Online slægtsbog om

Slægten Rolsted fra 1760















2. Navne oversigt

1. Find person

2. De tidligste aner

1. Løvenskiold

Video om Niels Bosteder

12 min.Slægtsvideo
ca. 1 min download

2. Kontakt

Forside

1. Tidstavle

2. Danske Krige

Stamfar
Niels Rolsted

Carl Frederik  Hermann Rolsted

Charlotte Christine Amalie Rolsted

Hans Christian
Rolsted

Eggert Christopher Rolsted

Rasmus Rolsted

Henrik Wilhelm Rolsted

Vejledning

1. Samtidshistorie

Fra Svinehyrde til Skovrider.

Har man læst Niels’ beskrivelsen fra 1833 af sit arbejdsliv og hans selvbiografi fra 1841, har man nok selv dannet sig et indtryk af personen Niels, og det er sikkert vidt forskelligt fra person til person, hvordan man opfatter ham.

Jeg har gennem mit arbejde med slægtsbogen, læst en del om sønnernes bedrifter, det, og så undersøgelser af tiden fra Niels fødsel, hans opvækst, giftermål og perioden hvor hans børn er vokset op, og tiden derefter, har givet mig en følelse af, at jeg ligesom kender Niels.

Derfor vil jeg her give mit bud på hvordan Niels var som person.

En vanskelig barndom, hvor 6 ud af de 10 børn dør, heraf 1 ældre og 1 yngre søskende samtidig med forældrene i 1772, hvorpå Niels og søsteren står alene tilbage, har selvfølgelig præget ham.

Tabet af synet på det højre øje, har også været et handicap, alligevel har han været i stand til at klare sig, først som svinehyrde, derpå var han, trods mangelfuld skolegang, skriverdreng og derpå tjener, for senere at blive skovfoged og til sidst skovrider.

I en alder af 21 år rejser han, trods stavnsbåndets bestemmelser, til København, hvor han oplever livet i storbyen som tjener, inden han i 1782 bliver ansat hos Baron Løvenskjold, hvor han bliver i baroniet Løvenborgs tjeneste i 54 år.

Hans hæderlighed ser vi bl.a. fra hans udtalelse i hans selvbiografi, hvor han skriver da han i en alder af 28 år skulle giftes, ”jeg nænnede ikke at narre hende”. (De skule have et barn.)

Hans viden om naturen får herskabets søn Carl, og dennes fætter Hermann, gavn af, med undervisningen Niels gav dem i have og mark

Hans forfremmelse i 1798 til skovfoged og i 1816 til skovrider, fortæller om en mand man kunne stole på, og som passede sit job.

Det hus han fik anvist i Fledskov, vidner om hans flid, ikke alene blev det sat i stand, det blev også udvidet betydeligt, og haven blev anlagt med frugtbuske og træer, så stedet af baronen i 1817 fik navnet ”Skovlyst”.

Hans erhvervelse af pokalen i 1832 for 50 års tro tjeneste, siger alt om ham og hans ærlighed, flid og trofasthed, men også om hans stolthed, der giver sig udslag i at han bestemmer at pokalen skal være i familiens eje for altid.

Hans omtale af hans kone og børn tyder på en stolthed over familien og hvad de havde opnået, denne stolthed har også siden vist sig at være velbegrundet.

Kort sagt var Niels en mand som man kan være stolt af at være efterkommer af.

Niels Rolsted, søn af Fæster, Rasmus Nielsen og Karen Thygesdatter, blev født i april 1760 i Rolsted By, blev døbt Niels Rasmussen den 13. april 1760 i Rolsted By, døde den 7. januar 1847 i Nyrup, Ugerløse i en alder af 86 år, og blev begravet den 15. januar 1847 på Ugerløse Kirkegård.

Niels blev gift med Mette Sophie Grønbech den 4. april 1788 i Kundby Kirke. Mette blev født i 1759 i Butterup, Holbæk, døde den 24. juli 1834 i Skovlyst Fledskov, Ugerløse Sogn i en alder af 75 år, og blev begravet den 30. juli 1834 på Ugerløse Kirkegård.
Niels tog navnet Rolsted ved sit ægteskab med Mette Sophie.

Skovfogedhuse i Fledskov, senere kaldet ”Skovlyst”.
Bortset fra at det er sat i stand, var det nogenlunde sådan det så ud da Niels overtog det.

Niels Rolsted


Med livsvilje og gå på mod, trådte du ind i verden,

egenskaber, som har præget din videre færden.

Med din søster som hønsepige, blandt andet,

var du selv svinehyrde, og siden tjener på landet.

Det udkomme til dagen og vejen kunne give,

før du skovrider, på dit visitkort kunne skrive.


1841

 
I   Provinsen Fyen, i Rolfsted Bye og Sogn, Annex til Rønninge, beliggende imellem Nyborg og Odense, er jeg født til Verden Aar 1760.

Min Fader Rasmus Nielsen, var hoverigjørende Bonde paa Godset Hellerup, hvis daværende Ejer var en Etatsraad Schmidt, Tolder og Postmester i Nyborg. Jeg var den sjette af 10 Børn. Da jeg var 4 aar gammel, blev mine Forældre satte fra Gaarden, og fik til beboelse et jordløst Hus i Byen.

Med megen Fattigdom ernærede min Moder, som kunde væve, mig og mine mindre Sødskende omtrent i 5 Aar. Et Par Somre var jeg ude at tjene Bønder, min Beskjæftigelse var da at kjøre Plov og at vogte Creaturerne paa Marken.

Blandt mine Barndomsminder staar efterfølgende mig mest levende i Minde:

Jeg blev en Dag sendt til Hove på Torpegaard, som da ejedes af en Capitain Steensen, at tage Hø fra paa Stænget. De større Drenge overvældede mig der med saa meget Hø, at jeg saagodtsom var begravet i dette og næsten qvalt og ikke maatte eller kunne komme ned. Endelig kom dog en Mand, som drog mig ud af mit mørke Gjemme og hjalp mig ned i Gaarden; jeg græd og var som kogt.

Da kom en lille Dreng, en Søn af Capitainen, og spurgte mig, hvad der fattedes mig o.s.v.; jeg fortalte ham min Hændelse, og han sagde deltagende; ”Kom med mig, saa skal Du faa Mad og Øl, Du er vel tørstig?” Jeg kom op i Kjøkkenet og fik Spise og Drikke; men her mødte mig tillige et Syn, jeg aldrig har haft før eller siden, nemlig: at en Hund vendte Stegen over Ilden paa Skorstenen.

Aar 1769 døde begge mine Forældre samt en voksen Broder og et lille Barn i en Tid af 4 Uger af Springler; jeg mistede i samme Sygdom Synet paa mit højre Øje.

Nu var jeg og en Søster, endnu to Aar yngre, ene tilbage; vi gik omtrent et halvt Aars Tid omkring paa Omgang hos Folk i Byen og fik Føden; derefter kom vi til Herregaarden Hellerup, hvor hun blev Hønsepige og jeg Svinehyrde. En Foged og en Husholderske havde Bestyrelsen paa Gaarden.

