Online slægtsbog om
Slægten Rolsted fra 1760
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Carsten Eggert Carlsen om sine forældre. |
|
Anna-
02-
I januar 2009 bragte TV 2 en dokumentarserie, Felthospitalet.
Den fulgte det danske sundhedspersonale på felthospitalet i Camp Bastion, bl.a. de danske bioana-
Journalisterne har oplevet vores arbejde, de fulgte os nemlig også, når vi havde travlt", siger bioanalytiker Anna-
Syv uger på det engelske felthospital i Camp Bastion blev en hård omgang for bioanalytiker Anna-
Blodig august i Afghanistan.
En dansk soldat i Afghanistan hårdt såret.
Tre danske soldater dræbt i Afghanistan.
Britisk soldat dræbt.
Vi kender overskrifterne, og de gør indtryk hver gang. Læser vi lidt længere nede i artiklerne, står der som regel, at soldaterne er blevet overført til det engelske felthospital i Camp Bastion i Helmandprovinsen.
For bioanalytiker Anna-
"Efter at jeg er kommet hjem, læser jeg avisartiklerne med en ny indsigt. Jeg er kommet anderledes tæt på den hårfine grænse mellem liv og død. Herhjemme hører vi mest om de sårede og dræbte danske soldater, men dernede så jeg, hvor mange soldater fra hele verden og civile, krigen egentlig går ud over''.
Antallet af sårede og dræbte soldater er steget i 2009 i forhold til 2008, og i juli var antallet så stort, at 58-
Fire, der holdt fanen højt.
Inden Anna-
"Det var anden gang, vi 100 danskere var på traumekursus. For os bioanalytikere var det især for at blive klædt på til opgaven med chok-
Bioanalytikeren fra Køge skulle kun være på felthospitalet i syv uger, fordi hun delte en tre-
Gunhild er i militær sammenhæng den mest garvede af de tre bioanalytikere, fordi hun tidligere har været udsendt til Kosovo og Afghanistan. Senere viste det sig, at der var en fjerde bioanalytiker, der også havde kontrakt med militæret, men det vender vi tilbage til. Først Anna-
"Jeg tror ikke, at der er ret mange bioanalytikere, der tænker på, at der også er brug for os. I øjeblikket er vi fire, men de tre er os er ikke just årsunger mere, så jeg kan kun anbefale andre at undersøge, om det er noget for dem".
Af sted efter 13 års øvelser.
Anna-
"Afghanistan er første gang, jeg fik muligheden for at komme ud og bruge alt det, jeg kan -
Angsten kom alligevel.
Anna-
"Jeg er vant til at gå alene i vagt og til at klare pressede situationer på egen hånd og har tiltro til, at jeg kan. Det er den gode sidegevinst ved at være med i militæret: Man får både selvtillid og mod på at komme ud i verden og afprøve sine faglige og personlige grænser", forklarer hun.
Psykologisk følte hun sig også godt forberedt på Afghanistan, så derfor kom det bag på hende, at hun faktisk blev meget bange, da hun sad der i et mørkelagt Herkulesfly, der skulle flyve hende til Camp Bastion.
"Vi havde alle sammen fuld uniform på med fragmenteringsvest og hjelm og skydevåben. Humøret var o.k., mens vi fløj ind over Kandahar-
Lyden af krig.
Dagen efter var der rundvisning i lejren og på felthospitalet, og så var hun og Gunhild klar til at begynde arbejdet. Kollegerne var to engelske og to amerikanske bioanalytikere, uddannet inden for militæret.
"Det kunne vi godt mærke. Der var en kulturforskel, og vi følte, at vi blev set lidt an, fordi vi var civile. Men vi kunne faktisk mere end amerikanerne, for de kunne ikke lave blodbanksarbejde, og det var egentlig besynderligt på netop et felthospital", konstaterer Anna-
I lejren blev hun konstant mindet om, at Afghanistan er en krigszone.
"Vi kunne konstant høre skyderi og raketter. I begyndelsen lød det, som om det var tæt på, men jeg vænnede mig til det-
Af nye lyde skulle hun også vænne sig til at arbejdet foregik på engelsk, og i den sparsomme fritid var der også altid lyde og snak omkring hende. I hendes og Gundhilds telt boede der f.eks. to andre danskere og fem englændere.
Et rigtigt sygehus.
Der er et par hundrede ansatte på felthospitalet, og af dem var ca. 100 danskere. Og nej: Felthospitalet er ikke et telt, som vi kender fra MASH-
"Aircondition er helt uundværlig, fordi der er over 40 grader udenfor, og vi skal passe vores arbejde iført uniform og have ulideligt tunge militærstøvler på hele tiden. Vi spurgte flere gange, om vi ikke måtte bruge sandaler på sygehuset. Svaret var et klart nej, og så måtte vi klappe støvlehælene sammen og beholde dem på. Lejren er meget engelsk, og fuld uniform med knappet jakke og hat på hovedet er også obligatorisk, når vi skal gå fra vores telte til hospitalet. 50 grader eller ej".
Ud over det akutte arbejde fungerer felthospitalet også som almindeligt hospital for de ca. 60.000 soldater og hjælpepersonel, som er tilknyttet Camp Bastion.
"Vi servicerer med alle de almindelige analyser, når personellet får f.eks. blindtarmsbetændelse, infektioner, diare eller hedeslag. Vi laver både klinisk biokemi, blodbanksarbejde og lidt mikrobiologi".
Både soldater og civile.
Langt hovedparten af bioanalytikerarbejdet på felthospitalet er dog at sørge for blod til sårede patienter, der er blevet skudt, har trådt på en mine eller været udsat for de frygtede vejsidebomber. Hovedparten af de sårede er engelske, amerikanske og danske soldater, men der kommer også en del afghanere.
"Vi tager ikke selv blodprøverne, men får dem bragt til laboratoriet. Derfor ser vi som regel ikke patienterne, og det er jeg glad for. For mig er det den distance, der gør, at jeg kan holde arbejdet ud. Det er langt sværere at være læge eller sygeplejerske, og man kan høre på dem, at deres arbejde påvirker dem meget".
Alligevel hænder det, at bioanalytikerne selv må løbe på OP med blod, fordi personalet har så travlt, at de ikke kan nå at hente det.
"Så kan vi med egne øjne se, hvor slemt det kan være, og forstå, hvorfor lægerne tit må amputere arme og ben for at redde soldaternes liv. Det er barskt".
De civile sårede er ofte folk, der er kørt på en mine eller er skadet på anden måde. Enkelte gange er det også folk, der er mistænkt for at være talebankrigere.
"Det virker lidt paradoksalt at skulle lappe dem sammen og redde deres liv, når de måske lige har forvoldt død hos nogle af vores soldater, men sådan er konventionerne nu en gang", forklarer hun.
Litervis af blod.
Laboratoriet bruger mindst 50 portioner blod, 50 portioner plasma og 10 portioner trombocytter om ugen og nogle gange meget, meget mere.
"En nat brugte vi 172 portioner til en ung brite. Han overlevede og blev fløjet hjem, og siden har vi hørt, at han har været lidt oppe at gå. Sådan noget er jo fantastisk at være en del ar, understreger Anna-
Når der kommer sårede, er den normale procedure, at bioanalytikerne bliver varskoet eller bippet, så de kan finde blod frem og tø plasma op på forhånd. Andre gange kan de selv høre helikopteren komme.
For at kunne starte med at give med blod med det samme laver de først 10 portioner O neg. blod og 10 AB pos. plasma klar til de sårede -
Til hårdt sårede udleverer bioanalytikerne blodet med det samme og laver type og antistof bagefter. Typen laves i glas og forlig på gelkort.
"Derefter giver vi så vidt muligt typeforligeligt blod, men laver ikke længere forlig, fordi patienten udelukkende har fremmed blod i kroppen. Ofte er der hårdt sårede på alle tre OP-
De gange, hvor der er brug for ekstra fuldblod, har lejren selv et donorkorps, der bliver tappet. Som regel slår blod og plasma til, mens det kan knibe mere med trombocytbeholdningen.
"Når vi løb tør, gik et par specialuddannede sygeplejersker i gang med afarese-
Bioanalytikerne melder hele tiden ind, hvor mange poser blod og plasma og trombocytter de har brugt, og så kommer der nyt blod fra England og lidt fra USA.
"Mens arbejdet med de sårede oftest er om dagen til ud på aftenen, er det natarbejde at modtage blodet og måle temperatur og registrere portionerne og komme dem på køl og frys. Det tager let 3-
Hviletid, hvad er det?
Egentlig skulle der være seks bioanalytikere til at klare et arbejde svarende til 2.000 point i et særligt militært normeringssystem, men først blev den ene amerikaner forflyttet, og bagefter viste det, sig afbioanalytikernes arbejde faktisk var på 5.000 point.
"I normeringen var der ikke taget højde for, at antallet af sårede steg så meget, så vi arbejdede for to-
At det var hårdt at arbejde på felthospitalet, kan ses af denne mailbeskrivelse af en enkelt af Anna-
"I går blev jeg kaldt kl. 6.20 og så op og på arbejde uden bad og tandbørstning. Jeg arbejdede til kl. 20.30, og så hjem og i bad og i seng. Kl. 21.30 blev jeg kaldt igen og var på til kl. 1.00, og det var ellers ikke mig, der var på førstekald".
Gunhild skaffer hjælp.
Arbejdsbyrden var for stor, og Gunhild Madsen meldte ud, at hvis bioanalytikeme ikke fik aflastning nu, så kunne de ikke klare arbejdet længere. Det hjalp.
"Det var flot klaret af Gunhild, for vi var ved at segne af træthed. Heldigvis var der stor lydhørhed hos ledelsen, for man vidste godt, at vi arbejdede som gale, og vi har også fået mange store skulderklap for vores indsats i en meget presset situation".
Hjælpen var et edb-
"De første fem uger fyldte papirarbejdet i blodbanken uendelig meget. Vi registrerede og dobbeltregistrerede alt manuelt. De sidste to uger hjalp systemet virkelig på arbejdsbyrden -
"Der blev også indkaldt en ekstra bioanalytiker, Frederik Holt fra Herlev. Vi vidste slet ikke, at der var endnu en bioanalytiker under de danske faner, så det var en dejlig overraskelse, og selvom han ikke havde nået at være på traumeøvelser i England, gik han fint ind i arbejdet efter en kort oplæring. Han var en meget stor hjælp. Frederik og edb-
De sidste 14 dage, Anna-
"Hvis jeg var blevet spurgt, da vi havde allermest travlt, havde jeg sagt nej. Nu er jeg stolt over, hvad jeg og de andre har præsteret, og at vi har været med til at gøre en forskel. Jeg synes også, at jeg har lært meget om mine egne styrker og svagheder, og jeg er parat til at forny min kontrakt med militæret for endnu en periode", siger hun.
