Online slægtsbog om

Slægten Rolsted fra 1760
















2. Navne oversigt

1. Find person

2. De tidligste aner

Video om Niels Bosteder

12 min.Slægtsvideo

1. Kontakt
2. Nyheder

1. Forside

1. Tidstavle

2. Danske Krige

Stamfar
Niels Rolsted

Carl Frederik  Hermann Rolsted

Charlotte Christine Amalie Rolsted

Hans Christian
Rolsted

Eggert Christopher Rolsted

Rasmus Rolsted

Henrik Wilhelm
 Rolsted

1. Slægt & Samtid

Løvenskiold

2. Index

    Samtid 1720 til 2020.

Jeg har besluttet at skrive noget om, hvad der er skete i det tidsrum som slægten har eksisteret, altså fra den tid vi kan komme tilbage til i slægtens aner, over den tid da Niels blev født og slægten opstod, og frem til tiden i dag. Til det brug har jeg sammensat oplysningerne fra den første slægtsbog og oplysningerne fra bogen fra 2015, om livet bland adel, bønder og andet godtfolk.  

Jeg havde egentlig i tankerne at skrive en tredje bog om slægtens historie, men har opgivet det fordi jeg ikke tror, at der ikke er interesse i slægten for endnu en bog, hvis ikke den havde nogle særlige kvalifikationer, og det var jeg ikke sikker på jeg kunne honorere.

Da jeg ikke er historiker og ikke fulgte særlig godt med i historie-timerne i skolen, er jeg nødt til at støtte mig til vidden andre har nedskrevet på forskellig vis.
Jeg har hentet inspiration fra bl.a. Kjersgaards Danmarks Historie, bogen Danske Krige, Danmarkshistorien.dk, Troels Dahlerup beretninger i 6 bind om Danmarkshistorien, mm.  

1157 - 1370.
Før Danmark blev en samlet nation i 1157, under kong Valdemar, var der næsten konstant stridigheder.
Vikingetiden fra ca. 780 til omkring 1000 har sin egen historie, og selv i dag er der en vis stolthed over at være efterkommere af de seje vikingerne, forhåbentlig er det mest for deres bedrifter som dygtige skibsbyggere og sømænd, og ikke på grund af deres grusomheder.

I 1013 erobrede Svend Tveskæg England, det varede til 1016. Fra 1042 til 1064 var der den Dansk-Norske kongekrig.
Og endelig kongekrigene fra 1121 til 1157.
I årene 1159 til 1185 var Danmark på togt mod Venderne.

Erobringen af Estland foregik fra 1219 til 1222. I 1242 til 1250 var der broderstriden der reelt var en borgerkrig, Fra 1288 til 1308 de fredløses hævn.

1340-1360 Genforeningskrigen, hvor Valdemar Atterdag på kort tid samlede riget, og Danmark var nu en stormagt i norden.

Hansekrigene 1362 – 1367 – 1370. Efter samlingen af Danmark kontrollerede Danmark indsejlingen til Østersøen og dermed med Skånemarkederne, hvilket truede Hansestederne handelsprivilegier.

Kalmarunionen 1397 - 1523.

Grevens Fejde 1534-36 Læs mere     Nordiske Syvårskrig 1563-70 Læs mere     Kalmarkrigen 1611 - 1613 Læs mere
Kejserkrigen 1625 - 1629 Læs mere     Torstensson krigen 1643 - 1645 Læs mere     Karl Gustav Krigen 1657 - 1660 Læs mere
Danmark som slavehandler nation 1660 - 1848 Læs mere     Skånekrigen 1675-1679 Læs mere
Store Nordiske krig 1700-09 – 1720 Læs mere.

Reformationens baggrund

Ordet ”Reformation” er blevet kendt som betegnelsen for den primært nordeuropæiske protestbevægelse i 1500-tallets begyndelse, som brød ud af den katolske kirke, og skabte de protestantiske kirkesamfund.

Opgøret var i starten et internt kirkeligt oprør, der rettede sig mod den katolske kirkes afladshandel, der indebar, at man gennem en økonomisk ydelse til kirken, kunne betale sig til et kortere ophold i skærsilden. Skærsilden var i den katolske kristendomsopfattelse et forstadium til Himmeriget, hvor sjælen skulle renses for synder.

Reformationens hovedskikkelse Martin Luther, kritiserede i 1517 i skarpe vendinger afladshandlen, i sine berømte ”95 teser”, med reformationen blev såvel afladshandlen, som religiøs praksis og skærsilden som teologisk begreb afskaffet. Bevægelsens kraftcenter var universitetet i den tyske by Wittenberg, hvor Martin Luther boede og underviste, og herfra spredte den sig videre til det øvrige Nordeuropa, herunder også Danmark.

Fra Reformation og til anden verdenskrig.

Den danske reformation udviklede sig i flere hastigheder og på flere niveauer.
I begyndelsen kaldte man ikke altid reformationen luthersk, men i stedet evangelisk, fordi Luther lagde vægt på forkyndelsen af evangeliet.

Den endelige reformation af Danmark, skete ved Christian 3. beslutning i 1536, men inden da havde reformationen været på vej mange steder.
Allerede Christian 2. indførte love der var præget af tidens reformtanker og bl.a. begrænsede kirkens magt.
Lovene og blodbadet i Stockholm 1520, var en medvirkende årsag til, at Christian 2. i 1523 blev afsat som dansk konge og måtte flygte ud af landet.
Flugten gik i første omgang til Wittenberg, hvor Christian 2. mødte Luther og tilsluttede sig lutherdommen.

I den følgende periode er Danmark i krig flere gange, som nævnt her ovenfor. Det ser dog ud til at Danmark nu er træt af krig, men vi bliver angrebet af England i 1801 og kommer i krig med England fra 1807 til 1814, hvor vi efter mere end 400 år mister Norge.

Danmark er dog stadigvæk ikke færdig med at føre krig, i 1848 til 1851 udkæmper vi den treårige Slesvigske krig og i 1864 udkæmper vi den anden slesvigske krig der ender katastrofalt med, at Danmark miste hertugdømmerne og Sønderjylland.

I første verdenskrig fra 1914-18 var Danmark neutral, det forsøgte vi også da 2. verdenskrig startede i 1939, men vi blev som bekendt løbet over ende og besat fra 1940 til 1945

Efter freden i 1918 blev det ved afstemning afgjort at Sønderjylland kom tilbage til Danmark.

I rammen herunder kan man komme til en nærmere beskrivelse af krigshandlingerne i tiden, under rammen fortælles så slægtens historie i kort form, og de steder derr er skrevet med blå skrift kan man komme til yderligere oplysninger.

Slægt & Samtid.

Den første månelanding 1969.

Den 16. juli 1969 kl. 13:32 letter Apollo 11-raketten fra Jorden, og det bliver set af millioner Verden over.

Den 20. juli - om søndagen - blev månelandingsfartøjet, kaldet Ørnen, skilt fra kommandosektionen Columbia i kredsløb om Månen. Collins forblev i Columbia mens Ørnen med Armstrong og Aldrin om bord påbegyndte månelandingen.

