|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Villa Ødam Tiden
Efter min saaledes fuldbyrdede ærefulde og lykkelige afskedigelse fra min Forstanderstilling, laa den vigtige Opgave lige for: at skaffe os et nyt Hjem. Det viste sig at være slet ikke saa let; vi vilde gerne blive i Nærheden af København, gerne have en ikke for lille Have og ikke gerne sætte os for stor Husleje. Det viste sig snart, at disse forskellige Krav ikke kunde forenes, da Huse og Grunde i Københavns Nærhed var alt for dyre.
Carl stod mig trolig bi, og efter utallige Udflugter nær og fjærn lykkedes det endelig i Villa "Ødam" ved Frederiksborg Slot at finde et hyggeligt, ret rummeligt 6 Værelsers Hus med 5220 Kv. Alen stor, c.14 Aar gl. Have med mange Frugttræer og til moderat Pris (10500 kr.). Vi var alle -
Den 17. Juni 1915, da vi havde faaet læsset alt vort "Hab und Gut" paa Flyttevognene, brød vi alle op, vi to gamle for at rejse til Hillerød, hvor vi overnattede paa "Leidersdorf", Børnene for at indkvartere sig hos Fru Iversen i Frederiksberg Allé, indtil de fra Oktober Flyttedag kunde flytte ind i den af Carl lejede Lejlighed, Vesterbrogade 75,3. Næste Morgen d.18. mødtes vi med Carl og Kirsten og vor rare Pige Margrete, som siden blev ulykkelig gift, paa Ødam, der imidlertid var bleven istandsat fra øverste til nederst, udvendig og indvendig; de 3 lukkede Omnibusser, der var kørt ad Landevejen og 2 Vognlæs, der var transporteret ad Jernbanen, arriverede omtrent samtidig, og nu gik det løs hele Dagen. Jeg mindes at da disse mange store Vogne stod opkørte paa Landevejen foran det lille Hus, blev forbipasserende forbausende staaende, og man hørte Bemærkninger som denne: "Hvor kan de Mennesker dog tro, at de kan faa Plads til alt det i saadan et lille Hus!" Jeg delte selv stiltiende deres Tvivl; men naar det alligevel lykkedes, skyldtes det dels, at Villaen i Virkeligheden var større, end den saa ud til, idet den var ret bred, Pladsforholdene var vel udnyttede, Køkken og Spisekammer m.m. havde Plads i den lille Sidefløj -
Næste Dag, Lørdag, skulde jeg nødvendig til København, medens Mor, C.,K. og Margrethe fortsatte Ordningen af Huset, og da jeg om Eftermiddagen kom hjem, overraskedes jeg paa den behageligste Maade ved at finde hele Huset (7 Værelser Ialt) i den skønneste Orden med Gardiner, Skilderier, Malerier og hvad, der ellers hørte til paa Væggene. Men enhver havde ogsaa gjort sit yderste. Navnlig skylder vi Carl og Kirsten stor Tak for den Smag, Hyggesans og Ufortrødenhed, hvormed de passede hver Enkelthed ind paa sin rette Plads og derved bidrog saa meget til det smukke Enderesultat. Mor, som om Fredagen, da Roderiet og Uhyggen stod paa sit Højdepunkt, var kørt træt og mistvivlede om nogensinde at faa Orden i Kaos, var ikke den mindst glade, da hun ved min Hjemkomst kunde præsentere mig det velordnede Hjem -
Den følgende Dag, Søndag den 20. Juni, kom Ellen og Olga ud for at tage Herlighederne i Øjesyn; men Olga led at tiltagende heftige Underlivssmerter, saa vi maatte have Bud efter Lægen (Amtslæge Hansen), der straks konstaterede Blindtarmsbetændelse, skaffede en Bil og lod hende efter forudgaaende Telefonering med Hospitalet føre til Frederiksberg Hospital, hvor hun samme Dag KL.5 opereredes. Saaledes blev saavel vor Indgang som vor Udgang af Ødam betegnet ved en mørk Sky (se Side 151), der ligesom dannede den dystre Ramme om det lyse og lykkelige Udsnit af vort Liv, som de mellemliggende 4 Aar danner. Hvad Indgangsskyen angaar, blev den dog snart bortvejret: Operationen forløb i alle Maader heldigt; allerede 13. Dage efter samme kunde jeg hente Olga, der frisk og smilende stod udenfor Hospitalet og ventede paa mig, og 13 Dage senere var hun med paa en lang Gribskovtur, ved hvilken hun spadserede fra Gribsø og hjem til Ødam.