Vi fik her Føde og Klæder til Sparsomhed; og naadelig Renlighed. Da jeg voxede noget til, blev jeg Stalddreng og kjørte Møllevognen; jeg fik tillige den Bestilling at pudse Fogdens Støvler og gule Skindbuxer, for hvilket jeg modtog mangt et Ørefigen. Denne Forvalter var en Jyde ved Navn Just; jeg har senere ofte erindret mig den Udskrift paa Brevene, som Gaardens Ejer, som boede i Nyborg, skrev til sin Forvalter saaledes: ”A. Monsieur, Monsieur Just, Administrateur a Hellerup”.

Jeg var nu omtrent 14 Aar gammel, men havde kun gaaet lidet i Skole, først i Rolfsted og senere i Søllinge. Paa begge Steder var Degnen meget gammel, han paa første Sted hed Reesen og paa sidste Sted Leth. Jeg læste aldrig andet end ”A, B, C”, Luthers Catechismus og Evangeliebogen. Skrivepen havde jeg aldrig haft fat paa i nogen af Skolerne, derimod lærte jeg hos en Gartner paa Hellerup at skrive Bogstaverne.
Nu kom jeg i Guds Navn til Nyborg, hvor jeg blev Tjener og Skriverdreng paa Postcontoriet hos Hellerupgaards Ejer, der – som meddelt - var Postmester. Her fik jeg Klæder og Renlighed, alt meget godt, for hvilket jeg dog mest kan takke Frøkenpigen Grethe Torp, der tillige friserede mit Haar og lærte mig at varte op ved Bordet.

Hun var en smuk, rødmusset, trindfed Pige; det gik hende meget skævt, hvilket var besynderligt nok. Mange Aar efter stødte vi sammen paa Lundegaarden, hvor hun var Børneopvarterinde for daværende Grev Knuths Børn, af hvilke et var vor nuværende Stiftamtmand, Højvelbaarne Hr. Kammerherre, Greve af Knuth.  Hun døde paa Knutenborg.

I Nyborg blev jeg confirmeret af Sognepræsten, Hr. Schønning, en gammel Mand, hvis Søn døde, ligeledes meget gammel, for faa Aar siden som Sognepræst for Skamstrup og Frydendahl.


Den gamle Etatsraad Schmidt, der hidtil havde været min Velynder og Forsørger, havde 4 Børn: 2 Sønner og 2 Døtre. Sønnerne vare i Militairstanden, den ene ved Cavalleriet, den anden ved Søetaten, men begge bleve for Liderlighed og dumme Stregers Skyld degraderede. Døtrene gik det bedre; den ene blev gift med Justitsraad og Amtsforvalter Buschmann i Odense, den anden med Commandeur, siden Admiral Ramshort, efter at jeg var kommen til Nyborg.
Endelig døde min gamle gode Herr Etatsraad Schmidt, og mit lykkelige Ophold i hans Hus havde en Ende; her havde jeg nydt den bedste Renlighed og modtaget fornødne Klæder af Uldent og Linned, men dem, jeg her tjente med, fløj nu hver til sin Side, og jeg maatte med. Jeg var den Tid 19 Aar gammel, vildt fremmed for hele verden, hvor skulde jeg nu hen; jeg skulde nu sørge for mig selv og dertil var jeg ikke vandt.


Da føjede det sig saa, at jeg kom til Odense og blev Tjener i et meget stort Hus hos Hr. Kammer­herre Bentzon paa Sct. Knuds Kloster, lige op til Sct. Knuds Kirke. Han førte som sagt et meget stort Hus, han havde 6 Sønner og 4 Døtre, de to ældste Sønner var Kammerjunkere og opholdt sig mest i Kjøbenhavn; den yngste blev Major, jeg saa ham siden engang paa Løvenborg.
Vi Tjenere, som vare mange, fik her en ringe Løn, kun 20 Rdlr. aarlig, og et maadeligt Livrée, ingen Frakke, blot Kjole, Vest og Buxer; det skulde hænge paa os altid, hvorover vi snart blev pjaltne og nøgen. Fordi vi vare saa mange, var der megen Fristelse og Liediggang, Tiden skulde da fordærves ved at spille Kort til Brændevin, om Morgenen gav Kokken Frokost; imellem skulde vi ogsaa i Byen paa Keglebane; dette trak ogsaa Skillingen af Lommen. Dog til lykke for mig var jeg her kun i 2 Aar; thi en Sypige sagde flere Gange til mig: ”Du bliver baade nøgen og liderlig her, Du skulde rejse til Kjøbenhavn, der har jeg en Familie, som kunde skaffe Dig en bedre Tjeneste, hvor der faars større Løn, og tillige Nytaarsgave”.

Jeg lod mig overtale, og Mikkelsdag 1781, som da var Skiftedag, forlod jeg Odense, og med 9 Mark. i Lommen rejste jeg med en Skipper fra Stege havn til København; vi vare 4 á 5 Passagerer, simple Folk ligesom jeg. Tre Dage og Nætter vare vi paa denne lille Jagt, inden vi kom til at sejle; Skipperen var i Land, og vi laa vel over ¼ Mil fra Land ude i Fjorden; det var Blæst og meget koldt, vi maatte mest opholde os i Kahytten, det var drøjt saalænge at sidde og ligge paa det bare Gulv og med lidet Proviant. Endelig kom vi tilsejls og efter 1 ½  Dags Forløb laa vi ved Toldboden i Kjøbenhavn, hvor vi da gik iland. Her i denne store By saa det nu atter og i egentlig Forstand broget ud for mig. Jeg havde Adressen til den, som havde fæstet mig derind, men han boede i lavendelstrædet; jeg gik op ad de store, brede Gader til Amalienborg og spurgt om Vej til Lavendelstrædet; ”gaa kun ligefrem over Kongens Nytorv og Østergade og spørg saa videre”, hed det, men jeg kjendte hverken det ene eller det andet. Endelig naaede jeg Kongens Nytorv, og som jeg der stod og gloede paa Hesten og Manden, som red paa den, kom en skelmsk Dreng hen imod mig og siger: ”Saadan En har han nok ikke set før?” Med denne Dreng indlod jeg mig, og fik ham til for 4 Skl. til at følge mig til Lavendelstrædet; men da jeg kom der, erfarede jeg, at de Folk, jeg søgte, vare flyttede til Adelgaden.


Drengen maatte jeg da give andre 4 Skl. for at følge mig derud, og da jeg endelig her traf dem, som skulde anvise mig det Herskab, som jeg skulde tjene, hørte jeg at dette boede paa Cristianshavn og var en Etatsraad Bagger, Svigersøn af en Etatsraad Borre, hos hvem han boede.

Denne Etatsraad Bagger havde været Assessor i Højesteret, men havde nu, som man siger, en Skrue løs i Hovedet og var udygtig til Forretninger. Om Vinteren gik han ofte i Byen om Aftenen at besøge Familien, dog kom han ofte hos en Justitsraad Schlegel paa Nørregade. Jeg havde Ordre hver Aften at følge ham, ellers kom han mangen Nat slet ikke hjem. Engang hen i Vinteren kom vi fra Nørregade, han gik da mod Sædvane ned ad Vimmelskaftet og ind paa Løve Apotheket, jeg maatte imidlertid staa udenfor.

