh., vil jeg gerne sige et Par Ord om dettes og vor øverste Foresatte.

Borgmester H.N. Hansen, af den bekendte Handelsslægt Hansen, Søn af Bankdirektør H.P. Hansen - f.1835, d.1910. I 1973 ombyttede han sin Højesteretsadvokatstilling med Stillingen som Borgmester for Magistratens 1ste Afdeling, hvorved han altsaa tillige blev Opfostringshusets øverste Chef (se Side    ). Han var en høj, statelig Mand nærmest af engelsk Type, smukt, ovalt glatbarberet Ansigt med kortklippede Whiskers, stor Øjenbryn over de smukke Øjne; til daglig havde han et noget tilknappet Væsen og et alvorligt, til Tider barsk Udtryk; men talte han om noget, der havde hans Interesse og Kærlighed, kom der det elskværdigste Smil og det mildeste Udtryk i hans Ansigt, og man fik et tilforladeligt Indtryk af, at han ikke alene havde Forstanden, men ogsaa Hjertet paa rette Sted. Han var sikkert en lykkelig Ægtefælle og en kærlig Fader, der elskede sit Hjem.

Man mærkede, at han havde Interesse for sine Underordnede, ogsaa hvad deres private For­hold angik. Det var betegnende for ham, at naar han mødte en eller kom til en paa Skolen. lød hans Hilsen altid: Goddag Rolsted, hvordan gaar det - og hvordan har De det privat.


Skoledirektøren.
Kbhvn. d.16.11.1885.

Vedlagte Ansøgning fra Forstanderen for Københavns Kommunes Internat Hr. E.V. Rolsted, anser jeg det for min Pligt at give min varmeste Anbefaling, Da han tidligere havde været inspektionshavende Lærer ved det kgl. Opfostringshus og der havde haft Lejlighed til at godtgøre særlige Gaver til at have med Drengebørns Opdragelse at gøre, valgtes han af Skoledirektionen til Internatets Forstander, uagtet han var den yngste af alle Ansøgere.

De gode Forventninger, hvormed man betroede ham denne vanskelige og ansvarsfulde Stilling, har han i fuldt Maal opfyldt. Han lever og aander kun for sin Gerning, og forstaar at forene Alvor og Strenghed med Mildhed og Kærlighed og har saaledes den fornødne Myndighed over alle sine Drenge. Hvor det end er nødvendigt, sætter han sig i Forbindelse med Hjemmene, der natur­ligvis ofte er meget uheldige. I det hele har han været heldig i sin Virksomhed, og mangen Dreng, der kom ind paa Internatet med meget daarlige Vidnesbyrd, har han kunnet dimittere som en skik­kelig og paalidelig Dreng.

Hr. Rolsted hører til de Mennesker, der vil bringe et virkeligt Udbytte hjem med sig fra en Udenlandsrejse; hans Maal er at gøre sig bekendt med Anstalter af lignende Art som den, han daglig arbejder for. Jeg tør indestaa for, at han vil benytte Tiden godt; med sit skarpe Blik og hurti­ge Opfattelse vil han samle Indtryk, der kan komme til god Nytte her hjemme ved vort Internat. Det skulde glæde mig, om han maatte være saa heldig at opnaa den ansøgte Rejseunderstøttelse, hvortil jeg atter og atter anbefaler ham paa det bedste.
                                                                                                     I. Holbech

 Foranstaaende kan jeg fuldt ud tiltræde og knytter ogsaa min Begæring til Forstander Rolsteds om, at den attraaede Rejseunderstøttelse maatte blive ham tilstaaet.
                                                                                      København d. 21.11.1885.
                                                                                                                                H.N. Hansen
                                                                                                                                Borgmester.
        Direktionen
f. Borger- og Almueskole-
   væsnet i København
          d.28/3.87.


I det Direktionen herved bringer Dem sin Lykønskning i Anledning af den ny og betro­ede Stilling, De snart skal tiltræde, bringer den Dem samtidig en varm Tak for den Tid, i hvilken De har forestaaet Københavns Kommunes Internat.

Vi har bestandig haft en bestemt Følelse af, at Internatet under Deres sikre, kyndige og humane Ledelse paa en særdeles fyldestgørende Maade har virket i Opdragelsens Tjeneste over for de forsømte, vildledte eller fordærvede Børn, der har været betroet Deres Omsorg, og vi ønsker at udtale for Dem, inden De forlader os, at lige som vi i høj Grad beklager Deres Bortgang, saaledes er det paa den anden Side vor Overbevisning, at det er lykkedes Dem i den forholdsvis korte Tid, i hvi­lken De har været knyttet til denne Gerning, at bringe den i et Spor, som utvivlsomt vil have sin blivende Betydning for Internatets hele Udvikling som Led i Hovedstadens Skolevæsen. Ikke blot ved Deres Personlighed, der paa en heldig Maade forener de forskellige Egenskaber, der udkræves af den, der skal forestaa en Institution af denne Art, men tillige ved den Samvittighedsfuldhed og Loyalitet, hvormed De bestandig har arbejdet paa Opgavens Løsning, har De skabt en Tradition, som - det er i det mindste vort Haab - vil gaa i Arv til Deres Eftermand og bære Frugt i Fremtiden.

                                 Benson.                                       H.N. Hansen.                                     C. Rothe.


Der sidder ved sin Jubelfest -
en Sol imellem Sole -
vor Direktør som Hædersgæst
med Ordner paa sin Kjole,
han, som i Kongens København
har vundet sig sit kendte Navn
i Spidsen for vor Skole.

Ved Ungdomstidens Vendepunkt -
som Kandidat med "bedste" -
til Randers By han som Adjunkt
en Tid lang lod sig fæste;
han lever der i gammel Stil,
og efter Arbejd fulgte Hvil
"und Abends frohe Gäste".

Snart flytted' han med "der die das"
fra Gudenaaens Enge
og fæsted' Bo paa Frue Plads
blandt de latinske Drenge.
Der gik han med sin brede Ryg
og bar sin Byrde glad og tryg,
der vil han mindes længe.

Han var en kraftig, hel Figur
der holdt paa Tugt og Ave,
og med en praktisk, sund Natur,
der var hans Vuggegave.
Saa blev tilsidst, som Ærens Spids,
han Overgartner anno Tres
i Almueskolens Have.

Hans gerning er saa vidt kendt,
hvor god Oplysning skinner,
og blomstrende hans Regiment
eksaminerte Kvinder.
Om ej det skabtes ved hans Ord,
han samled' dog det flinke Kor
af fagre Lærerinder.

Ved al hans Idræt og Bedrift
vi kunde længe dvæle;
men i vor Skolesagas Skrift
skal staa hans Eftermæle.
og der skal staa: vor Jubilar
har haft et Hjerte som en Far
for atten Tusind Sjæle.

Og der skal staa: paa højeste Trin
i Skolens Trappestige
han kunde skelne Sølv fra Tin
og lod sig ikke svige,
og - Hersker i en lille Stat -
han var og blev en Demokrat
og Smaafolks Ven tillige.

I Dag har Skolen lukt sin Dør
til manges Fryd og Lise,
og deres brave Direktør
vil ung og gammel prise.
Om alt, hvad han har tænkt og gjort,
hans Hjærtelag i smaat og stort
vi synge denne Vise.


Til
     Hr. Forstander E.V. Rolsted

  J e n s  H o l b e c h .
          1815-85.

Da jeg i 12 Aar af min Skolevirksomhed (1875-87) har staaet i Forhold til denne Mand som Overordnet, og da jeg bevarer ham i sympatifuld og taknemmelig Erindring som Menne­ske og som Foresat, bør han have en lille Omtale i mine Erindringer: Skønt han var teologisk Kan­di­dat, stod hans Hu dog fra første Færd til "Skolen" og hele hans Livsgerning faldt da ogsaa inden for dennes Rammer, først som Adjunkt og Overlærer i Randers og ved Metropolitanskolen og der­næst i 25 Aar (1860-85) som "Direktør for Borger- og Almueskolevæsenet i København". Mit før­ste Møde med ham var som Censor ved Afgangseksamen fra Jonstrup Seminarium, og jeg fornyede saa mit Bekendtskab med ham under min Virksomhed ved Opfostrh. og Internatet.

