Online slægtsbog om

Slægten Rolsted fra 1760

2. Navne oversigt

1. Find person

2. De tidligste aner

Video om Niels Bosteder

12 min.Slægtsvideo

1. Kontakt
2. Nyheder

1. Forside

1. Tidstavle

2. Danske Krige

Stamfar
Niels Rolsted

Carl Frederik  Hermann Rolsted

Charlotte Christine Amalie Rolsted

Hans Christian
Rolsted

Eggert Christopher Rolsted

Rasmus Rolsted

Henrik Wilhelm
 Rolsted

1. Slægt & Samtid

Løvenskiold

2. Index

Emil Vilhelm Rolsted
L I V E T   E F T E R  G A L M L E   B A K K E H U S.

Det Kgl. Opfostringshus

Anbefalinger

Damle Bakkehus

Studierejser

Villa Ødam

Taler

Familien - Ellen - Moder

Guldbryllupsfest

Carl om Faders
sygdom og død

Tilbage til
Skolegerningen

Indholdsfortegnelse over Emils erindringer.

Norgesrejse

Gardertiden

Monrads kursus

Villa Ødam Tiden

Efter min saaledes fuldbyrdede ærefulde og lykkelige afskedigelse fra min Forstanderstilling, laa den vigtige Opgave lige for: at skaffe os et nyt Hjem. Det viste sig at være slet ikke saa let; vi vilde gerne blive i Nærheden af København, gerne have en ikke for lille Have og ikke gerne sætte os for stor Husleje. Det viste sig snart, at disse forskellige Krav ikke kunde forenes, da Huse og Grunde i Københavns Nærhed var alt for dyre.

Carl stod mig trolig bi, og efter utallige Udflugter nær og fjærn lykkedes det endelig i Villa "Ødam" ved Frederiksborg Slot at finde et hyggeligt, ret rummeligt 6 Værelsers Hus med 5220 Kv. Alen stor, c.14 Aar gl. Have med mange Frugttræer og til moderat Pris (10500 kr.). Vi var alle - unge og gamle - straks charmerede i Hus og Have saavel som i den skønne idylliske beliggen­hed. Jeg erindrer, at da jeg havde sendt mit skriftlige Bud 10500 kr. op til Ejeren Proprietær Knud­sen, sagde Mor halvt grædende: "Vi faar saamænd ikke Villaen for den Pris". Men vi fik den altsaa alligevel. Paa vores første Vandring gennem "Indelukket" for at finde "Ødam", som vi vidste skulde ligge der i Nabolaget, gik Carl og jeg fra Badstuen ad den længere Vej sydvest om Ødammen og fik derfra pludselig Øje paa en statelig og herskabeligt udseende Villa paa den modsatte Side af Søen; men skønt vi efter Forklaringen vidste, at Beliggenheden passede, blev vi dog straks enige om, at det umuligt kunde være den, - dertil saa den alt for stor og kompliceret ud; Sagen var, at den for vore Øjne smeltede sammen med den bagved liggende, nu af General Arendrup beboede Villa. Alligevel rettede vi vore Skridt der henad og blev nærmest glad overraskede, da det viste sig, at det, vi havde set, virkelig var "Ødam" med Fradrag af Arendrups Hus.

Den 17. Juni 1915, da vi havde faaet læsset alt vort "Hab und Gut" paa Flyttevognene, brød vi alle op, vi to gamle for at rejse til Hillerød, hvor vi overnattede paa "Leidersdorf", Børnene for at indkvartere sig hos Fru Iversen i Frederiksberg Allé, indtil de fra Oktober Flyttedag kunde flytte ind i den af Carl lejede Lejlighed, Vesterbrogade 75,3. Næste Morgen d.18. mødtes vi med Carl og Kirsten og vor rare Pige Margrete, som siden blev ulykkelig gift, paa Ødam, der imidlertid var bleven istandsat fra øverste til nederst, udvendig og indvendig; de 3 lukkede Omnibusser, der var kørt ad Landevejen og 2 Vognlæs, der var transporteret ad Jernbanen, arriverede omtrent samti­dig, og nu gik det løs hele Dagen. Jeg mindes at da disse mange store Vogne stod opkørte paa Lan­de­vejen foran det lille Hus, blev forbipasserende forbausende staaende, og man hørte Bemærknin­ger som denne: "Hvor kan de Mennesker dog tro, at de kan faa Plads til alt det i saadan et lille Hus!" Jeg delte selv stiltiende deres Tvivl; men naar det alligevel lykkedes, skyldtes det dels, at Vil­laen i Virkeligheden var større, end den saa ud til, idet den var ret bred, Pladsforholdene var vel ud­nyttede, Køkken og Spisekammer m.m. havde Plads i den lille Sidefløj - og sidst, men ikke mindst de mange rare Pulterkamre under Tagene! Mor havde i Rahbeks Allé ladet slagte en 6-7 fede Høns og koge en dejlig Suppe, hvormed vi trakterede os selv og Flyttefolkene; disse var flinke, og Fly­tningen blev besørget uden mindste Mangel eller Uheld (br. Rosendahl) og kostede c.200 kr., me­dens Tilbageflytningen til København d.10/4.19 kostede over 600 kr.; skønt vi havde skilt os ved 2 Værelsers Møblement; og dog var Dyrtiden paa den Tid endnu ikke naaet sit Højdepunkt. Carl og Kirsten overnattede paa Ødam, og jeg erindrer endnu det ret ubegribelige Faktum, at skønt det var en Sommerdag (18-19/6), og vi havde godt og tilstrækkeligt Sengetøj, saa frøs vi dag alle den Nat, som vi næppe har gjort det før eller siden.

Næste Dag, Lørdag, skulde jeg nødvendig til København,  medens Mor, C.,K. og Margrethe fortsatte Ordningen af Huset, og da jeg om Eftermiddagen kom hjem, overraskedes jeg paa den behageligste Maade ved at finde hele Huset (7 Værelser Ialt) i den skønneste Orden med Gardiner, Skilderier, Malerier og hvad, der ellers hørte til paa Væggene. Men enhver havde ogsaa gjort sit yderste. Navnlig skylder vi Carl og Kirsten stor Tak for den Smag, Hyg­gesans og Ufortrødenhed, hvormed de passede hver Enkelthed ind paa sin rette Plads og derved bidrog saa meget til det smukke Enderesultat. Mor, som om Fredagen, da Roderiet og Uhyggen stod paa sit Højdepunkt, var kørt træt og mistvivlede om nogensinde at faa Orden i Kaos, var ikke den mindst glade, da hun ved min Hjemkomst kunde præsentere mig det velordnede Hjem - efter hendes eget Sigende det smukkeste og hyggeligste, vi nogensinde har haft eller vil faa. Sandt er det ogsaa, at Husets Indre frembød Billedet af en egenartet, gammeldags og - om en i Miniature - herskabelig Hygge. Sammenspillet mellem Stuerne og Lysvirkningerne der kunde paa en Solskinsdag, naar alle Døre var aabne, være ganske henrivende: f.Eks. Blikket fra Entreen gennem Anretterværelset ned i Spisestuen, naar Eftermiddagssolen kastede sine Straaler ind over denne. Ogsaa Husets Ydre havde trods sin Lidenhed et vist herskabeligt Præg ved sin store Loggia, begrænset oventil af den vidt strakte Bue, garneret med Vinranker som Gardin, stundom oplivet af unge sommerklædte Damer, snart flittigt haandarbejdende og passiarende, snart dovent henstrakte i Liggestole. En forbipas­se­rende bemærkede en Gang i den Anledning: "Det maa være et Sanatorium". Og saa den ejendom­melige Platform i den hyggelige Krog udenfor Spisestuen, begrænset af kædeforbundne hvide Murpiller med blomstrende Hortensier eller Primulaer oven paa, hvor Søndagens Middagsgæster samlede sig ved Kaffen og Cigarerne om de smaa Haveborde.

Den følgende Dag, Søndag den 20. Juni, kom Ellen og Olga ud for at tage Herlighe­derne i Øjesyn; men Olga led at tiltagende heftige Underlivssmerter, saa vi maatte have Bud efter Lægen (Amtslæge Hansen), der straks konstaterede Blindtarmsbetændelse, skaffede en Bil og lod hende efter forudgaaende Telefonering med Hospitalet føre til Frederiksberg Hospital, hvor hun samme Dag KL.5 opereredes. Saaledes blev saavel vor Indgang som vor Udgang af Ødam betegnet ved en mørk Sky (se Side 151), der ligesom dannede den dystre Ramme om det lyse og lykkelige Ud­snit af vort Liv, som de mellemliggende 4 Aar danner. Hvad Indgangsskyen angaar, blev den dog snart bortvejret: Operationen forløb i alle Maader heldigt; allerede 13. Dage efter samme kunde jeg hente Olga, der frisk og smilende stod udenfor Hospitalet og ventede paa mig, og 13 Dage sene­re var hun med paa en lang Gribskovtur, ved hvilken hun spadserede fra Gribsø og hjem til Ødam.