Da han kom ud igjen, gik vi ned over Amagertorv, der sagde han til mig: ”Hør Du! nu gaar vi etsteds ind og drikke en Flaske Vin; der skal du kalde mig Cousin og jeg Dig det samme.” Vi spadserede op i Smaagaderne ved Nicolai Kirke, og kom ind i et lidet smalt Stræde, som jeg sernere fik at vide kaldes Nellikegangen, han prikkede her paa et Vindue, strax viste sig en Tøs med Hilsen: ”God Aften, Hr. Etatsraad!” og hun lukkede os ind i et lidet Kammer. Her forlangte han en Flaske Vin, som strax blev hentet tilligemed 3 Glas. Hun skænkede i for os alle 3, og vi drak og sagde: ” Skaal Cousin” Derefter gik vi igjen, men ude paa Gangen hviskede hun mig i Øret og Spurgte: ”Hvor er den anden Tjener bleven af i Aften;” Jeg svarede: ”Jeg er ikke Tjener;”. ”Jo pyt,” gentog hun, ”jeg ved F----- tage mig nok Besked.” – Dog nok herom; det var første Gang.

Etatsraad Borre gik i denne Vinter fallit; min Herre maatte da ingen Tjener holde, hvorfor han anmodede mig om at søge mig en anden Tjeneste, da han ellers skulde give mig et Fjerdingsaars Løn og Kostpenge. Det traf sig da, at der just paa den Tid kom til mig fra Odense en Medtjener, jeg der havde havt, ved Navn Anton Darbes. Han var en Holstener, havde været Løber hos Grev Holck paa Eckhoff, og laa hos mig en lang Tid om Natten; han traf paa Reinboth, hvem han kjendte og som var med Herskabet: Baron Løvenskjold i Kjøbenhavn. Kort efter blev han hos dette Herskab antaget som løber; jeg havde endnu ingen Tjeneste faaet, og det var nær Paaske, som da var Skiftetid, men netop 8 Dage før kom han, Anton, til mig og fortalte, at hos hans Herskab var nu Condition ledig for en Domestik, thi en Tjener havde der stjaalet et Sølvgehæng-Spænde og var derover jaget bort.

Jeg gik med ham til Hr. Baronen, som bød mig følge sig til Hr. Geheimeraad Numsen, der boede i samme Gaard, nemlig Herslens Gaard ved Sandkisten. Efterat Hr. Gehei-meraaden og Hr. Baronen havde gjort mig nogle Spørgsmaal, blev jeg strax antaget, og otte Dage efter rejste Herskabet ud til Vognserup, hvor de boede. Dette skete Paaske 1782.

Jeg har siden ofte tænkt paa, hvor faderligen Forsynet fører et Menneske omkring i Verden, og inderligen takket min Gud, at jeg kom til dette saa gode Herskab, hvor jeg siden har havt mit Ophold, og kan vente at nyde det indtil min Død. -  

Denne Periode - fra Paaske 1782 til April 1788 - 6 Aar, regner jeg til den behageligste og lykkeligste i mit Liv.

Hos dette gode Herskab vare vi 2 Tjenere foruden Reinboth, som opvartede Baronen; vi to vartede op ved Bordet, om hvilket kun 4 Personer samlede sig, nemlig Hr. Baronen og Baronessen, Fuldmægtig Bech og Forvalter Friis. Vi dækkede ikke Bordet, dækkede ejheller af, og havde intet at bestille med at polere enten Sølvtøj eller Glas; thi Herskabet havde antaget en sort Pige, som havde disse og flere andre Bestillinger. Vi havde megen Frihed, Herskabet talte stedse saa godt til os, og naar der gaves Lejlighed, vilde det altid fornøje os; jeg for min Part var altid glad, naar Klokken ringede, at jeg skulde over, o.s.v. o.s.v.

Men nu kom der, som man siger, en Kurre paa Traaden imellem mig og en Pige. Meningen er, jeg saa mig i den Nødvendighed at gifte mig med hende, hvilket nok var meget for tidlig, endskjønt jeg dog var 28 Aar; men jeg havde Intet og jeg nænnede ikke at narre hende. Partiet var Herskabet meget imod, hun tjente det for Stuepige og var Datter af den gamle Jæger Grønbech, som da var Pensionist og boede i Trønninge i det Hus, som nu Stine Gjordemoder beboer.

Tiden kom, at vi skulde holde Bryllup, men i hendes Forældres Hus, saa ussel en Hytte som dette dengang var, kunde vi ikke have det, og fordi vor Forbindelse var Herskabet imod, vilde dette slet ikke hjælpe os. Endelig fik vi da holdt vores Bryllup, det stod hos Daniel Leerbech i den saakaldte store Gaard i Trønninge den 4. April 1788. Alt, hvad vi behøvede til Brylluppet, maatte jeg kjøbe, endogsaa Grønkaalen – som paa den Aarstid var vanskelig at faa – til en Flæskeskinke, vi havde paa Bordet. Men mine Medtjenere, som jeg havde indbudt, Fuldmægtig Bech, Forvalter Friis og nogle Contorister, gave god Brudegave, saa jeg kan sige, jeg fik min Kaal og min Skinke godt betalt.

Nu var jeg da gift; for min Kone lejede jeg Kost og Logie hos Jæger Fischer i Lodskov, og hen i Sommeren havde vi der et Barselgilde. Paaske derefter fik jeg Konen til Trønninge i er lidet Hus, som tilhørte Herskabet, her var hun et Aar; disse mine tvende første Ægteskabsaar vare drøje for mig.

Derefter fik jeg det Hus - ved Vognserup, - som nu beboes af Niels Gudmanson; her fik jeg tillige Ildebrændsel, samt en Ko fodret og græsset; thi Herskabet var nu bleven os naadigt igjen. – Herskabets ældste Søn, - Baron Carl - og Hans Fætter Herman vare nu henved 6 Aar gamle; det var mig betroet daglig at gaa en Time ud med dem omkring i Haugen og i Marken, hvor jeg vilde, og at fortælle dem Lidet af det, jeg vidste om Naturen. Traf vi paa en Orm eller en Sommerfugl, maatte jeg sige dem, hvorledes deres Forvandling gik for sig, thi jeg kjendte Lidet til Insectologien, og havde tilvejebragt en Del af den Insectsamling, salig Baronessen opbevarede. Naar jeg gik ud med Børnene, havde jeg altid til dette Øjemed min Insectstang i Haanden, en Æske i Lommen og Knappenåle i Ærmet.
Om Vinteren skulde jeg ogsaa lege en Time om Aftenen paa Vognserup med disse gode Drenge, samt tillige lære dem at bruge en Kniv og andet smaat Værktøj; jeg forfærdigede saaledes til dem, i det Smaa, Avlsredskaber, saasom Ploug, Harve, Grebe, Skovle, River etc. Endnu da salig Baronessen døde, fandtes nogle af disse Ting paa Løvenborg. –

I det føromtalte Hus ved Vognserup, Herskabet havde overladt mig, blev min første Søn født, Baronessen var da saa naadig at tilbyde at holde ham til Daaben, hvilket skete i Octbr. 1791. Jeg beboede dette Hus i 5 Aar; her døde vores 2 første Pigebørn, og her fødtes 3 af vore andre Børn, nemlig: Frederik, Charlotte og Sophie. I 13 Aar var jeg Tjener hos dette saa gode Herskab.