Han var en human, retsindig og dygtig Tilsynsmand, der ved sit joviale, ligefremme elskværdige Væsen vandt Sympati og Hengivenhed i Skolerne hos store som smaa. Med sin høje, kraftige og fyldige Person, sit glatbarberede, dobbelthagede Ansigt, omgivet af det glat siddende hvide Haar og den Høje Silkehat blev han hurtig en kendt og typisk Skikkelse i det københavnske Skole- og Gade­liv, efterhaanden "paa Hat" med det halve København.

Den fest, hvormed han d.16/3.85 fejredes paa den kgl. Skydebane i Anledning af hans 25.Aars Jubilæum som Skoledirektør, og hvori jeg havde den Glæde at deltage, vandt da ogsaa ualmindelig Tilslutning, idet hver Plads i Etablissementets største Sal var optaget.
 
                 En af Festtalerne sammenlignede Holbech med en gammel Eg, og som han stod der - rank og kraftig som altid - og svarede med Fynd og Humør paa de mange Taler syntes han ogsaa at være fuld Livskraftig trods sine 70 Aar. Ikke desto mindre sygnede han hen den paafølgende Som­mer, maatte forlænge sin Ferie ved et Rekreationsophold i Klampenborg, hvor jeg paa en skøn, sol­rig Septemberdag havde min sidste Samtale med ham i Hotelhaven ved Bellevy. Den 23. December 85 afgik han ved Døden.

Overlærer ved Metropolitansk. Henrik Smith besang Jubilaren i et større Epos: "Jens Holbechs samlede Værker (Fordord, 1. Del: Den lærde Skole. 2. Del: Almueskolen. 3. Del: Eksam­menskommissionen. 4. Del: Den hygiejniske Kommission. Tillæg). Men et smukt, sandt og sympa­tisk Billede af Jens Holbech giver Skoleinspektør H.J. Greensteen i følgende Sang:

Venligt - som en sollys Have -
ligger Ægteparrets Hjem;
Jordens allerbedste Gave,
rigt tilmaalt, er skænket dem;
otte Børn, som Hjemmet pryde,
blomstrende er vokset frem.
:/: festligt vil det derfor lyde,
naar vi synger lidt om dem. :/:


Carl er første Skud paa Stammen,
Fører for den unge Slægt;
Far og Mor, ja, allesammen
skylder vi ham stor Respekt.
Endnu ung han drog i Lære
udenlands, - som trofast Søn
:/: lod han fare "Guld og Ære"
for at følge Moders Bøn. :/:


Lys og skær - som Bøgelunden,
naar den nys er sprunget ud, -
staar med Solskinssmil om Munden
Faders Datter, ung og prud.
Smilet, veed vi, gælder Lykke
hos den Ven, hun kaared' sig;
:/: ja, gid Lykken, Troskabs Smykke
sprede Sol paa deres Vej! :/:

Naar til Marts Hr. Aspiranten
hist til Slottet drager op,
faar han gylden Snor i Kanten
paa sin Frakkes Skulderstrop;
men han snart vil avancere,
tro mig, - det er ikke Pral!
:/: vi tilsidst ham titulere,
tænk maaske Hr. General. :/:


Se saa her 3 raske Gutter,
Sofus, Ejgil og Emil,
og til dem sig dristigt slutter
Søster Ellen, kæk og snild;
men som Alderdommens Trøster,
naar engang der holdes Hvil,
:/: kommer sidst den mindste Søster,
sød og kær og fuld af Smil, :/:


Ja, en venlig, sollys Have
ligner Ægteparrets Hjem;
Livets Allerstørste Gave,
gode Børn er skænket dem.
Naar da silde Aftnens Skygger
liste over Haven ind,
:/: rund omkring den trofast hygger
Ungdomsglæde, Ungdomssind. :/:

  M.D.

Opfostringshuset på Kalbrænderivej, det nuværende Randersgade.

Fra indgangspartiel på opfostringshuset
















Livet efter
Gl. Bakkehus.

Emil Vilhelm Rolsted
M I N E   E R I N D R E N G E R

2. Voksenlivet.

Det Kgl. Opfostringshus

Anbefalinger

Damle Bakkehus

Studierejser

Villa Ødam

Taler

Familien - Ellen - Moder

Guldbryllupsfest

Carl om Faders
sygdom og død

Tilbage til
Skolegerningen

Indholdsfortegnelse over Emils erindringer.

#top

Mine Norgesrejser.

Formentlig som en Belønning for min gode Eksamen tog Fader mig i Juni Maaned 1867, altså umiddelbart efter min Dimission med paa et Besøg hos sin Broder Lensmand Fr. Rolsted paa Dagsrød i Telemarken, en Rejse, paa hvilken Fader tillige opfriskede sine egne Ungdomserindringer fra sit Ophold og sine Jagter i Norge i Baron Løvenskjolds Følge.

Skønt Rejsen var af begrænset Omfang, idet den ikke strakte sig længere end til Byerne langs Skienfjorden og den nærmeste Egn omkring Dagsrød, staar den dog ret levende for mig. Sindet var jo ungt og modtageligt, saa den norske Fjeldnatur og de brogede norske National­dragter gjorde et stærkere Indtryk paa mig end det meget og langt mere storslaaede, som jeg paa mine senere Rejser har set.
Vi sejlede med en Damper over Frederikshavn til Langesund og over­nat­tede paa Høyers store Hotel der, hvor vi sov paa 1. Sal. Jeg var tidlig oppe om Morgenen og opdagede, at der fra Hovedbygningens 1ste Sal førte en Bro tværs over Gaarden til et større Udhus; bag dette laa der en lille Strimmel Have, fra hvilken der hævede sig en næsten lodret Fjeldvæg vel en Snes Alen i Vejret, og oven over denne saa jeg, at der atter laa Huse.

Dette lille Billede bed sig uudslettelig fast i Sletteboerens Erindring, der jo var vant til kun at se Huse ligge ved Siden af og ikke ovenover hinanden. Fra Langesund sejlede vi saa med en lille Fjorddamper op ad Skiensfjord­en; men det var jo lige i Begyndelsen af Sommeren, da Snesmeltningen paa Fjeldene var stærk; som Følge deraf var Strømmen i det snævre Vand op imod Skien saa betydelig, at den svage Baad ikke kunde arbejde sig op imod Strømmen, skønt den holdt sig tæt op ad Kysten, hvor Strømmen var svagest.

En halv Times Gang fra Byen matte vi staa af og spadsere op til Skien, hvor vi spiste til Middag hos min Fætter Overretssagfører Niels Rolsted, den senere Byfoged. Han fulgte os om eftermiddagen - atter ved Baadfart op ad Skiens-Elven - til Dagsrød.  












Dette var en herligt beliggende Land- og Skov­ejendom, ½ Times Gang fra Holden Værk ved Skiens Elven, der her dannede en lille Fos, hvis Brusen hørtes paa Dagsrød Dag og Nat. Ejendommens Størrelse var vel højst et Par 100 Tdr. Land; dens største og værdifuldeste Del var en særdeles vel konserveret Fyrreskov. Agerbruget led under Jordens Kulde og Fugtighed, der vel nok delvis skyldes Mangel paa kyndig og grundig Behandling. I Skoven var der rigelig Græsning til en halv Snes gode Kør der leverede en Mælk, hvis Fedme jeg ikke før havde smagt Magen til. Gaardens Bygninger bestod af gode, solide Træhuse.

Til Ladebygningens Loft førte udvendig en c.15 M. lang, ret stejl Kørebro af Fyrrestammer fra Jord­­en op til en Port i den ene Gavl; her maatte de smaa stærke norske Heste trække Høstlæssene op ad. Stuehuset var hyggeligt og vel indrettet med malede Gulve i alle Stuer. Jeg tror at Nordmæn­dene, der jo anvender Træ til Beboelseshuse i langt større Udstrækning end vi, ikke holder af at se de bare Gulvbræder og derfor anvender mer Maling paa dem end vi.