Men - som sagt - : De mellemliggende 4 aar var lyse og lykkelige. De mindre og langt roligere Forhold, den hyggelige Lejlighed, som Mor elskede, Haven og den skønne Beliggenhed med let Adgang til rare smaa og store, Spadsereture, de festlige Stunder, naar de kære Børn besøgte os, ganske heldige Pigeforhold (Frk. Reher) - alt bidrog til, at Mors mangeaarige nervøse Lidelser bedredes, hendes Sind faldt mere og mere i Ro, og hun følte sig mere tilfreds og lykkelig en tidlige­re, skønt Helbredet jo nok endnu kunde lade noget tilbage at ønske.

Hvad mig selv angaar, da var jeg jo, da jeg søgte min Afsked, ikke helt fri for Betæn­keligheder ved, hvordan det skulde gaa mig ved paa een Gang at blive et Arbejde kvit, der havde lagt saa stort daglig Beslag paa mig og i det hele og store været mig saa kært som min Gerning paa Gamle Bakkehus. Jeg havde jo hørt om saa mange virksomme Mænd, der efter Opgivelsen af en mangeaarig Livsgerning faldt helt sammen. Jeg maa sige, at det i denne som i saa mange andre Hen­seender er gaaet mig over Forventning godt. Hertil bidrog sikkert i væsentlig Grad Ødam og Haven. Den sidste, som jeg nok fra Begyndelsen af kunde have ønsket mig noget større, skønnede jeg snart var tilstrækkelig stor til at give mig alt det Arbejde, jeg kunde ønske mig, Thi hvor ynde­fuld og skønt anlagt den var, saa var den dog paa grund af sin lave Beliggenhed fattigt udstyret fra Naturens Haand og trængte til adskillige Grundforbedring, navnlig Jordpaaføring og Oprensning af den langs Haven løbende Bæk, der var overgroet med Rør og ikke havde været rørt i mange Aar, hvorfor Vandet fra Bæk og Mose i regnfulde Perioder kunde stige ind og oversvømme Dele af Ha­ven. Jeg paaførte i min Tid hele den nederste Del af Haven c.60 Læs Jord, hentet fra Vejenes Grøf­te- og Rabat-Afgravning samt c.200 Børe fulde gammel Oprensning fra Bakken langs Mosen. Derved blev Terrænet hævet flere Tommer, og da det tillige blev kulegravet, kan dette Arbejde nok betragtes som en Grundforbedring, saa meget mere, som jeg hvert Aar spenderede flere Læs Gød­ning og flere Læs Kulgrus og almindelig Grus. Haven blev da også efterhaanden rigtig pæn; navnlig blev den nye Græsplæne, som jeg saaede den sidste Sommer, meget smuk. Fra tidligt Foraar til sil­de Efteraar færdedes jeg da ogsaa en stor Del af Dagen i Haven og den tilstødende Elleholm i Mo­sen, hvor jeg havde en Brændeplads og min Kompostjord-Bunker. Det var da ogsaa et herligt Liv for mig; thi Arbejdet var mig en Fest, og da Haandelaget var godt, og Resultatet svarede dertil, saa udeblev Arbejdsglæden aldrig. Om Sommeren og i det hele, naar Vejret var godt, kom Mor mange Gange daglig ned til mig og slog sig ofte til Ro hos mig med sit Haandarbejde, flyttede sin Stol fra sted til sted, efterhaanden som arbejdet skred frem. I den barske Efteraarstid, mens jeg endnu længe kunde finde Arbejde i Haven, Mose eller Brændehus, var Mor derimod Stedbarn og maatte sidde alene oppe i Stuerne.

I sommer og Vaar kom Børnene gerne ud hver 2.uge, som oftest fra Lørdag til Man­dag Morgen: vi havde 5 Sovepladser i vore 2 rare Gæstekamre og 1 paa Divanen i mit Værelse, saa vi kunde huse de 3 fra Vesterbrogade og de 3 fra Klampenborg; naar Hans og Gerda var med, maat­te nogle af dem tage hjem, og om Vinteren tog de i Reglen alle hjem Søndag Aften. Disse Søndage var sande Festdage, vel nok mest for os gamle, der hele Ugen igennem glædede os som Børn til at se Børnene. Mors solide og righoldige Frokostbord stod altid dækket Kl.12, og Ungdommen lod det vederfares Retfærdighed. Jeg kan dog endnu i mit 73ende Aar gaa i Spidsen som "Forspiser". Efter et lille Pust drog hele Karavanen ad Gribskov til, og denne herlige og meget afvekslende Skov lærte vi grundig at kende i hele dens sydlige Del. Carl, som var bedst kendt i Skoven, var Fører; han hav­de anskaffet en halv snes smaa Lommesangbøger, og med Svend som Dirigent sang hver Fugl med sit Næb omkap med de rigtige Fugle. Hvilen tog vi enten i en Høstak eller under et Skovbryn i Kan­ten af en af de mange aabne Græssletter. Kl.6 vendte vi med god Appetit hjem til Mors Middags­bord og tilbragte Resten af Dagen i Haven eller ved Søbredden.

Ud over vore Børn og vor allernærmeste Slægt havde vi ingen "Omgang" i Hillerød. Kun en eneste Gang var den elskværdige og sympatiske Generalfamilie til Frokost hos os, og vi et Par Gange til Eftermiddagste hos dem. At det ikke blev til mere skyldes vor Tilbageholdenhed og delvis den Omstændighed, at vi to ikke brød os om at spille Kort, hvad Generalens satte megen Pris paa.

Men de Mennesker, vi kom i Berøring med, satte vi Pris paa og kom godt ud af det med - Handlende og Haandværkere. Navnlig satte jeg megen Pris paa Murermester Christensen og Tømrermester Jørgensen og undlader i Reglen ikke at aflægge dem et Besøg, naar jeg kommer til Hillerød. Vor anden Nabo Godsejer Poulsen kom jeg en Overgang paa kant med i Anledning af Vand­afløbsforholdene; men vi blev snart gode Venner igen.

 Saa kom i 1918/19 den sørgelige Katastrofe med Ellen, der førte til vort Opbrud fra Ødam d.10/4.1919.
Efter et Aars Præparandforberedelse og 3 Aars Arbejde paa Femmers Kvindesemina­rium (Forstander, cand.theol. Lund og Frk. Jansen) havde Ellen i Juni 1918 opnaaet en pæn Almue­lærerindeeksamen med mgx som Hovedkarakter, en Karakter, der utvivlsomt inden lang Tid vilde have bragt hende en Ansættelse ved det vellønnede Skolevæsen i København eller paa Frederiks­berg. Man da der ikke i øjeblikket var Lejlighed til Ansættelse her, tog hun efter Joakim Larsens Raad Ansættelse ved Realskolen i Tølløse for derved at blive mere kvalificeret til Ansættelse i Hovedstaden. Da Pladsen først skulde tiltrædes til September, slog hun sig en 14 Dags Tid til Ro paa Ødam, hvor hun - saadan som hun saa udmærket kunde - i fulde Drag nød 'il dolce far niende' (den søde Lediggang) efter de 4 Aars slidsomme Arbejde dels ved at "dase" Sommerdagen hen i den skønne Natur, dels i Hængekøjen eller en magelig Stol med en Bog. Derefter tilbragte hun en herlig Sommermaaned hos sin gæstfri Fætter paa Lindersvold, og denne Ferie blev den glade Af­slut­ning paa hendes sunde Liv. Thi kort efter Hjemkomsten, kom den store Sygdom.

Hvor meget vi to gamle end elskede Ødam, saa var det dog ikke frit for, at vi i den mørke, kolde Tid af og til følte Isolationen paa Ødam som et let Tryk, hvorfor vi ogsaa stundom drøftede Muligheden af atter at vende tilbage til Hovedstaden og Civilisationens Bekvemmelighe­der, og vi forudsaa, at efterhaanden som alderdommen indfandt sig med den Skrøbeligheder, vilde Trangen til at komme i en lun Lejlighed med lettere Adgang til huslig Hjælp, Læge, Hospital etc. blive større.

Da vi nu her paa dette Sted mistede Ellen, slog den Tiltrækning, Stedet hidtil havde øvet - i hvert Fald for Mors Vedkommende - over i sin Modsætning, og det stod os klart, at hun ikke mere vilde kunne trives der, og at Trangen hos hende til at komme Børnene nærmere øgedes.