Men -
Hvad mig selv angaar, da var jeg jo, da jeg søgte min Afsked, ikke helt fri for Betænkeligheder ved, hvordan det skulde gaa mig ved paa een Gang at blive et Arbejde kvit, der havde lagt saa stort daglig Beslag paa mig og i det hele og store været mig saa kært som min Gerning paa Gamle Bakkehus. Jeg havde jo hørt om saa mange virksomme Mænd, der efter Opgivelsen af en mangeaarig Livsgerning faldt helt sammen. Jeg maa sige, at det i denne som i saa mange andre Henseender er gaaet mig over Forventning godt. Hertil bidrog sikkert i væsentlig Grad Ødam og Haven. Den sidste, som jeg nok fra Begyndelsen af kunde have ønsket mig noget større, skønnede jeg snart var tilstrækkelig stor til at give mig alt det Arbejde, jeg kunde ønske mig, Thi hvor yndefuld og skønt anlagt den var, saa var den dog paa grund af sin lave Beliggenhed fattigt udstyret fra Naturens Haand og trængte til adskillige Grundforbedring, navnlig Jordpaaføring og Oprensning af den langs Haven løbende Bæk, der var overgroet med Rør og ikke havde været rørt i mange Aar, hvorfor Vandet fra Bæk og Mose i regnfulde Perioder kunde stige ind og oversvømme Dele af Haven. Jeg paaførte i min Tid hele den nederste Del af Haven c.60 Læs Jord, hentet fra Vejenes Grøfte-
I sommer og Vaar kom Børnene gerne ud hver 2.uge, som oftest fra Lørdag til Mandag Morgen: vi havde 5 Sovepladser i vore 2 rare Gæstekamre og 1 paa Divanen i mit Værelse, saa vi kunde huse de 3 fra Vesterbrogade og de 3 fra Klampenborg; naar Hans og Gerda var med, maatte nogle af dem tage hjem, og om Vinteren tog de i Reglen alle hjem Søndag Aften. Disse Søndage var sande Festdage, vel nok mest for os gamle, der hele Ugen igennem glædede os som Børn til at se Børnene. Mors solide og righoldige Frokostbord stod altid dækket Kl.12, og Ungdommen lod det vederfares Retfærdighed. Jeg kan dog endnu i mit 73ende Aar gaa i Spidsen som "Forspiser". Efter et lille Pust drog hele Karavanen ad Gribskov til, og denne herlige og meget afvekslende Skov lærte vi grundig at kende i hele dens sydlige Del. Carl, som var bedst kendt i Skoven, var Fører; han havde anskaffet en halv snes smaa Lommesangbøger, og med Svend som Dirigent sang hver Fugl med sit Næb omkap med de rigtige Fugle. Hvilen tog vi enten i en Høstak eller under et Skovbryn i Kanten af en af de mange aabne Græssletter. Kl.6 vendte vi med god Appetit hjem til Mors Middagsbord og tilbragte Resten af Dagen i Haven eller ved Søbredden.
Ud over vore Børn og vor allernærmeste Slægt havde vi ingen "Omgang" i Hillerød. Kun en eneste Gang var den elskværdige og sympatiske Generalfamilie til Frokost hos os, og vi et Par Gange til Eftermiddagste hos dem. At det ikke blev til mere skyldes vor Tilbageholdenhed og delvis den Omstændighed, at vi to ikke brød os om at spille Kort, hvad Generalens satte megen Pris paa.
Men de Mennesker, vi kom i Berøring med, satte vi Pris paa og kom godt ud af det med -
Saa kom i 1918/19 den sørgelige Katastrofe med Ellen, der førte til vort Opbrud fra Ødam d.10/4.1919.
Efter et Aars Præparandforberedelse og 3 Aars Arbejde paa Femmers Kvindeseminarium (Forstander, cand.theol. Lund og Frk. Jansen) havde Ellen i Juni 1918 opnaaet en pæn Almuelærerindeeksamen med mgx som Hovedkarakter, en Karakter, der utvivlsomt inden lang Tid vilde have bragt hende en Ansættelse ved det vellønnede Skolevæsen i København eller paa Frederiksberg. Man da der ikke i øjeblikket var Lejlighed til Ansættelse her, tog hun efter Joakim Larsens Raad Ansættelse ved Realskolen i Tølløse for derved at blive mere kvalificeret til Ansættelse i Hovedstaden. Da Pladsen først skulde tiltrædes til September, slog hun sig en 14 Dags Tid til Ro paa Ødam, hvor hun -
Hvor meget vi to gamle end elskede Ødam, saa var det dog ikke frit for, at vi i den mørke, kolde Tid af og til følte Isolationen paa Ødam som et let Tryk, hvorfor vi ogsaa stundom drøftede Muligheden af atter at vende tilbage til Hovedstaden og Civilisationens Bekvemmeligheder, og vi forudsaa, at efterhaanden som alderdommen indfandt sig med den Skrøbeligheder, vilde Trangen til at komme i en lun Lejlighed med lettere Adgang til huslig Hjælp, Læge, Hospital etc. blive større.
