Online slægtsbog om

Slægten Rolsted fra 1760















2. Navne oversigt

1. Find person

2. De tidligste aner

1. Løvenskiold

Video om Niels Bosteder

12 min.Slægtsvideo
ca. 1 min download

2. Kontakt

Forside

1. Tidstavle

2. Danske Krige

Stamfar
Niels Rolsted

Carl Frederik  Hermann Rolsted

Charlotte Christine Amalie Rolsted

Hans Christian
Rolsted

Eggert Christopher Rolsted

Rasmus Rolsted

Henrik Wilhelm Rolsted

Vejledning

1. Samtidshistorie

Billede af Caledonia, fra Ill. Tidende.

Den kongelige bekendtgørelse om fredsaftalen i Kiel 1814.

Gl. Billede af kanonbåde i kamp

De Congrevske brandraketter.

Uden flåde til beskyttelse, vi som nation var i knibe,

som sørøvere stjal vi Englands handels- og orlogsskibe.

Men tabet af Norge var særlig svært at bære,

da det var til Sverige, var det hårdt for den danske ære.

Foto af Eckersbergs billede fra Københavns brand i 1807.

Englands ran af flåden og krigen 1807-1814.

I starten af 1807 var der stort set kun Danmark-Norge der var neutral i Europa, det gav vanskelig­heder for Danmark fordi de  krigsførende lande indførte restriktioner over for den neutrale handel.

 Efter slaget ved Trafalgar hvor Frankrig mistede sin flåde, frygtede den engelske regering at Frankrig ville tage den danske flåde  for at bruge den mod dem, så i 1807 sendte englænderne en flåde mod København.

 Kravet fra englænderne var, at Danmark skulle udlevere sin flåde til dem, dette afslog Statsrådet imidlertid.

 Ligesom i 1801 lå flåden aftaklet i sit leje, så kun få skibe var udrustede.

 Den 16. august 1807, landsatte englænderne uden modstand deres hovedstyrker ved Vedbæk.

 Englænderen landsatte desuden en hærstyrke på 18.000 ved Holbæk, under ledelse af Arthur Wellesley, den senere hertug af  Wellington, og efter hårde kampe mod den danske bondehær, kunne styrkerne slutte sig til hovedstyrkerne og belejre  København.

 Englænderne fremsendte den 1. og 2. september en opfordring til den øverstkommanderende om at overgive sig og udlevere  flåden, de kunne ikke indtage København, men de kunne bombardere den, for at tvinge den til overgivelse.

 Fra den 2. til 7. sept. ødelagde bombardementet 2/3 af København, op mod 2000 indbyggere mistede livet og 1600 blev  invaliderede.

 Man anvendte for første gang nogensinde raketter, de nye ”Congrevske” brandraketter var aldrig set før, men de gjorde stor  skade, ikke mindst psykologisk.  Det var første gang, i hvert fald i Europa, at man anvendte terrorangreb mod en civilbefolkning i en krig.

København overgav sig den 7. sept. og måtte udlevere den danske flåde på 20. skibe, som englænderne brugte halvanden  måned på at udruste. Desuden var skibene lastede med diverse materialer og reservedele, alt sammen stjålet på Holmen hvor  de ødelagde alle de øvrige ting de mente var af maritim betydning.

 England havde nu for anden gang blandet sig i Danmarks anliggender, først ved at tvinge os ud af en alliance og derpå ranede  de vores flåde efter at have angrebet en civilbefolkning.

 Danmark indgik i 1807 forbund med Napoleon, som den 13. marts 1808 sendte en styrke på 9.000 mand, primært spaniere, til  Danmark, aftalen var, at de sammen med danske styrker skulle angribe Skåne, fordi Sverige nægtede at stille sig på fransk side  mod England. Det blev aldrig til noget, men spanierne skabte mange problemer i Danmark, bl.a. nedbrændte de Koldinghus.

 Det lykkedes kun at bygge 4 nye orlogsskibe i de næste 7 år, så der blev derfor bygget kanonbåde, der havde den fordel, at de  kunne bygges hurtigt og de kunne bygges og stationeres mange steder i landet. Der blev bygget 226 sådanne både, og de  arbejdede flere sammen og angreb engelske handels- og mindre orlogsskibe.

 Danmark førte en form for guerillakrig til søs, og under krigen fra 1807-14 erobredes der 10 engelske orlogsskibe og et antal  handelsskibe. I juni 1808 blev således to engelske skibe, The Tickler og The Thurbulen, erobret.

 Frederik VI gav også tilladelse til udstedelse af kaperbreve, således at enhver kunne få tilladelse til at hverve mandskab, og  udruste et skib med kanoner, for derpå at stå til søs og kapre fjendens skibe.

 Dermed drev Danmark statssanktioneret lovligt sørøveri mod engelske og neutrale skibe som sejlede varer til og fra England.  
I alt ca. 600 fartøjer fungerede i ”Kaperkrigen” fra 1807-14.

 Et enkelt linjeskib befandt sig i 1807 i Norge og havde således undgået udlevering, det kom i sin sidste kamp den 22.  marts1808 ud for Sjællands Odde. Efter flere timers kamp mod 2 engelske linjeskibe og 3 fregatter blev skibet sat på grund,  brød i brand og eksploderede, blandt de faldne var Peter Willemoes.   

 I 1812 havde Danmark-Norge sin sidste træfning med englænderne, hvor fregatten Najaden, efter en indædt kamp, måtte  overgive sig.

 Da freden blev sluttet i Kiel natten mellem den 14 – 15. januar 1814, var over 434 års union mellem Danmark og Norge forbi  og det værste var, at vi måtte afstå Norge til ærkefjenden Sverige.

 Dampmaskinen kom til Danmark i starten af 1800tallet, og Danmark begyndte at massefabrikere alle mulige varer som udlandet  havde brug for, hvilket medvirkede til at sætte fart i industrialiseringen.

 


Den første verdenskrig begynder i 1914.

At der ville udbryde en krig, var vel ikke så overraskende, med de alliancer og politiske konstel­la­tioner der var opstået mellem England/Frankrig og Rusland i den ene alliance, og Østrig/Ungarn og Tyskland i den anden alliance. På Balkan var en stærk nationalisme vokset frem, og allerede dengang var der krige i området, men det var lykkedes Serbien, Montenegro og Bosnien-Hercegovina at opnå en vis uafhængighed.

Alle disse alliancer betød, at fronterne efterhånden var trukket skarpt op, og da Østrig-Ungarns tronfølger og hans hustru blev dræbt ved et attentat i Sarajevo, fik det krudttønden til at eksplodere.

Østrig forhørte sig hos Tyskland, hvordan de ville forholde sig til en krig mellem Østrig og Serbien. Den Tyske kansler svarede, at de ikke ville blande sig i denne uoverensstemmelse, men Østrig/Ungarn ville få den opbakning som man kunne forvente af en alliance. Herefter erklærede Østrig Serbien krig.

Da Serbien var i forbund med Rusland, indledte de en mobilisering af hæren, og det blev årsagen til at Tyskland erklærede Rusland krig, hvilket førte til en fransk mobilisering, der igen betød at Tyskland den 2. august erklærede Frankrig krig.

At krigen udviklede sig til en verdenskrig, kan sikkert også tillægges at tysk industris perspektiv var, at føre en udenrigspolitik der kunne gøre Tyskland til en verdensmagt, og opnå samme position som Storbritannien og Rusland.  

Danmark havde en talstærk og moderne flåde og personalets uddannelse var i top, den var således klar til at beskytte Danmarks neutralitet. Dengang gik den sø territorielle grænse til Tyskland i Lillebælt.

Efter den første tyske offensiv, hvor en fremrykning blev standset af franske og engelske tropper, udviklede krigen sig til en skyttegravskrig. Den gamle taktik duede imidlertid ikke til de langt kraftigere våben som soldaterne nu var i besiddelse af. Hundrede tusinder af soldater blev dræbt medens fronterne kun rykkedes ganske lidt.

I et forsøg på at ændre på den fastlåste situation, brugte tyskerne i 1915 giftgas. Det kom til at koste tusinder af soldater livet, inden gasmaskerne - som var en ny opfindelse - kom til fronten, og der dermed blev sat en stopper for den trussel.