Efter en omhyggelig kontrol blev landingsmotoren på Ørnen tændt og nedstigningen begyndte. Under landingen bemærkede astronauterne at det planlagte landingssted var mere klippefyldt end forventet. Armstrong overtog derfor kontrollen og styrede månelandingsfartøjet ned på et mere jævnt terræn, senere kendt som Stilhedens base, beliggende i Stilhedens hav.

Den 21. juli kl. 03:56:20 dansk tid, seks en halv time efter landingen, steg Armstrong ned på Månens overflade og udtalte de berømte ord: "Det er kun et lille skridt for et menneske, men et kæmpespring for menneskeheden."

Efter 21 timer og 36 minutter på Månens overflade, blev startraketten på Ørnen tændt og de to astronauter vendte tilbage til Columbia medbringende 22 kg månesten. Astronauterne vendte tilbage til Jorden den 24. juli og blev modtaget som helte efter 21 dages karantæne. Karantænen skyldtes faren for eventuelle månebakterier.


Udviklingen i det Danske samfund.

I 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, skete der store ændringer i det danske samfund. Landets konge fra 1766 til 1808 var Christian d. 7., som imidlertid var formørket af sindssyge, derfor blev landet regeret af kongens livlæge Johann Friedrich Struensee, derefter af teologen Ove Høegh-Guldberg og senest godsejer og udenrigsminister Andreas Peter Bernstorff. Alle overtog de magten ved noget, der mest af alt mindede om statskup.

J.F. Struensee

Johann Friedrich Struensee var født i Tyskland. Han blev uddannet i Halle og fungerede derefter som læge i Altona. I 1768 blev Struensee læge for den mentalt syge Christian 7., og efter en rejse med kongen, flyttede han til København.

Kongens nye livlæge fik et fortroligt forhold til sin patient, og blev en del af hoffet.
I 1770 indledte han et kærlighedsforhold til dronning Caroline Mathilde, som året efter fødte prinsesse Louisa Augusta, officielt kongens datter.
Hurtigt fik Struensee også storpolitisk indflydelse; i 1771 blev han udnævnt til gehejmekabinetsminister og besad i praksis næsten uindskrænket magt. Han gennemførte nu en række reformer, bl.a. pressefrihed, i tråd med oplysningstidens tanker, som han var stærkt inspireret af.

I 1772 blev Struensee imidlertid arresteret og dømt til døden for majestætsforbrydelse, og sammen med sin ven, grev Enevold Brandt, blev han halshugget, parteret og lagt på hjul og stejle. De fleste af hans reformer blev annulleret efter henrettelsen.

Reformernes tid, ikke mindst inden for landbruget, betød at landbrugsjorden blev udstykket, flere landmænd blev selvejere.
Stavnsbåndet, som forhindrede en stor del af landbefolkningen i at flytte til andre dele af landet, blev ophævet i 1788, og der udvikledes nye landbrugsredskaber og dyrkningsmetoder. De frie gårdmænd blev en magtfaktor.

Reformbilledet prægedes også af, at Struensee blandt mange andre initiativer i sin korte „regeringsperiode” 1770-72 ophævede censuren ud fra en forestilling om, at et oplyst samfund måtte bygge på fri meningsudveksling.

Efter at Struensee blevet henrettet i 1772, blev trykkefriheden igen indskrænket, og i 1799 indførtes egentlig censur. Det viste sig nemlig, at flere brugte ytringsfriheden til at kritisere magthaverne og enevælden.

På dette tidspunkt blev Danmark, trods deltagelse i et neutralitetsforbund med Sverige, Rusland og Prøjsen, involveret i krigen mellem Frankrig og Storbritannien.
Da Danmark nægtede at forlade forbundet, angreb engelske skibe 2. april 1801 den danske flåde. Slaget på Reden endte i et nederlag til Danmark, og bedre blev det ikke, da Napoleon kom til magten i Frankrig i 1804 og kort efter allierede sig med den russiske zar.

Storbritannien krævede nu, at Danmark udleverede sin flåde som bevis for sin neutralitet. Det nægtede Danmark, hvorefter englænderne i 1807 landsatte tropper på Sjælland og bombarderede København. Den danske flåde blev konfiskeret, hvorefter Danmark meldte sig på Napoleons side.

Det betød at Danmark – efter at Napoleon havde lidt sit afgørende nederlag – stod tilbage som den store taber, og måtte ved fredsafslutningen i 1814 afgive Norge til Sverige.
Året inden havde en skræntende nationaløkonomi ført til statsbankerot,

I Europa bredte der sig efter de omfattende krige en folkelig uro. Syd for grænsen krævede befolkningen i de 39 stater i Det Tyske Forbund, herunder Holsten, som var underlagt den danske konge, en form for demokrati.

Nye filosofiske strømninger fik stor indflydelse på bl.a. børneopdragelse og skoleforhold.
Der blev i 1789 nedsat en kommission, med opgaven at udforme den første danske folkeskolelov, som kom i 1814.

Der skete store ændringer på bogmarkedet, man arbejdede på en organisering af boghandelen og forlagene, så man var bedre rustet i et samfund, som mere og mere blev et „læsende samfund”.

Formidling af viden til den bredere befolkning kunne ikke længere foregå ved almindelig udveksling af erfaringer fra mund til mund. Det gik simpelt hen for langsomt, og var ikke entydigt og effektivt nok. Ville man vide noget om de nye teknologier, som udvikledes, bl.a. inden for landbruget, var man nødt til at kunne læse.

Børn af Niels og Mette, fra 1791 til 1880.    Løn og Priser: 1880:

Carl Frederik Hermann Rolsted, født 29. oktober 1791, død 17. december 1874.
Kom til Norge som forvalter på Holla Jernværk. Læs mere.

Charlotte Christine Amalie Rolsted, født den 7. januar 1793 i Vognserup, død 30. maj 1848 i Ugerløse,
Hun blev gift Ludvig Christian Bahn, men Rolsted navnet opstod igen senere via mellemnavne.
Læs mere

Hans Christian, født 10. juni 1796, død 24. januar 1873
Tog i 1819 en eksamen som Gartner, blev senere Skovrider på Løvenborg fra 1853 til 1864. Læs mere.

Ramus født 8. mats 1800, død 9. august 1873.
Fæstede gården i Nyrup den senere benævnte ”Slægtsgård” Læs mere.

Henrik Wilhelm født 20. oktober 1802, død 13. december 1880.  Læs mere.
Skovrider på Rygård fra 1829 til 1872.

Eggert Christopher Rolsted født
10 Maj 1798, Ny Sonnerupgård, d. 10 Jan. 1859, Fledskov, Ugerløse, Holbæk. Læs mere



Alle fra dette slægtled har oplevet slaget på Reden i 1801, Englands bombardement af København, ranet af flåden og kanonbådskrigen med England, tabet af Norge og slaget ved Dybbøl i 1864.

Kanonstøberi i Frederiksværk.

Frederiksværk (opkaldt efter Frederik 5.) er danmarkshistoriens første egentlige industriby. Den opstod i midten af 1700-tallet i forbindelse med en afvandingskanal fra Arresø til Roskilde Fjord. Kanalen blev gravet i 1717-19 for at forhindre oversvømmelser, men kunne også udnyttes til at drive vandmøller.