Da vi nu her paa dette Sted mistede Ellen, slog den Tiltrækning, Stedet hidtil havde øvet -
Carl, som altid forstod Situationen og havde Hjertet paa rette Sted, tilbød os naar som helst at flytte ind i sin Lejlighed, Vesterbrogade 75, 3, hvorefter vi straks averterede Villaen tilsalgs, og da Ejendomspriserne allerede var i rask Opgang, faldt det ikke vanskeligt at afhænde den. Den forlangte Salgssum (24000 kr.) blev jeg endog budt ubeset fra anden Liebhaver, men jeg havde da allerede givet Dr. Riise den paa Haanden, og han blev altså køberen. Han solgte den dog faa Maaneder efter til forpagter Henriksen, for 28000 kr., og denne solgte den atter i 1920 til Kammerjunker Steensbach for 35000, rigtignok ved en byttehandel. Jeg selv havde givet 10500 kr. for den og kostet et Par Tusinde Kroner paa den.
Den 10. April 1919 brød vi altsaa op fra Ødam og flyttede ind paa Vesterbrogade, hvor vi hygger os godt, og hvor vi nu snart har henlevet 2 hyggelige Aar sammen med vore to kære Børn: det ældste og det yngste. Marts 21.
Taler.
15/1.23. Efter at disse Erindringer, som jeg i det væsentlige har betragtet som afsluttet, nu har ligget urørte i henved 1 Aar, har jeg nu i mit endelige Otium -
Disse Taler Refereres her.
Tale for Bestyrelsen den 15/11-
Ved stiftelsesfesten.
"Vi følger kun en god gammel Skik, naar vi paa denne Dag mindes Anstaltens Bestyrelse. Denne har i lige saa langt Liv at se tilbage paa som selve Anstalten; den dør aldrig ud, men fornyr sig selv ved Suppleringsvalg, hver Gang et Medlem Falder fra. Der har i denne Bestyrelse fra 1855 og til Dato siddet ialt 20 Mand. Af disse har 7 været Læger, 5 høje Statsembedsmænd, 3 Præster, 1 Skoledirektør, 1 Medlem af Københavns Magistrat, 1 Sagfører, 1 Forretningsdrivende, 1 Landmand og Landstingsmand.
Det har gennemgaaende været Mænd i betroede Stillinger, ansete Mænd, Mænd, der fra deres anden Virksomhed i Stat elle Kommune medbragte Erfaring og Indsigt, der kunde komme Anstalten tilgode. Forholdet har været det, at disse Mænd ved at knytte deres Navne til Anstalten mere har givet denne forøget Anseelse, end at de derved har vundet ny Anseelse for sig selv. Medlemmerne har til Dato aldrig oppebaaret nogen Løn, alene med Undtagelse af Formanden, der modtager et Vederlag for sit ganske betydelige Arbejde som Anstaltens -
Den Omstændighed, at Bestyrelsens Medlemmer nu som tidligere er Mænd, der sidder i store og betroede Stillinger, der stærkt optager sin Mand, bevirker jo, at de ikke er i Stand til at ofre meget betydelig Tid paa deres Hverv som Bestyrelsesmedlemmer. Dette vilde under andre Omstændigheder kunne blive uheldigt for Anstalten. Men da Forholdet er det, at de 9/10 eller mere af Bestyrelsens Arbejde falder alene paa Formanden, og da vi i de sidste 25 Aar (siden 21/3.88) i Departementschef Asmussen har haft en Formand med en ganske enestaaende Arbejdskraft, saa er Bestyrelsens Hverv stedse bleven røgtet paa allerbedste Maade: Det er derfor naturligt, at vi hovedsagelig tænker paa Departementschef Asmussen, naar vi beskæftiger os med Bestyrelsen, og det er lige saa naturligt, at en Skaal for Bestyrelsen ved festlige Lejligheder i Realiteten bliver en Skaal for ham. Der er saa meget mere Grund dertil, som Asmussen holder Fødselsdag samme Dag som Anstalten. Og der er i Aar den særlige Grund til at mindes ham, at han nu har siddet som Bestyrelsens Formand i 25 Aar og i disse Aar har udført et meget betydeligt Arbejde for det danske Aandssvagevæsens Udvikling.
Hans største Arbejde knytter sig selvfølgelig til Oprettelsen af Ebberødgaard; men endnu i det sidste Aar har han paa den smukkeste Maade faaet nybygget Lillemosegaard, og i det kommende Aar staar Karens Minde for Tur med en anselig Nybygning. For et Aar siden tog Asmussen sin Afsked som Departementschef, og det har uden Tvivl været hans Tanke og Haab, at han nu skulde have nogle rolige og lykkelige Hvileaar i sit gode Hjem. Desværre er dette Haab ikke gaaet i Opfyldelse, idet Datterens og Hustruens alvorlige og langvarige Sygdom har kastet stærke Slagskygger ned over Hjemmet. Jeg ved derfor ikke noget bedre at ønske Departementschefen paa hans Fødselsdag, end at han ikke alene selv maa vedblive at staa som den stærke gamle Eg, han er, men at ogsaa Hjemmets Skygger snart maa spredes, saa han virkelig kan faa en rolig og lykkelig Alderdom.
Vor Guldbryllupsfest den 10. November 1927.