Sommeren 1794 blev paa Butterup Præstekalds Annexjord paa Tudse Mark bygget en nye Bondegaard; denne vilde Herskabet, jeg skulde have, thi Hr. Baronen troede migduelig dertil, og jeg troede det selv; jeg tiltraadte den altsaa og havde den i 3 Aar, jeg modtog den med Intet og forlod den med Intet. Da jeg skulde have Gaarden, laante jeg 400 Rdlr., som hendes Naade Baronessen gik i Caution for; dem fik jeg igjen i Afstaaelse af Gaarden, saa det gik lige op. Dette skete i Foraaret 1798.

Herskabet var nu flyttet fra Vognserup til Løvenborg, men vedblev ædelmodigen at sørge for mig, thi det overlod mig for den Sommer Beboelseslejlighed paa Vognserup, hvor jeg fortjente Føden som Tømmermand ved Arbejde, Hr. Baronen lod gjøre og for hvilket han betalte mig rundeligen. Jeg satte den Tid et helt nyt Rækværk langsmed Krogdammen til Bagerhuset, nogle Markleder o.s.v.

Men om Efteraaret 1798 kom jeg i det Element, hvortil jeg længe havde følt Lyst; Hr. Baronen beskikkede mig nemlig til Skovfoged i Fledskov her i Uggerløse Sogn. Den 17de November flyttede jeg ind i den usleste Hytte, jeg nogensinde har set. Lergulvet var ganske optraadt, havde store Huller og laa ½ Alen lavere end Jordsmonnet udenfor. I Stuen var 2 smaa Fag Vinduer, hvori det halve Antal Ruder vare itu, og for Hullerne var der slaaet Bræddestumper; en Lervæg var falden ud, og Aabningen tilstoppet med et Knippe Ærtehalm. Husets eneste Dør i Gavlen eller Enden vendte ud til Skoven og var saa aaben, at den første Sommer krøb ofte Skruptudser og to Gange Snoge ind i Stuen til os.

Min Kone græd den Aften, vi kom dertil; men jeg stillede hende tilfreds saa godt jeg kunde og trøstede hende med, at næste Sommer fik vi nok bygget et nyt Stuehus, hvilket ogsaa skete, dog først det andet Aar efter Tiltrædelsen, nemlig 1800.
Paa dette Sted var jeg Skovfoged i 16 Aar; jeg fik med Hensyn til de Tider god Løn og Maanedssæd, desuagtet var det stedse overmaade knapt, ja næsten fattigt for mig, formedels de mange Børn, hvormed Gud velsignede mig.

Overherrer havde jeg nok af: Reinboth, Steenum og 2 á 3 Aar Stoltze, saasnart den ene tog bort, kom den anden; naar Brændevinsflasken stod paa Bordet, var alting godt, men manglede den, var ingenting tilpas, navnlig for de to førstnævnte. Dog, jeg holdt ud med dem alle. Stoltze, den humaneste af dem kom snart bort; han var den, der satte vor begyndte Naaletræ-Opelskning og -Plantning i en god Orden, den havde ellers næppe bleven det, den er; jeg lærte meget af ham.

Steenum, som var  Skovrider, døde først, da blev jeg constitueret i hans Sted og fik den dengang meget bekjendte Polak at ride paa, naar jeg skulde ud; den stod paa Minnilyst. Hidtil havde jeg maattet gaa paa mine Fødder, hvor jeg skulle hen, ofte til Løvenborg -  2 Mil.; skulde jeg engang med min Familie kjøre en Tur, maatte jeg søge Bonden, og det skulde betales. Omtrent 2 aar var jeg saaledes constitueret Skovrider; imidlertid døde ogsaa Reinboth, som var Holzførster, om Sommeren 1815, og hele dette Aar, indtil Julen var forbi, kom det aldrig i mine Tanker eller var min Forventning, at jeg nogensinde skulde vorde virkelig Skovrider. Mit første høje Herskab af den Løvenskjoldske Familie var allerede flere Aar forud indgaaet til de evige Boliger.

Den ædle Baronesse døde Aar 1804 og Hr. Baronen 1807, den 9de April. - I 25 Aar havde jeg tjent dette ejegode Herskab. –
Deres førstefødte Søn, Baron Carl Severin Christian Herman Løvenskjold havde taget Baroniet Løvenborg i Besiddelse, og jeg havde allerede tjent denne Herre i 8 Aar som Skovfo ged i Fledskov, uden som sagt at gjøre mig mindste Forestilling om at avancere videre.
Men 1816 - den 6te Januarii – o, min Gud, hvor blev jeg overrasket!

Tidligt om morgenen, førend nogen af os var opstaaet, kommer En og banker paa Døren; jeg stod op og saae, det var Frederik Bødker fra Reistrup, der bragte mig et stort Brev. ”Skal vi have Jagt?” spurgte jeg. ”Nej”, svarede han. ”Hvad er det da” gjentog jeg. ”Det ved jeg ikke”, var Svaret. – Jeg blev næsten bange og tænkte ”dette store Brev saa tidligt om Morgenen”. Jeg fik tændt Lys og begyndte at læse: ”Fra 1ste Januarii d. A. udnævner jeg dig til Skovrider ved Friherskabet Løvenborg etc. etc.” Jeg op til min Kone. ”Moer! Moer! jeg er bleven udnævt til Skovrider”. – ”Er Du gal!” svarede hun mig fra Sengen. – ”Nej” Nej! her staar det jo, og med saa megen Løn, staa op og giv den Mand noget at leve af”. – Derpaa vendte jeg mig til Manden og spurgte: ”Men Frederik, hvorfor er han kommen saa tidligt?” ”Jo,”- svarede han -, ”Hr. Baronen gav mig stræng Ordre, at jeg skulde være her, førend han stod op, og saa skulde jeg sige, at Baronen kom herop i dag.”

Nu vilde jeg give Bødkeren en god Douceur, men neppe var det, jeg formaaede at skrabe 1 Rdlr. sammen til ham, som jeg derpaa afskedigede med saa stor Glæde.  - Inderligt fornøjede det min gode Herre saaledes at overraske mig og derpaa samme Dag at komme til mig, for at se mit glade Ansigt og modtage sin tilbørlige Tak af mig og mine.

Gud, hvor jeg nu følte mig glad og lykkelig! Nu først kunne jeg spise mit Brød uden Bekymring. Siden efter fik jeg Heste og Vogn, Ploug og øvrige Avlsredskaber, saa jeg selv kunde dyrke og behandle min Jord samt befordre mig og Familie uafhængig af andre. Alt gik nu meget godt for mig i en Række Aar; mine Børn fik jeg ud, efterhaanden som de voxte til, jeg havde Glæde af deres Opførsel og saa de fleste af dem velforsørgede; Tiden gled godt hen, jeg ældedes, men havde stedse godt Helbred, røgtede mit Kald og levede uden Næringssorg.

Men 1831 faldt min ædle velgjører i en haard Sygdom, hvoraf han døde om Efteraaret i Kjøbenhavn. Hans ældste Søn Hr. Baron Herman Frederik Løvenskjold, tog da Baroniet i Besidelse og blev og er saaledes mit tredje Herskab paa dette Sted. Det bør siges, at vare de tvende hedengangne salige Herskaber mig gode, min nu levende Høje Herre er mig sandeligen ikke mindre god. Strax efter at han var kommen til Regjeringen, kom jeg til Løvenborg, nemlig 2den Paaskedag 1832: Hr. Baronen spurgte mig da i Fleres Overværelse, hvor længe jeg havde tjent hans Familie. Jeg svarede: ”Det er 50 Aar just i dag, anden Paaskedag, siden jeg første Gang kom hertil fra Kjøbenhavn med Herskabet”. – Vinteren derefter ved en Jagt i Fledskov leverede Hr. Baronen mig en Æske ”med – som han sagde – noget i til mig”.