På østfronten mødte tyskerne ikke den samme modstand, for Rusland var et land i opløsning, i marts 1917 brød en revolution ud i Rusland, og ved en ny revolution i efteråret tog bolsjevikkerne magten.  

De indgik en fredaftale på tyske præmisser, det betød at situationen blev alvorlig for Frankrig og England da tyskerne nu kunne koncentrere sig om vestfronten.

Som en konsekvens af krigshandlingerne og den Russiske revolution, der efterhånden fik større konsekvens for USA, besluttede præsident Wilson i april 1917, at USA skulle gå ind i krigen.

Det fik en altafgørende indflydelse på krigen, og i løbet af efteråret 1918 lykkedes det de vest allierede at gennemtvinge en våbenhvile i november 1918.


Anden verdenskrig 1939-45.

I 1930’erne hærgede en økonomisk krise hele verden og landbruget var hårdt ramt.

Regeringen bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Venstre, indgik 30’ernes største forlig for at forsøge at få indflydelse på krisepolitikken, det såkaldte Kanslergade forlig, hvor kronen blev nedskrevet og en socialreform blev sat i gang.


Ved præsidentvalget i USA i 1932, vandt Franklin Delano Roosevelt, og satte sig i præsidentstolen den 1. januar 1933.


I Tyskland modtog rigspræsident, Paul von Hindenburg i 1933 Adolf Hitler, for at anmode ham om at danne tysklands næste regering. Ved Rigsdagsvalget var Det Nationalsocialistiske Arbejderpart blevet det største parti med 37 % af stemmerne.


Allerede i juli samme år udstedte Hitler en lov der forbød alle andre partier end DNSAP.

Året efter Hindenburgs død, udråbte Hitler sig selv til rigskansler og samtidig som hærens øverstkommanderende med titel af ”Führer”.


De olympiske lege i Berlin i 1936 var oprindeligt en slags kompensation til Tyskland for de lege der ikke blev til noget i 1916 pga. første verdenskrig. Men beslutningen kunne næppe have været mere uheldig, for nu blev legene ét stort propagandanummer for Hitler og hans naziregime.

Den 9. november 1938, der senere er blevet kendt som ”Krystalnatten” blev der af den tyske regering foranstaltet et overfald på jøderne, hvor mange blev pryglet ihjel og omkring 25.000 fængslet, ligesom forretningsindehaveres vinduer blev knust.

Efter denne nat kunne jøderne ikke længere færdes frit og de måtte finde sig i at blive nedværdiget, denne forfølgelse førte senere til udryddelsen af jøderne i gaskamre.

Mange mener at skuffelsen fra første verdenskrigs fredsslutning hos Tyskland, Japan og Italien, var årsagen til anden verdenskrig. Tyskland var utilfreds med at miste store landområder, og Japan og Italien, der var på de sejrenes side, havde forventet at få landområder som belønning.

Men nok så vigtig en brik i det spil, var den lille Østrigsfødte maler der var kommet til magten i Tyskland og pustede til den gamle drøm om et tysk verdensherredømme, for derpå at få storhedsvanvid.

Hitlers annektering af Østrig i 1938 skete foran et passivt Europa. I september 1939 invaderede Tyskland ved et lynangreb Polen, først da, gik det op for verden hvilken modstander de stod over for.

Den 9. april 1940 besatte Tyskland, Danmark og Norge, og måneden efter blev det Holland, Belgien og Frankrigs tur, i løbet af få uger kunne Hitler marchere ind i Paris.

Nu rettede opmærksomheden sig mod England og i mere end et år bombede det tyske Luftwaffe de britiske byer. Først da Hitler startede ”Operation Barbarossa”, angrebet på Sovjetunionen i juni 1941, lettede presset på England.

Den 7. december 1941 angreb japanske kampfly flådebasen Pearl Harbor, 2 timer og 15 minutter senere var alt et kaos og ca. 3400 var dræbt eller såret.

Dagen efter erklærede USA både Japan og Tyskland krig.

Slaget om Stalingrad varede til ind i 1943, og betød at krigslykken vendte, og Tyskerne blev herefter nedkæmpet.

Danmark havde fra starten ført en samarbejdspolitik, som langt fra alle var enige i, og i løbet af 1942 begyndte der i Danmark at vokse en folkelig modtand op over for besættelsesmagten.

Ved slutningen af året blev modstandsaktiviteterne mere effektive, så de nu var mærkbare for tyskerne.

I foråret 1942 ønskede værnemagten at få overladt det danske krigsmateriel, men man mente at Danmark ville påberåbe sig memorandummet af 9. april 1940, så det ville være vanskeligt at gennemføre uden ultimativt pres eller direkte beslaglæggelse. Sagen blev derfor stillet i bero, men i oktober fik den nye øverstkommanderende, Hanneken, ordre til at forlange de danske våben udleveret. Dette krav blev den 18. november meddelt chefen for generalstaben, generalmajor Hans Aage Rolsted.

Den 4. december blev de udleveret.

I 1943 begynde alle at indse at de relativt fredelige tilstande ikke kunne fortsætte og den tyske chef forlangte i marts 43, at den danske hær blev opløst. Det blev dog forhindret af Scavenius og dr. Werner Best, men forlangendet satte fart i værnenes udarbejdelse af forholdsordre i tilfælde af tyske angreb på danske styrker. Den 28. August var der et møde mellem forsvarsministeren, generalløjtnant Gørtz og viceadmiral Vedel, hvor ministeren fortalte at han ikke ønskede kamp. Det fandt Gørtz ikke man kunne undgå i tilfælde af et tysk overfald.

Efter et skænderi med stabschefen generalmajor H. Rolsted, havde han forbudt at der blev kæmpet, og at materiale og udrustning blev ødelagt, og Vedel fik ordre til at tilbagekalde forholdsordren af 27. august, hvilket skete kl. 16.00, med tilføjelsen ”skibe kan efter omstændighederne sænkes”. Den 29. August 1943 kl. 04.00 blev generalkommandoen og krigsministeriet besat.

Rundt omkring i landet modsatte man sig den tyske afvæbning, men det var forskelligt hvor og hvor meget der blev kæmpet, men i alt havde Danmark 24 faldne og 50 sårede, medens tyskerne havde 4 faldne og 59 sårede.

Der er blevet udarbejdet en redegørelse af forholdene den 29. august 1943 og generalmajor H. Rolsted der var chef for generalstaben fra 8. oktober 1941 til den 9. maj 1945, og chef for de sjællandske styrker, har haft generalkommandoens redegørelse til udtalelse, og har udtalt at han ”skriftligt ønsker at fastslå, at han ikke var enig med chefen for generalkommandoen på en del for ham afgørende punkter- herunder af 19. marts 1943 om at undlade at forberede ødelæggelse af våben og beholdninger – og forløbet af begivenhederne natten 28. – 29. August 1943 hvor jeg mente at vi trods alt burde kæmpe. Mit fremsatte ønske om at måtte fratræde som chef for generalstaben, kunne på grund af de vanskelige forhold ikke imødekommes.”

Fra begyndelsen af 1943 var der kommet rigtig gang i modstandsbevægelsen.

Efterhånden som sabotagerne steg støt, forlangte tyskerne at der blev sat ind over for denne modstandsvirksomhed.

Den 29. april 1943 brød samarbejdspolitikken sammen, tyskerne forsøgte at sætte sig i besiddelse af den danske hærs og flådes materiel. Det lykkedes imidlertid flådens folk, at få størsteparten af dens enheder sænket.

Fra den dag ændredes De Allieredes syn på Danmark, til det positive.

Tyskernes aktion mod de ca. 8.000 danske jøder den 1. oktober 1943, gik ikke helt efter forvent­ning, en tysk embedsmand havde advaret Hans Hedtoft og han varskoede modstandsbevægelsen og overrabbiner Marcus Melchior, så hovedparten af de danske jøder nåede at flygte.

I 1944 blev en række medlemmer af Hvidstengruppen henrettet, det udløste den hidtil største strejke under besættelsen.

Besættelsesmagtens svar kom den 19. september, hvor det danske politi blev anholdt uden varsel.