I årene 1728-46 drev kongemagten således en Agatslibemølle nær den nuværende Arresødal, og fra 1751 forsøgte staten sig med kanonfremstilling – dog uden det store held. I 1756 overdrog Frederik 5. denne virksomhed til etatsråd Just Fabritius og kancelliråd J.F. Classen mod, at de opførte et krudtværk. Industrikomplekset blev udvidet med et kanonstøberi, og fik efter et par år navnet Frederiks Værk. Omkring værket opstod efterhånden en by med arbejderboliger, håndværkere og et rigt handelsliv.

Efter Classens død i 1792 overtog kongen værket. Mens kanonstøberiet blev privatiseret i 1856, forblev krudtværket statsejet frem til lukningen i 1965.

I 1856 blev kanonstøberiet solgt til fabrikant Anker Heegaard, der omstillede det til civil produktion af bl.a. kakkelovne og køkkengrej. Støberiet blev i 1927 en del af De Forenede Jernstøberier.

Krudtværket og kanonstøberiet var hovedindustrierne i Frederiksværk, men komplekset blev efterhånden udvidet med bl.a. kobbervalseværk, teglværk, kunstsmedje, sølvraffinaderi, naglesmedje, reberbane samt sabel- og knivfabrik. I 1866 fik byen sin egen havn.

Koldinghus Brand 1808.

Koldinghus, tidligere kongeligt slot i Kolding, formentlig anlagt af Erik 5. Klipping i 1268 som grænseværn mod hertugdømmet Slesvig. Gennem middelalderen blev Koldinghus udbygget til en stærk borg omgivet af voldgrave; vestfløjen og dele af nordfløjen stammer fra 1400-tallet.

Christian 3. forvandlede 1549-53 borgen til et civilt slot, voldgravene blev fjernet, og borggården lukket med en syd- og østfløj. Allerede 1598-1603 lod Christian 4. slottet ombygge og opførte samtidig et kæmpetårn med en ny slotskirke i nordvest. Den trefløjede staldgård med lave hjørnetårne, fik formentlig sin nuværende udformning midt i 1600-tallet. I perioden 1716-23 gennemgik slottet endnu en modernisering efter barokkens idealer.

Koldinghus blev lagt i ruiner ved en brand, natten mellem 29. og 30. marts 1808, under indkvartering af spanske tropper. Brandens voldsomme omfang skyldtes især, de to lokale danske brandvagters svigt den pågældende nat. Den ene havde lagt sig syg (uden afbud), og den anden var gået hjem for at spise. Landets økonomiske situation med Statsbankerotten i 1813, udelukkede en umiddelbar genopbygning af slottet.

Dampskibet "Caledonia".

I maj (2019) var det 200 år siden, dampskibet Caledonia med kongelig eneret, blev sat i fast rutefart mellem monarkiets to største byer København og Kiel. For dem, der ville ”ned i Europa” blev det nu muligt at bestemme afgangs- og ankomsttid for den første del af rejsen, ganske præcist.

Når Caledonia ikke sejlede på Kielerruten, var det til rådighed for lystrejser på Øresund, typisk til Klampenborg og den svenske kyst. Det var noget, københavnerne kunne lide, og selv Frederik den 6. deltog flere gang i disse togter med sin familie.
Også Caledonias efterfølgere i 1820’erne sejlede lystsejlads.

"H/S Caledonia", Danmarks første færge, er forbavsende nok godt beskrevet, og meget af det er gemt. Da det var et af verdens første dampskibe, og som Danmarks første dampskib, vakte det selvfølgelig stor opmærksomhed, og derfor har mange omtalt det.

I sig selv var det også en fantastisk nyskabelse, at det var muligt at rejse over vand på faste tidspunkter, uafhængig af vind og vejr.

Stænderråd.

De Rådgivende Provinsialstænderforsamlinger eller blot Stænderforsamlingerne, var fire rådgivende stænderforsamlinger i kongeriget Danmark og hertugdømmerne, der skulle rådgive den enevældige konge.

Grundlaget for de rådgivende stænderforsamlinger blev skabt i årene 1831-34. De første valg blev gennemført fra september 1834 til januar 1835, og de første samlinger fandt sted i Roskilde, Itzehoe, Viborg og Slesvig i årene 1835-36. De næste samlinger fandt sted i 1838, 1840, 1842, 1844 og 1846. For kongeriget mødtes stænderforsamlingerne for sidste gang i 1848, hvor de skulle diskutere en valglov til Den Grundlovgivende Rigsforsamling, og de ophørte officielt med at fungere, efter vedtagelsen af junigrundloven af 1849.

Hertugdømmernes stænderforsamlinger var endt i uro i 1846, og de blev ikke gennemført i 1848 pga. oprøret i Rendsborg i marts 1848, der førte til Treårskrigen 1848-50. De blev atter genindført med samlinger i Flensborg og Itzehoe 1853-1863, første omgang efter bestemmelserne fra 1831 og 1834, men fra 1854 efter nye bestemmelser for hertugdømmerne.

Stænderforsamlingernes var ikke lovgivende, kun rådgivende. Deres opgave var at rådgive den enevældige konge. De kunne drøfte regeringens lovforslag, og de kunne rejse spørgsmål om forandringer i den bestående lovgivning, eller dennes forvaltning. Men stænderforsamlingerne havde ikke direkte indflydelse på lovgivningen, da den enevældige konge ikke nødvendigvis skulle rette sig efter de resultater, de kom frem til.

De rådgivende stænderforsamlinger fik trods mange begrænsninger, bl.a. betydning for danskernes mulighed for, at debattere og engagere sig i tidens store politiske emner, og de var med til at skabe en politisk bevidsthed i store dele af befolkningen, som pegede i en mere demokratisk retning. Debatterne var ikke offentlige, men formidlet af Stænder tidende og den begyndende politiske presse, modnedes stænderforsamlingernes krav langsomt til et folkeligt ønske om enevældens afskaffelse, og indførelse af en fri forfatning.

Danske Jernbaner 1844 og 1847.

Den første jernbane i det daværende danske monarki var Altona-Kiel-banen (Kong Christian den Ottendes Østersø Jernbane), åbnet 18.9.1844. 31 % af aktierne var tegnet af den danske stat og resten hovedsagelig af de interesserede byer. Inden banen blev åbnet, udbrød der nærmest jernbaneaktiehysteri i Tyskland. Den danske stat benyttede lejligheden til at afhænde hovedparten af sine aktier i banen med gevinst, og samtidig blev der på rent kommerciel basis, og væsentligst i Hamburg, tegnet aktier i en bane mellem København og Roskilde;

Aktieselskabets navn blev Sjællandske Jernbaneselskab, oprettet i 1845, forestod driften af jernbanen mellem København og Roskilde. Som sikkerhedssystem anvendes optisk telegraf, som også anvendtes på Altona-Kiel banen. Ved indvielsen af jernbanen mellem København og Roskilde blev de kongelige og indbudte honoratiores, transporteret i et tog trukket af et af de nyindkøbte lokomotiver fra Sharp Brothers & Co., Manchester. Det var lokomotivet "Danmark",

Roskildebanen indviedes 26.6.1847 af Christian 8. Hverken budgetter eller tidsplaner holdt, og da indtjeningen efter åbningen kun var tilstrækkelig til et aktieafkast på ca. halvdelen af markedsrenten, faldt aktiernes værdi til under halvdelen af pålydende. Aktiekapital til banens forlængelse til Korsør, der åbnedes i 1856, kunne derfor kun tegnes, fordi staten garanterede aktionærerne i Sjællandske Jernbaneselskab et udbytte på 4 %.