1-
+ Grethe Petersen
|-
+ Tom Westermann
|-
+ Anna-
Min far, Poul Eggert Carlsen, blev født i Krøjerup lidt syd for Holbæk d. 12. nov. 1921. Hans far hed Albrecht Frederik Carlsen, født i Ordrup by ved Kirke Sonnerup, men er vokset op i Fledskov ved Ugerløse. Han blev gift med Martha Karen Marie Nielsen, Soderup.
Mine bedsteforældre forpagtede i 1917 jorden til smedestedet i Krøjerup ejet af smeden Christoffer Jensen. En le og et plovskær fra smedestedet i Krøjerup var på den tid kendt viden om. Mine bedsteforældre flyttede ind i den lille forpagterbolig på ca. 50m2.
De 14 tdr. land, der hørte til forpagtningen, lå 1. km fra byen. Hver dag skulle de om sommeren hente og bringe køerne den lange vej fra gården til marken. Når andre kunne køre 20 læs roer på en dag kunne de kun nå 10 læs roer på grund af den lange afstand. Jorden var en stor, leret bakke, som på den tid var svær at dyrke.
Min farfar havde som ung være ansat ved DSB i København en vinter, men da lærkerne begyndte at synge, flyttede han ud på landet igen for at bliver landmand. De levede et enkelt liv med begrænsede økonomiske muligheder, men for min far var denne barndom meget vigtig og en stor glæde og inspiration resten af livet. I hjemmet havde man traditioner, som han senere videreførte til sine børn, ligesom han ofte talte om den mad, de dengang fik. Vi hørte om, når julegrisen blev slagtet, og der blev lavet finker, blodpølse, grovhakket medister, æbleflæsk og om flæsk, der blev henkogt til senere brug. Min farfar tilhørte Indre Missionsk. Min farmor var vokset op i et baptistisk hjem, og tilhørte menigheden i Tølløse. Da hun traf min farfar og ville gå over til Indre Mission, skabte det en krise i familien. I lang tid måtte hun ikke besøge sine forældre. Der var dengang modsætninger mellem de kristne trosretninger, så man ikke måtte gifte sig ind i andre trosfælleskaber.
Min far havde en fætter, hvor hans søster blev forvist fra hjemmet, da hun giftede sig med en ikke troende. Først, da min fars fætter var 60 år, lykkedes det igen at få forbindelse med søsteren.
Min farfar holdt søndagsskole for omegnens børn. Han var en rolig og meget vellidt mand. Min farmor var meget udadvendt og altid klar til at hjælpe andre, når de have brug for det; bl.a. ved sygdom.
På et tidspunkt blev det muligt for min bedsteforældre at købe smedestedet. Den gamle smed Christoffer Jensens bestyrerinde blev syg, og det blev besluttet, at familien Carlsen skulle flytte ind i hans bolig, så min farmor kunne passe den gamle mand. Boligen var bygget sammen med stalden. For at kunne købe gården måtte min farfar optage et lån på 3000 kr. Det blev afdraget med 30 kr. om året. Ved købet lovede min far, at han blev på gården og hjalp til, ellers kunne det ikke lade sig gøre. Dette løfte brød han senere, og det var han resten af livet opmærksom på, selv om han aldrig fik kritik af hverken min farfar eller faster, tværtimod.
Min far var med til at passe gården fra han var lille, som de fleste andre børn på landet. Han var med til at passe dyrene, men kunne også deltage i markarbejdet. Trækkraften var 2 store arbejdsheste. Han kunne sidde på hesten, når der skulle radrenses roer, eller han kunne køre til møllen i Nr. Jernløse for at få malet byg, så den kunne bruges til foder. På en sådan tur hjem fra møllen mistede han 10 år gammel styringen af hesten. Den ville hurtigt hjem, og det kom den!
I Krøjerup var der en lille landsbyskole med forskole og en skole med et klasselokale til de ældste elever. Min far var dygtig, så lærer Bruun kom over til min bedsteforældre for at overtale dem til at lade min far læse videre på Holbæk Privatskole, hvor deres søn skulle begynde. Det var far ikke interesseret i, så efter konfirmationen kom han ud at tjene.
Han tjente 2 år på en gård i Nr. Jernløse. Imens han gik og pløjede, besluttede han sig for at læse til lærer. I spøg forklarede han senere sin beslutning med, at mens bønderne gik ude i solen og svedte i høsten, gik læreren i skyggen under sine blommetræer i haven.
Men først skulle der tjenes nogle penge til "prep"-
Sådan ser den øvrige del af det tidligere teglværk også ud. Dengang min far arbejdede der, var dets keramik særdeles værdsat.
Gennem generationer havde arbejdere udviklet håndværket, så dets produkter var af meget høj kvalitet. Jørgen Wiinblad fik produceret sine keramikvarer her, inden produktionen flyttede til Portugal, men det er en anden historie. Far blev sat til bl.a. at bære keramik på lange brædder over skulderen. Da han var klejn af vækst, fik han resten af livet en skæv skulder af at bære det tunge, våde lertøj. Det var til tider hårdt arbejde, hvor de unge drenge blev sendt ind i en røgkanal fra 7 murede ovne, for at rense den for slagger. De måtte kravle på alle 4 i varme og støv. De unge drenge kunne bedst komme ind og rense op.
Efter 2 år havde han tjent penge nok til i 1939 at begynde på det nu nedlagte Haslev Seminarium. Det var en stor omvæltning for ham, men han nød at lære om alt det nye inden for fysik, biologi, litteraturhistorie mv. En verden åbnede sig for ham, som han kun havde kendt meget lidt til, og som han tog til sig med stor begejstring. Det sociale liv var han også glad for og fik flere venner for livet.
Efter et år bestod min far sin prepeksamen med udmærkelse. For at kunne fortsætte på selve seminarieuddannelsen forestod endnu en udfordring, nemlig penge. Denne gang kunne han jo ikke arbejde sig til pengene. I ferien gravede han tørv i Åmosen, men det han tjente der var kun til lommepenge. Han måtte tage et lån i banken. For at låne skulle man have kautionister. Derfor måtte min farfar spænde hesten for vognen, og sammen tog de rundt til de mere velstillede bønder for at få dem til at kautionere for lånet. Det må have været svært for min farfar. Om nogen var han en mand, der nød uafhængigheden af andre, og at man skulle svare enhver sit.
Det må også have lagt et pres på min far. Hvis han ikke bestod eksamenen, ville han stå med en stor gæld, som andre i sognet hæftede for. Det var derfor en stor fornøjelse, da min far 15 år senere havde betalt sin gæld tilbage og kunne invitere kautionisterne til middag i Nr. Asmindrup. Far dimitterede som elev nr. 1000 fra Haslev Seminarium og bestod eksamen med 1. karakter.
Da far var færdig med seminariet i 1944, fik han ansættelse på Roskilde Hvile, som dengang blev brugt som iagttagelseshjem for vanskelige drenge. I dag er det kollegium, hvor min søn, Rasmus, i øvrigt har boet, da han studerede. Halvdelen af dagen skulle drengene arbejde i urtehaven, den anden halvdel skulle de undervises i klasselokalet. Forstanderparret og de 3 lærere skulle observere drengene og finde ud af, om de skulle til et børnehjem, sinkehjem, familiemæssig pleje eller hjemsendes. Det var en hård arbejdsplads, men far lærte at håndtere disse ofte vanskelig drenge, en lærdom han senere skulle få gavn af som lærer.
Den nærmeste kirke for beboerne i Krøjerup var Sdr. Jernløse. I Sdr. Jernløse var der en forskolelærerinde ved navn Rigmor Hansen. Hun var også organist ved kirken og korleder. Desuden holdt hun møder for KFUM & K. I 1941 deltog min far i et af disse arrangementer. De unge skulle sættes sammen ved bordet, og det foregik med sang.
Han havde fået strofen "Jeg en går mig bygge vil", og en pige skulle så synge fortsættelsen "der skal være have til". Det blev min mor, Eva, der sang fortsættelsen. Hun boede hos Rignmor, der var hendes faster. Mor var ansat på telefoncentralen. Det blev begyndelsen på et kærlighedsforhold, der senere blev til et ægteskab. Faster Rignmor havde optrådt som "Kirsten giftekniv", tror jeg. Hun kendte mine bedsteforældre. Der skulle gå mange år, før mine forældre giftede sig, men de skrev lange breve til hinanden i alle de følgende år.
Men d. 17. okt. 1946 skulle det være, de blev gift i Alleshave Kirke. Min morfar og mormor var ejere af gården Nørrehoved, hvor festen efterfølgende blev holdt. Forinden, d. 7. marts samme år, havde min far den sorg at miste sin mor, Marie. Hun døde på Holbæk sygehus af tuberkulose i en alder af 56 år
I 1946 fik min far ansættelse som 2. lærer på Frydendal skole ved Mørkøv. Her flyttede det unge par ind i en lærerbolig. I den anden ende af bygningen boede 1. lærer Andersens. Mine forældre tilbragte 4 år her, men allerede efter 3 år fik min far et årskursus i psykologi og dansk. De flyttede derfor til en lejlighed i København, hvor jeg blev født i 1949.
I 1951 blev far i en alder af 29 år ansat som førstelærer ved Nr. Asmindrup Skole i Odsherred. Et nyt kapitel, der skulle vare i 18 år, var klar til at tage sin begyndelse, Skolen var en gammel stråtækt bygning. Min søster, Anne Bodil, blev født her.
Bygningen var lerklinet og fugtig, så hun led i det første år af kighoste. Men udsigten over Sejrøbugten var flot og i haven var det gamle akacietræer.
I den ene ende af stuehuset var der et klasselokale for elever i 4.-
Kirken lå lige op ad skolen, og der var en låge i kirkegårdsdiget fra skolen. Det var meget praktisk, for 1. læreren var også ansat som degn, så far benyttede ofte denne låge. Det var et meget bundet job at være kirkesanger, men det var også en god måde at lære sognets beboere at kende.
Efter en begravelse blev min far som regel spurgt, om han ikke kom med i forsamlingshuset til kaffe, og om han ville synge for på salmerne der.
På den tid forventedes det, at præsten og læreren tog aktivt del i det sociale liv i sognet. Det passede min forældre rigtig godt.
De oprettede en litteraturkreds, hvor den nyeste litteratur blev diskuteret. De stod for folkebiblioteket og en aftenskole. Min mor deltog i Husmoderforeningens møder, og min far blev medlem af sognerådet for Det Radikale Venstre. På det kirkelige område deltog de i Santalmissionens møder.
Den nye skole fra 1954 blev en fin ramme om sognets aktiviteter, selv om sognerådet helst så, at forsamlingshuset stadig blev benyttet til festlige arrangementer. Derfor blev skolens juletræsfester altid holdt der og ikke i skolens nye gymnastiksal. Skolen blev centrum for gymnastikforeningens mange aktiviteter.
Min søster, Inger Merete blev født i den nye skole, hvor der både var centralvarme og badeværelse med badekar. Der var ikke mange i sognet, der havde disse faciliteter.
Derfor blev der også bygget to baderum i skolen, så sognets beboere kunne komme og få et bad. I løbet at 60'erne fik de fleste dog selv et badeværelse.