Min Onkel havde i sine yngre Aar været Forvalter ved Holden Jernværk, var nu allerede en Mand paa 76 Aar, men rask, rørig og fornøjelig, fungerede endnu som Lensmand, et Retsembede, der, saavidt jeg skønner, ligger imellem vor Sognefoged- og  Herredsfogedstilling. I en Sidefløj havde han sin Tingstue, hvor Retten blev sat; men jævnlig maatte han køre hen og holde Forhør paa andre Steder. Han levede som Enkemand sammen med sine 2 elskværdige Døtre, Berta paa 41 og Marie paa 32; den første var meget musikalsk og havde faaet en fortrinlig Uddannelse; jeg følte mig især tiltalt af en Komposition "Farvel til Wermeland", som hun ofte spillede.

Jeg holdt dog mest af Marie, som jeg passiarede og turede meget sammen med, og som jeg gennem flere Aar holdt Korrespondance vedlige med.

Dagsrød laa ved Foden af et ret anseligt for største Delen skovbevokset 1200 Fod højt Fjeld "Nukefjeld", hvis Top det fra den første Dag var mit Maal at bestige, og som jeg mente at kunne naa paa en halv Times Tid. Da det kom til Stykket viste det sig, at en Tur op og ned tog 4-5 Timer, og saa havde jeg, en Gang jeg ene vovede mig derop, nær ikke fundet ned igen formedelst uoverstigelige Kløfter. Det interesserede mig at se, at medens Birkene nede ved Dagsrød forlængst var udsprungne, stod de paa Toppen af Nuke endnu med ganske smaa Knopper.

En Dag var der en kirkelig Fest (Provste- eller Bispevisitats) i en af Nabolagets Kirker. Denne var stuvende fuld af festklædte Bønder af alle Aldre og begge Køn og jeg havde her en udmærket Lejlighed til at se de smukke brogede Nationaldragter, især da vi alle i Flok vandrede fra Kirken ned mod de forskellige Holdepladser.

En Ting stødte mig dog ved disse Dragter, navnlig for de unge Pigers Vedkommende: de bar syede mørke Vadmelsstrømper med kulørt Broderi paa; men paa Grund af Strømpens Frem­stil­lingsmaade kunde den jo ikke slutte om Smalben og Læg, men dannede delvis Folder og Læg som en Vandstøvle. De unge Pigers formentlig pæne Ben, som de korte Skørter ellers havde ladet komme tilsyne, kom saaledes ikke til deres Ret; og det var Synd, syntes jeg.

 En og tyve Aar senere besøgte jeg Dagsrød igen og for sidste Gang. Det var i 1888, at jeg sammen med fætter Hans (Viceskoledirektøren) efter at have overværet det nordiske Skole­møde i Christiania, foretog en Fodtur fra Kongsberg gennem Telemarken forbi Hitterdals Stavkirke og endte hos vor Fætter Byfoged R., der havde overtaget Dagsrød efter sin, i 1875, afdøde Fader og boede der om Sommeren. Vi kom støvede og svedte og jeg mindes endnu, med hvilken Velbehag vi straks gik ned i Haven, hvor der i en forbirislende Bæk var improviseret et Styrtebad, og nød dette.

Min Gardertid

I Sommeren 1869 aftjente jeg min Værnepligt som Rekrut ved Garden. Denne korte Soldatertid i den gode Aarstid staar for mig som en sund, fornøjelig, behagelig og paa sin Vis udviklende Afbrydelse i Skolegerningen. Vel var Anstrengelserne i de første 6 Uger betydelige; navnlig Haandvægtsøvelserne og Bajonetfægtningen tog stærkt paa mig og gjorde mig i Forening med de andre Øvelser, Gymnastik, Marsch og Løb, saa mør og øm i alle Lemmer, som om jeg var gennembanket, og i Skinnebenene fik jeg som saa mange af Kammeraterne en let Benhindebe­tæn­delse, der smærtede ikke saa lidt; men det hele var jo kun en Overgang af ikke lang Varighed.

Og hvor styrket følte man sig saa ikke ved disse forskellige legemlige Anstrengelser, og hvor herlig var ikke de daglige Marschture fra Kasernen til Fælleden i skønne dugfriske Sommermorgener gennem de duftende Lindealléer - med Tromme og Pibere i Spidsen, og senere med det hele herlige Gardens Musikkor. Og saa denne Blanding af Repræsentanter fra alle Folkets Lag og fra alle Pro­vinser: Grever og Baroner overfor tunge Vestjyder, blødttalende, lidt syngende Fynboer og rapmun­dede Københavnske Slagtersvende. lapsede Grosserersønner og jævne Arbejdere. Det var en sund og gavnlig Præsentation, og Kammeratskabet kunde godt gøre sig gældende trods de forskellig­ar­tede Elementer, der maaske ved Garden var mere forskellige end ved nogen af Hærens andre Afdelinger. Vores Underofficerer havde vi intet at klage paa, og flere af dem havde vi megen Fornøjelse af. Det var beundringsværdigt saa nogle af dem i lange Baner, som sande Virtuoser paa dette Omraade, kunde skælde ud og bande -  som efter noder - paa den mest harmløse Maade uden Spor af Ondsindethed. Dette var for Eks. Tilfældet med Gardens kæmpehøje "Tambourmajor" Sergent Schrøder; men hans Kone fik ogsaa af os Rekrutter ved 1. Kompagni et godt Sølvcylinderur med Inskription, da Rekruttidenvar forbi - at sige: Uret var i Virkeligheden til Schrøder selv; men da Reglementet forbød Soldaterne at give deres overordnede Gaver, overleverede vi det pro forma til Fruen.

Jeg var en jævnt flink Soldat, men heller ikke mere. Kun 21 Aar, tynd og spinkel, var jeg i legemlig Henseende daarligere udrustet end de allerfleste af mine Kammereter. Jeg havde lige netop Garderhøjden 67 Tommer og var derfor altid paa venstre Fløj af Deling og Kompagni.

Jeg mindes endnu Sergent Andersens Tilraab: "Hvad F. i H. er det for et Kosteskaft, der staar og gemmer sig ned paa Fløjen, vil han se, han kommer frem med sig!"

 Jeg blev da ogsaa fri for at være Underkorporal, og da Vintertjenesten med den evin­delige Vagt kun er triviel uden at være udviklende, foretrak jeg at stille for mig i de vistnok 8 Maa­ne­der det gjaldt om. Jeg måtte give hele min Løn til Stillingsmanden, men havde jo Mors gode Køkken at falde tilbage paa.

Næste Sommer havde jeg den i de Tider obligatoriske Indkaldelse til Lejren ved Hald i Jylland og fik der et frisk Pust fra den mig til da ganske ukendte Hedenatur. Det var under den fransk-tyske Krig, i hvilken vi jo var nær ved at komme med. Man sagde den Gang, at det skyldtes Grev Frii's kloge Raad, hvilket Chr. IX havde æsket, skønt Friis paa den Tid ikke var Minister, at vi ikke kom med.

Lejren blev dog det Aar tidligere hævet en normalt, og vi blev sendt til København, hvor vi en 14 Dags Tid laaa i Feltlejr paa Rosenborg Eksercerplads og ventede paa den endelige Afgørelse. I den Tid blev vi fuldstændig feltudrustede. Ved at nævne Rosenborg Eksercerplads kommer jeg til at mindes en lille Episode, som forresten gentog sig. Nede i det Hjørne af Eksercer­pladesen, der vender ud mod Rosenborg Slotshave, var de store Palisader (lodrette tykke firkantede, foroven tilspidsede c. 3 Al. høje Stolper) opstillede, som vi Rekrutter skulde øve os i at klatre over. Jeg var just ingen Virtuos til denne Øvelse og tog mig næppe videre flatterende ud. Det ærgrede mig derfor, at to ganske unge Damer stod ved Rosenborgstakittet og haanede mig, naar jeg ikke kunde komme over. De unge Damer var Frøknerne Amalie og Clara Pedersen.