Mindet om denne lykkelige, glade og harmoniske Fest, som fejredes hos Hans og Gerda paa Frederiksberg Slot, vil paa den smukkeste Maade kunne danne Afslutningen paa de Erindringer fra Barndommen og indtil Alderdommen, som jeg har optegnet paa disse Blade. Og da de Taler, der blev holdt, ved deres Aand og Indhold giver Mindet Fylde og Rigdom og Varme, er jeg glad ved at være sat i Stand til at nedskrive dem her i min Minde-
Da det Brev, hvormed Hans efter min Opfordring sendte Afskrift af sin Velkomsttale, staar i saa inderlig Samklang med Aanden i alt, hvad der blev sagt, afskriver jeg Brevet tillige med Talen:
Kære Far. Først maa jeg sige Dig Tak for Dit smukke og kærlige Brev, som fyldte os begge med Glæde. Os er der imidlertid saare ringe Anledning til at takke. Inden Festen glædede vi os som Børn over een Gang i vort Liv at kunne feste for vor kære Far og Mor, som saa tit har festet for os, og som har ofret sig helt for os. Hvor er det andet dog saa uendelig lidt!
Nu bagefter Festdagen glæder vi os over, at andre er glade ved Dagen og kan mindes den med Glæde -
Min "Tale" var ingen Tale, men kun en Velkomst, som ikke fortjener Plads sammen med de andre virkelige Taler. Jeg skriver iøvrigt aldrig noget ned, men tænker i Forvejen lidt over, hvad jeg vil sige, og fremsætter saa disse Tanker ganske frit, men sikkert mindre formfuldt.
Hvis Du vil have de faa Ord, jeg sagde straks, da vi var gaaet tilbords, var de ganske sikkert ordret saaledes:
Hans' "Velkommen".
De første Ord, der skal lyde her i Aften, skal være Gerdas og min kærlige Tak til Far og Mor, fordi de gav os Lov til at fejre deres store Festdag her hos os. Vi forstaar tilfulde den Resignation, der ligger bag ved denne Tilladelse; men os har den fyldt med den inderligste Glæde.
Dernæst beder vi alle om her i Aften efter bedste Evne at ville stryge alle Hverdagslivets smaa eller store Sorger og Bekymringer af sig og forsøge at svinge sig op til den Glædens og Festens Stemning, som vor kære Fars og Mors Guldbryllupsdag, denne deres store Højtidsdag, har Krav paa, saaledes at vi alle kan blive at smukt Minde rigere og senere hen i Livet kan tænke tilbage paa denne sjældne Dag med Tak og lyst Sind.
Med dette Ønske byder Gerda og jeg Eder alle et hjerteligt Velkommen.
-
Jeg tror, at mit Ønske er gaaet i Opfyldelse hos alle os Børn; jeg tror, at vi altid vil mindes Eders Guldbryllupsdag med inderlig Glæde. Vi vil gøre det, fordi vi har et virkelig smukt Minde om vore Forældre fra denne dag. Mors Helbredstilstand overraskede os alle og skabte Glæde og Feststemning, og det, at vi havde Eder begge to siddende ved Siden af hinanden som Guldbrud og Guldbrudgom, var jo i sig selv den største Fest. Jeg veed, at naar vi en Gang ikke mere har vor Far og Mor, saa vil vi ofte tænke paa Eder netop som saadanne, og vi vil altid mindes Dig, kære Far, som Du var, da Du stod og holdt Din smukke og kærlige Festtale, fremført med Mildhed, Kraft og Formfuldhed -
Carls Tale.
Kære Fader og Moder, Kære Guldbrudepar.
Jeg husker, da jeg i Aften for 25 Aar siden i Rahbeks Allé talte om de store Mindesten paa Livets Vej. Vi fejrede den Aften Fars og Mors lykkelige Ankomst til den sølverne Sten; jeg talte om andre Mindesten og nævnede sluttelig en, som langt, langt ude i Horisonten flimrede i gylden Glans.
Tiden gaar -
Fra Far og Mor i Aften for halvtredsenstyve Aar siden drog ind i det første lille Hjem paa Kvisten i Store Kongensgade og senere til det nye Opfostrings, Internatet, Bakkehuset og ikke mindst Ødam, har de -
Jeg skal ikke tale om denne lange Vej og dens Tilskikkelser; vi har jo alle i større eller mindre Grad været med at befare den. Men naar vi Børn i Dag ser tilbage, saa maa vore Hjerter fyldes med Taknemmelighed, og i Tak vender vi os mod Eder, kære Forældre; Tak for al Eders uendelige Kærlighed og aldrig svigtende Omsorg i disse mange Aar.
Vi har i Moder -
Tak er kun et lille fattigt Ord, men jeg har intet Bedre. Maatte vi Børn da, som et ringe Afdrag paa alt, hvad I i et langt Liv har gjort for os, nu -
Fars Tale.
Jeg vil paa Mors og egne Vegne bringe Dig, kære Carl, en inderlig Tak for de gode og kærlige Ord, Du har talt til os, og for Dine gode Ønsker for vor Alderdom, hvilket alt har fundet fuld Genklang i vor Hjerter. Det vil fremgaa af, hvad jeg nu gerne fremføre, hvorledes Dine og mine Tanker og Følelser paa flere Steder mødes.