I Nr. Asmindrup fik min fars interesse for historie mulighed for at folde sig ud.
Han fandt Chr. d. IV's jagtslot på bakken ned til Svinninge. En landmand havde fortalt ham, at han altid pløjede murrester op et bestemt sted i marken, og et efterår fik far lov til at grave på stedet. Jeg har stadig glas, jern og keramik fra den udgravning.
Han beskæftigede sig også med den nedlagte landsby i Ulkerup skov, men den blev først frilagt efter, at han var rejst fra sognet.
Ved skolen var der ansat 7 lærere. De havde et lærermøde om året. Det var som regel overstået på 1 time, og derefter morede man sig med leg og spil. Administrationen var minimal, og lærerne snakkede med hinanden dagen igennem, så der var ikke de store problemer at diskutere.
Fars interesse for nye undervisningsmetoder betød tidligt indkøb af filmapparat og båndoptager ligesom gruppearbejde blev praktiseret. Det var vigtigt for far, at eleverne lærte om det nære samfund og dets historie, så eleverne kom på ture til skov og strand, så historiske mindesmærker og kom på længere ture til Holbæk og København. Der blev indført specialundervisning for de elever, der havde brug for det. Også en ungdomsskole blev oprettet.
På det organisatoriske felt blev far formand for Odsherreds Lærerkreds, og han sad også i samarbejdsudvalget for lærere i Holbæk Amt. Da han trak sig som formand for lærerkredsen stod amtsskolekonsulent S. Møller Petersen klar til at ansætte ham som pædagogisk konsulent. I mange år kørte far efter skoletid til Holbæk for at hjælpe Møller Petersen på amtskontoret i Holbæk.
Det blev til 18 gode år i Nr. Asmindrup, men i 1969 fik far ansættelse som skoleinspektør ved Tuse skole. Kort tid efter blev Møller Petersen syg, og far blev konstitueret som amtsskolekonsulent samtidig med, at han fortsatte som skoleinspektør ved Tuse skole.
I forbindelse med kommunesammenlægningen i 1970 blev der oprettet en skoledirektørstilling, ved hvilken han blev ansat i 1971, og så begyndte et nyt kapitel med 15 år som skoledirektør i Holbæk Kommune.
Den nye storkommune fik et nyt skolevæsen med 11 skoler. En stor del af tiden gik med at diskutere skoledistrikter og antal skoler. Far lagde stor vægt på, at skolerne på landet skulle fortsætte, selv om flytningen fra by til land allerede dengang var begyndt.
Han forfægtede det synspunkt, at der ikke var længere fra f.eks. Tuse skole til Bjergmarkskolen i Holbæk end der var fra Bjergmarkskolen til Tuse. Elevtallet øgedes og der var et byråd, der var positivt stemt over for skolevæsenet, så der blev bygget nye skoler samt bygget nyt til nogle af de eksisterende. En stor glæde var det for far at få oprettet en naturskole syd for byen på Ladegårdsjorden med skov og sø omkring. Her blev der bygget små huse, hvor eleverne kunne arbejde med de ting de fandt i naturen omkring dem.
Der blev ansat en naturvejleder og indkøbt sikahjorte. Hvert år kom skolernes bh -
Han var fortsat optaget af, at eleverne skulle kombinere det teoretiske med det praktiske. Derfor blev der også oprettet en erhvervsskole især beregnet på de elever, der havde vanskeligt ved teorien. De skulle i stedet udvikle praktiske færdigheder samtidig med, at de fik undervisning i dansk og matematik.
Det blev nogle meget travle år for far, da også hele kulturforvaltningen hørte ind under hans domæne. En stor glæde var det for ham at være med til at arrangere Dronning Margrethes og prins Henriks besøg i Holbæk. Det var lige ham at være med til at understøtte de mange kulturelle aktiviteter og ofte gik søndagsturen til et eller andet arrangement i en at byens haller eller parker. Det var en meget spændende tid for ham, men da han fyldte 65, syntes han alligevel, at der skulle friske kræfter til, så han besluttede at gå på pension.
Det var nok med nogen betænkelighed, at han gik på pension. Han havde hele livet været meget aktiv med indflydelse på rigtig meget. Hvordan ville det nu gå ham som pensionist?
Da far blev skoledirektør, fulgte der ikke længere tjenestebolig med stillingen, så mine forældre købte først et og nogle år senere et andet hus på Fjordhøj i Holbæk i en af de mange nye udstykninger. Da far lod sig pensionere, besluttede de sig til at sælge huset og flytte til kollektivhuset på Vesterled i Holbæk, der lå lige ned til fjorden.
Far havde altid ønsket at bo ved vandet. De boede første i den gamle villa, hvorfra udstykningen stammede, men senere flyttede de over i højhuset og fik en dejlig lejlighed.
De varede ikke ret længe, så var far formand for bestyrelsen, og da huset trængte til en kraftig renovering, var der nok at tage fat på for bestyrelsen.
En anden beskæftigelse han kastede sig over, var hjorteavl. Sammen med 4 gode vennepar, indhegnedes et stykke mose ved Tuse og indkøbt et antal dådyr og en buk i Sverige. På det tidspunkt troede mange på disse hjortefarme, og far blev også involveret i opbygningen af et slagteri i Jylland, selv om det var hans mening hovedsagelig at sælge avlsdyr.
Det blev aldrig den store økonomiske fidus, men de 4 vennepar havde en fornøjelig tid sammen omkring dette spændende projekt.
Da far blev pensioneret fik han endelig tid til at dyrke sin store passion for lokalhistorie. Han kastede sig over lokalhistorien i de sogne, som hans familie gennem generationer havde berøring med, nemlig Ågerup, Tuse og Nr. Jernsløse sogne. Mine forældre kørte til Landsarkivet og Rigsarkivet i København for at finde frem til fars forfædre. Det førte dem også til Norge, da en del af slægten havnede der. For begge sine forældre nåede han tilbage til midten af 1700-
En anden stor historisk interesse var 1700-
Til det sidste var far aktiv og havde gennem årene tilegnet sig et kæmpe kendskab til historie, folk og steder.
Min far døde i 1992 kun 70 år gammel, men han havde med sin store flid, engagement og entusiasme nået utrolig meget. Han levede "Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord." Hans udgangspunkt i livet var ikke forandret. Det kommer til udtryk i Salmen
"Du gav mig o Herre en lod af din jord",
Du gav mig et dagværk og brød til mit bord.
Her lever jeg trygt på dit mægtige ord,
der taler til mig som til alle.
|-
| + Eva Hansen
| |-
| | + Xian Chen
| |-
| |-
Når jeg har valgt at skrive nedenstående om mit liv, er der to grunde til det:
For det første har jeg ofte opfordret slægtens medlemmer til at skrive noget om deres liv.
Der findes flere beretninger om slægtspersoner, der har haft et liv som har givet dem omtale i medierne.
Det er derimod småt med fortællinger om det ”almindelige” liv som de fleste trods alt lever.
Den anden grund er den, at jeg har været på en arbejdsplads, der er den eneste af sin art i Danmark, og ligger i Danmarks første og ældste industriby, den hed dengang, Det Danske Stålvalseværk i Frederiksværk, og heder ”Dansteel” i dag.
Richardt Rolsted.
80 begivenhedsrige og spændende år.
Jeg blev født i København, og har som det også fremgår af mine forældres Nomadeliv, boet ca. 12 steder inden jeg flyttede hjemmefra, siden har jeg boet 5 steder mere så det bliver til 17 i alt.
Når man bor så mange steder i sin opvækst, kan det ikke undgå at indvirke på ens liv.
Jeg har bl.a. gået i fire skoler plus handelsskolen, og bortset fra handelsskolen, har det ikke givet mig den bedste start på tilværelsen
Hvis man ikke har de bedste forudsætninger, må man takle tilværelsen som den nu former sig, hvilket vil sige, at man må forsøge at få det bedste ud af den tilværelse man har fået. Når ens forældre så har gjort hvad de kunne for at man har fået en god og ordentlig opvækst, er man også godt hjulpet på vej.
Trods tilbud om lærepladser hos hhv. en elektriker og et VVS-
Efter læretiden hos en købmand og soldatertiden, hvor jeg blev korporal, blev jeg gifte i 1961 og vi fik vores første barn i 1963, på det tidspunkt havde vi købt en grund og indrettet sommerhuset på 18m2 til vores første hjem.
Derefter byggede jeg 40 kvadratmeter til huset, der på det tidspunkt lå i et sommerhusområde, men da det senere blev helårsområde, fik vi bygget 60 m2 med kælder, mere til huset. Medens vi byggede, arbejdede jeg som arbejdsmand på den vej hvor vi boede, så var det nemt at komme hjem og arbejde på huset, når vi ikke arbejdede på vejen på grund af vejrlig.
Allerede i 1968 flyttede vi imidlertid til Hundested til en gammel firelænget gård, dvs. den ene lå i ruiner men blev bygget op, samtidig med at resten efterhånden blev restaureret.
Inden vi flyttede, havde jeg arbejdet på hhv. en virksomhed som lavede komponenter til radio og fjernsyn, i to købmandsforretninger, og på to forskellige lagre.
Efter otte år med konstant arbejde på gården, købte vi et tre år gammelt hus i Hundested, og flyttede altså til Hundested by.
Her boede vi i 17 år, hvor jeg en tid arbejdede på to forskellige lagre og en tømmerhandel.
På et tidspunkt arbejdede jeg for min far, der havde lysvirksomheden ”Asserbo Lys”, i nogle af gårdens bygninger.
I mine personlige erindringer har jeg omtalt, at jeg har boet 16 steder i mit liv, at jeg i mine 50 år på arbejdsmarkedet, fra 12 til 62 år, har arbejdet 9 forskellige steder og haft 17 forskellige funktioner.
De oplysninger har jeg valgt som indledningen til fortællingen om mit arbejde på af Danmarks mest specielle, og eneste arbejdsplads af sin art. Nemlig Det Danske Stålværket i Frederiksværk.
D.D.S. En arbejdsplads af format.
Det Danske Stålvalseværk blev stiftet i 1940, med skibsreder A.P. Møller som den drivende kraft.
Den første tapning af stål fra de oliefyrede Siemens-
I 1943 producerede man 22.000 ton stål, og importerede samtidig 16.000 ton.
60 år efter den første tapning, lukkede værket efter flere vanskelige år. Et Dansk industrieventyr var slut.
Der findes nok ikke mange over 30 år i Nord Sjælland som enten selv, har arbejdet på Det Danske Stålværk i Frederiksværk, har haft et familiemedlem, eller bekendt, som har arbejdet på, eller haft en eller anden relation, til værket.
Jeg selv blev, i August 1979, ansat på Det Danske Stålvalseværks, på produktionskontoret i plade-
Efter godt et år blev jeg operatør i Edb-
Efter yderligere ca. halvanden års tid, blev jeg udnævnt som Produktionsplanlægger for EDB-
Hvor mange arbejdede der på DDS spurgte mange?