Carl, som altid forstod Situationen og havde Hjertet paa rette Sted, tilbød os naar som helst at flytte ind i sin Lejlighed, Vesterbrogade 75, 3, hvorefter vi straks averterede Villaen tilsalgs, og da Ejendomspriserne allerede var i rask Opgang, faldt det ikke vanskeligt at afhænde den. Den forlangte Salgssum (24000 kr.) blev jeg endog budt ubeset fra anden Liebhaver, men jeg havde da allerede givet Dr. Riise den paa Haanden, og han blev altså køberen. Han solgte den dog faa Maane­der efter til forpagter Henriksen, for 28000 kr., og denne solgte den atter i 1920 til Kammerjunker Steensbach for 35000, rigtignok ved en byttehandel. Jeg selv havde givet 10500 kr. for den og kos­tet et Par Tusinde Kroner paa den.

Den 10. April 1919 brød vi altsaa op fra Ødam og flyttede ind paa Vesterbrogade, hvor vi hygger os godt, og hvor vi nu snart har henlevet 2 hyggelige Aar sammen med vore to kære Børn: det ældste og det yngste. Marts 21.

Fotos af Villa Ødam taget i 2014

Taler.

15/1.23. Efter at disse Erindringer, som jeg i det væsentlige har betragtet som afsluttet, nu har ligget urørte i henved 1 Aar, har jeg nu i mit endelige Otium -  efter at have opgivet Sædet i Besty­relsen og Tilsynet med de private statsunderstøttede Sinkeskoler - atter gennemset dem og tillige i mine Papirer fundet Koncepterne til et Par Taler, der dels berører Bestyrelsesforhold og Bestyrel­sens Formand Asmussen, dels mit eget Forhold til Gerningen, Medarbejdere og Eftermand.
Disse Taler Refereres her.

Tale for Bestyrelsen den 15/11-1913

Ved stiftelsesfesten.

"Vi følger kun en god gammel Skik, naar vi paa denne Dag mindes Anstaltens Besty­relse. Denne har i lige saa langt Liv at se tilbage paa som selve Anstalten; den dør aldrig ud, men fornyr sig selv ved Suppleringsvalg, hver Gang et Medlem Falder fra. Der har i denne Bestyrelse fra 1855 og til Dato siddet ialt 20 Mand. Af disse har 7 været Læger, 5 høje Statsembedsmænd, 3 Præs­ter, 1 Skoledirektør, 1 Medlem af Københavns Magistrat, 1 Sagfører, 1 Forretningsdrivende, 1 Land­mand og Landstingsmand.

Det har gennemgaaende været Mænd i betroede Stillinger, ansete Mænd, Mænd, der fra deres anden Virksomhed i Stat elle Kommune medbragte Erfaring og Indsigt, der kunde komme Anstalten tilgode. Forholdet har været det, at disse Mænd ved at knytte deres Nav­ne til Anstalten mere har givet denne forøget Anseelse, end at de derved har vundet ny Anseelse for sig selv. Medlemmerne har til Dato aldrig oppebaaret nogen Løn, alene med Undtagelse af For­manden, der modtager et Vederlag for sit ganske betydelige Arbejde som Anstaltens - nu Anstalter­nes - administrerende Direktør. Medlemmernes Antal har indtil for kort Tid siden været 5. Men ved Loven af 21/2.02 bestemtes det, at Antallet herefter kun skulde være 3, men at de saa alle 3 skulde oppebære Løn efter Ministerens Bestemmelse. Da Provst Glahn og Skibsmægler Rømer afgik ved Døden, blev der derfor ikke valgt nye Medlemmer i deres Sted, hvorfor Bestyrelsen nu, som be­kendt, foruden af Formand, Departementschef Asmussen kun bestaar af Hofjægermester Friis og Stadslæge Etatsraad Hoff.

Den Omstændighed, at Bestyrelsens Medlemmer nu som tidligere er Mænd, der sidder i store og betroede Stillinger, der stærkt optager sin Mand, bevirker jo, at de ikke er i Stand til at ofre meget betydelig Tid paa deres Hverv som Bestyrelsesmedlemmer. Dette vilde under andre Om­stæn­digheder kunne blive uheldigt for Anstalten. Men da Forholdet er det, at de 9/10 eller mere af Bestyrelsens Arbejde falder alene paa Formanden, og da vi i de sidste 25 Aar (siden 21/3.88) i De­par­tementschef Asmussen har haft en Formand med en ganske enestaaende Arbejdskraft, saa er Bestyrelsens Hverv stedse bleven røgtet paa allerbedste Maade: Det er derfor naturligt, at vi hoved­sage­lig tænker paa Departementschef Asmussen, naar vi beskæftiger os med Bestyrelsen, og det er lige saa naturligt, at en Skaal for Bestyrelsen ved festlige Lejligheder i Realiteten bliver en Skaal for ham. Der er saa meget mere Grund dertil, som Asmussen holder Fødselsdag samme Dag som An­stal­­ten. Og der er i Aar den særlige Grund til at mindes ham, at han nu har siddet som Bestyrelsens Formand i 25 Aar og i disse Aar har udført et meget betydeligt Arbejde for det danske Aandssvage­væsens Udvikling.

Hans største Arbejde knytter sig selvfølgelig til Oprettelsen af Ebberødgaard; men endnu i det sidste Aar har han paa den smukkeste Maade faaet nybygget Lillemosegaard, og i det kommende Aar staar Karens Minde for Tur med en anselig Nybygning. For et Aar siden tog Asmussen sin Afsked som Departementschef, og det har uden Tvivl været hans Tanke og Haab, at han nu skulde have nogle rolige og lykkelige Hvileaar i sit gode Hjem. Desværre er dette Haab ikke gaaet i Opfyldelse, idet Datterens og Hustruens alvorlige og langvarige Sygdom har kastet stærke Slagskygger ned over Hjemmet. Jeg ved derfor ikke noget bedre at ønske Departementschefen paa hans Fødselsdag, end at han ikke alene selv maa vedblive at staa som den stærke gamle Eg, han er, men at ogsaa Hjemmets Skygger snart maa spredes, saa han virkelig kan faa en rolig og lykkelig Alderdom.

Afskedsord paa Gl. Bakkehus den 1. April 1915

Da det idag er sidste Gang, jeg staar her i denne Kreds som Forstander for Anstalten, vilde jeg gerne benytte Lejligheden til at sige Farvel og Tak til store og smaa.
Jeg har i den sidste Tid jævnlig hørt det Spørgsmaal fremsætte: Hvorfor? Hvorfor? som om det var for tidlig, jeg havde søgt min Afsked. Jeg skal hertil sige følgende:

Ved min Tiltrædelse af Embedet her talte Skolen kun c. 50 Elever, hvortil kom c. 80 Asylister og voksne Arbejdsføre, der kun lagde ringe Beslag paa Forstanderens Arbejdskraft, me­dens "Familieplejen" den Gang end ikke kendtes af Navn. Nu er her en Skole paa 200 Elever, og denne Belægning omskiftes gennemsnitlig med 1/4 om Aaret. Familieplejen omfatter nu 167 Per­soner, spredt i By og paa Land. Med denne betydelige Vækst og delvis Forandring af Anstaltens Karakter er Forstanderens Arbejde selvfølgelig steget meget betydelig. Eksempelvis kan anføres, at medens Korrespondancen i de første Aar kun omfattede 4 á 500 udgaaende Skrivelser aarlig, var den i 1914 steget til 1648. Alligevel har jeg beholdt alle de samme Administrationens Traade i min Haand, som jeg fra Begyndelsen af tumlede med Lethed, idet jeg har været utilbøjelig til - jeg ind­røm­mer gerne, at det maaske har været en Fejl - at give nogen væsentlig Del af Administrationen fra mig.

Det vil derfor formentlig ikke kunne undre nogen, at Arbejdet i de senere Aar har slidt stærkt paa Kræfterne og fremkaldt Nervetræthed og periodisk Søvnløshed. Og medens Arbejdet hid­­til altid har været mig en Fest, har dette ikke i samme Grad været Tilfældet i den senere Tid, for­di jeg ikke i samme Grad har kunnet gøre Arbejdet til min egen Tilfredshed. De véd jo f.Eks., hvor­le­des mine Besøg paa Skolen er blevet sjældnere og sjældnere.

Hvordan alting er, saa føler jeg, at jeg nu er kommet til et saadant Punkt, at hvis jeg skulle blive ved ret meget længere, saa vilde enten Anstaltens Interesser lide eller jeg selv blive fuld­stændig udslidt. Om end jeg nu selvfølgelig, med Vemod taget Afsked fra en Gerning, som jeg altid har elsket, saa tror jeg dog, at det er rigtigt, hvad jeg har gjort, og jeg er Bestyrelsen taknem­me­lig, fordi den har opfyldt mit Ønske.