Naar to Mennesker har levet saa mange Aar sammen som Mor og jeg og fra Dag til Dag har haft Lejlighed til at dvæle ved fælles Minder og Forhaabninger og til at udveksle Tanker og Meninger om Forhold, Begivenheder og Personer, så er det kun narurligt, at et saadant Samliv medfører en indbyrdes Paavirkning, der mere og mere bringer Tanker og Forestillinger til at bevæge sig ad de samme Baner. Men naar man for at betegne denne Overensstemmelse mellem to Mennesker ved den kendte Talemaade: De er blevet een Sjæl og een Tanke, saa kræver dette Udtryk dog en vis Begrænsning. Thi ligesom der ikke gives to Personer, hvis ydre og indre Menneske fra Naturens Haand er skabt ganske ens, saaledes kan den indbyrdes Paavirkning mellem to Mennesker ikke blive saa stor, at de aandelig talt bliver Spejlbilleder eller Kopier af hinanden. Og det er godt, det er saaledes, for ellers vilde Samlivet sikkert blive ganske uudholdeligt af bare Kedsomhed. Saa hellere en rask lille Skærmyssel en Gang imellem.
Naa! For Ægteparret R's Vekommende har der heldigvis ikke været Fare for en saa stærk Paavirkning, at nogen af os skulde tabe sin Personlighed.
Derfor maa I heller ikke vente, at det, jeg har at sige, skulde være et helt fælles Udtryk for, hvad der i Dag fylder vore Sind. Dog er jeg vis paa, at det meste af, hvad jeg fremfører, vil finde Genklang ogsaa hod min kære Hustru. Thi Grundtonen deri skal være Taknemmelighed mid Gud og Mennesker, og denne Følelse er sikkert ogsaa levende hos hende i Dag "Mindet lader som ingen Ting, er dog et lønligt Kildespring." siger en af vore Digtere. Og med denne Kilde forholder det sig -
Jeg vilde nu gerne have Lov til at dvæle lidt ved denne Kilde eller -
Ja, i Dag er det altsaa 50 Aar siden den lille Clara Pedersen uforknydt og glad fulgte sin Skolemester fra det velhavende Grossererhjem paa Platanvej til den beskedne 3 Værelses Kvist i St. Kongensgade. Og det er mig en Glæde i Dag at kunne sige, at jeg aldrig har mærket, at hun følte denne Omveksling som en Degradation. Tværtimod! Jeg tror, at vi begge har lige saa gode og lyse Minder fra de 3 Aar paa Kvisten som fra de andre Steder vi har boet. Men hvor jeg end er draget hen med Dig, kære Clara! har Du altid trofast staaet ved min Side, ærlig delt Modgang og Medgang med mig og uselvisk og opofrende taget Hoveparten af Dagliglivets huslige Byrder og Bekynmringer paa Dig lige saavel som Hovedparten af den første Opfostring og Afrettelse af Børneflokken til Orden, Renlighed og Lydighed. For denne trofaste Opfyldelse af Dit tredobbelte Kald som Hustru, Moder og Husmoder gennem 50 Aar, bringer jeg Dig i Dag min oprigtige Tak.
Paa næste blad i Mindebogen fortælles om den Lykke, det har været for os lige fra vort Ægteskabs Begyndelse at føle os hver især vel optagne og modtagne i den andens Slægt, saavel af Forældre som af Brødre og Søstre og senere af disses Børn. Og det er værd at mindes, at der gennem alle disse Aar i disse to forholdsvis store Familier aldrig har været noget, der har voldt os Sorg eller Byrde eller Skam. Tværtimod har vi og vore Børn ved vort Samliv med disse Familiers Medlemmer saavel paa Jægerlund, Petersgaard og Lindersvold som ogsaa i vort eget og Tante Amalies Hjem, samlet os en Flok af gode og glade Minder, som vi kun kan være taknemmelige for. Det er os derfor ogsaa kært i Aften at have Claras Slægt repræsenteret ved vore Børns kære og hæderværdige Tanter og af vor trofaste lille Niece Hélen.Vi vil gerne nikke en Tak til Eder alle tre, og til Dig kære Laura skal det især være med Tanken paa al den uselviske og kærlige Gæstfrihed, Du gennem hele vort Ægteskab har vist os og vore Børn, Tak for det! Og til Dig, kære Amalia, som altid har staaet Clara saa nær, skal det være med Tanken paa, hvordan Du altid har været paa Pletten, saa snart der i Familien var Sygdom eller Sorg eller andet ondt paa Færde -
Til vore fælles Glæder hører ogsaa den lille men trofaste Kreds af Venner, som vi vandt og beholdt, indtil Døden Tid efter anden kaldte dem bort, den ene efter den anden. Een har vi dog endnu tilbage, og det er Dem, kære Fru Olsen, som vi skylder Tak for trofast Venskab gennem de allerfleste af de nu svundne 50 Aar, og vi paaskynder dobbelt, at De aldrig glemmer os, selv ikke, da Alder og Skrøbelighed lod os trække os saa meget tilbage i vor egen snevre Skaal, saa det maaske kunde synes, som vi var ved at glemme Dem. -
Og saa kommer jeg endelig til det som er Hovedemnet for min Tale, ligesom det er Hovedkilden til den Lykke og Glæde, som vort Ægteskab genne Aarene har skænket os, og det, som derfor i Dag fylder vore Sind med Taknemmelighed -
Det kan jo ikke skjules, at der er et lille Skaar i Dagens Glæde, at vore 3 kære Børn hinsides Atlanten ikke kan være tilstede her personlig, om end de er det i Tankerne. Men saa er vi jo til Gengæld saa lykkelige i vore 3 Børnebørn at have 3 flinke Rekrutter til at træde ind i Rækkerne og i nogen Grad udfylde Savnet af de manglende Kanadier.