Den strammere kurs var udtryk for den desperation, der herskede i besættelsesmagten, da de nu var trængt af russerne fra øst og amerikanerne og briterne fra vest.

4. maj 1945 kom det budskab alle havde ventet på. Fra London lød det, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark havde overgivet sig, og Danmark jublede.

Men jublen forstummede da Sovjetunionen den 7. og 8. maj bombede Bornholm og besatte øen.

Den 6. august blev verdens første atombombe kastet over Hiroshima, og tre dage senere faldt den anden over byen Nagasaki, omkring 200.000 civile japanere mistet livet.

Den 10. august kapitulerede Japan betingelsesløst og II Verdenskrig, verdens hidtil største og blodigste med op mod 60 millioner døde, var endelig slut.

Danmark gik aktivt ind for at De Forenede Nationer (FN), der var tænkt som en sammenslutning der skulle afværge nye storkrige, blev dannet i 1945.

I Europa ønskede man at overvinde de modsætninger der havde ført til de to verdenskrige, det var baggrunden for at Den Europæiske Kul- og Stålunion blev dannet i 1951, den udviklede sig til de Europæiske Fællesskaber EF, og senere til den Europæiske Union, EU.








Sønderjyllands genforening i 1920.

Første verdenskrig sluttede i november1918 med en våbenhvile, men rædslerne fortsatte, blot nu i en anden form, nemlig Den Spanske Syge, en ondartet influenzavirus der inficerede halvdelen af verdens befolkning, hvoraf et sted mellem 20 til 40 millioner døde.

Tyskland blev ved fredsslutningen den 11. nov. 1918, påtvunget nogle fredsbetingelser, som blev et åbent sår i den tyske opinion helt til Hitlers magtovertagelse. Den tysk polske grænsedragning betød, at 2,1 millioner tyskere kom under polsk herredømme. Ligeledes boede der også millioner af tyskere i Sudeterlandet, som Tjekkoslovakiet fik overdraget. Disse millioner af tyskere fik ikke som de danske sønderjyder, lov til, på demokratisk vis, at stemme om deres tilhørsforhold.   

1918 blev Island en selvstændig og suveræn stat i personalunion med Danmark, således varetog Danmark, Islands udenrigspolitik indtil besættelsen af Danmark i 1940. Den 17. juni 1944 blev Island erklæret for en selvstændig republik.

Spørgsmålet om Sønderjyllands genforening med Danmark, blev først rejst i det tyske parlament i 1918 af de Sønderjyske repræsentanter. På Versailles konferencen i 1919, blev det besluttet at holde folkeafstemning i Sønderjylland, for at afgøre, om det skulle høre til Danmark eller Tyskland.

Slesvig blev delt op i 2 områder, hvor zone 1. var Nordslesvig, som vi kalder Sønderjylland, og zone 2. var Sydslesvig.

Frankrig og de danske nationalt sindede ønskede at Danmark skulle have så meget som muligt tilbage, og selv efter afstemningen var der et ønske om at også zone 2 skulle indlemmes i Danmark, et synspunkt som Kong Christian X var enig i, men regeringen ønskede kun at få de områder, der havde dansksindet flertal tilbage, man ville ikke risikere at få et fjendtligtsindet flertal inden for riget.

Ved folkeafstemningen den 10. februar 1920 fik zone 1. et stort Dansk flertal, og zone 2. et stort Tysk flertal, hvilket gjorde at grænsen blev trukket som vi kender den i dag.

Den 10. juli red kong Christian X over grænsen på en hvid hest, under stor jubel og til glæde for alle.

Ærø hørte oprindeligt til Slesvig, og efter nederlaget til Østrig og Preussen i 1864, var det kun en tilfældighed, at Ærø ikke fra 1864, sammen med Sønderjylland, blev en del af Preussen.


Efter galskaben, blev mod gentagelser skabt en pagt,

via sikkerhedsrådet, har nogle mere end andre magt.

Trods stridigheder og ufred sidenhen har luret,

er en tredje verdenskrig indtil nu, blevet forpurret.

Den første verdenskrigs mange problemer lå uløste tilbage,

med arbejdsløshed, had og depression,

en stærk mand magten kunne tage.

Hitler var ej sen til at forsøge at gøre Napoleon kunsten efter,

i marchmusik, glødende taler og galskab,

er der, ufattelige kræfter.

Genforeningsstenen ved Taps
hvor Christian X. red over grænsen.

En krig bringer ulykker, sorger og mange døde,

som får modsætninger, og hadet til at gløde.

I magtsyge ledere, fattigdom og ustabilitet,

lå kimen til en krig, verden ikke før havde set.

Freden i Knærød efter Kalmarkrigen

Christian 4.s mål med Kalmarkrigen var at sikre sin position som Nordens førende konge. Om krigen var en succes eller et nederlag for Danmark kan være svært at afgøre. Danmarks territorium blev ikke udvidet.

Til gengæld lykkedes det Christian 4. at slå sig fast som den absolutte nr. 1 i Norden, og han tjente en formue ved fredsaftalen efter krigen. Bagsiden var dog, at han fik skabt et stærkt fjendskab til den nye svenske konge – et fjendskab, der skulle koste ham dyrt i Kejserkrigen godt 10 år senere.

Sverige skulle erobres

I 1611 erklærede den 33-årige Christian 4. krig mod den aldrende svenske Karl 9. Efter flere års småstridigheder havde han nu endelig en anledning til at lokke sit rigsråd med i krig. <p>Ved sin kroning i 1604 havde den svenske konge kaldt sig konge ”over de Lapper i Nordland” – samerne. Det tolkede Christian 4. som en krænkelse af hans krav på overhøjhed over Norge. Krigen kunne begynde.


Kampe i Sverige og Norge

Angrebet skulle sættes ind på to fronter: dels i øst ved den svenske grænsefæstning Kalmar, dels i vest ved den nyopførte svenske havneby Göteborg. Christian 4. ledte selv belejringen af Kalmar, som han indtog i maj 1611. Men i vest havde kongens engelske lejetropper problemer med forsyninger, og flere faldt i svenske bønders baghold. I 1612 lykkedes det dog Christian 4. at erobre fæstningen Älvsborg ud for Göteborg. Dermed var søherredømmet i Kattegat og Øresund sikret.

Også i Norge var der krig. I 1611 kæmpede norske bønder mod skotske lejetropper i den svenske konges sold. I en træfning i Gudbrandsdalen blev over 100 skotske lejesoldater taget til fange og myrdet af de lokale forsvarere. Den såkaldte Sinclair-massakre fik sit navn efter en af de dræbte skotske officere


En gammel konges død

I oktober 1611 døde Karl 9. Han blev efterfulgt af sin søn Gustav 2. Adolf, som fortsatte krigen. De knappe ressourcer tillod ikke Christian 4. at fortsætte sit felttog op i Sverige. I stedet indgik han efter engelsk mægling en yderst fordelagtig fredsaftale med Sverige.

Ved Freden i Knærød i januar 1613 måtte Danmark afgive Kalmar. Til gengæld blev svenskerne idømt en skyhøj krigsskadeserstatninger på 1 million rigsdaler. Den skulle betales over seks år, og fæstningen Älvsborg blev givet som pant. Christian 4. fik også lov til fortsat at føre Sveriges tre kroner i det danske rigsvåben. Sidst men ikke mindst frafaldt Sverige alle krav på samerne i Nordland.


Magten er vundet – og et nyt fjendskab spirer

Med udfaldet af Kalmarkrigen slog Christian 4. fast, at Danmark-Norge var den førende magt i Norden. Han skabte dog også et voldsomt fjendskab til den nye svenske konge, Gustav 2. Adolf, der siden skulle blive hans store rival i Kejserkrigen.

Slaget på Reden den 2. april 1801.

Der er ingen kendte berøringspunkter mellem de følgende begivenheder og den del af slægten der har levet i det  omtalte tidsrum, men vi må antage at man har hørt om slaget på Reden, og det er heller ikke sandsynligt at  landgangen af engelske tropper i Holbæk i 1807 er gået upåagtet hen, eftersom størsteparten af slægten netop boede i  Holbæks omegn, og godset Løvenborg har givet skullet stillet med mandskab til hæren.