Naar jeg nu staar i Begreb med at forlade denne Plads, gør jeg det med Hjertet fuldt af Tak til Gud og Mennesker.
 Jeg er taknemmelig, fordi denne Gerning er bleven mig betroet, en Gerning, som hur­tig blev mig kær, og som jeg har kær den Dag idag. Jeg er taknemmelig, fordi der forundtes mig Kræfter til at varetage Gerningen i saa mange Aar. Jeg er taknemmelig for den ualmindelige Arbejds­fred, der skænkedes Anstalten og mig gennem de mange Aar, saavel ovenfra (Bestyrelsen) som udefra (Forældrene) og indefra (Medarbejderne). Jeg er taknemmelig, fordi jeg tør tro, at det nogenlunde er lykkedes at bringe det ud af Eleverne, som deres medfødte Evner tillader, og jeg er især taknemmelig, fordi det er lykkedes paa Gamle Bakkehus at skabe et godt, trygt og lykkeligt Hjem for disse mange Børn - et Hjem, som det er øjensynligt for alle, at Børnene er kommet til at holde af, og som vi har talrige Beviser for, at ogsaa, Forældrene skønner paa.

Men næst Gud skylder jeg mine trofaste, dygtige og samvittighedsfulde Medarbejdere i Skolen og i Plejehjemmene Takken herfor. Jeg mindes med Glæde de mange Samtaler paa To­mands­haand, jeg i Aarenes Løb har ført, snart med Inspektøren, snart med en Plejemoder, snart med en Lærerinde, - hvor mine Spørgsmaal: Hvad skal vi gøre? Hvordan skal vi bære os ad med at faa noget ud af den Dreng eller Pige? Eller hvordan skal vi undgaa de værste Kalamiteter i denne eller hin? - er bleven besvaret ud af ærlig Overbevisning og rig Erfaring. saaledes, at vi virkelig i bedste Forstand er blevne hverandres Medarbejdere. For dette Medarbejderskab bringer jeg herved hver enkelt min oprigtige Tak. Og naar jeg før nævnede Arbejdsfreden udadtil, overfor Forældrene, saa skylder jeg Dem ogsaa alle sammen Tak for det Bidrag, De hver især hat ydet hertil, først og frem­mest ved en kærlig og forstandig Behandling af Børnene i det daglige Liv, dernæst ved overfor For­ældrene at optræde med al den Venlighed og Imødekommenhed, som kan forenes med den fornød­ne Fasthed. Og dog maa jeg sige, at denne uvurderlige Arbejdsfred trods alle gode Bestræbelser fra vor Side mere skylder vor gode Lykke end vor egen Fortjeneste. Thi Aviserne bringer jo hyppigt Eksempler paa urimelige og uretfærdige Angreb paa Mennesker og Institutioner, i hvis vanskelige Lod det er faldet at opdrage andre Menneskers Børn, og som dog maaske har arbejdet lige saa sam­vittighedsfuldt som vi, - Angreb, der ofte mere skyldes Trang til at skabe Sensation end til virkelig at faa afhjulpet begaaede fejl. Nar Gamle Bakkehus gennem en Menneskealder næsten ganske er bleven forskaanet for saadanne Angreb, saa tror jeg som sagt, vi gør rettest i at prise gode Lykke og rette vor Tak derfor til Gud og til det Samfund, hvis Tjenere vi alle er.

Ved ethvert Personskifte sker der gerne en Del Forandringer i Principper og Planer. Nogle af disse Forandringer skyldes Paabud fra Bestyrelsens Side, væsentlig for at opnaa økono­miske Resultater. Jeg sigter herved navnlig til Inspektørstillingens Afskaffelse og Erstatning af Inspektørens Arbejde og Ansvar ved kvindelig Hjælp. Andre Forandringer, navnlig paa Skolens Omraade, skyldes den nye Forstanders Initiativ. Jeg erkender, at der er adskilligt godt i Inspektør Damms Forslag, og i det hele og store nærer jeg ikke Betænkeligheder ved det - det skulde da være overfor Tendensen til en stærk Indskrænkning af "Læseskolen"; men skulde man nu eller senere gaa for vidt i denne Retning, tror jeg, at Fejlen vil rette sig af sig selv, blandt andet under Paavirkning fra Forældrenes Side; det er nu en Gang saa, at Læsning og Skrivning i den almindelige Bevidsthed staar som uadskillelige fra "Skolen", og der er, tror jeg, hos Befolkningen en Tilbøjelighed til ikke at ville anerkende en Skole, hvori disse Fag ikke findes, for en rigtig Skole. I Virkeligheden har Resultaterne i disse Fag, selv om de er nok saa smaa, en ikke ringe Betydning i det praktiske Liv: Det at kunne læse Udskriften paa et Brev, Paaskriften paa Vejvisere, Gadehjørner og Skilte, Hus­num­re over Dørene o.s.v. er en virkelig Værdi, endsige da at kunne skrive et læseligt, om end nok saa primitivt Brev; det samme gælder om Talbegreb og selv den mest begrænsede Regnekunst. Men som sagt: jeg ser fortrøstningsfuldt paa Skolehjemmets Kaar og Virksomhed, ogsaa under de nye Forhold, og jeg vil bede Dem alle gøre det samme - ogsaa dem, der med nogen Betænkelighed ser Fremtiden imøde. Jeg har en urokkelig Tro til, at den, som ærligt og redeligt gør sit Bedste unde alle Forhold, være sig som Leder eller Medarbejder, han vil ogsaa blive tilfreds med sin Gerning og fø­le, at han ikke arbejder forgæves.

Dem, Inspektør Damm, ønsker jeg Lykke og Held til Deres Gerning. Jeg ved af Erfa­ring, at det ikke er nogen Senekure at være Forstander her, men at Stillingen kræver sin Mands ful­de Arbejde og derhos gode Medarbejdere. Derfor vil jeg ønske Dem, at De maa finde den samme gode Støtte af alle Deres Medarbejdere, som jeg har fundet; De kan i Virkeligheden ikke undvære nogen af dem; de er alle Strenge paa det samme Instrument, og jo bedre De kan faa dem til at klinge fuldtonet og harmonisk, desto bedre er det for Forstanderen, for Skolehjemmet og for Børnene.

Saa siger jeg da oprigtig Tak til Dem alle, og jeg beder dem hver især at ville lade denne Tak gaa videre til alle dem af mine Medarbejdere, som ikke har kunnet være tilsted her. Og saa ønsker jeg Dem hver især Lykke og Held i Fremtiden, baade i Deres private Liv og i Deres Ar­bejde for Gamle Bakkehus og dets Børn.

Og nu kommer jeg til Jer, kære Børn, som saa længe og saa taalmodig har staaet og hørt paa, hvad jeg har sagt til de voksne. Ogsaa Jer skylder jeg Tak, for I har - langt mere, end I selv ved af - bidraget til at gøre mig Livet herude kært og lykkeligt. Hvad er det da ved Jer, som har gjort dette? Ja, det er mange Ting! Det er Jeres glade Ansigter, Jeres muntre Sang, Jeres lykkelige Smil. Jeres milde Øjne, Jeres Kærlighed, Tillidsfuldhed og trofaste Vedhængen, Jeres Villighed til at tjene og lyde os og til at lukke Øren og Hjerter op for, hvad godt vi har haft at sige Jer. For alt dette siger jeg Jer allesammen Tak!

Og saa den lille Kreds, som jeg har haft den Glæde at vær Lærer for - 3die Klasse A, - I faar min allervarmeste Tak og Farvel; thi ingen paa hele Anstalten har jeg staaet saa nær som Jer. For jer har jeg lukket op for det bedste, der bor i mit eget Hjerte, og jeg har stræbt at lukke Jert Hjer­te op for alt godt. Ja I har i Sandhed ikke været mine Stedbørn, for jeg har givet Jer det bedste, jeg ejer, saa paa dette Omraade har mine egne Børn ovre i Nr. 19 snarere været Stedbørn i Forhold til Jer! Derfor er det vel ogsaa, at jeg er kommen til at holde saa meget af Jer, og derfor tror jeg og­saa paa, at hvad jeg, den fattige Sædemand, har saaet i eders Hjerte, ikke har været forgæves. Gud velsigne Jer! og Gud velsigne dette Skolehjem og alle dem, der arbejder i det og for det.

Emil Vilhelm og Clara

Vor Guldbryllupsfest den 10. November 1927.