Et andet Minde dukker op: Da Rekruttiden var forbi, blev der arrangeret det traditio­nelle Rekrutbal; om vi selv maatte skyde til eller Bataillonen gav det hele, husker jeg ikke; men det stod i Gothersgade Eksercerhus; der var selvfølgelig vor egen udmærkede musik; Damer var der ogsaa nok af; deres Kvalitet, hvor de kom fra eller hvor de gik hen husker jeg ikke noget om; i det hele er der kun en enkelt lille Episode, der staar klart for mig: En af Gardens aller smukkeste Officerer Premierløjtnant Poulsen, som formodentlig maa være kommen fra en bedre Middag, gav sig til at Drikke med Garderne, blev ganske overkørt og kunde ikke klare sig selv, Til alt Held havde Underkorporal Abel - den nuværende Forpagter paa Glorup -, der hørte til Poulsens Kom­pagni  - Aandsnærværelse og Smidighed nok til at faa ham under Armen, snakke sig til Rette med ham og faa liste ham ud af Lokalet og hjem, saa Skandalen, der i øvrigt var oplagt, kun blev af kort Varighed. Abels store Styrke kom ham til Nytte; men dog maatte han søge Hjælp af en anden Garder til at faa Løjtnanten Bjerget.

Paa Monrads Kursus 1872-75.

Den første Tanke om Fortsættelse af Læreres Uddannelse, som dette Kursus tilsigtede, blev allerede fremsat i "den store Skolekommission" i 1814 af Landboreformens store Forkæmper og  Skoleforbedringens ypperste Organisator Chr. D.F. Reventlow, der i Modsætning til andre Med­lemmer af Kommissionen, der vilde udvide Jonstrup Seminarium til en Læreanstalt for vordende Købstadlærer, hævdede Betydningen af, at der blev givet "udvalgte Seminarister fra alle Seminarier en Fortsættelsesuddannelse i København". 42Aar senere optog D.G. Monrad som Overskoledirektør denne Tanke og foranledigede, at der paa Finansloven for 1856-57 optoges en Bevilling af 2500 Rigsdaler "til Uddannelse af fortrinlige Seminarister ved et Undervisningskursus i København for vordende Købstadslærere". Den 1. Aug. 1856 mødte de første "Monradister" i København og fik af Monrad selv Vejledning til det Studium, der skulle begynde.

Ved Sommerferiens Slutning 1872 pakkede Andenlæreren i Rye altsaa sin Randsel, forlod for sidste Gang sit Fædrenehjem, der nu var flyttet fra Bondhus til det lille "Teglhus" - en forhenværende Teglbrænderbolig -  ved Foden af Dyrehavsbakken, i Læ af denne og af de vældige Bøgekroner, hvor jeg havde det lille Værelse tilhøjre for Indgangen.

Fader havde - under min Rye-tid - søgt sin Afsked som Skovrider i 79 Aars Alderen, han trængte ogsaa dertil. Gigten havde i mange Aar hærget ham og gjort det ene Ben ikke saa lidt kortere end det andet, saa han haltede en Del. Broder Henrik, der var praktisk uddannet Forstmand, havde været Assistent hos ham nogle Aar, og da de Gamle flyttede over i Teglhuset som Pensionist­bolig, giftede H. sig og flyttede som Skovrider ind i Bondhuset; Greven havde i øvrigt bygget et godt Hus i Rye -  det som Jens Carlsen i mange Aar beboede -, hvilket han havde tiltænkt mine For­ældre; men disse foretrak det hyggelige og idyllisk beliggende, men yderst beskedne Teglhus, - de kunde ikke tænke sig at forlade deres kære Skov.

Der var altsaa ved Sommerferien1872, at jeg 24 Aar gammel gav Møde paa polytek­nisk Læreanstalt i Studiestræde sammen med mine 3 Studiekammerater for de nærmest følgende halvtredeie Aar; disse var: Holger Matthissen, den senere Skoleinspektør i Nakskov, der tog sin Afsked for et Par Aar siden og nu bor ved Pederstrup paa Lolland, hvor hans Svigersøn er Godsfor­valter; Frederik Nørgaard, den senere Skoleinspektør paa Frederiksberg, som efter sin Afsked endnu boer paa Frederiksberg, og L.N. Sørensen, den senere Bestyrer og Ejer af Navigationsskolen paa Fanø, død af Kræft paa Hosp. i Kbhvn. 1916.

Docent N.I. Fjord, som var Kursusets Inspektør fra 1858 til sin Død 1891, modtog os selv paa Anstalten og instruerede os m.H.t. vort forestående Arbejde. Dette var anlagt saaledes, at vi dels hørte offentlige Forelæsninger sammen med Polyteknikerne (Prof. Holten i Fysik, Prof. Julius Thomsen i Kemi, Prof. Johnstrup i Jordbundslære) dels og hovedsagelig havde vore egne af  Mini­ste­riet dertil beskikkede Lærere: Prof. Didrichsen i Botanik, Docent (senere Prof.) C. Christiansen i Fysik, Prof. I.C. Schiødte i Zoologi, Docent Sejdelin i Matematik, Prof. Gislason i Oldnordisk, Prof. Listov i Engelsk og Adjunkt Kaper i Tysk. I geometrisk Tegning nød vi Under­visning sammen med de studerende paa polyteknisk Læreanstalt og i Frihaandstegning undervistes vi privat - 2 Timer faglig i et Aar af Professor Helsted.

Vi var spændt godt for, havde gennemsnitlig 6 Timers Forelæsning og Øvelser om Dagen, og da disse foregik paa 6-7 forskellige Steder, dels i Lærernes private Hjem, dels paa Læreanstalten, Zoologisk Musæum, Kemisk Laboratorium o.s.v., medgik en ikke ringe Del af Dagen til Forelæsninger, hvorfor der ofte maatte lægges Beslag paa sene Aftentimer til Forberedel­sen. Matematik var det Fag, som voldte mig størst Vanskelighed, og de mange trigonometriske og andre Opgaver, som vi overdængedes med, maatte jeg ofte søge Assistance til Løsningen af hos L.N. Sørensen, der i dette Fag var den mest begavede af os, skønt han ellers besad den mindste almindelige Dannelse. Mangen Vinteraften søgte jeg ud til ham paa Nørrebro, hvorfra jeg lidt efter Midnat vendte tilbage til St. Pederstræde 29 med mine ved hans Hjælp "knækkede Nødder". Jeg boede nemlig i den første Tid hos min Barndomsven Bagermester Sofus Olsen; men i det sidste Aar, da Arbejdet maatte yderligere sættes op, flyttede jeg ud i et stort godt Kvistværelse i Aagade nr. 30 (Nu Aaboulevarden) for mere uforstyrret at kunne arbejde.

Efter mit Skøn var Arbejdet i øvrigt lagt godt tilrette,  og der var sørget for dygtige, samvittighedsfulde og elskværdige Lærere; de fleste af disse var jo, hver paa sit Felt, virkelige Viden­skabsmænd, og at komme i nær Berøring med disse, saaledes som der jo var Lejlighed til i de private Timer, var af stor befrugtende og udviklende Betydning for os. Som Videnskabsmand og vistnok ogsaa som Menneske, som Karakter, ragede Prof. Schiødte efter mit Skøn betydelig op over de andre Lærere, og da han tillige besad udmærkede Lærergaver og stor almindelig Dannelse, som han ofte lod os nyde godt af, saa staar hans Timer for mig som de bedste, kæreste og mest udvik­lende jeg nogensinde har deltaget i. Schiødte var paa den Tid en Mand paa 57 Aar, en høj, kraftig og imponerende Skikkelse med et Ansigt, hvis Udtryk vidnede om den Energi, Viljekraft og Intelligens, der boede i ham. Hans Øjne var skarpt fikserede, noget, der formodentlig stod i Forbin­delse med den udstrakte Anvendelse af Mikroskop, der nødvendiggjordes af hans ihærdige Studium af Insekterne og deres ydre og indre Bygning.