Grundloven 1849

Selv om de nationalliberale ministre ikke var medlemmer af Den Grundlovgivende Forsamling, var det de nationalliberale ledere D.G. Monrad og Orla Lehmann, der skrev det forfatningsudkast, som blev fremlagt til forhandling.

Her blev det valgrettens udstrækning, der længe delte vandene, men i sidste instans opnåedes der bred enighed om et kompromis, med almindelig valgret til en rigsdag med to kamre.
Vælgerkorpset for begge kamre blev det samme, nemlig alle uberygtede mænd over 30 med egen husstand, der ikke nød eller havde nydt fattigunderstøttelse, eller havde mistet rådighed over eget bo.
Valgene til Landstinget blev indirekte, og valgbarheden var begrænset til økonomisk velbjergede mænd over 40 år. Heri lå garantien for et besindigt og ansvarligt førstekammer, der om nødvendigt kunne afbalancere overilede beslutninger i Folketinget, hvortil alle uberygtede mænd over 25 var valgbare.

Danmarks Riges Grundlov blev vedtaget med solidt flertal i Den Grundlovgivende Forsamling den 25. maj 1849, og underskrevet af Frederik 7. den 5. juni samme år.

Ved grundlovens indførelse fik cirka 15 % af befolkningen stemmeret, hvilket i datidens verden var yderst demokratisk.

Med grundloven blev Danmark et konstitutionelt monarki, med en tredeling af magten og en sikring af de traditionelle borgerlige frihedsrettigheder. Den udøvende magt lå hos kongen (der regerede gennem ansvarlige ministre), den lovgivende magt lå hos kongen og den folkevalgte rigsdag i forening, og den dømmende magt lå hos domstole med uafsættelige dommere.

Herudover omhandler resten af grundlovens 100 paragraffer, især en række klassiske frihedsrettigheder som forbud mod vilkårlig fængsling, ejendomsrettens og boligens ukrænkelighed, samt trykke-, forenings- og forsamlingsfrihed.
Nævnes bør også ubemidlede borgeres ret til fri undervisning og offentlig understøttelse, samt liberalismens mærkesag i opgøret med privilegiesamfundet: "Alle indskrænkninger i den frie og lige adgang til erhverv, som ikke er begrundede i det almene vel, skulle hæves ved lov".

Under presset af "den europæiske nødvendighed", dvs. Danmarks traktatlige forpligtelser til at bevare helstaten, reduceredes Junigrundlovens gyldighed betragteligt, med oktober forfatningen i 1855 for monarkiets fælles anliggender, der henlagdes til et Rigsråd med begrænset valgret til førstekammeret.

Næringsfrihedsloven 1857.

Med vedtagelsen af Lov om Haandværks- og Fabrikdrift, samt Handel og Beværtning m.m den 29. december 1857, gjorde Rigsdagen op med købstædernes privilegier og håndværkerlavenes monopol. Loven kendes med det mere mundrette navn Næringsfrihedsloven, og trådte i kraft fra 1. april 1858, samt for en del af loven fra 1. januar 1862. Næringsfrihedsloven gjorde alle erhverv åbne for enhver og opløste håndværkslavene, der blev dermed som hovedprincip indført fri næring. Formålet var at skabe øget konkurrence og en mere liberalistisk samfundsøkonomi, uden de tidligere købstads- og lavsprivilegier. Købstæderne beholdt dog en rest af deres tidligere fordele, i kraft af de såkaldte læbælter, der forbød handel i en radius af 1½ mil (godt 10 km) fra købstaden, og de eksisterede frem til 1920. Med loven blev en løfteparagraf fra Grundloven 5. juni 1849 om næringsfrihed i Danmark indfriet.   

Siden middelalderen havde konge- og statsmagten søgt, at fremme samfundets økonomiske forhold ved at regulere erhvervslivet. Det skete blandt andet ved, at give købstæderne eneret på handel med varer fra oplandet. Bønderne måtte derfor ifølge lovgivningen, kun sælge deres varer på byens torv i forbindelse med torvedage. Ligeledes blev håndværksfagene reguleret, så de gennem byernes forskellige håndværkerlav, fik monopol på udøvelse af deres fag.
Fra middelalderen og frem til 1700-tallet var erhvervslivet statisk, hvorefter den økonomiske samfundsudvikling nødvendiggjorde løbende lempelser i næringslovgivningen, som man kaldte de love, der regulerede erhvervslivet.  Ordet ”næring” skal her forstås som indtægt, erhverv eller virksomhed.

De slesvigske krige fra 1848 til 1851 og i 1864

Krigen i 1848-1851.

Årsagen til den I Slesvigske krig var, ud over de nationale og sproglige spændinger mellem den danske og tyske befolkning, at der i 1848 gik en bølge af revolutioner gennem Europa, og at regenter i Europas lande blev stillet over for to krav, en forfatning og national enhed, disse brydninger prægede også udviklingen frem mod krigen om Slesvig-Holstein.

1. Slesvigske krig.  Læs mere.


Krigen 1864.

Krigen i 1864 var en krig mellem Danmark på den ene side og Østrig og Preussen på den anden. Baggrunden for krigen var de nationale bevægelser i hhv. Danmark og de tyske stater, som tørnede sammen i spørgsmålet om det nationalt blandede hertugdømme Slesvigs skæbne. Krigen endte i et totalt nederlag til Danmark, som måtte afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, der kom til at indgå i Det Tyske Kejserrige, der dannedes i 1871.

2. Slesvigske Krig Læs mere.


Tietgen, DFDS og Det Store Nordiske Telegraf-Selskab

Virksomheden DFDS blev stiftet af C.F. Tietgen den 11. december 1866, ved en fusion mellem forskellige små operatører med i alt 22 skibe med tilsammen 9.500 DW. Selskabet samlede efterhånden næsten alle de indenlandske ruter, og ruterne for eksport af landbrugsprodukter fra Danmark til England på sin hånd, og fik skabt regelmæssige passager- og fragtruter på havne i Skandinavien, Island, Færøerne, Nord- og Østersøen, Frankrig, Portugal, Spanien, Italien, Levanten, Nordafrika samt Nord- og Sydamerika.

Den stiftende aktiekapital var oprindeligt på 1,8 mio. kr., men allerede i 1896 var tegningen på kr. 10 mio. Tabet af Sønderjylland i 1864 havde foranlediget en stigende interesse for søfarten, da især landbrugets udskibningshavn til England var Hamborg (Altona). Esbjerg anlagdes også i denne tid, og derved fik DFDS store indtægter.

Det Store Nordiske Telegraf-Selskabs hovedsæde på Kongens Nytorv, bygget 1893.

Det Store Nordiske Telegraf-Selskab tog afsæt i en koncessionsaftale, som Tietgen i 1869 fik med den russiske zar, den gav firmaet eneret på (og pligt til) at oprette og drive telegraflinjer i Rusland. Det åbnede for et stort pionerarbejde med at etablere forbindelser over de vældige strækninger fra Europa til Fjernøsten.