Hvad var vel dette? Intet mindre end en stor Sølvpocal, indvendig forgyldt, og udvendig udgravet mit Navn, Aarstallet 1832 og ”For 50 Aars Tjeneste”. Inderlig rørte mig dette Bevis paa min ædle Herres Bevaagenhed.

Det var langt mere en jeg nogensinde kunde vente eller havde fortjent. – Om denne Pocal har jeg bestemt, at den skal forblive i min Familie fra en til anden, saalænge nogen af dem er til, at mine Efterkommere deraf skulde se, deres Stammefader ikke har været nogen Bogfinke.

Aar 1834 døde min Kone, efter at vi havde levet i Ægteskab sammen i fulde 46 Aar. Det var godt, at Herren kaldte hende til sig; thi i de sidste Aar var hun meget svagelig og var 1 Aar ældre end jeg. Hun var mig en trofast Medhjælp og Ledsagerinde igjennem Livet. Med moderlig Omhu, med klog Sparsommelighed og Nøjsomhed stod hun mig bie ved vore mange Børns Opfostring og Opdragelse. Skjønt vi i den Tid kun havde Lidet, holdt hun dem dog altid rene og hele. Gud lønne hende! Jeg glæder mig i Haabet om snar og evig Gjenforening med hende.

To Aare efter hendes Død, 1836, behagede det min naadige Hr. Baron at entledige mig fra min Tjeneste, jeg følte ogsaa, at jeg nu kunde trænge dertil, thi jeg var 76 Aar gammel og savnede fornøden Kraft og Dyg-tighed til længere at forestaa min Bestilling. Men mit ædle Herskab har nu godeligen sørget for, at mine sidste Leveaar kunne henrinde blideligen for mig; thi det giver mig aarligen en Pension af 80 Rdlr. og 2 Favne Brænde, hvilket er langt mere, end jeg havde Grund til at haabe.
Med denne Pension har jeg nu siden Maj 1836  - i 5 Aar - her i Nyerup hos min Søn Rasmus havt mit gode Ophold og fortrøster mig til at nyde det indtil mine Dages Ende, der nu ikke kan være langt borte. For denne naadige Forsorg takker jeg i mit stille Sind daglig min ædle Herre og nedbeder hver Dag Guds rige Velsignelse over ham og hans dyrebare Familie.

I min Ægtestand har jeg havt 10 Børn, af hvilke de tvende første, som meldt, døde tidligt, det ene 2, det andet ½ Aar gamle. Min ældste Søn, Frederich, er nu 50 Aar, i sit 20de Aar kom han til Norge, hvor han i 26 Aar har været og endnu er Forvalter ved Hollen Jærnværk. Den yngste, Albrecht, som nu er 36 Aar, kom, da han var 14 Aar, ligeledes til Norge; i 22 Aar havde han ogsaa en Post ved Jærnværket og var i en Del af disse Aar Forvalter ved Magazinet paa Graaten, men det sidste Aar tog han derfra og handler for Tiden søværts.Min ældste Datter, Charlotte, 49 Aar gammel, boer i et lille Hus ved Minislyst. Min anden Datter, Sophie, 47 Aar, er i Nyerup hos mig. Da hun var 2 Aar, frisk og sund, blev hun en Nat med et contract i Underlemmerne: Laar og Ben, samt i den højre Haand, saa hun, til hun var 16 Aar, kun kunde bevæge sig frem ved at krybe paa Hænder og Knæer. Da fik vi vænnet hende til paa Krykker at slæbe sig over Gulvet.

Nu er hun saa corpulent, at hun med største Besvær kan flytte sig fra Sted til andet. Iøvrigt er hun sund og frisk, ogsaa munter, ser godt ud og er overordentlig duelig og stræbsom.
Hun kan forrette alt siddende Fruentimerarbejde, saasom: karte, spinde, sye alle Slags Uldent og Linned, især er hun øvet i fin Udsyening og udfører Alt med den venstre Haand. Saalænge jeg lever, har hun det fornødent; men skal hun blive gammel og sygelig, ser det ikke godt ud for hende, og dette er min daglige Sorg saa ofte jeg tænker herpaa. -

Min næstældste Søn, Hans Christian, er nu 45 Aar og er Gartner ved Løvenborg. Den efterfølgende Eggert Christopher, er Snedker og bor i Højmandshuset ved Fledskov. Han er nu 43 Aar, men har i 12 til 13 Aar lidt, som man formener, af Kolik og ikke havt Helbred. - Mine 3 andre Sønner: Rasmus, Henrich og Albrecht ere fødte i den for mig kære Fledskov. Rasmus 41 Aar gammel, har i Fæste en af Baroniet Gaarde i Nyerup. Henrich, 39 Aar gammel, er Skytte og Skovrider ved Ryegaard.


Dette mit Levnedsløb har jeg selv optegnet i mit toogfirsindstyvende Aar, fornemmelig i den Hensigt og med det Ønske, at det maatte behage Baroniet Løvenborgs nuværende Besidder, Højvelbaarne Hr.Hofjægermester, Baron af Løvenskjold, mit høie Herskab, der har været og vedblivende er mig saa bevaagen, at værdige det Gjennemlæsning, for deraf at see en Mands Levnedsløb, hans Herkomst, Opdragelse og Livsskjæbne, der nu i 59 Aar har været i denne ædle Families Tjeneste og for den nyt Forsørgelse.



Sølvpokalen som Niels fik for 50 års tjeneste.

I bogen Skovens folk fortæller, som er udgivet i anledning af Skovhistorisk Selskabs 25 års jubilæum, er Niels’ Levnedsløb en af fortællingerne.

Den får følgende kommentar med:

Niels Rolsted’s selvbiografi giver fyldige oplysninger om hans levned og om en forstlig karriere, der ikke var ualmindelig i datiden, hvor en dygtig og pålidelig tjener uden egentlig forstlig uddannelse kunne blive skovfoged (1798-1816) og skovrider (1816-1836).

Niels skriver sidst i sine erindringer om sine børn, og der er ingen tvivl om at han er stolt af dem, hvilket han bestemt også har grund til.
Den ældste søn Carl Frederik bliver forvalter ved Holden (Ulefos) jernværk i Norge, sener fuldmægtig,. Bliver Holdens først ordfører og sener lensmand.
Hans Christian bliver gartner ved Løvenborg og senere skovrider samme sted. Eggert bliver Snedker i Fledskov og Rasmus bliver gårdmand og fæster den gård der senere bliver købt af hans søn Hans Peter og overtaget af dennes søn, så den er i slægtens eje i ca. 160 år. Sener bliver den omtalt som Slægtsgården i Nyrup.
Henrik Wilhelm bliver skovrider på Ryegård og hans børn og børnebørn får flere fremtrædende stillinger i det Danske samfund.

Til fortællingen om slægtens start hører også, at Niels søster Karen Rasmussen bliver gifte med Henrik Alexander Frederik Fischer, en søb af Jæger Fischer i Lodskov, de fik bl.a. Datteren Edele Birgitte Fischer, som blev gift med sin fætter, Niels 4. Søn Rasmus, og således er Karens efterkommere altså også en del af slægten.