I år 1800 havde Danmark ikke været i krig i 80 år, men de mange års fred skulle snart slutte.

De danske handelsskibe blev ofte opbragt af kaperskibe fra specielt Frankrig. Derfor besluttede Danmark omkring 1797 at  lade handelsskibene sejle i konvoj beskyttet af orlogsskibe. Dette var ganske vidst et brud på den neutralitetspolitik Danmark  havde ført, og som betød store indtægter til landet.

I 1800 opstod en alvorlig episode da fregatten ”Freja” der ledede en konvoj, nægtede at lade denne undersøge af engelske orlogsskibe. I den ulige kamp måtte danskerne dog overgive sig.

 Englænderne krævede derpå, at Danmark opgav at lade sine skibe sejle i væbnet konvoj, det måtte Danmark bøje sig for,  hvorpå Kronprins Frederik, på forslag fra Ruslands Zar Poul, indgik et væbnet neutralitetsforbund med Sverige, Rusland,  Frankrig og Prøjsen, for at beskytte handelsflåden mod Storbritanniens stærke flåde. Da Zar Poul kort tid efter beslaglagde alle  engelske skibe i russiske havne, gjorde englænderne det samme med danske og norske skibe ikke alene i engelsk havn, men  også de skibe der var på vej til og fra Danmarks oversøiske besiddelser, og de forlangte tilmed at vi trådte ud af alliancen igen.

 Problemet var bare, at hvis vi accepterede, og brød med Napoleon, så ville vi i stedet komme i krig med Frankrig, og man  skønnede at Frankrig/Rusland udgjorde den største trussel, og afslog derfor Storbritanniens krav.

 I december 1800 erklærede englænderne Danmark krig, og sendte en flåde mod København.

 Den danske flåde fik travlt med at forberede et forsvar af hovedstaden, hvilket ikke var nemt, da størsteparten af flådens skibe  ikke var udrustede, og lå i Flådens leje.

 Under kommandør Olfert Fischers ledelse, blev der i hast udlagt en lang forsvarslinje af de utaklede skibe og flådens batterier.  Et hastigt indkaldt mandskab skulle derpå bemande denne flåde, der ikke kunne bevæge sig. Det var de vilkår man havde,  overfor en veludrustet engelsk flådestyrke.

 En støtteeskadre fra Sverige nåede aldrig frem på grund af manglende vind og den Russiske flåde var indefrosset i den Finske  bugt, så hjælp fra alliancen var der ikke noget af.

  Om morgenen den 2. april 1801 affyrede den engelske flåde de første kanoner mod Danmarks flåde, slaget på Reden var i  gang.

 Slaget havde varet i 3 timer da den engelske øverstbefalende, Sir Hyde Park, beordrede tilbagetræk­ning. Men hans  næstkommanderende, viceadmiral Horatio Nelson, ignorerede ordren indtil han selv blev bekymret for den engelske flådes  stilling.

 Nelson sendte da et brev til den danske kronprins Frederik, hvori der stod, ”at han havde ordre til at skåne Danmark, når  det ikke længere gør modstand, i modsat fald ville han sætte ild på de flydende Batterier, som han havde taget, uden at  det ville stå i hans magt, at frelse de tapre Danske som havde forsvaret dem”.  

Det var en noget rystet kronprins som læste dette trusselsbrev, og uden om flådens kommandør Olfert Fischer, gav kronprinsen  straks ordre til at indstille kampen.

 Søslaget havde da kostet englænderne 2237 og Danmark 2215, døde søfolk.

 Dagen efter indgik Danmark våbenhvile og måtte trække sig ud af forbundet, og forholdt sig derpå neutralt.

 Nelson selv indrømmede siden, at søslaget mod den danske flåde var hans livs sværeste slag.  




  Den engelske storhed måltes især på flåden,

  det gjorde at de som sømagt var eneråden

  da de den franske flåde havde besejret,

  blev det med ranet af den danske flåde, fejret

Danske krige fra år 800 til 1945.

Hvis man ser på fortiden, vil en betegnelse som en ”krigerisk nation” passe på Danmark.

Fra ca. 800 – 1000 havde vi vikingetiden med dens togter og erobringer.
 
De erobrede bl.a. England i 1013 og indtil 1016 var Knud den store, konge i både Danmark og England, han er begravet i England.

Fra 1024 til 1064 var der en Dansk – Nors kongekrig.
Fra 1131 til 1157 var der så kongekrig internt (borgerkrig) i Danmark.
Fra 1159 til 1185 sloges vi med Venderne der i længere tid havde hærget de danske kyster.

Den nordlige del af Estland blev erobret i 1219 og hørte i perioder indtil 1346 til Danmark.
Der har lige siden været en vis tilknytning til Danmark. Så sent som i 2019 fejrede man i Tallin, at det var 800 år siden Danmark erobrede landet.
Det danske statsvåben er beslægtet med Estlands statsvåben, som er afledt af Tallinns byvåben, der stammer fra Valdemarernes herredømme i Estland.

Hvorvidt historien om Dannebrog der faldt ned fra himlen har noget på sig er en anden historie.







Fra 1242 til 1250 var der en broderstrid om magten i Danmark.
Fra 1288 – 1308 var der stridigheder efter kongemordet på Erik Klipping.
I årene 1340 – 1360 førte Valdemar Atterdag genforeningskrige.
Så kom Hansekrigene fra 1362 og 1367 – 1370.
Derpå stredes vi igen med Sverige fra 1389 – 1395, det resulterede i at Margrethe den første i 1397 fik samlet norden med Kalmarunionen.

Så sloges vi med Holstenerne fra 1410 til 1432, inden vi i 1434 fik travlt med en strid om Unionen, der bl.a. resulterede i de Stockholmske blodbad i 1520.
















Nu er vi så nået til tiden omkring reformationen, hvilket vil sig at vi nu taler om den tid hvorfra Rolsted slægten har fremtrædende aner.

Unionsstridighederne.

Krigens baggrund


Under Margretes (l) ledelse blev Kalmarunionen skabt. Norden var nu samlet under én konge - Erik af Pommern. Han opfattede unionen som en selvfølge, og med centrum i Danmark lod han Sverige styre via danske og tyske adelsmænd.

Den svenske stormandsklasse følte sig holdt nede, og utilfredsheden voksede.

Erik af Pommerns dronning Filippa var vellidt i Sverige, og med hendes død i l430 mistede kongen sin vigtigste diplomat i forholdet til svenskerne.

Kongens problemer med Slesvig og holstenerne (jf. "Krigen mod holstenerne") havde fjernet fokus fra Sverige og havde samtidig kostet mange penge, der var gået til at dække, hvad svenskerne opfattede som en dansk krig.

Utilfredsheden blev snart til uro udløst af kongens danske fogeder og lensmænd i Sverige, fordi de styrede landet med hård hånd. Uroen blev begyndelsen til næsten hundrede års kampe og stridigheder mellelem Danmark og Sverige stridigheder som i lange perioder gjorde unionen til en illusion.

Krigens gand
I starten af 1434 udbrød et bondeoprør under ledelse af adelsmanden Engelbrekt Engelbrektsson. Oprørerne rettede deres vrede mod den danske lensmand på Västerås Slot, Jens Eriksen Lykke, der med sin brutale fremfærd havde fremprovokeret oprøret.

Bondehæren voksede sig hurtigt stor og indtog flere slotte. Hæren rykkede derefter mod Stockholm, der indgik en våbenhvile med oprørerne, og Engelbrekt fortsatte sejrrigt sydover. Oprørslederen fik nu lov til at mødes med det svenske rigsråd, som efterfølgende udsendte en opsigelse af deres troskabsed til Erik af Pommern - dog skrevet så det fremgik, at den var afgivet under tvang. Oprørerne fortsatte herefter deres erobringer af landets borge.

Erik af Pommern drog nu i hast til Stockholm for at forhandle om fred. Paterne indgik flere forskellige forlig og våbenhviler, men hver gang blussede oprøret op igen. I 1436 efter en  forhandlingsrunde, besluttede Erik af Pommern sig pludselig for at opgive sin kongetrone, da han uden varsel rejste til Gotland.