Derfor skal ogsaa de være indbefattet i den Skaal, som vi gamle nu udbringer for Jer, kære Børn, idet vi udtaler vor varme Tak for al Godhed og Trofasthed og Kærlighed i Aarene, som svandt, og et inderligt Ønske om Held, Lykke og Velsignelse i Aarene, som kommer, for Eder alle, kære Børn og Børnebørn.
Saa drikker vi da en Skaal med vor Børn og for vore Børn -
Svends Tale.
Paa Svigerbørnenes Vegne vil jeg gerne have Lov at bringe en Tak til det gamle Hjem, som i Dag bliver 50 Aar! Ja, jeg er jo snart en gammel Rotte i Familien "Rolsted", idet det til Januar er 27 Aar siden, jeg "trængte" mig ind i Familien. Jeg husker tydelig den første Dag, da jeg med skælvende Hjerte traadte ind i Villaen derude i Rahbeks Allé for at anholde om Jeres kære, yndige, elkede Datters Haand. Jeg siger Jet Tak for den Tillid og Venlighed, I straks modtog mig med, og jeg siger Tak for den Kærlighed og Interess, I stadig siden gennem alle Aarene har fulgt mig med. Jeg siger Tak, fordi I optog mig i Rækken af Eders Børn -
Mine 3 kære Svigerinder: Gerda, Kate og Vera, har bedt mig til denne min Tak at føje en Tak fra dem. De siger hver især Tak for den udmærkede Søn af Huset, De har faaet; -
Vi siger alle fire: "Tak" for alt godt vi har modtaget i dette gamle Hjem -
-
Det var først nu i Marts 1928, at jeg besluttede at lade disse Erindringer renskrive og sammenskrive. Men nu har jeg desværre ikke Kræfter til virkelig at revidere, ordne og navnlig afslutte det hele, hvilket ogsaa tydeligt fremgaar af den bratte Afslutning side 293. Men det bliver nu ikke anderledes.
Den 4de Marts 1982.
Familien -
Ved at gennemblade foranstaaende c.300 Sider maa jeg indrømme, at den aldeles overvejende Del af samme indtoges af min egen Barndom og Ungdom og af min Virksomhed som Embedsmand med alt hvad dermed staar i Forbindelse og med de ofte ret periferiske Bemærkninger og Redegørelser, som jeg har fundet Anledning til at fremsætte.
Derimod har den mere private Side af mit Liv, den. der vender ind imod Familien -
Og dog har en Mands Hjem og Familieliv den aller største Betydning for hele hans Virksomhed udenfor Hjemmet, og, hvis denne er af offentlig Karakter, da tillige for det Samfund, han tjener.
Thi i Hjemmet har Manden sin Rod; her er den faste Grund, hvorpaa han staar, og hvorfra han hver Dag med frisk Mod skrider til sin Gerning; her er det fredede Sted, hvor han tyer hen efter Arbejdet for at søge Hvile, Forfriskelse og Opmuntring, ogsaa ofte Raad og Trøst i det, der ligger uden for Hjemmets Grænser.
Naar undtages en kortere Periode i Slutningen af Bakkehus-
Jeg vil da her forsøge at oprette noget af det forsømte ved at fortælle lidt om Hjemmet og dets Indhold til forskellige Tider.
Vort Hjemmeliv har selvfølgelig faaet sit Hovedpræg af den talrige Børneflok, af hvilken det ene fulgte det andet i Løbet af 20 Aar, i regelmæssig Skala med c. 3 Aars Mellemrum (ligesom Lønstigningerne), og af det Stræb og de Byrder, men i høj Grad ogsaa af de Glæder, som fulgte deraf, og af hvilke Moderens og Husmoderen jo særlig maatte tage Stræbet og Byrderne.