Selve anlægsarbejdet i Rusland blev forestået af den russiske regering ,som allerede på det tidspunkt havde trukket kabler et godt stykke ind i Sibirien, men som ville have en samarbejdspartner til at dække Kina og Japan, før det gav mening at fortsætte Ruslands-linjen helt østpå til Vladivostok.
Store Nordiske kom derfor til at anlægge og drive egne telegraflinjer i Asien, og skulle samtidig hjælpe russerne med drift, vedligeholdelse, teknisk assistance, uddannelse m.v.

De følgende år udvidede man telegrafnettet kraftigt både i Europa, hvor man fik dækket både Oslo, London og Paris, samt i Østen hvor man opererede langs Kinas kyst fra Hong Kong til Shanghai og videre til Japan, hvor man åbnede sin første station i Nagasaki i 1871. De to områder blev holdt sammen af ruslandslinjen, som også fik udvidet kapacitet. Ud over selve linjeetableringen blev der åbnet telegrafstationer og kontorer mange steder.

I 1897 begyndte man at forhandle om at få etableret en forbindelse fra Skotland over Færøerne, Island og Grønland til USA. Kablet blev åbnet i 1906, dog uden den sidste strækning til USA, som først kom 60 år senere. Trods det blev forbindelsen over Nordatlanten en bemærkelsesværdig udvidelse, ikke mindst når man tænker på, hvor besværligt det før havde været at kommunikere mellem fastlandet og mennesker i de områder.


Andelsbevægelsen starter 1882

Danmarks første andelsmejeri blev stiftet i Hjedding i 1882, og det viste sig meget hurtigt, at bønderne her havde fundet en organisationsform, der formåede at kombinere det familiedrevne bondebrug med en rationel, industriel masseproduktion af internationalt konkurrencedygtige kvalitetsvarer.

En rentabel smørproduktion krævede større mælkemængder, end en almindelig bondegård kunne præstere, så mejeribruget var længe knyttet til herregårde eller til privatejede fællesmejerier, der købte mælken af egnens bønder. Ved at oprette egne fællesmejerier opnåede bønderne både en effektivisering af mejeriprocesserne, en højnelse af kvaliteten og en større fortjeneste. Med en effektiv centrifugering af mælken til smør, blev det også muligt at udnytte restproduktet, skummetmælken, til opfodring af grise, hvilket gav grundlaget for udviklingen af det magre baconsvin, der blev den anden store indtægtskilde på det engelske marked. Også på slagteriområdet tog bønderne andelsprincippet i anvendelse fra 1887. Brugsforeninger, i 1896 samlet i Forenede Danske Brugsforeninger (FDB), blev ligeledes en del af andelsbevægelsen.

Ved andelsselskabsformen var alle leverandører – uanset brugets og husdyrholdets størrelse – medejere. Det betød, at også husmænd med et par køer kunne deltage, hvilket var en vigtig årsag til, at mange småbrug omkring århundredeskiftet blev så rentable, at de kunne ernære en familie uden supplerende lønindtægter. Gennem det meste af 1800-tallet måtte husmandsfamilier som hovedregel supplere husstandsindkomsten. Mændene oftest med sæsonbetonet lønarbejde, kvinderne ved malkning på større gårde, mens børnene hyppigt var ude at tjene fra 7-8-årsalderen.
Andelsbevægelsen var således medvirkende til, at den danske husmandsbevægelse formåede at etablere sig som en indflydelsesrig interesseorganisation i årene op mod 1. Verdenskrig.

Forfatter: Erik Strange Petersen


Københavns Befæstning 1886 -1894.

Befæstningen var på sin tid, et af de største fæstningsværker i Europa.

Det er stadig også et af de bedst bevarede – måske i verden.

Fra 1880 påbegyndtes modernisering af en række forter og søforter omkring København. Nye anlæg opførtes i perioden 1886 – 1894, i en periode med storpolitisk splittelse og stor tvivl om forsvarets ordning, og Danmarks udenrigs- og forsvarspolitiske status efter de totale nederlag ved Dybbøl og på Als i 1864. Dette er formentlig det mest dramatiske halve århundrede, i nyere dansk historie.  

På opførelsestidspunktet har forterne og volden været en værdig modstander med deres 15 cm kanoner, mitrailleuser og rekylgeværer.

Men udviklingen løb hurtigt fra befæstning, vold og forter, og allerede omkring århundredeskiftet var både anlæg og de tildelte våben teknologisk forældet. Befæstningen krævede så meget mandskab, at stort set alle sikringsstyrkens ca. 50.000 mand ved udbruddet af 1. verdenskrig kun anvendtes til forsvaret af København.

Som følge af dette blev det ved forsvarsforliget 1909 vedtaget, at opføre Tunestillingen mellem Køge Bugt og Roskilde Fjord. Dette skete kort efter udbruddet af verdenskrigen. Små betonbygninger i form af huler, gallerier og fugtige skyttegrave afløste pompøse forter og faste batterier.

I 1920 blev Københavns befæstning nedlagt som følge af forsvarsforliget i 1909.  

Vestvolden.info formidler kendskabet til København som fæstningsby i Europas fæstningshistorie. Samtidig sættes befæstningen i relief i forhold til den historiske, militære og teknologiske udvikling i Europa inden 1. verdenskrig. En udvikling der endegyldigt afsluttede epoken for de storslåede Europæiske fæstningsbyggerier.  

Læs mere.


Kvinder fik stemmeret i 1908 og valgret i 1915.

Den 20. april 1908 ændredes Valgloven, så kvinder fik stemmeret til kommunalvalg, og året efter, den 12. marts 1909, fire dage efter at man fejrede Kvinde dagen for første gang i USA, deltog kvinder for første gang i et kommunalt valg i Danmark.

I 2015 var det 100 år siden, at kvinder i Danmark fik stemmeret, og de første kvinder i politik, som banede vejen for, at Danmark i 2011 fik sin første kvindelige statsminister.

Med den første grundlov i 1849 blev Danmark et demokrati, men for ganske få: Grundloven gav kun 15 procent af Danmarks befolkning stemmeret. Kun ustraffede og selvforsørgende mænd over 30 år kunne stemme til Folketinget.

Først i 1915 fik Danmark et demokrati uafhængigt af status og køn. Nu kunne også fruentimmere og folkehold stemme, som man sagde i 1915. Det betød, at kvinder og tjenestefolk også fik stemmeret.

Men i årtier inden havde kvinder - og mænd - kæmpet hårdt for, at også kvinder kunne stemme og stille op til valg i Danmark.

I 1886 foreslog venstrepolitikeren Frederik Baj, at kvinder fik kommunal stemmeret. Det forslag blev fremsat gang på gang de kommende år, hvor det blev vedtaget af Folketinget, men hver gang forkastet af Landstinget, som var domineret af partiet Højre.

I 1908 fik kvinderne så stemmeret til de kommunale råd, og i 1915 blev grundloven ændret, så kvinder både kunne stemme og stille op til Folketingsvalg. Der blev dog kun valgt ganske få kvinder til Folketinget de kommende årtier.