Ja svaret var ofte, det samme som man hørte om B&W, ”åh sådan cirka halvdelen”.
Da jeg kom til værket, var der ca. 1.800 ansatte.
Nogle få år tidligere havde over 3.000 deres gang på Stålværket, og da det lukkede, blev godt 1.000 personer fyret, på det tidspunkt blev der producerede ca. dobbelt så meget som da der var 3000 ansatte.
Det Danske Stålvalseværk var en enestående virksomhed, alene størrelsen, men også det, at det var det eneste stålværk i Danmark.
Det var en arbejdsplads hvor man havde muligheder for avancement, vel at mærke for både mænd og kvinder. F.eks. betalte værket for en merkonomuddannelse for medarbejdere der ønskede det. Desværre fulgtes løn og indsats ikke helt ad, specielt når det drejede sig om job med specielle kvalifikationer.
Det betød, at hvis man havde været ansat i nogen tid på Stålværket, og dermed havde tilegnet sig en kompetence, så skiftede mange til et andet firma der gav mere i løn. Det gjaldt især de tekniske fag, og dem der havde med IT at gøre.
Det havde især betydning for de mange unge ingeniører som kom lige fra skolen, og fået job på værket.
Efter et stykke tid havde de erhvervet så meget viden, at de kunne få den godt betalt flere andre steder.
Det var også det der gjorde, at jeg fik jobbet som drift planlægger i Edb-
Mit job som drift planlægger i EDB afdelingen indebar, at jeg sørgede for at alt udstyret kørte som det skulle.
Jeg skulle sørge for at der altid var folk til at passe maskinerne, og at der blev taget backup af systemerne. Derfor måtte jeg nogle gange selv tage enkelte vagter, hvis der f.eks. var sygdom, eller andet, blandt EDB-
For at jeg også skulle få lidt kendskab til programmering foreslog min chef, at jeg lavede et program til Gymnastikforeningen Hundested, som kunne håndtere medlemsregistreringen og kontingentregnskabet, selv om det var i småtingsafdelingen, gav det et indblik i programmering.
Senere konverterede jeg det til PC-
Det var mit ansvar, at der altid var adgang til de data der var nødvendige for at produktionen kunne køre gnidningsløst. Det resulterede bland andet i, at jeg en gang var på arbejde i 25 timer i træk, og i et andet tilfælde, i 32 timer, for at få det hele til at køre igen.
I det ene tilfælde skyldtes det at man havde nedrevet nogle bygninger der ikke var i brug længer.
Desværre rev man så ved samme lejlighed det kabel ned, der forsynede El-
Når jeg siger at jeg vidste hvordan det hele hang sammen, så er det fordi jeg ofte havde fundet den vej der var bedst til at trække de kabler der forbandt enhederne. Jeg havde været under jorden i ingeniørgangene, og jeg havde været på lofter og kældre, for at finde den korteste vej.
Når jeg kom disse steder, stødte jeg ofte på puder eller madrasser, som helt åbenbart var anvendt når en person tog sig en lur.
Så den vittighed med hvor mange der arbejder her, var ikke blot en vittighed, nogle arbejdede ikke hele den tid de var på værket.
I Edb-
Lige så snart det kom til produktions styringen, havde han ingen kompetence, det betød at mange ting som skulle være koordineret, ikke blev det, så styringen ikke kørte effektivt nok.
Man ansatte derfor en ung ingeniør, som selv troede at han var guds gave til menneskeheden.
Han skulle være med til at få en samlet styring på EDB totalt, men han og Edb-
Det betød at Edb-
DDS var en meget farlig arbejdsplads, med kraner der løftede plader og store jern klodser, de såkaldte ”slabs”, og der lå brandvarme plader, lige ved siden af de ramper hvor man gik frem og tilbage.
Det var naturligvis krav om at bære hjelm, og anbefaling om at anvende høre værn, men det var nå som så med at det blev overholdt.
Derfor blev reglerne strammet op, og kunne i værste fald koste en fyring hvis reglerne ikke blev efterlevet. Der var i en periode også et stort problem på værket angående druk, det var ikke ualmindeligt at dagen startede og sluttede med at man drak en bajer, plus nogle i løbet af dagen.
Det var på et tidspunkt Nordsjællands største værtshus. Det var efterhånden almindeligt at nogle fra dem der skulle hjem fra arbejde, blev hængende i kantinen og drak øl, og nogle af dem der var mødt skulle så lige have en øl for at kunne klare dagens strabadser.
Stålværket havde et blad der hed ”Stålglimt” hvor man berettede om hvordan forskellige funktioner var, og hvilke tiltag der var i vente, kort sagt fik man oplysninger om mange ting, inklusive nye ansættelser, afgange og jubilæer.
Da et af bladene udkom med en forside hvorpå der stod ”Ny alkohol politik” kunne jeg kun undre mig.
Hvordan kunne man tale om at indføre en ny alkohol politik, når man ikke tidligere havde haft nogen, og hvis man havde, var der i hvert fald ingen der kendte den, eller efterlevede den.
Men det var på høje tid, at der blev oplyst om alkohol politikken, jeg kendte personlig en ung mand som var kommet til Stålværket, og forlod det som nedbrudt alkoholiker. Så i det tilfælde kom op stramningen for sent.
I 1990 blev DDS ´s 50. års jubilæum fejret med en stor fest. Man havde fået bygget en helt ny hal i forbindelse med Konti værket, og i den blev, så vidt jeg husker, var der omkring 5.000 der spiste, festede, og ikke mindst blev underholdt af Per Pallesen og Søren Pilmark.
Som sagt så forlod mange værket når de havde erhvervet sig noget erfaring, derfor skulle jeg ind imellem have en ny operatør til driften.
En dag jeg gik sammen med personalechefen over til hovedkontoret, hvor vi skulle snakke om sagen, fik jeg sagt at jeg ikke ville have flere kvinder, det gav følgende reaktion: Det må du fandeme ikke sige, er du tosset mand.
Hvortil jeg svarede, jeg har 2 kvinder ud af fem operatører, og får jeg en tredje, bliver chancen for at en bliver gravid større, og hvis det sker, bliver det svært at kunne passe driften forsvarligt.
Den situation var jeg ganske vidst delvis selv skyld i. Før jeg blev drift planlægger var der enten ingen, eller kun en enkelt kvinde, bland operatørerne. Og nu kunne jeg så få 3 kvinder og dermed større risiko for at komme til at mangle personale.
Man må nok sige, at de nyere regler om, at mænd også har krav på barselsorlov, og dermed ligestilling, har gjort at man må sørge for at have tilstrækkeligt personale, så man kan klare at en person skal på barselsorlov.
EDB var en nyskabelse som var indført i årene før jeg blev ansat på DDS.
Man havde da jeg blev ansat, en RC 8000 Edb-
Registreringen af stålpladerne skete ved hjælp af hulkort, der en hel hulkortstue hvor man tog sig af det.
Man var i gang med at implementere en ny IBM-
Det var også på det tidspunkt at PC ’en for alvor indtog arbejdspladserne, det hed sig, at en fuldt udstyret PC med en 500 M-
I første omgang blev EDB udviklingen også baseret på ”dumme” arbejdspladser dvs. terminaler tilkoblet en stor fælles computer.
Og stort blev det, der blev indrette et kæmpe stort maskinrum i en af de gamle haller, med store skabe der indehold diske, i begyndelsen i M-
Dertil kom en installeret et enormt stort køleanlæg, to etager ovenover maskinstuen, som skulle køle hele maskinrummet ned.
Jeg har været i Tyskland, England, Norge og Sverige for at etablere anlæg der kunne kommunikere med DDS ´s data anlæg, og jeg har vært på et utal af kurser om de enkelte faser i oprettelsen af det færdige system.
Bl.a. kurser om hvad der skal til for at et Edb-
Der skal først og fremmest foretages en analyse, altså hvad skal vi have, hvilke krav stilles der.
Dernæst kommer design fasen, hvordan skal programmet udformes for at opfylde kravene.
Til sidst kommer Implementeringsfasen hvor der skal køres test for at se om systemet lever op til kravene.
Desuden har jeg deltaget i flere kurser om hvilke maskiner der kunne hvad, og hvordan de fungerede.
Da jeg blev overflyttet til Laboratoriet, talte jeg med personaleafdelingen om forholdene for Edb-
Jeg fortalte også om hvordan de unge ingeniører der kom til værket, diskede op med en masse smarte ideer, og når de så forlod værket for en højere løn, så lå der diverse udstyr for store summer, som var tiltænkt et projekt som nu ikke blev til noget.
Med andre ord, så var det ikke nok at man havde en person som chef for Edb-
Nogen tid senere blev han fyret og der skete nogle ændringer, bl.a. blev noget af driften overtaget af et eksternt firma.
At Det Danske Stålværk lukkede i juni 2002, var der mange årsager til.
Selvfølgelig var konjunkturerne ikke gunstige, men ikke mindst håndteringen af overgangen til totalstyring af administration, drift og produktion, var ikke optimal.
Stålværket er et glimrende eksempel på, at hvis EDB/IT skal være effektivt og brugbart, så skal det hele tiden opdateres, og der skal være en effektiv styring af systemet og processen.
Jeg har, især i EDB/IT alderens start oplevet, ved kontakt til firmaer, men især offentlige kontorer eller myndigheder, at få beskeden, det kan vores system ikke. Lige så ofte har jeg svaret, så forlang at det skal kunne klare det, der er ingen grænser for hvad systemet kan, hvis ønsket er relevant.
Desværre ser vi jævnligt at der er mangler i de IT-
Man startede med at når man nu skulle modtage post fra det offentlige, så blev det elektronisk, altså man indførte tvungen Digital Post, som man kunne kun blive fri på visse betingelser, hvis man ansøgte om det.
Unægtelig noget af en arrogance, når man ikke selv har styr på tilbagebetaling af aktieudbyttet, eller f.eks. Brita Nielsens overførsel af midler fra satspuljen til sin private konto, noget som var totalt tåbeligt.
Hvordan kan en offentlig ansat blot overføre penge til en konto som ikke er clearet?
Tag også systemer der skal styre forskellige funktioner, som bl.a. Sundhedsplatformen og Ejendoms styrelsen, som var, og er, meget forsinket, og i Gældsstyrelsen har de heller ikke overblik over skyldnerne, og hvor de kan få fat i dem.
Elektronik, ikke mindst IT, kan være en enorm hjælp, og vi vil ikke kunne klare de problemer der er, eller vil komme i fremtiden, hvis ikke vi havde det. Men det kræver at man hele tiden opdaterer systemerne og efterser systemet for fejl og uhensigtsmæssigheder.
Hidtil har systemet været med til, at svindel mod private, især ældre personer, er steget voldsomt, og det er ikke acceptabelt at systemet gør det nemmere at være kriminel.
I 1993 byggede jeg selv et nyt hus i Hundested, fordi min kone var syg, og ikke kunne komme på første sal i det hus vi havde, desværre fik hun kun fem år i det nye hus før hun døde i 1998.