Derimod har vi med Henblik paa Børneflokken -
Da Ellen efter 4 Aars Slid i Begyndelsen af Juni 1918 havde taget sin Lærerindeeksamen med godt Resultat (mgx i Hovedkarakter) og havde tilbragt en herlig Feriemaaned hos sin Fætter paa Lindersvol, frisk som en Fisk, kom hun midt i Juli til Ødam for at fortsætte Ferien, indtil hun efter denne skulde tiltræde en Plads ved Realskolen i Tølløse. Men umiddelbart efter hendes Hjemkomst blev hun for 3. Gang syg af Gigtfeber. Hjertet, der i Forvejen var svagt, blev atter angrebet, og efter 4 Maaneders Sygeleje løsrev en Partikel af Arrene paa de betændte Hjerteklapper sig og førtes med Blodet op i Hjernen og fremkaldte fuldstændig Tabet af Talens Brug samt Lammelse af hele højre Side. Saaledes henlaa hun endnu i 3 Maaneder, stadig i Feber trods Anvendelsen af en uhyre Mængde feberstillende og andre Medikamenter, indtil Organismen, og navnlig Fordøjelsesorganerne, var ganske ødelagt og Kræfterne ganske udtømt, saa hun endelig d. 21/2.19 sov stille hen og d.16/2. blev begravet paa Vestre Kirkegaard, hvor Carl havde købt et Familiegravsted.
Det var en tung og sørgelig Tid at se paa Ellens Elendighed, skønt hun bar det alt sammen med den største Taalmodighed og bevarede sit milde Smil til det sidste. I sin Svigerinde Gerda og i Frk. Dalsgaard fra Hansens Bureau havde hun et Par dygtige, trofaste og forstaaende Sygeplejersker, som hun holdt af og kunde gøre sig forstaaelig for. Mest tog Sygdommen og Dødsfaldet paa hendes Moder, der trolig havde holdt ud ved Sygesengen, indtil hendes Kræfter var nedbrudt.
Da det stod klart for Mor og mig, at Mor efter dette ikke mere kunde trives paa Ødam, men trængte til at komme Børnene nærmere, solgte vi Ødam og flyttede d.10/4.19 ind i Carls Lejlighed, Vesterbrogade 75,3, som han overlod os, idet han selv tog Soveværelse paa Kvisten.
31/7-
Hovedtrækkene i Ellens karakter synes mig at kunne betegnes ved Ordene: Mildhed, Beskedenhed (Ydmyghed), Fredsommelighed, Taknemmelighed, Kærlighed. Hun kunde selv taale og bære uretfærdig og ukærlig Behandling uden at blive bitter; men hun kunde ikke taale, at Uretfærdigheden eller Uærligheden ramte andre, uden at det gjorde hende ondt, og at hun paa sin blide, men dog faste Maade søgte at afværge det. Hun havde stor Kærlighed til sine 3 Aar yngre Søster, og skønt denne paa et vist Tidspunkt blev meget forkælet af sin Moder, paa samme Tid som denne stundom behandlede Ellen uretfærdigt og ukærligt, var der dog aldrig Spor af Bitterhed eller Misundelse at mærke hos hende, og hendes Kærlighed til Olga forblev uforandret gennem denne Periode. Et andet Træk: Under Ellens sidste Sygeleje i den Periode, da Mælet var hende berøvet, skete det, at Mor og jeg i Forening søgte at ordne Ellens Sengeleje saaledes, at hun kunde komme til at hvile bedre. Jeg tog ubehjælpsomt paa Tingene, saa Øjemedet ikke helt opnaaedes, hvorover Moder irriteret -
Det er i det hele mærkeligt -
Denne erkendelse hviler ikke paa min egen Erfaring alene gennem et dagligt, nært og fortroligt Samliv med Mor; men Mor selv har tit og ofte sagt mig, at naar det onde i en eller anden Form var ved at komme op i hende, var det Mindet om Ellens Mildhed, Blidhed og Taalmod, som hjalp hende at holde det nede: Nu er Trofasthed ganske vist et Hovedtræk i Mors Karakter; men jeg skulde dog tro, at den Trofasthed, hvormed hun bevarede Mindet om Ellen, og som oftere førte hende til Besøg ved Ellens Grav, hvor hun aldrig kom tomhændet, end til nogen af hendes levende Børns Hjem, i nogen Maade staar i Forbindelse med Mors Følelse af, hvor meget Velsignelse Ellen har bragt hende efter sin Død.
Jeg har ikke kendt Ellens inderste Sjæleliv og veed desværre intet positivt om, hvorledes hun havde det med sin Gud; men jeg tror, hun levede i den fromme Barnetro, og saa sandt man beviser sin Tro af sin Gerninger, tør jeg vel til de foran nævnte gode Egenskaber hos Ellen føje Gudsfrygtighed.
Der er noget opløftende og rørende, noget højt og herligt og tillige noget manende ved den Tanke, at et godt og ædelt, et fromt og gudsfrygtigt Menneske kan blive og være til Velsignelse for sine Efterlevende længe efter, at han eller hun er bortkaldt.
Det er derfor godt at mindes de Døde; men kun Mindet om de gode og fromme, de milde og retfærdige kan blive til sand Velsignelse for os.
Da Moderen og Husmoderen jo i særlig Grad er Midtpunktet og den bærende Kraft i Hjemmet, vil jeg forsøge at give et Billede af dette Hjems Moder.