Mindet om denne lykkelige, glade og harmoniske Fest, som fejredes hos Hans og Gerda paa Frederiksberg Slot, vil paa den smukkeste Maade kunne danne Afslutningen paa de Erin­dringer fra Barndommen og indtil Alderdommen, som jeg har optegnet paa disse Blade. Og da de Taler, der blev holdt, ved deres Aand og Indhold giver Mindet Fylde og Rigdom og Varme, er jeg glad ved at være sat i Stand til at nedskrive dem her i min Minde-Bog.

Da det Brev, hvormed Hans efter min Opfordring sendte Afskrift af sin Velkomsttale, staar i saa inderlig Samklang med Aanden i alt, hvad der blev sagt, afskriver jeg Brevet tillige med Talen:

Kære Far.   Først maa jeg sige Dig Tak for Dit smukke og kærlige Brev, som fyldte os begge med Glæde. Os er der imidlertid saare ringe Anledning til at takke. Inden Festen glædede vi os som Børn over een Gang i vort Liv at kunne feste for vor kære Far og Mor, som saa tit har festet for os, og som har ofret sig helt for os. Hvor er det andet dog saa uendelig lidt!

Nu bagefter Festdagen glæder vi os over, at andre er glade ved Dagen og kan mindes den med Glæde - det som vi i vor Ubeskedenhed ogsaa har gjort og gør.
 Min "Tale" var ingen Tale, men kun en Velkomst, som ikke fortjener Plads sammen med de andre virkelige Taler. Jeg skriver iøvrigt aldrig noget ned, men tænker i Forvejen lidt over, hvad jeg vil sige, og fremsætter saa disse Tanker ganske frit, men sikkert mindre formfuldt.

Hvis Du vil have de faa Ord, jeg sagde straks, da vi var gaaet tilbords, var de ganske sikkert ordret saaledes:

Hans' "Velkommen".

De første Ord, der skal lyde her i Aften, skal være Gerdas og min kærlige Tak til Far og Mor, fordi de gav os Lov til at fejre deres store Festdag her hos os. Vi forstaar tilfulde den Resig­nation, der ligger bag ved denne Tilladelse; men os har den fyldt med den inderligste Glæde.

Dernæst beder vi alle om her i Aften efter bedste Evne at ville stryge alle Hverdags­livets smaa eller store Sorger og Bekymringer af sig og forsøge at svinge sig op til den Glædens og Festens Stemning, som vor kære Fars og Mors Guldbryllupsdag, denne deres store Højtidsdag, har Krav paa, saaledes at vi alle kan blive at smukt Minde rigere og senere hen i Livet kan tænke tilbage paa denne sjældne Dag med Tak og lyst Sind.

Med dette Ønske byder Gerda og jeg Eder alle et hjerteligt Velkommen.

        - - o - -

Jeg tror, at mit Ønske er gaaet i Opfyldelse hos alle os Børn; jeg tror, at vi altid vil mindes Eders Guldbryllupsdag med inderlig Glæde. Vi vil gøre det, fordi vi har et virkelig smukt Minde om vore Forældre fra denne dag. Mors Helbredstilstand overraskede os alle og skabte Glæde og Feststemning, og det, at vi havde Eder begge to siddende ved Siden af hinanden som Guldbrud og Guldbrudgom, var jo i sig selv den største Fest. Jeg veed, at naar vi en Gang ikke mere har vor Far og Mor, saa vil vi ofte tænke paa Eder netop som saadanne, og vi vil altid mindes Dig, kære Far, som Du var, da Du stod og holdt Din smukke og kærlige Festtale, fremført med Mildhed, Kraft og Formfuldhed - alt paa een Gang. Vi siger Tak for alt.

Carls Tale.

 Kære Fader og Moder, Kære Guldbrudepar.

Jeg husker, da jeg i Aften for 25 Aar siden i Rahbeks Allé talte om de store Mindesten paa Livets Vej. Vi fejrede den Aften Fars og Mors lykkelige Ankomst til den sølverne Sten; jeg tal­te om andre Mindesten og nævnede sluttelig en, som langt, langt ude i Horisonten flimrede i gylden Glans.

Tiden gaar - i Dag har altsaa Far og Mor naaet denne skønne, sjældne gyldne Sten, Ste­nen, som betegner 50sindstyve Aars trofast Samliv. Vejen til denne Sten har - som vel de fleste Livsbaner - ligget baade i Skygger og Lys; men mellem de mange guddommelige Gaver til Menne­sket er ogsaa den Egenskab, som den menneskelige Natur har, til at opbevare de lyse og gode Min­der og glemme - eller i hvert Fald ligesom at trænge i Baggrunden - de mørke og tynge.

Fra Far og Mor i Aften for halvtredsenstyve Aar siden drog ind i det første lille Hjem paa Kvisten i Store Kongensgade og senere til det nye Opfostrings, Internatet, Bakkehuset og ikke mindst Ødam, har de - og vi Børn med dem  - en Række gode og smukke Minder, Minder om et Hjem, hvor Kærlighed, Opofrelse og Uselviskhed var de bærende Kræfter.

Jeg skal ikke tale om denne lange Vej og dens Tilskikkelser; vi har jo alle i større eller mindre Grad været med at befare den. Men naar vi Børn i Dag ser tilbage, saa maa vore Hjerter fyl­des med Taknemmelighed, og i Tak vender vi os mod Eder, kære Forældre; Tak for al Eders uende­lige Kærlighed og aldrig svigtende Omsorg i disse mange Aar.

Vi har i Moder - saa langt hendes Helbred strakte til - haft den kærligste, mest opof­rende og selvfornægtende Moder, en Moder, som kun har levet for sine Børn, sin Mand og sit Hjem. Og Fader - ja, jeg orker ikke, og det er heller ikke nødvendigt, her at sige, hvad Fader har været for Børn, Hustru og Hjem. Men eet veed jeg, at som han staar nu, saadan vil han staa i hele vort Liv som et lysende Eksempel paa alt, hvad godt og ædelt er; hans hele Livsvandel, Selvfor­sa­gelse, Kærlighed, Taalmodighed og Ydmyghed - hans hele elskelige Personlighed vil uudslettelig for alle Tider have prentet sig i Vore Hjerter.

Tak er kun et lille fattigt Ord, men jeg har intet Bedre. Maatte vi Børn da, som et ringe Afdrag paa alt, hvad I i et langt Liv har gjort for os, nu - hvor Alderens Tryk begynder at gøre sig gældende - kunne være lidt for Eder - og maatte Gud saa give Eder begge en blid og rolig Livsaften.

Fars Tale.

Jeg vil paa Mors og egne Vegne bringe Dig, kære Carl, en inderlig Tak for de gode og kærlige Ord, Du har talt til os, og for Dine gode Ønsker for vor Alderdom, hvilket alt har fundet fuld Genklang i vor Hjerter. Det vil fremgaa af, hvad jeg nu gerne fremføre, hvorledes Dine og mine Tanker og Følelser paa flere Steder mødes.

Naar to Mennesker har levet saa mange Aar sammen som Mor og jeg og fra Dag til Dag har haft Lejlighed til at dvæle ved fælles Minder og Forhaabninger og til at udveksle Tanker og Meninger om Forhold, Begivenheder og Personer, så er det kun narurligt, at et saadant Samliv med­fø­rer en indbyrdes Paavirkning, der mere og mere bringer Tanker og Forestillinger til at bevæge sig ad de samme Baner. Men naar man for at betegne denne Overensstemmelse mellem to Mennesker ved den kendte Talemaade: De er blevet een Sjæl og een Tanke, saa kræver dette Udtryk dog en vis Begrænsning. Thi ligesom der ikke gives to Personer, hvis ydre og indre Menneske fra Naturens Haand er skabt ganske ens, saaledes kan den indbyrdes Paavirkning mellem to Mennesker ikke bli­ve saa stor, at de aandelig talt bliver Spejlbilleder eller Kopier af hinanden. Og det er godt, det er saaledes, for ellers vilde Samlivet sikkert blive ganske uudholdeligt af bare Kedsomhed. Saa hellere en rask lille Skærmyssel en Gang imellem.
 Naa! For Ægteparret R's Vekommende har der heldigvis ikke været Fare for en saa stærk Paavirkning, at nogen af os skulde tabe sin Personlighed.