Man kan sige om mit liv indtil da, at jeg havde haft en meget afvekslende tilværelse.
Men jeg kan også sige, at det var en interessant og spændende tid, hvor jeg bl.a. også fik to børn, og det var en tid hvor jeg lærte en masse om mange ting.
I den fritid jeg har haft, har jeg bl.a. været kasserer i forskellige bestyrelser.
Jeg har sammenlagt siddet 16 år i bestyrelsen for Gymnastikforeningen Hundested, i samme periode sad jeg 4 år i Sports Unionen, derefter har jeg siddet i en Grundejerforening i 5 år, heraf et år som formand.
Jeg har været med til at stifte Hundested Tværpolitiske liste hvor jeg var kasserer i 4 år, heraf et år som både formand og kasserer, så jeg mener jeg har aftjent min pligt angående frivilligt arbejde.
Siden 2002 har jeg engageret mig i slægtsforskning der resulterede i udgivelsen af en slægtsbog i 2010, og senere en i 2015, og senest har jeg ændret hjemmesiden til en Online Slægtsbog.
Jeg var så heldig at finde en ny livsledsager og blev gift igen i 2001, siden har vi rejst rundt i verden og fået et godt indtryk af andre kulturer og landskaber, samtidig med at vi har fået en masse gode oplevelser.
Efter at vi nu ikke længere rejser ud i den store verden, har vi helliget os Norge, Sverige, og Nordtyskland og selvfølgelig de mange skønne steder i Danmark.
Kathe og jeg levede i ''bushen” fra 1973-
Jeg blev antaget som ”Ringer” det svarer til det de i Amerika kalde ”Cowboy”, da vi startede derinde, var der kun Bossen Peter Hafey, hans kone Carol og deres 3 små børn, plus 2 gamle fyre, Jack og Keit, som havde været på stedet i mange år, de boede i ”the mens quarters”, og så var der et andet ungt par med 2 små børn der boede i et andet hus. Madlavningen blev delt mellem Kathe og bossens kone Carol, i starten. Men da vi så begyndte at finde ud af at de 3000 stykker kvæg som stedet var officielt købt med, var langt undervurderet, begyndte hovedkontoret at sende os flere folk fra andre steder, for at hjælpe os.
Kat blev så hyret som Kok, med bedre løn end mig, for nu skulle der affodres mellem 10 -
Hvis der blev arbejdet i nærheden, med at sortere, brændemærke og kastrere tyre, køer og kalve, så spiste vi i et kæmpe køkken, men ellers havde vi store humpler af kød og brød med os på hesten, og så stoppede vi og lavede bål og drak te når vi fik tid. Vi levede sådan set på hesteryg op til 12 timer om dagen i lange perioder, vi skiftede heste op til 3 gange om dagen.
En gang flyttede vi 1200 stykker blandet kvæg fra den ene ''Outstation'' til hoved kvarteret, det tog os 5 mand ca.10 dage, hvor vi sov på jorden under en presenning, som jeg hængte op mellem nogle træer, inden jeg lavede bål og fik gang i aftensmaden, (steak og løgsovs) fordi jeg var den yngste, og sikkert også den dummeste, (men det var sjovt og spændende det hele, så jeg havde ikke noget imod det.)
Inden det blev aften, prøvede vi at få kvæget ind i et hjørne mellem nogle hegn og så tog vi nattevagt på skift, 2 gange løb de om natten, den ene gang forsvandt hele flokken og det tog os 2 dage at få dem samlet sammen igen, vi tog hele flokken i lige linje gennem 2 naboers land, så der skulle også repareres hegn når de var kommet igennem, det syntes de andre også at jeg var så god til, nå men vi fik dem hjem, ca. 90 miles, omkring 140 km, og vi mistede kun omkring 30, og så samlede vi ca. 20 stykker op på vejen som ikke var brændemærket, så alle var glade og bossen tog os ind til byen 'Injune'' og drak os fulde. Jeg kørte hjem, 37 miles, fordi jeg havde drukket mindst og stadig kunne sidde op, når jeg holdt i rattet. Alle de andre lå omme på ladet og sov, mens bossen pænt sad op ved siden af mig og holdt mig med selskab, de første 5 miles, så sov han også.
Når vi ikke havde så travlt med kvæget, så reparerede vi hegn og vandpumper, de havde både vindmøller og diesel pumper, i de forskellige indhegninger, der var ca. 25 km. til den vandpumpe som var længst væk fra huset, det var et kæmpe stort hus '' Homestead '' bygget i 1885 af cedertræsplanker, plus to andre huse lidt væk, til formænd m.m. og så et hus med 8 dobbelt værelser til mændene, plus kontor og lager og store skure til pumper og andet mekanik, en helt lille landsby, og med de 3 ejendomme som hørte under vores styre, var der alt i alt lige under en million acres, jeg er ikke sikker, men jeg tror nok at der er ca. 4 acres til en hektar.
Vi havde mange spændende oplevelser -
Vi tjente også gode penge ved at skyde Kænguruer i et års tid, det gjorde vi samtidig med at vi passede vores arbejde på farmen, for Kænguru skydning forgik dengang om natten med en spotlight, skindene blev garvet til læder og kødet blev dengang brugt som hundemad, det var meget humant. De ville kun have dem hvis de var skudt i hovedet, så skindet ikke var ødelagt. Vi lavede vores egen ammunition og havde en masse sjov.
Vi var på '' farmen'' fra januar 73 til march 74 hvor vi flyttede ind til den nærmeste by, Mitchell, og der blev vores søn Peter født 4-
Efter vores tid på farmen, og et smut i Darwin, kørte så til Brisbane, hvor vi boede i min bror, Pauli´s hus og passede deres firma, medens de (Pouli, Gurli, Robert, Otto og Andy) rejste på en 3 måneders ferie til Danmark. Da de så kom tilbage, rejste Kathe og jeg hjem til Danmark, på det tidspunkt havde vi været i Australien i ca. 3 ½ år.
Mens vi var i Danmark fik Kathe fat i en lejlighed i Rantzausgade, midt på Nørrebro, hun så ned fra gaden at den var tom, så hun gik ind og spurgte om hun måtte leje den, det sagde ejeren ja til, og jeg fik også et godt job. Men det eneste vi tænkte på efter en måneds tid var at komme tilbage til Australien, til stor sorg for vores forældre, som jo var blevet meget glade for vores lille søn Peter.
Vi rejste lige så snart han var gammel nok til at få sin koppe vaccination, og inden vores 1 års re-
Vi landede så tilbage i Brisbane, august 1975. Denne gang fløj vi herned, den første gang sejlede vi. Dengang varede turen 7 uger, ombord på et lille Fransk fragt skib fra Marseilles, det havde plads til 300 passagerer i 3 klasser, med os i 3. selvfølgelig. Vi sejlede ud fra Gibraltar, over til Syd Amerika og ned igennem Panama Kanalen, med af og pålæsning på en masse små Franske øer, men det er en historie for en anden gang.
Da vi landede i Brisbane, og familien kom og tog imod os i lufthavnen, tilbød min bror Pouli og hans kone Gurli os, at vi kunne blive partnere i deres skiltefirma, så det var jo et fint skub i den rigtige retning. Vi lejede så et hus i Ipswich, en lille by cirka 50 km. vest for Brisbane, i et par måneder indtil vi fik skrabet penge nok sammen til udbetaling på et gammelt hus på træpæle, de fleste huse dengang var bygget op fra jorden på den måde, mest for ventilation, men også for oversvømmelser og krybdyr.
Oversvømmelse har vi aldrig haft problemer med, da vi er ret højt oppe, men min ældste bror Leif's hus gik under helt op til tagrenden i 1974, da Brisbane havde en meget stor oversvømmelse, hvor det meste af byen og mange af de omkring liggende kommuner gik helt under. Det har de senere fået styr på ved at bygge nogle store damme.
Det var vores mening at gøre lidt ved huset i fritiden og så finde noget bedre, men da vi først kom i gang, og begyndte at bygge om og løfte huset op så vi fik mere plads, ja så... vi bor her stadig og har stadig samme firma. Pouli stoppede for ca. 10 år siden, hans søn Robert som blev udlært hos os, arbejder sammen med mig stadigvæk, og til jul, 2009 er det Kathes og min tur til at stoppe, så håber vi at få set resten af Australien.
Vi mangler stadig '' Western Australia '', de fleste andre steder har vi nået at få oplevet mens vi har boet her, og vi har da også været i Danmark flere gange. Men den største '' Jetsetter '' var vores mor Ulla, hun nåede at rejse herned 14 gange i alt, den sidste gang hun kom på besøg var hun 87 år gammel.
Kathe's forældre var her også flere gange inden de døde og nåede en gang temmelig langt omkring, i en lille bil som vi fandt til dem, de oksede rundt i 6 måneder den gang, men havde mange 2-
Inden man ser sig om er tiden jo gået, det er nu 33 år siden vi bosatte os her, og vi regner med at blive båret herfra. Men.. inden det sker, skal vi ud og se noget mere af denne store spændende Ø.
Jeg har tidligere skrevet om mine forældres liv, når jeg nu gør det igen, er det fordi jeg har fundet nogle gamle dokumenter der viser mine forældres nomadelignende tilværelse og deres kamp for et liv, et liv som ingen lever i dag, og knapt nok kender til, et liv som ofte omtales som ”de gode gamle dage.”
Der tales dagligt om manglende ressourcer til bl.a. skoler, vuggestuer, ældreområdet og hospitalerne, osv. Relevante problemer, som ligger milevidt fra de problemer de kæmpede med dengang, hvor det var en kamp blot at få et arbejde, eller at få et sted at bo, kamp for at få råd til indbo, og for at få tøj på kroppen, og ikke mindst til føden.
Problemer som mine forældre og mange andre dengang, selv måtte tumlede med dagligt, uden hjælp fra det offentlige, lige fra starten af 1900tallet til deres død.
Efterhånden som jeg dykkede ned i historien skete der det, at min slægtsforståelse fik et andet perspektiv.
Jeg har selvfølgelig været vidende om at slægtens stamfar Niels, var min 3 x tipoldefar, og at det var langt tilbage i tiden, men da det for alvor gik op for mig, at min morfar blev født lige efter 1. Slesvigs krig, kun fire år efter at slægtens stamfar døde, ja så virker det hel pludseligt meget mere nærværende.
o—o—o—o—o
Min morfar blev født i 1851 og havde fra ægteskabet med sin første kone, fået tre børn og fejret sølvbryllup med hende. Den bedrift gentog han sammen med min mormor, de fik dog seks børn, og nåede også at afholde sølvbryllup.
Morfar havde arvet gården efter sin far, sammen med jobbet som landmand var han også fisker. Han sad også i sognerådet på et tidspunkt og havde flere tillidsposter, han var i det hele taget en agtet mand.
Mor blev født i 1913 og blev døbt Dagmar Alvilda Madsen Pedersen, som den femte af i alt seks børn.