Sverige valgte herefter Karl Knutsson til landets rigsforstander, mens danskerne efter nogen uro valgte Christoffer til III til Dansk konge. Han blev imidlertid først kronet i Danmark i 1440.
Året efter blev han også kronet i Sverige - efter at have indgået en aftale, der gav svenskerne mulighed for et vist selvstyre. I Christoffer III's tid som konge herskede der fred, men efter hans død i 1448 valgte svenskerne Karl Knutsson til Sveriges konge - sikkert i håb om. at han skulle blive den fremtidige unionskonge.

I Danmark valgte man imidlertid Christian I til Danmarks nye konge. Og det korn nu til egentlig krig mellem Danmark og Sverige.

Efter syv års krig var svenskernes modstand brudt. og Christian I blev anerkendt som konge i Sverige. I 1463- 1464 udløste skatteuroligheder og fængslingen af en svensk ærkebisp imidlertid et nyt bondeoprør, der atter samlede svenskerne mod Danmark. Et forsøg på at slå den nye alliance ned blev afvist, og Karl Knutsson blev igen valgt til konge i Sverige.

Der fulgte nu urolige tider i Sverige pga. stridigheder mellem de store slægter, og Karl Knutsson blev både afsat og genindsat, men i 1470 døde den svenske konge.
Christian I satte herefter alt ind på at forene landene igen. Unionen skulle genoprettes med magt.

I 1471 mødtes kongens  styrker med de svenske styrker under ledelse af Steen Sture i slaget ved Brunkebjerg.

Den danske konge led et totalt nederlag, og Christian I undslap kun med nød og næppe efter at have fået skudt nogle tænder ud. Sverige var tabt, og landene sluttede fred året efter. Forhandlingerne om unionens fremtid blev udskudt.

I l48l døde Christian I og blev efterfulgt af sint søn Hans. I Sverige blev Steen Sture tvunget fra magten i 1497. og han rejste herefter folket mod adelen. Kong Hans så nu muligheden for at trænge ind i Sverige som befrieren. Danskernes hær af tyske landsknægte slog herefter svenskerne på flere fronter, og Sverige måtte anerkende Hans som konge.

I 1500 led kong Hans et meget ydmygende nederlag mod ditmarskerne, og svenskerne benyttede det danske nederlag til atter at rejse sig mod den danske konge. Kong hans var i Stockholm, da han hørte om oprøret. og han rejste straks til Danmark for at hente forstærkninger, og han overlod forsvaret af Stockholm til dronning Christine. Hun forsvarede byen i 7 måneder, men måtte opgive inden forstærkningerne nåede frem. Efter et års fangenskab Løslod svenskerne dronning Christine i 1503. Samme år døde Stecn Sture, og Svante Nilsson Sture blev valgt 1il hans efterfølger.


Krigen rasede igen mellem landene.
Efter en handelsblokade og flere vellykkede danske krigstogter indgik Sverige forlig i 1509, men allerede året efter da Danmark kom i krig med hansestæderne - gik svenskerne atter i krig mod danskerne. Danmark sejrede imidlertid med den stærke danske f1ådc, som kong Hans havde bygget op i sin regeringsperiode. I 1512 døde Svante Nilsson Sture.

På ny indgik svenskerne forlig med danskerne, men de brød forliget ved at vælge Stecn Sture den Yngre til rigsforstander. Samme år blev kong Hans såret, og han døde året efter.

Christian II efterfulgte ham, og den nye danske konge søgte at generobre Sverige både i 1517 og i l518. hvor han bl.a. tog Gustav Vasa som gidsel. I l5l9 samlede Christian II en stor hær af lejesoldater, og i 1520 rettede han et knusende angreb mod Sverige. Sten Sture den Yngre blev dødeligt såret, og Stockholm blev indtaget. Herefter fulgte Det Stockholmske Blodbad, hvor mere end 80 af 'Steen Stures vigtigste tilhængere blev halshugget.

Freden og resultatet

Det Stockholmske Blodbad blev sidste akt i unionens historie. Året efter brød svenskerne unionen for sidste gang.

Gustav Vasa, der var flygtet fra sit fangenskab, gik i spidsen for en hær, der generobrede hele Sverige. Unionen var endelig slut, og i Danmark var stemningen vendt mod Christian II efter det brutale blodbad.


Kejserkrigen

Karl Gustav Krigen

Skånske Krig

Store Nordiske Krig

Englandskrigene

Grevens Fejde

Nordiske Syvårskrig

Kalmarkrigen

Kejserkrigen

Torstenssonkrigen

Karl Gustav Krigen

Skånske Krig

Store Nordiske Krig

Englandskrigene

De Slesvigske Krige

2. Verdenskrige

Den første Verskrig

Første Verdenskrig

Anden Verdenskrig

Genforeningen

Nordiske Syvårskrig

Kalmarkrigen

Torstenssonkrigen

Grevens Fejde.

Baron Eggert (Agga) Christopher Løvenskiold søn af Lensbaron Michael Herman Løvenskiold, ejer af Holden Jernværk, Ulefoss, Telemarken, Norge, har i årene 1807-1831, fra han overtog Holden Jernværk i 1807 til broderens død i 1831, haft en omfattende korrespondance med broderen, Carl Severin Christian Herman Løvenskiold på Løvenborg i Danmark.

Herunder er nogle uddrag af de, ofte følelsesladede breve, til broderen Carl.

F.eks om Krigshandlinger 1807 - 1814

Fra Neskilen skriver han den 23. august 1807.

Sig mig bedste Carl ”redt omstændelig” hvorledes vor politiske tilstand er for nærværende tid; her går en mængde meget foruroligende rygter; snart siges der at de Engelske bombarderer København, snart at de haver indtaget Kronborg, at vagtskibet ved Helsingør er taget, og mange andre foruroligende ting, som meget ængster mig; da jeg ingen sikre efterretninger kan få om mit kære Fædrene Lands tilstand; jeg beder dei, bring mig endelig med et brev, snart ud af denne fæle forfatning.

Fra Porsgrund, den 21. september 1807 skriver Agga.

O Gud, elskede Carl, hvilke efterretninger fra Danmark; København overgivet, flåden udleveret i jammer, det har da lykkedes de røvere ved niddingsdåd, og stiemænds værk, at ødelægge os. Gud lad dem synke i havets afgrund og bøde for deres uforskammede nederdrægtigheder; men ej mere herom, mit hjerte sønderknuses ved at tænke Danmark ydmyget af disse lumske djævle- jeg udråber Hævn og tørster efter at bade mig i deres blod.

Fra Holden Jernværk den 13. november 1807.

Med glæde så jeg at af dags-posten, at vore fjender har forladt Sjælland .....

.... denne skrev mig at vore 2 linieskibe Prinds Christian og Louise Augusta, tillige med Briggen Lougen, ligger i god behold i Friderichsstad ..... Af krigsbegivenheder kan jeg berette at en engelsk kutter var så nervøs at hen gik ind i Langesund og ankrede, men fik ikke lov at ligge længe, 6 kanonbåde under kaptajn Billes Commando angrep den følgende morgen, understøttet af 24 jægere posteret på land, hviket gav ham så varm en frokost at han med nød fik ankeret kappet og kom til at drive til søs; imidlertid sås dog kanonporte og splinter at flyde efter ham.

København den 25. marts 1808.

Af nyt kan jeg kun melde dig det sørgelige, at Kaptajn Jessen efter en kamp på 4 timer med 5 Engelske Linie skibe og fregatten er sprunget i luften eller taget i forgårs nat, tæt inde under Odsherred.  

København den 28. maj 1808.

I onsdags passerede en Engelsk transportflåde Kronborg, men vore Kapere, samt færgefolk var raske nok til at tage 8 skibe ud af konvojen, dog var ingen af disse priser betydelige.

København de 10. juni 1808.

I dag fortæller jeg dig om en glædelig efterretning. I går eftermiddag kl. 16,30 begyndte en lovende affære imellem en del engelske krigsskibe som medførte en transportflåde, og vore kanonbåde ved Dragør; bataljen var meget hidsig og vedvarede til kl. 23,00 om aftenen; Sejren blev aldeles vor; 2. kutterbrigger blev taget, tillige med 11 transportskibe, men deraf er 1. brig og 4 transportflåder brændt, vi havde hverken døde eller sårede, thi fjenden skød bestandig over. Man venter endnu i aften at få flere skibe af den adsplittede flåde.