Derfor maa I heller ikke vente, at det, jeg har at sige, skulde være et helt fælles Udtryk for, hvad der i Dag fylder vore Sind. Dog er jeg vis paa, at det meste af, hvad jeg fremfører, vil fin­de Genklang ogsaa hod min kære Hustru. Thi Grundtonen deri skal være Taknemmelighed mid Gud og Mennesker, og denne Følelse er sikkert ogsaa levende hos hende i Dag "Mindet lader som ingen Ting, er dog et lønligt Kildespring." siger en af vore Digtere. Og med denne Kilde forholder det sig - i det mindste efter min erfaring - saaledes, at medens alle Minder om gode og lykkelige Begivenheder i vort Liv aflejrer sig i Kildens øverste Del, saa de let kan finde frem for Dagens Lys og bringe os Glæde saa at sieg Livet igennem, saa synker Minderne om de mørke eller bittre Timer, ingen af os kommer uden om, lidt efter lidt dy­­be­re ned i Underbevisthedens Grund, og sjældent eller aldrig efterlader Bitterhed eller gør Skaart i den Lykkefølelse, som ellers maatte besjæle os.

Jeg vilde nu gerne have Lov til at dvæle lidt ved denne Kilde eller - for at bruge et andet Billede - blade lidt i Mors og min fælles Mindebog. Paa et af de første Blade fortælles der om, hvordan jeg en skønne Dag for de mange Aar siden mødte min gode Skæbne i Skikkelse af en sød lille halvoksen Pige, hvis Udvikling fra Knop til fuldt udsprungen Blomst jeg i de nærmeste Aar derefter havde den Glæde at følge. Og denne unge Kvindes fulde, friske og udelte Kærlighed faldt det saa i min lykkelige Lod at vinde og at bevare og gengælde indtil denne Dag.

Ja, i Dag er det altsaa 50 Aar siden den lille Clara Pedersen uforknydt og glad fulgte sin Skolemester fra det velhavende Grossererhjem paa Platanvej til den beskedne 3 Værelses Kvist i St. Kongensgade. Og det er mig en Glæde i Dag at kunne sige, at jeg aldrig har mærket, at hun følte denne Omveksling som en Degradation. Tværtimod! Jeg tror, at vi begge har lige saa gode og lyse Minder fra de 3 Aar paa Kvisten som fra de andre Steder vi har boet. Men hvor jeg end er draget hen med Dig, kære Clara! har Du altid trofast staaet ved min Side, ærlig delt Modgang og Medgang med mig og uselvisk og opofrende taget Hoveparten af Dagliglivets huslige Byrder og Bekynmring­er paa Dig lige saavel som Hovedparten af den første Opfostring og Afrettelse af Børneflokken til Orden, Renlighed og Lydighed. For denne trofaste Opfyldelse af Dit tredobbelte Kald som Hustru, Moder og Husmoder gennem 50 Aar, bringer jeg Dig i Dag min oprigtige Tak.

Paa næste blad i Mindebogen fortælles om den Lykke, det har været for os lige fra vort Ægteskabs Begyndelse at føle os hver især vel optagne og modtagne i den andens Slægt, saavel af Forældre som af Brødre og Søstre og senere af disses Børn. Og det er værd at mindes, at der gen­nem alle disse Aar i disse to forholdsvis store Familier aldrig har været noget, der har voldt os Sorg eller Byrde eller Skam. Tværtimod har vi og vore Børn ved vort Samliv med disse Familiers Med­lem­mer saavel paa Jægerlund, Petersgaard og Lindersvold som ogsaa i vort eget og Tante Amalies Hjem, samlet os en Flok af gode og glade Minder, som vi kun kan være taknemmelige for. Det er os derfor ogsaa kært i Aften at have Claras Slægt repræsenteret ved vore Børns kære og hæderværdige Tanter og af vor trofaste lille Niece Hélen.Vi vil gerne nikke en Tak til Eder alle tre, og til Dig kære Laura skal det især være med Tanken paa al den uselviske og kærlige Gæstfrihed, Du gennem hele vort Ægteskab har vist os og vore Børn, Tak for det! Og til Dig, kære Amalia, som altid har staaet Clara saa nær, skal det være med Tanken paa, hvordan Du altid har været paa Pletten, saa snart der i Familien var Sygdom eller Sorg eller andet ondt paa Færde - og det lige til denne Dag - Tak for det!

Til vore fælles Glæder hører ogsaa den lille men trofaste Kreds af Venner, som vi vandt og beholdt, indtil Døden Tid efter anden kaldte dem bort, den ene efter den anden. Een har vi dog endnu tilbage, og det er Dem, kære Fru Olsen, som vi skylder Tak for trofast Venskab gennem de allerfleste af de nu svundne 50 Aar, og vi paaskynder dobbelt, at De aldrig glemmer os, selv ik­ke, da Alder og Skrøbelighed lod os trække os saa meget tilbage i vor egen snevre Skaal, saa det maaske kunde synes, som vi var ved at glemme Dem. - Tak for det!

Og saa kommer jeg endelig til det som er Hovedemnet for min Tale, ligesom det er Hovedkilden til den Lykke og Glæde, som vort Ægteskab genne Aarene har skænket os, og det, som derfor i Dag fylder vore Sind med Taknemmelighed - nemlig vore kære, trofaste og retskafne Børn, om hvem vi med Sandhed kan sige, at ingen af dem nogensinde har beredt os Skuffelse eller Sorg, men alle uden Undtagelse kun har gjort os Glæde og Ære, og saa har de - baade ude og hjem­me - bevaret Trofastheden mod det gamle Hjem og de gamle Forældre. Og naar jeg her taler om vo­re Børn, saa indbefatter jeg deri med god Grund vore kære Svigerbørn; thi disse sidste er i Aarens Løb paa en vistnok enestaaende lykkelig Maade smeltet sammen med Børnene - ikke alene med den enkelte, hver især af dem udvalgte, men med hele Flokken, saa I virkelig alle, kære Børn og Sviger­børn, i vi Forældres Bevidsthed staar som een stor samdrægtig Søskendeflok, og i veed ikke, kære Børn, hvor stor en Glæde dette har beredt os gamle og endnu hver Dag bereder os. Og det er et af vore inderligste Ænsker i Dag, at dette lykkelige Forhold maa bevares længe, længe efter, at vi har lukket vore Øjne.

Det kan jo ikke skjules, at der er et lille Skaar i Dagens Glæde, at vore 3 kære Børn hin­sides Atlanten ikke kan være tilstede her personlig, om end de er det i Tankerne. Men saa er vi jo til Gengæld saa lykkelige i vore 3 Børnebørn at have 3 flinke Rekrutter til at træde ind i Rækkerne og i nogen Grad udfylde Savnet af de manglende Kanadier.
 Derfor skal ogsaa de være indbefattet i den Skaal, som vi gamle nu udbringer for Jer, kære Børn, idet vi udtaler vor varme Tak for al Godhed og Trofasthed og Kærlighed i Aarene, som svandt, og et inderligt Ønske om Held, Lykke og Velsignelse i Aarene, som kommer, for Eder alle, kære Børn og Børnebørn.
Saa drikker vi da en Skaal med vor Børn og for vore Børn - De leve!

Svends Tale.

Paa Svigerbørnenes Vegne vil jeg gerne have Lov at bringe en Tak til det gamle Hjem, som i Dag bliver 50 Aar! Ja, jeg er jo snart en gammel Rotte i Familien "Rolsted", idet det til Januar er 27 Aar siden, jeg "trængte" mig ind i Familien. Jeg husker tydelig den første Dag, da jeg med skælvende Hjerte traadte ind i Villaen derude i Rahbeks Allé for at anholde om Jeres kære, yn­dige, elkede Datters Haand. Jeg siger Jet Tak for den Tillid og Venlighed, I straks modtog mig med, og jeg siger Tak for den Kærlighed og Interess, I stadig siden gennem alle Aarene har fulgt mig med. Jeg siger Tak, fordi I optog mig i Rækken af Eders Børn - de Børn, med hvem jeg aldrig i de mange Aar har haft nogen Contravers - men tværtimod har fundet gode Venner i dem alle!

Mine 3 kære Svigerinder: Gerda, Kate og Vera, har bedt mig til denne min Tak at føje en Tak fra dem. De siger hver især Tak for den udmærkede Søn af Huset, De har faaet; - de siger Tak for al Kærlighed og Godhed, som I har vist dem, og for den Venlighed og Tillid, I ogsaa er kom­met dem i Møde med.
 Vi siger alle fire: "Tak" for alt godt vi har modtaget i dette gamle Hjem - og for alle de gode Minder, vi har fra dette. Maa jeg bede Dem alle med os Svigerbørn endnu en Gang at drikke Guldbrudeparrets Skaal. - De leve! - - -

- - - - - o o O o o - - - - -

Det var først nu i Marts 1928, at jeg besluttede at lade disse Erindringer renskrive og sammenskrive. Men nu har jeg desværre ikke Kræfter til virkelig at revidere, ordne og navnlig af­slu­tte det hele, hvilket ogsaa tydeligt fremgaar af den bratte Afslutning side 293. Men det bliver nu ikke anderledes.

Den 4de Marts 1982.