Hun og hendes søskende hjalp til i marken, ligesom mormor efter højst et par dage efter fødslerne, igen arbejdede i marken og i huset.
Det fremgår af to anbefalinger, at mor har tjent i Kysing i et år lige efter sin konfirmation og i halvandet år fra 1.11.1929 til 1.05.1931. På Kysing Lundgård har hun tjent fra 1.11.1931 til 10.11.1932, begge steder får hun de bedste anbefalinger.
Far blev født i 1916 og blev døbt Christian Villy Rolsted. Han mistede sin mor da han var ti år, og selv om der kom en husbestyrerinde i huset, måtte han i store træk klare sig selv.
Han begyndte at ryge da han var 13 år og fortsatte til sin død i 2004.
Han blev udskrevet fra Tåsingegade skole den 30. juni 1930. Fra 1.04.1931 til 1.11.1931 var han hos en gårdejer i Kr. Såby. Fra 1.11.1931 til 1.5.1933 var han hos smed Hans Andersen i Englerup, Kr. Såby. Fra 1.5.1933 til 1.1.1934 var han hos Gartner Jens B. Christensen i Islev pr. Brønshøj. Alle steder får han gode anbefalinger.
Den 24. maj 1934 påmønstrede han skibet ”Jan” som messedreng, men afmønstrede allerede den 30. marts 1935.
Der er en anbefaling fra K.A. Hartmann hvor han var fra. 14 marts til 28. maj 1937, hvor hans far var værkfører.
Far og mor mødtes en gang i 1937-
Deres første hjem var i maj 1939, Haveforeningen ”Lilie”, her jeg blev født i maj 1940. I august 1940 boede vi, Poppelgade 14. 4sal tv. Den 15. januar 1941 boede de i Mønsted Hus i Storenor, hvor far bl.a. arbejdede som fodermester på den nærliggende gård.
Den 30. maj 1942 boede vi i Strandmarks Kasernen i Rødbyhavn, her arbejdede far bl.a. som vejarbejder.
Den 14. november flyttede de til Søndergade 18 i Rødby, hvor min bror John blev født. Her arbejdede mor bl.a. i tørvemosen med at stable tørv.
Den 15. september 1944 flyttede vi ind hos mormor og morfar i Storenor Mark, Jylland. Her havde far forskellige jobs, bl.a. på nogle gårde. Et af stederne boede vi et stykke tid, inden vi kom til at bo i ”Poppelhuset” Norsmindevej 163, her blev tvillingerne Leo og Leif født.
I 1947 flyttede vi så til Husum på Smørumvej 37, hos fars søster og svoger.
I 1948/49 blev adressen så Strandmarks Parken Gl. Køgevej, og fra den 8. november 1950 var adressen Beringparken Gl. Køgevej 275 B. 2. Her blev min yngste bror Preben født i 1951.
Økonomien blev nu langsomt bedre medens vi boede i Hvidovre, og i 1952 besluttede far og mor sig til at købe en grund i Herlev og selv bygge et hus. Grunden kostede 5.000 kr. og huset skulle kunne bygges for 37.000 kr., vel at mærke et hus med kælder med bl.a. 2 værelse, en stueetage med 2 stuer, køkken, gang, entre og badeværelse og på første sal tre værelser.
Mange var skeptiske, hvordan kunne en arbejdsmand med 5 børn tro at han selv kunne bygge et hus, eller for den sags den sags skyld have råd til det. Men huset blev bygget, og medens det skete, boede vi på grunden i en gammel togvogn som far havde købt af DSB.
Alle gav vi et nap med og ikke mindst mor sled bravt i det, samtidig med at hun lavede mad og holdt orden på den meget beskedne plads der var i togvognen. Varmt vand var der ikke noget af, så vasketøjet blev skyllet i koldt vand ude på for perronen af togvognen, også om vinteren.
I løbet af 1953 blev huset færdigt og som mor sagde, var det det 13 sted de kom til at bo, og da 13 var mors lykketal ville hun ikke flytte derfra.
Mor fik hjemmearbejde med at sy hynder til havestole, og efterhånden kunne det mærkes at økonomien blev bedre, og haven, der var en gammel losseplads hvor men fandt alskens ting fra cykelstel til natpotter og rustne dåser, blev anlagt, og blev til en have som blev beundret af mange.
Der var nu sket det, efter at far havde haft et utal af arbejdspladser med vidt forskelligt arbejde, hvor der i flæng kan nævnes alt fra arbejdsdreng, arbejdsmand, vejarbejder, fodermester, metalsliber, drivhusmaler, gartnermedhjælper, specialarbejder hos DSB mmm, så havde de købt et selvbetjeningsvaskeri i Herlevhuse, her arbejdede de nu begge to, men de var nu blevet selvstændige.
Det slidsomme liv begyndte at sætte sine spor på mor, bl.a. fik hun leddegigt som hun fik flere guldkure mod, før hun til sidst måtte lade først det ene, så de andet håndled operere stive, for at slippe fri af smerterne. Alligevel klarede hun alting i hverdagen uden at kny. Senere fik hun også nye hofter.
Forretningen gik godt, men maskinerne var efterhånden slidt op og skulle udskiftet.
Udgiften dertil var betydelig, og da der samtidig var en helt ny forretning ”Refina vask og rens” med egen bolig, til salg i Frederiksværk, ja så blev valget alligevel at flytte endnu en gang, nu til Frederiksværk.
Det skulle imidlertid vise sig at det heller ikke at blive det sidste bosted, for det endte med at de måtte opgive det hele og finde på noget andet. En kort tid arbejdede far på Stålvalseværket, men en mand der havde fået vasket hos mor og far, havde et lysstøberi med hånddyppede lys i Asserbo, han kunne godt bruge en mand og ansatte far.
De fandt så et hus i Nødebohuse, et anneks der hørte til et tidligere pensionat som nu brugtes til bolig for de mange Jugoslaviske arbejdere der arbejdede på Stålvalseværket.
Det hus lejede de i første omgang, og far begyndte sin karriere som lysestøber. I 1966 overtog far støberiet og drev det i to år fra adressen på Kastanievej i Asserbo. Driften af lysestøberiet gik så godt, at far og mor kunne købe det hus de havde lejet og sætte det i stand, bl.a. med en udvidelse af stuen og et nyt køkken og badeværelse.
Far og mor boede nu i flere år i deres hus i Nødebohuse, og efter at far gik på pension nød de virkelig livet i deres hus og have, så meget at de ikke ville væk derfra da det begyndte at knibe med at holde det i stand.
Hvorfor far og mor flyttede til Jylland i 1941, findes der ikke nogen officiel forklaring på, det kan have været på grund af krigen at de ville væk fra København, men det kan også have været for at få arbejde.
Da de flyttede til Rødby skyldtes det, at morbror Anker havde skaffet far arbejde ved noget vejarbejde på Lolland. Far blev tilmeldt Civilbeskyttelsesregistret og fik i 1944, en specialuddannelse ved Politiet og var dermed Civilbetjent. Her i Rødby blev min bror John født.
Da arbejdet på vejen blev standset, tog far på et tidspunkt alene til Jylland for at arbejde. Da de så fik tilbudt at kunne bo hos mormor og morfar, flyttede de så til Jylland.
På et tidspunkt overtog/købte de et hus på Norsmindevej og her boede vi til turen gik til Husum, her blev tvillingerne Leo og Leif født, og vi havde som jeg husker det en god tid her, hvor jeg bl.a. startede min skolegang, og nåede at gå i skole i fjorten dage, vi gik to klasser sammen og skrev på tavle med en griffel.
Da vi flyttede til Husum hos fars søster og svoger, kom vi for første gang til at bo et sted hvor der var et rigtigt badeværelse med WC, dog uden brusebad, og kun koldt vand i hanerne.
Mulighederne for at få arbejde var sikker blevet bedre nu hvor tiderne var blevet roligere.
Et langt live går mod enden.
I foråret 2001 blev far meget dårlig men ville ikke søge læge, først da jeg insisterede, hvorefter han omgående blev indlagt på hospitalet, for første gang i sit liv.
Far lå på hospitalet i omkring en måned uden den store fremgang. Da han fik lov at komme hjem i påsken, skete der en stor ændring, og det gik derpå så godt fremad, at han kort efter blev udskrevet fra hospitalet.
Desværre opstod der problemer med mors ene hofte, hun havde ellers tidligere, efter utallige hofteskred, fået sat en slags ”Låsering” ind, således at hoften ikke kunne skride ud. Men der var jo ikke megen sund og stærk knogle at sætte den fast i, så det gik altså galt igen.
Til sidst havde mor det så dårligt at far ikke kunne klare det, så hun kom på plejehjem. Den 4. juli 2003, døde mor efter en sidste måned, der både var uværdig og ikke særlig rar for hende, far, eller familien.
Efter mors død gik der kun kort tid inden far også kom på plejehjem, for han kunne ikke rigtig tage sig sammen til noget. Han levede ligesom i en anden verden og jeg tror egentlig der gik et halvt år før det rigtig gik op for far, at mor ikke levede mere.
Efter den tid begyndte det gradvist at gå ned af bakke for far, han mistede lysten til at leve og blev på alle måder passiv.
Far blev indlagt flere gange bl.a. med lungebetændelse, og også et par gange med dehydrering, hvor hospitalet direkte udtalte deres kritiserede af, at de skulle tage imod en patient fra et plejehjem pga. dehydrering.
Fars livslyst var nu brugt op, og han døde den 29. april 2004.
Richardt Rolsted
Christian Villy Rolsted, Arbejdsmand f. 13 Jun. 1916, Store Tåstrup, Holbæk, d. 29.04.2004, Hundested Plejehjem.
Han blev gift den 6. Maj 1939 med Dagmar Alvilda Madsen Pedersen f. 2 Feb. 1913, Storenor Mark, Malling, Århus, d. 04.07.2003, Hundested Plejehjem.
De fik 5 børn: Richardt, John, Leo, Leif og Preben.
Inger, født 26.12.1938 i Rødby. Er datter af smedemester Hans Christian Marius Christiansen og
5. Gerda Elisabeth Rolsted Larsen.
4. Datter af Birte Marie Birgitte Rolsted, datter af -
3. Hans Peter Rolsted, søn af -
2. Rasmus Rolsted søn af -
1. Niels Rolsted.
Inger blev gift med Ole Pedersen den 26.12.1959 i Rødby.
Ingers egen Levnedsbeskrivelse:
Jeg har en bror Kurt Christiansen, der er født 11. mdr. efter mig. Der boede ingen børn lige i nærheden, så vi legede altid sammen.
Jeg startede min skolegang i 1. klasse på Rødby Borger-
Jeg har strikket og broderet meget. Vi gik ikke meget i byen, der skulle jo spares op til hus og hjem, desuden var der heller ikke mange muligheder i Rødby, der var én biograf, men ingen dansesteder for unge mennesker, bortset fra om sommeren, hvor der var Søpavillonen ved Rødby Havn.
Arbejdslivet.