For et langt liv, hvor du både var flittig og ærlig,

skulle du have et bevis på, at du var noget særlig,

så du fik for 50 års tjeneste, overdraget en pokal,

anerkendelsen af din trofasthed, var dermed total.

Tak for din selvbiografi’s billede af dig og samfundet,

et billede som ellers, med dig ville være forsvundet.


Æret være dit minde.
RR











Niels har i sit Levnedsløb ikke omtalt nogen form for politiske forhold, eller den omgang der må have været med såvel kongelige som adelige personer der ofte var gæste på Løvenborg. Han er dog opvokset i en urolig tid, først med slaget på reden den 2. April 1801, senere Københavns bombardement i 1807 og den efterfølgende krig som resulterede i tabet af Norge.
Heller ikke fra sønnen Carl Frederik der kom til Norge og blev forvalter på Holden Jernværk, findes der nogen omtale af krigs begivenhederne, med de problemer det gav der.
Til gengæld omtalte Baron Eggert (Agga), Carls arbejdsgiver, ofte krigshandlingerne i brevene til broderen på Løvenborg. Læs nærmere herom.

OM. Stamfar Niels Rolsted.

Niels blev født i Rolsted på Fyn, og efter forældrenes død i 1772,  blev han hhv. svinehyrde, stalddreng, skriverdreng, og senere tjener i Odense, for så i 1781, at tage til København hvor han blev tjener hos Etatsråd Bagger.

I påsken 1782 blev Niels antaget af Baron Løvenskiold, som tjener på Vognserup.
I april 1788 blev Niels gift med Mette Sophie Grønbech, hen på sommeren fik de en datter og flyttede ind i et hus ved Vognserup.

I 1795 overtog Niels en nybygget gård, men i 1798 måtte han afstå den igen bl.a., på grund af sygdom.

I 1798 blev Niels udnævnt til Skovfoged og flyttede ind i skovfoged huset i Fledskov.

I 1816 blev Niels udnævnt til Skovrider, en stilling som han havde til han gik på pension i 1836.


Han flyttede derpå ind hos sønnen Rasmus, som fra omkring 1830 havde fæstet en af baroniets gårde i Nyrup.

Her boede han og hans invalid datter Karen Sophie til deres død. Niels den 7. Jan. 1847, og Karen den 18. Maj 1874.

Da Gården blev fæstet af Rasmus i 1830 og blev købt i 1872 af Rasmus søn Hans Peter, og derefter var i slægtens eje til 1990, vil det sige  at gården sammenlagt har været i Rolsted's besiddelse i ca. 160 år.

Mettes Sophies Aner

Dette er en beretning om Baroniet Løvenskiold og Slægten Rolsteds opståen,
og deres fælles berøringspunkter i en tid hvor der var langt fra top til bund på samfundsstigen.


Baroniet Løvenskiold.

I 1724 var der en ”Secretair” Herman Leopoldus, der havde penge til gode hos den daværende ejer af Holden Værk i Norge, Kanceliraad Borsse, som havde ejet værket i 22 år. Borsse solgte ved en auktion i 1724 værket for 22.050 Rdr. til højstbydende Geheimraad Adeler, som ikke længe blev i besiddelse af værket.

Leopoldus, der var gift med Inger Borsse, en datter af kanceliraad Borsse, anlagde i 1724 en (odelsprocesse) bearbejdningsproces ved Jernværket, til deres søn Herman Hermansen Leopoldus, og han blev tilkendt Holden jernværk ved en Højesteretsdom i 1726, mod at betale Geheimeråd Adelers Arvinger 22.050 Rdr. i løsningspenge.

Herman Leopoldus, købte i 1737 Aggervold og i 1738 Birkholm og blev samme år etatsråd, hvorefter han i 1739 blev ophævet i den danske adelstand under navnet Løvenskiold. Han blev konferenceråd i 1747 og flyttede sit bohave til Birkholm, han blev gift to gange og døde på Birkholm i 1750.

Sønnen, Lensbaron Severin Leopoldus Løvenskiold blev født i 1719 og adlet sammen med sin far i 1739, blev Hvid Rider i 1759 og optaget i friherrestanden i 1773 og døde i 1776.

Han købte Vognserup i 1750, solgte Agervold i 1751 og solgte Ulefoss Brug i 1764. I 1766 oprettede han af Birkholm og Vognserup, stamhuset Løvenborg, der i 1773 ophævedes til baroni, hvorved Baroniet Løvenskiold var en realitet.


Rolsted slægten.

På samme tid (1722-1772) levede der en fæstebonde på Fyn der hed Rasmus Nielsen, han var gift med Karen Thygesdatter, og de fik 10 børn, bl.a. Niels i 1760, Niels giftede sig i 1788 med Mette Sophie Grønbech og tog da navnet Rolsted, de fik også 10 børn, hvoraf 2 af 4 piger døde, kun den ene pige blev gift, medens 5 af de seks sønner blev gift.

Niels Rolsted, stamfader til slægten, blev ansat ved Baroniet i 1782 først som tjener, senere som skovfoged og derpå skovrider. Han var i baroniets tjeneste til han blev pensioneret i 1836, hvorefter han fik hvad han behøvede til sin død i 1847. De fem af sønnerne fik større eller mindre tilknytning til Løvenskiold, og sønner efter dem, ligeså.

Carl Hermann, Henrik og Albrecht omtales senere, men derudover blev Hans Christian Rolsted skovrider på Løvenborg fra 1853 til 1864, hans bror Rasmus blev gårdfæster i Nyrup, efter ham overtog sønnen Hans Peter gården som fæster, men købte den af Baron Løvenskiold i 1872.


Baroniet Løvenskiold og Familien Rolsted.

Severin Leopoldus Løvenskiold og hustruen Kirsten Sørensdatter Brinch, fik i 1751 sønnen Michael Herman Løvenskiold som overtog baroniet i 1789. Han var i 1774 blevet gift med Frederikke Komtesse Knuth og de fik i 1783, året efter at Niels var blevet ansat, sønnen Carl Severin Christian Herman Løvenskiold, og seks år senere Eggert.

Ved sin død i 1807 bestemte Herman, at sønnen Eggert, skulle have Jernværket i Holla, mod at han betalte sin ældre bror Carl, 86.000 Rdr. og denne skulle så have godserne Vognserup og Løvenborg.

Sønnen Eggert som kaldtes Agga flyttede til Norge i 1808 og overtog ledelsen af Jernværket, men han følte sig fra starten forvist til dette sted, og benyttede enhver lejlighed til at fortælle om hvor meget han længtes hjem til Danmark.

Der var en forvalter ved navn Poppe på Jernværket, ham var Agga nødt til at stole på, selv om han ikke var sikker på at han altid arbejdede i Aggas’s interesser, men mere tog vare på sine egne. Agga havde imidlertid ikke den fornødne regnskabsmæssige viden, og kunne således ikke sætte fingeren på noget bestemt.

Måske var der eller ikke noget at komme efter, men da Carl Frederik Hermann Rolsted, ældste søn af Niels Rolsted, blev ansat som ny forvalter i 1815, følte Agga at han nu kunne tillade sig en større frihed som f.eks., at tage fra værket i længere tid på diverse rejser, for nu stolede han på at værket blev drevet på en tilfredsstillende måde.