Pearl Harbor.

Pearl Harbor, amerikansk flådebase på sydsiden af Oahu Island ca. 10 km vest for Honolulu, Hawaii. Allerede i 1820 bosatte en amerikansk repræsentant sig på øen, som jævnligt blev besøgt af amerikanske flådefartøjer. I 1843 forsøgte en britisk styrke at annektere stedet, men blev afvist af et tilstedeværende amerikansk fartøj. I 1875 indgik USA en aftale med den lokale konge om ret til at benytte stedet som base. I 1887 anlagdes flådebasen, som i 1908 udvidedes med et skibsværft.

Søndag den 7.12.1941 om morgenen iværksatte en japansk flådestyrke, der bl.a. omfattede seks hangarskibe, et omhyggeligt forberedt overraskelsesangreb på Pearl Harbor. Det var planlagt af admiral Yamamoto Isoroku og blev udført af admiral Nagumo Chuichi, medens selve flyangrebet blev anført af kommandør Fuchida Mitsuo. Fra en position ca. 400 km nord for Hawaii sendte japanerne ca. 350 fly mod basen, der var ganske uforberedt, og med bomber og torpedoer lykkedes det dem at ødelægge eller sænke fem slagskibe og beskadige yderligere tre, hvortil kom betydelige skader på talrige mindre enheder.

USA's to største hangarskibe undgik dog ødelæggelse, da de var på øvelse på angrebstidspunktet. På de omkringliggende flybaser blev mere end 180 fly ødelagt, næsten alle på jorden. En væsentlig årsag til de store amerikanske tab af fly skyldtes en helt ubegrundet frygt for sabotage fra de derboende japanere, hvorfor flyene stod tæt parkeret, hvilket gjorde bevogtningen nemmere. Et luftangreb anså man derimod for en umulighed.

Ud over de materielle skader havde amerikanerne over 3500 døde og sårede, mens de japanske tab var ubetydelige. Begivenheden udløste en formel amerikansk krigserklæring til Japan den følgende dag; USA gik således ind i 2. Verdenskrig på de allieredes side. Den amerikanske krigserklæring fik Hitler til at erklære USA krig, hvilket han ikke var forpligtiget til, idet Japan var aggressoren. Hitlers handling øgede dermed præsident Roosevelts muligheder for at kunne indlede et felttog på europæisk grund.

Herunder vil man kunne se sider der er kopieret  fra Lars Bugges bog, ”Kort og godt om danske krige”.
Jeg har sendt forlaget en anmodning om tilladelse til at bruge materialet, men jeg har desværre ikke fået svar.
Da det jo ikke drejer sig om kommerciel  brug, men udelukkende til at levendegøre den tid som slægten har levet i,
har jeg valgt at bruge det alligevel.

De første Slesvigske krige, Grundloven 5. juni 1849.


I de følgende begivenheder ved vi at mindst en fra slægten deltog i treårskrigen, og et af hans 46 breve til forældrene, der omhandler slaget ved Isted, gengives her.


Årsagen og baggrunden for den første slesvigske krig er en lidt kompliceret sag.


For at tage baggrunden først, så var det jo sådan, at Hertugdømmerne, fællesbetegnelsen for Slesvig, Holstein og fra 1815 også Lauenburg, var en del af det Danske monarki, da danske konger fra 1460 var blevet hertuger og grever af Slesvig og Holsten, men medens Slesvig var et dansk len (hertugdømme) var Holsten og Lauenburg tyske len (hertugdømmer) og som hertug af Holsten måtte den danske konge derfor hylde den tyske kejser.


Årsagen til den I Slesvigske krig var, ud over de nationale og sproglige spændinger mellem den danske og tyske befolkning, at der i 1848 gik en bølge af revolutioner gennem Europa, og at regenter i Europas lande blev stillet over for to krav, en forfatning og national enhed, disse brydninger prægede også udviklingen frem mod krigen om Slesvig-Holstein.


Ved et spontant møde i København i marts 1848, demonstrerede indbyggerne for en fri forfatning, og de nationalliberales krav

om et forenet Danmark og Slesvig, vandt stor tilslutning hos Københavns borgere.


Borgerrepræsentationen i København vedtog samtidig en erklæring med krav om nye ministre der havde folkets tillid, og de advarede kongen om befolkningens reaktion, hvis det ikke blev hørt.

Samme aften vedtog en anden forsamling at fastholde kravet om en fælles forfatning for det danske kongerige og hertugdømmet Slesvig, dette krav ville man gå til kongen med næste dag.

Næste dag, den 21. marts 1848, afviste de siddende ministre at fortsætte på baggrund af et ”Danmark til Ejderen” program, og tog deres afsked.

Kongen kunne således meddele de fremmødte, at ”det De ønsker er allerede her til morgen udført”. Hermed var ”Danmark til Ejderen” blevet officiel dansk politik, og den næste dag blev en ny regering dannet med bl.a. den nationalliberale leder Orla Lehman.


I Kiel vidste man ikke præcist hvad der foregik København, men rygterne florerede i hertugdømmerne og den 24. marts samledes embedsmænd og ledende personer for at danne en ”provisorisk regering”


Under ledelse af prins Frederik af Nør udførte et kontingent soldater et kup i Regensburg. Næsten alle soldater i Regensburg var tyske, men officererne var danske, og de nægtede at følge prinsens ordrer.

Det blev derfor tilladt de danske officerer at rejse til Danmark, hvis de ville sværge ikke at kæmpe imod Slesvig-Holsten.


Danmark var ikke forberedt på konflikten, så den nye regerings krigsminister F.A. Tscherning, måtte i gang med forberedelserne, og snart var en styrke på ca.11.000 mand klar.


Den 23. april besejrede den forenede preussisk-slesvig-holstenske hær med 30.000 soldater, den danske hær ved Dannevirke og Slesvig.  De 10-12.000 danske soldater trak sig tilbage til Als, og preusserne besatte i begyndelsen af maj store dele af Jylland.

Efter pres fra den russiske zar, trak den preussiske konge sine styrker ud af Jylland i slutningen af maj, og en syv måneders våbenhvile blev indgået i august.

Et forslag om en deling af Slesvig faldt til jorden pga. Frederik VII’s modstand.


Demonstrationerne i København i 1848 for en fri forfatning, gav nu resultat.

Danmarks riges første grundlov blev underskrevet den 5. juni 1849, og landet havde fået sin første fri forfatning.


I april 1849 blev krigen genoptaget med fornyet styrke, efter indførelse af almindelig værnepligt og oprettelse af Lægdsruller, var den danske hær oppe på 41.000 mand, medens den Slesvig-holstenske hær på 19.000 mand nu blev støttet af 47.000 tyske forbundssoldater.


De begyndte ikke godt for den danske hær, med bl.a. nederlaget ved Kolding den 23. april, så man måtte trække sig tilbage til Fredericia hvor man blev belejret af den Slesvig-holstenske hær, der jævnligt bombarderede byen.


Den 6. juli foretog danskerne et udbrud under dække af en tyk tåge, der blev kæmpet på flere fronter og kampene var hårde, men 8 timer efter at kampen var startet var den ovre og der blev indgået våbenhvile. Den 25. august forlod de sidste tyske tropper Danmark, uden at der var opnået en løsning på årsagen til konflikten.

I 1850 stod den Slesvig-holstenske hær alene over for den danske hær, da deres tyske allierede efter pres fra stormagterne ikke længere støttede oprørene.  


Hertugdømmernes regering var dog besluttet på at fortsætte kampen uanset omkostningerne, de havde forøget hæren til 30.000 mand, og de havde opført fæstningsværker nordvest for byen Slesvig.


Den 25. juli 1850 var den danske hær nået frem til forsvarsværkerne, og ca. 31.000 danske tropper kæmpede det største og blodigste slag i dansk historie og sejrede den 25. juli i slaget ved Isted, og senere ved Mysunde den 12. september og ved Fridrichstadt den 4. oktober.