Den 1. april 1955 efter realeksamen fra den samme skole, hvor jeg var startet i 1946, kom jeg i lære på kontoret på Højbygaard Sukkerfabrik i Holeby.
Ansættelsen foregik ved, at min mor og jeg cyklede til Holeby, hvor vi var til samtale, grunden til at min mor var med skyldes, at jeg kun var 16 år og derfor ikke myndig. På daværende tidspunkt var myndighedsalderen 21 år.
Højbygaard Sukkerfabrik var en råsukkerfabrik. Råsukkeret blev sendt med jernbanevogne til Raffinaderiet Phønix i København, hvor det blev oparbejdet til hvidt sukker.
Højbygaard Sukkerfabrik havde sin sidst kampagne i 1960.
Den 1. januar 1960 blev jeg overflyttet til Nakskov Sukkerfabrik. Ønsket om at komme til Nakskov var begrundet af, at jeg var blevet gift, og min mand havde fået arbejde i Nakskov.Selvom om det er mange år med kontorarbejde i samme firma, har de været utrolig spændende, der er sket en stor udvikling også inden for dette område.
Eksempel: Indvejning af sukkerroerne skete i 1955 på papvejebilletter, hvor tallene blev trykt ned i, tallene herfra blev tastet ind på en bogholderimaskine. Senere gik man over til hulkort, der blev registreret på Hovedkontoret, og i dag foregår disse ting på EDB.
Indenfor kontormaskiner er der også sket en stor udvikling som f.eks. alm. skrivemaskine ® el skrivemaskine ® computer
Fotokopier blev i min læretid lavet som fotografier med fotovæske, dvs. først en negativ, så en positiv og herefter i et tørreapparat.
I 1955 var arbejdstiden fra kl. 08.00 -
I læretiden, der varede 3 år, gik jeg på Handelsskolen i Rødby to gange om ugen fra kl. 14 -
Breve til Hovedkontoret blev dengang underskrevet med "Ærbødigst".
Jeg har gennem de mange år arbejdet sammen med mange forskellige mennesker.
På Højbygaard Sukkerfabrik, var der bl.a. udstationeret kontorpersonale fra Hovedkontoret i et halvt år af gangen, fordi de skulle se, hvordan det var at arbejde på en sukkerfabrik.
Jeg har arbejdet under 8 fabriksbestyrer/-
Jubilæum
Den 1. april 2005 havde jeg 50 års jubilæum, det var en dag, der bød på mange overraskelser.
Jeg blev hentet i limousine på min bopæl, og kolleger, familie og venner dannede flagallé, da jeg ankom til min arbejdsplads. Men et stort højdepunkt på dagen var, da direktør Mogens Granborg overrakte mig den kongelige belønningsmedalje.
Familie og interesser
Som privat person har jeg min familie, der består af min mand Ole Pedersen, som jeg har været gift med i 45 år, samt vores børn en datter og en søn, der begge bor her i Nakskov med deres familier, og de har beriget os med 5 børnebørn, der er i alderen fra 3 til 14 år.
Vi bor på Roarsvej i Nakskov i et 1. plans hus på en stille villavej kun 1 km fra sukkerfabrikken.
Af interesser har jeg mange:
Vi har 2 jagthunde, som Ole bruger til jagt, men de er også gode familiehunde.
Ole's jagt medfører muligheden for at lave spændende nye retter af vildtkød.
Jeg dyrker motion i form af cykling, svømning og gymnastik. I forbindelse med gymnastikken har jeg i år taget idrætsmærke "guld 10".
Desuden kan jeg lide at lave forskelligt håndarbejde såsom syning, strikning, broderi, maling af porcelæn, fremstilling af porcelænsdukker, og jeg kan lide at løse kryds og tværs og at arbejde med computeren.
Vores sommerferier har igennem 30 år gået til Schweiz på camping med telt.
Pensionisttilværelsen
Selvom jeg er gået på pension, har jeg stadig tilknytning til min gamle arbejdsplads. Tidligere var Nakskov Sukkerfabrik en del af Danisco, men nu er dette overtaget af Nordzucker, så nu hedder den danske afdeling Nordic Sugar. Jeg er fortsat medlem af funktionærforeningen, der holder minimum 2 arrangementer om året. Desuden bliver alle pensionister fra Nakskov Sukkerfabrik hver år i november inviteret på gule ærter i kantinen, hvor vi får at vide, hvordan indeværende roekampagne går.
Ca. 1 gang om året holder vi kvindelige kollegaer, det gælder både pensionisterne og de nyankomne ”tøseaften”, det er alletiders stadig at have kontakt.
En af mine beskæftigelser som pensionist er at være sekretær på Danmarks Sukkermuseum. Det er et lille hyggeligt museum, der ikke ligger mere end ½ km fra sukkerfabrikken. (jeg bor selv kun 1 km fra sukkerfabrikken)
På sukkermuseet udstilles mange ting, der er brugt igennem tiderne, der vises film, der omhandler sukkerroedyrkning, roeoptagning og levering af roer nu og i gamle dage.
Nogle modelbyggere er travlt beskæftiget med at lave en model af Nakskov Sukkerfabrik, som den så ud i 1972. Den første halvdel er færdig og udstillet. Hvis det har interesse, kan man gå ind på sukkermuseets hjemmeside www.sukkermuseet.dk
En formiddag om ugen hjælper jeg vores søn på kontoret i hans el-
Motion skal der også til, jeg går til vandgymnastik, gymnastik og træning på motionscenter.
Hjernegymnastik foregår ved at løse kryds og tværs.
Vi tager stadig på ferie hos vores venner i Schweiz, men nu flyver vi. Det er mere bekvemt, det går hurtigere og så er det billigere end færgebillet, benzin og hotelophold hver vej.
Børnebørnene er efterhånden store. De to er flyttet til København og en er i Faaborg. Men vores børn bor stadig her i Nakskov, det er rigtig dejligt.
“Skovlyst" -
Det var her det hele begyndte med vores stamfar Niels Rolsted der var udnævnt til skovfoged af Baron Løvenskjold, fra godset Løvenborg.
"Skovlyst" i Fledskov ligger 2-
Mellem Ugerløse og "Skovlyst" lå/ligger stadig "Rolstedsminde" en bondegård med alt, det som en bondegård havde.
Vi/mine forældre og søskende kom meget på "Rolstedsminde", årene 1934 -
Nu var det morbror Rasmus og tante Mine der havde "Rolstedsminde", ( altså min fars morbror).
Et godt sted! Vi hørte til der, og kom der meget.
Pudsigt nok, havde mine forældre venner, der nu boede på "Skovlyst" ( årene 1935 -
Bagved skønne "Skovlyst" i skoven var der en lille dam. Jeg husker, at min bror Bent fiskede karusser med en skovl !
Når jeg nævner dette, er det fordi, at vi, mine forældre og søskende på grund af, at Ugerløse var så tæt på både " Skovlyst" og "Rolstedsminde" og havde stærke relationer til begge steder, nok mere end mange andre Rolsted'er .
Derfor !
En dag for for en del år siden, ca 9-
Jeg tog tog og bus ( rutebil) mod Holbæk og Ugerløse. Stod af et stykke før Ugerløse og gik mod Nyrup og Fledskov, kom forbi "Rolstedsminde", gik videre ind i Fledskov og mod "Skovlyst" -
Inde i skoven kom der en bil ( dem kommer der ikke mange af) den stoppede, da de to personer kunne se, at jeg var fremmed. Jeg sagde, at jeg kiggede efter " Skovlyst", ja men der bor vi, sagde de. Fortsæt bare, så kører vi hjem og sætter vand på til kaffe, sagde de !
Det var utroligt ! Jeg kom til " Skovlyst" der så ud, som det altid havde været for mig.
Jeg blev budt velkommen, kom ind ad den samme gamle dør, den samme knagrække var der, rummene, det store køkken og alt sammen. Kaffe i køkkenet og naturligvis snak om, hvem vi var !
Sonja og Ernst havde købt stedet ca. år 2001, lidt tilfældigt sagde de. Ernst havde forbindelse med greven på Løvenborg, "Skovlyst" havde jo hørt til distrikt Løvenborg, og han hjalp med forskelligt arbejde.
DET var en utrolig og fantastisk dag og oplevelse!
Jeg mærkede anerne op gennem fodsålerne hele tiden, også da jeg i p gården så hønselemmen !
Ernst og Sonja havde forstået at bevare og alligevel bo der!
To dejlige mennesker, der gav sig tid til mig !
Sikke en dag -
Jeg tog hjem med rutebil og tog.
I al beskedenhed,
Historier og beretninger fra Rolsted slægtens medlemmer.
Ilse Rolsteds idyliske tur til Skovlyst og slægtsgården ”Rolstedsminde”
Inger Rolsted Christiansen.
En beretning om Kathe og Ole Christensens liv i Australien.
Carsten Eggert Carlsen, har skrevet om sine forældre.
En beretning om Villy og Dagmar’s Nomadeliv.
Bent Rolsteds beretning.
Richardt Rolsted.
Tilhører Rasmus Grenen.
Tilhører Rasmus Grenen.
Tilhører Rasmus Grenen.
Tilhører Rasmus Grenen.
Tilhører Rasmus Grenen.
Tilhører Eggert Christopher Grenen.
Tilhører Charlotte Christine Amalie Grenen.
Fra Rolsted til Carlsen.
Mange har en slægtstavle, som kan have betydning for forståelsen af fortiden. Ofte er slægtstavlerne udfærdiget før den tekniske IT-
Slægten Rolsted
Vi befinder os i Rolsted mellem Nyborg og Odense. I en erindringsbog har Niels Rasmussen, i sit 82. år berettet om slægten. Han gør det i taknemmelighed mod den slægt, i hvis tjeneste han stod i næsten hele sit lange liv, nemlig slægten Løvenskiold.
Niels Rasmussen, der antog navnet Rolsted efter sin fødeby, beretter, at han er født i året 1760. Dette bekræftes af kirkebogen for Rolsted sogn: 1760 d. 13. april døbt Rasmus Nielsens søn, af Rolsted, kaldet Niels".
Faderen havde i 1749 fæstet sin svigerfars gård under Hellerup Gods. Hans mor var Karen Thygesdatter. Den. 27. sept. 1745 havde de indgået ægteskab. Gennem oplysninger i kirkebogen kan vi følge familien tilbage til henholdsvis 1637 og 1647.
" Jeg var den 6. i rækken", skriver Niels Rasmussen. Dette er næsten rigtigt. Måske har han ikke vidst noget om den førstefødte, der døde som spæd. Han fik et sørgeligt endeligt, idet han 20 uger gammel blev ligget ihjel om natten af forældrene, for hvilket de dog modtog kirkens absolution. Den rigtige rækkefølge er: Anders f. 1745, Anders født 1947, Hans født 1749, Leene f. 1752, Kirsten f. 1754, Thyge f. 1757, Niels f. 1760, Karen f. 1762, Maren f. 1771.