Han var i Ordets sande Betydning en selfmade Mand; født og opvokset under smaa Kaar forlod han - dels af denne Grund, dels for hurtigere at komme frem - Borgerdydsskolen på Christianshavn i 17-Aars Alderen, Aaret før han skulde være Student, hørte derefter i et halvt Aar Forelæsninger ved det kirurgiske Akademi, ernærede sig saa i 4 Aar -  fra sit 18de til 22de - som Lærer i Naturhistorie ved den Skole, hvorfra han var udgaaet, men an­vendte samtidig al sin Fritid til Ekskursioner og Zoologiske Studier, navnlig af Insektverdenen, Studier, der gennem de videnskabelige Værker, han i 1841 begyndte at udgive, paa een Gang skaf­fe­de ham europæisk Berømmelse allerede i hans 26de Aar. Men som Ordsproget siger: Ingen Profet er agtet i sit Fædreland - saaledes gik det ogsaa til en Tid Schøidte, idet han i den jævnaldrende, an­sete Naturforsker Japetus Steenstrup gennem en lang Aarrække fik en bitter og mægtig Modstander, der lagde ham alle mulige Hindringer i Vejen, og blandt andet kvalte, "Naturhistorisk Tidsskrift" og derved unddrog Schøidte dennes videnskabelige og polemiske Talerør, samt holdt S. uden for det naturvidenskabelige Fakultet saa længe, det stod i hans Magt; tilsidst kom S. dog til sin Ret, afkas­te­de Steenstrups Aag, blev denne jævnbyrdig i Musæets Bestyrelse, holdt zoologiske Forelæsninger ved Universitetet og fik paany Statsunderstøttelse til "Naturhistorisk Tidsskrift".

Naar vi i Timerne kom for Skade at nævne Steenstrups Navn, fortrak Schøidtes Ansigt sig i en Grimace, og han spyttede foragteligt, men han talte sjældent direkte nedsættende om ham.

Som Lærer i sit Fag var Schøidte enestaaende. Han stillede ikke store Fordringer til Udenadlæsning, men lærte os at se og forstaa Naturen og dens Fænomener. Hans Undervisning var udpræget Type-Undervisning, idet han for hver enkelt Slægt eller Klasse udvalgte en typisk Repræ­sentant, der blev yderst omhyggelig gennemgaaet - ofte tillige ved Dissektion, hvad den indre Byg­ning angaar - og bragt til vor fuldkomne Forstaaelse, ikke mindst hvad "Tilpasningsforholdene" angaar. Ud fra denne Type faldt det ham derefter let at forklare os, hvorledes de beslægtede Arters Afvigelser i Bygning, Farve, Angrebs- eller Forsvarsvaaben o.l. netop gjorde dem skikkede til at udnytte de noget forskellige Levevilkaar, hvorunder de var stillede. - Drejede det sig om et vanske­ligt Spørgsmaal i Anatomi eller Fysiologi, som vi ikke straks forstod, kunde han sige: "Bryd Dem bare ikke om det! det skal nok komme; vi kommer tilbage til det igen ad anden Vej og paa anden Maade". - Og han fik altid Ret: der forblev intet Punkt uforstaaet, som han vilde, at vi skulde for­staa. Timerne hos Schøidte har ubetinget gjort mig, i det mindste, til en dygtigere Lærer, end jeg ellers vilde være bleven - ikke alene i Naturhistorie, men vel nok særlig i dette Fag. Som Lærer ved Opfostringshuset ved jeg, at der gik megen Ry af min Naturhistorieundervisning. Ved Eksaminerne overværede Skoledirektøren Professor Holbech jævnlig denne Undervisning og Borgmester Hansen af og til, ligesom Professor Jensen (Forstanderen) tidt kom ind i de daglige Naturhistorietimer, Et Bevis paa, at man satte Pris paa min Naturhistorieundervisning fik jeg ved en Anmodning fra Borg­mester Hansen om at give hans 2 unge Døtre private Timer i Naturhistorie.

Under disse Timer opholdt Pigebørnenes ældre Broder, nuværende Rektor H.P. Hansen, der den­gang vist allerede var Student, sig i et Naboværelse for aaben Dør.

Medens jeg saaledes som Lærer staar i stor Taknemmelighedsgæld til I.C. Schøidte, er der ogsaa en anden af mine Kursuslærere, hvis Undervisning jeg har haft Udbytte af som Pædagog, men ganske vist ad negativ Vej: det var Docent Sejdelin. Der var det mærkelige ved hans matema­tiske Forelæsninger, at vi som Regel aldrig forstod noget af dem, men bagefter ved Selvstudium af Lærebøgerne maatte klare Begreberne. - Men naar han en enkelt Gang ved Begyndelsen af en Fore­læsning sagde: "Idag maa jeg bede Dem passe godt paa, for det er et vanskeligt Stof, jeg skal gen­nem­gaa" - saa forstod vi saa godt som altid Foredraget. Man lærer heraf, at enhver Lærer gør vel i altid at betragte det, man har at meddele eller forklare sine Elever, som svært for disse, om end han selv betragter det som let.

En lille Episode fra mit Kursusliv, der let kunde have Faaet afgørende Betydning for min Fremtid, skal jeg kort referere:

En af Kursets dygtigste Faglærere Professor I. Listov var den Gang en Mand paa knap 50 Aar, men ikke desto mindre allerede ikke saa lidt pirrelig, nervøs og ubehersket, rimeligvis som Følge af sit uophørlige og ihærdige Slid som Lærer i Engelsk ved københavnske højere Skoler, ved Hjemmearbejde med Udgivelse og jævnlige Omarbejdelser af sine talrige engelske Lærebøger og Stileøvelser og ved at anvende sine Skoleferier til engelske Studier i London, Timerne gav han os i sin rummelige Ungkarlelejlighed, Hjørnet af Nørrevold og Larslejsstræde 1. Sal. En Dag under Øvelserne i Engelsk Version sad jeg med Fingeren bag i Bogen ved Glosesamlingen, hvor jeg nu og da slog et Ord op. Dette saa han sig i den Grad gal paa, at han som Lyn fra klar Himmel pludselig overfaldt mig med impulsiv Heftighed, bebrejdede mig Dovenskab, erklærede mig uværdig til at deltage i Kurset og bød mig forlade hans Timer. Jeg meddelte straks Kursussets Inspektør Docent Fjord dette og udtalte, at jeg efter denne Behandling ikke mere kunde deltage i Listovs Timer og altsaa maatte trække mig tilbage fra Kursusset. Samtidig havde jeg henvendt mig til en bekendt Landinspektør paa Frederiksberg for at faa Underretning om Betingelserne for Studiet til Landin­spektøreksamen, hvilket Studium i flere Fag løb parallelt med vort Studium, og som jeg derfor mente at kunne tilendebringe i Løbet af et Par Aar.

Men Fjord, som fra de kvartalsvise Indberetnin­ger om os fra Lærerne vidste, at jeg ikke var doven - tværtimod, og som kendte Listovs Heftighed, men ogsaa hans udmærkede Lærerdygtighed, mente øjensynlig, at han ikke burde miste nogen af os; thi om Aftenen kom han op til mig paa mit Kvistværelse paa Nørrebro og talte saa klogt og roligt og faderlig-venligt med mig om det uheldige for min Fremtid i nu saa nær ved Kursussets Afslutning ( det var i det sidste Aar) at afbryde dette og begynde paa noget nyt, og det lykkedes ham at overtale mig til at gaa til Listovs Timer igen og "lade som ingenting". Da jeg kom til den følgende Time, var Listov yderst venlig, og der var efter den Tid ingen Disharmoni imellem os;  men nogen direkte Undskyldning fra Listovs Side erindrer jeg ikke at have faaet. Jeg har altid senere været Fjord taknemmelig for hans velmenende og faderlige Optræden i denne Sag. Fjord havde selvfølgelig Ret: det kunde kun blive til Skade for mig at forlade Kursusset og svigte den Livsvej, som jeg forlængst havde valgt, som jeg formentlig var skabt til, og som jeg i næsten et halvt Aarhundrede omfattede med Kærlighed.

Denne Fjords faderlige Indgriben i min Skæbne - selvfølgelig ikke bare for min, men ogsaa for Kursussets Skyld -  har jeg berørt i et af mine Indlæg i den vidtløftige Strid om "Docent Fjords Minde", der i August og September 1906 førtes i Nationaltidende i Anledning af det nylig af Professor Dr. H. Olrik udgivne Jubilæumsskrift om "Danmarks Lærerhøjskole 1856-1906". (Se min "Scrap-book"!)

Efter ca. 2½ Aars Studium fik jeg da lykkelig afsluttet dette ved en Eksamen, der afholdtes i Januar 1875.



Tilbage til Skolegerningen.

Efter Afslutningen af skolegangen, gjaldt det om atter at faa sat Skoleploven i Furen; thi trods den ministerielle Understøttelse af 20 Rigsdaler og 80 Skilling om Maaneden hav­de Forældrene dog mattet skyde lidt til, og desuden gjaldt det jo ogsaa om at komme i Virksomhed for min pædagogiske Fremtids Skyld.  