Kvinder fik stemmeret i 1915. Forud var gået årtiers kamp, der mobiliserede tusindvis af kvinder fra slutningen af 1800-tallet og kulminerede med et stort demonstrationsoptog på Amalienborg Slotsplads den 5. juni 1915. Her markerede over 12.000 kvinder, at de med grundlovsændringen endeligt var blevet fuldgyldige borgere i det danske samfund.


Kampen for politisk medborgerskab.

Op gennem 1800-tallet lød kravet fra den vestlige verdens friheds- og kvinderets forkæmpere til verdens nydannede demokratier, at menneskerettighederne og det politiske medborgerskab, skulle omfatte alle uanset køn og social status. Disse idéer nåede også Danmark, men da demokratiet blev indført med Grundloven af 5. juni 1849, og Danmark fik sit første folkevalgte parlament, var det som i så mange andre lande et demokrati for de få. Kun ustraffede, selvforsørgende mænd over 30 år med egen husstand var stemmeberettigede og valgbare. Kvinderne, halvdelen af landets voksne befolkning, var ikke inkluderet i det politiske medborgerskab.

Debatten om kvindernes adgang til Folketinget startede for alvor, da venstrepolitikeren Frederik Bajer i 1886 fremsatte et lovforslag om kommunal stemmeret til kvinder. Dette forslag blev fremført igen og igen af Venstre og Socialdemokratiet op gennem de følgende årtier, men resultatet var hver gang det samme: Forslaget blev vedtaget i Folketinget, men afvist af det Højre dominerede Landsting.

Mobilisering og opnåelse af kommunal valgret.

Uden for rigsdagen var den gryende kvindebevægelse imidlertid i fuld gang med at bevise, at kvinderne var særdeles egnede til politisk arbejde.
Op gennem de sidste årtier af 1800-tallet mobiliserede tusindvis af kvinder sig i kampen for stemmeret og forvandlede kvindevalgretssagen fra et hovedstadsfænomen til en landsdækkende folkelig bevægelse. I 1907 dannedes paraplyorganisationen Landsforbundet for Kvinders Valgret, der efterhånden kom til at omfatte 160 lokalafdelinger, og ca. 12.000 medlemmer rundt om i landet. Via offentlige møder og diskussionsaftener blev budskabet om kvinders politiske medborgerskab bredt ud landet over.

I 1908 skete der et gennembrud. I forbindelse med en omfattende reformperiode i dansk politik fik kvinderne stemmeret og blev valgbare til kommunale råd.

Ved kommunalvalget 1.-15. marts 1909 stod kvinderne derfor for første gang opført på stemmesedlerne og var til stede ved valgurnerne.
Resultatet blev, at 127 kvinder blev valgt, mens stemmeprocenten blandt kvinderne var 50 %. Blandt mændene stemte 76,5 %.
De kvindelige kommunalpolitikeres arbejde, blev en platform for at skaffe kvinderne den politiske stemmeret – det vil sige stemmeret også til Folketinget og Landstinget i Rigsdagen. Den 5. juni 1915 blev grundloven ændret, og som en del heraf fik kvinderne ret til både at kunne stemme og opstille også til Rigsdagsvalg.

Kvinderne indtager Rigsdagen 1918.

Ved det første Rigsdagsvalg efter grundlovsændringen i 1918 var 41 ud af 402 opstillede folketingskandidater kvinder. Fire kvinder blev valgt til Folketinget og fem til Landstinget. Blandt dem Nina Bang, som i 1924 blev Danmarks første kvindelige minister - og verdens første kvindelige minister i en parlamentarisk valgt regering.

Først ved valgene i 1970'erne kom væksten i antallet af folkevalgte kvinder til Folketinget for alvor. I dag er knap 40 % af folketingspolitikerne kvinder.


1. Verdenskrig Læs mere.
Danmark erklærer sig neutral.


2. Verdenskrig Læs mere.
Danmark erklærer sig i 1939 neutral men besættes i 1940.

Danmarks vej ind i Atlantpagten (NATO) 1949

Den 4. april 1949 underskrev udenrigsminister Gustav Rasmussen på Danmarks vegne den Nordatlantiske Traktat, også kaldet Atlantpagten. Dermed var Danmark deltager i det nordatlantiske forsvarssamarbejde NATO.
Mange års dansk neutralitetspolitik var slut. Men forud var gået intense overvejelser og forhandlinger mellem de ledende danske politikere.

Efter Påskekrisen i foråret 1948, forsøgte den danske regering i erkendelse af det barske udenrigspolitiske klima og landets egne militære svagheder, at etablere et skandinavisk forsvarsforbund med Norge og Sverige. Svenskerne ville imidlertid ikke være med til at knytte forbundet til en vestlig blok, mens Norge ønskede en tilknytning til det vestlige forsvarssamarbejde, som på det tidspunkt var ved at blive etableret.
Den danske regering forsøgte forgæves at finde et kompromis mellem de svenske og norske standpunkter, som også USA ville kunne acceptere, bl.a. for at sikre amerikansk våbenhjælp og tilsagn om militær hjælp fra USA ved et sovjetisk angreb.

Da den amerikanske regering viste sig at være afvisende over for de skandinaviske landes ønske om våbenhjælp, uden at de knyttede sig til en amerikansk ledet vestlig forsvarsalliance, og da svenskerne var urokkelige i deres neutralitetspolitik, måtte den ædle tanke om et skandinavisk forsvarsforbund, officielt opgives i februar 1949.
Derefter stod dansk medlemskab af Atlantpagten tilbage, som den eneste forsvarlige mulighed for den danske regering, selv om den var tøvende overfor at skulle forlade den hidtidige neutralitetspolitik.

Septemberforliget, 5. september 1899

Septemberforliget var en aftale mellem Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening og De samvirkende Fagforbund, datidens DA og LO.
Aftalen blev indgået i 1899, som afslutning på den mest omfattende arbejdskamp i Danmark nogensinde. Konflikten varede fra maj til september og omfattede på sit højdepunkt, storlockout af over halvdelen af alle danske organiserede arbejdere.

Forligets resultat var, at arbejdsgiverforeningen accepterede arbejdernes ret til at organisere sig, mens fagbevægelsen anerkendte arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Med forligets bestemmelser om, at hovedorganisationerne på arbejdsmarkedet anerkendte hinanden, fx i forbindelse med konflikter, forstærkedes centraliseringstendensen i begge organisationer.
Forliget blev en afgørende forudsætning for den generelle udvikling af arbejdsmarkedet i Danmark, idet det fastlagde nogle af de fagretlige principper, som siden har været gældende. Principperne går ofte under navnet ’den danske model’ og betegner et arbejdsmarked, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere indgår frivillige aftaler stort set uden statslig indblanding.

4 x Tipoldebarn af Niels og Mette.    Løn og priser:

Henrik og Anna-Grethe
Henrik har skrevet om sine aner. Læs mere. Der er en beretning om Anna-Grethe ophold i fra Afghanistan. Læs mere.

3 x Tipoldebørn af Niels og Mette, fra 1921 til 2015.    Løn og priser:

Ernst født 6. august 1921, død 16. april 2015.
Vicegeneraldirektør ved DSB. Læs mere.