Familien - Ellen - Moder

Ved at gennemblade foranstaaende c.300 Sider maa jeg indrømme, at den aldeles over­vejende Del af samme indtoges af min egen Barndom og Ungdom og af min Virksomhed som Embedsmand med alt hvad dermed staar i Forbindelse og med de ofte ret periferiske Bemærkninger og Redegørelser, som jeg har fundet Anledning til at fremsætte.

Derimod har den mere private Side af mit Liv, den. der vender ind imod Familien - Hustru og Børn og deres Ve og Vel - faaet en ret stedmoderlig Behandling af tilfældig, fragmen­ta­risk Karakter.

Og dog har en Mands Hjem og Familieliv den aller største Betydning for hele hans Virksomhed udenfor Hjemmet, og, hvis denne er af offentlig Karakter, da tillige for det Samfund, han tjener.

Thi i Hjemmet har Manden sin Rod; her er den faste Grund, hvorpaa han staar, og hvorfra han hver Dag med frisk Mod skrider til sin Gerning; her er det fredede Sted, hvor han tyer hen efter Arbejdet for at søge Hvile, Forfriskelse og Opmuntring, ogsaa ofte Raad og Trøst i det, der ligger uden for Hjemmets Grænser.
 Naar undtages en kortere Periode i Slutningen af Bakkehus-Tiden har Hjemmet for mig altid haft den her angivne store Værdi og Betydning.
 Jeg vil da her forsøge at oprette noget af det forsømte ved at fortælle lidt om Hjemmet og dets Indhold til forskellige Tider.

Vort Hjemmeliv har selvfølgelig faaet sit Hovedpræg af den talrige Børneflok, af hvil­ken det ene fulgte det andet i Løbet af 20 Aar, i regelmæssig Skala med c. 3 Aars Mellemrum (lige­som Lønstigningerne), og af det Stræb og de Byrder, men i høj Grad ogsaa af de Glæder, som fulgte deraf, og af hvilke Moderens og Husmoderen jo særlig maatte tage Stræbet og Byrderne.

Derimod har vi med Henblik paa Børneflokken - i Modsætning til vel de fleste For­æl­dre - været helt skaanede for Sorger, idet vi kun har haft den ene store Sorg i 1919. Men Sorger, der som denne sendes direkte fra et alvist og kærligt Forsyn, kan ikke efterlade Bitterhed, men kun dyb Vemod, og denne mildnes endda ved de talrige, dyrebare Minder om Uselviskhed, Blidhed, Mild­hed og Kærlighed og om den sjældne og uvurderlige Evne til med de beskedneste Krav til Livet dog at kunne glæde sig ved dette.

Da Ellen efter 4 Aars Slid i Begyndelsen af Juni 1918 havde taget sin Lærerinde­eksa­men med godt Resultat (mgx i Hovedkarakter) og havde tilbragt en herlig Feriemaaned hos sin Fæt­ter paa Lindersvol, frisk som en Fisk, kom hun midt i Juli til Ødam for at fortsætte Ferien, indtil hun efter denne skulde tiltræde en Plads ved Realskolen i Tølløse. Men umiddelbart efter hendes Hjem­komst blev hun for 3. Gang syg af Gigtfeber. Hjertet, der i Forvejen var svagt, blev atter angrebet, og efter 4 Maaneders Sygeleje løsrev en Partikel af Arrene paa de betændte Hjerteklapper sig og førtes med Blodet op i Hjernen og fremkaldte fuldstændig Tabet af Talens Brug samt Lammelse af hele højre Side. Saaledes henlaa hun endnu i 3 Maaneder, stadig i Feber trods Anvendelsen af en uhyre Mængde feberstillende og andre Medikamenter, indtil Organismen, og navnlig Fordøjelses­organerne, var ganske ødelagt og Kræfterne ganske udtømt, saa hun endelig d. 21/2.19 sov stille hen og d.16/2. blev begravet paa Vestre Kirkegaard, hvor Carl havde købt et Familiegravsted.

 Det var en tung og sørgelig Tid at se paa Ellens Elendighed, skønt hun bar det alt sam­men med den største Taalmodighed og bevarede sit milde Smil til det sidste. I sin Svigerinde Gerda og i Frk. Dalsgaard fra Hansens Bureau havde hun et Par dygtige, trofaste og forstaaende Sygeplej­ersker, som hun holdt af og kunde gøre sig forstaaelig for. Mest tog Sygdommen og Dødsfaldet paa hendes Moder, der trolig havde holdt ud ved Sygesengen, indtil hendes Kræfter var nedbrudt.
Da det stod klart for Mor og mig, at Mor efter dette ikke mere kunde trives paa Ødam, men trængte til at komme Børnene nærmere, solgte vi Ødam og flyttede d.10/4.19 ind i Carls Lejlighed, Vester­brogade 75,3, som han overlod os, idet han selv tog Soveværelse paa Kvisten.
      31/7-19

Hovedtrækkene i Ellens karakter synes mig at kunne betegnes ved Ordene: Mildhed, Beskedenhed (Ydmyghed), Fredsommelighed, Taknemmelighed, Kærlighed. Hun kunde selv taale og bære uretfærdig og ukærlig Behandling uden at blive bitter; men hun kunde ikke taale, at Uret­fær­digheden eller Uærligheden ramte andre, uden at det gjorde hende ondt, og at hun paa sin blide, men dog faste Maade søgte at afværge det. Hun havde stor Kærlighed til sine 3 Aar yngre Søster, og skønt denne paa et vist Tidspunkt blev meget forkælet af sin Moder, paa samme Tid som denne stun­dom behandlede Ellen uretfærdigt og ukærligt, var der dog aldrig Spor af Bitterhed eller Mis­un­delse at mærke hos hende, og hendes Kærlighed til Olga forblev uforandret gennem denne Peri­ode. Et andet Træk: Under Ellens sidste Sygeleje i den Periode, da Mælet var hende berøvet, skete det, at Mor og jeg i Forening søgte at ordne Ellens Sengeleje saaledes, at hun kunde komme til at hvile bedre. Jeg tog ubehjælpsomt paa Tingene, saa Øjemedet ikke helt opnaaedes, hvorover Moder irriteret - og af Kærlighed til Ellen - udbrød: "Du Dummepeter!" Dette hørte og forstod Ellen; men hendes Moder forstod ogsaa det bedrøvede og mildt bebrejdende Blik, som Ellen rettede imod hen­de - og hun glemte det aldrig!

Det er i det hele mærkeligt - men det har været mig en stor Glæde at konstatere det med Sikkerhed - , hvorledes Mindet om Ellen, hendes Liv og Død, i de siden den Tid henrundne Aar har virket mildnende og forædlende paa Mors Karakter og hjulpet hende til at overvinde meget i denne, som hun ikke før ænsede eller magtede.

Denne erkendelse hviler ikke paa min egen Erfaring alene gennem et dagligt, nært og fortroligt Samliv med Mor; men Mor selv har tit og ofte sagt mig, at naar det onde i en eller anden Form var ved at komme op i hende, var det Mindet om Ellens Mildhed, Blidhed og Taalmod, som hjalp hende at holde det nede: Nu er Trofasthed ganske vist et Hovedtræk i Mors Karakter; men jeg skulde dog tro, at den Trofasthed, hvormed hun bevarede Mindet om Ellen, og som oftere førte hen­de til Besøg ved Ellens Grav, hvor hun aldrig kom tomhændet, end til nogen af hendes levende Børns Hjem, i nogen Maade staar i Forbindelse med Mors Følelse af, hvor meget Velsignelse Ellen har bragt hende efter sin Død.

Jeg har ikke kendt Ellens inderste Sjæleliv og veed desværre intet positivt om, hvor­le­des hun havde det med sin Gud; men jeg tror, hun levede i den fromme Barnetro, og saa sandt man beviser sin Tro af sin Gerninger, tør jeg vel til de foran nævnte gode Egenskaber hos Ellen føje Guds­frygtighed.

Der er noget opløftende og rørende, noget højt og herligt og tillige noget manende ved den Tanke, at et godt og ædelt, et fromt og gudsfrygtigt Menneske kan blive og være til Velsignelse for sine Efterlevende længe efter, at han eller hun er bortkaldt.

Det er derfor godt at mindes de Døde; men kun Mindet om de gode og fromme, de milde og retfærdige kan blive til sand Velsignelse for os.

Da Moderen og Husmoderen jo i særlig Grad er Midtpunktet og den bærende Kraft i Hjemmet, vil jeg forsøge at give et Billede af dette Hjems Moder.