I de faa Maaneder fra Februar til Sommerferien søgte og tog jeg, hvad jeg kunde faa og havde i alt tre Ansættelser.

            1. Et kort Vikariat i Kommuneskolen i Lars­lejsstræde under Inspektør, Cand. Theol. Høyer, hvem jeg mindes som en jovial og ganske elskvær­dig Mand, der dog næppe var skabt til Skolemand. Efter hans Udtalelser  maatte man tro, at han betragtede Skoledrenge i Almindelighed som Væsener, Gud havde skabt i sin Vrede for dermed at plage gamle skikkelige Skoleinspektører, der helst vilde have Fred paa Kontoret.

            2. Dernæst havde jeg Ansættelse ved Skolebestyrer Jagds Privatskole for Drenge, der som jeg senere erfarede - tidli­gere havde haft Domicil paa Frederiksberg, men af Autoriteterne, der var bleven fortrængt derfra paa Grund af hans Liberalitet m. H. t. Elevernes Skoleforsømmelser, idet de for ham kunde forsøm­me saa meget, de vilde, uden at der skete dem noget ondt, naar bare de betalte deres maanedlige Skolepenge.

Saadanne Forældre, der helst vilde beholde deres Børn hjemme fra Skolen, men ikke skøttede om at betale de høje Multer, som Kommuneskolerne dikterede, var i Virkeligheden hans bedste Kunder; de gav Penge i Kassen og gjorde ringe Ulejlighed. Paa den Tid, jeg havde den Ære at undervise i Jagds Skole, laa denne paa Nørrebro. Jeg blev straks tituleret "Overlærer" og blev blandt andet  betroet til at undervise alle Skolens Klasser paa een Gang i Historie een Time om Ugen. At Jagd til dette Stykke Arbejde ikke kunde have nogen ringere Kapacitet end en "Over­læ­rer" er jo forstaaeligt. Jeg slap dog med Livet og holdt ud til Sommerferien.

            3. Endelig var jeg i 3 Maaneder Timelærer i Tysk i Frk. Agnes Schmidts højere Pigeskole, hvor Sproget taltes i Timerne, og hvor jeg altsaa havde god Lejlighed til at praktisere, hvad jeg nylig havde lært hos Adjunkt Kaper.

At ingen af disse Virksomheder kunde faa Betydning for min Lærerdygtighed og pæ­dagogiske Udvikling i det hele - uden for saa vidt som jeg hos Jagd lærte, hvordan en Skole ikke skal ledes - siger sig selv.

Dette blev derimod i høj Grad Tilfældet med min følgende 8-aarige Virksomhed som inspektionshavende Lærer ved det kgl. Opfostringshus.

Men først var jeg på en Norgesrejse, og derpå aftjent min værnepligt ved Garden, og så gennemførte jeg ”Det Monradske Kursus”.

Norgesrejse

Gardertiden

Monrads kursus


Københavns Kommunes Internat 1883-87.

Forstander Jensens Anbefaling.


 Hr. E. Rolsted har været ansat her ved det kgl. Opfostringshus siden 1. Septbr.1875.

Det er mig en kær Pligt at kunne udtale, at han i enhver Henseende fuldtud har fyldestgjort de gode Forventninger, hvormed vi modtog ham ved hans Ansættelse.
 Som Lærer har han opnaaet fortrinlige Resultater, idet han har forstaaet at vække og vedligeholde Børnenes Interesse, samtidig med, at han fastholder sit Maal klart og bestemt uden noget Øjeblik at tabe det af Syne. Hans Metode er gennemtænkt og naturlig, hans Undervisning rolig, behagelig og vækkende.

Som inspektionshavende har Hr. Rolsted forstaaet at sætte sig i det rette Forhold til Børnene, som har stor Tillid og Kærlighed til ham; ogsaa paa dette Omraade maa hans rolige, kon­sekvente og venlige Optræden fremhæves. Han omfatter denne Side af sin Gerning, hvortil han med­bringer de gode Gaver, med Interesse og Lyst og tager den op med Samvittighedsfuldhed, saa­ledes at han ikke trættes ved de mange Smaating, som her spiller saa stor en Rolle i det daglige Liv, men ej heller fortaber sig i dem, saa han derved taber den store Opgave af Syne tidlig og silde at indvirke paa Børnenes Opdragelse.

Naar hertil kommer, at Hr. Rolsted er en kundskabsrig og dannet Mand, der med Interesse og Dygtighed følger Udviklingen paa Skole- og Opdragelsesvæsenets Omraade, tør jeg med god Samvittighed udtale, at jeg anser ham for i ganske særlig Grad kvalificeret til at opnaa den af ham attraaede Post, og medgive ham min varmeste Anbefaling, hvor nødig vi end her vil slippe ham.

Da jeg var kommet midt op i Trediverne og havde faaet 2 Børn at forsørge, begyndte jeg at tænke paa og længes efter at komme i selvstændig Virksomhed, dels for Virksomhedens egen Skyld og dels for at forøge mine Indtægter. Jeg havde i saa Henseende ret gode Chancer. Min Virk­som­hed som Inspektionshavende og som Lærer var anerkendt saavel af Forstanderen som af Skole­direktør Holbech og Borgmester Hansen, hvilken sidste var et af Skoledirektionens 3 stemmebe­ret­tigede Medlemmer, hvorimod Skoledirektøren kun havde Sæde, men ikke Stemme i Direktionen. Det blev dog mærkelig nok hverken Skoledirektøren eller Borgmesteren, jeg fik at takke for min Forfremmelse, skønt de begge nærede Sympati for mig, men derimod en Mand, som ikke kendte mig personlig, - kun gennem mine Anbefalinger, nemlig Formanden for Skoledirektionen Overpræ­sident Finsen. Hermed gik det saaledes til: I Forsommeren 1883 døde Forstanderen for det 4 Aar i Forvejen oprettede Internat, og da Pladsen blev opslaaet, skønnede jeg, at jeg som Ansøger til denne Post vilde have langt færre farlige Konkurrenter, end som Ansøger til en Skoleinspektørpost i Kø­ben­havn, da min Stilling som Inspektionshavende Lærer ved en Opdragelsesanstalt her gav mig et værdifuldt Plus. Da jeg derfor besluttede mig til at søge den, gjorde jeg det ogsaa med al Kraft og benyttede mig af en tilfældig Omstændighed og en lang Omvej, der viste sig at blive den afgørende - den uden hvilken alle mine Anbefalinger og Kvalifikationer ikke vilde have nyttet.

Overpræsidenten havde en Broder, der var Stiftsforvalter paa Vallø; hos denne havde min ældste Broder Godsforvalter Fr. Rolsted i mange Aar været en dygtig og højtskattet Fuldmæg­tig, der tillige var Omgangsven i Stiftsforvalterens Hus. Jeg satte min Broder ind i Forholdene, send­te ham en Afskrift af alle mine Anbefalinger og Eksamensbeviser, og spurgte ham, om han, efter det Forhold, hvori han stod til Stiftsforvalteren, kunde og vilde forsøge at gøre noget for mig gennem denne. Det viste sig, at Vejen ikke alene var farbar, men at den ogsaa førte til Maalet, idet de Herrer Finsen, der begge var Mænd, som baade havde Indflydelse og Lyst til at benytte den, af al Magt lagde sig i Selen for mig. Det var sikkert ogsaa nødvendigt; thi jeg havde i hvert Fald een far­lig Konkurrent Seminarist A. Rudbeck, der var 6 Aar ældre end jeg, havde 10 Aar mere Anciennitet som Lærer ved Københavns Kommuneskoler, ved hvilke han tilmed i 8 Aar havde fungeret som Vice­skoledirektør - og saa var han Skoledirektørens Husven og Favorit. Overfor disse Kvalifika­ti­oner stod jeg ganske vist med en gennem Monrads Kursus erhvervet alsidigere 3 Aars Uddannelse og saa med mine 8 Aars Arbejde ved en Opdragelsesanstalt af beslægtet Art. Forholdet var efter mit Skøn saadan, at hvilken af os der end blev valgt, havde den tabende ikke stort at beklage sig over.