Ole Christensen 11. april 1950
Emigrerede til Australien og skrevet om livet som ”Ringer” som svarer til den amerikanske Cowboy. Læs hans historie.

2 x Tipoldebørn af Niels og Mette, fra 1916 til 2004.  Løn og priser:


Poul Eggert Carlsen født 12. november 1921, død 17. maj 1992.
Skoledirektør i 1971  Læs mere.


Christian Villy født 14. juni 1916. død den 29. april 2004
Arbejdsmand, levede som nomade for at finde arbejde. Læs mere.

Inger Rolsted Christiansen født 1938.
Har skrevet om sit arbejdsliv bl.a. på Maribo sukkerfabrik, nu sukkermuseum. Læs mere.



Tipoldebørn af Niels og Mette, fra 1889 til 2009.    Løn og Priser:

Niels Anton 18. juni 1889, død 19. februar 1957.
Han var initiativtager til den anden slægtsbog der udkom i 1960.

Niels Johannes 17. september 1893, død 16. november 1981.
Var lære i Kjølkær og initiativtager til Brunkulsmuseet. Læs mere.


Holger født 11. februar 1915, død 19. februar 1984.
Bronzestøber. Læs mere.


Jørgen Rolsted født 17. juni 1923, død 19. mak 2009.
I 1964 Udnævntes han til skovrider for Corselitze skovdistriktet, og i 1980 overtog han det samlede ansvar for Fideicommissets daglige administration på Corselitze og Fuglsang Godser, med titel af skovrider og godsforvalter. Læs mere.

Oldebørn af Niels og Mette, fra 1854 til 1967.  Løn og priser.

Bredo født 16. december 1879, død 20. februar 1970.
Var statsrådssekretær i den Norske regeringen  fra 1937-40. Læs mere.

Hans Christian Wilhelm født 4. maj 1854, død 9. november 1916.
Viceskoledirektør i København, har fået opkaldt en gade efter sig. Læs mere.

Rasmus Rolsted 10. marts 1878, død 4. oktober 1955.
Overtog slægtsgården sin far Hans Peter der først fæstede den og købte den i 1872. Læs mere.

Ernst Viggo 4. juli 1887, død 20. februar 1967.
Skovrider på Krengerup på Fyn. Læs mere.

Hans Aage 20. maj 1884, død 24. mj 1966.
Generalmajor og chef for Sjællandske division 1939 - 1941, chef for generalstaben 1941 - 4195. Læs mere.

Sophus Hjalmar født 21, juni 1892, død 1. maj 1944.
Kaptajnløjtnant, chef på undervandsbåden Rota i 1924. Læs mere.

Børnebørn af Niels og Mette, fra 1825 til 1928.     Løn og priser:

Niels Frederik Christian født 29. juni 1825, død 14. august 1861.
Var som soldat med i krigen 1848-51 Læs mere.

Michael Herman født 15. november 1830, død 1913 Gartner på Løvenborg, derefter skovfoged i Bromme skov under Sorø Akademi 1862 - 1906.  
Dannebrogsmand, dekoreret 26. maj 1892. Læs mere.

Hans Peter født 28. juli 1837, død 22. november 1912.
overtager fæstet af gården i Nyrup og køber den i 1872. Læs mere

Henrik Jørgen født 5. juli 1845, død 7. juni 1920.
Skovrider på Ryegård efter sin far. Læs mere

Emil Vilhelm født 7. maj 1848, død 21. marts 1928.
Forstander på Gl. Bakkehus. Læs mere.


Rolsted slægten fra 1760.

Den 18. januar 1722 fødtes Rasmus Nielsen, han blev gift med Karen Thygesdatter, de fik 10 børn, bl.a. Niels i april 1760, og Karen i 1762, de får begge indflydelse på slægten Rolsteds opståen. Niels aner kan kun følges tilbage til Thyge Sørensen fra ca.1637.

Da Niels forældre dør i 1772, dør hans lillesøster og en storebror også.
Niels skriver i sine erindringer, at han og hans to år yngre søster stod alene tilbage. Men faktisk er der to søstre og en bror, ud af søskendeflokken på ti, som der ikke vides noget om.  

De tidligste aner det er lykkedes at finde er Christen Mikkelsen Wibe fra 1510, hans søn Christen Christensen Wibe f. 1540 blev gift med Elisabeth Lauridsdatter Kock f. i, Lübeck. En af deres efterkommere, Alber Henriksen Goiche gifter sig med Charlotte Amalie Borthig, en efterkommer af den Jacob Borthig der i 1615 kom til Danmark, og i 1639 bliver gift med købmandsdatteren Gedske Jensdatter i Køge, deres oldebarn er Mette Sophie Grønbech der blev gift med Niels Rolsted i 1788.


Siden er der sket to afgørende ting.

I 1760 hed byen på Fyn Rolsted, og Niels bar efternavnet Rasmussen.
I 1788 tog Niels navnet Rolsted, og hed nu Niels Rolsted, medens en præst i 1800tallet mente at byens rette navn var Rolfsted.
Selv om myndighederne mener at det korrekte navn er Rolsted, heder byen den dag i dag Rolfsted, så slægten Rolsted er altså ene om at bære navnet Rolsted.


Niels tog efternavnet Rolsted da han i 1788 blev gift med Mette Sophie Grønbech. Tilsyneladende har hans Niels’ søster Karen, taget Rolsted som efternavn på same tid.

Niels erindringer som han skrev i 1841, 81 år gammel, fortæller meget om ham og hans liv, men ikke så meget om sine børn, og hans kone.

Havde Niels ikke nedskrevet ”Mit Levnedsløb” var der meget vi i dag ikke vidste, både om hans liv men også om livet på den tid. Så slægten skylder ham stor tak.


I årene fra 1791 til 1804 får Niels og Mette Sophie Grønbech 10 børn, hvoraf den yngste dør i 1880. Der sker rigtig mange ting i deres levetid, men det eneste vi ved om deres liv er det Niels skrev i sine erindringer, eller hvad deres børn, eller andre efterkommere, har skrevet.  


Slægtens Historie.


Selve historien er kun en oversigt som forhåbentlig gør, at man går mere i dybden af hvad der findes om den enkelte i slægten, og kan den så også være med til at andre bidrager med oplysninger, der både kan være interessante og oplysende, så er det godt.


Niels og Mettes to første piger dør tidligt, Karen Charlotte Amalie, som 2. årig og den anden, Frederikke, i en alder af 7. måneder.

1. Carl Frederik Herman, bliver født i 1791, og helt specielt bliver han båret til dåb af baronesse Frederikke Juliane Marie Knuth.
Han går som de øvrige børn på Løvenborg gods i skole, hvilket ikke var almindeligt dengang. Han tegner sig også for et bemærkelsesværdigt liv.

I en alder af 20 år kommer han til Frederiksvern (Staveren)i Norge, hvor han får en uddannelse som gør at han i 1815 bliver antaget som forvalter på Holden Jernverk, det senere Ulefos, der ejes af Eggert Løvenskiold, broder til baronen på Løvenborg.
Her har han ansvaret for ca. 100 mand, og klarer sig så godt at han senere for til opgave at få det bedste ud af værket, efter at ejeren Eggert Christoffer Løvenskiold er rejst hjem til Danmark.
Han bliver først Hollas første ordfører og siden Lensmand i Holla.     