Paa fædrene Side nedstammede hun fra en dygtig, energisk og vistnok varmblodig Københavns-Amts-Bondeslægt. Hendes Fade, Hans Pedersen, hvis Fader ejede en stor og god Gaard i Herstedvester, var oplært ved Handelen i København og der i ½ Aarhundrede en større Hørkram- og Kulforretning, vist nok først i Frederiksberggade, saa paa Vandkunsten, sidst og længst i den af ham ejede Knapstedgaard, der laa paa den nuværende Raadhusplads, paa det Sted, hvor Paladshotellet ligger. Hendes Moder, født Nissen, tilhørte en københavnsk Borgerfamilie; men jeg ved ikke andet om den, end at Faderen var Kirkebetjent, vistnok Graver ved Holmens Kirke. Clara Pedersen og mit Bekendtskab indlededes allerede i hendes Barndom i min Broders Skovrider H.J. Rolsteds Hus, idet denne var gifte med hendes ældre Søster Martine. Herigennem fik jeg Ad­gang til Claras Forældres Hus - den af Faderen opførte Villa Nr. 19 paa Platanvej - hvor jeg var en velset Gæst i nogen Tid, før jeg den 5. Marts 1876 dristede mig til at anholde om hendes Haand, hvilket blev vel optaget, skønt jeg jo kun var inspektionshavende Lærer ved Opfostringshuset - og Aaret efter giftede vi os.

Ung og fyrig, glad og temperamentsfuld drog hun Mortens Aften d.10/11.1877 fra det smukke, solide og velhavende Grossererhjem paa Platanvej gladelig ind i den beskedne 3 Væ­rel­sers Kvistlejlighed i det gamle Opfostringshus - St. Kongensgade 108,2, og jeg har aldrig mær­ket, at hun følte sig trykket ved denne Degradation i social Henseende; dertil var hun for glad ved at sætte Foden under eget Bord sammen med den Mand, hvem hun efter eget Sigende havde holdt af fra sin tidligste Ungdom.

Faders Sygdom og Død.
Efterskrift af Carl.

Sommeren 1927 tilbragte Fader og Moder som de nærmest foregaaende Aar paa min Grund i Lyngby, hvor Fader med sædvanlig Interesse og Kærlighed  puslede i Haven. Det var dog kendeligt, at Kræfterne var i stærk Aftagen og hen paa Sommeren klagede Fader over et Tyrk i Un­der­livet og Opstød, hvorved han fik "Vand i Munden". Vendt tilbage til Byen søgte Fader i Septem­ber Dr. Gad, som undersøgte Fader og sagde, at det var noget Mavekatarr - til mig sagde Dr. Gad derimod, at det var Kræft i Mavesækken, og der intet var at gøre. Faders Tilstand var dog endnu et Par Maaneder efter Omstændighederne ret god, og i November kunde Fader og Moder som beskre­vet fejre deres Guldbryllup hos Hans. Men fra slutningen af December syntes Sygdommen at tage stærkere Fart, Appetitten blev stadig ringere og efterhaanden kunde Fader overhovedet intet spise, forsøgte han, kunde han ikke beholde det spiste, men kastede det op. Egentlige Smerter var der Gud ske Lov ikke, men selvfølgelig en meget stærk Afkræftelse, som i sig selv var en Pine. Fader var jo klar over, hvorhen det bar, men med Fortrøstning og fuld Ro saa han Døden imøde og talte ofte om den; jeg tror, han ligesom vilde forsøge at tage Brodden af den og gøre os fortrolige med Tanken snart at skulde miste ham. Skriftlig tog han Afsked med en Del af de Mennesker, som stod ham nær, ligesom han aflagde et Afskedsbesøg paa Gl. Bakkehus.

Det sidste Brev Fader skrev, var til Forstander Henry Olsen paa Gl. Bakkehus. Foranledningen var en Artikel i Aandssvageanstalternes Funktionærforenings Blad "Funktionæren". Der havde heri staaet en Artkelserie om de forskellige Anstalter, og sidst havde Forstander Olsen skrevet om Gamle Bakkehus, hvor han i yderst anerkendende Vendinger havde omtalt Faders Ger­ning, bl.a. skrev han, at Fader havde betydet mere for den danske Andssvageskole end nogen anden. Men mod den Udtalelse protesterede Fader i et langt Brev, med forbavsende Kraft trak han Linierne op i Gl. Bakkehus Historie og lagde Æren, hvor han mente den burde ligge. Som Svar paa dette Brev fik Fader paa sit Dødsleje - men endnu ganske aandsklar - nedenstaaende Skrivelse, som jeg her gengivér, fordi jeg synes, det er en saare smuk sidste Hilsen fra den Gerning, han elskede saa højt.

"Skolehjemmet paa Gl.Bakkehus"   København V., Rahbeks Allé 21, d.12/3.28.

Kære Hr, Forstander Rolsted.

Tak for Deres venlige Brev, som dog ikke kan overbevise mig om, at der er noget urig­tigt i min Opfattelse af Deres Gerning paa Gl. Bakkehus. Tværtimod forekommer det mig at de fremførte Kendsgerninger bekræfte mit Syn. Det er i hvert Fald Kendsgerninger, hvis Resultater jeg dagligt har for Øje. Og jo mere jeg kommer ind i Arbejdet baade her og andre Steder, desto mere gaar det op for mig, at det vi bygger paa, er grundlagt af Dem, Hr. Forstander.
 Jeg har jo ikke skrevet "det danske Aanssvagevæsen" men "den danske Aands­svage­skole".

Der er saa godt som ikke den Del eller Ting, jeg tænker paa at tage op til Gavn og Glæde for de aandsvage, uden at jeg enten finder Spiren dertil - og kun Forsømmelse er Skyld i, at der ikke er blomstret noget op - eller ogsaa har man allerede haft det for mange Aar siden. Det er altsaa en gammel Nyhed. Selv et saa moderne Fænomen som den omstridte Arbejdsskole, findes jo gennemprøvet her, og Grunden har De jo lagt.

Ser De ikke, kære Hr. Forstander, at alene det, at De har skabt et Grundlag, man kan blive ved med at bygge paa, fuldt ud berettiger mig til at udtrykke, at De har betydet mere for den danske Aandssvageskole, end mogen anden. - Og vil man gaa den anden Vej ved at rive ned paa det bestaaende, saa opdager man efter et Stykke Tid, at man pænt maa lægge Stenene paa Plads igen for at dække det Hul, der derved var fremkommet. Rammen, Formen, er givet i det fuldt færdige Sy­stem for Behandling af andssvage Skolebørn, der er udarbejdet og overleveret os af Dem.

Hertil kommer saa noget andet, der ikke er haandgribeligt, som det der er anført over­for, det er hele Aanden og Tonen i dette Hjem, Traditionen. Her fortsætter vi ogsaa Bygningsar­bej­det paa Deres Grundlag.  Det er altsaa ikke uovervejet, at der kom til at staa, "at De har betydet mere for den danske Aandssvageskole, end nogen anden".

Venlig Hilsen til Dem og Deres Hustru  

 Deres ærbødige og hengivne

            Henry Olsen

Søndag den 11. marts var Fader oppe for sidste Gang og i den følgende Uge, hvor Fader laa uden at tage Næring til sig, svandt Kræfterne stadig, men Kærlighed, Taalmodighed og Taknemmelighed præger ham til det sidste. Søndag den 18. var lang og trang, og han længtes in­derlig efter at faa Hjemlov. Efter hans Ønske læste jeg Hygoms gamle Salme: "Jesus, din søde Forening at smage" højt for ham, men da jeg kom til Verset

Jesus, naar vil du dog skaffe mig Hvile?
Byrden den trykker, ak tag mig den af!
Naar skal jeg se dig ret venlig at smile?
Rejs dig at true det brusende Hav!
Kærligste Jesus, du maa dig forbarme,
skjul dog ej evigt dit Ansigt for mig!
Ædleste Rigdom for aandelig arme,
fyld det udtømmede Hjerte med dig!

kunde jeg ikke mere, men med svag Røst fremviskede han da selv Resten, som han kunde udenad.

Mandag Morgen kunde Fader endnu kende mig: "Det er jo Carl" hviskede han med den kærligste Stemme, men kort efter gik han ind i Bevistløsheden og laa saaledes til Onsdag Mor­gen. Jeg stod ved hans seng, og netop da Kirkeklokkerne ringede Otte, drog han det sidste Suk - et langt og velsignet Liv var sluttet.

Mandag den 26. Marts begravedes Fader under stor Deltagelse fra Vestre Kirkegaard.

Velsignet være hans minde.

Familien Emil Vilhelm og Clara Rolsted med børn og svigersøn.

Læs herunder den omtalte artikel i ”Funktionæren”

Læs mere om Professor H.P. Duurloo

Erindringer
Afsnit 1.

Avisartikel om Emils
tilbagetrædelse.