En anden tragisk hændelse indtræffer i 1772, da Niels i løbet af nogle få måneder mister begge sine forældre, store broderen Hans og den yngste søster Maren, pga. af grasserende plettyfus, en slags salmonella. Allerede 5 år forinden var forældrene flyttet fra gården til et fæstehus i byen. Årsagen kendes ikke. Når Niels i slægtsbogen nævner, at der nu kun var mig og min søster tilbage, skal det sikkert forstås som hjemmeværende, idet de ældre sikkert var kommet ud at tjene. Deres skæbne er i øvrigt ikke efterforsket. Søsteren kommer ligesom Niels til Sjælland og nævnes som jomfru Karen Rolsted i forbindelse med brodersønnen Henrik Vilhelms dåb i 1802. Hun blev d. 8. august viet i Kundby kirke med Henrik Aleksander Fischer, der levede som snedker i denne by.
Hvad der i øvrigt skete i Niels’s barndom og ungdom kan læses i slægtsbogen, først da Niels kommer til Vognserup i 1782 kan bogen suppleres med yderligere oplysninger. Årene som tjener og skriver på Vognserup betegner Niels som "de lykkeligste i mit liv".
Som tjener skulle de varte 4 personer, men de skulle ikke dække eller rydde bordet, de skulle ikke pudse sølvtøj eller glas, ”thi Herskabet havde antaget en sort Pige, som havde disse bestillinger. Han havde meget fritid og blev af herskabet nærmest betragtet som en del af familien.
Fra baron Løvenskiolds dagsjournal ved vi, at Niels jævnligt var i København med herskabet, vel navnlig i vintertiden, hvor herskabet i nogle år tilbragte tiden.... Nu og da står der: Betalt Niels Tjener for udlæg til drikkepenge, bompenge, teaterbilletter etc. Lønnen var 15 rigsdaler pr. halvår samt kost og logi. Det er derfor forståeligt, at baronen "har forstrakt Niels Tjener med 10 rigsdaler", der blev trukket fra næste lønningsdag. Der vankede dog også ekstra løn: "Givet Niels Tjener 10 rgd. for at lære børnene at snitte". Børnene er sønnen Carl og fætteren Herman, der i øvrigt havde flere personer til støtte i deres opdragelse. Her på Vognserup træffer Niels sin tilkomne ægteviv, Mette Sophie Grønbech, hvor hun er ansat som stuepige.
Men det var ikke uden problemer. ”Men nu kom der, som man siger, en Kurre på Tråden mellem mig og en pige; Meningen er, jeg så mig i den Nødvendighed at gifte mig med hende, hvilket nok var meget for tidligt, endskjønt jeg dog var 28 aar”
Mette blev gravid og ”jeg nænnede ikke at narre hende.” De holdt bryllup d.4. April 1788. De unge mennesker havde intet, så de måtte låne et lokale til brylluppet på en større gård, og Niels måtte købe alt til brylluppet, ”endogså Grønkålen -
Bland gæsterne var bl.a. Fuldmægtig Bech og forvalter Friis. De fik mange gaver, og Niels skriver, ”saa jeg kan sige, at jeg fik min Kaal og min skinke godt betalt”.
Selv om herskabet var imod forbindelsen til Mette, hjalp de alligevel Niels og Mette videre i livet, de skulle fæste en ny gård, der skulle bygges.
Niels Rolsted på Ny Sonnerup
I Roldsteds slægtsbog nævnes det, at der i sommeren 1794 bygges en ny gård på Tuse mark, kaldet Ny Sonnerup, og at herskabet har tiltænkt Niels denne. Af Løvenskiolds dagjournal fremgår dog, at Niels først overtager den i 1795, idet han samtidig ophører at figurere på godsets lønningsliste over tjenerskabet. Beslutningen om at overdrage gården til Niels. som fæstegård træffes dog i 1794, hvilket fremgår af oversigter over udskiftninger. Så sent som i april 1795, er han stadig tjener og sendes til Minneslyst. Han skal hente et barometer, der skal ophænges i baronens værelse. På vejen skal han bestille to nye vogne, hvoraf han selv skal have en ene til Ny Sonnerup.
For at have penge til opstart på gården fortæller Niels, at han lånte 400 rigsdaler, som baronessen kautionerede for. Han tilvejebringer også nogen kapital ved at arbejde for godset. Således skal han rejse stengærde i skellet mellem Ny Sonnerup og Tuse mark. For dette modtager han 36 rigsdaler og har selv stillet heste og folk til rådighed. Den 10. juli 1795 modtog han endvidere 1 rigsdaler for at save træer til den nordre længe på sin gård.
Ellers ser det ud til, at Løvenskiold bekostede opførelsen af gården, hvis ejendom det da også rettelig er.
Murermester Jens Nielsen modtager den 16. august og den 18. august betaling for udført arbejde og leverancer, bl.a. af en bryggerskedel, men Niels må selv betale murermesteren for hele murerarbejdet.
Tømmermanden Morten Korn får 10 rigsdaler og snedker Anders Hansen 33 rigsdaler for vinduer til Ny Sonnerup.
Der har formentlig knyttet sig store forventninger til overtagelsen af denne nye gård. "Mit herskab troede mig skikket dertil, og jeg troede det selv", skriver Niels. Forgæves leder man efter årsager til, at denne herlighed kun varede 3 år. Selvfølgelig var hverdagen helt anderledes for familien. Som tjener havde han et let arbejde, siger han selv. Ofte var han på rejse med eller sit herskab. I vinterperioden på længere ophold i København. Han er den, der lægger ud for herskabet til drikkepenge, bompenge, billetter til teater osv. At opbygge et landbrug næsten uden driftskapital og erfaring har været en helt anden sag.
Vimplen på gården viser tallet 1784, hvor den blev bygget og 1910 hvor den nye gård stod færdig.
Noget tyder på, at ejendommen for en tid har slået familien ud. I det mindste skriver hans svoger jæger Michael Hermann under på afståelsen i 1798.
Løvenskiold tager sig dog fortsat af familien. Nu er Løvenskiold flyttet fra Vognserup til Løvenborg, men en tom lejlighed på Vognserup stilles til rådighed for familien Rolsted. Tiden fra foråret 1798 glider hen. For Mette med pasning af deres børn, fem var født, men kun tre var i live.
For Niels var det med tømmerarbejde på gården og omkring denne.
Så kommer udnævnelsen til skovfoged i november 1798, og familien flytter til Fledskov ved Uggerløse.
Niels kommer "i sit rette element", skriver han, men for hans kone Mette Sophia Grønbech, som altid have været omgivet af mange mennesker, må overgangen til livet i skoven have været overordentlig svær, og man forstår godt, at Mette knuste en tåre over denne usle bolig, de flyttede ind i. Niels skriver om boligen ”Lergulvet var ganske optraadt, havde store huller og laa 0,5 m lavere end Jordsmmonnet udenfor. I stuen var der 2 smaa Fag Vinduer, hvori det halve antal vare itu, og for Hullerne var der slaaet Bræddestumper. En Lervæg var faldet ud, og Aabningen tilstoppet med et Knippe Ærtehalm; Husets eneste Dør var saa aaben, at den første Sommer Krøb Skruptudser og 2 Gange Snoge ind til os i stuen”.
Men Niels går i gang med at bygge et nyt stuehus på 6 fag og 2 år efter i 1800 er det færdigt.
Niels skiver i 1833 en erindringsbog om sit virke som skovfoged og forærer den til Baronen. Bogen befinder sig på Rigsarkivet. I bogen er der en beskrivelse af nogle af hans arbejdsopgaver. ” Der Første var, at samlede 2 pund Fyrrefrø paa Grøftebakken af de der staa Fyrre. Da planterne var 1 Aar, blev de plantet ud. Altså man hentede frø, tørrede dem, pottede dem og efter 1 år blev de udplantet. Det var begyndelsen på nåletræsplantningerne, hvor man de følgende år plantede mere end 50.000 nåletræer.
”Dernæst anlagde jeg de mange Spadseregange med Lysthuse, Borde og Bænke, samt den bekjendte Spiseplads, til Herskabets megen Tilfredshed, hvorfor de den første Gang de saae dem, gav mig 10 rd Duceur.”
Parken i Løvenborg er, efter en renovering ved Danica, åben for alle. Den har betagende store træer af mange forskellig slags.
Efter 16 år som skovfoged bliver Niels udnævnt til skovrider og har dermed ansvaret for flere skove. I Løvenborgs arkiv på Rigsarkivet er der et dokument, der omhandler de skove Niels har ansvar for. Det drejer sig om Fledskov, Østrup Skov, Skovindhegningerne ved Løvenborg, Nr. 1 Skoven, og Lodskoven ved Vognserup. Her er sidste halvdel af dokumentet.
Udnævnelsen kom som en overraskelse. Niels skriver: ”Men nu kom,1817 den 6te Januarii, ganske uventet, kl. 5 om Morgenen, Frederik Bødker fra Reistrup, med et stort Brev, jeg aabnede det med rystende Haand, men jeg havde nær kysset Manden. Da jeg læste ”Jeg udnævner Dig herved til Skovrider ved Friherskabet Løvenborg etc.”” Lønnen var bedre, så ”Nu var jeg da saaledes aflagt, at jeg kunne leve uden Næringssorger og tillige holde Heste og Vogn.” Han arbejdede herefter ofte med hest og vogn og flyttede f.eks. sten til gærder og stenkister, kørte savsmuld og tømmer. Kørte sække med opsamlede nødder for blot at nævne nogle få ting.
I forbindelse med deres hus har Niels, ifølge sine erindringer, plantet frugttræer, som han selv har forædlet, gravet og stensat brønd med værk, kalket og anden vedligeholdelse, bygget en udlænge på 6 fag og forlænget en anden med 1 fag.
I det hele taget får man et indtryk af, at Niels er meget arbejdsom og er god til mange forskellige ting, og det belønnes han også for:” Baronen fandt det værdigt i Aaret 1817 at kalde det Skovlyst, en stor Ære for mig.”
Huset findes endnu og hedder stadig ”Skovlyst”.
I 1832 blev Niels. tildelt et sølvbæger af baron Herman Frederik Løvenskiold for 50 års tro tjeneste. Niels var meget glad og stolt. ” Inderligt rørte mig dette Bevis på min ædle Herres Bevaagenhed” Han kunne se tilbage på 3 herskaber, der alle har været tilfredse med ham, og som havde hjulpet ham og hans familie gennem svære tider.
Senere i slægtsbogen står der ”I 1836 behagede min naadige Hr. Baron at entledige mig fra min Tjeneste; jeg følte også at jeg kunne trænge dertil, thi jeg var 76 Aar gammel og savnede fornøden Kraft og Dygtighed til længere at forestaa min Bestilling.” Hans kone var død 2 år tidligere.
Niels går på pension, og flytter ind hos sin søn Rasmus, som har fæstet en gård lidt vest for Skovlyst, og her skriver han sin erindringer 81 år gammel. Han fik et langt otium på 11 år og dør i januar 1847; 87 år gammel.
Carsten Carlsen skriver her om Rolsted slægten hvorfra Carlsen slægten udgår.