Slaget resulterede i 6.400 døde og sårede, og selv om de danske tropper led de største tab, besluttede slesvig-holstenerne sig til at forlade slagmarken


Under pres fra Rusland og Østrig, afsatte Preussen ved årsskiftet 1850-51 det slesvig-holstenske statholderskab, hæren blev opløst og krigen var forbi for denne gang.


En af de danske soldater var Niels Christian Frederik Rolsted,  barnebarn af slægtens stamfader Niels Rolsted, fra ham findes der, fra et af hans breve til forældrene, en øjenvidneskildring af slaget ved Isted, brevet lyder som følger:

Slesvig den 26de Juli 1850.


Kjæreste Forældre!


Endelig have vi da havt den Fornøielse at børsted Tydskerne alvorlig. Den 24de om Formiddagen stødte vore og Fjendens Forposter sammen omkring 1 Miil sønden for Flensborg. Fægtningen var haard og varede længe førend vore Tropper kunde bringe Fjenden til at rømme en Skov hvori den havde sat sig fast, og hvorfra han ikke blev dreven langt, da Natten gjorde Ende paa Forfølgningen. Om Morgenen den 25de, saasnart det gryede ad Dag brøde vi igjen op og stødte paa Fjenden ikke langt fra hvor vi holdt op at slaaes Dagen i forveien, her opstod en morderisk Kamp; thi ikke alene var vor Fjende stærk, men Terrainet hvor vi mødtes var overmaade gunstigt for et Forsvar, og det var ikke uden store Tab og vore Troppers mageløse Mod og Lyst til at bruge Bajonetten, der efter en langvarig og overmaade haard Kamp bragte Fjenden til at smøre Haser, som rigtignok ogsaa gik lystigt da vi først fik ham paa glid. – Samme Aften besatte vore Tropper Byen Slesvig og i morges rykkede vor Bataillon herind, hvor vi maaskee forbliver for det Første, da vor Baraillons-Commandeur, Oberstlieutenant du Plat, er ansat som Pladscommandant her i Byen. Vi have mistet mange brave Officerer hvoriblandt General Schleppegrell. – Jeg maa nu slutte, da jeg som Følge af at jeg er conmmanderet til Assistance ved Bataillonens Skriverstue har meget travlt i disse Dage; dog maa jeg tilføie at jeg selv havde den Fornøielse at være dygtigt med i Slaget og slap helskindet derfra.

Alle Bekjendte bedes hilset.


Deres hengivne Søn  Niels.



Tre hertugdømmer, hvoraf de to var tyske,

gav problemer i Danmark, ikke mindst i det jyske.

Især i oprørstider var det svært at finde en ramme,

i spillet med alliancer, aftaler og svig af samme.

Slaget ved Fredericia.

Isted løven.

De Slesvigske  Krige

De Slesvigske Kriges baggrund

I første halvdel af 1800tallet skyllede en frihedsbølge gennem Europa. I Danmark kulminerede frihedsstemningen i 1848, da en række førende nationalister den 20. marts besluttede at kræve enevælden opløst. Den næste morgen gik 15.000 mennesker til kongen med dette krav.
Kongen havde imidlertid allerede afskediget regeringen, og enevælden var faldet ved en fredelig revolution.

I hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg (der altid havde haft særstatus i det danske monarki), havde man i længere tid ført diskussioner om selvbestemmelse og fri forfatning.
I hertugdømmerne benyttede man underretningen om "revolutionen" i København til at proklamere hertugdømmernes selvstændighed. Tidligt om morgenen den 24. marts 1848 indtog prinsen af Nör garnisonen Rendsborg, og i løbet af de følgende dage sluttede de øvrige garnisoner i hertugdømmerne sig til den nydannede provisoriske regering. En borgerkrig var nu uundgåelig.

Krigens forløb

De danske styrker samledes ved Kolding og drog mod syd. De slesvig-holstenske styrker valgte straks – trods deres talmæssigt underlegne styrke at drage mod nord for at møde de danske styrker i kamp. Krigens første slag stod ved Bov den 9. april 1848, hvor danskerne hurtigt slog de slesvig-holstenske styrker tilbage i et flugtlignende tilbagetog.

De slagne styrker trak sig tilbage til Rendsborg, hvor de fik assistance af tyske hjælpetropper under den preussiske general Wrangels ledelse. Efter at være blevet reorganiseret med de tyske forstærkninger, drog de nu talmæssigt overlegne "tyske" styrker atter mod nord. Styrkerne mødtes den 23. april i slaget ved Slesvig, hvor danskerne havde slået lejr. Under hårde kampe slog de underlegne danskere de tyske styrker tilbage, men overmagten var for stor.















Under stormen på Dybbøl i 1864 kæmpede danskerne tappert på trods af de vanskelige forhold.
Efter Treårskrigen havde nationalismen blomstret, men nederlaget i 1864 prægede den danske sjæl mange år fremover.


Dagen efter trak danskerne sig derfor tilbage mod Flensborg, men styrkerne blev angrebet under tilbagetoget, og der gik panik i de danske tropper, der nu trak sig helt tilbage til Als.


Wrangel modsatte sig prinsen af Nör og rykkede over Kongeåen og op i kongeriget, hvilket øjeblikkeligt udløste skarpe reaktioner fra både Rusland, England og Sverige. Diplomatiet var ved at trænge tyskerne tilbage, da chefen for overkommandoen, generalmajor Hedemann, den 28. maj 1848 overhørte en ordre og angreb de tyske styrker ved Nybøl i et slag, hvor danskerne fortrængte de tyske styrker fra området.

Wrangel valgte at slå igen, men et modangreb ledet af Hedemann og hans stabschef Læssøe fik dog de tyske styrker til at trække sig tilbage. Diplomatiet blev genoptaget, og den 26. august enedes man om en 7 måneder lang våbenhvile.


I marts 1849 opsagde Danmark våbenhvilen og angreb fra Kolding og Als.

Kort efter blev styrkerne beordret tilbage efter et totalt mislykket sø-til-land-angreb med to danske krigsskibe i Eckernförde Fjord. Den fiasko kostede Læssøe pladsen i hærens overkommando.

De tyske styrker, der ifølge våbenhvileaftalen var trukket tilbage, gik nu atter over Kongeåen. Danskerne trak sig tilbage til Fredericia, og de fjendtlige styrker blev nu delt i tre. En del stod ved Als, en del ved Fredericia, og en del var trængt op i Jylland. Den 6. juli angreb danskerne fra Fredericia og slog tyskerne tilbage. Den 10. juli 1849 indgik man en ny våbenhvile, og det diplomatiske spil tog til i styrke med det resultat, at de tyske hjælpetropper trak sig ud af krigen.


Slesvig-holstenerne accepterede ikke aftalerne og rustede sig atter til krig.

Den25. juli 1850 mødtes styrkerne i slaget ved Isted. Dette hidtil største og blodigste slag i dansk historie kostede bl.a. officererne Schleppegrell og Læssøe livet. Danskerne sejrede ved Isted, men formåede ikke at omringe de slesvig-holstenske styrker og tvinge dem til overgivelse. Krigen varede derfor endnu et halvt år, før hertugdømmerne overgav sig.


Fredsaftaler slog fast, at Danmark skulle tilstræbe at tilgodese alle behov i monarkiet, samt at Slesvig ikke måtte knyttes nærmere til Danmark end Holsten og Lauenburg.
Uroen i hertugdømmerne fortsatte imidlertid i de kommende år - særligt i Holsten. I 1863 fik dette danskerne til at arbejde for Ejderpolitikken, hvis mål var at knytte Slesvig tættere til Danmark. Dette var en klar overtrædelse af fredsaftalerne, og det var lige den undskyldning, den preussiske minister Otto von Bismarck havde ventet på for at kunne indlede en lynkrig mod Danmark.


Da krigen kom, var de danske styrker opstillet ved Dannevirke, men hærens øverstbefalende general de Meza valgte at trække de danske styrker tilbage til skanserne på DybbøI, da Dannevirkestillingen var for svær at forsvare. Kort efter at danskerne havde slået et tysk angreb ved Mysunde tilbage, begyndte tilbagetoget til DybbøI.