Carls 6. Barn sønnen Niels Ambrosius Marius Rolsted, var byfoged i Skien 1885-1901, hans søn Bredo, som er statsrådssekretær under 2. Verdenskrig, han er medunderskriver på et dokumentet der afviser tyskernes krav, om en Norsk regering ledet af Vidkun Quisling.   


2. Charlotte Christine Amalie, født januar 1793.
I slægtsbøgerne fra 1905 og 1960 bliver hun nævnt, men som det var dengang blev hun ikke registreret som en del af slægten, med oplysninger om mand, børn, og deres efterkommere.
Oplysninger om Charlotte tog jeg med i slægtsbogen fra 2010. For det første fordi tiden er en anden i dag, men nok så meget fordi man i dag, ved sit giftermål kan bestemme om man vil beholde sit efternavn, eller tage mandens. Derfor må der holdes orden på om dem der bærer navnet Rolsted, også har noget med slægten at gøre.

Charlotte bliver gift Bahn, men navnet Rolsted gives som mellemnavn til nogle af børnene, og de sletter ved navneloven af 2006, deres efternavn og heder så Rolsted. Om man kan sige at de tilhører slægten, kan man diskutere, men de er i hvert fald en del af familien.  

Den mest kendte person er Ernst Rolsted der oprindelig hed Jensen til efternavn. Ernst blev uddannet ved DSB og fik sig en stor karriere inden for etaten som kulminerede med stillingen som vicegeneraldirektør. Han var også bland initiativtagerne til Jernbanemuseet i Odense.
Han trak sig tilbage da han blev 65 år, men fungerede i en årrække som freelancer med rådgivning af bl.a. DB (Deutsche Bundesbahn), for portugisiske jernbaner og for det camerounske jernbaneselskab i Afrika. Han har skrevet om sit liv og karriere. KD 1986.  


3. Hans Christian, født 1796, fik et eksamensbevis som gartner i 1819 der gav han ret til, at forestå offentlige og private haveanlæg. Han fungerede som gartner på Løvenborg fra 1831 til 1850. Fra 1953 til 1864 var han skovrider på Løvenborg.

Hans Christians 1. søn Niels Frederik Christian var med i 3 års krigen fra 1848 til 1851, hvorfra der findes mange breve til hans forældre. I 1854 blev han ansat som fuldmægtig på herredskontoret i Holbæk. Han var godsforvalter på Frydendal (Torbenfeldt) i 1857. Han tog sit eget liv i 1861.

Niels Frederik Christians søn, Hans Christian Vilhelm blev skoledirektør i København, og har fået en vej opkaldt efter sig. RD. 1904.

Hans Christians 2. søn Michael Herman blev Skovfoged i Bromme skov under Sorø akademi, Dannebrogsmand, dekoreret 26. maj 1892.


4. Eggert Christopher. Denne gren har det færreste antal med navnet Rolsted, af alle de registrerede. Eggert får to piger og to drenge, den ene dreng dør i en alder af 20 år, så det er den anden, Niels Christian som får to piger og to drenge, der fører Rolsted navnet videre. Kun en af dem har haft et job/stilling som har betydet offentlig omtale, nemlig Eggert Christoffer Rolsted, der var medlem af St. Tåstrup sogneråd fra 1913 til 1917.   
Eggerts 3. Barn, Frederikke Rolsted, bliver gift med Carl Christian Pedersen, deres børn får efternavnet Carlsen. Deres 5. Barn
Peder Chr. Carlsen får sønnen Poul Eggert som har skrevet om bl.a. Løvenskiold og egnen deromkring.


5. Rasmus, bliver født i 1800, bliver gift med sin kusine Edele Birgitte Fischer, datter af Karen som var Niels søster, og Henrik Alexander Frederik Fischer. Dermed er søster Karen også en del af den mest livskraftige gren.

Det er Ramus der kommer til at sætte sit præg på slægten, da de fleste der bærer navnet Rolsted i dag, er efterkommere fra ham.
Det er også hans efterkommere der hhv. fæster, køber og ejer Gården i Nyrup, som er i slægtens eje i ca. 160 år.  


Rasmus og Edeles
1. søn Niels Gotfred får sønnerne Hans Christian i 1862 og Rasmus i 1865.
Hans Christian får eget snedkeri i Stenlille medens Rasmus har en spiralsengefabrik i København.
Hans Christian får sønnen Niels Johannes der bliver lærer og kirkesanger i Kølkær, han var initiativtager til oprettelsen af Søby Brunkulsmuseum. Han har skrevet bogen Søby Klondyke.

Ramus søn Peter Rasmus har i mange år en tobaksforretning i København


Rasmus og Else 2. søn Hans Peter fra 1837, overtager fæstet af Gården i Nyrup, og han køber den i 1872.

Hans Peters 1. søn Rasmus fra 1878 overtager derefter gården.
Rasmus og hans kone Kirstine Wilhelmine, adopterer i 1941 Aase Birgitte som bliver gift med Jens Ludvig Christensen, de overtager gården men sælger gården i 1990.

Hans Peters 2. søn Peder Christian får sønnen Erhardt Johannes i 1907,  og  Holger fra 1915. Holger bliver bronzestøber og har flere arbejder stående i såvel Danmark som udlandet.


6. Henrik Wilhelm, blev født i 1802, blev gift med Kirstine Sørensen, det er efterkommere fra dem der findes flest oplysninger om, simpelthen fordi de har beklædt poster i samfundet, hvorom der er skrevet en del, og fordi Emil Vilhelm har skrevet en meget detaljeret beretning om sit liv og virke.  

Henrik var en overgang i Norge for at blive uddannet til skytte. Han kom hjem i 1820, og blev først skytte, siden skovrider på Rygård under stamhuset Rosenkrantz.


Henrik Wilhelms 3. søn, Henrik Jørgen overtog jobbet som skovrider efter sin far.
Hans søn Ernst Viggo blev skovrider på Fyn og sad i bestyrelsen for Arbejdsgiverforeningen for Skovbrug. Ernsts søn Jørgen blev ansat som godsfuldmægtig på Corselitze skovdistrikt.


Henrik Wilhelms 4. søn Emil Vilhelm, blev skolemand og forstander for Åndssvageanstalten Gamle Bakkehus fra 1887 til 1915. Emil Vilhelm har skrevet meget detailjeret en sin barndom, opvækst og livet som skolemand og forstander.
Emil Vilhelms 1. søn Carl Christian, blev boghandler i København.
Emil Vilhelms 2. søn Hans Åge, blev Generalmajor i hæren og var kontakt person til den tyske besættelsesmagt under 2. verdenskrig.
Emil Vilhelms 2. søn Sophus Hjalmar, blev kaptajn i flåden og var bl.a. chef på ubåden Rota. Ridder af Dannebrog.


Udvikling i det Danske samfundet

Første egentlige industriby

Koldinghus brand

Stænderforsamlinger

Dansk Jernbaner

Grundloven af 1849

Næringsfrihed

Tietgen & Store Nordisk

Andelsbevægelsen

Københavns befæstning

Septemberforliget

Kvinder får stemmret

Kampen for Medborgerskab

Atlantpagten / Nato

Den første månelanding


#top