Paa fædrene Side nedstammede hun fra en dygtig, energisk og vistnok varmblodig Københavns-
Ung og fyrig, glad og temperamentsfuld drog hun Mortens Aften d.10/11.1877 fra det smukke, solide og velhavende Grossererhjem paa Platanvej gladelig ind i den beskedne 3 Værelsers Kvistlejlighed i det gamle Opfostringshus -
Faders Sygdom og Død.
Efterskrift af Carl.
Sommeren 1927 tilbragte Fader og Moder som de nærmest foregaaende Aar paa min Grund i Lyngby, hvor Fader med sædvanlig Interesse og Kærlighed puslede i Haven. Det var dog kendeligt, at Kræfterne var i stærk Aftagen og hen paa Sommeren klagede Fader over et Tyrk i Underlivet og Opstød, hvorved han fik "Vand i Munden". Vendt tilbage til Byen søgte Fader i September Dr. Gad, som undersøgte Fader og sagde, at det var noget Mavekatarr -
Det sidste Brev Fader skrev, var til Forstander Henry Olsen paa Gl. Bakkehus. Foranledningen var en Artikel i Aandssvageanstalternes Funktionærforenings Blad "Funktionæren". Der havde heri staaet en Artkelserie om de forskellige Anstalter, og sidst havde Forstander Olsen skrevet om Gamle Bakkehus, hvor han i yderst anerkendende Vendinger havde omtalt Faders Gerning, bl.a. skrev han, at Fader havde betydet mere for den danske Andssvageskole end nogen anden. Men mod den Udtalelse protesterede Fader i et langt Brev, med forbavsende Kraft trak han Linierne op i Gl. Bakkehus Historie og lagde Æren, hvor han mente den burde ligge. Som Svar paa dette Brev fik Fader paa sit Dødsleje -
"Skolehjemmet paa Gl.Bakkehus" København V., Rahbeks Allé 21, d.12/3.28.
Kære Hr, Forstander Rolsted.
Tak for Deres venlige Brev, som dog ikke kan overbevise mig om, at der er noget urigtigt i min Opfattelse af Deres Gerning paa Gl. Bakkehus. Tværtimod forekommer det mig at de fremførte Kendsgerninger bekræfte mit Syn. Det er i hvert Fald Kendsgerninger, hvis Resultater jeg dagligt har for Øje. Og jo mere jeg kommer ind i Arbejdet baade her og andre Steder, desto mere gaar det op for mig, at det vi bygger paa, er grundlagt af Dem, Hr. Forstander.
Jeg har jo ikke skrevet "det danske Aanssvagevæsen" men "den danske Aandssvageskole".
Der er saa godt som ikke den Del eller Ting, jeg tænker paa at tage op til Gavn og Glæde for de aandsvage, uden at jeg enten finder Spiren dertil -
Ser De ikke, kære Hr. Forstander, at alene det, at De har skabt et Grundlag, man kan blive ved med at bygge paa, fuldt ud berettiger mig til at udtrykke, at De har betydet mere for den danske Aandssvageskole, end mogen anden. -
Hertil kommer saa noget andet, der ikke er haandgribeligt, som det der er anført overfor, det er hele Aanden og Tonen i dette Hjem, Traditionen. Her fortsætter vi ogsaa Bygningsarbejdet paa Deres Grundlag. Det er altsaa ikke uovervejet, at der kom til at staa, "at De har betydet mere for den danske Aandssvageskole, end nogen anden".
Venlig Hilsen til Dem og Deres Hustru
Deres ærbødige og hengivne
Henry Olsen
Søndag den 11. marts var Fader oppe for sidste Gang og i den følgende Uge, hvor Fader laa uden at tage Næring til sig, svandt Kræfterne stadig, men Kærlighed, Taalmodighed og Taknemmelighed præger ham til det sidste. Søndag den 18. var lang og trang, og han længtes inderlig efter at faa Hjemlov. Efter hans Ønske læste jeg Hygoms gamle Salme: "Jesus, din søde Forening at smage" højt for ham, men da jeg kom til Verset
Jesus, naar vil du dog skaffe mig Hvile?
Byrden den trykker, ak tag mig den af!
Naar skal jeg se dig ret venlig at smile?
Rejs dig at true det brusende Hav!
Kærligste Jesus, du maa dig forbarme,
skjul dog ej evigt dit Ansigt for mig!
Ædleste Rigdom for aandelig arme,
fyld det udtømmede Hjerte med dig!
kunde jeg ikke mere, men med svag Røst fremviskede han da selv Resten, som han kunde udenad.
Mandag Morgen kunde Fader endnu kende mig: "Det er jo Carl" hviskede han med den kærligste Stemme, men kort efter gik han ind i Bevistløsheden og laa saaledes til Onsdag Morgen. Jeg stod ved hans seng, og netop da Kirkeklokkerne ringede Otte, drog han det sidste Suk -
Mandag den 26. Marts begravedes Fader under stor Deltagelse fra Vestre Kirkegaard.
Velsignet være hans minde.