Det viste sig, at medens Borgmester Hansen støttede Skoledirektørens Indstilling af Rudbeck, gik Direktionens 3die Medlem Stiftsprovst C. Rothe til Overpræsidentens Side, og det er næppe troligt, at den Omstændighed, at Rothe havde konfirmeret min Kone og viet mig, har bidra­get til at bestemme hans Stilling; men hvis saa er, beviser dette yderligere, at min Udnævnelse helt og holdent kom til at hvile paa Tilfældigheder. Da jeg var oppe hos Borgmesteren for at takke ham for Udnævnelsen, sagde han aabent, at jeg ikke havde noget at takke ham for, - "for jeg syntes, det gik saa godt paa Opfostringshuset, at jeg gerne havde beholdt Dem der lidt endnu - og til Skolein­spektør kunde vi jo altid have gjort Dem".

Forstanderposten, jeg saaledes tiltraadte d.1/8.83, var iøvrigt ret beskeden, baade hvad Lønnen (2500 kr. stigende til 3300; Brændsel, Lys og Havesager) og de ydre Rammer angaar: 24 Elever og 3 Funktionærer foruden Forstanderen. Ved min Ansættelse var der hengaaet et Interreg­num paa flere Maaneder under Lærerens cand.filol. C.M. Jensens Ledelse. Der var - som rimeligt - ikke den bedste Orden; navnlig erindrer jeg, at Beklædningen var i en ynkelig Forfatning; men ved min Kones og vor trofaste Anes Hjælp kom der snart Orden i Tingene, først og fremmest i et Bjerg af udslidte, snavsede Strømper. Lejligheden var ogsaa beskeden, men særdeles hyggelig og udmær­ket beliggende for Sol og Lys. Saa var der en pæn Forhave, ved hvis Ydergrænse mod Vesterfælled­vej, midt for Huset, stod en ældgammel Hvidtjørn, hvis pragtfulde, kuplede Kæmpekrone skyggede over en hyggelig Siddeplads, til hvilken Svigerinde Caroline forærede os den smukke og magelige formede Havebænk, der efter 35 nu (1927) Aars Forløb uden Tegn paa Alderdomssvaghed, og uden at der nogensinde har været kostet andet end Maling paa den, endnu pryder og gavner i vor Have paa Ødam.

Bag Hovedbygningen og parallelt med denne laa et Bindingsværks Udhus, der rummede Gymnastiksal og Værktøjsrum, og som begrænsede Legepladsen mod Vest, medens denne mod N. og S. var indelukket ved høje Plankeværker, dem letbenede Drenge dog af og til klatrede over. Bag Gymnastikhuset laa den mindst 1 Tønde Land store Køkken- og Frugthave, der mod Vest grænsede op til Gl. Carlsbergs store Park og Have, Ved denne Grænse var opkastet en Forhøjning, fra hvilken man havde den landligste og skønneste Udsigt over Markerne, Kalvebodstrand og Amager.

Drengene, der var i alle Aldre far 8-14 Aar, dog hovedsagelig fra 11-13, undervistes, samlet, men maatte i visse Fag deles i flere Hold eller endog have Ekstratimer.
Skolearbejdet, der deltes mellem Forstanderen (1/3) og Læreren (2/3) gik for sig om Formiddagen, medens Drengene om Eftermiddagen beskæftigedes i Haven eller om Vinteren og under daarligt Vejr ved manuel Beskæftigelse i det dertil indrettede store og lyse Lokale i Tageta­gen. Arbejdet her bestod af Værkpilning for de smaa; for de større af Kurvefletning, Forarbejding af Tøjsko med Rebsaaler og Tændstikæsker, en lille Smule Træsløjd - alt under Ledelse af Skole­be­tjenten; Stopning af Strømper og Lapning af Tøj under Ledelse af Husholdersken. De paalidelige Drenge huggede og savede Brænde paa egen Haand og gik tilhaande ved alle Slags huslige Arbej­der; en enkelt var betroet til at gaa Byærinder.

Internatet var oprindelig bestemt for Drenge, som Skole og Hjem paa Grund af Skul­keri, Løgn og Ulydighed var ved at tabe Herredømmet over, og om hvem der derfor kunde være Haab om ved et Par Maaneders regelmæssigt og uomgængeligt Arbejde paa Internatet at bibringe den Erkendelse, at det var bedre at passe sin Skole, opføre sig ordentligt og saa for Resten bevare sin Frihed - fremfor at sætte denne helt overstyr ved en Indespærring i Internatet. Ved Tidernes Ugunst navnlig paa Grund af en mangelfuld Lovgivning blev den Flok Drenge, der efterhaanden anbragtes paa Internatet, af en meget blandet Slags.

1. Drenge, hvis Hjem i og for sig er hæderligt og i social Henseende ret velstillet, men hvor Mangel paa den rette Myndighed og Tugt har befor­dret Udviklingen af Ulydighed og Vildskab, Løgn og Skulkeri. Saadanne Drenge længes som oftest meget efter Hjemmet, begræder deres Daarlighed og kan i Reglen efter et kortere Ophold udskrives med Haab om et godt Resultat.

2. Forsømte og ulykkelige Børn, hvis Hjem paa Grund af social Elen­­dighed, ofte parret med sædelig Fordærvelse, maa siges at være værre end intet Hjem; men hvis oprindelig gode Karakter kun i ringe Grad er bleven besmittet af den slette moralske Atmosfære, i hvilken de er opvokset. Disse Drenge trænger til et blivende Hjem, hvor de gennem en fornuftig og kærlig Opdragelse kan arbejde sig op til en lysere og lykkeligere Fremtid ("Holsteinsminde­drenge")

3. Gruppe bestaar af forvildede Drenge ("Flakkebjergdrenge"), hvis slette Tilbøjeligheder, ofte nærede af slette Omgivelser, har ført dem de første Skridt ind paa Forbryderbanen, hvor det ikke sjældent er kommet til gentagne Sammenstød med Øvrigheden. Saadanne Naturer tør man vistnok kun gennem et fleraarigt Ophold paa en Opdragelsesanstalt for forvildede Børn vente at bringe saa vidt, at de uden Fare kan gives tilbage til friere Forhold.

Naar en ny Dreng optages i Internatet, maatte det være Forstanderens naturlige Op­gave saavidt muligt og saa snart som muligt at faa konstateret, til hvilken af disse 3 Grupper den paagældende Dreng hører - og saa at handle derefter. Fra den indlæggende Skoleinspektør med­fulgte selvfølgelig en Del Oplysninger om Drengen til Hjælp ved denne Konstatering; men en værdi­fuld Supplering hertil var de Oplysninger, jeg straks efter Drengens Indlæggelse indhentede i hans Hjem, hos Vicevært eller andre Beboere i det Hus, hvori han boede, eller hos de Folk, hos hvem han eventuelt havde været Bydreng; saalænge disse Undersøgelser stod paa, sædvanlig 2 'a 3 Dage, holdtes Drengen isoleret i Cellen, da Forholdene som oftest krævede gentagne Samtaler med eller Forhør over ham - og det er lettere "at faa Hul paa Drengen", at komme i Forbindelse med ham, saa længe han ikke er kommen i Flok med de andre Drenge.

Ved dette daglige Samliv med Drengene gjorde man saa sine Iagttagelser i Forening med Lærer og Skolebetjent og kunde saa i Reglen i Løbet af faa Maaneder danne sig et Skøn om, hvad Drengen trængte til, og hvad der altsaa burde gøres for ham.

Men naar denne Erkendelse er vundet, begynder først Vanskelighederne. Thi lige saa lidt, som en Dreng - ifølge den da gældende Lovgivning - uden Forældrenes Samtykke kunde ind­læg­ges paa Internatet, lige saa lidt kunde han uden dette Samtykke anbringes i en anden Opdragel­sesanstalt, være sig Holstensminde eller Flakkebjerg. Da Samtykket i mangfoldige Tilfælde ikke kunde opnås, stod man over for Valget mellem at beholde en saadan Dreng i længere Tid end pro­grammæssigt eller at udskrive ham til et fordærvet Hjem og forbryderiske Søskendes Forfølgelse - med overvejende Sikkerhed for, at hans Fremtid vil blive en Forbryders. Saaledes motiveres de forlængede Ophold - endog med Konfirmation og Anbringelse i Lære som Enderesultat.