Den 22. februar 1864 angreb tyskerne de danske fortropper og slog lejr ved Dybbølskanserne. De fjendtlige styrker begyndte herefter at sønderskyde de danske stillinger med deres kanoner - også Sønderborg by blev hårdt ramt.

Regeringen blandede sig og forhindrede, at de danske styrker trak sig tilbage til Als. Kort herefter, den 18. april, angreb tyskerne de sønderbombede danske stillinger. Danskerne kæmpede tappert - men forgæves. Ca. 850 danskere mistede livet, ca. 1.000 blev såret, og omkring 3.000 blev taget til fange. De tyske tab var væsentlig mindre.


Freden og efterspillet

Krigen var tabt, og fredsforhandlingerne blev indledt. Her stod de danske forhandlere så hårdt på deres krav, at kampene blev genoptaget, og Danmark blev bragt i en endnu mere håbløs situation, da tyskerne besatte hele Als. Den næste fredsforhandling var reelt uden dansk indflydelse. Den sidste rigtige danske krig var tabt, og kongeriget gik nu kun til Kongeåen. Først efter 1. Verdenskrig fik Danmark en del af området tilbage, da den nuværende grænse blev fastlagt efter en folkeafstemning.


Klik på foto større billede.

Krigen i 1864 (2. Slesvigske Krig)


Ved den såkaldte London protokol, der blev underskrevet den 2. august besluttedes det, at den danske helstat skulle genoprettes. Bag aftalen stod England, Rusland, Frankrig og Sverige, og Østrig tilsluttede sig senere, men Preussen holdt sig udenfor.


Som garanti for aftalen skulle regeringen ændres i helstatslig retning. Bluhme kom til at stå i spidsen for en regering med navnet Gehejmestatsrådet. De europæiske magters undertegnelse af London traktaten den 8. januar 1852, sikrede det Danske monarkis arvefølge.

     

Efter store problemer lykkedes det at få lavet en ny forfatning, som rigsrådet kunne acceptere, men så kom problemerne med at få den gennem folketing og landsting, men det lykkedes, og den 2. oktober 1855 fik Danmark en fællesforfatning.


Da Holstens stænderforsamling mødtes ved nytår, nægtede de imidlertid at godkende forfatningen og klagede til Det Tyske Forbund. Preussens gesandt Otto von Bismarch, rådede regeringen til at gribe ind og selv om Preussen og Østrig året før havde sagt god for forfatningen, klagede Preussen og Østrig til Danmark over, at forfatningen var i strid med aftalen af 1851-52.


I marts 1857 fik Danmark et ultimatum fra Preussen og Østrig om at fællesforfatningen skulle forelægges Holstens stænderforsamling inden 3 uger. I perioden 1857 – 1858 behandledes sagen af den tyske forbundsdag. I februar 1858 vedtog den, at fællesforfatningen ikke var gyldig for Holsten og Lauenburg. Grundlaget for den helstats politik man havde ført siden 1851, var dermed faldet væk.


De nationale modsætninger mellem Danmark og hertugdømmerne var ikke løst, og i 1860 klagede Slesvig over det danske tvangsstyre. Den Preussiske landdag støttede hertugdømmerne, selv om den danske regering erklærede at Slesvig ikke kom tyskerne ved.


Bismarck blev i september 1862, ministerpræsident i Preussen og det var hans mål, at løse det danske spørgsmål gennem en krig. England svigtede sin garanti af den danske helstat og krævede en ny forfatning mellem Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenburg. Det afviste regeringen blankt, bl.a. fordi den stolede på nogle løfter fra den svenske kong Karl 15., men den svenske regering var desværre ikke enig med ham.


I juli 1863 forlangte den tyske forbundsdag, at Danmark vendte tilbage til aftalerne fra 1851-52 hvis ikke Holsten og Lauenburg skulle blive besat.

Danmarks forhåbninger om hjælp fra Europa var stigende da England ikke syntes at ville acceptere en preussisk aktion


mod Danmark, og Sveriges konge Karl 15. lovede, ved et møde med Frederik VII,

Danmark 20.000 mand til forsvar af Ejder grænsen.

Danmark fastholdt derpå den hårde politik og den 28. september blev et forslag til en fælles forfatning for Danmark og Slesvig forelagt rigsdagen og trods modstand, blev det vedtaget den 18. november.


Frederik VII blev syg og døde 15. november 1863, og selv om Christian IX, der overtog tronen, godt var klar over at der ville blive krig, frygtede han på den anden side en revolution i København, hvorfor han den 9. november, underskrev forfatningen.


Bismarck protesterede over novemberforfatningen og det blev efterhånden klart, at den svensk/norske regering ikke ville støtte Danmark. England, Rusland og Frankrig rådede Danmark til at trække forfatningen tilbage.

Det ville regeringen ikke, men kongen forlangte indkaldelse af rigsrådet for at trække novemberfor­fatningen tilbage.

Det blev nægtet, regeringen trådte tilbage, og en ny regering blev dannet nytårsnat.


10. januar 1864 stillede Preussen og Østrig, Danmark det ultimatum, at novemberforfatningen skulle trækkes tilbage inden 48 timer. Det korte varsel, og folkestemningen i Danmark gjorde, at det krav ikke kunne opfyldes. Forslag om at udskrive nyvalg og derefter foreslå novemberforfatningen ophævet, blev ikke accepteret og den 31. januar 1864 meddelte Preussen og Østrig, at de nu begyndte en besættelse af Slesvig.   


De 40.000 mand ved Dannevirke stod over for en talmæssig overlegen preussisk styrke. Efter fire dages beskydning trak de danske styrker sig tilbage til Dybbøl og Sønderborg.

Dybbøl var dårligt udbygget og den 18. april stormede preusserne Dybbøl, hvorved 1200 mand faldt, 500 blev såret og 3000 blev taget til fange.

London konferencen i slutningen af april blev også et nederlag for Danmark, de danske krav var urealistiske og vi gjorde os umulige i stormagternes øjne, konferencen brød sammen og krigshand­lingerne fortsatte.

Christian IX afskedigede sin konseilspræsident den 11. april og meddelte Preussen, at Danmark ønskede fred og var villig til at lade sig optage i Det Tyske Forbund.

Den 20. juli blev der sluttet våbenhvile med meget hårde betingelser. Den 30. oktober gav Danmark i Wien, afkald på de tre hertugdømmer.  


I foråret 1865 gik forfatningssagen i hårknude. Efter mange forhandlinger og adskillige interessekonflikter senere, kom der igen gang i forhandlingerne om forfatningen.

Der blev dannet en 10. oktoberforening som havde både store og små landbrug som medlemmer og et forlig blev opnået.

Forliget blev vedtaget i rigsdag og rigsråd.


Den 28. juli 1866 underskrev Christian IX den nye grundlov. I januar 1867 indlemmede Preussen hertugdømmerne Slesvig og Holstein.


Da der i februar blev afholdt valg i det nordtyske rige, lykkedes det de dansksindede slesvigere at vinde 2 af 4 slesvigske mandater. De fremførte i Berlin kravet om en afstemning om deling af Slesvig, men blev afvist. I foråret havde det ellers set ud til at kravet kunne blive opfyldt, idet det trak op til krig mellem Preussen og Frankrig, og Preussen kunne få ryggen mod nord fri ved at indlede forhandlinger med Danmark om at gennemføre en afstemning om deling af Slesvig, men forhandlingerne strandede da Danmark ikke ville gå ind på nogen krav fra Preussen.



Kortet stammer fra Allers Ill. Konversations-

leksikon fra 1892, og viser Danmark efter 1864.


Hjemvendt fra krigen.

Trods sejre i krigen, og aftaler i 1852 var beseglet,

var der tvister og uro, for politikken var forfejlet.

Da hertugdømmerne i 1864 blev taget af de tyske,

var der ikke meget tilbage, af det jyske.

Nedenstående om krigen mellem England og Danmark i 1807 til 1914, er jeg på et tidspunkt stødt på, men jef skal ærligt indrømme at jeg i dag ikke ved hvordra det stammer. Hvis nogen kan oplyse mig om det vil jeg tilføje ophavsretten.