Driften af værket var ikke nem, der var mange ting der kunne gå galt især i den urolige tid med Danmarks krige med Sverige og alliancen med Napoleon, der i 1814 ved fredstraktaten i Kiel, resulterede i at Danmark måtte afgive Norge til Sverige.

Men pengemanglen var nok den hyppigste årsag til mange problemer.

I 1819 kommer forvalter Frederik Rolsteds bror, og næstyngste søn af Niels Rolsted, Henrik, til Norge.

Han skal oplæres som jæger, men det har han tilsyneladende ikke helt grej på, i hvert fald hvis man skal tro på Agga’s senere breve til sin bror Carl på Løvenborg.
I starten roser han Henrik, men da Henrik er rejst hjem, er tonen knap så positiv. Agga såres i hoften af et vådeskud, affyret af Henrik, og er generet af det i flere år.

Uheldet bekymrer også den gamle Niels Rolsted, han sendte derfor et brev til Agga, hvori han udtrykker sin beklager over det skete.

I 1820 bliver Henrik sendt hjem med anbefaling om, at han bliver ”sendt til en streng og duelig Jæger” for fortsat uddannelse, men dette råd følger Carl Løvenskiold ikke og Henrik bliver tilsyneladende afskediget.

Hvordan han end har været eller ikke været, så bliver Henrik i 1829 skovrider på Ryegaard og er der til 1872, så uduelig har han naturligvis ikke været.

I 1824 kommer Niels Rolsteds yngste søn Albrecht, også til Holden i Norge og han bliver forvalter ved Magasinerne i Gråten til 1847.

Holden jernværk bliver aldrig nogen givtig forretning for Agga, og fra 1820 går det kun tilbage. I 1828 rejser Agga tilbage til Danmark og værket forpagtes af N.B. Møller, men der kommer aldrig nogen forpagtningsafgift til Danmark, så i 1830 får forvalter Frederik Rolsted bemyndigelse til, at få ordnet forholdene for Agga.

I 1835, efter mere end 100 år i samme families eje, var værket ikke længere i Baroniet Løvenskiolds eje, idet det blev solgt ved tvangsauktion.   


Frederik blev i Norge og blev senere den første talsmand for Holla, og senere lensmand i Holla, der findes stadig efterkommere fra denne gren i Norge.   

Richardt Rolsted.

Niels Rolsted, og Mette Sophie Grønbecks børn.


1-Niels Rolsted, Skovrider f. Apr. 1760, Rolsted, Odense, d. 7 Jan. 1847, Nyrup, Ugerløse,

 + Mette Sophie Grønbech f. 1759, Butterup, Holbæk, d. 24 Jul. 1834, Skovlyst Fledskov, Ugerløse Sogn

|----2-Karen Charlotte Amalie Rolsted f. 11 Aug. 1788, Lodskov, Kundby, Holbæk, d. 22 Aug. 1790, Lodskov, Kundby

|----2-Frederikke Rolsted f. 13 Apr. 1790, Trønninge, Regstrup, Holbæk, d. 11 Nov. 1790, Trønninge, Holbæk

|----2-Carl Frederik Hermann Rolsted f. 29 Okt. 1791, Vognserup, Svinninge, Holbæk, d. 17 Dec. 1874, Dagsrud, Holla, Telemarken, Norge

|     + Constance Laurine Bomhoff f. 6 Jan. 1803, Ulefoss, Holla, Norge, d. 16 Jan. 1861, Dagsrud, Holla, Norge

|----2-Charlotte Christine Amalie Rolsted f. 7 Jan. 1793, Vognserup, Kundby, Holbæk,, d. 30 Maj 1848, Ugerløse, Holbæk

|     + Ludvig Christian Bahn f. 4 Jan. 1789, Eriksholm Gods, Aagerup, d. 21 Apr. 1844, Minnislyst, Ugerløse, Holbæk

|----2-Karen Sophie Rolsted f. 25 Aug. 1794, Vognserup, Kundby, Holbæk,, d. 18 Maj 1874, Ugerløse, Holbæk

|----2-Hans Christian Rolsted f. 10 Jun. 1796, Ny Sonnerupgård, Tuse, Kundby, Holbæk,, d. 24 Jan. 1873, Bromme, Alsted, Sorø

|     + Cathrine Marie Nielsen f. 26 Apr. 1797, Kalundborg, Bromme, Sorø, d. 5 Maj 1877, Bromme, Alsted

|----2-Eggert Christopher Rolsted f. 10 Maj 1798, Ny Sonnerupgård, Tuse, Kundby, Holbæk,, d. 10 Jan. 1859, Fledskov, Ugerløse, Holbæk

|     + Sidse Marie Jensdatter f. 1796, Undløse, Holbæk, d. 12 Jan. 1862, Fledskov, Ugerløse, Holbæk

|----2-Rasmus Rolsted f. 8 Mar. 1800, Fledskov, Ugerløse, Holbæk, d. 9 Aug. 1873, Nyrup, Ugerløse

|     + Else Birgitte Fischer f. 11 Jan. 1808, Kundby, d. 15 Sep. 1872, Nyrup

|----2-Henrich Wilhelm Rolsted f. 20 Okt. 1802, Fledskov, Ugerløse, Holbæk,, d. 13 Dec. 1880, Ryegård, Kirke Såby, Roskilde

|     + Kirstine Sørensen f. 31 Mar. 1806, Kirke Hyllinge, Bramsnæs, d. 3 Apr. 1889, Ejby, Rye

|----2-Albrecht Rolsted f. 18 Maj 1804, Ugerløse, d. 1850, Christiania (Oslo), Norge

Skovlyst i oktober 1833.


Efteråret 1798, den 17. nov. kom jeg hertil som skovfoged, med 5 små børn, til denne tjeneste havde jeg længe i forvejen følt attrå, og derfor var den mig desto kærere – derfor har jeg altid i denne for mig så behagelige tjeneste stræbt efter ringe evne at opfylde de mig pålagte pligter.

Huset jeg skulle bebo var det sletteste jeg nogensinde havde set, bræddestumper var slagne for vinduerne, gulvet skulle være ler, men var sort med dybe huller i, og meget lavere end udenfor; konen græd, men jeg lo og sagde: Det bliver nok godt; men denne vinter var hård med meget sne, da den tøede blev stuen fuld af vand, så sko og træsko sejlede, på dør og vægge var der huller, så der om sommeren gik både snoge og skrubtudser ind til os; desuagtet var jeg altid glad til mode, og holdt det således ud i to vintre; men så fik jeg bygget 6 fag stuehus sommeren 1800 – Hvad jeg ikke var glad før så var jeg nu, jeg tænkte altså på at vise mig taknemmelig ved at virke noget for skoven. Det første var, at jeg samlede 2 pund fyrrefrø på grøftebakken af de der stående fyrre, og leverede Reinboth; af dette frø er de ældste fyrre plantede i Syvendeskov, - da planterne var 1 år blev de plantede af de endnu levende bekendte koner, vægter Jens Andersens enke og Mette, Hans Christensens kone i Galløe. Dette var begyndelsen til nåletræsplantningen der. Derefter gravede jeg Hundemoseholmen her i Fledskov og der såede af samme slags frø, hvoraf står nu temmelig store træer. Dernæst anlagde jeg de mange spadseregange med lysthuse, borde og bænke, samt den bekendte spiseplads, til herskabets megen tilfredshed, hvorfor De også den første gang de så den gav mig 10 Rdl. dusør.