Alligevel arbejdede jeg med Iver og med stigende Held paa at faa saadanne Børn bor­tsendt til Opdragelsesanstalter eller paa anden Maade, som i modsat Fald efter al Sandsynlighed vilde gaa tilgrunde. I Treaaret 1884/86 bortsendte jeg saaledes dobbelt saa mange (30), som der bortsendtes i Femaaret 1879/83 (14). Endda blev der en betydelig Rest tilbage, som maatte sendes tilbage til Skole og Hjem trods den paapegede store Fare derved. De gode Resultater, som Internatet ellers vilde kunne have opnaaet, blev derved nødvendigvis forringet.

Naar disse Resultater ses paa Baggrund af Drengenes Vidnesbyrd ved Optagelsen og af de respektive Hjems Tilstand og Forhold, kan man næppe være berettiget til at vente dem bedre: Af de i 1884 optagne 44 Drenge, indlagdes 6 for Skulkeri alene; hos 12 var Skulkeriet forbundet med Vagabonderen i indtil 40 Dage og Nætter; hos 26 vides Skulkeriet at være forbundet med Tyve­ri; 13 havde været anholdt, 5 offentlig straffede, de 2 endog 2 Gange; 15 af de 44 havde mistet Fader eller Moder eller begge Forældre; 29 havde begge Forældre levende; men i 14 af disse Tilfæl­de levede Forældrene ikke sammen, og i adskillige af de Tilfælde, hvori de endnu levede sammen, levede de i stadig Ufred med hinanden. Dertil kommer, at i over Halvdelen af samtlige Hjem vides enten Drikfældighed, Usædelighed eller Tyvagtighed at herske. Kun 8 Hjem kunde betegnes som "gode", naar derved forstaas, at Forældrene er borgerlig retskafne og flittige Folk, der lever ordent­lig sammen.

Forholdene i de følgende 2 Beretningsaar - 1885 og 1886 svarer omtrent til ovenstaa­ende baade hvad de optagne Drenges Karakter og Forhold, og dermed Hjemmenes Beskaffenhed angaar. Det er derfor naturligt, at Resultaterne af Arbejdet for disse Aars Vedkommende omtrent svarer til Resultaterne for 1884.

Af det her fremsatte fremgaar det formentlig, at Virksomheden som Forstander for Internatet for en Mand, der som jeg gik op i den med Liv og Sjæl, maatte være baade interessant og lærerig; men det vel ogsaa forstaas, at Arbejdet ikke kunde være fuldt tilfredsstillende; dertil var det alt for pinligt at staa overfor de mangfoldige Tilfælde, i hvilke man ikke kunde faa Lov at gøre netop det for en Dreng, som han ifølge sin Karakter og Hjemmets Forhold øjensynlig trængte til, men maatte være passivt Vidne til, at han forblev i eller vendte tilbage til de fordærvede Forhold, der næsten med Nødvendighed maatte føre ham længere ned ad Fordærvelsens Skraaplan.

Da denne Tingenes sørgelige Tilstand i første Række havde Grund i en manglende Lovgivning, saa jeg snart, at det maatte blive en af mine Hovedopgaver ved Instituttet at samle en saadan Række af Erfaringer og Kendsgerninger, der kunde staa som uomstødelige Beviser for Nød­vendigheden af en Reform af denne Lovgivning. Jeg søgte til den Ende at opnaa en saa grundig Kend­skab til og Forstaaelse saavel af Børnenes som Hjemmenes Karakter og Forhold; jeg satte mig i Forbindelse med Skolerne, fra hvilke jeg modtog Drengene, og med vore beslægtede Opdragelses­anstalter herhjemme, særlig da med dem, til hvilke jeg fra Tid til anden maatte sende adskillige af mine Internatsdrenge.

Mine nærmeste Foresatte (Skoledirektionen) fik jeg i Tale gennem Aarsberet­ninger, der vandt Skoledirektør Holbechs fulde Anerkendelse, og i Modsætning til min Formands optrykte in extenso i de af Direktionen udgivne Aarsberetninger om Hovedstadens offentlige Skole­væsen. I det hele maa jeg sige, at Etatsraad Holbech, skønt han i mig ikke fik den Forstander, han ønskede, dog under hele sin Funktionstid viste mig den fulde Loyalitet og Anerkendelse, hvilket og­saa fremgaar af den Anbefaling, han gav mig, da jeg - forgæves, søgte Rejseunderstøttelse til Udlandet.

For at faa fast Grund under Fødderne i Kampen for at skaffe bedre Betingelser ikke alene for Internatets Virksomhed, men for hele vort Opdreagelsesvæsen vedrørende de forsømte og vildfarne Børn, var det nemlig ikke nok at kende vore egne Forhold. Jeg begyndte derfor omtrent lige fra min Ansættelse at sætte mig ind i Litteraturen vedrørende andre Landes Fremgangsmaade for at frelse den forsømte og brødefulde Ungdom. Amerikanske og engelske Tidsskrifter og Aarsbe­ret­ninger var særlig værdifulde i saa Henseende; thi mærkeligt nok er det disse de frieste Lande i Verden, der først satte Børnenes og Samfundets Interesser over Forældrene ved at give Lovhjemmel for, at Forældremyndigheden kan tages fra Forældrene, som ved Vanrøgt, Mishandling, Forargelse eller Forførelse føre deres Børn i social Elendighed eller sædelig Fordærvelse, og lægges over paa Staten eller dennes Institutioner. Ligeledes er det disse Lande, der er gaaet i Spidsen m.H.t. Opret­telse af talrige saavel strengere som mildere Opdragelsesanstalter for forsømte og forbryderiske Børn og unge Mennesker, alt efter Graden af disses Fordærvelse: Reformskoler, Arbejdsskoler, Skulkeskoler og Dagarbejdsskoler. I en Artikel i Nordisk Tidsskrift for Fængselsvæsen, 9. Aargang 1886, gjorde jeg Rede for disse forskellige Anstalter og de Principper hvorefter de virker og sendte Særtryk deraf til Skoledirektionen, Borgerrepræsentationen etc. - I senere Artikler - efter min Af­gang fra Internatet - i Berl.Tid. 3/12.96, Nationalt. 8/1.97 og 11/1.97 har jeg under Henvisning til den senere - med den amerikanske analoge - Udvikling i Tyskland, Frankrig og Norge atter slaaet til Lyd for, at Forældremyndigheden i de oven angivne Tilfælde overgaar til det offentlige (Opdragel­ses­anstalterne).

Da det var bestemt, at jeg skulde forlade Internatet, holdt jeg d.10/1.87 et Foredrag, gengiv. i Berl.Tid., og indlede en Diskussion.

Om forsømte og forvildede Børns og unge Menneskers.
Opdragelse, med særligt Hensyn til københavnske Forhold.i hvilket Foredrag jeg stillede følgende Hovedfordringer til Lovgivningen:

1.   At den klart og bestemt hævder Øvrighedens Ret til at overgive til Opdragelsesanstalters
      Behandling Børn og unge Mennesker under 18 Aar, som har gjort sig skyldig i visse nærmere       
      angivne Forbrydelser og Forseelser, deriblandt ogsaa Skulkeri;
2.   at Anbringelse til Opdragelse i saa Tilfælde træder i Stedet for Straf, i det mindste for Børn under 15 Aar;
3.   at Loven hjemler vedkommende Anstalts Bestyrelse Formynderskabet over de den betroede Børn til det 21.Aar.

 Disse Krav er sener blevet imødekommet ved nedennævnte Love:
1.   Børneloven af 1905 d.v.s. Lov Nr. 72 af 14. April 1905
2.   Lov om Værgeraadsforsorg m.m. af 12/6.1922.
3    Lov Nr. 55 af 31/3.1926 (om Ændringer i ovennævnte Lov om Værgeraadsforsorg).

Her ses ladebygningen med den 15m lange rampe, og her til højre lige efter laden, ses Stuehuset.

Denne artikel blev bragt i Berlingske Tidende

Torsdag den 1 april 1915.

Erindringer
Afsnit 1.

Avisartikel om Emils tilbagetrædelse.