Året 1801 og 2 blev Nyrup skov indhegnet, derefter beplantede jeg hele hegnslinjen med elle, ask og hassel, uden nogen anmodning eller bekostning for herskabet. –

Således med andre småting var det mig altid en glæde, hvor jeg kunde at virke nogen gavn, endskønt mine kår var helt mådelige, formedelst de mange børn, var jeg dog altid fornøjet. – Men nu kom 1817 den 6. januar ganske uventet kl. 5 om morgenen, Frederik Bødker fra Rejstrup, med et stort brev, jeg åbnede det med rystende hånd, men! Jeg havde nær kysset manden, da jeg læste ”Jeg udnævner dig herved til skovrider med løn 356 rdl. N.B. årlig” Men det blev ved at jeg skrabede alle mine skuffer for at få en rigsdaler at give ham.

Nu var jeg da således aflagt at jeg kunne leve uden næringssorger, og tillige holde heste og vogn, dette gav mig nu lejlighed til at forrette små kørsler som kunde forefalde her i skoven for herskabet, således har jeg siden hver gang her er skåret tømmer flyttet saveladet og kørt ege til, ja endog til og far Nyvænge, under administrationen for 4 år siden blev flyttet et stykke stengærde ved skovledet til Minelyst, da kørte jeg ? til 7 ?, - jeg har ligeledes kørt til Østrup skov og slæbt sten til en stenkiste ved Odersholt?, hvor ingen før har været. – For omtrent 7 år siden var på de små gran i Syvendeskov mange grankogler, jeg lod samle her 12 sække fulde, som jeg kørte hjem og lagde på mit loft, det kostede herskabet 1½ td. Byg, af disse fik jeg meget frø dels ved hængematter over kakkelovnen og dels i solen at få frøet ud, hvoraf jeg leverede i 3 år til såning i planteskolen fra 5 til 8 pund årlig, hvoraf der vistnok er udplantet 50.000 i Syvendeskoven, og af samme frø har jeg sået sammesteds i firkantede? huller 12 pund omtrent, i 2½ td. land, men dette er ikke lykket efter ønske. For 5 år siden var her mange nødder, da samlede jeg selv og børn over en tønde afhaspede nødder og såede bag Sophienberg, hvortil jeg i forvejen havde pløjet – disse står overmåde godt.

Det fik salig Baronen aldrig set, ellers havde det glædet ham, thi han elskede hasselskov.

Her på Sophienberg har jeg i den senere tid anlagt en del promenader med bænke, etc.  – I afvigte sommer er vejen fra Nyrup skov over mit vænge forbi Sophienberg indgrevet?, der blev lagt 3 stensluser over vejen, hvortil jeg kørte og slæbte alle stenene.


Dette var det vigtigste skoven angående, jeg har også gjort noget for huset og haven. Denne var liden og ussel med to frugttræer og en ribsbusk, jeg har 3 gange udvidet den, og nu besat den med en del gode frugttræer som jeg selv har elsket og forædlet – ligeledes har jeg her gravet og stensat en brønd med værk om, der var før kun et vandhul.

Endelig kommer jeg til stedet jeg bebor, for dette har jeg også virket noget: Således har jeg selv i alle dele holdt det ved lige med tækning, hvidtning, etc. med forbedring og forskønnelse, således at salig Baronen fandt det værdigt i året 1817 at kalde det Skovlyst, en stor ære for mig; ligeledes har jeg bygget en udlænge på 6 fag, og et fag til en anden længe – alt uden herskabets vidende eller bekostning – ligesom jeg også to gange har ladet bagerovnen omsætte – også med egen hånd lagt al den stenbro her er, i stald, gård og køkken.


Idet at jeg herved underdanigst oversender Dem, min nådige hr. Baron, denne korte oversigt om min ringe virken i den lange og for mig så kære tjenestetid, - er det ingenlunde fordi jeg vil rose mig deraf, - ej heller for at vente nogen belønning, thi denne nyder jeg årlig og daglig, idet jeg med familien i så lang tid hos Deres forfædre og nu hos Dem, haver mit gode tarvelige ophold, som jeg virkelig skønner meget på – men alene for Dem, min gode hr. Baron, som kender så lidet til det her omhandlende.

Til slutning vil jeg bede Gud om at De med Fru Baronessen må leve længe og have god helsen og sundhed, og at De stedse må beholde Deres kræfter til at styre det Dem nu .. .. .. kald, hvor De skal være som fader, … … … giver for så mange, hvis øjne og attrå … … … bliver fremdeles henvendt på Dem.

  

Underdanigst

Sign. N. Rolsted


Det sidste skrevet i juli 1834

Til Højvelbårne hr. baron Løvenskjold


Klik på foto for større, og tekst

Find Rolsted person

Niels Rolsted
i Ole Christensens streg.

#top

Se ”Original”? udgaven af
Niels levnedsløb

Diverse Foto

=

Fra Svinehyrde til Skovrider

Sjovlyst 1833

Mit Levnedsløb

Slægterne Løvenskiold og Rolsted

Mit Levnedsløb.









Tilegnet Højvelbårne Hr. Hofjægermester Baron af Løvenborg Friherre til Baroniet Løvenborg.

Underdanigst af, N. ROLSTED

Udtjent skovrider på baroniet.

Herregården Hellerup.

Nyborg postkontor i baggrunden

Det ”meget store hus
ved Sct. Knuds Kloster

Stege havn ved Odense

 Nysonnerup gård på Tuse Mark

Løvenborg Gods.

Den ”usle hytte i Nyrup”
som Niels fik sat skik på

Her er vist 5 forskellige billeder af slægtens stamfar Niels Rolsted. Det første sammer fra et originalfoto fra omkring 1840-45 det andet er tegnet af en F. Malier Jensen i 1922. De tre sidste er malet af Ole Christensen i Australien og er hans opfattelse af vores stamfar udseende.

Huset i baggrunde skulle være ”Postkontoriet” som Niels omtaler i sine erindringer.

Her ses inskriptionen på den pokal Niels fik for 50 aars tjeneste.

Forskellige udgaver af skovfogedhuset kaldet Skovlyst

Rolsted kirke hvor Niels er døbt.

Ugerløse kirke hvor Niels og Mette og flere fra slægten er begravet

Om Sølvpokalen

Hvem har, og hvem har haft, sølvpokalen.

Niels fik i vinteren 1832 ved en jagt i Fledskov overragt en æske af Baronen med, som han udtrykte det ”noget indeni”.

Niels skriver: Hvad var vel dette? Intet mindre end en stor sølvpokal, indvendig forgyldt, og udvendig udgravet mit navn, årstallet 1832 og ”For 50 års tjeneste”.

Inderligt rørte det mig, dette bevis på min ædle herres bevågenhed.

Om denne pokal bestemte Niels, ”at den skal forblive i min familie fra en til anden, så længe nogen af dem er til,  at mine efterkommere deraf kan se, deres stamfar ikke har været nogen Bogfinke”.

Henrik Wilhelm

Henrik Jørgen

Ernst Viggo

Jørgen

Morten

Herover ses de personer der efter tur har haft pokalen, Jørgen afleverede den i 1997 til Morten som har den nu.